Der udspiller sig for tiden et drama om de såkaldte 10 meter vandløbsbræmmer, som er den “natur-gevinst”, bl.a. Danmarks Naturfredningsforening holder stædigt fast i som en del af regeringens projekt “Grøn Vækst”.
Lige siden Lene Espersen med stort besvær og forsinkelse fødte “Grøn Vækst” i april 2009, har regeringen og ledelsen af Landbrug & Fødevarer bedyret, at de nye 10 meter bræmmer var mur- og nagelfaste. Men landmændene er rasende over bræmmerne, som de ikke mener er finansieret. Og nu har Danmarks Miljøundersøgerser (DMU) offentliggjort en faglig rapport om, at bræmmerne ikke løser en væsentlig del af den miljøopgave, de var tiltænkt.
Så nu bliver 10 meter bræmmerne taget op til revision. Det har affødt en skarp reaktion fra Danmarks Naturfredningsforening og endnu mere debat om landbrug, miljø og natur.
Men helt ærligt: Robotagtige udlægninger af 10 meter brede bræmmer er også en underlig firkantet idé, og jeg har aldrig brudt mig om, at Danmarks største og vigtigste grønne forening er gift med bræmmeplanen.
Bræmmerne er en misforståelse af rang! Vi har allerede ved lov 2 meter bræmmer omkring vandløb og søer, så disse rent fysisk ikke bliver ødelagt af nærgående plove. Det er muligt, at 2 meter er for lidt. Men at udvide til 10 meter sådan generelt er da sindsygt!
Sagen er, at naturen i Danmark mangler plads – masser af plads! – til at udfolde sig smukt og mangfoldigt. Det viser alle undersøgelser, bl.a. en ny rapport fra DMU. Og den plads skal naturligvis findes på en begavet måde, så vi virkelig får god natur for pengene!
Naturens sjældenheder og truede underværker af arter skriger ikke på gyllebelastede bræmmer. Nej – de skriger på tørre, næringsfattige og blomsterrige bakker på højtliggende arealer, næringsfattige enge, der ikke modtager gyllevand fra markerne og urørte skove og moser. Dét mangler vi! Og så mangler vi for alt i verden en plan for Danmarks natur.
10 meter bræmmerne er ikke en plan for Danmarks natur. Det noget makværk.
Derfor har jeg det godt med, at bræmmene bliver tager op til debat. Vi skal ikke have robotagtige bræmmer. I stedet skal vi have en målrettet og finansieret naturplan, som beskytter og udlægger natur lige præsis dér, hvor vi får de største gevinster for biodiversitet og landskab.
Ud over vore politiske mål (som vi skal finde ud af, hvad er!) er det landskabet, der skal være retningsgivende for beskyttelse og udlægning af naturområder. Omkring nogle vandløb og søer bør der udlægges store engarealer på hundredvis af hektar og op til flere hundrede meters bredde. Andre steder er bræmmer på 2 meter nok.
Og aller vigtigst: Hvis vi vil bevare og genoprette naturen, skal vi væk fra den nuværende grumsede naturpolitik, som er et stedmoderligt appendix på mijøpolitikken.
Vi skal have en klar, national naturpolitik, der virkelig handler om natur og landskab.
Dansk Natur 
Jeg er helt enig med Michael Stolze.
De gældende bestemmelser om 2 m banketter er langt de fleste steder fuldt tilstrækkelige til at sikre vandløbsbredderne mod beskadigelser og nedskridning som følge af landbrugsaktiviteter.
10 meter bræmmerne vil formentlig fange en del af den fosfor, der med jord-og sandpartikler ville være havnet i vandløbene i situationer med sandflugt fra dyrkningsjorderne. Men det er jo kun en del af den landbrugsbetingede fosfortilførsel,
Og 10 m bræmmerne betyder stort set intet for den landbrugsbetingede kvælstoftilførsel til vandløbene.
Skal landbrugets tilførsler af fosfor og kvælstof til vandmiljøet nedbringes i en grad, så der kan registreres miljømæssige forbedringer, så er der kun en løsning: Nemlig at ekstensivere driften på lavbundsjorderne og de øvrige vandløbsnære arealer.
I morænelandskabernes ralativt smalle ådale betyder det reelt, at der fremover ikke må dyrkes sædskifteafgrøder (med dertil knyttet gødskning og sprøjtning) i hele dalbunden.
I de bredere smeltevandsdale og langs hedesletternes vandløb må der efter konkret vurdering – i forhold til eksempelvis smeltevandsterrasser og andre terrænelementer – udlægges “sædskiftefrie” bræmmer eller zoner.
Bestemmelserne i “Grøn Vækst” om 10 m bræmmer er et grelt eksempel på et ulykkeligt politisk kompromis, som på en gang er miljømæssigt værdiløst og på samme tid generende for mange landmænd.
Det har man faktisk vidst i mange år. Det fremgår bl. a. af redegørelsen “Ådale og Ferske Enge”, der udkom som samlerapport V som blot et af de mange resultater af Miljøministeriets omfattende Marginaljordsarbejde i 1986-1987.
