Naturglæden er medfødt

Små børn indtager fornøjet naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).

Nogle gange er det godt, at forskningen kan eftervise selv det mest basale i verden. For eksempel, at vi har det godt, når alle vores sanser bombarderes med behagelige påvirkninger.

Sådan er det, og sådan har det altid været – også blandt små børn, for hvem det er ren fryd at trampe i vandpytter, træde is itu, vælte rundt i efterårets blade, plukke skovjordbær eller sende en mariehøne op imod himlen.

Nu har en forsker stukket en flok børnehavebørn i Roskilde kameraer i hånden og bedt dem fotografere det, der gjorde dem mest glade.  Og sandelig: Det var blomster, buske, træer og dyr – naturen og alt det grønne, de tog billeder af. Læs mere om studiet her.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at naturglæden er medfødt. Naturglæde er den lykkefølelse, der rammer os, når vi indtager naturen med alle sanser og nærmest glemmer os selv. Ubevidst tror jeg, det er lykken ved at høre til på Jorden og høre sammen med alle vore medskabninger, vi intuitivt oplever. Naturglæden er i sin urform lige så berusende som forelskelsen.  Den hører bestemt ikke kun til barndommen, det er bare i den tidlige  barndom, den er usvækket, ukrukket og altid oprigtig. Og hvis man er heldig, varer den ved og gør livet rigt fra start til slut.

Vi er født med stærke sanser, og de er allerstærkest og former os for livet, når vi er ganske små og verden er ny og forunderlig. Skovjordbærrene findes, mariehønen findes, bladene findes, alt muligt findes og gør os glade når vi ser, hører, føler, lugter og smager det og kalder det ved navn.

“Flyv op imod himlen og bed om dejligt vejr”. Mariehønen gør børn glade. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Skovjordbær bringer ro og lykke. (Foto: Michael Stoltze).

Reklamer
Udgivet i Dansk natur, natur, natursyn, Sundhed | Tagget , , , , , , , | 5 kommentarer

Bøgeløberen på Bornholm

Bøgeløber fra Koldekilde i Almindingen på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).

Bøgeløberen (Carabus intricatus) – lokalt for nylig døbt “den blå bornholmer” på Bornholm – er med en længde på op til 38 mm den næststørste danske løbebille, kun overgået af den op til 45 mm lange læderløber (Carabus coriaceus), der ikke er fundet på Bornholm. Både den voksne bøgeløber og larven, som er to år om sin udvikling, lever især af skalløse snegle på fugtige, mosrige steder i skov. Den voksne bille kan blive flere år gammel – måske over fem år. Den kan ikke flyve. 

Den blå farve, der skyldes lysets brydning i kitinen, varierer i styrke fra individ til individ. Farven kan have et strejf af violet, men det er den rene ultramarinblå farve (efter halvædelstenen lapis lazuli), der gør billen enestående blandt Danmarks 331 arter af løbebiller.

Om vinteren overvintrer den især under løs bark eller tykt mos, hvor den indretter sig en lille hule. Den er ikke specielt knyttet til bøg, men snarere til fugtig skov og slugter med masser af dødt ved på skovbunden. Arten er vidt udbredt i Syd- og Mellemeuropa, men sjælden mod nord. Den mangler i Norge og findes kun få steder i det sydligste Sverige. I Danmark er den kun fundet som sjældenhed enkelte steder i Jylland og så på Bornholm, hvor den er ret almindelig. Den findes især i gammel løvskov med mange døde træer, og lever nok i næsten alle Bornholms skovbevoksede sprækkedale. I hvert fald er det lykkedes mig at finde den nærmest alle steder, hvor jeg har ledt. Øster Borregårds Skov, Ekkodalen, Christianshøj, Bobbeå, Døndalen og Gråmyr er gode lokaliteter for den flotte bille.

Hvis man finder den og tager den op i hånden, skal man være klar over, at den stinker fælt. Det gør de fleste løbebiller, men bøgeløberen har en særlig ubehagelig lugt, der bliver hængende i huden længe efter, man har rørt den.

Bøgeløberen er et klenodie blandt Bornholms insekter. Tilnavnet “den blå bornholmer” blev foreslået i 2017 af Trine Tulin fra Svendborg efter, at Naturstyrelsen havde offentliggjort et billede af billen. Så nu kalder mange den det.

Udgivet i biller, Dansk natur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Vedbenden er ukuelig

Vedbend på vej op i død elm. (Foto: Michael Stoltze).

Ask, eg, bøg og de fleste andre løvtræer står normalt nøgne om vinteren.

Men i skove og hegn – især på øer og nær kysten – er træerne tit hyldet i mørke frakker. Det er den stedsegrønne vedbend, der bruger træerne som klatrestativer.

Det fik jeg for alvor at se for par år siden, hvor jeg besøgte Blåskinsdalen på Nordbornholm. Jeg havde ikke været der siden 1970’erne, og jeg fik nærmest et chok: Dalen var før dækket af en tæt skov af elme- og asketræer, men nu var de næsten alle døde. Man gik under åben himmel ad den lille sti, hvor døde stammer lå på kryds og tværs. Det lignede Ragnarok. Så bemærkede jeg, hvordan livet rejste sig igen i form af frodigt grønt. Overalt. Dalen var blevet vedbendens rige.

Vedbend i asketræer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Midt i vinteren er der forår over vedbendens tætte, grønne løv, der kan nå højt til vejrs. Stammerne på gamle vedbendplanter kan blive lårtykke med skud, der kravler 25 meter op i træerne, hvor dens løv kan se næsten sort ud mod den lave vintersol.            Vedplanter, der bliver meget lange og hænger på andre planter, sten eller klipper for at nå i vejret, kaldes for lianer. I troperne findes kæmpelianer, der i sjældne tilfælde kan blive op mod én kilometer lange. I Danmark har vi kun få lianer, for eksempel kaprifolium, den nyindvandrede almindelig skovranke og vedbend, der er den største. Navnet vedbend betyder “vedbånd” eller “den, der bøjer sig om træer”.

I mytologien er vedbenden blandt andet kendt fra Dionysos (den græske gud for vin, vegetation og lystighed), der ofte afbildes med en krone af vedbendblade. Planten symboliserede livslyst, og grækerne gav skud af vedbend til brudepar. Siden hen i den kristne tid blev vedbenden symbol på sammenhold og trofasthed og evig kærlighed på grund af vedbendplanternes udtalte evne til at vokse sammen med hinanden. Den blev et alvorsfuldt symbol på, at alt er forbundet. Også kærlighed, liv og død.

