Insekterne og menneskehedens overlevelse

Insekterne forsvinder. (Foto: Michael Stoltze.)

 

Francisco Sánchez-Bayo, University of Sydney, Australia, og Kris Wyckhuys, China Academy of Agricultural Sciences in Beijing, China, har analyseret en 73 studier over insekterne hyppighed på Jorden og offentliggjort analysen i en artikel i tidsskriftet Biological Conservation.

I en artikel i The Guardian udtaler Francisco Sánchez-Bayo: “If insect species losses cannot be halted, this will have catastrophic consequences for both the planet’s ecosystems and for the survival of mankind. Intensive agriculture is the main driver of the declines, particularly the heavy use of pesticides. Urbanisation and climate change are also significant factors.”

Politiken skriver blandt andet:

“Når man taler om truede dyrearter, tænker de fleste på næsehorn, gorillaer eller andre store pattedyr. Men de små dyr, insekterne, er i store problemer — forskere frygter ligefrem, at de vil nærme sig en total udryddelse indenfor årtier. Og det vil skabe uoverskuelige problemer for os.  … Et nyt forskningsstudie omtalt i viser, at mere end 40 procent af alle insektarter på verdensplan oplever et fald i bestanden, og at en tredjedel af alle insektarter er decideret truede. Blandt de mest truede insektarter på verdensplan er vårfluer, sommerfugle, biller og bier. Det samlede antal insekter i verden falder med 2,5 procent om året. Forskerne bag studiet advarer om, at insekter vil nærme sig en total udryddelse inden for årtier, hvis udviklingen fortsætter. Det vil ikke kun være fatalt for insekterne, men kan få store konsekvenser for dyr, planter og mennesker, fordi insekter spiller en vigtig rolle for hele økosystemet.”

Den dokumenterede tilbagegang er alarmerende og kalder på handling. Den kalder på, at vi afsætter plads til naturen og dens mangfoldighed på Jorden. Vi kan ikke på nogen måde være bekendt at efterlade i jordklode til vore efterkommere, som er fattigere på liv end den, vi overtog.

Når det er slået fast, har analysen og artiklen i The Guadian desværre medført et sandt hysteri i medier, sociale medier og blandt helt almindelige mennesker uden særligt indblik i insekter, biodiversitet og økosystemer og menneskehedens afhængighed af dem. Dommedagsbasunerne gjalder. Hysteriet er udløst af den udbredte (usande) myte om, at “enhver art har afgørende betydning for økosystemernes og menneskehedens beståen” og en higen efter dommedag og udskamning af Homo sapiens som den store synder.

Men økosystemerne er ikke ved at kollapse, og menneskeheden er ikke ved at gå under. Formentlig har over 99 % af alle arter på jorden hverken nogen særlig betydning for menneskers fysiske overlevelse eller for økosystemernes funktion. Naturen er robust og tilpasningsdygtig, og så længe der er fotosyntese og nedbrydning, vil der være liv og velfungerende økologiske kredsløb med det nuværende klima på Jorden. Enhver kan lave et overbevisende forsøg ved at lukke planter og dyr og fem liter vand inde i en ti liter vinballon og stille den i et lyst vindue. Så vil der opstå et stabilt økosystem.

Sommerfuglene er et godt eksempel. Vi elsker dem. Jeg elsker dem og vil ikke undvære dem. Jeg har brugt mit halve liv på at studere dem. Men ikke én eneste af Jordens omkring 20.000 kendte arter af dagsommerfugle betyder noget for menneskehedens fysiske overlevelse, og ikke én eneste af dem betyder noget videre for økosystemernes funktion.

Sommerfuglene er her, fordi de, ligesom vi, har været heldige og har udviklet sig og overlevet. De er vore medskabninger, og vi har et fælles ophav tilbage i tidernes morgen. Præcis det kan man også sige om f.eks. verdens 25.000 arter af orkideer og et hav af andre vidunderlige skabninger.

Sådan er det med størstedelen af insekterne. Kun nogle få hundrede af de over én million hidtil beskrevne arter gør direkte nytte. Langt flere gør skade. Og endnu flere (resten) gør hverken nytte eller skade.

Vi er snart 8 milliarder mennesker på Jorden. Det er langt ud over Jordens naturlige bæreevne. Vi ville slet ikke kunne være så mange, hvis vi fortsat var jægere og samlere. Så vi dyrker jorden og holder husdyr. Og for at brødføde os selv har vi fortrængt de vilde dyr og planter. Biomassen af store, vilde landpattedyr (altså tamdyr og mennesket fraregnet) er i dag globalt under 10 % af, hvad den var for 200 år siden. Og insekterne følger tendensen. Det er ikke spor overraskende. Insekter æder nemlig vore afgrøder, så vi sprøjter dem væk på markerne. Massivt. For at få mad nok til os selv og vores husdyr.

Manglen på insekter fører til færre insektædende dyr og til ændringer i økosystemerne. Men den fører hverken til økosystemkollaps eller problemer for menneskets overlevelse.

Problemet med tilbagegangen er ikke, at økosystemerne eller menneskeheden kollapser. Problemet er alene, at Jorden bliver uendelig kedelig og ensformig, hvis udviklingen fortsætter uden, at vi tager ansvar for arterne og kæmper for, at der bliver plads til dem også, og ikke bare os selv og de få arter, vi rent fysisk og økosystemfunktionelt har brug for.

Jorden er overbefolket, og vi bliver nødt leve bæredygtigt og på længere sigt bliver færre, hvis Jordens fest af forskelligartet liv skal fortsætte.

Ikke fordi, den er nødvendig for vores overlevelse, men fordi den er en fest.

Lad os kæmpe for at festen kan fortsætte og overlade havene, søerne, vandløbene og mindst halvdelen af landjordens areal af forskellige økosystemer til den vilde natur og dens overdådighed af arter. Det er vores ansvar, og det kan godt lad sig gøre.

Læs også Forsvarstale for skaberværket

Udgivet i bæredygtig udvikling, Biodiversitet, Jordens befolkningstal, Landbrug, natur, Naturbeskyttelse, sommerfugle | Tagget , , , , , , , , , | 1 kommentar

Pest over svinelandet

Vildsvinehegnet er uskønt, hjælper ikke mod svinepest og forhindrer ikke vildsvinets indvandring. (Foto: Michael Stoltze).

Dansk landbrug har specialiseret sig i svin. Næsten ikke andet end svin. Vi producerer godt 30 millioner af dem om året. De fleste marker bliver brugt til dyrkning af svinemad. Og i Sydamerika bliver der ryddet regnskov for at dyrke sojabønner til vores svin.

Danmark er et svineland. Det giver lidt indtægter. Ikke til svinebønderne, som begrædeligvis konstant er ved at gå konkurs, fordi de ikke er herrer over hverken bedriften eller flæskeprisen. Men til landet. Prisen er sårbarhed på grund af ensidig produktion (noget man ellers forbinder med u-lande), miljøproblemer og i et kedeligt image, som “landet med de mange svin”.

Det engang så stolte landbrugsland Danmark er havnet i denne ulykkelige situation på grund af dårlig rådgivning fra landbrugskonsulenter og banker. Det er synd for vores flittige landmænd. Og nu banker den afrikanske svinepest så på i det sårbare land.

I det lys kan jeg godt forstå frygten for pesten. I dag, den 28. januar 2019, begyndte Danmark at opføre et solidt grænsehegn. Men sårbarheden forsvinder ikke af, at vi bygger et vildsvinehegn ved grænsen. Eksperter har slået fast, at det ikke hjælper, dels fordi sygdommen spredes på mange andre måder end med vildsvin, dels fordi hegnet ikke hindrer vildsvinenes spredning, men kun bremser den. Dansk Folkeparti har da også fremhævet, at hegnet i virkeligheden skal skal standse mennesker.

Selvfølgelig skal man prøve at standse spredningen af svinepest i Europa og helst få sygdommen inddæmmet og udryddet. Men landbruget i Danmark bør gå ny veje og blive mere alsidigt og sjovt og dermed mindre sårbart.

Der skal også være plads til vild natur i vores land. Danmark har forpligtet sig til at udvikle landet bæredygtigt og afsætte mindst 17 % af sit landareal (inklusive ferske vande) til vild og varieret natur med hjemmehørende biodiversitet. Vi skal nå målet inden 2020 (!), men i dag er vi formentlig kun oppe på 4-5 %.

Det er helt galt, at Danmark til blandt andet udlandets undren nu opsætter et hegn langs landegrænsen mod Tyskland. Hegnet bremser den naturlige indvandring af store dyrearter fra syd. Og hegnet bliver opfattet som det, det nok i virkeligheden er: Symbolsk, fremmedfjendsk og nabofjendsk. Danmark og danskerne burer billedligt sig selv inde sammen med 13 millioner svin.

Det er idiotisk. Den pest, vi frygter, har allerede ramt svinelandet i form af en tåkrummende politik. En politik, som ikke lytter til dem, der kan noget og ved noget om, hvordan man former en god og tryg fremtid.

Tyskerne kalder os “Dumme Dänen” og griner af os sammen med resten af verden. Stop opførelsen af det skammelige monument over
svinelandets dårskab. Og find fornuften.

