Kritik af Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening bør blive bredere, og naturen skal mere i højsædet.

Nedenstående kritik er 7. april 2017 rettet til Danmarks Naturforeningsforening i en kronik i Information. Med kronikken opfordre jeg DN til at skifte kurs, blive bredere og mere fokuseret i kampen for naturens og landskabets mangfoldighed og skønhed. Det er ikke en kamp mod økologi. Jeg er fortaler for et bæredygtigt, højtydende økologisk landbrug uden pesticider, men med bedre gødningsregler end de nuværende. Jeg opfordrer alle, der har lyst, til at melde sig ind i DN og være med til at styrke foreningens fornyelse, foryngelse og indsats for naturen. Her følger kronikken:

———–

DANMARKS NATURFREDNINGSFORENING VIL HELLERE SLÅ PÅ LANDMÆNDENE END BESKYTTE NATUREN
DN’s formål er at passe på naturen. Det går ikke så godt, efter man i 2006 skiftede kampen for den rige natur ud med kampen for økologisk landbrug og modstand mod konventionelt landbrug. Kampe, som – modsat, hvad mange tror – ikke har noget at gøre med at passe på naturen

I 2006 fandt et voldsomt opgør sted i Danmarks Naturfredningsforening (DN), som endte med, at præsidenten, journalist Poul Henrik Harritz, blev frosset ud af foreningens hovedbestyrelse.

Harritz var af den overbevisning, at man skulle passe på naturen for menneskers skyld og ikke for naturens egen skyld. Derfor var det ham magtpåliggende at sikre tilpas adgang til fredet og beskyttet natur. Den indstilling var en hård kerne i foreningens hovedbestyrelse imod.

Oprøret ulmede i årevis efter en sag om fredning af Lille Vildmose – en af de største fredningssager i Danmarkshistorien. Harritz mente, der skulle være en vis adgang for offentligheden. Opponenterne i hovedbestyrelsen med biologen Poul Hald-Mortensen i spidsen ville beskytte natur for naturens egen skyld. Der skulle ikke være adgang for mennesker, og den hårde kerne samlede efterhånden et flertal mod foreningens formand.

Konflikten endte med, at Harritz trak sig i 2006. Det skete så sent i forhold til foreningens vedtægter, at den nuværende præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, reelt blev indsat af Hald-Mortensen og hans støtter. Ingen kunne nå at finde modkandidater.

Krig mod landmændene
Jeg var dengang naturpolitisk medarbejder i foreningens sekretariat. Den nyvalgte præsident havde – ligesom Hald-Mortensen – et anstrengt forhold til sekretariatets medarbejdere. Ved hendes tiltrædelsesreception var sekretariatets ca. 50 menige medarbejdere slet ikke inviteret.

Bisschop-Larsen hadede sin forgænger og alt, hvad han stod for. Naturpolitikken, som DN sammen med Verdensnaturfonden, Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening havde udviklet, publiceret og rundsendt til alle Folketingets medlemmer, betragtede hun som Harritz’ og sekretariatets værk. Så hun skrottede den og erstattede den med sin personlige kæphest: Kampen for 100 procent økologisk landbrug i Danmark og mod konventionelt landbrug. Det blev umuligt at arbejde fagligt med naturpolitik i sekretariatet. I januar 2008 besluttede jeg derfor at forlade jobbet.

I 2011 samlede Hald-Mortensen et flertal i DN’s hovedbestyrelse mod Bisschop-Larsen. Hald-Mortensen ville indføre en endnu mere uforsonlig linje over for landbrug og industri og flytte sekretariatet til Jylland. Han og jeg stillede op til DN’s præsidentvalg i 2012. På repræsentantskabsmødet havde forsamlingen svært ved at forholde sig til kritikken, og umiddelbart inden afstemningen gik medlem af DN’s forretningsudvalg og nuværende vicepræsident, Thorkild Kjeldsen, overraskende på talerstolen  og anbefalede alle at stemme på den siddende præsident. Som de delegerede så genvalgte. Mødet sluttede med en tåkrummende fællessang om, hvordan landmænd bør frygte DN.

DN’s direktør René la Cour-Sell valgte herefter at forlade foreningen, og foreningen fortsatte siden uden direktør. Bisschop-Larsen styrkede sin egenrådighed som ’direktør for det hele’, som hun sagde. Noget usædvanligt.

Efter kursskiftet i 2006 modarbejdede Bisschop-Larsen de fælles naturpolitiske mål, som var vedtaget af sammenslutningen af grønne organisationer i Danmark, Det Grønne Kontaktudvalg. Da foreningerne i 2007 skulle fremlægge deres samlede visioner for naturen i Danmark ved Teknologirådets store høring på Christiansborg om natur, prøvede DN’s nye præsident således at forhindre det for selv at komme til fadet med sine alternative budskaber.

Svigter naturen
Siden har DN svigtet kampen for naturen. Under regeringens ophævelse af brakordningen i 2008, hvor man kunne have sikret de bedste arealer som god natur for eftertiden, brugte DN krudtet på en indædt kamp mod landbruget uden forsøg på forhandling med politikere om at sikre arealer til natur. DN’s devise var, at landbruget havde fået så rigeligt i landbrugsstøtte allerede, at erhvervet bare skulle afgive dyrkede arealer til natur uden kompensation. Det spillede ikke. Al brakken blev opdyrket. DN og danskerne sad tomhændet tilbage.

Bisschop-Larsen fortsatte sin kamp for økologisk landbrug og rent drikkevand. Det er der ikke noget galt i, men det redder ingen natur. Miljøbeskyttelse er naturbeskyttelsens følgesvend. Ikke omvendt. Et rent miljø garanterer ikke en rig natur. Og økologisk landbrug sikrer ikke naturens mangfoldighed. Måske tværtimod, for det kræver langt mere plads.

DN’s linje over for landbruget gravede grøfter og medvirkede til, at protestorganisationen Bæredygtigt Landbrug fik vind i sejlene. DN holdt sig væk fra al dialog med bevægelsen med det misvisende navn. Det var dumt – specielt da protestforeningen kom med en ide om regelforenkling og opkøb af jord til naturbeskyttelsesformål for landbrugsstøttemidler. Den ide havde DN’s sekretariat og Harritz arbejdet for i årevis. Men da de politiske handlemuligheder kom, kendte DN ikke sin besøgelsestid. Kampen mod landbruget stod i vejen for kampen for naturen.

Unødvendige slåskampe
I 2007 fik Danmark en lov om etablering af Nationalparker. Loven blev rummelig og ikke, som DN og andre grønne organisationer ønskede det. Men der kom dog en lov, og nu kunne Danmark etablere nationalparker, hvilket DN havde arbejdet for siden den såkaldte Wilhjelmrapport »En rig natur i et rigt samfund« kom i 2001. Danmark fik sine første tre nationalparker: Thy, Mols Bjerge og Vadehavet. Naturbeskyttelsen bevægede sig dermed i retning af den markedsføring og vildskab, som ligger i nationalparkbegrebet i andre lande i verden. DN’s præsident kunne imidlertid ikke leve med, at nationalparkloven ikke fradømte lodsejere retten til at anvende deres jord, og ytrede ønske om stramninger af loven, så den juridisk ramte lodsejerens råderet uden økonomisk kompensation. Det satte en kæp i hjulet for nationalparkarbejdet.

DN insisterede på trods af faglige og strategiske advarsler på, at landbruget uden kompensation skulle udlægge 10 meter brede dyrkningsfri bræmmer ved alle vandløb. Denne femdobling af bredden af de hidtil gældende vandløbsbræmmer var fagligt svagt begrundet og udløste ramaskrig i landbruget pga. manglende finansiering og forkerte udlæg. Alle med indsigt vidste, det ville give ballade, og det hele endte da også med at blive spild af tid og penge. DN havde igen mere travlt med at tæske landbruget end med at kæmpe for naturen. Bræmmerne blev opgivet. Naturen og skatteyderne tabte.

Thorning-Schmidts regering kom i 2014 med Naturplan Danmark. Den blev ikke det, som mange havde håbet på, men indeholdt dog et forslag til et generelt forbud mod brug af gødning og pesticider i beskyttet natur. For at få forbuddet til at virke uden store protester fra landbruget var det imidlertid nødvendigt at undtage de såkaldte kulturenge, som er intensivt dyrkede græsmarker. Men DN insisterede på, at de skulle med. Hvorpå det hele faldt på gulvet. I dag er der stadig intet forbud mod at gøde og sprøjte beskyttet natur.

Giv os biller og blomster
DN’s formål er at passe på naturen. Det går ikke så godt mere. Den store fejltagelse skete i 2006, hvor foreningen skiftede kampen for den rige natur ud med kampen for økologisk landbrug og en generel kamp mod konventionelt landbrug. Kampe, som – modsat, hvad mange tror – ikke har noget at gøre med at passe på naturen.

Derfor bør foreningen skifte kurs og sætte naturen i højsædet. Naturen og dens mangfoldighed er en vindersag. Vi vil have natur for vores egen skyld. Fordi det gør os rige og glade. Vi vil have smukke landskaber, fugle, sjove biller, flagrende sommerfugle og blomster i grøftekanterne. Vi vil have gamle træer, blanke søer, vilde moser og enge med sjældne orkideer. Og vi vil have bølgende marker og et bæredygtigt landbrug i ordets rigtige betydning. Vejen dertil er visioner, regelforenkling, samarbejde og forståelse for, at Danmark har plads til både vild natur og landbrug.

Danmarks Naturfredningsforening er blevet en smal miljøorganisation, hvor naturen er blevet væk. DN bør finde sin store bredde og igen sætte naturen forrest.

kronik@information.dk

Michael Stoltze er biolog, ph.d. og forfatter

———–

Ovenstående er bragt første gang som kronik i Information 7. april 2017

Udgivet i Danmarks Naturfredningsforening, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | 37 kommentarer

Naturen, skønheden og kunsten

Naturens juveler. Forskellige varianter af guldbasser. Indsamlet af kunstneren Jørn Larsen. (Foto: Michael Stoltze).

 

Når jeg ser og sanser noget i naturen, kan jeg blive bevæget indtil det urimelige.

      Min familie og venner bærer over med det. De ved, at jeg ikke kan gøre for det, og at min begejstring er ren glæde. Som lille på Bornholm gik jeg mere stille med det. Hver sommer var en af mine største lyster at snige mig hen til påfuglenes bur i Brændegårdshaven for det tilfælde, at de magiske fugle skulle have tabt nogle af de små kropsfjer, der hver især skinner som juveler. Det havde de tit. Og den voksende samling af små påfuglefjer var min egen lille hemmelighed – større end alt, der kunne købes for penge.

      Glæden er ikke blevet mindre med tiden. Jo bedre, jeg kender naturen, des mere bliver jeg overvældet. Lykken er vokset i takt med fortroligheden. Sådan ved jeg, at mange andre har det. Og i hvert fald bliver alle påvirket af naturen. Det ville være mærkeligt andet, for mennesket er natur ligesom sine medskabninger og alt andet fysisk i verden. Nævn noget fysisk, der ikke også er natur. Nej, vel? Det kan man ikke.

      Der er muligvis stor forskel på, hvor meget og hvordan personer bliver påvirket af naturen. Det er i hvert fald min erfaring, at nogle mennesker bliver grebet af stor glæde over næsten alt, hvad de møder i naturen, mens andre mest bliver grebet af frygt eller ligegyldighed. Mennesker udvikler med alderen individuelle og ret divergerende syn på naturen. Men i dåbsgave har alle fået en grundlæggende og sund evne til forundring, nysgerrighed og frygt overfor verden.


Lys fra Kultiden
Når forundring over noget i naturen afløses af fortrolighed, opstår der ny forundring. Det er, som om der bliver stillet to nye spørgsmål, hver gang ét bliver besvaret. Ingen behøver frygte den tid, hvor alt er belyst. Det sker aldrig. Heldigvis.

      I foråret 2016 gik jeg en tur forbi den flot beliggende gård Hammersholm ad den nye Cirkelsti, som forbinder Hammershus med Allinge. Undervejs passerede jeg et lille nedlagt stenbrud, som nu er fyldt med vand og vandplanter. Det var sent på dagen, og solen stod lavt på himlen. Det forekom mig, at noget lyste op ved vandoverfladen i stenbruddet. Ganske rigtigt. Da jeg bøjede mig ned, så jeg, hvordan sollyset faldt gennem en tæt bevoksning af dyndpadderokker. Planternes hule, leddelte skud har mange farver og er halvtransparente. Så når man ser de kraftige nye skud på tæt hold i modlys om foråret, lyser de op som et festfyrværkeri i orange, gule og grønne nuancer. Og hvert led er sirligt dekoreret med striber og en elegant, sorttakket krone.

      Lykken over opdagelsen var overvældende, og jeg brugte dage på at forevige dette farvestrålende levn fra kultiden. De fleste af padderokkernes slægtninge – de kunne blive over 30 meter høje – ligger nemlig døde og begravede som stenkul i undergrunden. Selv om de uddøde for 300 millioner år siden, sætter de stadig spor på planeten. Ved Sorthat Strand nord for Rønne slikker Østersøens bølger de fleste sommerdage blidt over sandet i havstokken. Og hver en bølge bringer en ladning af små fine kulstykker med sig, fordi havet slider af nogle kulforekomster ude i vandet. Når bølgetungerne standser og begynder at trække sig tilbage, bundfældes de lette kulkorn, så der afsættes mest lige dér, hvor bølgen nåede til (bølgelinjen) og gradvist mindre mellem bølgelinjen og havet. På den måde maler bølgerne organiske og flygtige kultegninger på sandet. Igen og igen visker de største bølger tavlen ren, så naturen kan lege kunstner igen og igen, som den har gjort det siden tidernes morgen.

Sommerfuglen, påfuglen og den strålende bille
Naturen kan male, så det er en fryd. De flyvende blomster – sommerfuglene – er også flyvende malerier. Eller snarere: Flyvende mosaikker. Det så jeg, da jeg og min tvillingebror Jacob som små fik et mikroskop af vores mor og far.

      Det første, vi så på, var ostemider fra skorpen af min fars gammelost. I mikroskopet blev miderne chokerende store – som krabber – og vi undrede os over, at vores far kunne spise den slags. Men der fulgte også et objektglas med en sommerfuglevinge med mikroskopet. Og set 50 gange forstørret var det tydeligt, at de flotte farver og mønstrer var resultat af bittesmå mosaikstifter i sirlige rækker på vingen. Sommerfuglestøv.

      Sommerfuglestøvet er i virkeligheden omdannede hår, der er blevet flade og meget brede, så de ligner små, firkantede skæl eller tagsten i rækker. Hvis sommerfuglene havde haft almindelige tynde hår på vingerne, ville de have set pelsede ud. Det gør de ikke. Vingerne er tværtimod skinnende og farverige flader. Sommerfuglene er geniale med deres skællede vinger. De overgår alverdens mosaikkunstnere med deres formrigdom og enestående farver og mønstre.

      Al den flagrende skønhed har noget med sex at gøre. Sommerfuglenes farver og mønstre er scoretricks. I fugleverdenen har forskere ligeledes påvist, at både flot fjerdragt og symmetri er vigtige for succes hos det modsatte køn. Det er ikke bare mennesker, der tænder på skønhed. Det gør en stor del af vore medskabninger også. De stiller op til skønhedskonkurrencer, hvor de flotteste og stærkeste vinder retten til sex og avl. Sådan sprang påfuglen ud som et levende mirakel blandt Asiens vilde fugle. Halen er så stor, imponerende og unik i fugleverdenen, at den er svær at tro på som naturens værk. Det er utroligt, hvad kønsdriften formår.

      På en vandretur til Matterhorn en bragende flot julidag for mange år siden, mødte jeg et ældre dansk ægtepar, der stod stille på stien og stirrede henført på noget. Jeg hilste, og jeg kunne fortælle dem, at det var en stor, stribet bladbille, der sad på mandens hånd. Billen var godt én centimeter lang og strålede i alle regnbuens farver med overvægt i det gyldne. “Den må have været på et forgylderi”, fastslog den ældre herre, inden han satte den tilbage på det blad, hvor han havde fundet den. Sandt nok. Mange biller er som levende juveler, der i skønhed kan overgå selv de dygtigste smykkekunstnere. I nogle lande bruger man direkte strålende pragtbiller som smykker.


Naturens ornamentik
Når stof møder andet stof og bliver udsat for naturkræfterne – tyngdekraft, lys, vind, vand, lys, stråling, vejrforandringer, liv og kemiske reaktioner – opstår der mønstre. Naturens ornamentik. Den måde, en plante vokser på, er for eksempel underlagt lovmæssigheder, der har rod i naturkræfter, kemi og plantens behov.

      Ornamentikken findes overalt i naturen i grænseløs variation og større eller minder perfektion. I bølger, i sandet, i klipper, i blade, i blomster, i bark, i fjer, i skyer, i is, i snekrystaller, i insekter, i hvepseboer, i bobler, i mos, i lav, i svampe – ja i småt og stort fra flueøjne til galakser. Mønstrene er resultat af usynlige naturkræfter. Og for den, der ser og sanser, rummer de en både jordisk og overjordisk skønhed, som det er stor kunst at overgå.

      Få steder er det smukkere end en stille sommermorgen på Danmarks nationalklenodie af en vandreklit – Råbjerg Mile ved foden af Skagens Gren. Her har vinden formet en kilometerbred, vandrende hestesko af fint flyvesand. Og vinden dekorerer sandet med bløde bølgeribber, som snudebiller og andre smådyr pynter med sirlige spor under deres ørkenvandringer.

      I kogler, solsikker og andre kurvblomster er kogleskæl eller hunblomster ordnet og omhyggeligt tilpasset i størrelse, så to sæt modsat kurvede spiralarme passer perfekt sammen. Arm i arm kan der for eksempel være 21 den ene vej og 34 den anden vej i kurven af en farvegåseurt. Det passer med matematikeren Fibonacci’s talrække 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, 89, 144 og så videre, hvor princippet er, at ethvert tal i rækken er summen af de to foregående. Den berømte talrække har den tankevækkende egenskab, at forholdet mellem to på hinanden følgende tal nærmer sig det gyldne snit (phi eller det gyldne forhold – ca. 1,618034) jo længere hen i talrækken, man kommer. Og det uanset, hvilke to tal, man starter med. Forholdet mellem 21 og 34 er ca. 1,619048. Det er under én promilles afvigelse fra phi.

      Derfor kan jeg slet ikke undvære farvegåseurt i haven. Den har perfekte blomsterkurve, som bringer lykke og gør den gamle italienske matematiker ære på grund af sine fine, gule dobbeltspiraler. At den så tilmed er smuk, blomstrer trofast tre måneder i træk, tåler selv den værste tørke og tiltrækker et væld af sommerfugle, gør kun glæden større.

Naturens lyde og musikken
Naturens lyde er også fulde af trylleri, ro og skønhed. Jeg er sikker på, at solsortesang eller mursejlernes sommerskrig ville fremkalde gode billeder og en ekstra og særlig henrykkelse, hvis jeg af en eller andre grund skulle miste evnen til at se. Man bliver sjældent træt af naturens lyde, selv om de som regel er gentagelser af de samme lyde og fraser i en uendelighed. Lydene bliver til stemninger og ro.

      En af musikken mestre, den finske komponist Einojuhani Rautavaara, har mere end de fleste arbejdet med at kombinere naturlyde og musik. Det er et vanskeligt gebet. Men i hans nok mest berømte komposition, Cantus Arcticus, får han transponeret bjerglærkersang i nedsat tempo, sangsvanesang og et symfoniorkester til at gå op i en højere enhed. Jeg blev ganske bjergtaget af Cantus Arcticus første gang, jeg hørte det. Det er ligesom nøglen til den bro, der forbinder kultur og natur.

      Jeg tror nok, at musikken er den mest universelle kunstart. Dens sprog er globalt, og det er en af de kunstarter, der jævnligt overgår naturen i skønhed. Musik er i sig selv usynlig. Men musikken er en stærk virtuel billedskaber, den er erotik og alle slags følelser, og den er strengt taget klang af natur. Strygerne er stemmer fra stærke og gamle træer, tværfløjten er sølvets runde lys, blokfløjten er hårdt træ og hornet er metallets klangfulde og fjerne nærhed af ekko. Instrumentmagerne, som har udviklet alskens slagtøj, blæsere, strygere og strengeinstrumenter, er i min verden blandt kunstens største helte. De har givet mennesket og naturen fælles stemmer.

Kan natur være kunst?
Når vi indtager naturen med alle sanser og forundres over stjerner, drivende skyer, himlens fugle, markens blomster, havets hemmeligheder – ja, hele vrimlen af både levende og dødt, må man nøgternt konstatere, at naturen er den største skaber. Det hele er, så vidt man ved nu, skabt siden The Big Bang, hvor Universet sprang ud, og tiden startede for omkring 13,8 milliarder år siden. Jeg forestiller mig, at det var en genstart. At det hele er sket mange gange før i en uendelig række af Big Bangs.

      Når naturen er den største skaber og har skabt den største skønhed og de største underværker, er det nærliggende at konkludere, at naturen også er den største kunstner. At naturen er kunst.

      Det er den ikke. At naturen skaber og rummer den største skønhed og magi (og grusomhed), gør den ikke til kunstner. Kunst er det kunstige, det vil sige det, naturen ikke frembringer. Det ligger altså i selve definitionen af kunst, at natur i sig selv aldrig kan være kunst.

      Uvilkårligt lægger de fleste et kvalitetskrav ind i begrebet kunst for overhovedet at ville bruge ordet kunst om noget. Det er noget pjat. Der er god grund til at skelne mellem stor, lille, god, dårlig, vigtig eller ligegyldig kunst. Men alle menneskets unaturlige frembringelser er per definition kunst.

      Mange forveksler skønhed og vidunderlige mønstrer og fremtoninger i naturen med kunst. Det er det ikke. Der er blot vidunderlige ting, der findes. Naturen er inspirationsgrundlag for al kultur og kunst. Kunst avler kunst, naturligvis. Men uden naturen som grundlag, var der intet. Det herlige ved kunsten er dens uendelighed, for der er ingen grænser for fantasien. Kunsten er så at sige naturens befriende forlængelse.

      Teksten og billederne her er kunst. God eller dårlig, bevægende eller ligegyldig. Det må den enkelte afgøre. Men kunst er det under alle omstændigheder.

Den fysiske natur i sig selv er aldrig kunst. Uanset, hvor skøn og bevægende, den er.

Musik. Musikinstrumenter giver naturens stof nye stemmer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Liv og lykke. To nyforvandlede citronsommerfugle tørrer vinger i haven. De gør sig klar til at drikke nektar, overvintre og parre sig næste forår. (Foto: Michael Stoltze).

 

Død og ulykke. Efter parring og æglægning har en blåhale fundet evig hvile på en vandpyt. (Foto: Michael Stoltze).

 

Dyndpadderokker i lav sol den første dag i maj. (Foto: Michael Stoltze).

 

Bølgernes kultegning på sandet ved Sorthat. (Foto: Michael Stoltze).

 

Solen brydes i et knækket skud af en dyndpadderok. (Foto: Michael Stoltze).

 

Mosaik. “Øjet” på dagpåfugleøjens forvinge. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik I. En snudebille krydser sit spor på Råbjerg Mile. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik II. Portræt af den blåvingede pragtvandnymfe. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik III. En ørnebregne strækker sig i solen. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik IV. Gennemskåret radicciosalat. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik V. Tornet salat med det vredne blad. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VI. Andebølger. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VII. Tørkemønster. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VIII. Farvegåseurtens hunblomster er sirligt ordnet og tilpasset i størrelse, så de to sæt modsat kurvede spiralarme passer perfekt sammen. Arm i arm er der 21 den ene vej og 34 de anden vej. Forholdet mellem 21 og 34 er ca. 1,169048 Det er under én promilles afvigelse fra det gyldne forhold. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik IX. Død vandmyreløve og dens skygge. (Foto: Michael Stoltze).

 

Bragt første gang 23. januar 2017 som essay i Kristeligt Dagblad

Udgivet i Almen dannelse, Æstetik, Dansk natur, Kunst, natur, natursyn | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 8 kommentarer

Ravnetid og ravnetanker

Den svenske zoolog Mathias Osvath fra Lunds Universitet. Osvath har afsløret, at ravne har en usædvanlig veludviklet kognitiv formåen. (Foto: Martin Stoltze).

På grund sin insisterende sorthed har ravnen ry som dødens budbringer.

Den store fugl kan i og for sig ikke gøre for, at den er sort som natten. Den kan heller ikke gøre for, at den er meget talende og ofte udstøder dybe og hæse lyde, der kan få enhver til at gyse. Det er dens natur. Ravnen æder alt muligt og går ikke af vejen for at tage et nyfødt lam. Og så æder den ådsler.

Da Middelalderen hærgede og forbrydere blev hængt eller halshugget i hobetal, smidt i rakkerkulen eller sat på hjul og stejle, var det ren rovfuglefodring. Og ravnen deltog. Ådsler var ådsler, og ravnene holdt sig ikke tilbage fra menneskekød. Ravnen og andre kragefugle bar tilnavnet rakkerpak.

Der har ikke kun været sortsyn på ravnen. Før korsridderflaget Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland i begyndelsen af det 13. århundrede, brugte blandt andre Knud den Store (ca. 995-1035) Ravnebanneret med ravnen som feltherresymbol. Banneret var inspireret af den nordiske mytologi. Men med kristendommen blev ravnen efterhånden ikon på ulykke og undergang. Det blev til sidst dens død. Den store, sorte fugl blev forfulgt med krudt, fælder og gift. Det lykkedes så godt, at ravnen i løbet af det 19. og 20. århundrede blev udryddet over næsten hele Danmark.

Kun i Sønderjylland og på Fyn holdt den akkurat skansen. Her overlevede knap en snes ynglepar den nådesløse forfølgelse.

Selvom ravnen blev totalfredet i 1922, varede det mange år, før den store fugl begyndte at brede sig. Det var nemlig tilladt at bekæmpe kragefugle og rovfugle med forgiftede æg eller forgiftet kød. Den forgiftede føde holdt ikke op med at virke, bare fordi den blev slugt af en fredet fugl. Så ravnene døde fortsat.

Først i 1967 blev det forbudt at bekæmpe rovfugle og kragefugle med gift. Det blev starten på ravnens generobring af det danske landskab. I begyndelsen gik det langsomt, men siden 1980’erne tog det fart, og ravnen bredte sig over størstedelen af Danmark. I dag der over 1.600 par ravne i Danmark. Der er især mange i Sønderjylland og Østjylland, på Nordsjælland og Bornholm. På Bornholm yngler der nok omkring 50 par alene i Almindingen, som med sine mange stejle klippepartier og store træer byder på gode redepladser for ravne. Det meste af året gjalder ravnens kald nu gennem Ekkodalen, hvor jeg arbejder.

Ravn over Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

Ung ravn i eg på Gamleborg ved Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

I kolde og bjergrige egne er ravnene tit større end i Danmark. De grønlandske er de allerstørste med en længde på op til 78 centimeter og et vingefang på op til 150 centimeter. Paradoksalt nok er ravnen en spurv. Verdens største spurvefugl. Man kan fornemme det på adfærden. Spurve hopper, når de skal frem på jorden. Det gør ravne også.

Ravne har relativt større hjerner end andre fugle, og de er tydeligvis gode til at bruge dem. Forskning – blandt andet udført af zoologen Mathias Osvath fra Lunds Universitet – har vist, at de har megen fantasi, er gode til logisk tænkning og husker enkelthændelser for livstid. De er således i stand til at løse ganske komplicerede opgaver og bruge redskaber for at få fat i føde. Hvis ravne i en vildmark finder et stort, urørt kadaver, som de har svært ved at hakke hul på, kan de efterligne de lyde, som ulve eller sjakaler udsender for at fortælle artsfæller, at de har fundet føde. Når ulvene og sjakalerne hører ravnenes kald og når frem til ådslet, river de hul på kadaveret, og ravnene får deres rigelige del af ådslet.

En tilskadekommen ravn, der bliver taget i pleje, så den kommer sig, vil ofte knytte sig til plejerne og vende tilbage for at få mad og tale med sine plejere. Ravnen kan blive tam, og den kan lære at sige en masse ord af sine plejere, som den færdes i nærheden af og gerne sætter sig på i fuldkommen tillid. Men med mindre ravnen fra helt lille af er vokset op blandt mennesker, vil den tamme ravn som regel frygte og flygte fra andre personer end sine plejere.

På Bornholm er der en ejendom, hvor ejerne på et tidspunkt har haft en tilskadekommen ravn i pleje. Da ravnen kom sig og blev sluppet fri, vendte den jævnligt tilbage for at få mad. Det fik den, og i årenes løb har den fået følgeskab af flere og flere vilde ravne. I dag besøger op til 100 ravne stedet, når ejerne lægger foder ud. Og ravnene har lært ejerne så godt at kende, at fuglene sætter sig lige, hvor de står og går, så længe de to mennesker blot har det samme tøj på. Hvis de skifter overtøj, bliver ravnene mistænksomme og holder sig på afstand. Og kommer der fremmede til stedet, flygter ravnene på stor afstand, selv om man kommer roligt med fredelige hensigter.

Da jeg besøgte ravnestedet i januar for at tage billeder fra et skjul, flygtede fuglene, selv om jeg var meget forsigtig. De omkring 70 ravne, der var forsamlet på stedet den dag, steg til vejrs og kredsede snart på gribbemanér som små prikker højt oppe under skyerne. Det er der ikke noget at sige til. De sorte fugle har været forfulgt af mennesker i generationer, så de har uden tvivl nedarvet en stærk frygt for mennesker.

Ravne er ekstremt legesyge og snakkende. Især i forårsmånederne ser man ravne flyve parvis eller alene over landskaberne og kaste sig halsbrækkende rundt i luften i en luftakrobatik, hvor de lige gerne ligger på ryggen, på siden eller står på hovedet. I vintre med sne i bakket terræn er det ret almindeligt, at ravne tager sig en serie raske rulle- eller glideture på deres blanke fjer. Samme sted igen og igen. Der er ikke rigtig anden forklaring på ravnenes luftakrobatik og kælketure end, at de morer sig.

Ravne, krager og skader har ubegrundet fået ry for at stjæle mønter, sølvtøj, smykker og andre skinnende ting, og skaden har ligefrem fået plads i musikken med Rossini’s opera “Den tyvagtige skade”.

Det har sin forklaring i, at unge kragefugle og navnlig unge ravne er meget nysgerrige, og de undersøger eller flytter med iver blanke ting. Og tamme ravne bliver ved med det hele livet.

Under min studietid i Tanzania boede jeg engang i teltlejr i bjergene nær en klippeafsats med hvidnakkede ravne. De var så nysgerrige, at vi måtte gemme alle blanke ting af vejen. Ellers blev de rykket rundt eller flyttet af fuglene. Men i naturen er det unge ravne, der roder med skinnende ting. De voksne fugle, som bygger reder og yngler, gør det ikke, så det er en myte, at man får noget ud af at gå på skattejagt i ravnereder.

Under alle deres aktiviteter udstøder ravnene et hav af lyde. Ud over deres højlydte og gjaldende ”grok-grok-grok”, som man hører milevidt, har de et utal af skræppende, gurglende, hvislende, kaglende, snorkende, klagende, grinende, skrattende, tudende, fløjtende, snurrende, piftende, spruttende, rullende, fnisende og hviskende lyde. Ravnens stemme kan til tider være meget blid og menneskelig, så man bliver både overrasket og forskrækket, når den lyder højt oppe fra fuglens hvilested i et trækrone.

Ravne har meget at fortælle. I den nordiske mytologi havde Odin to ravne, Hugin (tanken) og Munin (hukommelsen). De kom hver dag til ham om aftenen for at fortælle om alt, hvad de havde set i verden i dagens løb. Sådan blev Odin den mest alvidende af guderne.

Myter har som regel solid rod i naturen. Vores aner, der har skabt myterne, har for længe siden lagt mærke til ravnene, som snakkede løs i træerne, på klipperne og under deres flugt over himlen. Deres opførsel, årvågenhed og evige strejfen omkring har gjort indtryk. Ravne appellerer meget stærkt til menneskers fantasi.

Ravnen har ordet. Island. (Foto: Karin Hassing).

Der er ravne på alle Jordens kontinenter bortset fra Antarktis, og alle steder spiller de en stor rolle i mytologien. Deres sorte farve og glans karakteriserer ikke blot fjerdragten, men også næb, ben, fødder og kløer. Dette, og ravnenes forkærlighed for ådsler, har betydet, at de i de fleste myter forbindes med dødsriget og regnes som ulykkesfugle. Ravnen tillægges imidlertid også positive egenskaber. Den betragtes som en klog budbringer, som i den nordiske myte om Odin og ravnene. Og i græsk mytologi var ravnen ligefrem en lykkebringer. Apollon, guden for kunst og spådom, havde således en hvid ravn hos sig som lykkefugl. Han sendte fuglen af sted for at udspionere sin jordiske elsker, Coronis. Da den hvide ravn kom tilbage og ærligt fortalte Apollon, at Coronis havde været ham utro, sved Apollon i sin frustration ravnen, så den blev sort som natten.

I litteraturen er ravnen udødeliggjort i Edgar Allan Poes The Raven (1845). Det regnes af mange for intet mindre et det største af alle nyere digte. Ravnen understreger den ubærlige kendsgerning om Lenore: At hun er død og borte og aldrig mere vil komme tilbage. Nevermore er digtets ensomme omkvæd, der klinger sort, stort og foruroligende. Med fortællingen om det natlige møde med ravnen, som rumsterer ved hans dør, udtrykker Poe på én gang den største kærlighed og den dybeste sorg. Enhver, der mærker efter, ved, hvordan de to følelser er tæt forbundet. Digtet gjorde med et trylleslag den gældsplagede, amerikanske digter berømt.

I nutidens vestlige verden er det ikke så almindeligt at tillægge fugle andre egenskaber end de rent naturvidenskabelige. Modernitetens rationelle tanker har længe truet ånd og poesi. Når det kommer til liv og død og de allerstørste følelser, kærlighed og sorg, kommer de rationelle tanker dog altid til kort. Fuglene er gode at spejle sig i. Og tanken om ravnen som budbringer og forbindelse til de afdøde er nærliggende.

Er en ravn bare en ravn? Jeg ved det ikke. Svaret blæser i vinden.


Spørgsmål til ravnen

Som et sendebud fra oven
flyver ravnen over skoven
parvis eller helt alene
over askens grove grene.

Sorte ravn med glimt i vingen:
Er du alle eller ingen?
Er din stråleglans mon døden
– livet efter aftenrøden?

Er din dybe klang en klagen?
Er du natten hele dagen?
Er der glæde, er der smerte
i dit store ravnehjerte?

Hæse hersker i det høje:
Er du verdens Odinsøje?
Er du bud fra kære navne
– eller blot en ravn blandt ravne?

Michael Stoltze, 2017

———

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad mandag den 30. januar 2017

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Dømt til at dræbe

Gedde_hoved
Dræberblik og dræbermund. Resten af gedden er én stor muskel med ryg- hale- og bugfinne, der tilsammen udgør en stærk halevifte, så rovdyret kan angribe lynhurtigt med stor kraft. (Foto: Michael Stoltze).



Mit første møde med en gedde var ret besynderligt.

Vi var på én af de sædvanlige gåture til søen Hestehaven på Bornholm. Da vi nåede frem til søen, mødte vi et par jægere, der fortalte, at de lige havde skudt en stor gedde, som de havde efterladt i vandkanten. Gedderne er nemlig berygtet for at æde alt, hvad de kan overmande i vandet. Også de ællinger, som er forudsætningen for efterårets andejagter. Jægerne anser derfor gedden for konkurrent og skadedyr. Og de to jægere drømte ikke om at tage den dræbte gedde med sig hjem. Den var jo fuld af ben og smagte af mudder, som de sagde. Men vi var da velkomne.

Hjemme i køkkenet blev den over 80 centimeter lange fisk skåret i tykke skiver og kogt i en stor gryde med salt, peber og laurbærblade. Det blev et festmåltid. Geddens kød er hvidt og fast, og det smager kun af mudder, hvis gedden har levet i en forurenet og mudret sø. Hestehaven er en ren skovsø, så gedderne fra søen smagte altid godt. Gedden har mange skarpe ben i kødet, så man skal være meget forsigtig, når man spiser den. Det er dog ikke værre end med så mange andre fisk. Når man spiser sådan en benrig fisk er dyden ved serveringen et ord: Omhyggelighed.

Uopdragne fiskespisere jager tankeløst en ske eller gaffel ind fiskens kogte kød. Det straffer sig. Man får en bunke kød, der er fyldt med små ben, der ødelægger hele fornøjelsen ved måltidet. Og man ødelægger fornøjelsen for den næste, der spiser af fisken. Et godt trick, når man spiser gedder, er at bruge en sløv smørekniv og skære forsigtigt ind i det tilberedte, møre kød, indtil kniven akkurat gør modstand ved de små ben. Kunsten er så ikke at skære benene over, men skille kødet så meget, at man kan kante en gaffel sidelæns ind i skåret og systematisk hente alle de små ben ud. Hvis fisken er gennemkogt, og man er omhyggelig, er operationen let som en leg. Og måltidet bliver en nydelse.

Efter oplevelsen med jægernes store gedde fra Hestehaven var vores nysgerrighed vakt. Kort fra vores barndomshjem boede vores gode venner Niels og Kis Østergaard med deres tre drenge Mads, Anders og Lars. Min tvillingebror Jacob og jeg legede meget med Anders, som hver sommer tilbragte mange uger med at fiske i Gammeldam ved Rutsker. Den lille sø ligger malerisk i bunden af en sprækkedal, hvor familiens onkel havde et sommerhus med badebro og robåd ved søens sydlige ende. Søen er ikke større end, at man kan vandre rundt om den på 20 minutter, og langs bredden var der masser af sten og klipper, hvorfra det var let at fiske efter aborrer, gedder og andre fisk. Og ellers var der båden. Anders gjorde indtryk på os ved at komme hjem med fangst af flotte gedder, som han uimponeret smed op i sin mors køkkenvask med ordene: ”Her er noget, du kan rense”.

Det blev begyndelse på mange dejlige år med Anders som ven og fiskekammerat. Anders havde gode kræfter. Han kunne kaste sten meget længere end os, og jeg har aldrig set nogen, der kunne tisse så langt. Fire meter er ingen overdrivelse. Det lignede snyd, men han havde udviklet en strinteteknik, så han suverænt vandt denne klassiske disciplin blandt drenge på landet. Det er klart, at vi så op til Anders.

I Hestehaven, Gammeldam og de nærliggende søer Nydam og Vassing lærte Anders os kunsten at fange gedder. Gedder er de nordiske søers svar på tropernes barracuda. En stor muskuløs, topedoformet rovfisk med spidst, krokodillelignende hoved og et gab, der er fyld med sylespidse tænder. Tænderne vender bagud, så offeret, der er grebet, kun kan bevæge sig én vej – den forkerte (men rigtige i forhold til geddens grådige vom). Den glubske gedde er søernes skræk, som Tyrannosaurus rex var det på landjorden for omkring 70 millioner år siden.

Som rovdyr er det vigtigt at se godt og ikke selv blive set. Gedden har store, udstående øjne på siderne af sit store hoved og den står gerne på lur under grupper af åkandeblade eller andre vandplanter med flydeblade. Her står gedden ganske stille og svæver få centimeter under overfladen. Og den plettede dragt falder i et med solpletter i vandplanterne. Den store fisk kan stå så stille, at man tror, den er død. Kun en svag viften med finnerne afslører, at der er liv i monsteret. En mæt gedde kan finde på at stå stille i frit vand. Man skulle tro, at den var meget udsat for ørne eller andre rovdyr, men den har så godt syn og reagerer så hurtigt, at den når at smutte, før ørnen slår ned. Til gengæld kan en rolig og tålmodig fisker efter god træning fange sådanne fritsvævende gedder med en lasso af fin ståltråd eller svær fiskeline for enden af en lang stang.

For mange år siden fiskede jeg gedder sammen med Jacob i den lille sø Vassing, der ligger smukt i en lav dalsænkning på Nordbornholm. Fiskeret foregik med levende agn, som er en bestialsk ond, men ret effektiv metode, hvis man vil fange gedder.

Vi startede med at fange et antal pæne skaller med krog med regnorm eller dejklumper som agn. Det var som regel let. Så pillede vi skallerne af krogen og anbragte de levende fisk i en lille spand med vand. Ikke for at være gode ved dem. Tværtimod. De stakkels skaller skulle være levende agn. Det foregik ved at sætte en voldsom tregrenet krog for enden af fiskestangens kraftige line i skallens ryg. Således maltrakteret, kastede vi den lidende agnfisk ud i nærheden af rankegrøden, de tætte tagrørsbevoksninger eller de store område, der var dækket af åkandeblade. Her stod gedderne nemlig på lur.

Gedde i haand
En nylandet 4 kilos gedde. Man skal passe på fingrene. (Foto: Michael Stoltze).

Gedde_Kristian
Min søn Kristian med en fin gedde. (Foto: Michael Stoltze).

Den arme skalle med krog i ryggen og sår i munden svømmede skævt i cirkler eller snurrede rundt og blinkede afslørende med sine sølvblanke sider og hvide bug. Og lige præcis derfor er den let at få øje på for en lurende gedde. Sådan en enlig, stor skalle, der svømmer usikkert og blinker gennem vandet i alle retninger, er en ren geddemagnet. I en god sø slår den første gedde derfor hurtigt til. Ud af ingenting farer gedden som et lyn frem og snupper skallen med sit krokodillegab.

Det skete også den dag i Vassing. Det var en lille gedde på vel omkring 45 centimeter, der nappede Jacobs ca. 15 centimeter store skalle med krog i ryggen. Straks efter søgte gedden udad og nedad mellem bundens vandaks. Jacob trak til og fik hurtigt halet den lille gedde tilbage ind mod land. Men tæt ved bredden fór en anden og meget større gedde løs på den mindre gedde. Den store gedde lukkede sit gab om halepartiet af den lille, så mere end halvdelen af fisken forsvandt mellem arsenalet af sylespidse, bagudrettede tænder. Hvad den store gedde ikke havde regnet med var linen og fiskestangen, som Jacob havde fast greb om. Måbende trak Jacob hele molevitten op på land, hvor den store gedde først slap sit tag i den lille efter adskillige voldsomme krumspring i græsset.

Som drenge fangede vi en lille gedde med net i Hestehaven. Vi havde den gående nogle timer i låget fra en mælkejunge. Da søens venlige ejer, overlæge Hey, kom forbi for at hilse, udbrød han: “Slå den dog endelig ihjel!”. Han var ivrig andejæger. Og vist er det, at nogle af de små, 12 centimeter lange gedder på et tidspunkt bliver til meterlange monstergedder, der elsker at sluge ællinger med hud og dun. Siden fangede vi masser af store gedder i søen. Men den lille gedde slap vi fri.

Hestehaven blev vores foretrukne geddesø. Sommer og efterår fangede vi gedder på stang. Og i de kolde vintre huggede vi hul på isen og hev mængder af gedder op af det kolde vand. Gedden hugger villigt, når man lokker den med agnfisk i lyset fra hullet i isen. Om foråret, når vandet står højt efter vårflommen, yngler gedderne. De store hunner bugner af æg, og både hanner og hunner bliver slanke i løbet af yngletiden, der varer til maj. Så i forårsmånederne er geddefiskeriet indstillet. Gedderne søger ind på meget lavt vand i yngletiden. Og hvis man vader gennem oversvømmede søbredder med høje støvler først i april, skræmmer man ofte den ene voldsomme gedde efter den anden, så de pløjer sig gennem græs og siv og laver bølgespor på vandet.

Om sommeren indtager søernes hersker atter sine skulesteder på lur under åkandernes blade og i vandplanternes skjul. Den er skabt til at dræbe. Det er dens lod i livet.

Lucius
Naturen har frembragt en sand krokodille
forklædt som en rovfisk, der lurer så stille
i skyggen af vuggende åkandeblade
på jagt efter skaller, der skælver af glæde

Uskyldige skaller med glødende øjne,
som hverken har blik for latin eller løgne,
fortrylles af lyset, forblændes af livet,
mens listige Lucius lurer i sivet.

Det plettede monster har ventet en time
i håb om, at skallernes blinkende stime
vil komme så nær, at han vover at vælge
den største og fedeste fisk, han kan svælge.

Med ét farer Lucius frem mod sit offer.
Jeg så det dernede og ved også hvorfor,
at han, som i mordet slog bølger på vandet,
er dømt til at dræbe: Han kan ikke andet.

Jeg tror, han er træt af at være den grumme
med grufulde tænder i kæbe og gumme.
Mens skallen, der døde, var glad til det sidste,
er søernes Lucius altid den triste.

Michael Stoltze, 2017

——

Oprindeligt bragt som essay i Kristeligt Dagblad lørdag den 11. marts 2017



Gedde_lille
En lille gedde på bare 15 centimeter. Men allerede en ilter dræber. (Foto: Michael Stoltze).

Gedde_hoved med blitz
Geddens brede gab. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur, natur, botanik | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Den gavmilde ged

 Ged_1
På tur med Mette. Fra venstre: Jacob, Mette, Karen og mig. (Foto: Bodil Stoltze).

Geden giver mange små og store glæder. Og så er den et intelligent og venligsindet husdyr med en smuk stemme.

I 1962, da jeg gik i 1. klasse, købte mine forældre en ged for 60 kroner.

Det var en flot, ung hvid ged med horn. Hun hed Mette, som gimmergeder jo gør, og blev bukket af Mads, som Metter jo bliver. Mette blev fragtet hjem fra seancen i vores bil, så både bil og ged i ugevis udsendte den umiskendelige krydrede duft af gedebuk. Og næste forår kvitterede Mette med to dejlige gedekid.

Der er noget særligt ved geder, og gedens entre i vores liv i dalen på Nordbornholm var en stor begivenhed. Mine forældre havde geder indtil først i 1980’erne. Geder er nøjsomme og meget adrætte dyr, der knytter sig stærkt til mennesker, og vores geder var ingen undtagelse. Mette gik med os overalt på ture i skoven og veg sjældent mange meter fra os. Det var ikke nødvendigt at have hende i snor, for modsat hunden, var hun ligeglad med skovens vilde dyr. Hendes kid og deres efterkommere gik også med os. De anså os for en del af flokken, som det var godt og trygt at holde sig til. Vi havde det ligesådan. Men Mette var, som vores første og hvideste ged, elsket og trofast i særklasse.

Geder er gode i naturen, hvis de ikke er for talrige. Mange geder i naturen kan hærge, så der næsten ikke kan vokse skov. I Middelhavslandene har mennesker og millioner af geder fortrængt skoven. Skoven er blevet til maki, som man kalder de blomstrende krat af tornede og mere eller mindre ildesmagende og giftige buske. Selv om makien er vidunderlig med sin overdådighed af sarte cistusroser, krydderbuske og orkideer, er den forarmet skov. På det nordlige Naxos har jeg set et lille område i en dal, hvor gederne havde været hegnet ude i lange tider, og der var makien blevet til frodig skov med mægtige, metertykke egetræer.

Geder virker umiddelbart intelligente. Mens får bræger trættende og traurigt, er gedens stemme lys og munter. Geden holder hovedet højt og årvågent, og geden springer lystigt og legesygt omkring selv de stejleste steder. Selv deres ekskrementer er pæne. De lugter næsten ikke, og de ligner små runde lakridser, mens fåreekskrementer er fedtede, brunlige klumper.

Få dyr er hurtigere fra tanke til handling end en ged. Da min far skulle købe vores anden ged nogle år efter Mette, stod han ved handelens afslutning med en hundredkroneseddel hånden. Bare et sekund. Men længe nok til, at geden snuppede sedlen og tyggede den i sig som manisk makuleringsmaskine. Min far måtte til sin ærgrelse fiske en ny seddel frem fra tegnebogen og afleverede den til ejeren med armen løftet over gedehøjde. Efter ejerskiftet fragtede han den således berigede ged hjem og fortalte brødebetynget om det dyre dyr. Men altid optimistisk, som han var, mente han, at sedlen muligvis ville komme ud i en noget krøllet og misfarvet tilstand efter et par dage. Det gjorde den ikke.

Gederne er så kvikke, at man har et hyr med at holde dem under hegn. De er specialister i at afhaspe hasper og åbne låger, der ikke burde kunne åbnes. Geder anser færiste for at være for virkelige fæ og ikke for kloge dyr. Så geder går over de djævelske riste lige så elegant som dansere på line. Og tro det eller ej: Geden er det eneste klovdyr, der ofte klatrer i træer. I Marokko er der store områder med krogede Argania-træer, der har olieholdige, olivenlignende frugter, som gederne elsker. Gederne klatrer behændigt op i træerne og æder frugterne. De klatrer endda ud på de tyndeste grene, hvor de arbejder sammen om at tynge grenene ned, så de kan æde frugterne. Frugtkernerne havner ufordøjet på jorden, hvor de senere kan samles op i store mængder. På den måde hjælper klatregederne en hel industri. Af frugtkernerne udvindes nemlig en værdifuld olie, som er spiselig og ikke mindst bruges i stor stil i kosmetikken.

Ged_2
Jeg giver Mette mad i 1962. (Foto: Bodil Stoltze).

Mens gimmergeder og gedekid er indbegrebet at alt, hvad der er sødt og godt, er det noget andet med gedebukken. Den er et besværligt, men – for gedeavlen, naturligvis – nødvendigt onde.

Ged_4
Min mor Bodil med Mettes trillinger. (Foto: Paul Stoltze).

Ged_3
Min tvillingebror Jacob med et af Mettes kid. Mette og jeg kikker på. (Foto: Bodil Stoltze).

Gedebukken er større end gimmergeden, har større og mere krogede horn og er udstyret med et langt skæg og en guddommelig stank. Dertil kommer et til tider voldsomt temperament. Vi havde ikke voksne gedebukke, for bukkekiddene blev slagtet og spist, før de nåede kønsmodenhed. Men et par af vores naboer havde gedebukke. På Smedegård havde de en buk i en fold, som vi cyklede forbi på vej til skole. Gedebukke lugter værre og værre med alderen, og de stinker allermest lige før de stiller træskoene (eller hvad en ged nu stiller). Bukken på Smedegård blev meget gammel, og vi mente gennem flere år, at den måtte være tæt på at udånde. For den stank værre end en ulykke. Når vinden var i syd, bølgede dens brunstgasser hen over vejen. Så gjaldt det om at tage en dyb indånding og køre til på cyklen og først trække vejret igen 50 meter længere fremme, hvor luften ikke kom fra gedebukkens fold. Jeg bilder mig ind, at luften over det berørte stykke af vejen var en gullig tåge. Det føltes sådan.

Vores gode venner lidt derfra, Ole og Karin, havde også geder, heriblandt en ung buk. Den var begyndt at lugte ganske stramt, så de var trætte af den og fik den slagtet. Malkegeder og gedekid smager fortræffeligt, og Ole mente, at gedebukken ville smage lige så godt. Det gjorde den ikke. Stanken under tilberedningen var slem, og på middagsbordet formåede krydderier ikke på nogen måde at kamuflere smagen af buk. Thor har ikke været sart, da han kørte rundt med sine to gedebukke spændt for vognen.

Modsat gedebukken er gimmergeden godheden selv. Der giver gerne et par liter mælk om dagen, og når man først har fundet det rette greb og den rette, beslutsomme teknik, er den let at malke. Jeg var aldrig vild med gedemælk, der i fersk tilstand kan have en lidt besk smag. Men gedemælken er uforlignelig til fremstilling af ost. Det er, som om hele dyrets sjæl, frækhed, godmodighed og duft springer ind i en gedeost.

Ged_6Jacob på tur med Mette og hendes to kid, der leger på en klippe. (Foto: Bodil Stoltze).

Gedekød er mildere i smagen end lammekød, og mange skatter det højere end lam. Men det er nærmest umuligt at opdrive i butikker i Danmark. Det skyldes, at gedeavl næsten kun bedrives privat i småskala til eget forbrug. Det gjorde vi også. Når kiddene var store hen på året, blev de slagtet. På et tidspunkt skulle den gode Mette også slagtes, men vores forældre synes, at det var for hårdt for os børn at skulle spise hende. Så de fortalte os, at hun var blevet gammel og brugt til løvemad i Zoologisk Have. Hvorpå min storesøster Karen svarede: “Hvorfor spiser vi hende ikke selv?” Børn forstår og accepterer som regel udmærket logikken i slagtning af husdyr.

Mine forældre kendte Frank Jæger og sendte ham et billede af os og gederne, fordi han havde skrevet så smukt om geden. Jæger kvitterede ved at sende et eksemplar af digtsamlingen “Dydige digte” med dedikation og henvisning til dette digt i samlingen:

Læredigt om gedeavl

Geden er et venligsindet husdyr
Gir halvandet kilo mælk om daen.
Blir den altfor oldingtræt og aflægs,
tager jeg ganske simpelt huden aen.

Får en dejlig frakke, jeg kan bruge,
når det regner, blæser eller sner.
Kødet spiser vi hver anden søndag.
Alle mine unger vil ha mer.

To små hvide kid bliver født om året.
Tyve blanke dalere de gir.
Det er ganske godt at holde geder,
selvom roeprisen stadig stir.

Geden har en fin og ærlig stemme,
taler meget bedre end en ko
hvis jeg vinder instituttets præmie
køber jeg tre geder eller to.

Jæger skrev digtet, fordi “Det Kejserlige Æthiopiske Landhusholdningsinstitut” havde udskrevet en konkurrence om at skrive en digt om dyrehold. Han vandt ingenting. Men geden fik sin velfortjente hyldest.

Geden betragtes ofte som et gammeldags husdyr knyttet til småkårsfolk på landet. Og det er rigtigt, at der kun er meget få professionelle gedeavlere og gedemælksproducenter i Danmark. Det er synd. De gavmilde geder burde få en renæssance. Vel er de besværlige, men de give store glæder for børn og voksne i alle aldre, god mælk og godt kød, og så kan de som nævnt gøre gavn i naturen. De nøjsomme dyr er gode til at holde krat nede og skabe lysninger til glæde for blomster og sommerfugle. Derfor er der blandt andet geder på Hammerknuden og flere andre steder med natur i offentligt eje.

Min mor har hele livet været en dygtig og ivrig fotograf, og med stor tak til hende for geder og billeder er det mig en stor fornøjelse at præsentere de gavmilde geder gennem billederne fra dengang. Må der også fremover gå ged i den på den go’e måde!

Oprindelig bragt som essay i Kristeligt Dagblad 27. februar 2017

Ged_5
Min søster Karen med et af Mettes kid.(Foto: Bodil Stoltze).
Ged_7
Min lillebror Martin byder velkommen til gederne i 1967. (Foto: Bodil Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | 6 kommentarer

Der er et land – en gendigtet sang om Danmark

Svane paa vand

Kærlighedserklæringer til Danmark har længe været betragtet med skepsis.

Mange forbinder fædrelandssange med selvoptagethed og måske den nationalisme, som gang på gang i historiens løb har ført til krige og ulykker.

Men ligesom man må elske sig selv for at elske andre, må man elske sin hjemstavn for at elske andre steder. Kærligheden til ens hjemstavn – det være sig landsby, by, landsdel, land eller verdensdel, er en følelse. Man er jysk, hvis man føler sig jysk og dansk, hvis man føler sig dansk.

Det er der mange, der gør. Også mennesker, der ikke er født i Danmark og måske først for ret nylig er kommet til det lille landområde, som på grund af historiens tilfældigheder og udvikling bærer navnet Danmark. Landet, der med sine grænser og sine love giver os, der bor her, nogle fysiske og juridiske rammer. Hvad enten vi vil det eller ej.

Danmark er ikke et landområde med en hjemmehørende ur-stamme af mennesker. Vi er alle kommet hertil i en mere eller mindre fjern fortid. Naturen forandrer sig og flytter sig ligesom mennesker. Klima, landmasser, hav, søer, planter og dyr er i forandring. Og Danmark er opfundet som en nation af mennesker med et sprog og kultur i evig forandring.

Vi skriver sange for at udtrykke vores følelser. En af genrene er fædrelandssange, som vi har mange af. Der er skrevet adskillige og stadig meget brugte sange om Danmark. Oehlenschlägers nationalsang ”Der er et yndigt land”, Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst” eller min og manges favorit, H.C. Andersens ”Danmark, mit fædreland” (1850), også kendt som “I Danmark er jeg født”.

Det er bare sådan, at sangene forældes, fordi vores land, kultur og natur ændrer sig. Og mange mener, at vi ikke har så meget brug for fædrelandssange mere. Men noget i tiden kalder på identitet og fællesskaber på den gode måde, hvor man ikke slår andre i hovedet. Jeg tror, at vi samtidig med, at vi anerkender og dyrker de internationale fælleskaber, ikke skal være bange for at dyrke og hylde fællesskaber på mange andre planer. Herunder det nationale, som det er naturligt at dyrke og hylde for alle, der føler sig danske. Hver tid sine sange om Danmark, så længe landet findes.

Mennesker, kulturen og naturen former det hele. Vi er blevet mange flere, vi er blevet meget rigere og friere. Vi lever længere, og modsat alle dommedagsprofetier, klarer naturen sig, og fuglene er vendt tilbage i massevis, fordi vi vil dem og passer på den stump af kloden, vi bebor. Fuglene, der er så fuglefrie og taler så meget til os. Det er en smuk gerning, som vi kan være stolte af. Fuglene hænger sammen med resten af verden. Ligesom vi. Derfor har jeg skrevet dette forslag til en nutidig version af H.C. Andersens fine kærlighedserklæring til Danmark:

Der er et land 

Der er et land med mange hundred øer,
det syner ikke meget på vor Jord.
Men lyset over mark og kyst og søer
fortryller landet i det høje nord.
Det store i det små
er større, end man fatter,
så lidenhed er ingen grund til latter.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Her taler ravnen ud om hele verden,
mens himlen gnistrer i dens kragedragt.
Fortæller stort og småt fra dagens færden
om landets ve og vel og farvepragt
og tusind fuglekor,
der gjalder gennem skoven

og lærkerne, som kalder ned fra oven.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Der svæver stolte ørne over landet
og stærke gæs i flok på marken går.
De hvide svaner vugger blidt på vandet,
hvad enten det er vinter eller vår.
Og rylen fløjter sødt,
hvor bølgen slikker sandet,
og havet ruller sten og føder landet.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Og under samme sol og himlens skyer
er tusindvis trådt ind af Danmarks dør.
Nu ligger spredte huse, gårde, byer
i Jylland og på milde, grønne øer.
Du lille lave land
med bakker, dale, fjorde:
Jeg kender dig, dit liv, og hvad du gjorde.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Jeg bor i Danmark – et af verdens riger,
det er mit land, det er dertil jeg kom,
hvor korn i bølgegang  for vinden viger,
og kirker ligger spredt og minder om
den tid, der var engang
og tiden, som skal komme.
Jeg tror på livet, indtil alt er omme.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

 

Udgivet i Danmark, Dansk natur, Fugle, natur | Tagget , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Tåge er mange ting

Tåge har mange fremtoninger og hver årstid har sine slags  

Da jeg var lille, kunne jeg høre tågen fra min seng.
Det var dybe, bløde, melankolske og monotone lyd af ubestemmelig herkomst og i lidt forskellige tonelejer. Tågen advarede om sin tilstedeværelse med sin  bugtalerstemme. Stemmen forplantede sig over landet om bidrog til stemningen. Tågens stemme forbandt det nære og det fjerne. Jeg ved naturligvis godt, at det bare var tågehornene ved de nordbornholmske kyster, der dengang gjorde skibe på havet opmærksom på faren ved det skjulte land.
Tæt tåge skaber intimitet omkring den synlige nærhed, mens resten af verden ligger hen i hvid hemmelighedsfuldhed. Tåge er mange ting. På himlen er det skyer i en uendelighed af varianter, der kan tale til fantasien. Og på jorden er det udover den tåge, der indhyller alt, også havgus, vårem, mosekonebryg, dampende søer, sensommertåge og rimtåge.

Tågesnak og lidt fysik
Tåge er rent fysisk et ret simpelt fænomen, der opstår, når luftens vandmolekyler sætter sig sammen og bliver til mikroskopiske dråber i luften. Det sker kun, når luften er mættet med vanddamp, og jo varmere luften er, desto mere vanddamp kan den indeholde, før den er mættet. Ved 100 grader kan en kubikmeter luft ved jordoverfladen, hvor trykket er én atmosfære, indeholde op til 762 gram vanddamp (ren vanddamp). Det er 1000 gange mere end ved -20 grader.

I temperaturområdet fra -50 til 0 grader siger man som tommelfingerregel, at luftens maksimale indhold af vanddamp fordobles, hver gang temperaturen stiger cirka 8 grader. I temperaturområdet fra 0 til +50 grader siger man som tommelfingerregel, at luftens maksimale indhold af vanddamp fordobles, hver gang temperaturen stiger cirka 11 grader. 30 grader varm luft kan indeholde godt 31 gram vanddamp pr kubikmeter. Det er omkring syv gang mere, end luft omkring frysepunktet kan indeholde, og omkring 100 gange mere end luft på -40 grader kan indeholde. Selv i relativ tør luft, skal temperaturen altså ikke falde ret meget, før luften bliver mættet af vanddamp, så der kan opstå tåge og dug.

Når man bevæger sig op i højere terræn, falder temperaturen typisk omkring én grad pr 100 meter i tør luft og omkring ½ grad pr 100 meter i fugtig luft. På Bornholm kører jeg tit fra lavlandet ved Rønne ind til Almindingen lige nord om Rytterknægten (162 meter). Og påfaldende tit kører jeg op i tågen – især i vinterhalvåret. Det vil sige: Jeg kører op i skyerne, der har deres basis nede i omkring 100 meters højde. Det lyder måske som noget nørderi, men det betyder faktisk noget. De lave skyer tvinges til vejrs, så det regner mere på Midtbornholm end andre steder på klippeøen. Og tågen fortætter på træernes blade og grene, så der falder skjult regn (også kaldet okkult regn) under træerne, selv om det ikke regner rigtigt. Dette i kombination med flere varmebyger midt på øen om sommeren bidrager også til, at der falder rigtig store mængder nedbør på Midtbornholm. Selv om Danmark er lavland, har vi “bjerge”, der når skyerne.


taage_vej-til-almindingen
På vej op i Almindingens tåge, som egentlig er lave skyer. (Foto: Michael Stoltze).

Havgus
Havgus er en kold tåge, som kommer rullende ind over land fra havet. Den opstår, når relativ lun luft lægger sig over et koldt hav. Den lune luft bliver nedkølet af havet, til den bliver mættet med vanddamp. Og så opstår der tåge, som forstærker nedkølingen yderligere, fordi den hvide tåge reflekterer de solstråler, der ellers skulle varme. Havgusen kan komme ind over land på alle årstider, men er særlig hyppig og frygtet i det tidlige forår, hvor den kan ændre en lun og solrig forårsdag til en våd og kold dag med temperaturer nær frysepunktet.

taage_ploejemark
Heste i havgus. (Foto: Michael Stoltze).

Vårem
Vårem er et af de smukkeste og sjældneste fænomener i tågernes verden. Det er noget ganske andet end mosekonebryg. Våremmen er altid i bevægelse som stimer af tågetunger, der i stille vals danser over nøgne marker som en røg. Den opstår typisk hen på foråret, når solen står så højt, at den rigtigt gennembager den våde, mørke jord. Hvis der på samme tid strømmer kølig luft ind over markerne, fortætter dampen fra jorden og bliver til vårem. Fænomenet er hyppigst ved kysten, men man ser det ikke hvert år. Jeg har aldrig set det smukkere end fra skolebussen mellem Olsker og Tejn på Bornholm for 50 år siden og igen den 8. april 2013, hvor det så ud som om, hele Glænø ved Sydvestsjællands kyst var ved at gå op i røg.

taage_vaarem
Vårem over Glænø den 8. april 2013. (Foto: Michael Stoltze).

Mosekonebryg
I stille, klare sommernætter stråler varme fra jordoverflader lige lukt ud i verdensrummet. Det bliver køligt, og den kolde luft er tung og samler sig i lavninger, hvor varmeudstrålingen fortsætter. Det ender med, at luften bliver mættet med vanddamp, og så dannes der tåge. Man siger, at Mosekonen brygger. Mosekonebryg er mest et nat-fænomen, men det kan starte før solnedgang, og undertiden opstår det først efter solopgang, fordi temperaturen fortsætter med at falde, indtil solen står så højt, at den virkelig varmer.

taage_mosekonebryg
Mosekonebryg i lavninger ved Holsteinborg Nor. (Foto: Michael Stoltze).

Dampende søer
Dampende søer, åer og fjorde er et smukt tågefænomen, der især ses i stille vejr om morgenen i sommerhalvåret. Fænomenet minder noget om vårem, men forklaringen er en anden. Tågetungerne opstår, fordi vandet er varmet godt op af solen dagen forinden. Vandet holder på varmen, og når den kolde morgenluft møder den lune, vandmættede luft, dannes tågen. I troperne, hvor solen banker næsten lodret ned fra oven i dagtimere og nætterne er lange, damper småsøer hver eneste morgen i klart vejr.

taage_dampende-soe
Dampende sø en sommermorgen omkring Sankthans. (Foto: Michael Stoltze).


Sensommertåge
Sensommertåge er en slags udvidet mosekonebryg. Når det er varmt i luften, når havet er varmt og dampende, og når nætterne bliver længere hen i august, stiger hyppigheden af morgentåge og kraftig dug. Sensommertågen lægger sig over landskabet og giver magiske og bløde sommerdage. Tågen bliver liggende længere op ad dagen og breder sig mere i landskaberne end mosekonebryggen.

taage_sensommertaage
Sensommertåge i august. (Foto: Michael Stoltze).

Rimtåge
Rimtåge er vinterens pendant til sommerens mosekonebryg. Den dannes på samme måde i stille og klart vejr, men tågen er underafkølet og kan blive ekstremt kold – ofte tocifrede minusgrader – uden, at tåbedråberne bliver til is. Det gør de først, når de støder ind i vegetationen, hvor de med trylleslag krystalliserer til den fineste rim. Rimen kan vokse så hurtigt og være så løs, at det begynder at “sne” ganske heftigt under træerne i rimtåge.

taage_rimtaage
Rimtåge på året korteste dag 21. december 2010. (Foto: Michael Stoltze).

taage_rim-efter-rimtaage
Rimtågen har tryllet i vegetationen. (Foto: Michael Stoltze).

Sådan er tågen. Den gode, den onde og den fortryllende. Ja – først og fremmest fortryllende. Når bare man ved, at den ikke bliver liggende altid, har jeg det således med tågen i Danmark:

Klædt i verdens hvide ånde
ligger Danmark kyst til kyst.
Tågehænder går til hånde
tryllebinder landet tyst.

———–

Oprindelig bragt som essay i Kristeligt Dagblad 9. januar 2017:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/verdens-hvide-aande

Udgivet i Dansk natur, Vejr | Tagget , , , , , , , , | 6 kommentarer