En af de berømte fortællinger er myten om Tristan og Isolde. Da de elskende i det gamle kærlighedsdrama dør, beordrer kongen, der skulle have haft Isolde, at de to ikke må begraves sammen, men et stykke fra hinden. Siden voksede vedbenden trodsigt frem på de to grave, krøb over jorden, mødte hinanden og blev forenet.

Vedbend kaldes også for efeu, og forskerne har givet den vilde danske vedbend det latinske navn Hedera helix.  Da hedera er det gamle latinske ord for vedbend og helix betyder en, der snor, kan det latinske navn oversættes til “den vedbend, der snor sig”.

I virkeligheden snor vedbenden sig ikke så meget, selv om den er en ægte lian. Den behøver ikke sno sig, for den har et mylder af små hæfterødder på sine skud, som på den måde kan klynge sig til underlaget. På de klatrende skud er hæfterøddernes eneste funktion at holde skuddet så tæt og fast til underlaget, at det ikke blæser ned i den første storm. Set på klos hold ser skuddene ud som om, de har en masse små ben – nærmest som tusindben.

Således udstyret skyder vedbenden til vejrs med en hastighed på en til to meter om året, hvis der er gode vækstbetingelser. I lange tider kan vedbend vegetere i skovbunden som et lavt, spinkelt, fjedrende væv af skud på kryds og tværs. Der er et  virvar at skud, og da skuddene ofte vokser sammen, når de mødes, er det ikke til at sige, hvor den ene plante begynder og en ny tager over. Der er bare et mylder af brogede vedbendblade, og ingen planter blomstrer. Blomstring kræver energi, og det er der ikke i skovbunden, hvor lyset om sommeren rummer under 1 % af den kraft, der rammer kronerne med lyset fra oven. Det er så beskedent lys, at vedbenden ikke bare indstiller al blomstring. Den tror simpelthen ikke på egne evner og vover ikke at klatre op i træerne. De mismodige vedbendplanter kryber uden om de stammer, der byder sig til som støtter på deres vej.

Men modet kan vækkes. Hvis et løvtræ bliver så sygt, at det ikke sætter blade og dør på roden, passerer lyset pludselig ned til skovbunden i store doser. Det er signal fra oven, og vedbenden vågner op til dåd. Nu skal det være! Den enes død er den andens brød, og med stor iver og ukuelig tro på lykken, slår vedbenden armene om det livløse træ og begynder opstigningen. Det skal gå stærkt, for et dødt træ er dømt til forfald og opløsning. Og når træet vælter, tager det sin grønne afløser med i faldet. Vedbendens verden bryder sammen, for uden støtte i livet klare den sig dårligt. Elme og ege er de bedste støtter, da deres døde kroppe er stærke og standhaftige og kan stå oprejste i årtier.

Vedbenden bruger også levende træer. Især i hegn og skovbryn og skove på skrænter og andre steder, hvor træerne ikke står så tæt, kan de levende træer i stor stil være pakket ind i vedbendens kåber.

Undervejs på klatreturen klamrer vedbenden sig tæt til barken, kiler sig ind i sprækker, opad og opad går det med et mylder af sideskud, så snart den mærker, at den er oppe i lyset. Ved en bestemt lysstyrke sker der et mirakel. Lyset forvandler planten, så den begynder at udsende skud med en anden slags blade. De smukke, spydformede og brogede blade bliver afløst af mere ordinære, tilspidsede og ensfarvede grønne blade. Og vækstformen bliver busket. Ikke noget med at krybe. Mismodigheden er forsvundet som dug for solen, og nu skal livet leves i lyset og blæsten. Efter forvandlingen er vedbenden klar til at blomstre og sætte frugt.

Vedbendens blomster er små og gulgrønne. De sidder i diskrete buketter af halvkugleformede skærme omgivet af de blanke blade i vedbendens buskede blomsterskud. Hvad de ikke har i farvepragt har de i honningmængde. Og da den ordinære blomstring er så sen som september til november (senere end nogen anden dansk blomsterplante), flokkes efterårets admiraler, bier og andre insekter om vedbenden. I begyndelsen af oktober er den en sand insektmagnet.

I august, hvor blomsterknopperne er synlige, omsværmes vedbenden af en af Danmarks allersmukkeste sommerfugle – hunnen af den lille, lyse skovblåfugl. Den sarte blåfugl lægger æg på mange forskellige vedplanter. Dens larver er kræsne og vil kun æde næringsrige blomsterknopper og unge frugtanlæg. Det ved de æglæggende hunner, så de flakser omkring vedbenden fra skærm til skærm, sætter sig kortvarigt, krummer bagkroppen og presser et lille, hvidt, makronformet æg ud. Det har lim på overfladen og klæber omgående godt fast på en stilk eller knop i skærmen. Når den lille larver bryder ud af skallen efter et par uger, er der serveret et udsøgt, næringsrigt måltid. Laven guffer løs og bliver på forbavsende kort tid voksen og forvandler sig til en puppe, der overvintrer dybt inde i vedbendens tætte løv. Når pupperne revner om foråret, kravler de nyforvandlede hunner frem på bladene, hvor de dufter forførende. Så på steder med mange vedbend ser man tit lyseblå hanner af skovblåfugle flyve søgende omkring løvet i april-maj. De er på damejagt.

Skovblåfuglen, der lægger æg på vedbend. (Foto: Michael Stoltze).

Vedbendplanter på træer, sten, klipper og huse kan bliver over hundrede år gamle. Med tiden udvikler de et omfangsrigt løv og en kage af stammer og skud i et overskueligt fletværk. Det bliver alt i alt til et fremragende gemmested og redested for småfugle. Og nogle fugle æder også vedbendens sorte bær, der modner om vinteren. Man skal ikke gå dem i bedene, for bærrene er giftige for mennesker.

Vedbendbær. (Foto: Michael Stoltze).

Vedbendens løv yder vinteren igennem god beskyttelse mod vind og vand, og det har vist sig, at den flotte admiral som voksen sommerfugl kan klare sig gennem en mild dansk vinter ved begrave sig dybt i en vedbend. Admiralen er ellers en træksommerfugl, der hvert år kommer fra Sydeuropa til Danmark for at yngle, hvorefter afkommet flyver sydpå igen, for de kan normalt ikke overleve den danske vinter. Men nogle bliver altså og klarer sig i den grønne vedbend. Den må minde sommerfuglene om middelhavsklimaet.

