Af Mona Klippenberg og Michael Stoltze. Oprindelig bragt som kronik i Politiken 3. oktober 2021
Til trods for at Danmark gennem internationale aftaler har forpligtet sig til at skabe mere og bedre natur, fortsætter vi med at bruge naturområder til bebyggelse, og i København vælger politikerne at finansiere metrobyggeri ved at ødelægge natur i stedet for som andre storbyer at indføre bompenge.
Dramaet omkring byudvidelsen på det tidligere fredede område på Amager Fælled fortsætter.
Byggerierne er foreløbigt stillet i bero, efter at Amager Fælleds Venner på rekordtid klarede at indsamle de 2 millioner kroner, som Byretten kræver som garanti for at stoppe anlægsarbejdet. Men Københavns Kommune er åbenbart stadig fast besluttet på at omgøre Lærkesletten til boliger, uanset hvor meget indbyggerne protesterer og til trods for, at der i FN og EU, blandt forskere, økonomer og ellers i samfundet bliver stadig mere fokus på biodiversitetskrisen og naturens mange værdier.
Flertallet af kommunens politikere mener, naturområdet skal ofres for at betale for metrobyggeriet, men hvorfor ikke hellere beholde området til biodiversitet, rekreation og fremtidige generationer, og i stedet finansiere metroen ved hjælp af bompenge?
Naturen er den store taber
Det, der sker på Amager Fælled er desværre ikke unikt. Økonomiske interesser vinder alt for ofte over natur og biodiversitet. Fra barnsben har vi lært, at økonomisk vækst løser de fleste problemer og er helt nødvendig for at beholde velfærdsstaten, så derfor tager vi med glæde på shopping, når politikerne beder os om at bidrage til at styrke vores lands økonomi.
Vi regner naturgoder som en selvfølge og synes at tro, at naturens ressourcer er utømmelige. Det er de ikke. Væksten har en grænse, som vi er ved at overskride, og hvis vi ikke er i stand til at stoppe vores rovdrift på naturen, kan det gå rigtigt galt.
Mange stemmer på de politikere, som lover dem flest materielle goder: billigere drivstof, lavere afgifter og flere boliger, veje, indkøbscentre og forbrugsgoder – ting, vi har vænnet net os til at se som forudsætninger for et godt liv, men som har vist sig at have katastrofale følger for naturen og den biologiske mangfoldighed.
Dårligst i EU
I vores stræben efter stadig højere levestandard har vi været ekstremt dårlige på at tage vare på naturen. Næsten 75 procent af vores landområder bruges i dag til produktion, cirka 14 procent er bebyggelse og infrastruktur og den natur, vi har tilbage, er af dårlig kvalitet – for eksempel har kun 5 procent af naturområderne, der formelt er beskyttet gennem EU’s Habitatdirektiv en gunstig bevaringsstatus, og det samme gælder 43 procent af arterne.
Blandt EU-landene har Danmark med godt 8 procent natur den absolutte bundplacering, hvor gennemsnittet er cirka 17 procent, og enkelte lande har afsat op mod 35 procent af deres arealer til natur. En stor del af de områder, der på papiret er natur, bruges desuden til forskellige produktionsformål, og biologer vurderer, at måske så lidt som 1 procent af vores landarealer rummer natur af rimelig god kvalitet.
Det regeringsudnævnte Wilhjelmudvalg fastslog allerede for 20 år siden i rapporten En rig natur i et rigt samfund, at hovedårsagen til naturens krise er, at naturen har alt for lidt plads, og at naturområderne er for små og fragmenterede. For at løse biodiversitetskrisen skal vi derfor ikke blot tage bedre vare på den natur, vi har, men vi skal også skabe større sammenhæng mellem naturområderne, og vi skal sørge for flere store naturområder, hvor naturen får lov til at udfolde sig på sine egne præmisser.
Sårbare arter
En del af naturens arter er ikke særlig kræsne med hensyn til, hvad de æder eller hvilken type jord de vokser i, og de kan klare sig godt selv i byer. Sølvmågen og den brune rotte er dyr, der næppe vil forsvinde med det første, eftersom de er nærmest altædende og kan leve tæt på mennesker. Det vil mælkebøtter og agertidsler nok heller ikke, fordi de trives i den næringsrige jord, som hovedsageligt skyldes vores intensive landbrug og luftbåren ammoniak fra stalde og gylle.