Udgivet i Biodiversitet, Danmark, Dansk natur, Landbrug, Landbrugspolitik, natur, Naturpolitik, Politik | Tagget , , , , , , , | 14 kommentarer

Natur for alle sanser

Foto: Michael Stoltze.

Biolog, ph.d. i sommerfugle og forfatter Michael Stoltze har gjort fortællingen til sit levebrød. Han er naturforkæmper og foredragsholder, fotograferer, skriver bøger, essays, kronikker, sange og musik og leverer historier om natur og kultur til blandt andre Naturstyrelsen og Kristeligt Dagblad. Her skriver han på opfordring fra Naturvejlederforeningen om baggrunden for det hele*

Lige siden den første dag, jeg kan huske noget fra, har mødet med den vilde natur været det, der har vakt min største glæde.

Jeg er født og opvokset på landet i sprækkedalen Kampeløkke Ådal på Nordbornholm. Dalen er fire kilometer lang og strækker sig fra Blåholtsgård nær Allinge til landskabet nordøst for Danmarks højest beliggende kirke, Ruts Kirke.

Mine forældre mødte hinanden på Kunstakademiet i København og besluttede som mange kunstnere dengang at flytte på landet for at gøre karriere. Naturen er det fundamentale grundstof for kunst og kultur, og derfor fandt de huset i dalen. De flyttede dertil i 1954 – året før jeg blev født.

Stedet blev rammen om deres liv de næste 57 år og rammen om de første 20 år af mit liv. Og deres valg af bosted var min bedste dåbsgave.

Det var eventyrlige omgivelser med vejrdrama for fuld musik. Mod vest rejste dalsiden sig stejlt, og der var skov, lyng, enebær, klipper og vældige vandreblokke spredt i landskabet ovenfor huset. Stenene, som istiden havde efterladt i de klipperige højdedrag dér, var så rigelige, gigantiske og særprægede, at de talte til fantasien, og vi gav de største navne som Elefantstenen, Kæmpestenen, Rutsjestenen og Tvillingestenene. Der var små, gamle stenbrud, og et sted med runde, isskurede klipper, hvorfra der var en vidunderlig udsigt mod øst, og den høje og smukke rundkirke Ols Kirke tonede frem på sin bakke i det fjerne mod sydøst. I dalbunden var Kampløkke Å fuld af mærkelige vanddyr. Bag havegærdet var der en livlig, brusende skovbæk, der tørrede ud om sommeren. Og en kilometer mod sydvest i skoven lå en stor, ren og idyllisk skovsø, Hestehaven, hvor vi lærte at ro og fiske. I den brede dalsænkning og på sletten øst for dalen var der marker og enge, og der var kun få kilometer til klippekysterne, Slotslyngen, Hammershus og Hammerknuden.

Om vinteren lå huset eksponeret for den kolde vind, da dalen åbnede sig som en stor tragt mod nordøst. Så vi havde mange, gevaldige snestorme, hvor sneen lagde sig i bjerge mellem asketræerne på dalens østskråninger, og huset druknede i driver. Men om sommeren var den store have i skovbrynet med sten, kilder og klipper et rent paradis, hvor morgensolen bagte, og der var læ for vestenvinden.

Her lærte jeg nærmest alt om naturen. Jeg gik på opdagelse næsten hver dag og havde uendelig glæde ved at finde dyr og planter af enhver slags. Og mine forældre, venner og lærere i skolen hjalp mig ustandseligt med at sætte navn på det, jeg fandt. Det var af stor betydning. Når de fik navn, blev medskabningerne sjælevenner for resten af livet.

Siden førte min nysgerrighed, som jeg delte med mine forældre, til, at jeg fik kontakt til Bornholms legendariske naturhistoriker, lektor Arne Larsen. Larsen var meget gammel, led af sklerose og gik med krykker gennem haven. Men han lyste af begejstring og venlighed. Og da han så en sjælden plante i haven, slap han krykkerne og faldt. Vi blev forskrækkede, men hans kone var rolig og sagde, at sådan gjorde han altid, når han ville se naturen nærmere an i jordhøjde. Det var et kontrolleret fald, og nu sad han glad i græsset og så tilfreds på min mors lille, fine ensian. Lidt efter hjalp hans kone ham op. Larsen skrev meget og godt. Blandt andet en næsten poetisk bog om Læsåen, som på Sydbornholm gennemløber en geologisk tidsserie af lag på over 1500 millioner år. Både fortidens trilobitter og nutidens rimter og bæklampretter myldrede lyslevende ud af bogens sider. Jeg sled den bog i laser og drømte om at finde forsteningen af den perfekte Paradoxides – den store trilobit, der prydede bogens forside.

Siden fik jeg andre lærermestre: Grete Juul-Nielsen i Rønne vidste en masse om botanik, vores læge Carsten Kromann var sommerfuglesamler og åbnede porten til natsværmernes univers, og siden blev cikadespecialisten, brevdueavleren og den begejstrede naturhistoriker Lars Trolle mit store idol.
I dag har mit liv som biolog, forsker og naturforkæmper ført mig frem til min nuværende rolle som fuldtids forfatter og formidler. Fortællingen er krumtappen i det hele. Fortællingen med alle midler er opgaven – hverken mere eller mindre, og fortællingernes kilde er uudtømmelig, fordi emnerne er så vide, og fordi måderne at fortælle på ingen ende har.

Jeg er overbevist om, at glæden ved naturen er medfødt. Når vi er nyfødte, er det mors varme og bryst, der er den livgivende glæde, og siden er det hele den nære verden, som vi ganske naturligt indtager med alle sanser. Man fristes til at omskrive Bibelens ord til: “…den, der ikke modtager naturen ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i den”.

Vi mærker verden med alle sanser, og det gør os glade – eller skræmmer os, så vi kan passe på. Det er sådan set uhyre banalt. Og nogen gange er det godt, at forskningen kan eftervise selv det mest basale i verden. For eksempel, at vi har det godt, når alle vores sanser bombarderes med behagelige påvirkninger. Sådan er det jo, og sådan har det altid været – også blandt små børn, for hvem det er ren fryd at trampe i vandpytter, træde is itu, vælte rundt i efterårets blade, plukke skovjordbær eller sende en mariehøne op imod himlen. Børneforskeren Kim Rasmussen fra RUC stak som led i et projekt en flok børnehavebørn i Roskilde kameraer i hånden og bad dem fotografere det, der gjorde dem mest glade. Og sandelig: Det var blomster, buske, træer og dyr – naturen og alt det grønne, de tog billeder af.

Naturglæde er den lykkefølelse, der rammer os, når vi indtager naturen med alle sanser og nærmest glemmer os selv. Ubevidst tror jeg, det er lykken ved at høre til på Jorden og høre sammen med alle vore medskabninger, vi intuitivt oplever. Naturglæden er i sin urform lige så berusende som forelskelsen. Den hører bestemt ikke kun til barndommen, det er bare i den tidlige barndom, den er usvækket, ukrukket og altid oprigtig. Og hvis man er heldig og gør sig umage, varer den ved og gør tilværelsen rig fra start til slut.

Vi er født med stærke sanser, og de er allerstærkest og former os, når vi er ganske små og verden er ny og forunderlig. Skovjordbærrene findes, mariehønen findes, bladene findes, alt muligt findes og gør os glade når vi ser, hører, føler, lugter og smager det, og kalder det ved navn.

Som fortæller oplever jeg gang på gang, at mennesker i alle aldre bliver grebet af de sanselige småting, hvad enten det er syn, lyde, lugt, smag eller noget føleligt, og især bliver lykkelige og bevæget over det, der bringer erindringer frem om den tidligste barndom. Vi bliver løftet af at genopleve de flygtige strejf af sanseindtryk, der har lejret sig et sted dybt inde i den første bevidsthed, vi bærer med os.

Der ligger i tiden et konstant budskab om, at viden og videnskab bærer og udvikler. Det er godt. Men det er den umiddelbare glæde, forundringen og fantasien, der gør verden uendelig stor og fortryllende. Den fantasi, der altid blomstrer i et barnesind, og som man kan vælge at lade blomstre og gro videre hele livet.

Det er sanserne, der tænder det hele. De er medfødte, og vi har fået dem for at bruge dem.

Bragt første gang i Naturvejlederforeningens blad Naturvejleder 2018 nr. 4.

Udgivet i børn, Biodiversitet, Dansk natur, natur, naturformidling | Tagget , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Kejserkåben

    Kejserkåbehan på kærtidsel. (Foto: Michael Stoltze).

 

Kejserkåben er en guddommelig skønhed i skoven.

Det er den største af de 11 arter af perlemorsommerfugle, der er fundet Danmark.

Med et vingefang på 7 centimeter er der i hele Europa kun én, der overgår den lidt i størrelse: Den kraftige kardinal (Pandoriana pandora), som er almindelig i  landene omkring Middelhavet.

Kejsekåbehun i agertidsel i haven på Koldekilde i Almindingen på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåben er fuld af overraskelser. Den har en af sommerfugleverdenens smukkeste parringsdanse, og hunnen optræder i en eventyrlig, grønskinnende variant. Flyvvetiden er højsommeren, når det er varmest – som regel fra først i juli til først i august. Efter en markant tilbagegang i det 20. århundrede glæder den os for tiden ved at brede sig og blive mere talrig igen i store dele af Danmark. Her kan man se de flotte, orange sommerfugle i skove, hvor de især flokkes om brombærblomster og kærtidsler. Her er en fin kejserkåbehan, der søger nektar på brombærblomster i “Sommerfugledalen” lidt sydøst for Hammerfyret på Bornholm. Dér plejer at være rigtig mange kejserkåber, hvide admiraler, blåhaler og andre fine sommerfugle i juli.

Kejserkåbens parringsdans finder sted i skovlysninger på stille, varme og solrige dage. Den er fortryllende. Den friske, ubefrugtede hun starter ballet ved at krydse ind over lysningen i lavt tempo i lige flugt i mellem en og to meters højde. Her bliver hun hurtigt opdaget af en han, som flyver hen til hende og efter hende, mens hun fortsætter med at flyve frem og tilbage i lysningen som en billardkugle, der bliver ved med at returnere fra banderne. Kort efter flyver han ned under hende bagfra og derefter stejlt op foran hende, hvorefter han staller i luften og sitrer voldsomt med vingerne i det øjeblik, hun passerer forbi under ham. Derefter daler han ned bag hende, flyver frem under hende, stiger stejlt op, staller, sitrer, daler ned, flyver frem, stiger stejlt op, staller osv. igen og igen. Denne luftballet, hvor han cykler rundt om hende, mens hun flyver lige ud frem og tilbage gennem lysningen, kan stå på i mange minutter og undertiden helt op til en time i træk. Det er almindeligt at se, og i gode skove med mange kejsekåber og mange lysninger, kan hver eneste lysning være besat af de kejserlige balletdansere på de rigtige dage.

Under dansen afgiver hannen et afrodisiakum (elskovsmiddel), som er afgørende for hans ægteskabelige succes. Stoffet findes i de sorte, penselformede skæl, duftskæl, som man ser som hårede striber på hans forvinger. De sidder ret løst, og når han sitrer med vingerne over hunnen i parringsflugten, daler de duftende skæl ned på hende. Det påvirker hende til sidst, så hun flyver op i løvhanget på et træ og lader sig besvangre af sin bejler. Parringen kan tage flere timer, og undertiden søger det sammenkoblede par til blomster under akten. Det er hannen, der bærer hunnen i flugten; men det er hårdt, og han flyver kun korte strækninger med hende.

Kejserkåber i parringsdans over vej. (Foto: Michael Stoltze).

 

Efter parringen lægger hunnen æg på steder med mange vilde violer. Æggene lægges ikke direkte på planterne, men mest på træstammer og grene. Hvis man står stille i skoven et sted med æglæggende kejserkåber, tager de ofte fejl og lægger æg på menneskers tøj – bukseben eller frakker. Her er der en kejserkåbe, der lægger på min sweater.

Kejserkåben og dens liv var inspiration til “Som en sommerfugl”, som jeg skrev Kyndelmisse 2019:

SOM EN SOMMERFUGL

En ganske spinkel spire i et æg,
en simpel lille larve spærret inde,
brød ud igennem æggeskallens væg
en sommerdag i sol og varme vinde.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Nu ser jeg larven på den lune jord
hvor blomster vælder frem i solens stråler,
et barn af universets perlemor,
violer er det eneste, den tåler.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Jeg tror, den drømmer om en silkedragt
betalt af bløde blade fra violen,
og om at være med til sidste akt
klædt ud som brud i sommerfuglekjolen.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Som mæt og voksen skifter larven sind,
bereder sig til næste store handling.
Den klæder sig i puppens stive skind.
Jeg tænker mig, den håber på forvandling.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Befriet fra den trange puppehud
er tiden til at blæse på fornuften.
Jeg ser de fire vinger flyve ud
til krig og kamp og kærlighed i luften.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Copyright: Michael Stoltze, 2019

Hør og se sangen opført af Ad Hoc Koret  her. Her er noderne:

Noder til “Som en sommerfugl”.

Skråning med bar jord og mange vilde violer. Fint levested for kejserkåbelarver. (Foto: Michael Stoltze).

Ægget, der er gult og omkring én mm i diameter, klækker efter et par uger. Larven æder sin æggeskal, men intet andet, før den spinder et lille silkelagen, som den sætter sig til overvintring på. Om foråret kravler den spæde larve, der blot er to mm lang, ned til skovbunden, hvor den finder og æder violplanter med glubende appetit. Larven er brungylden og tornet og bliver cirka fem centimeter lang. Den er meget svær at finde. Den er udvokset i juni, hvorefter den forpupper sig i vegetationen og bliver til en strålende ny kejsekåbe efter to-tre uger som puppe.

Hunnen mangler striber på forvingerne og er ikke så stærkt orange som hannen – mere okkerorange med store, sorte pletter.  Men derudover findes en fåtallig og meget påfaldende farvevariant af hunnen: Den mørke, grønne kejserkåbe. Den ser gråsort ud i flugten, men når den sætter sig, kan man se hvor speciel og smuk, den er: Sortgrå med lys strågul bundfarve og et vidunderligt, mørkegrønt metalskær.  I de fleste bestande tilhører omkring 10 % af kejserkåbehunnerne denne grønne form.

Kejserkåber. Hun øverst og han nederst. (Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåber i parring. De er glade for at sidde på hånden, hvor de drikker salt sved med deres snabler.(Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåbeæg på sweater. De er omkring én mm i diameter. (Foto: Michael Stoltze).

Grøn kejserkåbe fra “Sommerfugledalen” på Hammerknuden. (Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåber elsker lindeblomster. (Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåbe. Forfra på brombærblomst. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Påfugleøjen findes

Kort efter nytår for 10 år siden døde digteren Inger Christensen.

For digtningen var hun næsten, hvad Bach var for tonekunsten. Hvor Bach virtuost byggede sine katedraler af klange ud fra matematikken i musikken, mestrede Inger Christensen at bygge paladser af poesi op af ordenes natur og naturens ord. Det gjorde hun nærmest mirakuløst, da hun barslede med “Sommerfugledalen” i 1991. Det monumentale digt blev det nærmeste, hun kom et folkeligt gennembrud.

Sommerfugledalen handler om hele eksistensen, som hun berører og behandler og løfter op med sommerfuglenes liv, natur og navne som grundstof. Jeg fik digtet med blødt, violet omsalg fra Brøndums Forlag som gave af mine forældre, dengang min bog om danske dagsommerfugle udkom. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg siden har læst det. Men jeg ved, jeg kommer til at læse det igen og igen så længe, jeg kan. Det folder sig ud og knytter alting sammen. Hver gang på en nye måde.

Kort efter Inger Christensens død fik jeg en sælsom hilsen fra hende. Det blev iskoldt vintervejr, og vi besøgte nogle venner på landet på Sydsjælland. Det var en smuk, vindstille dag med sne og solskin og hård frost. Vi gik over en stubmark. Jorden var stenhård af frosten under det tynde lag sne, og efter et par hundrede meter kom vi hen til en stor, lukket jættestue. Vi var forberedte og havde en lygte med, og vi var næppe kommet indenfor, før vi hørte en hvislende, hvæsende lyd flere steder oppe fra de store sten i loftet.

Det var påfugleøjer. De sad der i snesevis og ventede på foråret, og de havde ikke regnet med at få besøg midt i det hele. Men nu kom vi trampende, og de reagerede på vores bevægelser, ånde og lyset. Selv om de var kolde, tog de ligesom tilløb og slog pludselig vingerne helt ud og åbenbarede deres store, farvestrålende øjenpletter i et splitsekund. Og hver gang, de gjorde det, udsendte de den hviskende, hvæsende lyd.

Biologer har undersøgt adfærden og fundet ud af, at insektædere som flagermus og spidsmus, for hvem en fed påfugleøje kunne være et solidt vintermåltid, bliver skæmt af lyden. Den fremkommer ved, at sommerfuglen gnider vingerne mod hinanden, så en masse stive hår på bagvingerne anslår forvingernes membraner, der virker som højtalere. Hvislelyden virker også på mennesker. Jeg hørte den engang, da jeg stak hånden ind i en hult træ. Instinktivt trak jeg armen til mig.

Mens de fleste sommerfugle kun lever et par uger som voksne, hører påfugleøjen med til en lille eksklusiv gruppe, der kan leve i næsten et helt år. I vinterhalvåret går den i dvale i huler, uopvarmede rum, hule træer eller brændestabler.

Om foråret lægger den æg på brændenælder – den vigtigste plante for dagsommerfugle i Danmark. Admiral, nældens takvinge, nældesommerfugl og det hvide C er også brændenældespisere som larver. Så hvis man holder af sommerfugle (hvem gør ikke det?), er det godt at have brændenælder i haven på steder, de ikke generer.

Linné gav den det latinske navn Papilio io. Slægtsnavnet Papilio angiver blot, at der er tale om en sommerfugl, mens io hentyder til Io, der var den jordiske datter af kong Inachus af Argos i Grækenland. Prinsessen var en af Zeus’ elskerinder. Men da Zeus kone Hera opdagede det, forvandlede hun Io til en kvie, som blev bevogtet af det mangeøjede uhyre, Argus, som skulle holde Zeus væk. Først da Zeus med hjælp fra Hermes fik dræbt Argus, blev Io befriet. Siden blev hun forvandlet til menneske igen og fødte både en søn og en datter med Zeus.

Det er myter og fortællinger, og ingen ved, om Io virkelig fandtes engang i Argos.

Men påfugleøjen findes. Den sidder stille vinterens hule. Og den hvisker og ser dig an fra sommerfuglevingen, hvis du vover dig for nær.

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 10. januar 2019 under overskriften “Påfugleøjen sidder stille i vinterens hule”

Påfugleøje i vinterdvale. (Foto: Michael Stoltze).

 

Påfugleøjen blev forstyrret i en brændestak, slog vingerne ud og førte forvingerne fremad over de stivhårede bagvinger, så der fremkom et lille hvæs. (Foto: Michael Stoltze).

 

Øjet på forvingen. Sommerfuglenes mønstre er dannet af små skæl, der ligner mosaikker. Skællene er i virkeligheden omdannede hår. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

Udgivet i Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Gør Lindholm til naturreservat i 2020

DTU’s forskningscenter på Lindholm lukker og bliver gjort helt smittefri i 2019.

Derefter skal øen ifølge Finansloven for 2019 indrettes til udrejsecenter for ca. 100 udviste tidligere kriminelle m.m. Det koster ca. 3/4 milliard kr. over fire år. Beslutningen bliver kraftigt kritiseret på grund af prisen og den utilslørede symbolpolitik, der ligger i at anbringe de uønskede personer på den svært tilgængelige krematorieø, hvor der har været forsket i farlige og smitsomme husdyrsygdomme.

Så her er et alternativt forslag: Spar halvdelen af pengene og brug resten til dels at løse det jyske udrejsecenters plads- og sikkerhedsproblemer og dels at gøre Lindholm til natureservat. Lad naturen råde, og lad dyr og planter rykke ind. Indret eventuelt et fugletårn i nærheden af øen, som sejlende kan besøge for at se nærmere på Lindholms forandring og den vilde naturs indtog. Denne grønne løsning vil kunne blive et hit. Og øen vil blive et symbol på frihed. Fra dårlig til god symbolik.

 

Udgivet i Dansk natur, natur, Naturpolitik | Tagget , , | 3 kommentarer

Hvorfor er ingen partier grønne?

Udsendelser og nyheder i alle medier strømmer over med råd om bæredygtig livsstil, genbrug, cirkulær økonomi, vegetarisme, klimavenlighed og grøn omstilling. Hver dag. Det er voldsomt. Og mange vil gerne gøre noget for at løse de to meget store nye problemer, som vi og resten af verden står overfor i forureningskrisens kølvand: Klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Mens den klassiske forureningskrise (spildevand og røg og ukritisk brug af farlige kemikalier i industrien) fra sidste halvdel af det 20. århundrede stort set er afværget ved en massiv, international indsats, er vi kun lige begyndt at håndtere de to nye kriser.

Mange er rådvilde, bange eller pessimister. Ligesom dengang i 1960’erne, hvor rovfuglene døde, Carson chokerede verden med “Silent Spring”, døde fisk vendte de hvide buge i vejret i åerne, og syreregnen begyndte.

Min generation voksede op i en tid, hvor forureningens kulsorte, truende skyer tårnede sig uhyggeligt op i horisonten. Det var faretruende. Men lig på bordet førte til handling. Landene oprettede miljøministerier. Spildevand og røg blev renset. Der blev indført smart miljøteknologi. Farlige stoffer blev forbudt. Der kom lovgivning og regler. Der blev indgået internationale og globale miljøaftaler. Den norske statsminister Gro Harlem Brundtland førte bæredygtighedsprincipperne i mål i FN i 1987. Og en enig verden besluttede efter topmødet i Rio i 1992, at al udvikling skal bygge på principperne om bæredygtighedens tre ben – hensynet til miljø, økonomi og sociale forhold. Vores velfærd, tryghed og frihed nu og i fremtiden er betinget af en god balance mellem principperne.

Der er konstant nogen, der misbruger bæredygtighedsprincipperne. De forstår dem dårligt eller misbruger dem bevidst og skaber uro og ubalance ved at lægge hovedvægt eller al vægt på enten økonomi, miljø eller det sociale.

De angreb skal man nedkæmpe. Bæredygtighedsprincipperne er det nødvendige grundlag for, at vi kan gå en nogenlunde tryg fremtid i møde. De er også forudsætning for, at vi kan håndtere de to nye, globale kriser.

Vi ved faktisk, hvad vi skal gøre for at løse kriserne, og vi har redskaberne. Men omstillingerne er dyre og langsommelige, og der er mange faldgruber. Vi træffer let uheldige valg på baggrund af populisme og myter i stedet for konkret viden.

Der er for eksempel ikke belæg for, at køb af økologiske fødevarer er bedre for klima og natur end køb af ikke økologiske fødevarer. Genbrug af plast er et andet eksempel. Det er symbolpolitik, der er ret ligegyldig i det store regnskab. Det er klart vigtig at få stoppet spredning af svært nedbrydelig plast i naturen. Men det er kun omkring én procent af olien, der bruges til plast, og moderne plast kan uden forureningsproblemer brændes, så den giver god energi i kraftvarmeværker. Det giver naturligvis et lille bidrag til den samlede udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Selv hvis al plast blev brændt, ville udledningen af CO2 fra plast dog være under én procent af CO2-udledningen fra fossile brændstoffer, og den forsvinder, når bioplast tager over. Bioplast er lavet af biomasse og kan fremstilles CO2-neutralt. Teknologien er udviklet.

Det vigtigste er, at vi satser på produktion, genbrug og affaldshåndtering efter bæredygtige principper. Og her er der masser af ny viden og teknologi, som kan løse kriserne.

Effektiv fødevareproduktion på de dyrkede arealer, CO2 neutral cementfremstilling, en halvering af det globale antal af flyrejser, en halvering af det globale kødforbrug, en forøgelse af den globale vedmasse med et par promille årligt og fortsat omstilling til vedvarende energikilder er nogle af de centrale handlinger, der kan løse både klimakrisen og biodiversitetskrisen. Hvis vi effektiviserer jordbruget og samlet indtager halvdelen af den mængde kød, vi globalt indtager i dag, vil Jorden kunne brødføde 10-11 milliarder menneske på et dyrket areal, der er mindst 30 % mindre end det, der dyrkes i dag. Det giver mere plads til skov og vild natur – den plads, der er nødvendig for, at biodiversiteten – alle vore levende medskabninger på Jorden – kan klare sig. Og mere skov og vild natur binder CO2.

Der er nok at tage fat på, og vi ved, at det kan lade sig gøre. Vores fremtid kan blive tryg og god og rig og fri, hvis vi træffer de rigtige valg. Det er grundlæggende, hvad al politik handler om.

Indtil videre er der bare ikke sket noget afgørende for at løse de to kriser. Den globale udledning af CO2 fra fossile brændstoffer forventes i 2018 at stige med 2,7 % i forhold til i 2017 til det højeste niveau nogensinde. Og Jordens areal med vild natur og plads til biodiversiteten rasler stadig ned. Navnlig i troperne, hvor de mest artsrige økosystemer findes.

Det ser kort sagt sort ud. Er der slet ikke håb?

Jo. Vi har løsningerne, og nu begynder de unge generationer – dem, der for alvor risikerer at få kriserne ind på livet, hvis der ikke handles – at træde i karaktér. I USA trodser de unge Trump og de gamle, der ikke har forstået et klap af de kriser, der truer vores velfærd. De har sat skub i bevægelsen “Green New Deal”. Bevægelsen er for alvor ved at få tag i de unge. Den er en spire med potentiale til at blive et stort og livskraftigt træ.

Efter Anders Fogh Rasmussens angreb på miljøpolitikken i almindelighed og på Svend Auken i særdeleshed i 2001, skiftede han kulør og begyndte til manges overraskelse at tale om “grøn revolution” efter besøget hos Georg Bush i 2006. Men det var mest snak. Revolution er et dårligt ord, når det er nye grønne aftaler og en lang, stabil og tryghedsskabende grøn politik, der skal til.

Senest 18. juni 2019, skal der være folketingsvalg i Danmark

Som sagerne står nu, har ingen partier en overordnet grøn profil. Ingen! Jeg savner et parti med en langsigtet, bæredygtig og sammenhængende vision for Danmark. Et parti, der tager ansvar og for alvor forsøger at løse de to miljøkriser.

Hvorfor er ingen partier grønne? Hvorfor griber for eksempel Socialdemokraterne eller Det Konservative Folkeparti ikke den dagsorden? Eller Venstre for den sags skyld?

Jeg forstår det ikke.

Udgivet i bæredygtig udvikling, Biodiversitet, Klimapolitik, Miljøpolitik, Naturpolitik, Politik | Tagget , , , , , , , , | 9 kommentarer