Vedbenden selv er også kuldefølsom. Den klarer sig bedst nær kysten, hvor det lune havvand holder streng frost væk. Men hvis det for alvor bliver isvinter, og isen lægger låg på havet, forsvinder de formildende omstændigheder. Så kan vinteren slå store vedbend ihjel i hele landet. Isvintrene i 1940’erne dræbte størstedelen af Danmarks gamle vedbend.

Vedbenden er en ener i dansk botanik. Med sin opadstræbende adfærd, sommergrønhed året rundt og novemberblomster er den ukuelig. Den snylter ikke på andre, men støtter sig kærligt til verden for nå op i lyset og leve i fred.

Det er vidunderligt, at den findes.

——–

Bragt som essay i Kristeligt Dagblad 15. januar 2018

Vedbend i birk. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

 

Udgivet i botanik, Dansk natur | Tagget , , , , , | 6 kommentarer

Alfred Wegener og nissernes skæg

 

Den tyske naturforsker Alfred Wegener  (1880-1930) var tæt knyttet til Danmark. Han lærte sig dansk og deltog på flere ekspeditioner til Grønland, blandt andet den skæbnesvangre Danmarksekspedition (1906-1908), der kostede lederen Ludvig Mylius-Erichsens, Jørgen Brønlund og Niels Peter Høgh Hagen livet. Wegener vendte hjem i april 1907 – før ulykken.

Tilbage i Tyskland arbejde Wegener videre med iagttagelser over kontinenternes form og blev mere og mere overbevist om, at de måtte have hængt sammen engang. I 1912 fremsatte han sin dristige teori om landmassernes langsomme vandring på Jorden – kontinentaldriften. Hans teori blev afvist af andre forskere, der ikke mente, at der var kræfter med tilstrækkelig styrke til at flytte Jordens kontinenter. 18 år senere, i november 1930, omkom Wegener på Grønland under voldsom kulde umiddelbart efter sin 50 års fødselsdag.

Først 36 år senere blev hans teori alment accepteret, og i dag ved forskerne med sikkerhed, hvordan og hvorfor kontinenterne vandrer, hvordan de har vandret og hvordan de med stor sandsynlighed vil vandre i fremtiden. Wegener havde ret, og hans opdagelse har fuldstændig revolutioneret videnskabens forståelse af Jordens udvikling og livets udvikling på Jorden.

Vores planet er som et tyndskallet, kuglerundt æg med et mylder af revner. Nogle steder glider skallerne langsomt fra hinanden, og dér vælder lava frem fra Jordens indre. Andre steder støder skalstykkerne mod hinanden, så der opstår bjerge – for eksempel Andesbjergene og Himalaya.

Forundring
Wegener havde evnen til at se og forundres over verden. Han iagttog også dannelse af is og rim, og her så han et fænomen, der undrede ham meget: Håris eller på tysk: Haareis. Håris er snehvide og meget tynde ishår, som ligner vat eller hvidt skæg. Det findes på døde grene af løvtræer – især ege- og bøgegrene, der ligger i skovbunden.

Wegener tegnede, hvad han så og bemærkede, at hårisen altid voksede frem på barkløse grene eller på veddet under barken, så barken blev løftet eller skubbet helt af som følge af isdannelserne. Han iagttog også, at veddet, som hårisen sad på, altid var dækket af et væv af tynde svampetråde (mycelium). Derfor mente han, at fænomenet på en eller anden måde måtte skyldes svampens indvirkning på krystaldannelsen. Alt det offentliggjorde han i en videnskabelig artikel i 1918. Men ligesom med hans teori om kontinentaldrift, blev hans tanker ikke almindeligt anerkendt. Emnet og Wegeners iagttagelser havnede i krydsfeltet mellem fysik, kemi og biologi. Det er måske en af forklaringerne på, at hans ideer tilsyneladende ikke rigtig blev forstået af forskerne i samtiden. Først 90 år efter viste nye undersøgelser af fænomenet, at Wegener havde fat i det rigtige.

Nisseskæg
På dansk kaldes håris også for nisseskæg. Det ligner vitterligt snehvidt skæg, og som nisseskæg er det i de senere år blevet mere og mere kendt, fordi billeder af fænomenet nu bliver delt vidt og bredt på hjemmesider og sociale medier.

Nisseskægget opstår i vinterhalvåret, når det sætter ind med nattefrost efter længere perioder med vådt og mildt vejr. Hvis det er let frost hele natten, kan der vokse meget langt, snehvidt isskæg på over 10 centimeter frem fra døde grene og stammer i skoven – især hvor det døde ved ligger på skovbunden. I ældre ege- og bøgeskove er der særlig tit nisseskæg, når vejret er til det, mens det er sjældent eller slet ikke forekommer i andre skove. Det hvide skæg lyser op på lang afstand, når der ellers ikke er sne eller rim af betydning. På de rigtige dage i de mest egnede skove kan man tit se hundredvis af hvide skæg på en lille vandretur gennem skoven. Ofte på grene, der er delvist dækker af visne blade.

Skægget består af ishår med en tykkelse på blot omkring 1/50 mm. Så selv med 1000 ishår per kvadratcentimeter vil nisseskægget bestå af mere end 99,5 % luft. Det er 20 gange mere luftigt end nyfalden sne. For nogle år siden genopstod interessen for nisseskæg, og nu er fænomenet blevet nøje undersøgt af forskere fra Schweiz og Tyskland.

Hemmeligheden er smuk bævrehinde
Den schweiziske forsker Gerhart Wagner efterviste i 2008, hvad Wegener havde forudsagt ud fra sine iagttagelser: At svampe var en forudsætning for dannelsen af nisseskæg. Wagner samlede svampeinficerede grene, som dannede nisseskæg, hver gang de blev udsat for frost efter de var blevet gennemvandet. Men hvis han dyppede grenene i varmt vand eller behandlede det med svampedræbende midler, opstod nisseskægget ikke, når grenen bagefter blev udsat for frost. Den levende svamp måtte være en forudsætning.

Ved Institut für Angewandte Physik på universitetet i Bern i Schweiz undersøgte fysikeren Christian Mätzler siden, hvordan istrådene opstår på baggrund af forekomsten af svampe. Hans eksperimenter viste, at ved nul grader fryser det yderste vand på træet, det som er i kontakt med luften, mens det nedenunder, i kontakt med træet, forbliver flydende. Det skaber en slags sandwich mellem is, vand og træ. Langsomt vil isen vokse og tage form efter mønsteret på træets overflade. Men hvis træet har svamp i overfladen, vil isen tage form herefter. “Der vil opstå lige meget is på et stykke træ med eller uden svamp, men uden svamp vil isen tage form som en slags skorpe. Svampen gør isen i stand til at forme sig som tynde hår med en diameter på omkring 0,01 millimeter. Og den kan holde denne form i flere timer ved temperaturer omkring 0 grader,” sagde Christian Mätzler til European Union for Geosciences.

