Naturen har brug for en lov – biodiversitetskrisen og klimakrisen skal løses sammen

Høvblege på Møn. En lille oase og et sidste levested for mange arter i et land, hvor biodiversiteten rasler tilbage, fordi den vilde natur mangler plads. (Foto: Michael Stoltze).

KRONIK

Aftalen om en klimalov giver håb i en tid, hvor klodens klima er på katastrofekurs. Men naturen er også på katastrofekurs. Biodiversiteten svinder hastigt, og 20 års små, uforpligtende forsøg på at bremse tabet har ikke virket. Derfor bør Danmark også have en bindende lov for naturen

Vi er midt i en klimakrise.

Atmosfærens indhold af CO2 stiger nærmest lodret. Frem til 1960 var den menneskeskabte stigning 12,5 % i forhold til det naturlige indhold. Nu er den 45,7 % over, og heraf er de 13,5 % lagt til alene siden år 2000. Udledningerne bare stiger og stiger, målingerne taler deres entydige sprog, og temperaturstigningerne peger mod katastrofen. Det er så tydeligt, at Danmark er begynde at rykke. Med aftalen om en bindende klimalov er der tændt et håb. Nu skal det samme bare ske globalt også.

Vi er også midt i en naturkrise – en biodiversitetskrise. Den vilde natur får mindre og mindre plads. Artsrige skove bliver ryddet til marker og plantager, de isolerede rester plages af brande, og hundredtusindvis af arter er i overhængende fare for at uddø fra Jordens overflade, fordi mennesket efterstræber dem eller fortrænger deres levesteder.

Den omfattende forureningsbekæmpelse siden 1970’ernes 1980’ernes alvorlige udledninger viser, at menneskeheden kan løse selv meget vanskelige miljøkriser med succes. Kampen mod spredning af skadelige giftstoffer og unaturligt høje mængder af næringsstoffer i naturen har givet verden et renere og sundere miljø. Kampen fortsætter, og vejen frem har hele tiden været erkendelse, viden, ny teknologi, politik, målsætning, lovgivning og internationalt samarbejde.

Nu banker klimakrisen og naturkrisen på. De to nye kriser må løses ved en intensiv, international indsats efter samme model som den gamle miljøkrise. De kan løses, men vil kun blive løst, hvis der kommer bred politisk erkendelse af krisernes karakter og betydning for vores fremtid, en international konsensus om, at de skal løses, og: Handlingsplaner med bindende mål.

Vi skal have styr på miljø og klima, men man kan sagtens få et rent miljø og et stabilt klima uden at tage hånd om naturen. Derfor har naturen også brug for handling med bindende mål.

Livet og biodiversiteten på Jorden er noget ganske enestående, som vi er så heldige at være en del af og have fælles udviklingshistorie med. Alle Jordens arter er vore medskabninger. Biodiversitetens nytte ligger ikke nødvendigvis i den klassiske brugsnytte, men i selve dens eksistens. Naturens levende mangfoldighed er tilsammen Jordens store mirakel, som giver vores tilværelse perspektiv og mening.

Vores aktuelle problem er blandt andet, at vi er blevet otte milliarder mennesker på Jorden, og at vi nok når op på 10-11 milliarder, før tallet stagnerer eller begynder at falde. Det er voldsomt, men det er en langt svagere befolkningseksplosion end den, man forventede for nogle få årtier siden.

Heldigvis kan klima- og naturkrisen løses sammen, og kriserne skal løses koordineret. Klimaindsatsen må ikke gå ud over biodiversiteten, men tværtimod så vidt muligt understøtte den.

Det burde ikke være særlig svært. Udlægningen af områder til helhjertet, vild natur, der får lov til at blive skov eller mose ved naturlig tilgroning, er nemlig noget af det mest effektive, man kan gøre i forhold til både klima og biodiversitet, mens vi omstiller verden til en mere bæredygtig energiforsyning fra vedvarende kilder.

Danmark er på grund af sin gode jord og sit milde klima det mest opdyrkede land i Europa, og nationalt lider vores plante- og dyreliv gevaldigt af simpel mangel på plads til at udfolde sig frit. Mens rådyr, gæs og alle de arter, der kan leve af næringsrige grønne marker, har det fint og er i fremgang i Danmark, fordi de ikke jages så meget mere, er hovedparten af vore arter i tilbagegang. De trives nemlig kun under naturligt næringsfattige forhold. Det gælder omkring halvdelen af vore dagsommerfuglearter og cirka halvdelen af vore vilde plantearter.

Marker til fødevareproduktion må i det 21. århundrede være højtydende for at mætte alle munde uden at stjæle al plads fra den vilde natur. Derfor vil dyrkede marker uanset metode næppe nogensinde blive forenelige med beskyttelse af Jordens biodiversitet. Her skal der store, udyrkede arealer til.

Det er afgørende, at vi både passer godt på eksisterende naturværdier og genskaber flere ved at udlægge matrikel for matrikel til vild natur. I dag er det groft vurderet kun omkring 2 % af Danmarks areal, der er disponeret helhjertet til vild natur. Det er milevidt fra det internationale mål på mindst 17 % natur, som Danmark har tilsluttet sig at arbejde for sammen med verdens øvrige FN-lande.

Der er to vigtige veje at gå mod målet:

For det første skal vi passe godt på de naturområder, vi har, og lade dem udvikle sig frit uden andre indgreb end helårsgræsning uden fodring og måske fjernelse af invasive arter.

For det andet skal vi genoprette natur ved at tage dårlig landbrugsjord på både lavbund og højbund ud af drift og lade naturen råde under indflydelse af store, vilde planteædere året rundt.

Analyser viser groft, at arealet kan findes ved at tage den ringeste sjettedel af det nu dyrkede landbrugsareal ud af drift og overlade det til naturen. Dette, kombineret med udlæg af mere urørt skov og en ny naturbeskyttelseslov, der beskytter områder som vild natur på matriklen, vil kunne bringe Danmark i mål med naturbeskyttelsen over en årrække. Det vil samtidig tælle yderst positivt i Danmarks CO2-regnskab, da naturområderne hvert år og de næste mange hundrede år vil binde og lagre meget store mængder kulstof i ved og jord.

Når der, som nu, kun er vild natur på omkring 2 % af landets areal, vil en stor del af Danmarks arter efterhånden uddø, hvis de ikke får langt mere plads med gode levevilkår. Mere plads til naturen er helt afgørende.

I 1999 kom OECD (den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling) med sin første sønderlemmende kritik af Danmarks naturbeskyttelse. Regeringen fulgte i 2001 op på kritikken med rapporten ”En rig natur i et rigt samfund” (også kaldet ”Wilhjelmrapporten” efter den tidligere industriminister Nils Wilhjelm, som stod i spidsen for arbejdet). Rapporten var resultatet af den hidtil grundigste udredning om naturens tilstand i Danmark. Udredningen belyste præcist og med omfattende dokumentation en lang række danske problemer med at sikre naturens mangfoldighed. Og rapporten kom med fyldige anbefalinger om, hvordan problemerne kunne løses. Det var hensigten, at den skulle være et bredt politisk fundament for en god og virksom naturpolitik i Danmark. Wilhjelmrapporten skulle være startskuddet på en ny æra, hvor tilbagegangen i naturens mangfoldighed blev standset eller endog vendt til fremgang. Dansk Landbrug, der havde været meget aktive i forhandlingerne, blev i sidste ende tilfreds med udredningen, og udtalte i en pressemeddelelse: “Rapporten vil blive husket som en milepæl om ti år. Det var med den, vi stoppede op og besluttede os for, at Dalgas-perioden 100% var overstået. Nu er det andre værdier end blot at dyrke jorden, der skal til for, at vi kan tale om godt landmandsskab. Vi skal også tage vare på naturen.”

Men efter regeringsskiftet i efteråret 2001, blev rapporten lagt i skrivebordsskuffen.

Siden er intet afgørende sket. OECD kom med samme eller endnu hårdere kritik af Danmarks naturindsats i 2007 og 2019, og trods forskellige naturplaner og højtidelige løfter fra skiftende regeringer om at standse naturens tilbagegang først i 2010 og siden i 2020, er der reelt næsten intet sket. Danmark døjer stadig med en elendig naturbeskyttelseslovgivning og uforpligtende mål, som erfaringsmæssigt ikke fører til resultater.

Nu varsler regeringer en ny natur- og biodiversitetsplan til efteråret 2020, og miljøminister Lea Wermelin har forinden skrevet, at der ikke er blevet gjort nok i mange år, og at naturkrisen er hendes førsteprioritet.

Det er godt. Men indsatsen må ikke ryge på gulvet igen.

Derfor er det åbenlyst: Danmarks natur behøver en stærk og effektiv lov med bindende mål for naturen – en biodiversitetslov.

Dansk Natur appellerer derfor til regeringen om at vedtage en biodiversitetslov samt genetablere Naturrådet, som blev nedlagt i 2002, og give det samme rolle i forhold til biodiversitetsloven, som den, Klimarådet har fået i forhold til klimaloven.

Klimakrisen og naturkrisen skal løses sammen, og arbejdet må koordineres tæt. Derfor skal klimaloven og biodiversitetsloven danne par og virke fælles for en bæredygtig fremtid væk fra klodens katastrofekurs.

Det er nødvendigt, enkelt og oplagt.

En lang række arter opretholder med det yderste af neglene deres sidste bastion i Danmark på Høvblege på Møn. (Foto: Michael Stoltze).

Sortplettet blåfugl har levet mange steder i Danmark, men findes nu kun på Høvblege på Møn. (Foto: Jens Stolt).