Sommerfugle hitter i haver og hegn

Der er startet en sand folkebevægelse for flere sommerfugle i Danmark.

Tendensen har været der i nogle år, men i løbet af 2020 er interessen
for sommerfugle nærmest eksploderet. Grønne organisationer kappes om
at gøre noget for dagsommerfuglene, som er blandt de mest følsomme og
truede insekter. Bestandene er svundet ind gennem årtiet, og en stor
del af Danmarks arter er enten uddøde eller blevet sjældne. Så der er
brug for handling.

Nu har Haveselskabet og de danske kommuner også kastet sig ind i
kampen for at skabe gode leversteder for dagsommerfugle, og Hjørring
Kommune har ligefrem lanceret begrebet “Naturkommunen”. Det blev
landskendt i DR’s TV-serie  “Giv os naturen tilbage” med Frank
Eriksen – bedre kendt som “Bonderøven”.

Sommerfugle, natur og biodiversitet er rykket højere op på dagsordenen
i erhvervsliv, kommuner og på Christiansborg. Og over hele landet er
private haveejere, foreninger og lokalsamfund i gang med at gøre haver
og fællesarealer mere sommerfuglevenlige, og det virker og giver store
glæder. Det er overraskende let, blot man overholde fem
grundprincipper:

1. Drop gift og gødning

2. Brug masser af de bedste nektarplaner og hjemmehørende danske
værtsplanter (læs mere her:
https://dansknatur.wordpress.com/2018/06/03/saadan-faar-du-flere-sommerfugle-i-haven/)

3. Skab variation i terræn og fugtighedsforhold

4. Brug gerne sten i haver og på høje og skråninger

5. Fjern ikke organisk materiale fra haven, men brug det til
kvashegn, høstakke eller kompost. Så får man skjulesteder til
dyrelivet og næring til køkkenhaven.

Dagsommerfugle kaldes ofte “poesi på vinger”, fordi de er så smukke og specialiserede skabninger, og så holder de ligesom mennesker af
sol, varme, læ og blomster. Derfor åbner de bedre end så meget andet
døren til naturen, som man kan læse i dette interview:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/sommerfugle-er-naturens-doermaend

Vil man lære mere, kan jeg anbefale, at man melder sig ind i Facebookgruppen   https://m.facebook.com/groups/sommerfuglehaver/
og henvise til bogen “Sommerfuglehave” af Mona Klippenberg, Michael
Stoltze og Susan Trolle, Gyldendal, 2020.

SOMMERFUGLEHAVE
– Hvordan vores haver kan blive gode levesteder for farverige sommerfugle
Er den første bog på dansk om sommerfuglehaver og hvordan man indretter dem. Masser af baggrundsviden, råd og eksempler og mange illustrationer og nyttige oversigter.
Der er for tiden en sand folkebevægelse for mere natur til sommerfugle i Danmark.

 

Den almindelige blåfugl er blevet ikon for den igangværende folkebevægelse for flere sommerfugle.

 

 

På talefod med løvfrøen

Danmarks mindste frø er lysende grøn og klatrer behændigt omkring i træer og buske. Den er trods størrelsen udstyret med den kraftigste stemme, og i september kan man tale med den på solrige dage

Da jeg var ung, genlød de stille, lune majnætter af korsang.

Det var løvfrøerne, der var forsamlet for at parre sig og lægge æg i de lavvandede damme og småsøer. Lyden kom især fra et vandhul ved gården Munkegård, som lå halvanden kilometer væk. Vores forældre tog os sidst i 1960’erne med derhen kort efter solnedgang, men da vi nærmede os stedet og satte os på nogle sten ved bredden, tav frøerne. Vi kunne dog ane noget bevæge sig i tusmørket ude mellem vandfladens mylder af hvide vandranunkler. Det var løvfrøerne, og vi blev bedt om at sidde musestille.

Efter to minutter lød det første kvæk. Det var åbenbart dirigenten, der gav signal, for i løbet af kort tid trådte flere og flere af sangerne til, så lyden til sidst smeltede sammen til et næsten øredøvende kor af kvækkende frøer.

I løbet af 1970’erne forsvandt lyden af løvfrøer. De små padder var ikke beskyttet, og deres levestedet blev ét for ét forurenet eller fyldt op. Andre frøer var heller ikke fredet, og også de blev sjældnere. Folk på landet bemærkede det og gjorde oprør, for de ville have frøerne tilbage. På initiativ af især organisationen Natur og Ungdom malede den populære tegner og TV-vært Claus Bering en ikonisk plakat med en frø og en talebobbel, hvori der stod: “Mit vandhold er væk – jeg forstår ikke et kvæk!”

Det var klokkeklar tale, og det blev faktisk startskud på en voksende omsorg for naturens mangfoldighed. Der er blevet gjort en masse siden sidst i 1980’erne, hvor løvfrøen på 40 år var forsvundet fra ikke mindre end 97 ud af 100 levesteder og altså tæt på at uddø i Danmark. Missionen lykkedes, og ved oprensning og genetablering af vandhuller blev tilbagegangen vendt til en markant fremgang, så nu kvækker løvfrøerne igen højt og lystigt i dele af det sydlige og østlige Danmark. Den fine frø er navnlig talrig i det sydøstlige Jylland, på Sydsjælland og Bornholm.

Løvfrøen hører til løvfrøfamilien, som sammen med den nærtstående familie afrikanske løvfrøer er karakteristiske ved at have spraglede farver og små sugekopper på tåspidserne. Derfor kan de suge sig fast og både klatre i træer og buske og på helt glatter overflader. Den danske løvfrø, Hyla arborea, har sit latinske navn netop efter denne evne. Arborea betyder “trælevende”.

De små, voksne frøer holder kun til i dammene i yngletiden fra sidst april til først i juni, hvor hannerne kvækker efter solrige dage, når vandet er lunet godt op. De kvækker både for at lokke hunner og andre hanner til vandet.

Nær min kæreste Monas have, Balkalund på landet syd for Nexø på Bornholm, har naboen anlagt en lille sø, hvor løvfrøerne er rykket ind og gav den helt store koncert i maj i år sammen med havens nattergal. I de seneste uger har vi hørt dem kvække spagfærdigt, men ret højt, fra havens buske på solrige eftermiddage. De ynder især at sidde i hindbær- og brombærbuske, hvor de er nærmest umulige at opdage. Men man kan bruge et lille trick: Lyden er let at efterligne, så hvis man gnægger nasalt ligesom en and – “æ, æ, æ…” – vil frøen ofte svare, så man kan lokalisere den og måske afsløre dens hvileplads.

Det lykkedes trods mange og lange samtaler med de små frøer ikke for os at opdage én eneste i havens grønne buske. Men så kom tordenvejret til hjælp efter en steghed august uden en dråbe regn. Døren til haven stod åben ud til det frodige, lune skybrud, og pludselig råbte Mona begejstret: “Se!” Og sandelig: Det var løvfrøen, som var søgt ind i havestuen og klatrede omkring på rudens inderside i al sig strålende, grønne pragt.

Da jeg ville fange den for at sætte den ud, sprang den over i en orkidé, hvor den klatrede behændigt rundt til ære for os, hvorefter jeg fik den over i min hule hånd og satte den ud i tropenattens regn.

Regnen kom med liv, og den lille, lysegrønne frø kom med lykke den aften.

(Bragt første gang Kristeligt Dagblad 10. september 2020.)

—

Lyt til løvfrøen  her – jeg gnækker, og løvfrøerne svarer og kvækker!

Løvfrøen på ruden i havestuen. (Foto: Michael Stoltze).

Løvfrøen i orkideer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Løvfrøen på vej til friheden. (Foto: Michael Stoltze).

 

Løvfrøen tilbage i det fri. (Foto: Michael Stoltze).

 

Naturglæden blomstrer i coronakrisens kølvand

Børn, unge og gamle. Danskerne søger som sjældent før ud i forårets friske luft under den epidemi, der har ramt os. Vandreture i naturen hitter. De er gratis og giver velvære, glæde og ro til tanker og samtaler.

Danmark, verden og den måde, vi opfører os på, er blevet forandret. Den nye coronavirus har spredt sig. Pludselig skal vi holde os hjemme fra arbejdspladsen og skolen, vi må ikke gå i biografen, teatret, til koncerter eller fodboldkampe, ikke bruge cafeer og restauranter og i det hele taget ikke forsamles eller komme tæt på hinanden på grund af risiko for smitte. Vi isolerer os og er kun fysisk sammen med vore allernærmeste.

Alle er påvirkede af begivenhederne og tvunget til at ændre adfærd i et omfang, de færreste nok havde forestillet sig, inden sygdommen kom til landet. Ingen rejser, ingen arrangementer med mere end 10 deltagere og helst ingen gæster og besøg ud over det absolut nødvendige.

Hvad gør man så? Man tager ud i naturen! Der er heldigvis ikke udgangsforbud, og naturen er der og byder sig til i hele landet – oven i købet iklædt sin forårsdragt tidligere end nogensinde på grund af den vinter, der slet ikke har været her i år. Mirabellerne har blomstret snehvidt i en måned, og den blå anemone rimede undtagelsesvist ikke på marts og kvarts, men viste sit første stænk af himlens tone allerede først i februar.

Små parkeringspladser ude på landet ved skove, søer, åer, strande og fortidsminder er pludselig fulde af biler, og stierne er befolket af mennesker på tur alene eller i små grupper, som vandrer i hensynsfuld afstand fra hinanden. Man går, tænker og taler, og man ser og indtager naturen og foråret med alle sanser. Vi mødes ude i landskaberne under vårens mirakel og opdager, at vi sagtens kan hilse og tale med fremmede på afstand, og at det gør godt, fordi vi er fælles om krisen og fælles om naturen.

Gåturen uden mål og med er en lise for krop og sjæl. I 1847 skrev Søren Kierkegaard disse kendte ord i et brev til sin svagelige svigerinde, Henriette Kierkegaard: “Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den.”

Børn, unge, voksne, ældre og gamle – alle bruger naturen nu, hvor sportshaller, træningscentre og alle andre steder, hvor mange mennesker mødes, er lukket. Nu er den rummelige natur den store og sikre mødeplads, og stierne bliver trådt flade som aldrig set før.

Der er så meget at mærke, se og sanse, der er så meget at lære, og i år er der ingen, som forsømmer foråret. Anemonetæppet er allerede rullet ud, lærkerne hænger jublende på himlen over markerne, stæren pifter og sprutter af energi i morgensolen, og droslen gentager sine storslåede strofer fra skovens højeste træer.

Viber, lærker, stære og de store, trompeterende traner har for længst indtaget landet, og nu følger andre arter af trækfugle efter i en lind strøm. Den hvide vipstjært er lige på trapperne og piler snart omkring og vinker med sin hale på gårdspladser og veje. Først i april kommer gransangeren med sin karakteristiske tjif-tjaf-sang. Den er én af de første sangfugle, der flyver til os fra Sydeuropa og Nordafrika. Siden følger berømte sangere efter, blandt andet løvsangere og nattergale, som har tilbragt vinterhalvåret blandt giraffer og akacietræer nær Ækvator på savannen i Afrika. Intet i trækfuglenes verden slår dog havternen, som ankommer til Danmark midt i april. Den elegante, langhalede fugl med de slanke vinger og skingre skrig yngler ved de fleste stenede kyster og er Danmarks almindeligste terne. Men om efteråret stikker den af mod syd og slår hvert år fuglenes rekord i træk ved at flyve til Antarktis, hvor den tilbringer vinteren. Når man først har lært den at kende, er den som en kær hilsen fra den store verden. Den bringer så stor lykke, at jeg måtte sætte den på vers:

Havternen

Jeg kløver luften med mit bryst
langs Danmarks forårslune kyst
ved hav og fjord og stene.
I rejselyst en stille dag
med lutter raske vingeslag
henover strandens scene.

Jeg finder vej fra pol til pol
fra Jordens bund til Nordens sol
og Danmarks lyse sale.
Jeg flyver ganske tæt forbi
med sænket næb og skingre skrig
og hvid parabelhale.

Jeg jager på den blanke fjord
som sendt fra selve Moder Jord
på englehvide vinger.
Jeg tror, jeg står din skæbne bi
og gør dig frank og fuglefri
som lykkeoverbringer.

I insekternes verden er mødet med de første dagsommerfugle i foråret blandt de mest glædelige begivenheder i naturen. Den lysende gule citronsommerfugl vækker altid begejstring, når man ser den, og oplevelsen bliver endnu større, når man ved, at den har siddet bomstille i skjul i tæt løv hele vinteren i det fri og tålt streng frost. Siden, når mælkebøtterne blomstrer for alvor, kryber de orangevingede hanner af aurora frem af pupperne. Pludselig flakser de omkring alle vegne i jagt på de hvide hunner, som klækker nogle dage senere. De sarte sjæle er ren poesi.

Sådan er det med den vilde natur: Jo mere vi ved, ser og sanser, des mere rører den os. Det gælder også alt det, man kan samle og spise eller smage på i naturen. Flere og flere har genopdaget lykken ved at samle spiselige urter, hvoraf mange heldigvis er så almindelige, at der er nok til alle.
Naturen er kulturens fundament og bringer glæde. God tur!

---

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 26. marts 2020.

 

Forårshøst af spiselige urter i april: Rabarber, blege mælkebøtter, humleskud, nælder, skvalderkål og skovløg. (Foto: Michael Stoltze).8

Vandrere i Nationalpark Mols Bjerge i Jylland. Folk i alle aldre søger ud i naturen under krisen. (Foto: Michael Stoltze)

 

 

 

De oprette kobjælder er et flot skue, når de blomstrer i april. De er ved at vende tilbage i Nationalpark Mols Bjerge og bliver måske snart lige så talrige som her i Brösarp bakker i Skåne. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Anemonetæppet har rullet sig ud, og der er hvide anemoner nok til alle. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

Havterner over Holsteinborg Nor ved Skælskør. (Foto: Michael Stoltze).

 

Citronsommerfuglen er en forårsbebuder, man altid bliver glad for at møde. Her luner den sig i skovbunden. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

Vi er ved at genopdage Jorden

Jorden set fra rummet. Foto: NASA.

Det går mod lysere tider.

Ikke kun bogstaveligt her på vore breddegrader, hvor det lige så langsomt lysner dag for dag, når Solen hæver sig fra sit skjul, men tilsyneladende også for både verdens og Danmarks natur.

Der er adskillige positive tegn. 20’erne kan blive naturens årti.

For det første: Biodiversitet og biodiversitetskrise er blevet talt op folkeligt og politisk, så nu ved næsten alle, hvad det betyder og at det handler om at tage vare på verdens levende mangfoldighed, som vi selv er en del af og deler udviklingshistorie og DNA med. Det er vore medskabninger, der er i krise.

For det andet: Det blive mere og mere klart, at klimakrisen med den truende globale opvarmning og biodiversitetskrisen med den truende forarmelse af Jordens liv skal løses sammen: Mere vild natur med plads til livets mangfoldighed trækker CO2 ud af atmosfæren og er med til at modvirke klimakrisen, mens verden er i færd med den svære og langsommelige proces med at gøre sig fri af de problematiske fossile energikilder.

For det tredje: 50 år efter første månelanding og årtiers fantasterier om ekstraterrestriske civilisationer retter flere og flere blikket mod vores blå planet og dens enestående rige liv. Det skal vi værdsætte og værne om. For selvom videnskaben nu har fastslået eksistensen af jordlignende planeter med sandsynlighed for liv andre steder i vores galakse, ligger de så langt væk, at den eneste glæde, vi vil få af engang at afsløre liv derude, er bevidstheden om, at det med sikkerhed er der. I kølvandet på blandt andet den erkendelse er der for tiden en international nyorientering mod vores hjemstavnsplanet: Vi er ved at genopdage Jordens liv.

På hjemmefronten ser 2020 også ud til at blive et banebrydende år for naturen.

Op til valget i juni 2019 lovede Socialdemokratiet, at de blandt andet ville arbejde for, at arealet med urørt skov i Danmark kommer op på 75.000 ha (ca. seks gange mere end det nuværende areal), og at der bliver etableret 15 nye vilde naturparker.*

I det såkaldte “forståelsespapir” (aftalen ”Retfærdig retning for Danmark” mellem indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i juni 2019), der afløste det traditionelle regeringsgrundlag, står (citat):

“Skabe større biodiversitet og mere skov.
Der er brug for mere urørt skov og flere sammenhængende naturområder, hvor naturen får plads til at udbrede sig på mere naturlige præmisser end i dag. En biodiversitetspakke skal give biodiversiteten bedre vilkår i Danmark. Planen skal indeholde klare målsætninger for, hvor meget af Danmarks areal, der skal disponeres til natur som naturzoner (inkl. urørt skov og naturnationalparker), samt konkrete initiativer, der skal sikre, at målsætningerne nås.”

Og i regeringens lovprogram står (citat):

“Ændring af lov om naturbeskyttelse (Styrket beskyttelse af naturområder) (Feb II)
Lovforslaget har til formål at styrke beskyttelsen af naturområder og levesteder for vilde dyr og planter til gavn for den biologiske mangfoldighed i Danmark, f.eks. ved at indføre et forbud mod sprøjtning og gødskning af arealer, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Lovforslaget er en opfølgning på forståelsespapiret ”Retfærdig retning for Danmark” mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten fra juni 2019.”

Danmark fik med solid støtte fra næsten hele Folketinget en bindende klimaaftale, “klimaloven” om 70 % reduktion af Danmarks udledning af klimagasser i 2030 i forhold til 1990-niveauet, og Danmarks Naturfredningsforening (DN), klimatænketanken Concito og flere andre foreslog en tilsvarende “biodiversitetslov”. Concito indså, at klimakrisen og biodiversitetskrisen skal løses sammen. De skal de nemlig!

DN har med sin nye dialogsøgende linje fået en vældig fremgang i medlemstal og synlighed og har fået Landbrug og Fødevares opbakning til udtagning af 100.000 ha lavtliggende landbrugsjord til natur.

Efter mange års fravær og et hav at opfordringer, satser DR1 nu med flere TV-serier, blandt andet den storslåede “Vilde, vidunderlige Danmark”, på fjernsyn om dansk natur for hele familien i den bedste sendetid. Og DN lægger i 2020 særlig vægt på at sprede kendskab til naturen og biodiversiteten og skabe begejstring. Vi skal ud og genopdage den pragtfulde natur, vi trods alt har, passe på den og give den mere plads.

Kort sagt: 2020 tegner til at blive et naturens år for fuld musik i Danmark. En god begyndelse på 20’erne.

Godt nytår!

* Må tolkes som i realiteten 15 nationalparker med vild natur

Naturen har brug for en lov – biodiversitetskrisen og klimakrisen skal løses sammen

Høvblege på Møn. En lille oase og et sidste levested for mange arter i et land, hvor biodiversiteten rasler tilbage, fordi den vilde natur mangler plads. (Foto: Michael Stoltze).

KRONIK

Aftalen om en klimalov giver håb i en tid, hvor klodens klima er på katastrofekurs. Men naturen er også på katastrofekurs. Biodiversiteten svinder hastigt, og 20 års små, uforpligtende forsøg på at bremse tabet har ikke virket. Derfor bør Danmark også have en bindende lov for naturen

Vi er midt i en klimakrise.

Atmosfærens indhold af CO2 stiger nærmest lodret. Frem til 1960 var den menneskeskabte stigning 12,5 % i forhold til det naturlige indhold. Nu er den 45,7 % over, og heraf er de 13,5 % lagt til alene siden år 2000. Udledningerne bare stiger og stiger, målingerne taler deres entydige sprog, og temperaturstigningerne peger mod katastrofen. Det er så tydeligt, at Danmark er begynde at rykke. Med aftalen om en bindende klimalov er der tændt et håb. Nu skal det samme bare ske globalt også.

Vi er også midt i en naturkrise – en biodiversitetskrise. Den vilde natur får mindre og mindre plads. Artsrige skove bliver ryddet til marker og plantager, de isolerede rester plages af brande, og hundredtusindvis af arter er i overhængende fare for at uddø fra Jordens overflade, fordi mennesket efterstræber dem eller fortrænger deres levesteder.

Den omfattende forureningsbekæmpelse siden 1970’ernes 1980’ernes alvorlige udledninger viser, at menneskeheden kan løse selv meget vanskelige miljøkriser med succes. Kampen mod spredning af skadelige giftstoffer og unaturligt høje mængder af næringsstoffer i naturen har givet verden et renere og sundere miljø. Kampen fortsætter, og vejen frem har hele tiden været erkendelse, viden, ny teknologi, politik, målsætning, lovgivning og internationalt samarbejde.

Nu banker klimakrisen og naturkrisen på. De to nye kriser må løses ved en intensiv, international indsats efter samme model som den gamle miljøkrise. De kan løses, men vil kun blive løst, hvis der kommer bred politisk erkendelse af krisernes karakter og betydning for vores fremtid, en international konsensus om, at de skal løses, og: Handlingsplaner med bindende mål.

Vi skal have styr på miljø og klima, men man kan sagtens få et rent miljø og et stabilt klima uden at tage hånd om naturen. Derfor har naturen også brug for handling med bindende mål.

Livet og biodiversiteten på Jorden er noget ganske enestående, som vi er så heldige at være en del af og have fælles udviklingshistorie med. Alle Jordens arter er vore medskabninger. Biodiversitetens nytte ligger ikke nødvendigvis i den klassiske brugsnytte, men i selve dens eksistens. Naturens levende mangfoldighed er tilsammen Jordens store mirakel, som giver vores tilværelse perspektiv og mening.

Vores aktuelle problem er blandt andet, at vi er blevet otte milliarder mennesker på Jorden, og at vi nok når op på 10-11 milliarder, før tallet stagnerer eller begynder at falde. Det er voldsomt, men det er en langt svagere befolkningseksplosion end den, man forventede for nogle få årtier siden.

Heldigvis kan klima- og naturkrisen løses sammen, og kriserne skal løses koordineret. Klimaindsatsen må ikke gå ud over biodiversiteten, men tværtimod så vidt muligt understøtte den.

Det burde ikke være særlig svært. Udlægningen af områder til helhjertet, vild natur, der får lov til at blive skov eller mose ved naturlig tilgroning, er nemlig noget af det mest effektive, man kan gøre i forhold til både klima og biodiversitet, mens vi omstiller verden til en mere bæredygtig energiforsyning fra vedvarende kilder.

Danmark er på grund af sin gode jord og sit milde klima det mest opdyrkede land i Europa, og nationalt lider vores plante- og dyreliv gevaldigt af simpel mangel på plads til at udfolde sig frit. Mens rådyr, gæs og alle de arter, der kan leve af næringsrige grønne marker, har det fint og er i fremgang i Danmark, fordi de ikke jages så meget mere, er hovedparten af vore arter i tilbagegang. De trives nemlig kun under naturligt næringsfattige forhold. Det gælder omkring halvdelen af vore dagsommerfuglearter og cirka halvdelen af vore vilde plantearter.

Marker til fødevareproduktion må i det 21. århundrede være højtydende for at mætte alle munde uden at stjæle al plads fra den vilde natur. Derfor vil dyrkede marker uanset metode næppe nogensinde blive forenelige med beskyttelse af Jordens biodiversitet. Her skal der store, udyrkede arealer til.

Det er afgørende, at vi både passer godt på eksisterende naturværdier og genskaber flere ved at udlægge matrikel for matrikel til vild natur. I dag er det groft vurderet kun omkring 2 % af Danmarks areal, der er disponeret helhjertet til vild natur. Det er milevidt fra det internationale mål på mindst 17 % natur, som Danmark har tilsluttet sig at arbejde for sammen med verdens øvrige FN-lande.

Der er to vigtige veje at gå mod målet:

For det første skal vi passe godt på de naturområder, vi har, og lade dem udvikle sig frit uden andre indgreb end helårsgræsning uden fodring og måske fjernelse af invasive arter.

For det andet skal vi genoprette natur ved at tage dårlig landbrugsjord på både lavbund og højbund ud af drift og lade naturen råde under indflydelse af store, vilde planteædere året rundt.

Analyser viser groft, at arealet kan findes ved at tage den ringeste sjettedel af det nu dyrkede landbrugsareal ud af drift og overlade det til naturen. Dette, kombineret med udlæg af mere urørt skov og en ny naturbeskyttelseslov, der beskytter områder som vild natur på matriklen, vil kunne bringe Danmark i mål med naturbeskyttelsen over en årrække. Det vil samtidig tælle yderst positivt i Danmarks CO2-regnskab, da naturområderne hvert år og de næste mange hundrede år vil binde og lagre meget store mængder kulstof i ved og jord.

Når der, som nu, kun er vild natur på omkring 2 % af landets areal, vil en stor del af Danmarks arter efterhånden uddø, hvis de ikke får langt mere plads med gode levevilkår. Mere plads til naturen er helt afgørende.

I 1999 kom OECD (den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling) med sin første sønderlemmende kritik af Danmarks naturbeskyttelse. Regeringen fulgte i 2001 op på kritikken med rapporten ”En rig natur i et rigt samfund” (også kaldet ”Wilhjelmrapporten” efter den tidligere industriminister Nils Wilhjelm, som stod i spidsen for arbejdet). Rapporten var resultatet af den hidtil grundigste udredning om naturens tilstand i Danmark. Udredningen belyste præcist og med omfattende dokumentation en lang række danske problemer med at sikre naturens mangfoldighed. Og rapporten kom med fyldige anbefalinger om, hvordan problemerne kunne løses. Det var hensigten, at den skulle være et bredt politisk fundament for en god og virksom naturpolitik i Danmark. Wilhjelmrapporten skulle være startskuddet på en ny æra, hvor tilbagegangen i naturens mangfoldighed blev standset eller endog vendt til fremgang. Dansk Landbrug, der havde været meget aktive i forhandlingerne, blev i sidste ende tilfreds med udredningen, og udtalte i en pressemeddelelse: “Rapporten vil blive husket som en milepæl om ti år. Det var med den, vi stoppede op og besluttede os for, at Dalgas-perioden 100% var overstået. Nu er det andre værdier end blot at dyrke jorden, der skal til for, at vi kan tale om godt landmandsskab. Vi skal også tage vare på naturen.”

Men efter regeringsskiftet i efteråret 2001, blev rapporten lagt i skrivebordsskuffen.

Siden er intet afgørende sket. OECD kom med samme eller endnu hårdere kritik af Danmarks naturindsats i 2007 og 2019, og trods forskellige naturplaner og højtidelige løfter fra skiftende regeringer om at standse naturens tilbagegang først i 2010 og siden i 2020, er der reelt næsten intet sket. Danmark døjer stadig med en elendig naturbeskyttelseslovgivning og uforpligtende mål, som erfaringsmæssigt ikke fører til resultater.

Nu varsler regeringer en ny natur- og biodiversitetsplan til efteråret 2020, og miljøminister Lea Wermelin har forinden skrevet, at der ikke er blevet gjort nok i mange år, og at naturkrisen er hendes førsteprioritet.

Det er godt. Men indsatsen må ikke ryge på gulvet igen.

Derfor er det åbenlyst: Danmarks natur behøver en stærk og effektiv lov med bindende mål for naturen – en biodiversitetslov.

Dansk Natur appellerer derfor til regeringen om at vedtage en biodiversitetslov samt genetablere Naturrådet, som blev nedlagt i 2002, og give det samme rolle i forhold til biodiversitetsloven, som den, Klimarådet har fået i forhold til klimaloven.

Klimakrisen og naturkrisen skal løses sammen, og arbejdet må koordineres tæt. Derfor skal klimaloven og biodiversitetsloven danne par og virke fælles for en bæredygtig fremtid væk fra klodens katastrofekurs.

Det er nødvendigt, enkelt og oplagt.

En lang række arter opretholder med det yderste af neglene deres sidste bastion i Danmark på Høvblege på Møn. (Foto: Michael Stoltze).

Sortplettet blåfugl har levet mange steder i Danmark, men findes nu kun på Høvblege på Møn. (Foto: Jens Stolt).

 

 

 

 

 

 

 

Danmark behøver nye naturbeskyttelseslove

Forskere fra Aarhus Universitet har som led i den løbende vurdering af EU-landenes naturbeskyttelse undersøgt naturens status i Danmark og konkluderet, at det aldrig har set mere dystert ud, end nu: 95 % af naturtyperne og 57 % af arterne er i ugunstig status. Læs rapporten her.

Det kalder på handling, og mon ikke tiden er inde til ny lovgivning?

Danmark har nemlig dels en elendig naturbeskyttelseslov og dels en elendig nationalparklov, hvor ingen af lovene beskytter den vilde natur. Naturbeskyttelsesloven rummer således intet forbud mod sprøjtning, gødskning og dræning af naturområder, og Nationalparkloven kan omfatte alt fra vild natur til intensivt landbrug, byer, industriområder, veje og villakvarterer. Det er set med faglige og internationale briller dybt mærkværdigt.

Det også problematisk, at naturbeskyttelsesloven ikke omfatter den mest udbredte vilde naturtype i Danmark, skov, og at arealer kun er vejledende registreret og ikke beskyttet permanent. Ethvert areal kan vokse ind og ud af beskyttelsen. Det er uholdbart i forhold til både beskyttelse og retssikkerhed, og det betyder, at landmænd meget forståeligt forsøger at undgå, at udyrkede arealer bliver til god natur, da de så kan blive omfattet af lovbeskyttelse uden erstatning.

Der er altså brug for ny lovgivning, der reelt beskytter vild natur, så tilbagegangen i Danmarks biodiversitet bliver standset. En sådan ny lovgivning vil også tælle positivt og vægtigt i Danmarks klimaregnskab.

Og tiden er gunstig nu. Vi har lige haft et valg, hvor den grønne dagsorden stod øverst i begge blokke. De unge har enorm fokus på klima og bæredygtighed, biodiversitet og naturvenlig havedrift har folkelig medvind som aldrig før, og Danmarks Naturfredningsforening har fået en ny, slagkraftig præsident, som prioriterer natur og biodiversitet øverst.

Så grundlaget er godt, og der er intet at rafle om:

Danmark skal have ny og bedre naturbeskyttelseslovgivning nu.

Natur og biodiversitet har folkelig medvind, og mange vil gerne gøre en personlig indsats. For eksempel ved at gøre haven giftfri og naturvenlig. (Foto: Michael Stoltze).

 

Urørt, udrænet natur med et bredt regime af store planteædende nøglearter i tilpas antal året rundt findes næsten ikke i Danmark. Her den urørte Suserup Skov, hvor der dog mangler store planteædere. (Foto: Michael Stoltze).

Artsrige overdrev som Høvblege på Møn er næsten forsvundet i Danmark. De er ikke beskyttet af nuværende lov. Mange græsses alt for hårdt om sommeren og for svagt om vinteren, fordi husdyrene bliver fodret i de kolde måneder. (Foto: Michael Stoltze).

 

Gode, artsrige enge, som denne med djævelsbid og engperlemorsommerfugle, er blevet sjældne i Danmark. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

Tidselsommerfuglen har invaderet Danmark i 2019

Vi kan vente mange hundrede millioner flotte, indfødte tidselsommerfugle i Danmark hen på sommeren. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den mest almindelige sommerfugl i verden, tidselsommerfuglen, flygter hvert år mod nord fra brændende sommerhede og tørke. I år er den fløjet til os i kolossale mængder

Da varmen endelig kom efter en kold første halvdel af maj, fulgte der en sommerfugl med.

Det var tidselsommerfuglen, som ankom diskret i millionvis.

Arten er vist ikke så kendt i Danmark. Det er en skam, for tidselsommerfuglen er i sandhed enestående. Den findes over næsten hele Jorden og er den mest udbredte af alle sommerfugle.

Den måler fem-syv centimeter i vingefang og yngler året rundt, men tåler ikke frost – hverken som æg, larve, puppe eller voksen. Alligevel er den fundet i hele Europa helt op til Nordkap i Norge. Ja, selv på Grønland er den set mange gange. Og det er den eneste dagsommerfugl, der er registreret på Svalbard blot omkring 1500 kilometer fra Nordpolen.

Hemmeligheden bag historien er sommerfuglens utrolige evne til at migrere. Den er Europas svar på den Nordamerikas store, orange monark. I vintermånederne holder tidselsommerfuglene til i landene omkring Sahara, hvor de flyver hele vinteren og yngler ved at lægge æg på forskellige lave urter. Her kan larven være meget talrig og undertiden et problem i marker og haver. Hver hun lægger omkring 500 æg.

Hen på foråret sætter det imidlertid ind med stegende hede og tørke i tidselsommerfuglens vinterkvarter. Alt visner ned og blomsterne forsvinder. Derfor flygter sommerfuglene mod nord – først til Middelhavslandene og siden videre til Nordeuropa. De kan når som regel Danmark i maj, når vinden er varm og i syd eller sydøst. Mængden svinger fra år til år, og nogle år er der næsten ingen. Men har der været godt med regn omkring Sahara, og kommer der varm vind sydfra i maj, kan de komme til Danmark i ustyrlige mængder.

Ved ankomsten efter rejsen på mange tusinde kilometer er de slidte og blege, og da de desuden flyver hurtigt og rastløst omkring, lægger man ikke så meget mærke til dem, selv om de trækker nær jorden. I år har mange dog bemærket tidselsommerfuglene, for de har invaderet Danmark i tal, der ikke er set siden 2013. Og nu drøner de rundt og lægger æg på kurveplanter, slangehoved, katost, ærteplanter, brændenælder og meget andet overalt i den frodige danske juninatur. Andre er bare på gennemrejse på vej til Nordskandinavien.

Modsat de mange dagsommerfugle, der er truede, fordi de er specialiserede i bestemte planter, der er fåtallige i vores hårdt udnyttede landskab, er tidselsommerfuglen talrig, fordi dens larver kan æder alle mulige markplanter.

Æggene bliver til lange brogede og tornede larver, som lever enkeltvis og ret skjult, fordi de ofte spinder blade sammen med fin silke. Så man ser ikke meget til tidselsommerfuglens larver.

Først i juli bliver larverne til elegante, lyse pupper, som også er godt skjult. Men de er der, og her i 2019 vil der være flere end i mange år. Der er udsigt til et mylder af friske, flotte, indfødte tidselsommerugle fra midt i juli og resten af sommeren. Sommerfuglebuske, hjortetrøst, anisisop og andre gode nektarplanter bliver levende af the painted lady, som den hedder på engelsk.

De nyklækkede tidselsommerfugle er strålende med deres lyse okkerorange grundfarve og vingespidser, der er broget i sort og hvidt, og i gennemfaldende lys bliver midten af forvingen lysende rød.

På latin hedder tidselsommerfugl Cynthia cardui. Cardui betyder ”tidslens”, mens Cynthia er et tilnavn for jagtgudinden Artemis. Zeus havde nemlig elskerinden Leto på øen Delos i Det Græske Øhav og avlede Apollo og Artemis med hende. Så den smukke, omkringfarende sommerfugl har jagtgudinden i sig. Man kan næsten se det!

Sidst på sommeren og først på efteråret flygter tidselsommerfuglene igen, denne gang fra kulden. De flyver sydpå – først til Middelhavslandene, hvor de ofte yngler, og derpå videre til Nordafrika.

Indtil da: God sommer i Danmark, og tænk på Zeus og jagtgudinden, når tidselsommerfuglen kommer farende.

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 6. juni 2019 under titlen Jagtgudinde er kommet til Danmark.

De æglæggende hunner kan være meget slidte. (Foto: Michael Stoltze).

Tidselsommerfugl lægger æg på tidsel. (Foto: Michael Stoltze).

Æg af tidselsommerfugl på tidsel. (Foto: Michael Stoltze).

 

Skyer af tidselsommerfugle på skvalderkål. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

Tidselsommerfugle har oversvømmet Danmark. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Giv mig lærkelyd tilbage

Sanglærke. En prik på himlen over et smukt bondeland på Sydsjælland. (Foto: Michael Stoltze).

 

Lærkens sang i foråret og glæden over den er lige selvfølgelig for mig som at trække vejret, spise eller drikke.

Jeg kunne godt lide, da den var Danmarks nationalfugl. Det lærte jeg i skolen, og jeg er sikker på, at H. C. Andersen ville have foretrukket den jublende lærke frem for den store, stumme svane, som Poul Thomsen og danskerne valgte i 1984 og sendte sanglærken ud i glemslen.

Børn og unge kender ikke lærken, skønt de synger “Jeg ved en lærkerede”. Det har jeg det svært med, men jeg kan i og for sig godt forstå det.

Lærken synger ikke længere på grund af mennesket, men på trods. Bondelandet har mistet en stor del af den poesi, digterne skrev om engang. Effektivitet, gylletåger, industribygninger og stalde med dyr, hvor kun deres stinkende blanding af ekskrementer og urin ser dagens lys, hersker. Under sådanne forhold har ingen Aakjær lyst til at skrive “Rugens Sange”. Og de få lærker, der er tilbage, overhører de fleste eller kører forbi.

De magiske markfugle – lærker, viber og agerhøns – har det hårdt. Bevares – de er her endnu, men kun som kuede rester af bondelandets sjæl.

I april 1963 gik jeg ad skolevejen til Sct. Ols Kirkeskole i Olsker på en stille og solrig dag. Vi mødte i første klasse klokken 11.00, så det var op ad formiddagen. Der var følfod i grøftekanten og lærkerne lettede overalt og fyldte himlen med sang. Den var så talrig og selvfølgelig, at vi bare glædede os, men egentlig ikke tænkte nærmere over, hvilken usædvanlig fugl, lærken er.

“Skylark”, siger de på engelsk. Og sangen er den mest inciterende, påfaldende og vedvarende i den danske fugleverden: Een lang jubelsang, mens den stiger så højt op i himlen, at den forsvinder i flimmeret, og kun lyden bliver tilbage. Inden den tager fat på sangen og forsvinder op i det blå, flagrer den lydløst og lavt over landskabet på bløde flagermusvinger.

Her den så. Påskesøndag i sol – lærken, som ethvert barn bør kende, og som burde være Danmarks nationalfugl.

Jeg ved godt, vi ikke skal vende tilbage til fortiden. Men lad os kæmpe for en fremtid med mere plads til poesien på landet. Det er der musik i.

Glædelig påske.

Hør og se lærken synge her

 

 

 

 

Argumenter for at bevare biodiversiteten

Kejserkåbe. En højt specialiseret sommerfugl. Den biver aldrig og har aldrig været en nøgleart. Og hvis den forsvandt, ville økosystemet næsten ikke ændre sig. Men arten vækker glæde hos mange mennesker – også selv om den ikke kan bruges til noget direkte nyttigt. (Foto: Michael Stoltze).

Mangfoldigheden af liv – biodiversiteten – er mindst fem gange i Jordens historie blevet ramt af global masseuddøen, hvor mere end halvdelen af alle arter forsvandt på kort tid.

Livet klarede sig gennem alle fem kriser. Den sidste krise skyldtes en kæmpemeteor, der ramte Yucatanhalvøen for 65 millioner år siden. Nedslaget formørkede atmosfæren, udløste global vinter og sendte monstertsunamier ind over land og helt op i bjerghøjde på hele Jorden. Det blev dødsstødet for de fleste arter, blandt andet for de store dinosaurer. Men pattedyrene klarede sig og udviklede sig i mange retninger til et utal af arter efter katastrofen. En af arterne blev til Homo sapiens – mennesket.

Nu har mennesket erobret Jorden, og vi har fået evne til at herske over alt liv. Og vi er blevet så mange, at vi er begyndt at fortrænge mangfoldigheden. Den 6. masseuddøen er begyndt. For første gang i Jordens historie er vi på vej mod en biodiversitetskrise, som skyldes én art: Mennesket.

Efter erkendelsen af biodiversitetskrisen og den forventede masseuddøen (der formentlig er startet) er Jordens situation blevet sammenlignet med et flyvende fly, hvor skruerne falder ud én for én. Enhver indser, at det kun går, lige indtil den afgørende skrue falder ud, så flyveren styrter ned. Og alle dør. Det er et let forståeligt billede på et truende økologisk kollaps.

Problemet er bare, at billedet ikke passer på biodiversitetskrisen. Krisen ender ikke i et kollaps. Et meget bedre billede er et palads med alverdens liv i haven og alverdens kunst i salene. Når arterne forsvinder, er det et snigende tab. Paladsets have bliver mere og mere fattigt og kedelig, og kunsten mister sin naturlige inspirationskilde – virkeligheden.

Køer græsser på Skejten og skaber artsrig åben natur. De stammer fra uroksen. De er samme art og har samme funktion. Den vilde urokse var en nøgleart i naturen. Men vi har udryddet den for 400 år siden. Det har forandret skovstrukturen og -naturen i Europa. Men vi kan få skovnaturens struktur og natur igen, hvis vi lader køer leve frit som vilde. Der er oplagte nyttegrunde og økosystemgrunde til at bevare uroksen (i dag: tamkoen). (Foto: Michael Stoltze).

Ud over fortællingen om det truende økologiske kollaps, hævdes det tit, at alle arter er nyttige for mennesket. Det er en sandhed med modifikationer. Alle arter påvirker mere eller mindre sine omgivelser. Og forskere antager, at artsrige økosystemer i teorien er mere robuste overfor ydre påvirkninger end artsfattige økosystemer. Artsrige systemer har så at sige et større arsenal af handlemuligheder for tilpasning når de udsættes for voldsomme påvirkninger udefra.

Selv den mest diskrete og sjældne snudebille kan i teorien også bære rundt på et mirakuløst gen eller naturstof, som vi kan bruge i vores kamp mod kræft eller andre dødelige sygdomme. Sandsynligheden er mikroskopisk, men den eksisterer på samme måde, som den usandsynligt lille sandsynlighed for, at blyanten i min højre hånd vil falde opad, hvis jeg slipper den.

Visse arter har eller har haft enorm betydning for Jordens økosystemer og for stofcirkulation, stoflagring, stoffrigørelse og geologi. De kaldes nøglearter. I kultiden var padderokker, bregner og ulvefod nøglearter. De var kæmpestore og formede gennem millioner af år tørvedannende sumpskove. De samlede CO2, og tørven blev til nutidens stenkul i undergrunden. Det var vigtigt, men for ingenting at regne i forhold til den varme Kridttids kalkalger, der bandt CO2 i langt større omfang som kalk (calciumkarbonat). Næsten al Jordens kulstof er bundet i de op til flere hundrede meter tykke lag af kalksten i undergrunden.

Ved siden af nøglearterne eksisterer millioner af sjældnere og mindre betydningsfulde arter af den simpel grund, at de kan eksistere og har haft held til at udvikle sig og overleve. Hver og en har et større eller mindre potentiale til at blive nøgleart, men langt de fleste er så specialiserede, at muligheden nærmer sig 0.

Forskere har undersøgt et hav af tænkelige sammenhænge i naturens økosystemer, og det viser sig, at de fleste arter kan undværes uden større konsekvenser for livets eller menneskehedens beståen på Jorden. Det er ikke særlig overraskende, da der helt naturligt uddør mange arter hvert eneste år.

Er der så overhovedet gode generelle argumenter for at forsvare livets mangfoldighed på Jorden? Ja! Der er de etiske og æstetiske argumenter tilbage. Jorden bliver kedelig, når mangfoldigheden skrumper. Vi er levende natur, og vi deler udviklingshistorie med alle andre levende organismer på Jorden. De er vore medskabninger, og vi kender stadig kun liv fra vores egen planet. Så ud over, at naturens mangfoldighed er hele kulturens og kunstens fundament og inspirationskilde, har vi har etisk pligt til at passe på alle arter.

Selv om vi løser forureningskrisen og klimakrisen, løser vi ikke nødvendigvis biodiversitetskrisen. Den adskiller sig fra de to andre kriser ved at kræve plads til vild natur.

Summet op er argumenterne for biodiversiteten således, at mangfoldigheden giver maksimalt robuste økosystemer, sikrer arter med potentiel nytteværdi for mennesker, og sidst og ikke mindst beriger menneskelivet på planeten.

De etiske og æstetiske argumenter for Jordens levende mangfoldighed står ikke alene. Men de er et særkende og helt afgørende i kampen for at løse biodiversitetskrisen. Det vil næppe lykkes uden.

Opdateret 1. oktober 2021.

Vibe. En elsket fugl og et symbol på forår og kærlighed. Men uden særlig betydning for økosystemernes funktion. Der er primært etiske og æstetiske grunde til at passe på viben. (Foto: Michael Stoltze).

Dyndpadderokker. I vor tid nok verdens smukkeste padderokke, men uden særlig betydning i økosystemerne. For 290-365 millioner år siden i kultiden var padderokker nøglearter, der trak kul ud af atmosfæren. (Foto: Michael Stoltze).

Læs mere i vores bog Biodiversitet, der er udkommet hos Lindhardt og Ringhof 10. august 2021.

Insekterne og menneskehedens overlevelse

Insekterne forsvinder. (Foto: Michael Stoltze.)

 

Francisco Sánchez-Bayo, University of Sydney, Australia, og Kris Wyckhuys, China Academy of Agricultural Sciences in Beijing, China, har analyseret en 73 studier over insekterne hyppighed på Jorden og offentliggjort analysen i en artikel i tidsskriftet Biological Conservation.

I en artikel i The Guardian udtaler Francisco Sánchez-Bayo: “If insect species losses cannot be halted, this will have catastrophic consequences for both the planet’s ecosystems and for the survival of mankind. Intensive agriculture is the main driver of the declines, particularly the heavy use of pesticides. Urbanisation and climate change are also significant factors.”

Politiken skriver blandt andet:

“Når man taler om truede dyrearter, tænker de fleste på næsehorn, gorillaer eller andre store pattedyr. Men de små dyr, insekterne, er i store problemer — forskere frygter ligefrem, at de vil nærme sig en total udryddelse indenfor årtier. Og det vil skabe uoverskuelige problemer for os.  … Et nyt forskningsstudie omtalt i viser, at mere end 40 procent af alle insektarter på verdensplan oplever et fald i bestanden, og at en tredjedel af alle insektarter er decideret truede. Blandt de mest truede insektarter på verdensplan er vårfluer, sommerfugle, biller og bier. Det samlede antal insekter i verden falder med 2,5 procent om året. Forskerne bag studiet advarer om, at insekter vil nærme sig en total udryddelse inden for årtier, hvis udviklingen fortsætter. Det vil ikke kun være fatalt for insekterne, men kan få store konsekvenser for dyr, planter og mennesker, fordi insekter spiller en vigtig rolle for hele økosystemet.”

—–

Den dokumenterede tilbagegang er alarmerende og kalder på handling. Den kalder på, at vi afsætter plads til naturen og dens mangfoldighed på Jorden. Vi kan ikke på nogen måde være bekendt at efterlade i jordklode til vore efterkommere, som er fattigere på liv end den, vi overtog.

Når det er slået fast, har analysen og artiklen i The Guadian desværre medført et sandt hysteri i medier, sociale medier og blandt helt almindelige mennesker uden særligt indblik i insekter, biodiversitet og økosystemer og menneskehedens afhængighed af dem. Dommedagsbasunerne gjalder. Hysteriet er udløst af den udbredte (usande) myte om, at “enhver art har afgørende betydning for økosystemernes og menneskehedens beståen” og en higen efter dommedag og udskamning af Homo sapiens som den store synder.

Men økosystemerne er ikke ved at kollapse, og menneskeheden er ikke ved at gå under. Formentlig har over 99 % af alle arter på jorden hverken nogen særlig betydning for menneskers fysiske overlevelse eller for økosystemernes funktion. Naturen er robust og tilpasningsdygtig, og så længe der er fotosyntese og nedbrydning, vil der være liv og velfungerende økologiske kredsløb med det nuværende klima på Jorden. Enhver kan lave et overbevisende forsøg ved at lukke planter og dyr og fem liter vand inde i en ti liter vinballon og stille den i et lyst vindue. Så vil der opstå et stabilt økosystem.

Sommerfuglene er et godt eksempel. Vi elsker dem. Jeg elsker dem og vil ikke undvære dem. Jeg har brugt mit halve liv på at studere dem. Men ikke én eneste af Jordens omkring 20.000 kendte arter af dagsommerfugle betyder noget for menneskehedens fysiske overlevelse, og ikke én eneste af dem betyder noget videre for økosystemernes funktion.

Sommerfuglene er her, fordi de, ligesom vi, har været heldige og har udviklet sig og overlevet. De er vore medskabninger, og vi har et fælles ophav tilbage i tidernes morgen. Præcis det kan man også sige om f.eks. verdens 25.000 arter af orkideer og et hav af andre vidunderlige skabninger.

Sådan er det med størstedelen af insekterne. Kun nogle få hundrede af de over én million hidtil beskrevne arter gør direkte nytte. Langt flere gør skade. Og endnu flere (resten) gør hverken nytte eller skade.

Vi er snart 8 milliarder mennesker på Jorden. Det er langt ud over Jordens naturlige bæreevne. Vi ville slet ikke kunne være så mange, hvis vi fortsat var jægere og samlere. Så vi dyrker jorden og holder husdyr. Og for at brødføde os selv har vi fortrængt de vilde dyr og planter. Biomassen af store, vilde landpattedyr (altså tamdyr og mennesket fraregnet) er i dag globalt under 10 % af, hvad den var for 200 år siden. Og insekterne følger tendensen. Det er ikke spor overraskende. Insekter æder nemlig vore afgrøder, så vi sprøjter dem væk på markerne. Massivt. For at få mad nok til os selv og vores husdyr.

Manglen på insekter fører til færre insektædende dyr og til ændringer i økosystemerne. Men den fører hverken til økosystemkollaps eller problemer for menneskets overlevelse.

Problemet med tilbagegangen er ikke, at økosystemerne eller menneskeheden kollapser. Problemet er alene, at Jorden bliver uendelig kedelig og ensformig, hvis udviklingen fortsætter uden, at vi tager ansvar for arterne og kæmper for, at der bliver plads til dem også, og ikke bare os selv og de få arter, vi rent fysisk og økosystemfunktionelt har brug for.

Jorden er overbefolket, og vi bliver nødt leve bæredygtigt og på længere sigt bliver færre, hvis Jordens fest af forskelligartet liv skal fortsætte.

Ikke fordi, den er nødvendig for vores overlevelse, men fordi den er en fest.

Lad os kæmpe for at festen kan fortsætte og overlade havene, søerne, vandløbene og mindst halvdelen af landjordens areal af forskellige økosystemer til den vilde natur og dens overdådighed af arter. Det er vores ansvar, og det kan godt lad sig gøre.

Læs også Forsvarstale for skaberværket