De fleste arter er imidlertid meget specialiserede, og enkelte insekter er så nøje tilpasset, at de er afhængige af én enkelt planteart for at overleve. Mange af vores sommerfugle og bier skal have specifikke planter, og når disse forsvinder, fordi de bliver udkonkurreret af mere næringselskende planter, uddør insekterne også.
Hvis vi lader være med at beskytte naturen og de sårbare arter, bliver den tilbageværende natur mere ensformig. Mange af specialisterne vil uddø, mens de mindre kræsne, generalisterne, bliver dominerende.
Naturens mange værdier
Når natur ødelægges eller forringes, betyder det ikke blot, at vi mister arter og naturtyper, som vi ifølge internationale aftaler og lovgivning er forpligtet til at beskytte. En rig natur og velfungerende økosystemer påvirker også vores sundhed og trivsel, modvirker klimaforandringer, giver os fødevarer og medicin, rent vand, luften, vi indånder, og utallige mange andre ting.
For et stort antal danskere er nærhed til natur en forudsætning for et velfungerende liv. Vi søger til naturen i sorg og glæde, for at hente energi og inspiration, og når naturen, hvor man bor forsvinder, kan man opleve et stort savn og føle, at man mister noget af sig selv.
Det kan være svært at omsætte naturens værdier til penge, men økonomer og andre forskere har de senere år forsøgt at beregne, hvad naturtabet betyder for os økonomisk. De er kommet frem til, at selv om naturbeskyttelse og naturgenopretning koster, vil vi være langt dårligere tjent med at lade være med at tage vare på naturen, fordi en rig natur har så mange positive virkninger for både enkeltmennesker og samfundet.
Som EU-kommissionen så fint formulerer det: ”Naturen er lige så vigtig for vores mentale og fysiske helbred, som den er for vores samfunds evne til at håndtere globale forandringer, trusler mod sundheden og katastrofer. Vi har brug for naturen i vores liv.”
Bygge på landbrugsjord
Over 60 procent af Danmarks areal er landbrug med meget lav naturmæssig værdi på grund af blandt andet næringstilførsel, sprøjtegifte, monokulturer og dræning. Næringstilførsel giver gode vækstbetingelser for enkelte plantearter, som så fortrænger de vilde, danske planter, der er helt nødvendige for dyrelivet og biodiversiteten. Siden det kan tage flere årtier at blive af med overskydende næringsstoffer, vil det fra et samfundsøkonomisk perspektiv være fornuftigt at beskytte de områder, som er forholdsvis næringsfattige og har et rigt dyre- og planteliv, og hellere anvende landbrugsjord til nye byggerier.
De senere år har vi set flere byudviklingsprojekter, hvor man i stedet for at ødelægge natur vælger at bygge på landbrugsjord og tilføre nogle elementer som gør, at områderne med tiden kan udvikle sig til god natur, og disse projekter vil forhåbentligt kunne inspirere og opmuntre til naturvenlig boligbygning over hele Danmark.
Fredninger er hellige
Fredning er vores vigtigste redskab til at beskytte sårbare og truede arter og bevare naturområder, der er karakteristiske eller på andre måder værdifulde. Der findes forskellige former for fredninger, men fælles for dem alle er, at de er ment at vare for evigheden, og at kun stærke samfundsmæssige hensyn kan medføre, at fredningen ophæves.
Det Københavns Kommune nu gør, godt hjulpet af folketingspolitikere, der har ophævet de tidligere fredninger, er derfor i et naturfattigt land som Danmark nærmest at betragte som helligbrøde. Det er slemt nok at bygge på natur, endnu slemmere at bygge på EU-beskyttet natur eller natur omfattet af naturbeskyttelsesloven, men at ophæve en fredning kun for at bygge boliger, er uhørt og vidner om manglende forståelse for nutidens måske alvorligste krise.
Gode intensioner
Som storby trænger København mere end noget andet sted i Danmark til flere grønne områder, ikke kun for biodiversitetens skyld, men også blandt andet for at kunne håndtere klimakrisen og bedre folkesundheden og indbyggernes adgang til naturen. Kommunen er da også meget bevidst om denne opgave og skriver i sin naturstrategi for perioden 2015-2025, at man vil skabe mere bynatur, styrke naturen på alle kommunens arealer og etablere partnerskaber med blandt andet lokale ildsjæle.
Når kommunen ønsker at fremstå som ”grøn” og naturvenlig, er det desto sværere at forstå, at det politiske flertal vælger at ødelægge et naturområde, som var ment at bevares for altid, hvor der findes beskyttede arter, og som betyder meget for københavneres livskvalitet. For der findes jo andre måder at skaffe penge til metrobyggeriet.
Betalingsring rundt om hovedstaden
I stedet for at ødelægge natur for at finansiere metroen, kan vi gøre som andre storbyer, nemlig at indføre bompenge. I vores nordiske nabolande har både Oslo, Gøteborg og Stockholm haft bompenge i mange år, og i Stockholm sagde indbyggerne i 2007 tilmed ja til bompenge i en folkeafstemning.
Selvfølgeligt vil der være mennesker, der vil protestere mod at betale ekstra for at køre bil i København, og måske vil nogen tilmed prøve at kopiere det norske politiske parti ”Folkeaksjonen nei til mer bompenger”, populært kaldet Bompengepartiet, som ved det forrige kommunalvalg i Oslo fik flere stemmer end regeringspartiet Fremskrittspartiet, og som anså sagen mod bompenge som vigtigere end både sundhed, skole, miljø, klima og andre højaktuelle politiske emner.
Men der vil altid være mennesker, der drives mere af egeninteressen end samfundsinteressen, og i Norge og Sverige synes et stort flertal af indbyggerne nu at have godtaget, at dem, der belaster vores fælles miljø, skal være med til at betale for de samfundsmæssige omkostninger, som er forbundet med miljøbelastningerne.
En betalingsring vil også kunne få flere til at rejse kollektivt og således afhjælpe en del af Københavns luftforureningsproblemer. Alternativt kan man indføre afgift i kun de tidsrum, hvor der er mest trafik, ligesom i Stockholm og Gøteborg, og man kan også bestemme, at der skal være en maksimal afgift per bil i døgnet.
Folkelig støtte
Forrige gang, danske politikere forsøgte at indføre bomring i København, blev de mødt med massiv modstand. I dag oplever vi derimod en helt anden folkelig opbakning omkring miljøsagen. Mange engagerer sig for at bidrage til at løse biodiversitetskrisen, blandt andet ved at gøre deres haver mere naturvenlige, udføre naturpleje, plante vilde vækster og deltage i forskellige former for borgervidenskabsprojekter. Der vil sandsynligvis nu også være større forståelse for, at krisen kræver fælles indsats, og at vi alle må bidrage, hvor vi kan, blandt andet ved at bevare naturområder i storbyer.
Coronapandemien har tilsyneladende gjort os mere bevidste omkring naturens mange herligheder, og gode naturoplevelser gør, at mange flere ønsker at beskytte naturen. Ligeledes bidrager fjernsynsudsendelser som ”Vilde vidunderlige Danmark” og ”Giv os naturen tilbage” til større naturinteresse, og Miljøministeriets konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune, har sat mange indbyggere i gang med spændende projekter.
Nyt velstandsbegreb
Sammen med klimakrisen udgør biodiversitetskrisen sandsynligvis vores tids største politiske udfordringer, og hvis vi skal løse dem, kræver det ikke blot, at vi borgere reducerer vores forbrug af naturødelæggende produkter, og at vi hver især gør en indsats der, hvor vi bor, men også at vores politikere sætter natur øverst på prioriteringslisten.
Heldigvis er der nu stadig flere økonomer, der tænker nyt omkring ressourcebrug og vækst, deriblandt den britiske økonomiprofessor Tim Jackson, som i bogen Velstand uden vækst og senest med Post Growth. Life after Capitalism, argumenterer for, at den økonomiske vækst ødelægger vores planet og truer selve fundamentet for det menneskelige samfund. Jackson mener, vi bør udvikle et nyt velstandsbegreb, som ikke handler om penge eller at kunne købe flest mulige ting, men blandt andet om at leve rige og meningsfulde liv inden for naturens tålegrænse, være fri for fysisk og mental sygdom, opleve værdighed og have muligheder for at deltage i samfundslivet.
Grønne områder og andre mødesteder som parker, biblioteker, museer og lokale markeder vil ifølge Jackson være vigtigere end nogen sinde, når vi skal ændre vores livsstil for at redde naturen, og i en storby som København gælder det derfor om at skabe og bevare så mange grønne pletter som muligt.
Som for eksempel Lærkesletten, der altså for kort tid siden var fredet, er levested for arter, vi som land er forpligtet til at beskytte, og desuden er et dejligt naturområde, som mange københavnere sætter stor pris på og ønsker at give videre til kommende slægter.
Dansk Natur 