I 2012, 2013 og 2014 indsamlede den tyske biolog Gisela Preuss grene med nisseskæg i skovene nær Brachbach i det vestlige Tyskland. Da hun analyserede prøverne, fandt hun 11 forskellige svampearter i grenene. Men der var én bestemt svamp, som gik igen i samtlige prøver.

Exidiopsis effusa havde koloniseret alt vores træ med nisseskæg, og i mere end halvdelen af prøverne, var det den eneste art, der var til stede,” skrev hun i en pressemeddelelse fra European Union for Geosciences. Svampens danske navn er smuk bævrehinde, og det er altså den, der er hemmeligheden bag det besynderlige isskæg.

Kemiske analyser af smeltet skæg
Den tyske kemiker Diana Hofmann fra Tyskland analyserede det smeltede vand fra nisseskægget. Det viste sig at indeholde en del lignin og garvesyre, der er stoffer, som opstår efter svampes nedbrydning af træet. Den kemiske og fysiske overflade på ved, der er dækket af tråde af smuk bævrehinde, er på en eller anden måde, der stadig ikke er helt klarlagt, årsag til fremvæksten af de hårfine iskrystaltråde, når vand af forskellige fysiske årsager trænger ud af træet. Der er formentlig involveret et stof, måske lignin, som modvirker, at de fine krystaltråde vokser sammen. Trådene formes tilsyneladende af grenenes marvstråler, der er tynde, radiære kanaler fra marven til vækstlaget lige under barken. Uanset, hvad den rigtige forklaring er, har forskerne fastslået, at det fine lag af svampetråde fra smuk bævrehinde er nisseskæggets nødvendige spirebund, når det kolde eller underafkølede vand trænger ud af grenen. Når der er 99,5 % luft i isdannelserne, kan ganske lidt vand blive til et ordentligt, hvidt “fuldskæg”, når det fryser. Der bliver kun en teskefuld vand tilbage, når “julemandens skæg” smelter.

Den afgørende svampeart ser ud til at være ret almindeligt udbredt i Danmark – i hvert fald i ældre løvskove i Østjylland og på Øerne og Bornholm. Så på de rigtige morgener med nattefrost efter milde, våde dage, kan man få det mærkelige fænomen, der forundrede Alfred Wegener, at se mange steder i landet.

God jagt på nissernes skæg.

——

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 2. januar 2018

Wegener tegnet af Acton Friis 1907

 

Et “mustache”. (Foto: Michael Stoltze).

Gren med nisseskæg og smuk bævrehinde, der ses som et skummemælkeblåt skær på veddet. (Foto: Michael Stoltze).

Knækket, barkløs gren med håris og marvstråler, der sammen med svampetråde på grenens overflade er vigtige for dannelse af de fine istråde. (Foto: Michael Stoltze).

Tynd gren med nisseskæg lige før, det smelter i morgensolen. (Foto: Michael Stoltze).

Nisseskægget har løftet den døde bark i nattens løb. (Foto: Michael Stoltze).

 

Nisseskæg på tynd gren. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

Udgivet i Dansk natur, Naturfænomener, Svampe | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Skal landbruget beskytte natur?

Kornmarker. (Foto: Michael Stoltze).

Det er landbrugets åbenlyse natur at gøre nytte.

Erhvervet har siden sin spæde begyndelse i Mellemøsten for mere end 10.000 år siden haft til formål at producere fødevarer og skabe tryghed, sikkerhed og glæde for mennesker. Fjenden har hele tiden været den vilde natur – rovdyr, ukrudt, skadedyr, svampe, bakterier, virus.

Nyttesynet ligger dybt i erhvervets DNA. Derfor er det vanskeligt og på sin vis et paradoks, når landbruget begynder at bruge kræfter på naturbeskyttelse. Men siden 1987 (Brundtland) og navnlig siden topmødet i Rio i 1992, har FN’s bæredygtighedsprincipper vundet global udbredelse og anerkendelse. Al udvikling på Jorden skal af hensyn til menneskehedens overlevelse og velfærd ske bæredygtigt. Det vil sige i den bedst mulige balance mellem hensyn til miljø, økonomi og sociale forhold. De tre ben. Bæredygtighedsprincippernes sejrsgang på kloden er en skelsættende begivenhed i menneskehedens seneste historie. Principperne skal fastholdes og balancere på de tre ben, så læsset ikke vælter. Principperne må ikke gradbøjes i retning af hverken miljø, økonomi eller sociale forhold. Balancen er det, der bærer verden fremad i en sund udvikling.

På den baggrund giver det mening, at det moderne landbrugserhverv engagerer sig i naturbeskyttelse.

Miljøbeskyttelse har længe været et vilkår og krav i erhvervet (landbruget må ikke udlede forurenende stoffer i så store mængder, at det skader omgivelserne (natur, biodiversitet, drikkevand, fiskeri). Men naturbeskyttelse (= at give plads til vild natur) er et relativt nyt felt i landbruget. Der er primært tale om såkaldt naturpleje (græsning af enge, overdrev og heder) og etablering af vandhuller. Og på det seneste har såkaldte vildtstriber, insektvolde og lærkepletter vundet indpas.

Indsatsen er bedre end ingenting, og en del af naturplejen er fin – især hvor dyrene går ude hele året uden tilskudsfodring af noget art.

Målet med naturbeskyttelse er at give plads og levemuligheder for naturens vilde arter og mangfoldighed. Det er ikke nytte i landbrugsmæssig forstand. Den vilde natur er ikke nyttig i klassisk forstand. Den er mentalt nyttig, fordi den findes i form af medskabninger og mednatur, som vi kan spejle os i og blive inspireret af på vores klode. En løve, en citronsommerfugl eller en klokkeblomst er ikke nyttig i landbruget – løven er endda farlig og skadelig. Mere end 99 procent af vore medskabninger er ikke nyttige i forhold til landbruget, og rent økologisk kunne de godt undværes på vores planet.

Når landbruget udlægger vildtstriber med honningurt, solsikke, majs, blodkløver og andre planter, der ikke hører naturligt hjemme i Danmark, gavner det ikke den vilde natur. Planterne huser nærmest ingen biodiversitet her i landet, og de gavner stort set kun almindelige og indførte arter som fasaner og honningbier. Det er helt tydeligt, at nyttesynet har været styrende: Vildtstriber skal giver flere fasaner, agerhøns og rådyr til jagten og mere honning til den importerede honningbi – et husdyr, som er en potentiel problemart i vilde økosystemer.

