Kendskabet til selv de mest almindelige arter i naturen er ringe. Skolen svigter undervisningen i natur og artskendskab. Unge kender slet ingenting. Ikke engang blåhat og nældens takvinge. (Foto: Michael Stoltze).
Der er noget rivende galt med vores forhold til naturen.
Undersøgelser viser, at stort set alle synes, vi skal passe godt på naturens variation og mangfoldighed af arter. Imidlertid ved de fleste gennemgående ingenting om den danske natur og naturbegrebet. De fleste under 50 år har næsten intet lært om naturen i skolen.
Den største del nutidens forældregeneration er ude af stand til at lære børn noget videre om natur. Over 80 % af børnene bor i byer, og de fleste børn tilbringer tiden foran skærme, kommer meget lidt ud i den vilde natur og har stort set ikke med natur, haver og jordbrug at gøre. Nye generationer er mere og mere fremmede overfor naturen og brugen af naturen. Det er min påstand, at den udbredte uvidenhed og fremmedhed overfor naturen er den største trussel mod naturens variation og mangfoldighed.
Uvidenhed og fremmethed fører til konflikter, manglende basal naturforståelse og elendig naturpolitik. Beskyttertrangen og den udbredte romantiske forestilling om “natur” som noget 100 % positivt gavner paradoksalt nok ikke naturens mangfoldighed. Natur er nemlig ikke bare noget godt. Natur er alt på godt og ondt. Det er essentielt at forstå. Men det er der næsten ingen, der forstår. Den er helt gal med naturforståelsen.
Eksempel: Grøftekanternes blomster
Landbruget har i løbet af 30-40 år gødsket og sprøjtet det vilde blomsterflor i Danmarks grøftekanter væk. Blåhat, gul snerre, blåklokke, musevikke, blæresmelde, blåmunke, merian, timian, knopurt, tjærenelliker, stenbræk og meget andet er afløst af tidsler, draphavre og giftig pastinak. For at glæde vejfarende og blomsterplukkere har driftige landmænd derfor fundet på at så enårige, farvestrålende sommerblomster i markkanter ud til de tarvelige vejgrøfter. Det har fået mange til at springe ud i begejstring over, at grøftekanternes blomsterflor er vendt tilbage. Vel er det ej! Floret af blomster i grøftekanter var flerårige urter, og de vender først tilbage, når man holder op med at gøde og sprøjte grøftekanterne og begynder at slå, tørre og fjerne hø igen. Sommerblomsterne er farvestrålende, men lige så ligegyldige som korn i forhold til beskyttelse af den danske naturs mangfoldighed.
Eksempel: Gråsælen
Danmarks største rovdyr, gråsælen, blev udryddet i de danske farvande og trængt voldsomt tilbage i hele Østersøen sidst i det 19. århundrede og i første del af det 20. århundrede. For nogle nogle årtier siden var der kun 4000 gråsæler tilbage i hele Østersøen. Så blev gråsælen fredet. Bestanden begyndte langsomt at komme på fode igen, og for nogle få år siden begyndte den tidligere så almindelige sæl atter at yngle enkelte steder på danske øer. Rundt om i Østersøen er det imidlertid gået stærkt fremad for gråsælen de seneste år, og nu er arten dukket op på Ærtholmene, hvor der opholder sig 4-500 af de store dyr på skærene. De er blevet et vældigt problem for de bornholmske kystfiskere, fordi sælerne tager fisk i nettene og ødelægger net. Reaktionen fra befolkning og myndigheder er imidlertid passivitet. Sælen er fredet ifølge EU’s regler. Den er “hellig” og ikke engang en bæredygtig jagt kan komme på tale. Ingen ønsker sig tilbage til tiden, hvor der blev udbetalt skydepræmier på gråsæler, og målet var at udrydde dem (hvad man faktisk gjorde). Men bare at gøre gråsælen til et helligt dyr er ingen løsning. Den almindelige naturforståelse og forståelse for forholdet mellem natur og kultur (mennekets aktiviteter) er er yderst mangelfuld. Derfor er der ingen fornuftige, afbalancerede løsninger på bordet omkring den nyindvandrede gråsæl.
Eksempel: Sagen om Marius
Sagen om aflivning af girafungen Marius i Københavns Zoo er måske det allerbedste eksempel på, hvor galt, det står til med naturforståelsen. Marius var ung og smuk som en drøm. Han var lys som en drivende lammesky. Hans øjenvipper strålede som en diskret aura om øjne så sorte som skovsøer. Åh – han var billedskøn – ja, skønnere end Farinelli som dreng. To år og med livet og lykken for sine fødder. Men Københavns Zoo slog Marius ihjel og parterede ham offentligt for at give ham til løverne. Hvilken grusom handling! En hel verden kogte over af spontan vrede. Titusindvis af hademails og sågar dødstrusler tikkede ind fra ind- og udland. Her var virkelig en sag, det var vigtigt at engagere sig i for at skabe en bedre verden. Hvis Marius havde været ét af de 28 millioner lidende ungsvin, vi slagter hvert år i Danmark, ville ingen have noteret det. Men Marius var en uskyldig, ung giraf. Slagtningen var et barnemord. Essensen af menneskets ondskab. Kommunikationen er lynhurtig på nettet og de sociale medier, der let som ingenting går i følelsesmæssigt selvsving på godt og ondt om stort og småt. Navnlig over små, konkrete hændelser, som vi kan forholde os til med sympati, antiparti og hele arsenalet af kærlighed eller had – inklusive dødstrusler. Derfor var mordet på den unge giraf gefundenes Fressen.
Girafsyndromet
Kærlighed og had er som bekendt stærkt forbundne følelser. Den negative del af følelsesregistret kom voldsomt til udtryk under sagen om Marius, fordi girafungen blev betragtet som et menneske. Vi kan kalde det girafsyndromet. Girafsyndromet er præget af flere karakteristika: En udbredt aggressivt sprogbrug overfor andre mennesker. En stærk tro på, at naturen er god. En fast overbevisning om, at mennesket er ondt. Et overvældende kærlighed til dyr med store øjne. En påfaldende tilbøjelighed til at opfatte dyr som mennesker. En afsky overfor dem, der tænker og handler rationelt. Den girafsyndromramte ser ikke mennesker som noget særligt, men blot én blandt naturens mange arter. Den ramte mener, at naturen skal styre verden, og at mennesket skal indordne sig. Den ramte forstår ikke, at natur er alt på godt og ondt. Girafsyndromet er beslægtet med økocentrismen, som opstod i sidste halvdel af det 20. århundrede. De stigende miljøproblemer fremkaldte en slags kollektiv dårlig samvittighed over at være Jordens dominerende art. Vi begyndte at se ned på mennesket. I sin yderste konsekvens fornægter økocentrikeren, at mennesket kan og skal gøre andet end at lade naturens kræfter råde. Den ekstreme økocentriker frygter den frie vilje og ser enhver, der sætter mennesket i centrum, som en trussel mod naturen. Økocentrikeren ønsker sig tilbage til naturen og mistror naturforkæmpere, der handler rationelt.
Tilbage til naturen
Drømmen om stenalderkost og et liv som dyr i pagt med naturen er ikke ny. Oprindelighed og naturlighed har gang på gang været dyrket af mennesket. Romantikken var fascineret af den ædle vilde. Rousseau var det. Karen Blixen var det. Og Poul Henningsen hyldede naturligheden. Natur og naturlighed er i økocentrikerens verden per definition godt, og drømmen om at vende tilbage til naturen er ikke langt væk. Det er imidlertid blevet ved drømmen, for lige siden vi blev bevidste om vores egen eksistens og forgængelighed, har vi adskilt os fra alle andre skabninger i kraft at vores frie vilje og evne til at benytte viljen og ændre vores omgivelser til egen fordel. Eftertiden har tolket Jean-Jacques Rousseaus interesse for den ædle vilde som et ønske om at vende tilbage til naturen i praksis. Intet er mere forkert. Rousseau hyldede tværtimod menneskets skabertrang og løsrivelse fra den vilde natur. Han skrev blandt andet: “Det er et storslået og smukt syn at se mennesket bevæge sig ud af intet ved sine egne kræfter. Med fornuftens lys sprede det mørke, som naturen har indhyllet det; løfte det over sig selv; med ånden hæve sig til himmelske højder.” Da vi blev bevidste om vores eksistens og død, trådte vi ud af ubekymretheden og ind i den evige kamp efter lykke. Og vores evne til træde ud af naturens mørke og omforme omgivelserne til egen fordel har gjort at frie og rige.
Jorden er syg
Men der er en slange i frihedens have. Det kræver kun få klik på en computer at diagnosticere Jorden som syg. Med Google Earth kan man zoome in på landskaberne i Europa, Kina, Indien eller USA. Overalt er billedet det samme: Udslæt, der breder sig. Jordens naturlige, sunde hud med runde, organiske former er angrebet af plamager, som strider mod naturen. Det er dyrket jord. Enhver kan se, at det er en fattig og kantet modsætning til Jordens vilde natur. Det er u-natur på landet. Det er faktisk mere u-natur end storbyer, som i det mindste stråler af mangfoldighed og kreativitet. I 1980’erne blev det for alvor klart, at Jordens tropiske regnskove blev fældet på livet løs. Det vakte international bekymring, og siden har der været stærke kræfter i gang for at forhindre rydning af regnskovene, som skønnes at rumme omkring halvdelen af alle arter på Jorden. Det hjalp, og skrækscenarierne fra 1980’er, som forudså, at vi kunne miste verdens tropiske regnskov på bare 50 år, blev afløst af en forsigtig optimisme omkring årtusindskiftet.
Naturen presses igen
Nu er presset på regnskovene imidlertid vendt tilbage. De firkantede felter med få arter på rad og række spreder sig som en pest over Jorden. Uforstand og pengegriskhed styrer langt mere end de globale principper om bæredygtig udvikling, der blev født som en dyd af nødvendighed i 1980’erne. I de seneste par årtier har klodens næststørste ø, Borneo, således undergået store forandringer. Her buldrer palmeolieindustrien i frem på bekostning af et af Jordens mest artsrige økosystemer. Palmeolien fik sit helt store boost, da verden begyndte at føre klimapolitik og efterspørge alternativer til fossile energikilder. Det blev straks grebet af industrien, som nu rydder regnskov og planter tusindvis af kvadratkilometer til med snorlige rækker af oliepalmer. Olien bliver solgt til Vesten som CO2-neutral biodiesel, hvilket naturligvis er noget sludder. Rydningen af regnskoven resulterer i udledning af så mange klimagasser, at det er værre at køre på palmeolie end traditionel diesel. Og skovrydningen truer nu tusindvis af arter i et af verdens rigeste økosystemer. Arter, der aldrig vil komme igen, når de først er uddøde. Regnskovene på Borneo forsvinder i et alarmerende og accelererende tempo. Kuren fra 1980’erne virker ikke rigtig mere nu, hvor kampen mod global opvarmning har erobret miljødagsordenen. Presset på arterne og Jordens vilde natur stiger atter. Det skyldes to overordnede forhold: Overbefolkning og manglende omtanke.
Jorden er overbefolket
Jorden lider af for mange mennesker, der bruger for meget. Vi lever allerede med konsekvenserne, som vil være her længe Mennesket har gjort sig mangfoldig gennem årtusinder. Det store gennembrud kom, da vi begynde at tæmme dyr og dyrke jorden. Vi ændrede Jorden, så vi fik langt mere føde. Det satte gang i en befolkningstilvækst ude lige. Omkring 1930 nåede Jordens folketal to milliarder mennesker. Det var omtrent, hvad Jorden kunne bære, efter at vi havde opdyrket de let opdyrkelige steder uden at bruge nævneværdige mængder af kunstgødning. Siden har Jorden teknisk set været overbefolket. Som konsekvens blev vi nødt til at bruge kunstgødning for at producere fødevarer nok, og vi begyndte at rydde og opdyrke områder, som strengt taget var uegnede til agerbrug. Trods en eksplosiv vækst i folketallet, som efter 1930 blev tredoblet til svimlende seks milliarder i år 2000, lykkedes det nogenlunde at følge med. Og selv om vi rundede syv milliarder i 2011, er der ikke tegn på, at vi kommer til at mangle føde. Men naturens mangfoldighed er under pres.
Vores ansvar som dominerende art
Vi kan godt for en tid leve med overbefolkningen, og vi kan sikkert også bevare Jordens mangfoldighed af natur. Det kræver bare, at der ikke går giraf i den. Vi skal tro på os selv og vores evner som mennesker. Naturligvis er det bærende, at vores hjerter banker for vores medskabninger og planetens liv; men det er fornuft, viden og det rationelle handlinger, der bærer frem. I forhold til naturens virkelige trængsler og menneskets fremtid var reaktionerne på aflivningen af Marius noget af en øjenåbner. Sagen viser, at den er rivende gal med naturforståelsen. Og hvis verden bliver styret af hovsa-handlinger baseret på spontane, irrationelle følelser uden dybere indsigt, får vi problemer. Vi kommer til at træffe de forkerte valg. Valg, som skader både menneske og natur. Menneskeheden bør handle af kærlighed til verden med både hjerte og hjerne og træffe de kloge valg. Det er vigtigt at føre politik ud fra en grundtese om, at mennesket er godt, og at Jordens mangfoldighed af natur og liv er enestående og nødvendig. Det er en pligt og et ansvar, mennesket har som Jordens dominerende art.
Dansk Natur 
Og det bliver jo ikke bedre når vores ypperste eksperter politiserer i stedet for at give redelig information til borgerne.
Sympatisk indlæg. Men det er er ren Sisyfos. Borgerne i dette land prioriterer anderledes.
Bedste hilsner, Anders
Hvis jeg troede, det var ren Sisyfos, kæmpede jeg ikke. Jeg og mange ligesindede tror naturligvis på, at det nytter at ytre sig. Borgerne i dette land (inkl. vore folkevalgte) VIL gerne prioritere natur og naturens mangfoldighed. Det viser talrige undersøgelser. Men de KAN ikke, fordi det står så galt til med naturforståelsen. Mange tror f.eks., at man beskytter naturen godt nok ved at købe økologiske produkter. Det er helt ude i hampen.
Ja, Anders , hvem er det der politiserer? Og hvad mener du med at “politisere”? – I min forståelse er politisk, her naturpolitisk, engagement noget med at prøve at ændre virkeligheden til det bedre ved – også – at agerer i det politiske system. – Og jeg vil godt hjælpe dig med svaret: jeg er en af dem, der politiserer – i den betydning af ordet. – Eller forstår du noget andet ved det?
Hvem er de “ypperste eksperter”, som du mener politiserer, Anders Billeschou?
”Ja, hvor har du ret”!! udbrød jeg spontant, da jeg havde læst dit debatindlæg til ende. Dit budskab burde slås op på alle landets byporte, hvis sådanne findes. Jeg har selv igennem et langt liv i folkeskolen oplevet, hvorledes tildelingen af timer til biologiundervisningen skrumpede. Kendskabet til den levende natur gik samme vej. Biologiundervisningen stod og faldt med engagerede lærere. Da fagene geografi, historie og biologi blev slået sammen, gik det helt galt. Biologiundervisningen blev den helt store taber, da rigtig mange lærere ikke magtede faget. Deres forudsætning og viden var allerede dengang (jeg gik på efterløn i 1997) ikke eksisterende. Og i dag står det helt galt til. Det har altid været mit klare mål, at tage eleverne med ud i felten, dels for at vise dem mangfoldigheden dels for at lære dem nogle navne. Respekten for det levende i naturen øges, når man kender navnene på de planter, insekter og fugle, man møder derude.
Om den nye folkeskolelov bliver en gevinst for naturforståelsen stiller jeg mig tvivlende overfor. Hvis ikke læreuddannelsen sætter fokus på det naturvidenskabelige, står vi lige vidt. Jeg har selv arbejdet for naturen i kraft af lokalkomiteformand i DN og som medlem af DOF-Nordjyllands bestyrelse. Desværre ser vi, at de unge glimrer ved deres fravær. Interesserne går andre veje.
I øvrigt vil jeg sige dig tak for alle de interessante og velskrevne indlæg, jeg modtager fra dig.
Bedste hilsener
Albert
Kære Albert
Selv tak og tak for dit indlæg. “Respekten for det levende i naturen øges, når man kender navnene på de planter, insekter og fugle, man møder derude.” Lige netop. Det er næsten mit motto 🙂
Bedste hilsner
Michael
Godt skrevet! Det burde læses af alle!
I Aalborg kommune er vi netop startet på et tre årigt projekt, der handler om at få børnehaverne ud i naturen, og at få naturen ind i institutionerne. Det er mit ydmyge håb, at kunne sprede en naturglæde og naturforståelse nedefra, så de kommende generationer kommer nærmere naturen og får et forhold til den, og dermed også bliver mere bevidste om at passe på den.
Jeg beundrer dit engagement, det er motiverende at følge!
Mvh
Michael Winther
“Presset på arterne og Jordens vilde natur stiger atter. Det skyldes to overordnede forhold: Overbefolkning og manglende omtanke.”
Host host… og hvad med debatører der reducerer strukturelle problematikker til menneskelige problematikker? I dette tilfælde – “manglende omtanke” en menneskelig kvalitet, det der burde have stået var “et kulturelt og økonomisk system som belønner privat og kortsigtet gevinst”. Vi er mange der kalder det kapitalisme eller vækstideologi, der er mange der er forsigtige med at bruge de ord. Men altså – vi kommer jo ingen vegne så længe at det kun er blåøjede idealister der forsøger at drive forretninger og organisationer på andre (mere sociale og naturvenlige) måder end de eksisterende. Den økonomiske virkelighed er at anskue som et spil med regler som er nedskrevet på papir og derfor kan ændres. Alle ved da at det er tudedumt at fælde regnskov for at dyrke palmeolie, der er ingen manglende omtanke der, der er tanke for kortsigtet, privat gevinst og et økonomisk system som muliggør og honorerer det.
Jeg bakker fuldstændig op om alt andet indhold i artiklen, bliver bare så ærgerlig når kloge folk ikke anerkender at vores måde at tænke og handle “økonomisk” på er kernen af problemet om rovdrift på naturen.
Et af de bedste indlæg jeg har læst, uden at være enig i alt. Det er dog heller ikke livet om at gøre, hvis man kan se, der er forståelse for andre holdninger.
Naturforståelse og naturpolitik, hjerte og hjerne? Naturen er naturlig. Den skal ikke se sig i spejlet hver morgen og rettes til, og kærligheden til den, eller fascinationen af den, kan kun opleves fuldt ud, når man er midt i den, er et med den, uden fordomme og forventninger af nogen slags, men bare giver sig tid til at oplevelsen sætter sig, lag på lag, med stadig flere og finere nuancer.
Det mener jeg er naturforståelse. Hvis nogen mener det kan optimeres med en masse specifik viden om naturen, så er jeg ikke enig, tværtimod vil jeg sige. Om man sidder i en lille båd mellem isbjerge ved Grønland, sidder midt inde i en regnskov med et utal af arter omkring sig, eller på bunden af et månekrater, så kan naturforståelsen være nøjagtig lige stor alle steder, uanset hvad man iøvrigt ved og mener om alting.
Man kan selvsagt ikke beskytte noget som helst ud fra en sådan åbenhed, da behovet ikke er der. Det kommer først med naturpolitikken, med ønsket om at bevare, forbedre, udnytte mm. Her er det absolut nødvendigt med specifik viden, hvor man ser på den vilde natur fra sidelinjen. Vi skal bare være opmærksomme på at det er vores ønsker vi påvirker naturen med, både når vi gør noget og når vi undlader at gøre noget, for vi er ikke adskilt fra naturen.
Naturbeskyttelse og naturpolitik er efter min opfattelse ikke det samme. Med naturbeskyttelse står man i naturen og ser herfra, hvad naturen har brug for, hvis den skal kunne udfolde sig på ”sine egne” præmisser, med mindst mulig påvirkning fra det menneskelige samfund.
Med naturpolitik ser vi på naturen fra samfundets side. Det er noget ganske andet og at drive naturbeskyttelse med mennesker der mener at socialisme er et bedre udgangspunkt end kapitalisme, det bliver godt nok op ad bakke. Jeg skal ikke forsvare kapitalismen her, for jeg mener ikke det har noget som helst at sige. Naturbeskyttelsen skal kommer fra naturforståelsen og den er totalt upolitisk, og vi må kunne mødes omkring den, uanset politisk tilhørsforhold. Jeg kan sagtens se at kapitalisme, i ukontrolleret form, er en katastrofe, men det samme kan man absolut også sige om socialismen.
Kære Svend
Tak for en fin, velskrevet og velargumenteret kommentar.
Naturforståelse er mange ting. Der er den almindelige indsigt, som engang var uhyre vigtig for at få noget at spise og undgå ubehagelige og farlige dyr eller giftige planter og svampe. Den indsigt er helt sikkert blevet mindre. Og så er der den abstrakte forståelse af biologi, stofkredsløb, økologi, biodiversitet, naturtyper, arter, evolution, bæredygtig udvikling osv., osv. Den forståelse og indsigt er vokset voldsomt i videnskaben, som har afløst tidligere tiders religiøse opfattelser af verden. Men det er, som om videnskabens naturforståelse (som er af kolossal betydning, hvis vi vil sikre Jordens mangfoldighed af liv, ligesom videnskaben har været afgørende for, at vi fik håndteret forureningskrisen sidst i det 20. århundrede med succes), slet ikke er trængt ind i det politiske maskinrum endnu. Her er det vigtigt at handle. Mht. den brede folkelige naturforståelse, må det gå sin skæve gang med debat om skole, læring, formidling i medierne osv.
Mvh Michael Stoltze
Kære Michael
Fremragende analyse og velskrevet indlæg. Jeg er ikke enig i alle konklusionerne, men det skal læses af alle, så jeg vil gøre lt for at sprede.
Som gymnasielærer i det almene gymnasium kan jeg fortælle at det også er gået sørgeligt tilbage med den naturvidenskabelige dannelse her. Ganske vist skal alle have tre naturvidenskabelige fag på mindst C-niveau, men biologi er ikke obligatorisk, så en studenterhue er ikke længere en garanti for at man har beskæftiget sig med det økologiske stofområde og lavet feltarbejde osv. Yderligere er der sket en forarmelse af gymnaiefaget biologi efter at man nu kan lade matematik på B-niveau tælle som et naturvidenskabeligt fag, så færre vil have løftet et C-niveau til et B-niveau i fremtiden. Det har allerede ført til at der oprettes færre valghold med naturvidenskabelige fag på B niveau, i stedet vælges aftenskolefag som psykologi og filosofi på C. Nuvel biologi i stx bidrager ikke alene til naturkundskab, folkeskolen, ja børnehaven og familiens bidrag er også afgørende. Men gymnasietis biologiundervisning bidrog til at alle med den mest populære ungdomsuddnnelse havde fået en basal naturvidenskabelig dannelse i faget biologi, som på alle niveauer omfatter økologi og feltarbejde i et økosystem.
En af de store tilbageslag for gymnasiefaget biologi, er den sørgelige kendsgerning at biologifaget på de højere niveauer i gymnasiet trods ambitiøse læreplaner ses på som et gummistøvlefag af de videregående uddannelser. Det er således overhovedet ikke merriterende på videregående uddannelser med biologisk indhold at man har haft faget overhovedet. Kun matematik, fysik og kemi og bastardfager bioteknologi A regnes for at være merriterende fag. Det har haft den følge at studieretningerne med biologi på højeste gymnasiale niveau er i tilbagegang. Igen færre studenter med biologisk dannelse på højt niveau.
Så Michael tak for dit indlæg, som jeg håber at alle der interesserer sig for uddannelsespolitik læser
Gudrun B. Paulsen
Jeg fik først læst dette blogkapitel i dag, Michael. Det er godt, og nok dit bredeste indlæg til dato -måske også lidt rigeligt med emner til ét blogindlæg – men den røde tråd om at kende og forstå naturen for at blive motiveret til at kæmpe for den, det vil jeg gerne bakke voldsomt meget op om. Nu er det også kommet LIDT mere i mine hænder, for fra i fredags er jeg biologiunderviser på læreruddannelsen i Silkeborg. Nu skal de kommende folkeskolelærere få artskendskab skal de! Og proces-kendskab, ikke mindst. Tilpasninger, specialiseringer, mangfoldighed.
Mine to fundament-citater til fremtidens folkeskolelærere: “Nothing in biology makes sense except in the light of evolution” (Dobzhansky) og “freedom of thought is best promoted by the gradual illumination of men’s minds, which follows from the advance of science” (Chuck D) 🙂 Jeg lover dig at ikke ÉN af mine studerende kommer helskindet ud af klassen uden at kende blåhat og blåmunke – eller uden at vide at fugle ER dinosaurer! 🙂
Tak – du gør en storslået indsats, Mette 🙂
Formanden for Natur og Samfund udtrykker i Natursyn på sit lønlige håb om at de mobile, elektroniske medier måske vil kunne knytte flere af os tættere til naturen. Michael Stoltzes nærmest ikonografiske sommerfuglebilleder viser potentialet. Mindre kan gøre det. Selv har just anskaffet tablet og Smart Phone til brug i artsbestemmelsen. Alle veje fører til Rom. Eller måske snarere fra Rom og ud provinserne eller habitaterne om man vil .
Det der for mig står tilbage som et noget åbent spørgsmål er hvorvidt de databaser, man opfordres til at indtaste observationer på, koordineres. DOF, Fugle og Natur, Biodiversitet Nu m.fl. DN har søgt midler til en om de små dyr. Skovmåren ses også på det nordlige Fyn. Østergaard har den, siger de. Opfordringer fra medlemmer af DN er altså hermed fulgt til dørs.
Svækker det værdien at at brugeren tvinges til at holde rede på flere databaser? Interessant kunne det også være at få belyst hvordan dataene viderebehandles og benyttes i den efterfølgende politiske proces.
Venligst
Der er mange muligheder og indgange. Samlet set styrker det den almindelige indsigt i naturen, tror jeg. Det kræver, at mange “eksperter” spiller med og øser af deres viden. Og det er mit klare indtryk 🙂
Rousseaus one-liner: ‘man skal dyrke sin have’ har overlevet. At naturen skal respekteres men kun samtidig med at vi udvikler os som art med det potentiale homo sapiens besidder. En dualitet der nok er druknet noget i folkedybet i tidens løb og dog tror jeg ikke at det kun er fordi jeg har lært fransk at jeg husker den. Den giver vel egentlig sig selv, men overfortolket bekræfter det samtidig hvad en kvindelig dansk romanforfatter ganske som bloggen her ser som et ildevarslende tema i tiden, nemlig modsætningerne i naturopfattelsen der får hende til at karikere den som en slet skjult skyttegravskrig, hvor borgere forskanser sig på deres altaner som selvforsynende fantaster.
Der er brug for konsensus. Enig så langt. Tilbage står hvor på grønsværen den bør nyde fremme.
Venligst