Det er på tide, at der træffes beslutninger om virkningsfulde indgreb til begrænsning af landbrugets udledninger af fosfor- og kvælstof. Sådanne indgreb vil uundgåeligt begrænse de nuværende dyrkningsmuligheder i nogle områder. De skal derfor være sagligt/fagligt vel begrundede og i så høj grad som muligt tage hensyn til landbrugerne. Ellers er der ingen chancer for, at landbruget vil have forståelse for dem og acceptere dem. Knyttes indgrebene fortrinsvis til lavbundsjorderne, er der særlige muligheder for den nævnte accept, for jordbrugerne hér ved udmærket, at de kun har de vandløbsnære jorder til låns, og at de ikke til evig tid kan udnytte dem intensivt med eksempelvis sædskifteafgrøder. Efterhånden som de organogene jorder sætter sig som følge af vådforbrændingen, bliver det i praksis vanskeligere at dyrke jorderne fra år til år, og det økonomiske resultat falder i takt med at jorderne bliver mindre og mindre dyrkningssikre.
Gennemføres der ekstensiveringstiltag som beskrevet, vil der være betydelige samfundsøkonomiske gevinster. Det viste allerede de nævnte marginaljordsarbejder.
Men der vil også være reelle og umiddelbart registrerbare økonomiske besparelser hos kommunerne. Kommunerne vil nemlig mange steder kunne mindske eller helt ophøre med den såkaldte vedligeholdelse af vandløbene. Mange steder foregår den nemlig idag udelukkende af hensyn til landbrugets nuværende dyrkningmuligheder på de vandløbsnære jorder.
Det kan undre, at kommuneren, som jo udsættes for det ene statslige sparekrav efter det andet, ikke for længst har droslet ned på vandløbsvedligeholdelsen. De fleste steder er grødeskæring og oprensning nemlig til skade for vandløbskvailteten og reelt stridende mod miljøbeskyttelselovens hovedbestemmelse om sikring af et mangfoldigt og varieret plante- og dyreliv.
Det kan undre så meget mere, at kommunerne fortsat vedligeholder vandløbene i det nuværende omfang, når det betænkes, at alle skatteyderne er med til at finansiere indsatsen, men at det udelukkende er landbrugerne, der har gavn af indsatsen.
“Grøn Vækst” bør derfor hurtigst muligt revideres bl.a. mht. bestemmelserne om 10 m bræmmer. Bestemmelserne er ikke blot miljømæssigt værdiløse og unødigt indgribende over landbruget, men de indebærer tillige en betydelig risiko for forringelse af de landskabelige værdier og den biologiske mangfoldighed – særligt hvis bræmmerne tillades tilplantet med pil eller andre energiafgrøder.
Med alt den fokus på vandplanerne drukner mulighederne for at skabe en samlet biodiversitetsplan for DK. Fattigbundsnaturen og moserne er fuldstændigt glemt, det er jo disse naturtyper, der er trængte. 6.300 tons kvælstof vil 50.000 hkt randzoner, 13.000 hkt vådområder og periodevis oversvømmelse af ådale, 140.000 hkt efterafgrøder fjerne. Spørgsmålet er, hvor meget ny natur og biodiversitetsberigelse af den danske natur, der er i disse tiltag. Man sammenkæder ikke biodiversiteteffekten med kvlæstof og rekreative udfoldelsesmuligheder, altså slår flere fluer med et smæk. Altså at anlægge 50.000 hkt randzoner uden nogen form for her og nu effekt på naturen er hovedløst, de er ikke andet end en monokultur, hvor man kan beplante dem med bredbladede græsser.
Alt er sovset ind i klima og miljøtiltag, det gælder også disse randzoner. Det er altså ejendommeligt, at politikerne både fra venstrefløjen og den siddende regering endnu ikke har taget stilling til fremtiden for den danske natur. Arter er åbenbart noget som er flere små grønne organismer på en fjern galakse. Drop dog disse randzoner skab flere brakmarker, men holder de mon på kvælstoffet, hvis de ligger i sårbare vandoplande ?. Men man må også konstatere at diskusionen om fremtidens biodiversitet bliver et emne imellem biologer, den brede befolkning interessere sig ikke for dette, så derfor gør politikerne det heller ikke. Klima og miljø det ved hvad man er, men biodiversitet med alle disse små ulækre og stikkende insekter, nej altså.
Enig – en plan for naturen er noget helt andet end en plan for miljø og klima! Vi mangler i den grad en visionær national plan for, hvad vi vil med Danmark. Hvor stor en del af landet skal skal være vild natur? Hvor stor en af landet skal vi nøjes med at bruge ekstensivt uden at gøde, sprøjte, dræne eller bygge? Og hvor stor en dal af Danmark kan vi tillade os at udnytte intensivt til landbrug, byer, veje osv.? Den kommende biodiversitetsplan bør indeholde svar på disse spørgsmål. Ellers bliver den lige så svag og virkningsløs som alle tidligere planer for naturen.