Der er altså noget galt. Men det er ikke mærkeligt, og det er ikke så galt, at det ikke kan laves om. Vejen dertil er, at landbruget (og DN) begynder at lytte til de konstruktive natur- og biodiversitetsforkæmpere, der ved noget om natur og naturbeskyttelse, og som faktisk er landbruget som sådan venligt stemt. Dialog. Og her er tænketanken Frej et muligt springbræt til en fornyelse, der kan gavne både landbrugserhvervet og naturen.

Landbrugsnyttesynet skal pakkes HELT væk i naturbeskyttelsen, hvis landbrugserhvervet skal have virkelig succes på de arealer, hvor landbruget vælger naturbeskyttelse som målet. Fremover skal det handle om at udtage arealer (f.eks. markskel og bakketoppe), hvor de vilde danske arter får plads og ro til at boltre sig. Arealer, hvor man kan lægge sten og grenbunker og jord og bare lade det være. Så kommer urter og buske og træer og vilde bier og sommerfugle og sangfugle og rovfugle af sig selv. Og nytte i form af læ og mulighed for lidt brændehugst, honninghøst og jagt kommer såmænd også. Som sidegevinst altså. Det er nemlig ikke tømmer, honning, jagt, kødproduktion eller noget helt femte, der er målet med naturbeskyttelse. Målet er vild natur og vilde arter.

Det vil være fantastisk, hvis landbruget begynder at gå den vej.

 

Udgivet i Landbrug, Naturbeskyttelse | Skriv en kommentar

Guds ualmindelige glæde ved biller

Næsehornsbille i flugt. Danmarks tungeste bille. Den lever i kompostbunker og især i savværkernes bunker af savsmuld. (Foto: Michael Stoltze).

Den britiske forsker J.B.S. Haldane (1892-1964) blev en gang spurgt om, hvad han ud fra sit kendskab til skaberværket kunne sige om Gud.

Efter en længere betænkningstid svarede Haldane: “Han var ualmindelig glad for biller”.

Anekdoten har den sandhed i sig, at billerne er uhyre talrige på Jorden, og at ingen anden dyreorden når op i nærheden af, hvad billerne kan præstere af arter. Der er hidtil beskrevet og navngivet omkring 400.000 arter af biller. Godt en tredjedel af alle kendte insekter og omkring en fjerdedel af alle kende dyrearter er biller. I den danske natur er der fundet omkring 4.000 arter af biller.

Billernes succes hænger sammen med deres enkle og solide konstruktion og evne til at tilpasse sig alle mulige levesteder. Der er specielle arter af biller knyttet til de fleste arter af levende træer, buske og urter, og mange arter lever i svampe, dødt træ, ekskrementer eller ådsler. Der er vandkalve og andre biller i ferskvand, og der er biller, der (desværre) som larver er i stand til æde sig gennem gammelt tørt og solidt tømmer. Billerne findes overalt på Jorden bortset fra i havet og på polerne. Deres hårde, stærke og smidige skal af kitin gør dem modstandsdygtige i alle miljøer. Mange biller udskiller giftige og ildelugtende kemikalier, når de bliver forstyrret, og mange biller har udviklet en evne til at tåle at æde giftige planter.

Der lever over 300 arter af løbebiller i Danmark. Bøgeløberen er en af de største, smukkeste og sjældneste. Den stinker frygteligt, hvis man pirker til den. (Foto: Michael Stoltze).

 

Tørrede plasterbiller (spanske fluer), der har været brugt meget i medicinen – blandt andet af H.C. Andersen. Billernes helbredende effekt eller mulige effekt på potensen er mere end tvivlsom. Men de er meget giftige og fremkalder blærer på huden. Spanske fluer er meget sjældne i Danmark. De almindelige oliebiller er nært beslægtet og indeholder de samme giftstoffer. (Tegning: Michael Stoltze).

 

Hvis men ser godt efter i sommerens blåhat, kan man se denne strålende bille med smækre lår. Den tyklårede solbille hedder den. Den er kun en centimeter lang. (Foto: Michael Stoltze).

Kitinskallen udgør et ydre skelet, som er fæste for kraftige muskler. Billernes ben, antenner og kæber er ofte særdeles stærke – både hos de voksne biller og deres larver. Det betyder, at de kan færdes alle steder, og at mange arter er i stand til at gnave sig ind træ. De fleste biller kan flyve. De har fire vinger. Men det er kun de gennemsigtige og sammenfoldelige bagvinger, der bruges til flugt. Forvingerne er omdannet til hårde dækvinger, der beskytter de sarte og tynde bagvinger. Lige inden billen letter – og under flugten – holder billen forvingerne højt løftet. Ellers ville billen ikke kunne folde sine flyvevinger ud og bruge dem.

Den juvelstrålende guldbasse æder pollen og nektar på merian. Den lægger dækvingerne ned i flugten. Guldbasser er meget almindelige. (Foto: Michael Stoltze).

Enkelte biller har dog et hak i dækvingen, så de kan lægge dækvingerne ned, mens de flyver. Sådan er det hos guldbassen, som flyver hurtigt og minder om en metalskinnende humlebi i flugten. Dens flyvevinger er smalle ved basis, der passer perfekt i dækvingernes hak i siden. Så guldbassen kan lukke dækvingerne helt tæt om kroppen i flugten.

Mariehønen på vej mod himlen. (Foto: Michael Stoltze).

Mariehønen er et af de mest populære dyr blandt børn. Der er omkring 50 arter af mariehøns i Danmark og flere tusinde arter på verdensplan. Men den ”rigtige” mariehøne er den syvplettede mariehøne. Den lille, kortbenede bille ligner en folkevogn og bevæger sig næsten altid opad, hvis man lader den kravle sin hånd. Hvis man vender fingrene mod himlen, vil mariehønen kravle lidt uroligt frem og tilbage, når den når en fingerspids, hvorefter den sætter sig til ro, løfter dækvingerne, folder flyvevingerne ud og letter. Så er det, vi ønsker, at den flyver op i mod himlen og beder om dejligt vejr.

Mariehønen og dens larve lever af bladlus, og visse år kan der være kolossale mængder af mariehøns. Så kommer de flyvende til os i flokke på mange milliarder fra landene syd og sydøst for Danmark. Det kan være ganske voldsomt, når det sker. Den lille, venlige bille, man normalt bliver så glad over at møde enkeltvist i haven, optræder nu i ubehagelige horder, der kan få strandgæster til at fortrække, fordi de orangerøde biller napper i huden, når de drikker sved, og udskiller et ildelugtende, gult stof. Mariehøns smager grimt, og deres stærke farver er til for at advare fugle og andre dyr om, at de ikke er værd at æde.

Biller findes i alle tænkelige farver og former og i størrelser fra mindre end 1/3 mm (et lille punktum) til tropiske kæmpebiller med en vægt på op til 100 gram og l8 centimeters længde. De 400.000 arter af biller klassificeres i omkring 170 familier, hvoraf snudebillefamilien er den største med hidtil omkring 70.000 beskrevne arter. Det er flere end samtlige arter af kendte hvirveldyr (fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr) på Jorden. I Danmarks natur lever omkring 450 arter af snudebiller. De fleste er små, men på vandreklitten Råbjerg Mile ved Skagen, ser man ofte de op til halvanden centimeter lange fyrresnudebiller trave hvileløst omkring i sandet, hvor de sætter karakteristiske spor. Sanddyngerne, de kravler på, har begravet deres fyrretræer, så snudebillerne er en slags flygtninge. En anden snudebille er den ærtestore nøddesnudebille, der er næsten kuglerund med en meget lang, tynd og buet “snude”. “Snuden” er i virkeligheden hovedet, der er forlænget, så de små, stærke kæber sidder for enden. Med kæberne rasper den et lille hul på den umodne nød, hvorefter den lægger et æg i hullet. De angrebne nødder kan derefter kendes på de små brune prikker ved basis. Der er “orm” i nødden, og det hele ender med, at den fede, flødefarvede snudebillelarve gnaver et cirkelrundt hul i skallen, klemmer sig ud og finder et sted mellem vissent løv for at forpuppe sig.

Ørkenvandring. Fyrresnudebille på Råbjerg Mile. (Foto: Michael Stoltze).

Billerne er allestedsnærværende. Nogle er flotte, nogle er vidunderlige som levende juveler, mange er brune og sorte eller grå som natten. Nogle gør skade og nogle gør nytte i forhold til menneskets interesser. Langt de fleste har ingen særlig betydning for mennesker ud over, at de gør verden mangfoldig og eventyrlig. De er her, fordi de har været heldige og har været i stand til at klare sig og formere sig og udvikle sig gennem millioner af år. De er produktet af den langtrukne og yderst komplicerede kemiske proces, man kalder liv og evolution. De er her, fordi de lige som mennesket er heldigere end de over 99 % af Jordens arter, som gennem tiden har levet, men ikke overlevet på vores planet. De er vore levende medskabninger.

Min far Paul Stoltzes tegning af eghjorten fra Olsker. Han troede, det var en bøghjort. Men det var en af de sidste oprindelige eghjorte i Danmark.

Eghjorten er en af de mest magiske biller i verden. Hannen bærer et par vældige, grenede kæber, der ligner gevirer. Med “geviret” kan den blive op til 10 cm lang. Hunnen ser mere ordinær ud og bliver kun omkring fem centimeter lang. Som larve lever den på varme steder i jorden, hvor den æder dødt træ og først bliver voksen og forpupper sig i en stor kokon efter tre til fem år. Langt ind i det 19. århundrede fandtes kæmpebillen mange steder i Danmark, hvor den nød godt af det hårdt græssede guldalderlandskab med ældgamle, halvt levende og halvt døde, krogede ege- og bøgetræer, der stod spredt og solbagt i landskabet. Men Danmark er nordgrænsen for den varmekrævende art. Og i løbet af det 19. og 20. århundrede blev skovene tætte og så kolde i skovbunden, at eghjorten forsvandt. Den overlevede på Æbelø, ved Vejle Fjord og på Borholm frem til midt i det 20. århundrede. I mit fødeår, 1955, tegnede min far en eghjort, som min moster fandt i dalen ved Olsker på Bornholm. Det var en hun. Mange år senere talte jeg med en mand, der som ung sidst i 1950’erne havde fundet hanner af eghjorte, der sugede saft fra knækkede kirsebærgrene nær hans hjem vest for Olsker. Han havde haft et par af giganterne med hjem i køkkenet i husholdningstændstikæsker. Han anede dengang ikke, at det var nogle af de sidste eghjorte i Danmark.

Den store bille appellerer til fantasien. I 1505 udførte Albrecth Dürer en akvarel af en eghjort. Den har hævet hovedet i en positur, så det virker større, og så “geviret” favner bredt ud mod den lysende verden.

I 2013 vurderede eksperter, at den fredede Dyrehave nord for København var egnet som levested for eghjorte. Og da den tunge bille er meget dårlig til at sprede sig, blev den importeret fra udlandet og sat ud – både som voksen og som larver i forskellige stadier. Fabeldyret er tilbage i Danmark og ved at etablere en bestand i Dyrehaven, hvor den forhåbentligt kan opleves i pænt tal i juni-juli om nogle år.

Albrecth Dürers eghjort fra 1505.

Oldenborrer, gåsebiller, liljebiller og de små glimmerbøsser kan gøre skade på afgrøder og være plagsomme. Men langt de fleste biller bringer glæde. De farvestrålende og elegante træbukke. De hurtige, glatte og ovale vandkalve. De skinnende bladbiller. De stærke, blåskinnende skarnbasser. De venlige og prikkede mariehøns. Og løbebillerne, som lugter ubehageligt, men ofte er smykket med strålende metalfarver og sirlig ornamentik på forkrop og dækvinger.

Hvis man leder og bruger øjnene, opdager man billernes mangfoldighed og skønhed. De er en gave. En gave, jeg er også er ualmindelig glad for.

Den brede vandkalv er verdens største vandkalv. Den fredede bille findes kun ganske få steder i Danmark, og næsten ingen kender den. Men i 2003 kom den på et dansk frimærke, der blev meget populært. (Foto: Michael Stoltze).

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 17. november 2017 .

Udgivet i Biodiversitet, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Sue og Lars

Grusvejen til Saltunavej 12. (Foto: Michael Stoltze).

Ejendommen Saltunavej 12 ligger på landet på Bornholm mellem Østermarie og Saltuna. Stedet er omgivet af dyrkede marker og ligget højt i landskabet, så der er et smukt udsyn over Østersøens blå mod nordøst. Fra den asfalterede Saltunavej fører en stenet grusvej frem til det sted, som Sue og Lars Trolle købte i 1973. Da jeg svingede ind på grusvejen var jeg lidt i tvivl, for da jeg kom her i 1970’erne var stedet let genkendeligt på ladens karakterfulde, sekskantede gavl. Nu er træerne blevet høje, så man kun med god vilje aner bygningerne i alt det grønne. Men vejen derhen lover godt. Det er sløret sol og lummervarmt, og i begge sider af vejen bugner rabatten af klokker og knopurt og blåhat og røllike. Og ikke mindst hele gule bølgehave af Jomfru Marias sengehalm – den gule snerre med den forførende, søde duft af sommer. En kålsommerfugl flagrer lavt og ubeslutsomt over venstre hjulspor og søger op mod himlen og op i den lette østenvind, som midlertidigt har ført lidt varme til øen. Mit ærinde er at besøge Sue for tale med hende om livet, døden og naturen.

Sue i haven. (Foto: Michael Stoltze).

Sue er født Susan Lindsey Jane Russell i Tanzania i 1949 som den yngste af tre døtre. Faderen var journalist og moderen sygeplejerske og jordemor. De udvandrede uafhængigt af hinanden til Tanzania, hvor de mødte hinanden i hovedstaden, Dar es Salaam. De første år boede Sue hos forældrene i Tanzania, hvor hun blandt andet oplevede deres bekymring over den dramatiske Mau-Mau opstand og briternes brutale fremfærd overfor de sorte oprørere i Østafrika. Først i 1960’eren begyndte Sue i kostskole i England, hvor hun i de ferier, hvor hun ikke rejste hjem til Tanzania, til stor inspiration boede hos sin natur- og botanikyndige familie i the Cotswolds lige udenfor byen Cheltenham nær Oxford i Sydengland. Faderen i Tanzania elskede bøger, og forældrene havde to boghandler, en i Arusha og en i Moshi. Efter endt skolegang tog Sue til sine forældre i Moshi i Tanzania og til Israel for at arbejde i en Kibbutz. Tilbage i Tanzania traf hun under en tur med Moshi Bjergklub til vulkanen Mount Meru en smuk, dansk mand med en levende begejstring for natur. Det var Lars, og med ham kunne hun dele sin interesse for botanik og naturen i det hele taget. Lars var lærer og underviste på en pigeskole i Macheme på Kilimanjaro. Han boede langt oppe ad bjergskråningerne på den eventyrlige vulkan med vilde bjergregnskove, lyde af aber, træfrøer og turakofugle og med trælyng, kæmpelobelier og sølvskinnende kæmpebrandbæger på alpine heder i over 4000 meters højde. Omgivelserne af vild natur kunne ikke være mere magiske for det nyforelskede par. Det var en intens og eventyrlig start deres liv sammen. Livet på bjerget med ture til Serengeti, Ngorongoro og Lake Manyara og Mount Meru var en god begyndelse. Eventyret forsatte under nye himmelstrøg, da de i 1972 rykkede til Bornholm, hvor Lars havde fået arbejde som lærer på Østermarie Skole. De boede først i en lærerbolig, men allerede året efter købte de skoleinspektørens nedlagte husmandssted, Saltunavej 12, hvor Sue nu har boet i 44 år. Det var et primitivt sted uden indlagt vand. Gårdens pumpe findes og virker endnu, men sammen fik de sat skik på huset og efterhånden også installeret moderne bekvemmeligheder. Grunden var lille og omgivet af rig landbrugsjord, så det var en kamp med den daværende landbrugskommission at få lov til at tilkøbe mere jord til noget så nytteløst som have og natur. Men det lykkedes, og de fik forvandlet stedet til et paradis af have og blomstereng og krat og skov.

Fra lysthuset er der kik til blomsterengen og udsigt over Østersøen. (Foto: Michael Stoltze).

Ejendommen blev rammen om et liv med have og natur. Sue dyrkede sin interesse for botanik og have, og Lars dyrkede sin interesse for den vilde natur og navnlig insekter, hvor han blev Danmarks førende specialist i cikader og skrev videnskabelige artikler og populære bøger om natur. Datteren Astrid kom til i 1982 og i 1986 fik Sue og Lars sønnen Halfdan. Astrid bor i dag med manden Martin nær Ringsted, mens Halfdan bor med kæresten Cille i København. Astrid og Martin har børnene Augusta på 10 og Olaf på syv år. Lars vidste besked med naturen. Han var en afholdt turleder, og blandt bornholmere fik han med god grund stjernestatus på grund af et utal af udsendelser i lokalradio og TV om stort og småt i naturen. Han var en blændende og rolig fortæller, som glad og begejstret delte ud af sin viden. Lars var en smuk mand, smilende og altid med en god fortælling om naturen på læben. Han anerkendte og fortalte også med levende begejstring anekdoter om alle de andre naturhistorikere han kendte og beundrede. Sidst i 1980’erne begyndte Sue at opformere sjældne og usædvanlige haveplanter til salg. To dage ugentligt sælger hun sine planter på torvet i Svaneke, og det har hun nu gjort i 28 år – de senere år med god hjælp fra en medarbejder. “Haven er ret vild og tilgroet, men kom bare alligevel”, siger Sue med en blanding af undskyldning og stolthed, da jeg træffer aftale om besøget. Som god haveromantiker bestemmer Sue over haven samtidig med, at hun lader haven bestemme mest muligt selv. “Men lige nu bestemmer haven lidt rigeligt”, siger hun med et smil, da jeg balancerer bakken med skoldhed te, småkager og tærte ad små stier ud til et lille havebord midt blomsterhavet. Undervejs standser vi ved et overdækket fuglefoderbræt, som en humle har erobret. Humlebladene skjuler en solsort, der ruger fast i reden, som den har valgt at placere lige dér på brættet, hvor den blev fodret i vinters. Fuglen ser os værdigt an fra sit leje og viger ikke en millimeter, selv om vi står blot en halv meter fra reden. “Jeg nænner ikke at klippe og beskære, når fuglene yngler”, sige Sue. Hun ved, at alt det vilde godt for fuglene. “Jeg lægger stor vægt på, at blomsterne er gode for sommerfugle og vilde bier, så det summer af liv”, fortæller Sue ude i blomstermarken. Hun taler et smukt dansk med klar diktion og en charmerende accent, som trods de 44 år i Danmark ikke efterlader tvivl om hendes engelske herkomst. Vi sætter ved bordet ude i haven. Skydækket letter, solen varmer, sommerfuglene flokkes om merian, og årets første store grønne løvgræshopper synger insisterende i blomsterengen. “Børnene er lidt bekymret for mig – om jeg kan magte at drive det. Men jeg trives og elsker det her sted, og skal nok bæres ud herfra”, svarer Sue, da jeg spørger, hvor længe hun vil blive boende på adressen. For 14 år siden blev Lars syg af kræft. Han kom under behandling med både transplantation og medicin, og i næsten et år fra 2005-2006 var han tilsyneladende kræftfri og fri af behandling. Han begyndte at gå korte ture omkring huset, og overvejede endda at genoptage produktionen af de populære naturudsendelser. Men trætheden var for stor, og sygdommen kom tilbage. I vinteren 2006-2007 tog sygdommen til. De sidste 14 dage var familien tæt samlet om ham på Rigshospitalet. Sue boede der og var ved hans side den 22. maj 2007, da han trak vejret for sidste gang. “Han var ikke ved bevidsthed til sidst. Han var rolig og holdt bare med ét op med at trække vejret. Det var fredeligt. Bagefter ønskede jeg at blive hos ham i værelset natten over. Det ville for mig have givet god mening i afskeden og sorgen. Men det var mod reglerne. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan”, fortæller Sue, som synes at mange fremmede kulturer har et mere naturligt og værdigt forhold til døden og den døde, end vi har i Danmark. Sue valgte at blive boende i huset på Saltunavej, hvorfra hun stadig driver sin forretning med at opformere og sælge haveplanter. Lars tegnede og malede og fremstillede knive og mange ting til huset inspireret efter naturen. Hans arbejdsplads, hvor han elskede at sidde med sine bøger og mikroskoper og afsløre smålivets skønhed og hemmeligheder, er der endnu. Og en stor lygtebærercikade fra Afrika titter frem fra hylden over opslagstavlen med nogle af hans tegninger af små, farvestrålende cikader. “Jeg holder meget af, at hans ånd er her. Det giver mig ro, og jeg føler, jeg har et godt og rigt liv her på trods af tabet. Jeg lever og ånder for børnene, svigerbørnene, børnebørnene og stedet her, og har en god bekendtskabskreds takket være blandt andet min planteforretning. Jeg har ikke følt behov for at få en kæreste og føler mig ikke alene”, svarer Sue, da jeg spørger. Hendes øjne og mildhed viser, at hun hviler i sig selv og er hudløst ærlig. Det er sådan, det er.

Arbejdspladsen, hvor Lars studerede insekter og skrev bøger. (Foto: Michael Stoltze).

Det er også hårdt. Sue er på ingen måde mystiker, men hun ser og fornemmer naturens liv og død, skønhed og gru. Og måske først og fremmest poesi. Hun ser symboler overalt i naturen og har oplevet, hvor tæt den største skønhed og den dybeste sorg er forbundet. “Efter den varmeste vinter i mands minde stod jeg en dag i maj i stuen og så ud i haven mod øst, hvor jeg anede en lys violblå i farve højt i krattet mod himlen. Jeg gik udenfor, og tænk – det var kejsertræet, der for første gang stod klædt i et væld af store blå blomster. Det var… 22. maj 2008, på årsdagen”, siger Sue, “og siden har træet blomstret hvert eneste år”. For første gang i vores samtale kommer tårerne frem, også mine, men Sue sunder sig og slår fast: “Det var vel bare tilfældet, men et smukt tilfælde. Og verden er, hvad vi gør den til. Det træ er helligt nu!”. Kejsertræet giver særlig mening i forhold til Sue og Lars, fordi dets store blomster har samme fine, blå farve som de blomstrende Jacarandatræer i den by i Afrika, hvor de traf hinanden.

Kejsertræet. (Foto: Michael Stoltze

Mens vi sunder os, ser vi ud over blomsterhavet, hvor græsrandøjer, grønårede kålsommerfugle og nyforvandlede takvinger boltrer sig, og jeg får øje på noget grønt 10 meter væk i en af de fede blomsterstande på en sommerfuglebusk. En moskusbuk? Desværre, ved nærmere eftersyn viser det sig blot at være et grønt blad. Men haven er omgivet af mange piletræer, som den prægtige moskusbuk kan leve i, så Sue beslutter at læse om billen og se efter den på havens hjortetrøst og andre blomster. Sue er morgenmenneske og står gerne op mellem klokken fem og seks. Der er altid mange planter at se til og meget at gøre i haven. Børnene kommer ofte til Bornholm, især om sommeren. I den store snestorm i 2010-11 måtte hun lide den tort at holde jul alene, da alt var lammet og Halfdan strandede i Rønne. Men oftere tager hun over til børnene på Sjælland. Halfdan er arkitekt hos Henning Larsen og Cille er med stor succes med til at drive en specialbutik i kaktus. Astrid og Martin bor med børnene i et bofællesskab under Lille Svendstrup Gods. Astrid er PhD-studerende ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og Martin er viceforstander på et AOF sprogcenter.

Hoveddøren. (Foto: Michael Stoltze).

“I april 2007 fik Lars at vide, at Astrid ventede sig. Han var meget syg på det tidspunkt, men han forstod det, og det var en af de få gange, han græd. Af glæde og bevægelse, men siden har jeg tænkt, at det også var af sorg. Han vidste godt, han ikke ville opleve at se sit barnebarn”, fortalte Sue og tørrede øjnene for anden gang i løbet af vores samtale. Vi vender os igen mod haven og fuglene. I de første år var der et godt udsyn over markerne, og påskelørdag i 1979 kaldte Lars insisterende på Sue. Det var stortrappen, en af verdens største flyvende fugle, som at uransaglige grunde havde valgt at lægge vejen forbi Saltunavej. I dag er træer og buske vokset godt i højden på grunden, og der er mange flere småfugle end før. Men udsynet er ikke så godt mere. Et par hundrede meter væk, bag pilene, flyver en ravn lavt over landskabet og udstøder sit hæse “grok-grok-grok”. Der var ingen ravne på Bornholm, da Sue og Lars kom til øen. Nu er de vendt tilbage. Lars kommer ikke tilbage. Nevermore. Blomsterhavet er overvældende, og haven summer af liv og er ligeglad. Ligesom hornuglen, der en sen og stille sommeraften uforklarligt fulgte Sue ganske tæt under hendes vandring frem mod huset. Roligt og lydløst drog uglen med hende. Som et lys i mørket bare et par meter væk var det, som om den ville fortælle noget. Inden jeg kørte fra stedet så jeg kejsertræet. Det bugnede af store, grønne frøkapsler efter forårets blå blomstring.

Sue har de smukkeste hortensia. (Foto: Michael Stoltze).

Blomsterne i gården er mandshøje. (Foto: Michael Stoltze).

 


Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 28. august, 2017

Udgivet i natur | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar