Vibesang


VIBEN

Atter hjemme, vårens stemme
lyder over mark og eng,
når du svinger livets vinger
over Jordens elskovsseng.
Græsset nejer, vinden fejer
– tørrer vinterlandets krop.
Forårssvimmel, på din himmel
bærer du din stolte top.

Blæst med byger driver skyer
over landet – dit og mit,
mens du danser ser og sanser
vender dig i sort og hvidt.
Så uroligt og utroligt
flyver kærlighed og tro.
Vibevenner, forårsfrænder
finder sammen to og to.


Tekst og tegning: Michael Stoltze


Melodi: Mogens Jermiin-Nissens melodi til Halfdan Rasmussens “Noget om billigrejser” (“Jorden drejer om sin akse”).

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , , , , | 3 kommentarer

Tæt på Paradiset – noget om haver og natur

Vilde blomster som blåhat og gul snerre (“Jomfru Marias sengehalm”) er pragtfulde i haver. Blåhatten er en ren sommefuglemagnet. Og den gule snerre dufter vidunderligt. (Foto: Michael Stoltze).

Haver er kultur og natur i skøn forening, og de bliver ekstra spændende, når naturen er med til at bestemme. Sidste år begyndte jeg at omlægge haven på min nye bopæl på Bornholm efter samme ideer som min tidligere have på Sydsjælland. Det er en stor og dyb glæde. Her er mit essay fra 2010 om haver og natur:

TÆT PÅ PARADISET
Den vilde, rå natur har altid betaget mig. Derfor bliver mange af mine bekendte forundrede over, at jeg elsker at slå græs.

Men det gør jeg. Den første tur i haven med plæneklipperen, fulgt af den fine duft af nyslået græs i næsen, er en af de helt store forårsglæder efter vinteren. Og glæden fortsætter i løbet af forsommeren og sommeren, hvor græsset skal slås jævnligt. I varme og fugtige perioder skal det ske med bare fire-fem dages mellemrum. I tørre og kølige perioder kan man nøjes med at slå græsset hver 14. dag. Men en ting er sikkert: Det gør underværker at slå havens plæner. Det er som at berede et behageligt tæppe af grønt, der indbyder til småture i bare tæer, leg og boldspil eller blot til rare steder at slå sig ned for at nyde solen og havens blomsterpragt.

Plænen i haven her på Sydsjælland bliver hverken gødet eller sprøjtet. Og muldvarpe og markmus muntrer sig jævnligt med at underminere græsset, så plæneklipperens hjul bumper ned i hullerne med det resultat, at maskinen standser brat op. Der er også masser af mos og alskens ukrudt i plænen, hvor martsvioler, ærenpris, cikorie, mælkebøtte, brunelle, korsknap, følfod, hvid okseøje, merian og bitter bakkestjerne holder stand. Men slåningen favoriserer græsset, så ukrudtet blomstrer kun på trods og i det mål, jeg bestemmer.

I staudebedene er der både brændenælder, døvnælder, djævelske snerler og havepest, der egentlig er en smuk art klokkeblomst. Og så er der skvalderkålen, der ikke er en kål, men en skærmplante, som munkene efter sigende indførte til Danmark en gang i middelalderen. Siden skal jeg love for, at den har taget de danske haver til sig. Dens rodskud kiler sig ind mellem sten og rødder, hvorfra bladene med usvigelig sikkerhed vælder frem fra deres gemmesteder, næsten uanset hvor grundigt man har luget.

I de frodige staudebede, hvor blomsterne står og klæder hinanden, kan det være svært at finde frem til og gribe om skvalderkålens onde rod. Hvis man er for ihærdig, ødelægger man nemlig bare de planter, der skal være der, og så ender det hele med at ligne en sønderbombet slagmark. Næh, her er metoden udsultning af skvalderkålen og lys til stauderne: Uden at forstyrre jorden skal man lige så nænsomt fjerne alle overjordiske dele af skvalderkålen. Det dræber den ikke, men den bliver holdt i ave, og så er det en hyggelig måde at tale med sine stauder på. Man kan næsten fornemme, hvordan de skælver af taknemmelighed over at få lys og luft, hver gang man fjerner et blad skvalderkål. Og belønningen kommer som amen i kirken i løbet af de næste dage, hvor stauderne strækker sig, breder sig og blomstrer.

Jeg luger hvert år adskillige læs skvalderkål væk på den måde. Bladene kan bruges i køkkenet, og mine venner siger, at jeg vel kan æde mig gennem ukrudtet. Men det er uoverkommeligt. I stedet ender skvalderkålen på kompostbunken. Og jeg kan faktisk godt lide at luge skvalderkål. En morgen i maj kom en granvoksen hare listende ganske tæt ind på mig, mens jeg sad og rensede iriserne for den uønskede plante. Haren satte sig helt roligt på den anden side af det smalle bed og så mig an med sine store øjne. Den så så alvorlig ud med sit smalle hoved og sin næsten hjorteagtige statur, som om den ville sige mig noget. Men så listede den lige så roligt og vuggende af sted igen ned mod brakmarken, som jeg har fredet netop af hensyn til harer og agerhøns.

Efter en kold og regnfuld maj, en kølig juni og en varm og solrig juli står haven i skrivende stund blomsterrig og smukkere end nogensinde. Skvalderkålen er banket så nogenlunde på plads, græsset er nyslået (hurra!), og køkkenhavens urter står godt og givende. “Maj måneds kulde gør laderne fulde” synes at holde.

Roserne har heller aldrig blomstret flottere end i år. Ingen meldug, ingen bladlus – bare masser af duftende blomster. Og nu er roserne i fred for rådyrene, der har en ganske særlig forkærlighed for rosenblade og rosenskud, som de gerne gnaver ned til sokkeholderne. Hele haven blev nemlig hegnet ind for nogle år siden, og rådyrene må nu nøjes med brakmarken og de vilde buske uden for haven.

I vinter, hvor frosten bed, og sneen føg og lagde sig tungt i dyner derude, var det svært at tro, at alting i haven skulle spire, gro og blomstre, som det gør nu i overflod. Men miraklet er sket igen, og haven står i sin skønneste pragt med nøkkeroser og grønne frøer i vandhullet, roser og riddersporer og en køkkenhave med kruspersille, ærter, bønner, fennikel, artiskokker, basilikum og meget andet. Ja, vinstokkene, som jeg plantede for to år siden, har nu endelig fat for alvor og giver for første gang druer og meterlange skud i alle retninger. Kan man håbe på søde drueklaser til efteråret? Ved huset er figentræet kommet sig efter den barske vinter, og det bærer figner, der i august er blevet mørkviolette, tunge og saftige. Jeg havde ellers opgivet træet, der så dødt ud langt ind i maj.

De meterhøje rosmarinbuske kunne derimod ikke klare mosten. Så de er blevet skiftet ud med nogle små nye planter, der forhåbentligt kan vokse sig lige så store som deres forgængere – om vejrguderne og klimaforandringerne vil. Jeg holdt meget af de store rosmarinbuske, som tit blomstrede midt i de milde vintre. Man kunne dele fede, duftende grene ud til familie og venner, og det var altid en sanselig fornøjelse at lade hånden glide gennem de tunge og fyldige skud, hver gang man skråede over gårdspladsen. Hvilken duft af Syden …

For seks år siden lagde jeg et frø af en ægte pinje fra Norditalien i jorden. Det spirede, og til min overraskelse har træet overvintret og groet i haven lige siden. Det står et beskyttet sted ved en vestmur – men alligevel. Tænk, om det kunne blive til et stort træ med en rigtig pinjeparaply og store kogler med pinjekerner? Så vidt kommer det dog næppe.

Jeg er erklæret tilhænger af den romantiske have, hvor kultur og vild natur fletter sig ind i hinanden. Hvis man gerne vil have lavendler, roser, georginer, køkkenhave, frugthave, krydderhave og plads til vilde planter, kræver det en stor have. Plads til afkroge og plads til steder, hvor naturen råder i større omfang end i køkkenhaven eller staudebedet. De fjerneste dele af haven er en gammel brakmark, hvor det meste bliver drevet med høslæt, og en mindre del får lov til at springe i krat. Men tættest på huset er haven mere kultiveret med plæner, en del frugttræer og et hav af roser, stauder og lavendler.

Det er en fryd at luge lavendler. Selv i fremmede haver kan det klø i mine fingre efter at vriste ukrudtet ud af lavendlerne, når vildt græs, skyggende skvalderkål eller lumske snerler blander sig i de violetblå bede. Og det er ikke bare for at gøre en god gerning, men fordi det er et under at begrave hænderne i de duftende buske. Måske har dyrene det på samme måde. En gang, før haven var hegnet ind, havde et rådyr i hvert fald lagt sig grundigt til rette midt i havens største blomstrende lavendelbed.

På den stenede gårdsplads trives et væld af krydderurter, som dels er rare at have ved hånden til køkkenet, dels tiltrækker massevis af sommerfugle. Salvierne er med tiden blevet til store træede buske, der blomstrer overdådigt. Bagefter bliver de blomstrende grene kedeligt gule og halvvisne at se på, og så skal de skæres af, så de nye livskraftige, bløde og blågrønne salvieskud kan komme til deres ret. Det er et arbejde, der dufter voldsomt og ikke helt behageligt af salvie. Salviebladenes ramt duftende olie må i øvrigt være bakteriedræbende, for hvis man blander salvieduske i en buket (det ser næsten altid godt ud), forhindrer de blomstervandet i at rådne og stinke.

Lavendlerne på gårdspladsen frøformerer sig livligt alle mulige og umulige steder. Der er hundredvis af små frøplanter, så der er altid nok at tage af til udplantning andre steder i haven eller til at plante om i potter som gaver til familie og venner.

Skovjordbærrene kan også formere sig med frø, men de spreder sig først og fremmest ved at udsende et virvar af trådfine udløbere i alle retninger. Spidserne af udløberne forankrer sig med rødder i jorden og udvikler sig til små nye jordbærplanter, der igen udsender udløbere og så fremdeles. Skovjordbærplanterne kan derfor hurtigt erobre store arealer, så de er både en herlighed og et besværligt ukrudt. Når de tager overhånd i bedene, luger jeg dem op og planter dem ud på de mest magre dele af brakmarken, hvor de trives godt.

I den fjerne del af haven med brakmarken hersker en mere vild natur iblandet enkelte udsmiderakelejer, lupiner og bredsåede stokroser. Jeg har slået en meterbred vandresti gennem “vildmarken”, som vores søn og hans kammerater kalder den. Stien er kantet af hvid okseøje, vild gulerod og skovjordbær, der frister med masser af aromatiske bær til langt ind i juli. Et stykke af brakmarken slår jeg hvert år med le, hvorefter jeg samler det friske hø sammen i en stor bunke til kompostering. Det giver gødning til køkkenhaven, og samtidig bliver den slåede brakmark mere og mere næringsfattig, så blåklokke, gul snerre, knopurt, blåhat, kællingetand, merian og mange andre af den danske floras underværker rykker ind. Og med dem kommer dagsommerfuglene og de farvestrålende køllesværmere i hobetal.

Jeg holder meget af at finde og bruge de planter, der mere eller mindre tilfældigt dukker op, som frøplanter eller aflæggere rundt omring i haven. Nogle gange bliver de luget frem og får lov til at stå og blive store og stærke, andre gange bliver de luget væk eller flyttet til nye steder. Samspillet med de tilfældige hændelser i haven er en af de største glæder og et af grundprincipperne for min måde at drive haven på. Derfor har jeg nogle gange været i tvivl, om det er mig, der styrer haven, eller haven, der styrer mig. Efterhånden har jeg indset, at vi styrer hinanden: Det er til dels haven, der afgør, hvor de uldbladede kongelys og de store æselfodertidsler skal vokse, og hvor mange der skal være. Og det var også haven, der tilfældigvis leverede sådan en overdådighed af frøplanter af kryddertimian, at jeg i foråret kunne anlægge den lille timianhæk.

Sådan er haven. En blanding af kultur og natur, men natur på vores præmisser. I haven vil vi alt det gode. Vi vil have spiring, vækst, blomstring og frugtsætning. Vi vil have masser af friske og farverige blomster, gode dufte, lys og læ. I haven stræber vi efter det paradisiske. Havearbejde er kampen mod det uskønne og for det skønne, hvor naturen er ung, smuk og spændstig.

Haven er en kampplads – en vidunderlig kampplads. Man gør gode gerninger med sine barenæver. Kampen er vedvarende, og man bliver aldrig helt færdig. Blev man det, var der intet at tage sig til og intet liv. En have er en flygtig ting, der forfalder og taber sin paradisiske poesi på kort tid, hvis den ikke bliver passet. Haven kan miste meget af sin sjæl på få uger, hvis græsset bliver for højt, ukrudtet tager over, og blomsterne står visne og skabede i stedet for friske og duftende. Men så kan man hurtigt sætte skik på haven igen. Så snart græsset er slået, begynder det allerede at ligne noget.

I den romantiske have er fuglene velkomne, sommerfuglene er velkomne, og der er plads til vildskab og forfald i fjerne dele af haven. Ja, der er plads til hele registret – mos, ukrudt, svampe, ørentviste, snegle, pindsvin, humlebier, bladskærerbier, myrer og meget, meget mere. Men en have, hvor naturen tager helt over, hvor ukrudtet gør indhug på alt det, der skal være der, og muldvarpe og mosegrise hærger, er ikke en have. Det er uhygge som i Lars von Triers mesterlige og forfærdende film “Antichrist”, hvor den haveløse skovhytte “Eden” illustrerer, hvordan naturen også er spildt formering, forfald, død og ondskab. For naturen er alt – liv og død, godt og ondt.

I haven er det anderledes. Her handler det om at være tryg og dyrke naturens gode sider. Det gælder om at komme tæt på Paradiset.

Bragt første gang som essay i Kristelig Dagblad 23. august 2010.

Udgivet i Dansk natur, Biodiversitet, natur, haver | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Påskehilsen i gult fra Dansk Natur

Citronsommerfuglen er en af de mest elskede forårsbebuderer i naturen. Den overvintrer i det fri mellem blade af vedbend, gran og lignende. Den begynder at flyve allerede på de første solrige, lune dage i marts. (Foto: Michael Stoltze).



I kristendommen står påsken i opstandensens tegn. Det passer godt med naturen om foråret, hvor solen hastigt stiger højere på himlen, varmer mere og mere og alting spirer og begynder at blomstre.

Det er, som om blomsterfloret modtager solen med hilsener i gult. I hvert fald er mange af forårets blomster gule. Her er en præsentation af otte af de mest mest påfaldende gule blomster, der kan være fremme til påske. Kronologisk alt efter, hvornår de dukker op.

Husk, at køligt vejr i påsken får det frodige forårsflor til at vare længere.
   
Rigtig god påske!

Følfod vokser på rå jord og begynder tit at blomstre allerede først i marts. De store blade viser sig først senere på året. (Foto: Michael Stoltze).

 

I marts dukker den strålende vorterod pludselig op i vældige mængder på solrige, åbne steder med frodig lerjord. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den diskrete guldstjerne er en af de tidligste, gule forårsblomster. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den gule anemone begynder som regel først at blomstre lidt ind i april. Den holder af fugtig og frodig lerjord. (Foto: Michael Stoltze).

 

Milturt er ikke så kendt og ikke så almindelig. Den blomstrer i april og vokser på fugtige, lerede steder i skove – gerne ved kilder. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den vilde tulipan har i de senere år spredt sig meget i grøftekanter langs veje. Den begynder gerne at blomstre i sidste halvdel af april. Modsat andre tulipaner formerer den sig ved underjordiske udløbere. (Foto: Michael Stoltze).

 

Kabbelejen gror forbavsende hurtigt frem på våde enge og ved kilder, bække og søbredde. Den begynder at blomstre i sidste halvdel af april. I kilder kan den blomstre midt om vinteren på grund af det relativt lune vand. (Foto: Michael Stoltze).

 

De første mælkebøtteblomster viser sig gerne lidt ind i april. Men det helt store flor kommer normalt i første uge af maj. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i botanik, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Kritik af Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening bør blive bredere, og naturen skal mere i højsædet.

Nedenstående kritik er 7. april 2017 rettet til Danmarks Naturforeningsforening i en kronik i Information. Med kronikken opfordre jeg DN til at skifte kurs, blive bredere og mere fokuseret i kampen for naturens og landskabets mangfoldighed og skønhed. Det er ikke en kamp mod økologi. Jeg er fortaler for et bæredygtigt, højtydende økologisk landbrug uden pesticider, men med bedre gødningsregler end de nuværende. Jeg opfordrer alle, der har lyst, til at melde sig ind i DN og være med til at styrke foreningens fornyelse, foryngelse og indsats for naturen. Her følger kronikken:

———–

DANMARKS NATURFREDNINGSFORENING VIL HELLERE SLÅ PÅ LANDMÆNDENE END BESKYTTE NATUREN
DN’s formål er at passe på naturen. Det går ikke så godt, efter man i 2006 skiftede kampen for den rige natur ud med kampen for økologisk landbrug og modstand mod konventionelt landbrug. Kampe, som – modsat, hvad mange tror – ikke har noget at gøre med at passe på naturen

I 2006 fandt et voldsomt opgør sted i Danmarks Naturfredningsforening (DN), som endte med, at præsidenten, journalist Poul Henrik Harritz, blev frosset ud af foreningens hovedbestyrelse.

Harritz var af den overbevisning, at man skulle passe på naturen for menneskers skyld og ikke for naturens egen skyld. Derfor var det ham magtpåliggende at sikre tilpas adgang til fredet og beskyttet natur. Den indstilling var en hård kerne i foreningens hovedbestyrelse imod.

Oprøret ulmede i årevis efter en sag om fredning af Lille Vildmose – en af de største fredningssager i Danmarkshistorien. Harritz mente, der skulle være en vis adgang for offentligheden. Opponenterne i hovedbestyrelsen med biologen Poul Hald-Mortensen i spidsen ville beskytte natur for naturens egen skyld. Der skulle ikke være adgang for mennesker, og den hårde kerne samlede efterhånden et flertal mod foreningens formand.

Konflikten endte med, at Harritz trak sig i 2006. Det skete så sent i forhold til foreningens vedtægter, at den nuværende præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, reelt blev indsat af Hald-Mortensen og hans støtter. Ingen kunne nå at finde modkandidater.

Krig mod landmændene
Jeg var dengang naturpolitisk medarbejder i foreningens sekretariat. Den nyvalgte præsident havde – ligesom Hald-Mortensen – et anstrengt forhold til sekretariatets medarbejdere. Ved hendes tiltrædelsesreception var sekretariatets ca. 50 menige medarbejdere slet ikke inviteret.

Bisschop-Larsen hadede sin forgænger og alt, hvad han stod for. Naturpolitikken, som DN sammen med Verdensnaturfonden, Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening havde udviklet, publiceret og rundsendt til alle Folketingets medlemmer, betragtede hun som Harritz’ og sekretariatets værk. Så hun skrottede den og erstattede den med sin personlige kæphest: Kampen for 100 procent økologisk landbrug i Danmark og mod konventionelt landbrug. Det blev umuligt at arbejde fagligt med naturpolitik i sekretariatet. I januar 2008 besluttede jeg derfor at forlade jobbet.

I 2011 samlede Hald-Mortensen et flertal i DN’s hovedbestyrelse mod Bisschop-Larsen. Hald-Mortensen ville indføre en endnu mere uforsonlig linje over for landbrug og industri og flytte sekretariatet til Jylland. Han og jeg stillede op til DN’s præsidentvalg i 2012. På repræsentantskabsmødet havde forsamlingen svært ved at forholde sig til kritikken, og umiddelbart inden afstemningen gik medlem af DN’s forretningsudvalg og nuværende vicepræsident, Thorkild Kjeldsen, overraskende på talerstolen  og anbefalede alle at stemme på den siddende præsident. Som de delegerede så genvalgte. Mødet sluttede med en tåkrummende fællessang om, hvordan landmænd bør frygte DN.

DN’s direktør René la Cour-Sell valgte herefter at forlade foreningen, og foreningen fortsatte siden uden direktør. Bisschop-Larsen styrkede sin egenrådighed som ’direktør for det hele’, som hun sagde. Noget usædvanligt.

Efter kursskiftet i 2006 modarbejdede Bisschop-Larsen de fælles naturpolitiske mål, som var vedtaget af sammenslutningen af grønne organisationer i Danmark, Det Grønne Kontaktudvalg. Da foreningerne i 2007 skulle fremlægge deres samlede visioner for naturen i Danmark ved Teknologirådets store høring på Christiansborg om natur, prøvede DN’s nye præsident således at forhindre det for selv at komme til fadet med sine alternative budskaber.

Svigter naturen
Siden har DN svigtet kampen for naturen. Under regeringens ophævelse af brakordningen i 2008, hvor man kunne have sikret de bedste arealer som god natur for eftertiden, brugte DN krudtet på en indædt kamp mod landbruget uden forsøg på forhandling med politikere om at sikre arealer til natur. DN’s devise var, at landbruget havde fået så rigeligt i landbrugsstøtte allerede, at erhvervet bare skulle afgive dyrkede arealer til natur uden kompensation. Det spillede ikke. Al brakken blev opdyrket. DN og danskerne sad tomhændet tilbage.

Bisschop-Larsen fortsatte sin kamp for økologisk landbrug og rent drikkevand. Det er der ikke noget galt i, men det redder ingen natur. Miljøbeskyttelse er naturbeskyttelsens følgesvend. Ikke omvendt. Et rent miljø garanterer ikke en rig natur. Og økologisk landbrug sikrer ikke naturens mangfoldighed. Måske tværtimod, for det kræver langt mere plads.

DN’s linje over for landbruget gravede grøfter og medvirkede til, at protestorganisationen Bæredygtigt Landbrug fik vind i sejlene. DN holdt sig væk fra al dialog med bevægelsen med det misvisende navn. Det var dumt – specielt da protestforeningen kom med en ide om regelforenkling og opkøb af jord til naturbeskyttelsesformål for landbrugsstøttemidler. Den ide havde DN’s sekretariat og Harritz arbejdet for i årevis. Men da de politiske handlemuligheder kom, kendte DN ikke sin besøgelsestid. Kampen mod landbruget stod i vejen for kampen for naturen.

Unødvendige slåskampe
I 2007 fik Danmark en lov om etablering af Nationalparker. Loven blev rummelig og ikke, som DN og andre grønne organisationer ønskede det. Men der kom dog en lov, og nu kunne Danmark etablere nationalparker, hvilket DN havde arbejdet for siden den såkaldte Wilhjelmrapport »En rig natur i et rigt samfund« kom i 2001. Danmark fik sine første tre nationalparker: Thy, Mols Bjerge og Vadehavet. Naturbeskyttelsen bevægede sig dermed i retning af den markedsføring og vildskab, som ligger i nationalparkbegrebet i andre lande i verden. DN’s præsident kunne imidlertid ikke leve med, at nationalparkloven ikke fradømte lodsejere retten til at anvende deres jord, og ytrede ønske om stramninger af loven, så den juridisk ramte lodsejerens råderet uden økonomisk kompensation. Det satte en kæp i hjulet for nationalparkarbejdet.

DN insisterede på trods af faglige og strategiske advarsler på, at landbruget uden kompensation skulle udlægge 10 meter brede dyrkningsfri bræmmer ved alle vandløb. Denne femdobling af bredden af de hidtil gældende vandløbsbræmmer var fagligt svagt begrundet og udløste ramaskrig i landbruget pga. manglende finansiering og forkerte udlæg. Alle med indsigt vidste, det ville give ballade, og det hele endte da også med at blive spild af tid og penge. DN havde igen mere travlt med at tæske landbruget end med at kæmpe for naturen. Bræmmerne blev opgivet. Naturen og skatteyderne tabte.

Thorning-Schmidts regering kom i 2014 med Naturplan Danmark. Den blev ikke det, som mange havde håbet på, men indeholdt dog et forslag til et generelt forbud mod brug af gødning og pesticider i beskyttet natur. For at få forbuddet til at virke uden store protester fra landbruget var det imidlertid nødvendigt at undtage de såkaldte kulturenge, som er intensivt dyrkede græsmarker. Men DN insisterede på, at de skulle med. Hvorpå det hele faldt på gulvet. I dag er der stadig intet forbud mod at gøde og sprøjte beskyttet natur.

Giv os biller og blomster
DN’s formål er at passe på naturen. Det går ikke så godt mere. Den store fejltagelse skete i 2006, hvor foreningen skiftede kampen for den rige natur ud med kampen for økologisk landbrug og en generel kamp mod konventionelt landbrug. Kampe, som – modsat, hvad mange tror – ikke har noget at gøre med at passe på naturen.

Derfor bør foreningen skifte kurs og sætte naturen i højsædet. Naturen og dens mangfoldighed er en vindersag. Vi vil have natur for vores egen skyld. Fordi det gør os rige og glade. Vi vil have smukke landskaber, fugle, sjove biller, flagrende sommerfugle og blomster i grøftekanterne. Vi vil have gamle træer, blanke søer, vilde moser og enge med sjældne orkideer. Og vi vil have bølgende marker og et bæredygtigt landbrug i ordets rigtige betydning. Vejen dertil er visioner, regelforenkling, samarbejde og forståelse for, at Danmark har plads til både vild natur og landbrug.

Danmarks Naturfredningsforening er blevet en smal miljøorganisation, hvor naturen er blevet væk. DN bør finde sin store bredde og igen sætte naturen forrest.

kronik@information.dk

Michael Stoltze er biolog, ph.d. og forfatter

———–

Ovenstående er bragt første gang som kronik i Information 7. april 2017

Udgivet i Danmarks Naturfredningsforening, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | 37 kommentarer

Naturen, skønheden og kunsten

Naturens juveler. Forskellige varianter af guldbasser. Indsamlet af kunstneren Jørn Larsen. (Foto: Michael Stoltze).

 

Når jeg ser og sanser noget i naturen, kan jeg blive bevæget indtil det urimelige.

      Min familie og venner bærer over med det. De ved, at jeg ikke kan gøre for det, og at min begejstring er ren glæde. Som lille på Bornholm gik jeg mere stille med det. Hver sommer var en af mine største lyster at snige mig hen til påfuglenes bur i Brændegårdshaven for det tilfælde, at de magiske fugle skulle have tabt nogle af de små kropsfjer, der hver især skinner som juveler. Det havde de tit. Og den voksende samling af små påfuglefjer var min egen lille hemmelighed – større end alt, der kunne købes for penge.

      Glæden er ikke blevet mindre med tiden. Jo bedre, jeg kender naturen, des mere bliver jeg overvældet. Lykken er vokset i takt med fortroligheden. Sådan ved jeg, at mange andre har det. Og i hvert fald bliver alle påvirket af naturen. Det ville være mærkeligt andet, for mennesket er natur ligesom sine medskabninger og alt andet fysisk i verden. Nævn noget fysisk, der ikke også er natur. Nej, vel? Det kan man ikke.

      Der er muligvis stor forskel på, hvor meget og hvordan personer bliver påvirket af naturen. Det er i hvert fald min erfaring, at nogle mennesker bliver grebet af stor glæde over næsten alt, hvad de møder i naturen, mens andre mest bliver grebet af frygt eller ligegyldighed. Mennesker udvikler med alderen individuelle og ret divergerende syn på naturen. Men i dåbsgave har alle fået en grundlæggende og sund evne til forundring, nysgerrighed og frygt overfor verden.


Lys fra Kultiden
Når forundring over noget i naturen afløses af fortrolighed, opstår der ny forundring. Det er, som om der bliver stillet to nye spørgsmål, hver gang ét bliver besvaret. Ingen behøver frygte den tid, hvor alt er belyst. Det sker aldrig. Heldigvis.

      I foråret 2016 gik jeg en tur forbi den flot beliggende gård Hammersholm ad den nye Cirkelsti, som forbinder Hammershus med Allinge. Undervejs passerede jeg et lille nedlagt stenbrud, som nu er fyldt med vand og vandplanter. Det var sent på dagen, og solen stod lavt på himlen. Det forekom mig, at noget lyste op ved vandoverfladen i stenbruddet. Ganske rigtigt. Da jeg bøjede mig ned, så jeg, hvordan sollyset faldt gennem en tæt bevoksning af dyndpadderokker. Planternes hule, leddelte skud har mange farver og er halvtransparente. Så når man ser de kraftige nye skud på tæt hold i modlys om foråret, lyser de op som et festfyrværkeri i orange, gule og grønne nuancer. Og hvert led er sirligt dekoreret med striber og en elegant, sorttakket krone.

      Lykken over opdagelsen var overvældende, og jeg brugte dage på at forevige dette farvestrålende levn fra kultiden. De fleste af padderokkernes slægtninge – de kunne blive over 30 meter høje – ligger nemlig døde og begravede som stenkul i undergrunden. Selv om de uddøde for 300 millioner år siden, sætter de stadig spor på planeten. Ved Sorthat Strand nord for Rønne slikker Østersøens bølger de fleste sommerdage blidt over sandet i havstokken. Og hver en bølge bringer en ladning af små fine kulstykker med sig, fordi havet slider af nogle kulforekomster ude i vandet. Når bølgetungerne standser og begynder at trække sig tilbage, bundfældes de lette kulkorn, så der afsættes mest lige dér, hvor bølgen nåede til (bølgelinjen) og gradvist mindre mellem bølgelinjen og havet. På den måde maler bølgerne organiske og flygtige kultegninger på sandet. Igen og igen visker de største bølger tavlen ren, så naturen kan lege kunstner igen og igen, som den har gjort det siden tidernes morgen.

Sommerfuglen, påfuglen og den strålende bille
Naturen kan male, så det er en fryd. De flyvende blomster – sommerfuglene – er også flyvende malerier. Eller snarere: Flyvende mosaikker. Det så jeg, da jeg og min tvillingebror Jacob som små fik et mikroskop af vores mor og far.

      Det første, vi så på, var ostemider fra skorpen af min fars gammelost. I mikroskopet blev miderne chokerende store – som krabber – og vi undrede os over, at vores far kunne spise den slags. Men der fulgte også et objektglas med en sommerfuglevinge med mikroskopet. Og set 50 gange forstørret var det tydeligt, at de flotte farver og mønstrer var resultat af bittesmå mosaikstifter i sirlige rækker på vingen. Sommerfuglestøv.

      Sommerfuglestøvet er i virkeligheden omdannede hår, der er blevet flade og meget brede, så de ligner små, firkantede skæl eller tagsten i rækker. Hvis sommerfuglene havde haft almindelige tynde hår på vingerne, ville de have set pelsede ud. Det gør de ikke. Vingerne er tværtimod skinnende og farverige flader. Sommerfuglene er geniale med deres skællede vinger. De overgår alverdens mosaikkunstnere med deres formrigdom og enestående farver og mønstre.

      Al den flagrende skønhed har noget med sex at gøre. Sommerfuglenes farver og mønstre er scoretricks. I fugleverdenen har forskere ligeledes påvist, at både flot fjerdragt og symmetri er vigtige for succes hos det modsatte køn. Det er ikke bare mennesker, der tænder på skønhed. Det gør en stor del af vore medskabninger også. De stiller op til skønhedskonkurrencer, hvor de flotteste og stærkeste vinder retten til sex og avl. Sådan sprang påfuglen ud som et levende mirakel blandt Asiens vilde fugle. Halen er så stor, imponerende og unik i fugleverdenen, at den er svær at tro på som naturens værk. Det er utroligt, hvad kønsdriften formår.

      På en vandretur til Matterhorn en bragende flot julidag for mange år siden, mødte jeg et ældre dansk ægtepar, der stod stille på stien og stirrede henført på noget. Jeg hilste, og jeg kunne fortælle dem, at det var en stor, stribet bladbille, der sad på mandens hånd. Billen var godt én centimeter lang og strålede i alle regnbuens farver med overvægt i det gyldne. “Den må have været på et forgylderi”, fastslog den ældre herre, inden han satte den tilbage på det blad, hvor han havde fundet den. Sandt nok. Mange biller er som levende juveler, der i skønhed kan overgå selv de dygtigste smykkekunstnere. I nogle lande bruger man direkte strålende pragtbiller som smykker.


Naturens ornamentik
Når stof møder andet stof og bliver udsat for naturkræfterne – tyngdekraft, lys, vind, vand, lys, stråling, vejrforandringer, liv og kemiske reaktioner – opstår der mønstre. Naturens ornamentik. Den måde, en plante vokser på, er for eksempel underlagt lovmæssigheder, der har rod i naturkræfter, kemi og plantens behov.

      Ornamentikken findes overalt i naturen i grænseløs variation og større eller minder perfektion. I bølger, i sandet, i klipper, i blade, i blomster, i bark, i fjer, i skyer, i is, i snekrystaller, i insekter, i hvepseboer, i bobler, i mos, i lav, i svampe – ja i småt og stort fra flueøjne til galakser. Mønstrene er resultat af usynlige naturkræfter. Og for den, der ser og sanser, rummer de en både jordisk og overjordisk skønhed, som det er stor kunst at overgå.

      Få steder er det smukkere end en stille sommermorgen på Danmarks nationalklenodie af en vandreklit – Råbjerg Mile ved foden af Skagens Gren. Her har vinden formet en kilometerbred, vandrende hestesko af fint flyvesand. Og vinden dekorerer sandet med bløde bølgeribber, som snudebiller og andre smådyr pynter med sirlige spor under deres ørkenvandringer.

      I kogler, solsikker og andre kurvblomster er kogleskæl eller hunblomster ordnet og omhyggeligt tilpasset i størrelse, så to sæt modsat kurvede spiralarme passer perfekt sammen. Arm i arm kan der for eksempel være 21 den ene vej og 34 den anden vej i kurven af en farvegåseurt. Det passer med matematikeren Fibonacci’s talrække 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, 89, 144 og så videre, hvor princippet er, at ethvert tal i rækken er summen af de to foregående. Den berømte talrække har den tankevækkende egenskab, at forholdet mellem to på hinanden følgende tal nærmer sig det gyldne snit (phi eller det gyldne forhold – ca. 1,618034) jo længere hen i talrækken, man kommer. Og det uanset, hvilke to tal, man starter med. Forholdet mellem 21 og 34 er ca. 1,619048. Det er under én promilles afvigelse fra phi.

      Derfor kan jeg slet ikke undvære farvegåseurt i haven. Den har perfekte blomsterkurve, som bringer lykke og gør den gamle italienske matematiker ære på grund af sine fine, gule dobbeltspiraler. At den så tilmed er smuk, blomstrer trofast tre måneder i træk, tåler selv den værste tørke og tiltrækker et væld af sommerfugle, gør kun glæden større.

Naturens lyde og musikken
Naturens lyde er også fulde af trylleri, ro og skønhed. Jeg er sikker på, at solsortesang eller mursejlernes sommerskrig ville fremkalde gode billeder og en ekstra og særlig henrykkelse, hvis jeg af en eller andre grund skulle miste evnen til at se. Man bliver sjældent træt af naturens lyde, selv om de som regel er gentagelser af de samme lyde og fraser i en uendelighed. Lydene bliver til stemninger og ro.

      En af musikken mestre, den finske komponist Einojuhani Rautavaara, har mere end de fleste arbejdet med at kombinere naturlyde og musik. Det er et vanskeligt gebet. Men i hans nok mest berømte komposition, Cantus Arcticus, får han transponeret bjerglærkersang i nedsat tempo, sangsvanesang og et symfoniorkester til at gå op i en højere enhed. Jeg blev ganske bjergtaget af Cantus Arcticus første gang, jeg hørte det. Det er ligesom nøglen til den bro, der forbinder kultur og natur.

      Jeg tror nok, at musikken er den mest universelle kunstart. Dens sprog er globalt, og det er en af de kunstarter, der jævnligt overgår naturen i skønhed. Musik er i sig selv usynlig. Men musikken er en stærk virtuel billedskaber, den er erotik og alle slags følelser, og den er strengt taget klang af natur. Strygerne er stemmer fra stærke og gamle træer, tværfløjten er sølvets runde lys, blokfløjten er hårdt træ og hornet er metallets klangfulde og fjerne nærhed af ekko. Instrumentmagerne, som har udviklet alskens slagtøj, blæsere, strygere og strengeinstrumenter, er i min verden blandt kunstens største helte. De har givet mennesket og naturen fælles stemmer.

Kan natur være kunst?
Når vi indtager naturen med alle sanser og forundres over stjerner, drivende skyer, himlens fugle, markens blomster, havets hemmeligheder – ja, hele vrimlen af både levende og dødt, må man nøgternt konstatere, at naturen er den største skaber. Det hele er, så vidt man ved nu, skabt siden The Big Bang, hvor Universet sprang ud, og tiden startede for omkring 13,8 milliarder år siden. Jeg forestiller mig, at det var en genstart. At det hele er sket mange gange før i en uendelig række af Big Bangs.

      Når naturen er den største skaber og har skabt den største skønhed og de største underværker, er det nærliggende at konkludere, at naturen også er den største kunstner. At naturen er kunst.

      Det er den ikke. At naturen skaber og rummer den største skønhed og magi (og grusomhed), gør den ikke til kunstner. Kunst er det kunstige, det vil sige det, naturen ikke frembringer. Det ligger altså i selve definitionen af kunst, at natur i sig selv aldrig kan være kunst.

      Uvilkårligt lægger de fleste et kvalitetskrav ind i begrebet kunst for overhovedet at ville bruge ordet kunst om noget. Det er noget pjat. Der er god grund til at skelne mellem stor, lille, god, dårlig, vigtig eller ligegyldig kunst. Men alle menneskets unaturlige frembringelser er per definition kunst.

      Mange forveksler skønhed og vidunderlige mønstrer og fremtoninger i naturen med kunst. Det er det ikke. Der er blot vidunderlige ting, der findes. Naturen er inspirationsgrundlag for al kultur og kunst. Kunst avler kunst, naturligvis. Men uden naturen som grundlag, var der intet. Det herlige ved kunsten er dens uendelighed, for der er ingen grænser for fantasien. Kunsten er så at sige naturens befriende forlængelse.

      Teksten og billederne her er kunst. God eller dårlig, bevægende eller ligegyldig. Det må den enkelte afgøre. Men kunst er det under alle omstændigheder.

Den fysiske natur i sig selv er aldrig kunst. Uanset, hvor skøn og bevægende, den er.

Musik. Musikinstrumenter giver naturens stof nye stemmer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Liv og lykke. To nyforvandlede citronsommerfugle tørrer vinger i haven. De gør sig klar til at drikke nektar, overvintre og parre sig næste forår. (Foto: Michael Stoltze).

 

Død og ulykke. Efter parring og æglægning har en blåhale fundet evig hvile på en vandpyt. (Foto: Michael Stoltze).

 

Dyndpadderokker i lav sol den første dag i maj. (Foto: Michael Stoltze).

 

Bølgernes kultegning på sandet ved Sorthat. (Foto: Michael Stoltze).

 

Solen brydes i et knækket skud af en dyndpadderok. (Foto: Michael Stoltze).

 

Mosaik. “Øjet” på dagpåfugleøjens forvinge. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik I. En snudebille krydser sit spor på Råbjerg Mile. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik II. Portræt af den blåvingede pragtvandnymfe. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik III. En ørnebregne strækker sig i solen. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik IV. Gennemskåret radicciosalat. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik V. Tornet salat med det vredne blad. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VI. Andebølger. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VII. Tørkemønster. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VIII. Farvegåseurtens hunblomster er sirligt ordnet og tilpasset i størrelse, så de to sæt modsat kurvede spiralarme passer perfekt sammen. Arm i arm er der 21 den ene vej og 34 de anden vej. Forholdet mellem 21 og 34 er ca. 1,169048 Det er under én promilles afvigelse fra det gyldne forhold. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik IX. Død vandmyreløve og dens skygge. (Foto: Michael Stoltze).

 

Bragt første gang 23. januar 2017 som essay i Kristeligt Dagblad

Udgivet i Almen dannelse, Æstetik, Dansk natur, Kunst, natur, natursyn | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 8 kommentarer

Ravnetid og ravnetanker

Den svenske zoolog Mathias Osvath fra Lunds Universitet. Osvath har afsløret, at ravne har en usædvanlig veludviklet kognitiv formåen. (Foto: Martin Stoltze).

På grund sin insisterende sorthed har ravnen ry som dødens budbringer.

Den store fugl kan i og for sig ikke gøre for, at den er sort som natten. Den kan heller ikke gøre for, at den er meget talende og ofte udstøder dybe og hæse lyde, der kan få enhver til at gyse. Det er dens natur. Ravnen æder alt muligt og går ikke af vejen for at tage et nyfødt lam. Og så æder den ådsler.

Da Middelalderen hærgede og forbrydere blev hængt eller halshugget i hobetal, smidt i rakkerkulen eller sat på hjul og stejle, var det ren rovfuglefodring. Og ravnen deltog. Ådsler var ådsler, og ravnene holdt sig ikke tilbage fra menneskekød. Ravnen og andre kragefugle bar tilnavnet rakkerpak.

Der har ikke kun været sortsyn på ravnen. Før korsridderflaget Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland i begyndelsen af det 13. århundrede, brugte blandt andre Knud den Store (ca. 995-1035) Ravnebanneret med ravnen som feltherresymbol. Banneret var inspireret af den nordiske mytologi. Men med kristendommen blev ravnen efterhånden ikon på ulykke og undergang. Det blev til sidst dens død. Den store, sorte fugl blev forfulgt med krudt, fælder og gift. Det lykkedes så godt, at ravnen i løbet af det 19. og 20. århundrede blev udryddet over næsten hele Danmark.

Kun i Sønderjylland og på Fyn holdt den akkurat skansen. Her overlevede knap en snes ynglepar den nådesløse forfølgelse.

Selvom ravnen blev totalfredet i 1922, varede det mange år, før den store fugl begyndte at brede sig. Det var nemlig tilladt at bekæmpe kragefugle og rovfugle med forgiftede æg eller forgiftet kød. Den forgiftede føde holdt ikke op med at virke, bare fordi den blev slugt af en fredet fugl. Så ravnene døde fortsat.

Først i 1967 blev det forbudt at bekæmpe rovfugle og kragefugle med gift. Det blev starten på ravnens generobring af det danske landskab. I begyndelsen gik det langsomt, men siden 1980’erne tog det fart, og ravnen bredte sig over størstedelen af Danmark. I dag der over 1.600 par ravne i Danmark. Der er især mange i Sønderjylland og Østjylland, på Nordsjælland og Bornholm. På Bornholm yngler der nok omkring 50 par alene i Almindingen, som med sine mange stejle klippepartier og store træer byder på gode redepladser for ravne. Det meste af året gjalder ravnens kald nu gennem Ekkodalen, hvor jeg arbejder.

Ravn over Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

Ung ravn i eg på Gamleborg ved Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

I kolde og bjergrige egne er ravnene tit større end i Danmark. De grønlandske er de allerstørste med en længde på op til 78 centimeter og et vingefang på op til 150 centimeter. Paradoksalt nok er ravnen en spurv. Verdens største spurvefugl. Man kan fornemme det på adfærden. Spurve hopper, når de skal frem på jorden. Det gør ravne også.

Ravne har relativt større hjerner end andre fugle, og de er tydeligvis gode til at bruge dem. Forskning – blandt andet udført af zoologen Mathias Osvath fra Lunds Universitet – har vist, at de har megen fantasi, er gode til logisk tænkning og husker enkelthændelser for livstid. De er således i stand til at løse ganske komplicerede opgaver og bruge redskaber for at få fat i føde. Hvis ravne i en vildmark finder et stort, urørt kadaver, som de har svært ved at hakke hul på, kan de efterligne de lyde, som ulve eller sjakaler udsender for at fortælle artsfæller, at de har fundet føde. Når ulvene og sjakalerne hører ravnenes kald og når frem til ådslet, river de hul på kadaveret, og ravnene får deres rigelige del af ådslet.

En tilskadekommen ravn, der bliver taget i pleje, så den kommer sig, vil ofte knytte sig til plejerne og vende tilbage for at få mad og tale med sine plejere. Ravnen kan blive tam, og den kan lære at sige en masse ord af sine plejere, som den færdes i nærheden af og gerne sætter sig på i fuldkommen tillid. Men med mindre ravnen fra helt lille af er vokset op blandt mennesker, vil den tamme ravn som regel frygte og flygte fra andre personer end sine plejere.

På Bornholm er der en ejendom, hvor ejerne på et tidspunkt har haft en tilskadekommen ravn i pleje. Da ravnen kom sig og blev sluppet fri, vendte den jævnligt tilbage for at få mad. Det fik den, og i årenes løb har den fået følgeskab af flere og flere vilde ravne. I dag besøger op til 100 ravne stedet, når ejerne lægger foder ud. Og ravnene har lært ejerne så godt at kende, at fuglene sætter sig lige, hvor de står og går, så længe de to mennesker blot har det samme tøj på. Hvis de skifter overtøj, bliver ravnene mistænksomme og holder sig på afstand. Og kommer der fremmede til stedet, flygter ravnene på stor afstand, selv om man kommer roligt med fredelige hensigter.

Da jeg besøgte ravnestedet i januar for at tage billeder fra et skjul, flygtede fuglene, selv om jeg var meget forsigtig. De omkring 70 ravne, der var forsamlet på stedet den dag, steg til vejrs og kredsede snart på gribbemanér som små prikker højt oppe under skyerne. Det er der ikke noget at sige til. De sorte fugle har været forfulgt af mennesker i generationer, så de har uden tvivl nedarvet en stærk frygt for mennesker.

Ravne er ekstremt legesyge og snakkende. Især i forårsmånederne ser man ravne flyve parvis eller alene over landskaberne og kaste sig halsbrækkende rundt i luften i en luftakrobatik, hvor de lige gerne ligger på ryggen, på siden eller står på hovedet. I vintre med sne i bakket terræn er det ret almindeligt, at ravne tager sig en serie raske rulle- eller glideture på deres blanke fjer. Samme sted igen og igen. Der er ikke rigtig anden forklaring på ravnenes luftakrobatik og kælketure end, at de morer sig.

Ravne, krager og skader har ubegrundet fået ry for at stjæle mønter, sølvtøj, smykker og andre skinnende ting, og skaden har ligefrem fået plads i musikken med Rossini’s opera “Den tyvagtige skade”.

Det har sin forklaring i, at unge kragefugle og navnlig unge ravne er meget nysgerrige, og de undersøger eller flytter med iver blanke ting. Og tamme ravne bliver ved med det hele livet.

Under min studietid i Tanzania boede jeg engang i teltlejr i bjergene nær en klippeafsats med hvidnakkede ravne. De var så nysgerrige, at vi måtte gemme alle blanke ting af vejen. Ellers blev de rykket rundt eller flyttet af fuglene. Men i naturen er det unge ravne, der roder med skinnende ting. De voksne fugle, som bygger reder og yngler, gør det ikke, så det er en myte, at man får noget ud af at gå på skattejagt i ravnereder.

Under alle deres aktiviteter udstøder ravnene et hav af lyde. Ud over deres højlydte og gjaldende ”grok-grok-grok”, som man hører milevidt, har de et utal af skræppende, gurglende, hvislende, kaglende, snorkende, klagende, grinende, skrattende, tudende, fløjtende, snurrende, piftende, spruttende, rullende, fnisende og hviskende lyde. Ravnens stemme kan til tider være meget blid og menneskelig, så man bliver både overrasket og forskrækket, når den lyder højt oppe fra fuglens hvilested i et trækrone.

Ravne har meget at fortælle. I den nordiske mytologi havde Odin to ravne, Hugin (tanken) og Munin (hukommelsen). De kom hver dag til ham om aftenen for at fortælle om alt, hvad de havde set i verden i dagens løb. Sådan blev Odin den mest alvidende af guderne.

Myter har som regel solid rod i naturen. Vores aner, der har skabt myterne, har for længe siden lagt mærke til ravnene, som snakkede løs i træerne, på klipperne og under deres flugt over himlen. Deres opførsel, årvågenhed og evige strejfen omkring har gjort indtryk. Ravne appellerer meget stærkt til menneskers fantasi.

Ravnen har ordet. Island. (Foto: Karin Hassing).

Der er ravne på alle Jordens kontinenter bortset fra Antarktis, og alle steder spiller de en stor rolle i mytologien. Deres sorte farve og glans karakteriserer ikke blot fjerdragten, men også næb, ben, fødder og kløer. Dette, og ravnenes forkærlighed for ådsler, har betydet, at de i de fleste myter forbindes med dødsriget og regnes som ulykkesfugle. Ravnen tillægges imidlertid også positive egenskaber. Den betragtes som en klog budbringer, som i den nordiske myte om Odin og ravnene. Og i græsk mytologi var ravnen ligefrem en lykkebringer. Apollon, guden for kunst og spådom, havde således en hvid ravn hos sig som lykkefugl. Han sendte fuglen af sted for at udspionere sin jordiske elsker, Coronis. Da den hvide ravn kom tilbage og ærligt fortalte Apollon, at Coronis havde været ham utro, sved Apollon i sin frustration ravnen, så den blev sort som natten.

I litteraturen er ravnen udødeliggjort i Edgar Allan Poes The Raven (1845). Det regnes af mange for intet mindre et det største af alle nyere digte. Ravnen understreger den ubærlige kendsgerning om Lenore: At hun er død og borte og aldrig mere vil komme tilbage. Nevermore er digtets ensomme omkvæd, der klinger sort, stort og foruroligende. Med fortællingen om det natlige møde med ravnen, som rumsterer ved hans dør, udtrykker Poe på én gang den største kærlighed og den dybeste sorg. Enhver, der mærker efter, ved, hvordan de to følelser er tæt forbundet. Digtet gjorde med et trylleslag den gældsplagede, amerikanske digter berømt.

I nutidens vestlige verden er det ikke så almindeligt at tillægge fugle andre egenskaber end de rent naturvidenskabelige. Modernitetens rationelle tanker har længe truet ånd og poesi. Når det kommer til liv og død og de allerstørste følelser, kærlighed og sorg, kommer de rationelle tanker dog altid til kort. Fuglene er gode at spejle sig i. Og tanken om ravnen som budbringer og forbindelse til de afdøde er nærliggende.

Er en ravn bare en ravn? Jeg ved det ikke. Svaret blæser i vinden.


Spørgsmål til ravnen

Som et sendebud fra oven
flyver ravnen over skoven
parvis eller helt alene
over askens grove grene.

Sorte ravn med glimt i vingen:
Er du alle eller ingen?
Er din stråleglans mon døden
– livet efter aftenrøden?

Er din dybe klang en klagen?
Er du natten hele dagen?
Er der glæde, er der smerte
i dit store ravnehjerte?

Hæse hersker i det høje:
Er du verdens Odinsøje?
Er du bud fra kære navne
– eller blot en ravn blandt ravne?

Michael Stoltze, 2017

———

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad mandag den 30. januar 2017

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Dømt til at dræbe

Gedde_hoved
Dræberblik og dræbermund. Resten af gedden er én stor muskel med ryg- hale- og bugfinne, der tilsammen udgør en stærk halevifte, så rovdyret kan angribe lynhurtigt med stor kraft. (Foto: Michael Stoltze).



Mit første møde med en gedde var ret besynderligt.

Vi var på én af de sædvanlige gåture til søen Hestehaven på Bornholm. Da vi nåede frem til søen, mødte vi et par jægere, der fortalte, at de lige havde skudt en stor gedde, som de havde efterladt i vandkanten. Gedderne er nemlig berygtet for at æde alt, hvad de kan overmande i vandet. Også de ællinger, som er forudsætningen for efterårets andejagter. Jægerne anser derfor gedden for konkurrent og skadedyr. Og de to jægere drømte ikke om at tage den dræbte gedde med sig hjem. Den var jo fuld af ben og smagte af mudder, som de sagde. Men vi var da velkomne.

Hjemme i køkkenet blev den over 80 centimeter lange fisk skåret i tykke skiver og kogt i en stor gryde med salt, peber og laurbærblade. Det blev et festmåltid. Geddens kød er hvidt og fast, og det smager kun af mudder, hvis gedden har levet i en forurenet og mudret sø. Hestehaven er en ren skovsø, så gedderne fra søen smagte altid godt. Gedden har mange skarpe ben i kødet, så man skal være meget forsigtig, når man spiser den. Det er dog ikke værre end med så mange andre fisk. Når man spiser sådan en benrig fisk er dyden ved serveringen et ord: Omhyggelighed.

Uopdragne fiskespisere jager tankeløst en ske eller gaffel ind fiskens kogte kød. Det straffer sig. Man får en bunke kød, der er fyldt med små ben, der ødelægger hele fornøjelsen ved måltidet. Og man ødelægger fornøjelsen for den næste, der spiser af fisken. Et godt trick, når man spiser gedder, er at bruge en sløv smørekniv og skære forsigtigt ind i det tilberedte, møre kød, indtil kniven akkurat gør modstand ved de små ben. Kunsten er så ikke at skære benene over, men skille kødet så meget, at man kan kante en gaffel sidelæns ind i skåret og systematisk hente alle de små ben ud. Hvis fisken er gennemkogt, og man er omhyggelig, er operationen let som en leg. Og måltidet bliver en nydelse.

Efter oplevelsen med jægernes store gedde fra Hestehaven var vores nysgerrighed vakt. Kort fra vores barndomshjem boede vores gode venner Niels og Kis Østergaard med deres tre drenge Mads, Anders og Lars. Min tvillingebror Jacob og jeg legede meget med Anders, som hver sommer tilbragte mange uger med at fiske i Gammeldam ved Rutsker. Den lille sø ligger malerisk i bunden af en sprækkedal, hvor familiens onkel havde et sommerhus med badebro og robåd ved søens sydlige ende. Søen er ikke større end, at man kan vandre rundt om den på 20 minutter, og langs bredden var der masser af sten og klipper, hvorfra det var let at fiske efter aborrer, gedder og andre fisk. Og ellers var der båden. Anders gjorde indtryk på os ved at komme hjem med fangst af flotte gedder, som han uimponeret smed op i sin mors køkkenvask med ordene: ”Her er noget, du kan rense”.

Det blev begyndelse på mange dejlige år med Anders som ven og fiskekammerat. Anders havde gode kræfter. Han kunne kaste sten meget længere end os, og jeg har aldrig set nogen, der kunne tisse så langt. Fire meter er ingen overdrivelse. Det lignede snyd, men han havde udviklet en strinteteknik, så han suverænt vandt denne klassiske disciplin blandt drenge på landet. Det er klart, at vi så op til Anders.

I Hestehaven, Gammeldam og de nærliggende søer Nydam og Vassing lærte Anders os kunsten at fange gedder. Gedder er de nordiske søers svar på tropernes barracuda. En stor muskuløs, topedoformet rovfisk med spidst, krokodillelignende hoved og et gab, der er fyld med sylespidse tænder. Tænderne vender bagud, så offeret, der er grebet, kun kan bevæge sig én vej – den forkerte (men rigtige i forhold til geddens grådige vom). Den glubske gedde er søernes skræk, som Tyrannosaurus rex var det på landjorden for omkring 70 millioner år siden.

Som rovdyr er det vigtigt at se godt og ikke selv blive set. Gedden har store, udstående øjne på siderne af sit store hoved og den står gerne på lur under grupper af åkandeblade eller andre vandplanter med flydeblade. Her står gedden ganske stille og svæver få centimeter under overfladen. Og den plettede dragt falder i et med solpletter i vandplanterne. Den store fisk kan stå så stille, at man tror, den er død. Kun en svag viften med finnerne afslører, at der er liv i monsteret. En mæt gedde kan finde på at stå stille i frit vand. Man skulle tro, at den var meget udsat for ørne eller andre rovdyr, men den har så godt syn og reagerer så hurtigt, at den når at smutte, før ørnen slår ned. Til gengæld kan en rolig og tålmodig fisker efter god træning fange sådanne fritsvævende gedder med en lasso af fin ståltråd eller svær fiskeline for enden af en lang stang.

For mange år siden fiskede jeg gedder sammen med Jacob i den lille sø Vassing, der ligger smukt i en lav dalsænkning på Nordbornholm. Fiskeret foregik med levende agn, som er en bestialsk ond, men ret effektiv metode, hvis man vil fange gedder.

Vi startede med at fange et antal pæne skaller med krog med regnorm eller dejklumper som agn. Det var som regel let. Så pillede vi skallerne af krogen og anbragte de levende fisk i en lille spand med vand. Ikke for at være gode ved dem. Tværtimod. De stakkels skaller skulle være levende agn. Det foregik ved at sætte en voldsom tregrenet krog for enden af fiskestangens kraftige line i skallens ryg. Således maltrakteret, kastede vi den lidende agnfisk ud i nærheden af rankegrøden, de tætte tagrørsbevoksninger eller de store område, der var dækket af åkandeblade. Her stod gedderne nemlig på lur.

Gedde i haand
En nylandet 4 kilos gedde. Man skal passe på fingrene. (Foto: Michael Stoltze).

Gedde_Kristian
Min søn Kristian med en fin gedde. (Foto: Michael Stoltze).

Den arme skalle med krog i ryggen og sår i munden svømmede skævt i cirkler eller snurrede rundt og blinkede afslørende med sine sølvblanke sider og hvide bug. Og lige præcis derfor er den let at få øje på for en lurende gedde. Sådan en enlig, stor skalle, der svømmer usikkert og blinker gennem vandet i alle retninger, er en ren geddemagnet. I en god sø slår den første gedde derfor hurtigt til. Ud af ingenting farer gedden som et lyn frem og snupper skallen med sit krokodillegab.

Det skete også den dag i Vassing. Det var en lille gedde på vel omkring 45 centimeter, der nappede Jacobs ca. 15 centimeter store skalle med krog i ryggen. Straks efter søgte gedden udad og nedad mellem bundens vandaks. Jacob trak til og fik hurtigt halet den lille gedde tilbage ind mod land. Men tæt ved bredden fór en anden og meget større gedde løs på den mindre gedde. Den store gedde lukkede sit gab om halepartiet af den lille, så mere end halvdelen af fisken forsvandt mellem arsenalet af sylespidse, bagudrettede tænder. Hvad den store gedde ikke havde regnet med var linen og fiskestangen, som Jacob havde fast greb om. Måbende trak Jacob hele molevitten op på land, hvor den store gedde først slap sit tag i den lille efter adskillige voldsomme krumspring i græsset.

Som drenge fangede vi en lille gedde med net i Hestehaven. Vi havde den gående nogle timer i låget fra en mælkejunge. Da søens venlige ejer, overlæge Hey, kom forbi for at hilse, udbrød han: “Slå den dog endelig ihjel!”. Han var ivrig andejæger. Og vist er det, at nogle af de små, 12 centimeter lange gedder på et tidspunkt bliver til meterlange monstergedder, der elsker at sluge ællinger med hud og dun. Siden fangede vi masser af store gedder i søen. Men den lille gedde slap vi fri.

Hestehaven blev vores foretrukne geddesø. Sommer og efterår fangede vi gedder på stang. Og i de kolde vintre huggede vi hul på isen og hev mængder af gedder op af det kolde vand. Gedden hugger villigt, når man lokker den med agnfisk i lyset fra hullet i isen. Om foråret, når vandet står højt efter vårflommen, yngler gedderne. De store hunner bugner af æg, og både hanner og hunner bliver slanke i løbet af yngletiden, der varer til maj. Så i forårsmånederne er geddefiskeriet indstillet. Gedderne søger ind på meget lavt vand i yngletiden. Og hvis man vader gennem oversvømmede søbredder med høje støvler først i april, skræmmer man ofte den ene voldsomme gedde efter den anden, så de pløjer sig gennem græs og siv og laver bølgespor på vandet.

Om sommeren indtager søernes hersker atter sine skulesteder på lur under åkandernes blade og i vandplanternes skjul. Den er skabt til at dræbe. Det er dens lod i livet.

Lucius
Naturen har frembragt en sand krokodille
forklædt som en rovfisk, der lurer så stille
i skyggen af vuggende åkandeblade
på jagt efter skaller, der skælver af glæde

Uskyldige skaller med glødende øjne,
som hverken har blik for latin eller løgne,
fortrylles af lyset, forblændes af livet,
mens listige Lucius lurer i sivet.

Det plettede monster har ventet en time
i håb om, at skallernes blinkende stime
vil komme så nær, at han vover at vælge
den største og fedeste fisk, han kan svælge.

Med ét farer Lucius frem mod sit offer.
Jeg så det dernede og ved også hvorfor,
at han, som i mordet slog bølger på vandet,
er dømt til at dræbe: Han kan ikke andet.

Jeg tror, han er træt af at være den grumme
med grufulde tænder i kæbe og gumme.
Mens skallen, der døde, var glad til det sidste,
er søernes Lucius altid den triste.

Michael Stoltze, 2017

——

Oprindeligt bragt som essay i Kristeligt Dagblad lørdag den 11. marts 2017



Gedde_lille
En lille gedde på bare 15 centimeter. Men allerede en ilter dræber. (Foto: Michael Stoltze).

Gedde_hoved med blitz
Geddens brede gab. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i botanik, Dansk natur, natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar