Ulven udfordrer vores syn på naturen

Danmark er atter ulveland. (Illustration: Kristeligt Dagblad).

ULVEN ER LANDET

Ulvens genkomst efter 200 år er den hidtidige kulmination på en udvikling, hvor naturen i Danmark bliver stadig vildere. Måske kan ulven få os til at indse, at naturen er større og mere end bare noget godt.

Stik mod alt, hvad mange går og tror siden miljøkrisen kulminerede i 1970’erne og 80’erne, er naturen i Danmark blevet meget mere vild i løbet af de sidste årtier.

De store dyrearter, som vi forfulgte nidkært med krudt og kugler engang, betragter vi nu nærmest som hellige dyr. Så de breder sig som bare pokker i disse år. Og de store rovdyr er lige i halen på dem.

Nu er ulven kommet til Danmark. Den første ulv siden 1813 blev set og fotograferet i hjertet af Nationalpark Thy 14. oktober 2012. Den var syg og blev fundet død på heden den 19. november. Næste danske ulv blev set og fotograferet af en familie fra et køkkenvindue i et hus nær byen Lem ved Ringkøbing Fjord den 26. december 2012. Den 24. februar 2013 gik en ulv (måske den samme) i en fotofælde ved Harrild Hede nær Silkeborg i Midtjylland. Og endelig blev en ulv (nok den samme) set ved Stendis nær Limfjorden ca. 20 km østsydøst for Struer. Dertil kommer en række andre mere eller mindre overbevisende (men sandsynlige) observationer af ulve uden fotodokumentation.

Ulvens genindvandring, som er den hidtidige kulmination på den vilde naturs fremgang, er både fantastisk og skræmmende. Ulven rusker gevaldigt op i vores natursyn. Vores opfattelse af begrebet natur er blevet temmelig forkvaklet af romantisme efter en lang periode, hvor ordet “natur” konstant har været intimt forbundet med ordet “truet”.

Måske kan ulvens genkomst få os til at se mere nuanceret på naturen – som noget meget stort og fundamentalt, og ikke kun som noget positivt. Ulven minder os om, at natur er alt på godt og ondt. Og nu er det op til den danske befolkning og politikerne at afgøre, om vi skal have vildtlevende ulve i Danmark. Og op til EU. EU har nemlig udstedt et direktiv til medlemslandene om at frede ulven. Så vi skal have meget stærke argumenter for at få EU’s tilladelse til at holde det store rovdyr ude af landet.

Fundet af et afgnavet krondyrkadaver, nogle dræbte og fortærede rådyr og ikke mindst en ulvs voldsomme angreb, der sidst i februar kostede en landmand nær Harrild Hede tyve døde får, tyder på mindst én ulv i Jylland.

Dette er altså, hvad vi i skrivende stund ved: Der er kommet mindst to ulve til Danmark i løbet af den seneste tid. Den ene er død, og den anden lever nu i Jylland. Måske er der mere end den ene, og flere vil sandsynligvis komme til fra Tyskland, hvor ulvebestanden vokser hurtigt nu. Ulven fra Thy er blevet undersøgt, og på baggrund af dens DNA-profil kunne det slås fast, at der var tale om en tre år gammel ulv født af et ulvepar nær den tjekkiske grænse omkring 150 km sydøst for Berlin. Der findes endda fotos af Thy-ulven som hvalp! Ulven er således vandret over 800 km for at nå frem til Thy. Det er ikke ualmindeligt, at unge ulve vandrer så langt.

Tirsdag den 26. februar 2013 erklærede Miljøministeriet, dvs. staten, officielt, at Danmark atter er et ulveland. Det store, stærke og sagnomspundne rovdyr er nu en del af Jyllands dyreliv.

Hvad nu? På langt sigt kan vi ikke lade naturen styre alt i et kulturland som Danmark. Men indtil videre bliver indvandringen af ulven modtaget med lige dele glæde og bekymring. Omkring halvdelen af Danmarks befolkning, de grønne organisationer, og selv Danmarks Jægerforbund og Fåreavlerforeningen hilsen ulven velkommen tilbage i den danske natur. Det er dog klart, at der bliver brug for at regulere bestanden på et tidspunkt og et sæt regler for, hvordan vi skal håndtere tilstedeværelsen af et så stort toprovdyr i et kulturland som Danmark. Miljøministeren har derfor bedt Vildtforvaltningsrådet om at behandle sagen.

Danmark bliver mere varieret og spændende, når de store dyr spreder sig og genindvandrer. Og et voldsomt rovdyr som ulven kan virkelig åbne vores øjne for udviklingen og vores forhold til naturen i Danmark. Det er ikke så ringe.

Ulven tager hjorte, vildsvin, får og geder, og undertiden også kvæg og heste, selv om det er ret sjældent, den angriber så store dyr. Men den er ret sky overfor mennesker, og selv om der nu lever ca. 20.000 vilde ulve i Europa, kan antallet af fatale ulveangreb på mennesker siden 1950 tælles på en hånd. Langt tilbage i historien er mange blevet dræbt af ulve. Men det skyldes formentlig mest “gale” ulve, dvs. dyr med den frygtede og uhyggelige sygdom rabies (hundegalskab).

Rabies-ulve har uden tvivl været en væsentlig årsag til, at ulven er blevet forhadt som Djævelen selv og har fået sit blakkede ry. Myten om Fenrisulven, varulve og andre røverhistorier er formentlig opstået på baggrund af sådanne gale ulve, der var uhyggelige og med rette blev anset som farlige. I dag har ulvene i Danmark og landene omkring os ikke rabies. Men på trods af fakta om ulvens levevis og vaner, er frygten for ulven stadig udbredt.

Historiens syn på ulven afspejles i utallige beskrivelser i populærvidenskabelige værker i det 19. og 20. århundrede. I den danske oversættelse af Brehm’s “Tierleben”, som udkom på Gyldendal i 1929 under titlen “Dyrenes liv”, kan man bl.a. læse følgende fantastiske fortælling om ulven:

“Fra vildere og mere ubeboede egne, som. f. eks. Ruslands snedækte stepper, stammer utallige beretninger om mennesker, der medens de kørte i slæde er blevet overfaldet af ulve, der fik hestene, af hvem blot færten af ulv gør rædselsslagne, til at sætte farten op til den yderste grænse. Så længe slæden befinder sig ude på åbent land fjernt fra huse, opgiver ulvene ikke forfølgelsen; hylende og tudende sætter de i store spring efter slæden. Kusken skyder ind mellem dem, den sårede eller dræbte ulv bliver sønderrevet og ædt af sine kammerater, og slæden får et lille forspring; det samme blodige skuespil gentager sig så længe, der er patroner nok, når de er sluppet op, kaster kusken, hvad han har af overflødigt i slæden, over bord, især skind og pelsværk, som ulvene glubsk kaster sig over. Slæden bliver lettere, og den farer fremefter med forøget fart. Men ulvene er langt fra mætte, der må mere til for at stille deres mange dage gamle sult, og de har snart igen indhentet slæden. Der er kun een ting at gøre: Ofre den ene af hestene. Kusken opnår på den måde at standse flokken så længe, som det tager den at æde hestens kød og knuse dens knogler, og imedens må han håbe på at kunne nå den nærmeste landsby; thi før slipper han ikke af med sine forfølgere; lykkes det ham ikke, må han være forberedt på det værste. En mæt ulv er derimod et af jordens fejeste og usleste dyr; dens mod står slet ikke i forhold til dens kraft; det er sulten, og kun sulten, der vækker dens mod, der stiger, når den jager i flok.”

Den dramatiske fremstilling af ulven som symbol på det onde og noget nær Djævelen selv findes igen og igen i digtning og litteratur. I Norden frem for alt i Selma Lagerlöfs gennembrudsroman, “Gösta Berlings Saga” fra 1891.

Et af min barndoms uforglemmelige glansnumre var, når vi lyttede til Sergej Prokofievs musik til fortællingen “Peter og Ulven”. De klassiske instrumenter er fulde af natur og trylleri, der kan fremkalde stemninger og billeder. Så strygerne spillede den ubekymrede Peter frem i solskinnet på engen i den store skov i en sådan grad, at jeg næsten synes, jeg har mødt ham. Og sådan fortsatte historien med fløjtens kvidrende fugletriller, klarinettens bløde kattepoter, oboens brægende andeskræp, fagottens dybe lyd af den hovedrystende bedstefar og ikke mindst: Hornenes uhyggelige lyd, som signalerede, at ulven var på vej.

Alle flygtede i sikkerhed, og katten for op i et højt træ. Men anden kunne ikke undgå sin skæbne, og ulven slugte den i en eneste stor mundfuld. Til sidst kom jægerne forklædt som trommer, piber og pauker. Men inden, de nåede frem, havde den kvikke Peter fanget ulven levende ved at liste en snare om dyrets hale. Og det hele endte med, at hele menagerier, Peter, bedstefaderen og jægerne i flok og følge drog til byen i triumf for at afsætte den levende ulv til en zoologisk have. Ingen døde – end ikke anden, som jo var blevet slugt hel, og derfor sang med inde fra ulvens bug.

I dag skriver vi 2013, og i vores velstillede vestlige samfund har vi udviklet et natursyn, der er voldsomt farvet af dårlig samvittighed over alle de naturværdier, vi har sat over styr. Det kan synes som lidt af et paradoks, for vi skylder vores velstand, at vi med vores forstand og evner har ændret naturen til vores egen fordel. Bison, urokse, elg og vildhest forsvandt på den bekostning. Og siden udryddede vi vildsvin, ulv, gråsæl og ørne. Krondyret, den spættede sæl og mange andre store arter blev anset som skadedyr og var tæt på at lide samme skæbne. Men de klarede det, og nu oversvømmer de nærmest landet. Det er helt vildt!

De store dyr trives og tordner frem, så på det punkt behøver vi ikke at have dårlig samvittighed mere. Det ser meget værre ud for vore vilde blomsterplanter og sommerfugle, der har det af Pommern til i dagens Danmark. Men det er en ganske anden sag.

Nu er ulven kommet til Danmark som kulminationen på 20-30 års bevidst arbejde på at få mere vild natur i Europa. Projektet har overordnet set været en succes. Vi har fået de fleste store dyr tilbage, og vi har fået flere områder, der helt er overladt til naturens frie kræfter. I Danmark har vi fået urørte skove, som med tiden udvikler sig til, hvad man kunne kalde fremtidens urskove, og store moser og klitheder er i dag beskyttet som åben “urnatur” til (i princippet) al evighed.

Udviklingen er opmuntrende. Samtidig er det klart, at vi som kulturland ikke kan lade naturen styre alt. Hvis vi ikke finder en fornuftig balance og på et tidspunkt siger stop, vil naturen berøve os hele den velstand og al den tryghed og frihed, vi har kæmpet os frem til gennem årtusinder. Naturen er ikke kun god, men også en fjende, der truer os. Sådan er det, men det har det bare været nærmest forbudt at ytre noget om på grund af vores dårlige samvittighed. Vi har i 30-40 år fået at vide, at “naturen er truet” og at “vi skal passe på naturen for naturens egen skyld”. Og nu kommer så klapsalverne i ulvens kølvand.

Det er dog ikke alle, der klapper. Der er ulveelskere, pragmatikere og ulvehadere. “Vi skal ikke have de bæster rendende rundt i den ellers så fredelige vilde natur i Danmark”, siger den ene fløj. “Ulven er velkommen, den er fredet, og vi skal lade være med at blande os i naturens gang”, siger den anden fløj.

Ulvedebatten kalder på forandringer i vores natursyn efter de sidste mange årtiers fokus på naturen som noget ensidigt positivt. Naturen indeholder det smukkeste og største, men også alt det grimme og farlige, der truer os. Det går ikke kun at lade naturen råde. Hvis vi lod naturen råde, ville vores kultur bryde fuldstændig sammen.

Vores stræben efter velstand har kostet naturværdier i urimelig grad. I den moderne verden har vi derfor – gudskelov – erkendt, at der skal være plads til naturens mangfoldighed og vildskab. Det med mangfoldigheden er der faktisk næsten ingen, der bestrider. Vi har det sværere med vildskaben og alt det farlige. Vi holder af at se dramaet på film fra de varme lande. Men sådan er det overalt – også i Danmark.

Naturen er og har altid været en kampplads på liv og død. Fredsriget, hvor “Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen og en lille dreng vogter dem.” (Esajas bog, kapitel 11, vers 6), eksisterer kun som fabel i fantasiens verden.

Den vilde natur er hele tiden en trussel mod det paradis, vi stræber efter at leve i. Her på Sydvestsjælland, hvor jeg bor, har det været nødvendigt at indhegne haven. Foreløbig mod horder af rådyr. Udenfor hegnet ligger vildskaben på lur.

Naturen i Danmark, nu med vilde ulve, er ikke kun god. Den og også barsk og fuld af farer

—–

Ovenstående artikel er bragt som essay i Kristeligt dagblad onsdag den 3. april 2013. Abonnenter kan læse og komemmentere den i avisen her