Sue og Lars

Grusvejen til Saltunavej 12. (Foto: Michael Stoltze).

Ejendommen Saltunavej 12 ligger på landet på Bornholm mellem Østermarie og Saltuna. Stedet er omgivet af dyrkede marker og ligget højt i landskabet, så der er et smukt udsyn over Østersøens blå mod nordøst. Fra den asfalterede Saltunavej fører en stenet grusvej frem til det sted, som Sue og Lars Trolle købte i 1973. Da jeg svingede ind på grusvejen var jeg lidt i tvivl, for da jeg kom her i 1970’erne var stedet let genkendeligt på ladens karakterfulde, sekskantede gavl. Nu er træerne blevet høje, så man kun med god vilje aner bygningerne i alt det grønne. Men vejen derhen lover godt. Det er sløret sol og lummervarmt, og i begge sider af vejen bugner rabatten af klokker og knopurt og blåhat og røllike. Og ikke mindst hele gule bølgehave af Jomfru Marias sengehalm – den gule snerre med den forførende, søde duft af sommer. En kålsommerfugl flagrer lavt og ubeslutsomt over venstre hjulspor og søger op mod himlen og op i den lette østenvind, som midlertidigt har ført lidt varme til øen. Mit ærinde er at besøge Sue for tale med hende om livet, døden og naturen.

Sue i haven. (Foto: Michael Stoltze).

Sue er født Susan Lindsey Jane Russell i Tanzania i 1949 som den yngste af tre døtre. Faderen var journalist og moderen sygeplejerske og jordemor. De udvandrede uafhængigt af hinanden til Tanzania, hvor de mødte hinanden i hovedstaden, Dar es Salaam. De første år boede Sue hos forældrene i Tanzania, hvor hun blandt andet oplevede deres bekymring over den dramatiske Mau-Mau opstand og briternes brutale fremfærd overfor de sorte oprørere i Østafrika. Først i 1960’eren begyndte Sue i kostskole i England, hvor hun i de ferier, hvor hun ikke rejste hjem til Tanzania, til stor inspiration boede hos sin natur- og botanikyndige familie i the Cotswolds lige udenfor byen Cheltenham nær Oxford i Sydengland. Faderen i Tanzania elskede bøger, og forældrene havde to boghandler, en i Arusha og en i Moshi. Efter endt skolegang tog Sue til sine forældre i Moshi i Tanzania og til Israel for at arbejde i en Kibbutz. Tilbage i Tanzania traf hun under en tur med Moshi Bjergklub til vulkanen Mount Meru en smuk, dansk mand med en levende begejstring for natur. Det var Lars, og med ham kunne hun dele sin interesse for botanik og naturen i det hele taget. Lars var lærer og underviste på en pigeskole i Macheme på Kilimanjaro. Han boede langt oppe ad bjergskråningerne på den eventyrlige vulkan med vilde bjergregnskove, lyde af aber, træfrøer og turakofugle og med trælyng, kæmpelobelier og sølvskinnende kæmpebrandbæger på alpine heder i over 4000 meters højde. Omgivelserne af vild natur kunne ikke være mere magiske for det nyforelskede par. Det var en intens og eventyrlig start deres liv sammen. Livet på bjerget med ture til Serengeti, Ngorongoro og Lake Manyara og Mount Meru var en god begyndelse. Eventyret forsatte under nye himmelstrøg, da de i 1972 rykkede til Bornholm, hvor Lars havde fået arbejde som lærer på Østermarie Skole. De boede først i en lærerbolig, men allerede året efter købte de skoleinspektørens nedlagte husmandssted, Saltunavej 12, hvor Sue nu har boet i 44 år. Det var et primitivt sted uden indlagt vand. Gårdens pumpe findes og virker endnu, men sammen fik de sat skik på huset og efterhånden også installeret moderne bekvemmeligheder. Grunden var lille og omgivet af rig landbrugsjord, så det var en kamp med den daværende landbrugskommission at få lov til at tilkøbe mere jord til noget så nytteløst som have og natur. Men det lykkedes, og de fik forvandlet stedet til et paradis af have og blomstereng og krat og skov.

Fra lysthuset er der kik til blomsterengen og udsigt over Østersøen. (Foto: Michael Stoltze).

Ejendommen blev rammen om et liv med have og natur. Sue dyrkede sin interesse for botanik og have, og Lars dyrkede sin interesse for den vilde natur og navnlig insekter, hvor han blev Danmarks førende specialist i cikader og skrev videnskabelige artikler og populære bøger om natur. Datteren Astrid kom til i 1982 og i 1986 fik Sue og Lars sønnen Halfdan. Astrid bor i dag med manden Martin nær Ringsted, mens Halfdan bor med kæresten Cille i København. Astrid og Martin har børnene Augusta på 10 og Olaf på syv år. Lars vidste besked med naturen. Han var en afholdt turleder, og blandt bornholmere fik han med god grund stjernestatus på grund af et utal af udsendelser i lokalradio og TV om stort og småt i naturen. Han var en blændende og rolig fortæller, som glad og begejstret delte ud af sin viden. Lars var en smuk mand, smilende og altid med en god fortælling om naturen på læben. Han anerkendte og fortalte også med levende begejstring anekdoter om alle de andre naturhistorikere han kendte og beundrede. Sidst i 1980’erne begyndte Sue at opformere sjældne og usædvanlige haveplanter til salg. To dage ugentligt sælger hun sine planter på torvet i Svaneke, og det har hun nu gjort i 28 år – de senere år med god hjælp fra en medarbejder. “Haven er ret vild og tilgroet, men kom bare alligevel”, siger Sue med en blanding af undskyldning og stolthed, da jeg træffer aftale om besøget. Som god haveromantiker bestemmer Sue over haven samtidig med, at hun lader haven bestemme mest muligt selv. “Men lige nu bestemmer haven lidt rigeligt”, siger hun med et smil, da jeg balancerer bakken med skoldhed te, småkager og tærte ad små stier ud til et lille havebord midt blomsterhavet. Undervejs standser vi ved et overdækket fuglefoderbræt, som en humle har erobret. Humlebladene skjuler en solsort, der ruger fast i reden, som den har valgt at placere lige dér på brættet, hvor den blev fodret i vinters. Fuglen ser os værdigt an fra sit leje og viger ikke en millimeter, selv om vi står blot en halv meter fra reden. “Jeg nænner ikke at klippe og beskære, når fuglene yngler”, sige Sue. Hun ved, at alt det vilde godt for fuglene. “Jeg lægger stor vægt på, at blomsterne er gode for sommerfugle og vilde bier, så det summer af liv”, fortæller Sue ude i blomstermarken. Hun taler et smukt dansk med klar diktion og en charmerende accent, som trods de 44 år i Danmark ikke efterlader tvivl om hendes engelske herkomst. Vi sætter ved bordet ude i haven. Skydækket letter, solen varmer, sommerfuglene flokkes om merian, og årets første store grønne løvgræshopper synger insisterende i blomsterengen. “Børnene er lidt bekymret for mig – om jeg kan magte at drive det. Men jeg trives og elsker det her sted, og skal nok bæres ud herfra”, svarer Sue, da jeg spørger, hvor længe hun vil blive boende på adressen. For 14 år siden blev Lars syg af kræft. Han kom under behandling med både transplantation og medicin, og i næsten et år fra 2005-2006 var han tilsyneladende kræftfri og fri af behandling. Han begyndte at gå korte ture omkring huset, og overvejede endda at genoptage produktionen af de populære naturudsendelser. Men trætheden var for stor, og sygdommen kom tilbage. I vinteren 2006-2007 tog sygdommen til. De sidste 14 dage var familien tæt samlet om ham på Rigshospitalet. Sue boede der og var ved hans side den 22. maj 2007, da han trak vejret for sidste gang. “Han var ikke ved bevidsthed til sidst. Han var rolig og holdt bare med ét op med at trække vejret. Det var fredeligt. Bagefter ønskede jeg at blive hos ham i værelset natten over. Det ville for mig have givet god mening i afskeden og sorgen. Men det var mod reglerne. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan”, fortæller Sue, som synes at mange fremmede kulturer har et mere naturligt og værdigt forhold til døden og den døde, end vi har i Danmark. Sue valgte at blive boende i huset på Saltunavej, hvorfra hun stadig driver sin forretning med at opformere og sælge haveplanter. Lars tegnede og malede og fremstillede knive og mange ting til huset inspireret efter naturen. Hans arbejdsplads, hvor han elskede at sidde med sine bøger og mikroskoper og afsløre smålivets skønhed og hemmeligheder, er der endnu. Og en stor lygtebærercikade fra Afrika titter frem fra hylden over opslagstavlen med nogle af hans tegninger af små, farvestrålende cikader. “Jeg holder meget af, at hans ånd er her. Det giver mig ro, og jeg føler, jeg har et godt og rigt liv her på trods af tabet. Jeg lever og ånder for børnene, svigerbørnene, børnebørnene og stedet her, og har en god bekendtskabskreds takket være blandt andet min planteforretning. Jeg har ikke følt behov for at få en kæreste og føler mig ikke alene”, svarer Sue, da jeg spørger. Hendes øjne og mildhed viser, at hun hviler i sig selv og er hudløst ærlig. Det er sådan, det er.

Arbejdspladsen, hvor Lars studerede insekter og skrev bøger. (Foto: Michael Stoltze).

Det er også hårdt. Sue er på ingen måde mystiker, men hun ser og fornemmer naturens liv og død, skønhed og gru. Og måske først og fremmest poesi. Hun ser symboler overalt i naturen og har oplevet, hvor tæt den største skønhed og den dybeste sorg er forbundet. “Efter den varmeste vinter i mands minde stod jeg en dag i maj i stuen og så ud i haven mod øst, hvor jeg anede en lys violblå i farve højt i krattet mod himlen. Jeg gik udenfor, og tænk – det var kejsertræet, der for første gang stod klædt i et væld af store blå blomster. Det var… 22. maj 2008, på årsdagen”, siger Sue, “og siden har træet blomstret hvert eneste år”. For første gang i vores samtale kommer tårerne frem, også mine, men Sue sunder sig og slår fast: “Det var vel bare tilfældet, men et smukt tilfælde. Og verden er, hvad vi gør den til. Det træ er helligt nu!”. Kejsertræet giver særlig mening i forhold til Sue og Lars, fordi dets store blomster har samme fine, blå farve som de blomstrende Jacarandatræer i den by i Afrika, hvor de traf hinanden.

Kejsertræet. (Foto: Michael Stoltze

Mens vi sunder os, ser vi ud over blomsterhavet, hvor græsrandøjer, grønårede kålsommerfugle og nyforvandlede takvinger boltrer sig, og jeg får øje på noget grønt 10 meter væk i en af de fede blomsterstande på en sommerfuglebusk. En moskusbuk? Desværre, ved nærmere eftersyn viser det sig blot at være et grønt blad. Men haven er omgivet af mange piletræer, som den prægtige moskusbuk kan leve i, så Sue beslutter at læse om billen og se efter den på havens hjortetrøst og andre blomster. Sue er morgenmenneske og står gerne op mellem klokken fem og seks. Der er altid mange planter at se til og meget at gøre i haven. Børnene kommer ofte til Bornholm, især om sommeren. I den store snestorm i 2010-11 måtte hun lide den tort at holde jul alene, da alt var lammet og Halfdan strandede i Rønne. Men oftere tager hun over til børnene på Sjælland. Halfdan er arkitekt hos Henning Larsen og Cille er med stor succes med til at drive en specialbutik i kaktus. Astrid og Martin bor med børnene i et bofællesskab under Lille Svendstrup Gods. Astrid er PhD-studerende ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og Martin er viceforstander på et AOF sprogcenter.

Hoveddøren. (Foto: Michael Stoltze).

“I april 2007 fik Lars at vide, at Astrid ventede sig. Han var meget syg på det tidspunkt, men han forstod det, og det var en af de få gange, han græd. Af glæde og bevægelse, men siden har jeg tænkt, at det også var af sorg. Han vidste godt, han ikke ville opleve at se sit barnebarn”, fortalte Sue og tørrede øjnene for anden gang i løbet af vores samtale. Vi vender os igen mod haven og fuglene. I de første år var der et godt udsyn over markerne, og påskelørdag i 1979 kaldte Lars insisterende på Sue. Det var stortrappen, en af verdens største flyvende fugle, som at uransaglige grunde havde valgt at lægge vejen forbi Saltunavej. I dag er træer og buske vokset godt i højden på grunden, og der er mange flere småfugle end før. Men udsynet er ikke så godt mere. Et par hundrede meter væk, bag pilene, flyver en ravn lavt over landskabet og udstøder sit hæse “grok-grok-grok”. Der var ingen ravne på Bornholm, da Sue og Lars kom til øen. Nu er de vendt tilbage. Lars kommer ikke tilbage. Nevermore. Blomsterhavet er overvældende, og haven summer af liv og er ligeglad. Ligesom hornuglen, der en sen og stille sommeraften uforklarligt fulgte Sue ganske tæt under hendes vandring frem mod huset. Roligt og lydløst drog uglen med hende. Som et lys i mørket bare et par meter væk var det, som om den ville fortælle noget. Inden jeg kørte fra stedet så jeg kejsertræet. Det bugnede af store, grønne frøkapsler efter forårets blå blomstring.

Sue har de smukkeste hortensia. (Foto: Michael Stoltze).

Blomsterne i gården er mandshøje. (Foto: Michael Stoltze).

 


Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 28. august, 2017

Reklamer
Udgivet i natur | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ulven yngler i Danmark – vildskaben har etableret sig


I 1813 blev den sidste indfødte ulv i Danmark skudt.

Det skete natten mellem den 20. og 21. og juni ved Estvadgård i nærheden af  Skive. Jægeren viste nogenlunde, hvor den store, enlige han-ulv holdt til og brugte et dødt føl som lokkemad. Tålmodigt sad han i skjul med geværet i nærheden af føllet i fem lyse nætter. Den femte nat kom ulven, og jægeren tog sigte og dræbte den.

Legemet af den sidste ulv i Danmark blev transporteret ind til retten i Holstebro, hvor jægeren fik en kontant belønning for sin dåd. Og som markering af sejren blev det store skind af dyret hængt op udenfor byens rådstue. Med datidens natursyn var Danmark dermed en samfundsfjende kvit. Hyrderne på heden behøvede ikke længere frygte ulven, der dengang blev opfattet som et bæst med diabolske og onde hensigter.

Nu er der indfødte ulve igen i Danmark: Der er hørt, set, fotograferet og filmet ulvehvalpe. De er set et sted syd for Holstebro. Ved skæbnens ironi i nøjagtig samme del af landet, hvor jægeren for 204 år siden sad vagt ved føllet og ventede på at aflive den sidste ulv i Danmark. Naturstyrelsen i Vestjylland har længe haft en formodning om et ulvepar i området og satte automatiske fotofælder op. Først i juli 2017 afslørede de med sikkerhed tre ulveunger. Og samtidig filmede en jæger et større antal ulveunger i området. Han mener med sikkerhed at have set i alt otte hvalpe.

Efter omkring 200 år uden indfødte ulve, er Danmark atter ulveland. Det store rovdyr, der jager i flok og kan nedlægge krondyr og det, der er større, er vendt tilbage.

Den første sikre ulv i Danmark siden 1813 blev set og fotograferet i hjertet af Nationalpark Thy. Det var den 14. oktober 2012. Den var syg og blev fundet død på heden den 19. november. Næste danske ulv blev set og fotograferet af en familie fra et køkkenvindue i et hus nær byen Lem ved Ringkøbing Fjord den 26. december 2012. Og i årene efter blev flere forskellige ulve set i Jylland. De første var strejfende han-ulve, men i 2017 blev den første hun-ulv påvist med sikkerhed. Og nu er de første indfødte danske ulve altså et realitet.

Ulven føder sine små hvalpe i skjul under store træer eller i huler i jorden, under trærødder, klipper og store sten. Kuldet består af mellem én og 11 hvalpe, der er blinde de første 10 dage. Ved fødslen vejer hvalpene under et halvt kilo. Efter et år er de voksne og vejer mellem 30 og 80 kilo. De største er hanner. De bliver som regel kønsmodne efter to år og lever omkring 10 år i naturen. I virkeligheden er det en tilsnigelse at sige, at ulven er kommet til Danmark igen, for tamhunden har ulven som stamfader. “Menneskets bedste ven” er biologisk set en ulv.  De kan krydses med vilde ulve og få fuldt fertilt afkom.

Få dyr i verden er indspundet mere i myter end ulven. På godt og ondt. Der er myten om den gode og kloge ulv, som opfostrer Remus og Romulus, der dier hos ulvemoderen og grundlægger Rom. Og der er Kiplings historie om den vilde dreng, Mowgli, som vokser op med ulveunger hos en vild ulvefamilie i den indiske jungle. Og så er der den uhyggelige ulv i Peter og Ulven, fortællinger om Rødhætte og ulven og alle de grusomme historier om ulveflokke som omringer og forfølger ryttere eller hestevogne eller kaner. Læs blot fremstillingerne i Brehms “Dyrenes Liv” eller i Selma Lägerlöfs “Gösta Berlings Saga”.

Ulven er stigmatiseret som djævelen selv. Det hele har utvivlsomt rod i faktiske tilfælde af rabiesramte ulve. Ulve med rabies (rabiate ulve – heraf ordet “rabiat”) kan som følge af den uhyggelige, dødelige sygdom miste besindelsen og med fråde om munden slå sig på at angribe mennesker. Ellers er ulve bange for mennesker og stikker af, når man møder dem.

Hvad nu? Ulvens genindvandring og etablering i Danmark rusker gevaldigt op i vores natursyn. Der er ulveelskere og ulvehadere. Debatten har rumsteret længe. Efter at ulve med danske dåbsattester er en realitet, vil ulvedebatten blusse op til nye højder, som det er tilfældet nabolande som Sverige og Tyskland. Ulven er et stærkt toprovdyr. Den lever især af pattedyr i alle størrelse. Dens vigtigste kost er hjortearter som rådyr, krondyr, dådyr og rensdyr, men den tager også gerne får, geder og svin, og ulve i flok kan nedlægge både køer og heste.

Ulven er helt naturligt kommet til Danmark ved egen kraft, og modsat tidligere, hvor der var præmie på dens skind, er ulven nu en fredet dyreart, som det er strafbart at forfølge i EU-landene. Kun efter grundig dokumentation kan man i Danmark i visse tilfælde få tilladelse til at skyde en ulv, der har slået sig på at tage husdyr. I Sverige har man politisk fastsat hvor mange ulve, der må være i landet. Statens tilladelser til ulvejagt i Sverige er anledning til en til tider meget følelsesladet debat.

I Danmark har ulvenes ynglesucces allerede udløst første bølge af synspunkter for og imod ulven. Det vil fortsætte men nye bølger. Ulven er landet og Danmark er et ulveland. Den kan leve her, og ulvene kan blive mange med tiden, for de kan formere sig hurtigt. Hvor mange ulve, vi skal og vil leve med i Danmark, er ikke afklaret.

Det er vildskaben, der banker på Danmarks dør, og vi har lukket den ind. Det er sket med vilje, fordi vi som mennesker har giver naturen lov til det. Hvor vidt det skal gå og hvor vildt, det skal være i kulturlandet Danmark, vil tiden vise.

——-

Bragt første gang som essay af Michael Stoltze i Kristeligt Dagblad 5. juli 2017.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Naturen og kærligheden

Så længe, jeg kan huske tilbage, har naturen fortryllet mig.

Det var mit held at vokse op i en umådelig rig natur på Nordbornholm, og det var mit store privilegium at have forældre, som vidste noget om natur og altid hjalp mig med at sætte navne på de planter og dyr, jeg fandt. Når de fik navn, fik de ånd.

I skolen supplerede gode lærere med viden om vind og vejr og dyr og planter derude. Min klasselærer fra og med 4. klasse, Helge Christensen, var vores lærer i dansk, sang og biologi. Han var skrap og delte eftersidninger ud med rund hånd. Jeg var meget genert og stille i skolen. En dag formastede jeg mig dog til at snakke til min sidemand, mens vi to og to var på vej ind i klasselokalet efter at have ventet på Christensen udenfor. Det gav en note i den sorte bog, og efter timen blev jeg kaldt op til katederet. “Snakker du også derhjemme?”, spurgte Christensen, hvilket jeg som følge af almindelig forundring og mangel på situationsfornemmelse promte svarede “ja” til. For det skete da, at jeg sagde noget derhjemme. Hvorpå jeg fik min første og eneste eftersidning for næsvis opførsel.

 

Børnene er intenst optaget af en mursejlerunge, som var faldet ned og ikke kunne få luft under vingerne. Den blev kastet mod himlen, hvor den fandt sin frihed og fløj væk. Uforglemmeligt. (Foto: Michael Stoltze).

Siden fik Christensen og jeg dog en god kemi. Han lærte os om blomsternes intime kønsliv med støvknapper, støvfang, grifler og frø og smukke klæder (blomsterkroner) og nektar som lokkemad. Vi skulle tegne det hele for hinanden på tavlen og i vores arbejdshæfter, og det var uforglemmeligt. I biologitimerne tog han os tit med ud i landskabet omkring skolen, hvor der var marker og grøftekanter og skove og bække med et mylder af blomster. Han lærte os de vigtigste arter som blåhat, blæresmælde og forglemmigej at kende, og morede sig med at udfordre mig ved at spørge om navne, på de planter, han ikke lige kendte selv. Jeg synes, det var pinligt at sige noget, men fik dog fremstammet navne som marktusindgylden eller hampagtig hanekro, som stod i markskellene og skiltede med frække blomster i æggegult og violet. Den kendte han ikke, men han tog planten med tilbage til skolen og fandt ud af, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt. Han glemte ikke at rose, og siden spurgte han mig om plantenavne hver gang, vi var ude på tur.

Mine forældre og Christensen var en uvurderlig hjælp. Men den største glæde var Marie. Marie var datter af keramiker Karin Christensen og billedhugger Ole Christensen, som boede på en bakke omkranset af marker og skov til alle sider. Marie og jeg fandt sammen om at udforske naturen på alle leder og kanter, og vi havde stjernestunder sammen i mange år. Vi var ikke ret gamle, før vi listede rundt omkring Karins og Oles hus med net og syltetøjsglas for at fange alle de dyr, vi kunne overmande, finde sneglehuse, knogler og sjove sten. Og vi samlede bær og nødder og svampe og plukkede blomster af så mange slags, vi kunne finde.

Vi var vel fire og syv år, da vi begyndte at indtage naturen i hæmningsløse doser. Vi var hinandens tætte selskab i mange år, og uden at vi rigtig forstod det dér med kærester, talte vi af og til flygtigt om, at vi nok engang skulle være mand og kone. Det var ikke så vigtig. Det vigtige var naturen.

Kald det kærlighed eller naturglæde. For os var det en sanselighed og sorgløshed, som gjorde os nærmest lykkelige. Den var at ligne med lykken over sidste skoledag inden sommerferien, der dengang i grundskolen åbnede sig som en uendelighed af berusende frihed. Jeg var hvert år i juni sikker på, at sommerferien aldrig ville slutte.

Marie og jeg fandt de mest utrolige ting. Vores mest elskede sted var et lille vandhul i klipperne ved den vej, der førte op til huset. Det var let at komme til med vores net, og det myldrede med liv i vandet. Der var tilpas med vandplanter, og vandhullet var så dybt, at det aldrig tørrede helt ud om sommeren. Det var her, jeg erfarede, at de hurtige rygsvømmere med sølvskinnede ryg (som altså vender nedad, da de svømmer på ryggen) stikker smertefuldt. Jeg havde taget en rygsvømmer op i hænderne, hvor den ihærdigt sprang omkring med sine stærke svømmeben for at undslippe. Lige indtil den lagde sig til rette mellem to fingre og tilføjede mig et resolut stik, som fik mig til at kaste rygsvømmeren fra mig med et hyl.

Og det var her, Marie imponerede mig ved at fange to “kongesalamandre”. De var dobbelt så store som de almindelige salamandre. Og hannernes haler havde vidunderlige sølvstriber i hele deres længde. Vi fandt også salamandrenes larver, der var lyserøde med udstående, vingelignende gæller bag hovederne. Der var noget engleagtigt over de sarte dyr, der havde de fineste små fingre og tæer.

Børn indtager fordomsfrit naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Senere i folkeskolen blev det sådan lidt pinligt at lege med piger, så til min ærgrelse blev turene med Marie sjældnere. I stedet blev jeg optaget af at fiske sammen med min tvillingebror Jacob og vores kammerat Anders, som var succesfuld geddefisker og mestrede kunsten at fange bækørreder med de bare næver.

Lige inden afslutningen af 7. klasse arrangerede vore lærere en telttur til en lejrplads et sted i Rutsker Plantage. Det var juni og lyse nætter. Nattergalene sang, og i søerne kvækkede de store grønne frøer på livet løs. Vi havde bål, vi havde soveposer, og det hele var så stemningsfuldt og hyggeligt, mens flagermuserne flaksede lydløst frem og tilbage i skovbrynet og over de små søer. Men køligheden kom med den lyse nat, og vi rykkede ind i teltene med lygter. Lærerne tog rundt til os og sagde, at vi skulle sove, men det var alt for spændende. I mit telt fortalte vi spøgelseshistorier og legede “sandhed og konsekvens” så langt ud på natten, at ingen slap for at kysse. Det var min kysse-debut, og det var både vigtigt og mærkværdigt, som det er i den alder. Hun hed Dorete og hun var sød, men jeg var frygtelig genert og slet ikke parat til det med piger endnu.

Man bliver stærkt påvirket af at indtage naturen med alle sanser. Man kan blive så opslugt, at man i åndeløs spænding glemmer tid og sted. Man tilegner sig verden, og det er godt, når dyr og planter får navne og sjæl om bliver fortrolige medskabninger. De bliver en del af os, og vi bliver en del af dem. Det hele er natur og det hele hænger sammen.

De to blåfugle sad i vegetationen, da vi plukkede blåbær. Skønhederne lever kun et par uger. Deres korte liv handler udelukkende om parring og æglægning. (Foto: Michael Stoltze).

Naturen er fundamentet for al kultur. Og i kærligheden er naturen den ursuppe, det hele gror af. I kønslivet er mennesket ikke grundlæggende anderledes end andre dyr. Menneskets seksuelle attributter, erogene indretning og vedvarende parringstid i voksenalderen gør os dog påfaldende aktive, måske fordi vi er nøgne og kan udveksle kropsvarme med hinanden langt hurtigere og lettere end vores hårede slægtningen.

Kærligheden er en stærk følelse, som kan beruse os. Vi kan være forelsket i forelskelsen, og vi kan blive forblændet og fysisk påvirket på et utal af måder. “En krop kan reagere på en anden krop med en sollignende varme”, skriver den svenske digter Ann Jäderlund for eksempel. Smukt. Jeg tror, de fleste kender fornemmelsen.

Lykken over naturen og vores medskabninger er også en stærk følelse, som fysisk kan påvirke mennesker meget. Naturglæden er tæt forbundet med lykken ved at kende, elske og sanse mennesker.

Som art skiller mennesket sig ud ved at have mange kulturelt betinget ritualer omkring kærlighed og samliv. Mennesket hylder kærligheden og dens væsen. Den ideelle kærlighed er betingelsesløs og ukompliceret. Men stærke følelser er forbundet. Det er svært at følges ad, der er så kort fra kærlighed til had. Den største lykke er momentvis og altid truet. Derfor er håndteringen af kærligheden og forholdet mellem mand og kvinde centralt og omdiskuteret i alle religioner.

I kristendommen findes de mest berømte og brugte ord om kærligheden i Paulus’ første brev til korinterne, hvor han blandt andet skriver:

“Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, saa at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.”

Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt.”

“Saa blive da Tro, Haab, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.”

Mennesket er som art enestående ved at være bevidst om kærligheden og ved at leve med at søge kærligheden og ånden. En søgen, ser aldrig slutter, for der gives ingen formel på kærlighed og ånd.

Fysikeren og metafysikeren Hans Christian Ørsted (1777-1851) brugte hele sit liv på en meget bevidst søgen efter formlen på ånd. Hans insisterende søgen gjorde ham allerede fra barnsben af til en alvorsmand, og han fandt naturligvis aldrig den formel, der ikke findes. Til gengæld gjorde den konstante søgen Ørsted til en af de personer, der har haft størst betydning i videnskab og filosofi. Hvis man er i tvivl, vil jeg anbefale at læse Dan Ch. Christensens fremragende biografi “Naturens tankelæser” (2009, 1209 sider i to bind) om Ørsted.

Ørsteds tanker kredsede konstant om naturen, naturkræfterne og sammenhængen mellem det hele. Han skriver om dette og forholdet til Gud i sit “testamente”, Aanden i Naturen, som udkom kort før hans død. På baggrund af sin indsigt i naturen advarer Ørsted i værket om en fast forestilling om Gud og udtrykker det forsigtigt således: Vi ser Guds tanker i hans værker, og skulle ved hjælp af vor viden om disse danne vor forestilling om ham.” Ørsted var snublende nær på Darwins tanker om evolution blot 10 år før  udgivelsen af Arternes oprindelse.

Sådan er det med naturen. Og sådan er det med kærligheden. Det hele hænger guddommeligt sammen.

——-

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad Sankthansaftensdag, 23. juni 2017 

 

Udgivet i Dansk natur, natur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Et smukt par på engen – isblåfugl og violetrandet ildfugl

En strålende, nyforvandlet han af isblåfugl soler sig med hovedet nedad og vingerne vendt mod solen. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

I løbet af juni dukker et smukt par op på gode, blomsterrige enge: Enge med trævlekrone, fløjlsgræs, ranunkel, mynte, mjødurt, orkideer, blåviolet musevikke og høje syreplanter med røde toppe, der svajer i vinden.

Det smukke par er violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe) og isblåfugl (Polyommatus amanda).  De dukker op med skinnende metalfarver som ild og vand på engen næsten på samme tid af året. Og som nyforvandlede stråler de om kap i solen, som var det en skønhedskonkurrence.

Morgen og sen eftermiddag og aften, hvor solen står lavt, har de to sommerfugle for vane at sætte sig i vegetationen med hovederne nedad og vingerne vendt som paraboler mod sollyset. Sådan stråler de langt væk som små juveler i de blomstrende enge.

Både ildfugle og blåfugle tilhører blåfuglefamilien, der desuden omfatter busksommerfugle (blåhale, guldhale og flere andre arter). Larverne ligner bænkebidere og har meget stærk og sej hud. De udskiller søde stoffer og dufte, der tiltrækker myrer, og myrerne beskytter larverne mod blandt andet snyltehvepse. Larven af den violetrandede ildfugl lever på almindelig syre (Rumex acetosa), mens larven af isblåfugl lever på musevikke (Vicia cracca). De overvintrer som små larver.

Både isblåfugl og violetrandet ildfugl er gået meget tilbage i Danmark i takt med, at gode, blomsterrige enge er forsvundet på grund af dræning, gødskning og overgræsning. Navnlig violetrandet ildfugl er blevet en sjældenhed, og den er næsten forsvundet fra Øerne.

Opskriften på at få de fine sommerfugle tilbage er: Hæv vandstanden til det naturlige, stop al gødskning, sprøjtning og tilskudsfodring, og sørg for let kreaturgræsning hele året eller let sensommergræsning (efter 1. august) – gerne blot på halvdelen af engen, så halvdelene afgræsses hvert andet år på skift.

Underside af isblåfugl. (Foto: Michael Stoltze).

Violetrandet ildfugl – han. (Foto: Michael Stoltze).

Violetrandet ildfugl i aftensolen. (Foto: Michael Stoltze).

Violetrandet ildfugl – hun. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Guldsmedeglæde

Den rødøjede vandnymfe elsker åkandeblade og andre blade, der flyder på vandet. Her lægger den an til landing. (Foto: Michael Stoltze).

Guldsmede er andet end de fine kunstnere, som fremstiller dyrebare smykke af ædle metaller og kostelige sten.

Det er også en orden af store, elegante og farvestrålende insekter, hvis larver lever som glubske rovdyr i ferskvand.

De færreste ved, at der fundet 60 arter af guldsmede i Danmark, og at der de senere år er kommet flere nye, prægtige arter til os sydfra på grund af klimaforandringerne.

Det er ikke let at få øjenkontakt med en stor guldsmed, som har over 10.000 øjne på hver side af hovedet. Men det er også godt nok at være iagttager. Jo mere man ser, og jo mere man ved om guldsmede, jo mere rører de hjertet.

En nyforvandlet og sårbar bleg vandnymfe. Nymfehuden anes til venstre. (Foto: Michael Stoltze).

Min betagelse af guldsmede startede vist nok den dag, min far kom for at vise os børn noget i en tændstikæske. Han åbnede æsken og tog med yderste forsigtighed en vægtløs og skrøbelig tør ham af en stor guldsmedelarve op i sin hånd. Han forklarede, at han havde fundet den klynget til et siv i kanten af “Isbjørnegrotten” (et lille, nedlagt stenbrud med en ren sø, som vi badede i) og fortalte, hvordan den store guldsmed var krøbet ud af sin larvehud og nu fløj omkring i skoven på jagt efter insekter i luften. Det tørre, florlette hudhylster var ladt tilbage som en raslende hilsen fra guldsmedens larvetid. Åndeløse af spænding vovede vi næsten ikke at trække vejret, før huden forsigtigt var lagt ned på vattet i æsken igen. Æsken med det lille klenodie fik bagefter en hædersplads på chatolhylden i stuen.

Nymfehud af en smaragdlibel. (Foto: Michael Stoltze).

 

Smaragdlibellen står stille over vandet. Den er meget almindelig. (Foto: Michael Stoltze).

Guldsmede har eksisteret på Jorden i over 300 millioner år siden Kultiden – længe før der var blomsterplanter og dinosaurer. De er primitive insekter med ufuldstændig forvandling. Det vil sige, at de ikke har et puppestadium. Larverne er ikke rigtige larver, men såkaldte nymfer. Larvernes (nymfernes) kroppe og ben ligner de voksne insekters en del, men de har ikke de voksne guldsmedes flotte farver, og vingerne er blot små, stumpede anlæg på forkroppen. De ville også være vældig upraktiske at slæbe rundt på under vandet.

Guldsmede tilbringe det meste af deres liv som sådanne nymfe-larver i vand. De er brune og lumske rovdyr, der ligger på lur eller lister omkring på tynde ben i jagt efter smådyr. På undersiden af hovedet har guldsmedelarver et enestående langt, sammenfoldet læbeapparat, som for enden er udstyret med et par sylespidse gribekroge. Hvis et smådyr, en lille haletudse eller en lille fisk komme inden for rækkevidde, skyder guldsmedelarven lynhurtigt sit fangstapparat med vidtspredte gribekroge frem mod offeret. Hvis guldsmedelarven rammer, sidder byttet uhjælpeligt i saksen og bliver trukket ind under hovedet og fortæret.

Guldsmedelarvernes levetid varierer. De fleste lever et lille års tid i vand, men nogle er to eller flere år om deres udvikling. De første guldsmede dukker op i maj, og hen i juni kan der være et sandt mylder af de fine insekter ved rene ferske vande. Ved rene skovsøer med rig vækst af vandplanter er der særlig mange guldsmede, som patruljerer i luften og sidder i vegetationen alle steder. Nogle af de store guldsmede, de elegante mosaikguldsmede, kan flyve meget sent på året. De kan flyve diskret rundt i skovlysninger helt til skoven gulner sidst i oktober.

Der er to slags guldsmede: Ægte guldsmede, som er store, kraftige og hurtige, og vandnymfer, der er spinkle med fine, nåletynde kroppe, og som flyver roligt omkring ved ferske vande på lette, svirrende vinger.

De ægte guldsmede flyver hurtig og langt omkring, og nogle af arterne foretager træk over flere hundrede kilometer.

Ved rene damme er der tit et mylder af forskellige arter af vandnymfer, som jager småinsekter, parrer sig og lægger æg i vandet. De er bestemt umagen værd at lægge mærke til. De fleste arter er smukt blå, men der er også røde og metalgrønne vandnymfer. Og ved vandløb holder de store metalskinnende blå pragtvandnymfer til.

Flagermusvandnymfen lægger æg. Hannen har stadig fat i hunnens nakke. Der er mange lignende blå vandnymfer. (Foto: Michael Stoltze).

Guldsmedenes kærlighedsliv er yderst specielt og meget smukt. Forrest på undersiden af bagkroppen har hannen et sædgemme, som han lader op ved at krumme bagkropsspidsen (hvor kønsorganerne sidder) og “masturbere” mod sædgemmet, så det bliver “ladt” med sæd. Når hannen har ladt sin “sædpistol” opsøger han en hun, som han griber i nakken med nogle kroge på bagkropsspidsen. Sådan kan parret være koblet sammen i op til et par dage. Efter sammenkoblingen bøjer hunnen sin bagkrop op mod hannens sædgemme for at blive befrugtet. På den måde danner parret et “parringshjerte”. Ved damme med mange vandnymfer ser man tit parringshjerter (også kaldet “parringshjul”). De sammenkoblede guldsmede kan flyve af sted sammen. Vandnymferne flyver som regel to og to efter hinanden – hannen forrest og hunnen bagefter (såkaldt “tandemflugt”), mens de ægte guldsmede gerne flyver, mens de er koblet sammen som parringshjul. Det er hårdt for dem, så de flyver kort, lavt og ikke så langt i den situation.

Parringshjul – parringshjerte. (Foto: Michael Stoltze).

 

Et klenodie. Den sjældne spidsplettede libel i parring ved Susåens bred nær Herlufholm. (Foto: Michael Stoltze).

De ægte guldsmede deles traditionelt i de store mosaikguldsmede, de mindre libeller og smaragdlibeller, flodguldsmede og kongeguldsmede. Vandnymferne kan groft deles i pragtvandnymfer og andre vandnymfer.

For nogle år siden begyndte den flotte og varmekrævende kejserguldsmed at yngle i Danmark. Det er den største og kraftigste guldsmed i Europa, og i varme, lavvandede søer i den sydlige del af Danmark er det mange steder en af de almindeligste store guldsmede nu. Bagkroppen er flot blå med en mørk rygstribe og hovedet er meget kraftigt. Så kraftigt, at man skal passe på, hvas man har den i hænderne. Kejseren kan bide, så blodet flyder!

Kejserguldsmedens lidt mindre slægtninge, mosaikguldsmedene, er der mange arter af. De er utrolig smukke og bærer deres navn med rette. I skovlysninger og langs skovbryn kan det på gode sommerdage og langt hen på efteråret myldre med mosaikguldsmede, der jager i lufter. Guldsmeden griber og æder sommerfugle og andre insekter i luften med sine seks lange, tornede ben. Jeg har tit oplevet fire, sarte sommerfuglevinger dale ned i kølvandet på en jagende guldsmed.

Den nyindvandrede kejserguldsmed. Europas største guldsmed. (Foto: Michael Stoltze).

 

Hovedet af en håret mosaikguldsmed. Hvert af de store sammensatte øjne rummer over 10.000 enkeltøjne. (Foto: Michael Stoltze).

Ved småsøer flokkes mange arter af libeller. De er blå, røde, gule og sorte, og de fine dyr sætter sig tit i vegetationen eller på jorden. De skinnende grønne smaragdlibeller er mere hvileløse og de rene luftakrobater. De flyver lavt over vandet og står med mellemrum bumstille i luften på svirrende vinger et sekund eller to.

Pragtvandnymferne hører til de allersmukkeste insekter. De er bredvingede og større end andre vandnymfer med vingefang op til syv centimeter. Der er to arter: Én med helt stålblå vinger, og én med stålblå bånd på vingerne. Den blåvingede pragtvandnymfe lever i rene, planterige småbække, mens med den blåbåndede pragtvandnymfe lever i store, rene, planterige åer. Her sidder de flotte vandnymfer på fremtrædende pladser i vegetationen, danser eller har territoriekampe, så de glimter som blå juveler i luften. Det er kun hannerne, der har de flotte farver. Hunnerne er diskret grønlige med svagt tonede vinger.

Han af den blåvingede pragtvandnymfe, som lever i små, rene bække og åer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Blåbåndet pragtvandnymfe i luften over Susåen. Den leder ved store, rene åer. (Foto: Michael Stoltze).

De danske guldsmede er ved at blive skrevet i mandtal.
I årene 2014-2017 indberetter eksperter og glade amatører frivilligt fund af guldsmede til Atlasprojekt Danmarks Guldsmede (www.guldsmedeatlas.dk). De har inddelt Danmark i godt 600 kvadrater på 10×10 km, og i hvert kvadrat undersøger man, hvor mange guldsmedearter, der findes. Det er Naturhistorisk Museum og hjemmesiden Fugle og Natur, der står bag projektet. Det skal vise, hvordan det står til med guldsmedene og naturen i søer og vandløb. Her er en aktuel oversigt og Danmarks guldsmede http://allearter.dk/artsgrupper/dyr/insekter-mfl/guldsmede/ (opdateres løbende), og her er en rigtig flot hjemmeside: http://danske-guldsmede.dk/index.php.

Når guldsmedeprojektet er slut, bliver resultaterne offentliggjort som en populær bog om de prægtige dyr. Den bog glæder jeg mig godt nok til! Interessen for guldsmede stiger med stormskridt. Alle arter har danske navne og er fotogene. Med nye, billige digitale kameraer af høj kvalitet er guldsmedene elskede motiver, der bliver delt i enormt omfang på sociale medier.

Flere og flere har opdaget, hvordan en guldsmed kan vække lykke som et levende smykke. Mit hjerte skælver i hvert fald tit af guldsmedeglæde.

Velkommen til guldsmedenes verden!

Der er tit trængsel ved de gode æglægningssteder. (Foto: Michael Stoltze).

———–

Ovenstående artikel er første gang bragt som essay i Kristeligt Dagblad den 15. maj 2017.

Udgivet i Biodiversitet, Dansk natur, guldsmede | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Økologi kan blive et guldæg for Danmark


 

Danmark er verdensmester i økologisk landbrug.

Omkring 10 % af de fødevarer, vi køber, er her i 2017 økologiske, og fra at have været et storbyfænomen, er der nu økologiske varer på hylderne overalt i landet. Hele Danmark er med på vognen. Efter mange års slingrekurs er arealet, der dyrkes økologisk markant stigende, og forbruget af Ø-mærkede varer stiger stejlere end nogensinde.

Det er rasende interessant. Det er også interessant, at en ny undersøgelse udført for Danmarks Naturfredningsforening viste, at mennesker, som normalt ikke spiser økologisk, efter blot 14 dage på ren økologisk kost, holder helt op med at have rester af sprøjtegift i urinen. De sundhedsmæssige konsekvenser af dette kendes ikke med sikkerhed, men de færreste har lyst til at rende rundt med bevidstheden om at have rester af sprøjtegift i kroppen.

Økologi er meget andet end landbrug uden sprøjtegift. Det er også dyrkning uden kunstgødning og dyrehold uden massivt brug af antibiotika. Og økologi er dyrevelfærd og levende jord. Økologer arbejder med muld med masser af liv og kulstof i jorden, mens jorden for det agrokemiske, konventionelle jordbrug er et voksemedium, der primært skal holde planterødderne fast.

Økologi er til tider blevet dyrket som noget nær en religion. Forskning i dyrkningsmetoder og recirkulation af næringsstoffer har imidlertid betydet, at økologien har bevæget sig fra at være baseret på tro til i stadig højere grad at være baseret på viden. Og det er en udvikling, der fortsætter, selv om midlerne til forskning i området er påfaldende små.

Økologien bliver ofte udråbt til at være til gavn for naturens mangfoldighed af liv – biodiversiteten. Det er en tilsnigelse. Økologisk landbrug er fødevareproduktion. Produktionen beslaglægger arealer, hvor målet er produktion af fødevarer. Økologisk dyrkning tager ligesom al anden dyrkning plads fra den vilde natur og fortrænger biodiversitet. Sådan er det med dyrkning, og det er der ikke i sig selv noget forkert eller underligt i. Fødevareproduktion har ikke til opgave at dyrke biodiversitet, men fødevareproduktionen skal som alt andet være bæredygtig og tage hensyn til biodiversiteten.

Her står det økologiske landbrug overfor en svær opgave, hvis det skal vokse sig større og på sigt blive fremtidens bæredygtige fødevareproduktion. Det fylder for meget. Produktionen per hektar er typisk ca. 30 % lavere på økologiske brug, sammenlignet med ikke økologiske brug. Det betyder, at vi med de nuværende regler vil få brug for at opdyrke meget større arealer, hvis vi skulle gå over til 100 % økologisk drift, som jeg og mange andre taler for. Det ville betyde pres på naturen, og det har fået mange forskere og naturforkæmpere til at af kritisere økologi for at være naturfjendsk.

Kritikken er berettiget og skal tages alvorligt, men der er ingen grund til panik. Der er nemlig mange veje til en mere bæredygtig og produktiv økologisk fødevareproduktion. Det basale er forskning og videreudvikling af recirkulation af næringsstoffer – næring fra spildevand, affald og alskens restprodukter skal ud på markerne, så snart, det er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Der skal forskes videre i afgrødevalg og dyrkningsformer, der holder på næringsstofferne. Og så skal vi lære at spise lidt mindre kød og i højere grad grøntsager, kerner og plantefedtstoffer. Vi er mange, der er rene kødnarkomaner. Der er et vældigt miljøproblem, fordi kød – navnlig okse- og svinekød – koster masser af plads og energi at producere. Løsningen er ikke, at vi alle bliver vegetarer, men at vi reducerer vores kødforbrug med for eksempel 20-30 % og begynder at spise mere fjerkræ.

Og så er der den hellige ko i økologien: Kunstgødning. Uanset hvordan man driver sine økologiske marker, er det svært at sikre nok næring til planterne. Med de gældende regler må økologer ikke bruge kunstgødning. Det giver problemer, og derfor må økologer importere op til 25 % staldgødning i form af gylle fra konventionelle svine- eller kvægfarme. Den regel er naturligt nok en anstødssten, som – berettiget – har rejst kritik af økologisk landbrug for at lukrere på det konventionelle landbrugs brug af både kunstgødning og sprøjtegift. Økologer har taget kritikken til sig, og det er planen, at det efter år 2020 skal være forbudt at tilføre gødning fra konventionelle brug til økologiske brug.

Det stiller imidlertid den fremadstormende økologiske fødevareproduktion i en kattepine. Hvordan bliver produktionen per hektar høj nok? Hvordan bliver økologien mere bæredygtig? Næsten alle verdens FN-lande, herunder Danmark, har forpligtet sig til senest i 2020 at afsætte mindst 17 % af deres landareal til natur med biodiversitet som øverste mål. Samtidig skal vi også have skove til vedproduktion, byer, veje, sommerhusområder og anden bebyggelse. Der bliver altså ikke mere plads til landbrug, men mindre. Fremtidsscenarier tyder på en reduktion af Danmarks dyrkede areal fra nu omkring 60 % til omkring 50 % af landets areal om 25 år.

Løsningen er blandt andet at indføre en kattelem i de økologiske grundregler: Kunstgødning. Anvendt traditionelt er kunstgødning af forståelige grunde bandlyst i økologisk landbrug, fordi det tilført i store og koncentrerede mængder dræber den levende jord. I modsætning til sprøjtegifte er kunstgødning imidlertid identisk med naturlige og nødvendige stoffer i naturen. Naturlige stoffer kan være gift i høje koncentrationer (tænk blot på salt), men indholdet i kunstgødning er basalt set at ligne med salt – livets salt, om man vil. På dyrkede marker skal der være højere koncentrationer af næringsstoffer end andre steder i naturen. Ellers bliver afkastet så beskedent, at Jordens snart 8 milliarder mennesker hurtigt vil komme til at sulte.

Når økologer af selvindlysende grunde ikke længere må bruge staldgødning fra konventionelle landbrug efter 2020, er der brug for at få næring på anden vis. En del kan givetvis klares ved at bruge kvælstoffikserende ærteplanter, dyrkningsmetoder, der holde på fosfat og mineraler og ved at tilføre næringsstoffer udvundet af alskens affald. Men der vil uundgåeligt opstå problemer med næringstab, som skal kompenseres for at sikre et tilpas højt udbytte. Hvis jorden ikke indeholder næring nok, vil udbyttet blive så lavt, at man skal dyrke et meget større areal. Det er ikke bæredygtigt og vil gå ud over naturen.

Vejen til et mere bæredygtigt økologisk landbrug indebærer, at man som en nødløsning skal kunne bruge kunstgødning efter behov. Ikke som standard, og kun som en berigelse af staldgødningen i så lave koncentrationer, at økologiens særkende, den levende jord, ikke lider skade. Brug af kunstgødning lyder givet som en kættersk tanke blandt traditionalister. Men det er langt bedre, rigtigere og mere bæredygtigt end den nuværende praksis, hvor økologer reelt ”snylter” på konventionelt landbrug. I en ideel verden en gang i fremtiden kan man måske dyrke jorden så effektivt og recirkulere næringsstofferne så perfekt, at kunstgødning helt kan undgås. Men dér er vi ikke endnu, og indtil da er klog brug af beskedne mængder kunstgødning i lave koncentrationer både bæredygtigt og uden problemer for jord, miljø og sundhed.

Det økologiske landbrug er i løbet af de sidste to-tre år kommet ud af kravlegården og er ved at vokse sig stærkt. Barnet har alle muligheder for over en årrække at udvikle sig til en kraftfuld voksen, der kan gøre landbrug til et bæredygtigt, fornøjeligt og højt respekteret erhverv, som vi i landbrugslandet Danmark kan være stolte af.

Økologien er på vej frem og kan blive et guldæg for Danmark.

Udgivet i Dansk natur, Landbrug, Landbrugspolitik, natur, Naturbeskyttelse | Tagget , , , , , , , | 10 kommentarer

Hvordan skal Danmarks areal anvendes i fremtiden?

Hvis det står til danskene, skal vi have mere skov og beskyttet natur i Danmark, og landbruget skal kun fylde omkring halvdelen af Danmarks areal. Det viser en undersøgelse fra Teknologirådet. På den baggrund debatterer politikerne fremtidens arealanvendelse i Danmark på en konference 3. maj 2017 (Foto: Michael Stoltze).

I dag er 15 % af Danmark landareal skov og 12 % natur og klimatilpasning – i alt 27 %

Teknologirådet er i en ny undersøgelse over danskernes ønsker til fremtidens arealanvendelse i Danmark kommet frem til, at vi ønsker 18 % skov og 16 procent natur og klimatilpasning – i alt 34 % – i år 2050.

På et topmøde i Japan i 2010 blev verdens statsledere enige om, at mindst 17 % af landarealet inkl. ferskvandsområder samt 10 % af havarealet og kystområderne, især områder som er særligt vigtige for biologisk mangfoldighed og økosystemtjenester, skal være beskyttet gennem effektivt og ligeligt forvaltede, økologisk repræsentative og velforbundne systemer af beskyttede områder og andre effektive områdebaserede foranstaltninger i alle lande. Altså også i Danmark.

Danmark kan nå målet om at beskytte 17 % af landarealet (inkl. ferskvandsområder) som “natur, hvor den vilde biodiversitet har førsteprioritet” i år 2050, hvis halvdelen af arealtyperne skov, natur og klimatilpasning beskyttes som sådan. Hvis vi skal nå målet før, skal vi være mere ambitiøse.

Hvordan Danmark kommer til at se ud i fremtiden, bliver afgjort politisk. Står det til befolkningen, skal skov og natur fylde godt 30 % mere end nu i 2050 og landbrug omkring 20 % mindre end nu i 2050. Alt det bliver drøfter ved en konference på Christiansborg den 3. maj 2017 på baggrund af Teknologirådets rapport, som er kommet til verden på baggrund af bland andet oplæg fra foreningen Natur og Samfund.

Find Teknologirådet rapport og anbefalinger her.

Konferencen bliver vist her på Folketingets TV-kanal.

 

Udgivet i Danmark, Dansk natur, Landbrugspolitik, Naturpolitik | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar