Landbrugsstøtte på gal kurs

Under det danske formandsskab er EU nu i fuld gang med at forhandle ændringer af landbrugsstøtten. Støtten udgør for tiden 41 % af EU’s samlede budget, og alene i Danmark betaler vi som skatteydere hvert år op mod 8 milliarder kroner i støtte til landbruget.

I EU’s oplæg til reform af støtten hedder det, at 30 % af støtten fremover skal gå til miljø. Det lyder umiddelbart sympatisk. Men hvorfor skal landmænd have milliarder af kroner for at tage miljøhensyn?

Ingen andre erhverv får penge for at tage miljøhensyn. For andre erhverv gælder det meget simple princip,  at forureneren betaler: Produktionen skal overholde en række miljøkrav. Ellers bliver produkterne ikke godkendt. Og miljøgodkendelsen er en forudsætning for, at produkterne kan mærkes (certificeres), og dermed afsættes til fornuftige priser. På den måde er der i moderne produktion penge i at tage miljøhensyn og vise ansvar og bæredygtighed.

Det er der også for landbruget, men her spiller klaveret falsk. Modsat alle andre erhverv, betaler det offentlige landbruget for at tage miljøhensyn. Og nu vil EU altså gøre det i endnu højere grad.

Det er simpelthen en gal kurs. Landbruget skal overholde alle gældende miljøkrav i produktionen. Miljøkravene er efterhånden internationale og derfor ikke konkurrenceforvridende. Og vi kan forhindre import af varer, der ikke lever op til gængse miljøstandarder i produktionen.

Den almindelige støtte til landbrugserhvervet er et (stort set) globalt fænomen, der må afvikles på den globale scene, hvis den skal afvikles. Men støtte til landbruget for simpelthen at tage miljøhensyn er gal. Det er et “forureneren-betales-princip” som går stik mod det ellers knæsatte “forureneren-betaler-princip”, som gælder for andre erhverv.

For landbrug, der ikke overholder miljøkrav, må der gælde samme strafferetlige regler som for andre virksomheder. Så er den ikke længere.

Til gengæld vil det være rigtig fornuftigt at bruge en stor del af landbrugsstøtten på et helt nyt forretningsområde,  som landbruget kan kaste sig over til gavn for almenvellet: Naturbeskyttelse.

Mange af vore landskaber er afhængige af landskabspleje, og vi har mistet en masse naturområder, som vi nu er interesseret i at genoprette. Det koster mange penge, og den opgave er det mere end oplagt, at landbruget er med til at løse.

Den store udfordring er altså at få en stor del af alle de penge, vi betaler til landbruget, flyttet over til en pulje, der kan gå ubeskåret til målrettet naturbeskyttelse.

Sådan bør skuden rettes op til glæde for naturen, miljøet, landbruget og borgernes pengepung.

Dansk natur lige nu: Snydeforår

Døvnælder hører ikke vejrudsigter og sætter ufortrødent krans efter krans af snehvide blomster i milde vintre. (Foto: Michael Stoltze).

Når vinterens første halvdel, som her i 2011/2012, er meget mild, kan det næsten føles som forår, når lyset mærkbart begynder at vende tilbage mod slutningen af januar.

Vintergækker og erantis myldrer op, og måske viser en enkelt forvirret krokus sig i den grønne plæne. Vincaen har enkelte blå blomster. Der er ingen sne, og i mangel af bedre bliver døvnælden ved med at tænde lys i den grønne vinter med sine kranse af snehvide blomster. Over blomsterkransene er forhåbningsfulde knopper på vej. Døvnælden hører i sagens natur ikke vejrmeldinger!

Den blottede jord i bede og køkkenhaver er ikke så bar mere, for fugten og mildheden har fået ukrudtet til at spire frem. Og med lunheden og det tiltagende lys er skidtet groet og blivet til mere end bare kimblade.

Men det er snydeforår! Der er stadig to måneder til, at det rigtige, sikre og uigendrivelige forår slår igennem i fuld potens. Nu tøver naturen stadig og driver lige så megen gæk med os, som “snödropparne” (svenskernes navn for vintergækker) i græsset.

Vi tror, at vintergækken - snedråben, som den hedder på svensk - er et forårstegn. Men den snyder os. Tit sætter vinteren ind, når vintergækken dukker op. (Foto: Michael Stoltze).

Vinteren med frost og sne kan komme når som helst og bide sig fast i ugevis – ja, langt ind i marts. Og dog er snydevåren god nok. Vi må nyde den, så længe den varer. Bliver det vinter, må vi trøste os med, at det rigtige forår trods alt rykker næmere, og at vintergæk og erantis ufortrødent lægger sig ned i frost og sne for sove vintersøvn indtil da. Og når det så tør igen, vågner de op til dåd, retter sig op og springer ud i fuldt flor,  som om intet var hændt.

Men lige nu har vi altså snydeforår.

Grøn vinter - og pludselig står der en sart og forvirret plæne-krokus græsset. (Foto: Michael Stoltze).

Ukrudt (og opiumsvalmuer) er spiret i hobetal på den blottede jord. (Foto: Michael Stoltze).

Så længe det er mildt og vådt, vinker blomster af vinca himmelblåt. Også i januar! (Michael Stoltze).

Det er vådt at være erantis i januar. (Foto: Michael Stoltze).

Hvad med Danmark, minister?

De fleste af Danmarks vilde arter af dyr og planter er trængt tilbage til levester, der er som små frimærker. F.eks. her på Høvblege på Møn. (Foto: Michael Stoltze).

Til min store glæde har miljøminister Ida Auken slået et flot slag for naturen og biodiversiteten på den internationale scene.

Forleden holdt hun tale som oplæg til en workshop, der på europæisk plan skulle forberede et FN-møde i Panama City til april. På mødet i Panama er det planen at nedsætte et internationalt ekspertpanel, der kan rådgive om, hvordan vi stanser det accelererende tab af Jordens biologiske mangfoldighed – biodiversiteten. Panelet kommer til at hedde IPBES (Intergovernmental Science-Policy Platform on Biodiversity and Ecosystem Services ), og det bliver en pendant til klimapanelet IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change).

Ved workshoppen sagde miljøministeren blandt andet:

Hvis vi skal redde naturens mangfoldighed og vores økosystemer, så er det afgørende, at vi får sat arbejdet i naturpanelet i gang hurtigst muligt. Der er simpelthen ikke tid til at bruge årevis på at udvikle det helt perfekte system, for vi mister alt for mange dyre- og plantearter hvert år.

- Gør arbejdsprogrammet så ligetil som overhovedet muligt. Husk altid på, at IPBES skal være med til at vejlede politikerne – undgå derfor at vedlægge hundredvis af anbefalinger og husk at prioritere de anbefalinger, I kommer med.

Det er flotte, rigtige og nødvendige ord fra ministeren. Og det er godt og vigtigt, at hun (i øvrigt ligesom sin forgænger i embedet) markerer sig klart og ambitiøst på den internationale scene.

Men ministerens udfordringer er også det nationale, og her er der enorme og presserende opgaver. Danmark er et af de lande i verden, hvor naturen og biodiversiteten er under allerstørst pres pga. den meget intensive udnyttelse af landet.

Derfor kan det kun gå for langsom med at udforme den nationale Naturplan Danmark, som er bebudet i regeringsgrundlaget. Her kan det bekymre, at den annoncerede Natur- og Landbrugskommission, som skal løbe det hele i gang, stadig ikke er på plads.

Så mens vi venter på FN, IBBES og den internationale oprustning til kampen for at bevare verdens biodiversitet, er et meget relevant spørgsmål til ministeren:

Hvad med Danmark?

100 dage – og hvad nu?

Når en regering har siddet i 100 dage, er der tradition for at gøre status over, hvordan det går. Det er rimeligt, for 100 dage er tilpas lang tid til, at holdet kan nå at finde sig til rette og anslå en linje for den politik, der skal gennemføres.

I går havde regeringen sin dag nr. 100, så i dag er “fredningstiden” altså ophørt. Hvordan gik de 100 dage så, og hvad skal der ske nu?

Ført og fremmest må man konstatere, at medierne ikke har haft megen respekt for den traditionelle fredningstid. Efter Helle Thorning Schmidts lange, oppositionskritiske og meget upersonlige åbningstale, haglede beskyldningerne om løftebrud ned over regeringen sammen med en stribe personsager om blandt andet Ole Sohns fortid og Villy Søvndals evner som udenrigsminister.

Personsagerne har skygget meget for regeringens politiske ambitioner. Derfor kom det meget tilpas for regeringen, at Venstre pluselig fik al bevågenhed fra medierne på grund af en mulig ulovlig indblanding i Helle Thorning Schmidts skattesag.

I den vigtige nytårstale var statsministeren trods krisen tilpas smilende og mere personlig og afslappet i sin stil end før set. Hun talte fremadrettet om de unge, om fællesskab og om ret og pligt samt om, hvor vigtigt det er, at vi tager ansvar for hinanden og for samfundet. Og hun lagde i momenter ansigtet i mere alvorlige folder, når talen handlede om den økonomiske krise, om arbejdsløshed, underskud og de magre og slidsomme år, vi har i vente.

I modsætning til i sin åbningstale, brugte statmisteren ikke kræfter på at lange ud efter den forrige regering i sin nytårstale. Talen var tillidsskabende med appel om sammenhold i en krisetid. Det er ikke den værste appel, når alle ved, at vi står over for svære opgaver, og at vi skal i arbejdstøjet. I den sammenhæng er det mindre væsenligt, at talen ikke var videre konkret.

At tænke det grønne sammen med sund udvikling i beskæftigelse og produktion og god vækst i velstand er helt afgørende. Hele den grønne satsning – miljø-, klima- og naturpolitikken – bør og vil fylde meget i fremtiden – både nationalt og internationalt. Alle er enige om, at Danmark og EU med massiv satsning på bæredygtig udvikling (grøn vækst) har rigtig gode muligheder for at komme godt ud af krisen. Det er ikke noget nyt. Anders Fogh Rasmussen anslog tankerne allerede i 2008 kort inden, han forlod jobbet som statsminister.

Men besynderligt nok nævnte Helle Thorning Schmidt ikke klimapolitik eller anden grøn politik med et ord i sin nytårstale. Vi har til gode at høre nogle klare udmeldinger og nogle solide løsningsmodeller for, hvordan grønne satsninger sikrer natur og miljø og samtidig skubber godt gang i beskæftigelse og erhversliv.

Her det vigtigt, at vi i fællesskab og tillid er åbne over for nytænkning. Det er forudsætningen for, at vi kan nå til enighed om kloge og langsigtede visioner, der kan bringe os fremad. Regering, opposition og alle, der blander sig i samfundets udvikling, bør passe på med at klæbe til fordomme og snæver ideologi, som alt for ofte har blokeret for de oplagte løsninger.

Vi skal blandt andet finde løsninger omkring landbrug og natur. Danmark er et landbrugsland – faktisk det mest opdyrkede land i Europa. Erhvervet ejer og forvalter 3/4 af det danske landareal, og landbruget har på godt og ondt enorm indflydelse på Danmarks udseende og fremtid. Derfor bliver arbejdet i den kommende Natur- og Landbrugskommission uhyre vigtigt. Kommissionen (som desværre endnu ikke er nedsat) bør bane vejen for et helt nyt syn på naturen og landbruget i Danmark og skabe rum for, at mange forskellige typer landbrug – store som små – kan eksistere sammen og samlet set fungere godt i forhold til både natur, miljø og Danmarks økonomi.

Natur- og Landbrugskommissionen skal desuden bane vejen for regeringsgrundlagets Naturplan Danmark og for de længe efterlyste forenklinger og forbedringer af Naturbeskyttelsesloven, Planloven og andre arealrelaterede love. Ja – hvorfor ikke en helt ny og overordnet Arealforvaltningslov?

Regeringen har, under forståelige beskyldninger om løftebrud og om blot at videreføre den forrige regerings politik, haft temmelig travlt med at få afviklet de forskellige uundgåelige arvesager. Derfor har vi endnu til gode at se, hvad regeringen virkelig vil.

På natur- og miljøområdet bliver den helt store udfordring, at regeringen med miljøministeren og fødevareminister som centrale og ligeværdige aktører dels får landet Naturplan Danmark fornuftigt og dels får arbejdet koordineret med en politik og en lovgivning, som styrker beskæftigelse og erhvervsliv.

Vi svigter børnene

Et tæt forhold til naturen er vigtig for vores sundhed og trivsel. (Foto: Michael Stoltze).

“Børn lider under at komme for lidt ud i naturen“. Sådan skriver Kristeligt Dagblad i en stort opsat artikel på forsiden 7. januar 2011.

Talrige udersøgelser viser, at børn og unge i dag har et meget fjernt forhold til naturen. Karen Wistoft, lektor i sundhedspædagogik ved Aarhus Universitet, mener ligefrem, at mange børn i dag slet ikke har et forhold til naturen. Og internationalt (ikke mindst i USA) taler forskere ligefrem om, at børn lider af naturblokering (nature deficit disorder). Et udtryk for, at vores forhold til naturen nu er så fjernt, at det begynder af gå alvorligt ud over vores intelligens, sundhed og trivsel.

Leder af skoletjensten i Danmarks Naturfredningsforening, Ole Laursen, siger det sådan:

”Forældrene angiver, at det handler om prioritering. Vi ved, at en hund skal luftes, men det virker, som om vi nogle gange glemmer at lufte vores børn.

Da jeg var barn, sendte man børnene udenfor, hvis man ville have lidt fred. I dag sætter man ungerne foran en skærm, så ved man, hvor man har dem.”

Jeg er ikke i tvivl om, at både forskeren, lederen af skoletjenesten og de mange, mange andre, der nationalt og internationalt er begyndt at stille skarpt på problemet, har fat i noget meget vigtigt. Vi svigter børnene ved ikke at tage ansvar. Det er naturligvis ikke børnenes skyld, at de udvikler et så fjernt forhold til naturen. Fantasifulde computerspil er tillokkende og ikke nødvendigvis dårlige. Men de må aldrig stå alene. Virkeligheden er det afgørende og vigtige grundlag for alt. Og her svigter vi alvorligt, hvis vi ikke fører børn ind i den virkelighed, naturen er. Små børn har en vidunderlig sund evne til at se og forundres. Den evne skal vi understøtte ved at give vores børn mulighed for at opleve naturen på egen hånd og ved at svare.

Da jeg var barn, var vi ude stort set hver eneste dag i al slags vejr. Og det var en selvfølgelighed, at både skolen og mine forældre gav os en grundlæggene indføring i naturen omkring os, så vi lærte glæden ved at kende til og kalde ting ved navn. Vi fik svar på vores nysgerrighed og en fortrolighed med naturen. Det er ingen selvfølgelighed mere. Og dét er et kæmpe problem.

Vi svigter vores børn, når det gælder naturen. Nu er det åbenbart kommet så vidt med natur-analfabetismen, at den er årsag til problemer med trivsel og sundhed for mange børn.

Både skolerne og hjemmene har et ansvar for at vende udviklingen.

Nytårsbrev fra Dansk Natur 2012

Kære læsere og meddebattører.

Godt Nytår!

I går holdt Helle Thorning Schmidt – Danmarks første kvindelige statsminister – sin første nytårstale.

Efter magtskiftet i dansk politik, i lyset af den nationale og internationale økonomiske krise (især i EU) og på baggrund af, at Danmark har EU-formandsskabet frem til 1. juli 2012, var det en meget vigtig tale. Vi var mange, som sad klistret til skærmen og så og lyttede intenst på, hvad statsministeren havde af budskaber til os. Og vi var mange, der var meget spændt på, hvordan hun ville klare det.

Nu er talen holdt. Og hun gjorde det faktisk godt. Efter hendes katastrofalt ringe åbningstale i Folketinget i oktober, hvor hun i en meget lang, stiv og upersonlig tale primært rakkene ned på den forrige regering med et hav af gentagne floskler, var hendes  nytårstale nærmest en befrielse.

Statsministeren var trods krisen tilpas smilende og mere personlig og afslappet i sin stil end før set. Hun talte fremadrettet om de unge, om fællesskab og om ret og pligt samt hvor vigtigt det er, at vi tager ansvar for hinanden og for samfundet. Og hun lagde i momenter ansigtet i mere alvorlige folder, hvor talen handlede om den økonomiske krise, om arbejdsløshed, underskud og de magre og slidsomme år, vi har i vente.

Derfor har statsministeren generelt fået stor ros for stilen i nytårstalen. Men indholdet er endnu engang blevet kritiseret for at være for ukonkret. Hvad vil hun? Hvad vil regeringen? Hvad er løsningerne? At sige “kickstart” tusind gange er ikke et politisk projekt, og mange har svært ved at se, at regeringen har en ny samfundsmodel, som kan bringe os ud af den aktuelle krise og frem til bedre tider.

Kritikken er både nødvendig og berettiget. Og regeringen bør lytte meget nøje på den. Men frem for alt har statsministeren med sin nytårstale med held anslået en mere personlig og tillidsvækkede stil. Det er positivt og gøder jorden for resultater i det svære og politisk uhyre spændende år, vi netop har taget hul på.

Hele den grønne satsning – miljø-, klima- og naturpolitikken – bør fylde meget i 2012. Alle er enige om, at Danmark og EU med massiv satsning på bæredygtig udvikling (grøn vækst) har rigtig gode muligheder for at komme godt ud af krisen. Det er ikke noget nyt. Anders Fogh Rasmussen anslog tankerne allerede i 2008 kort inden, han forlod jobbet som statsminister.

Men besynderligt nok nævnte Helle Thorning Schmidt ikke klimapolitik eller anden grøn politik med et ord i sin nytårstale. Vi har til gode at høre nogle klare udmeldinger og nogle solide løsningsmodeller for, hvordan grønne satsninger sikrer natur og miljø og samtidig skubber godt gang i beskæftigelse og erhversliv.

Her det vigtigt, at vi i fællesskab og tillid er åbne over for nytænkning. Det er forudsætningen for, at vi kan nå til enighed om kloge og langsigtede visioner, der kan bringe os fremad. Regering, opposition og alle, der blander sig i samfundets udvikling, bør passe på med at klæbe til fordomme og snæver ideologi, som alt for ofte har blokeret for de oplagte løsninger. I kristetider er der brug for sammenhold og løsninger – ikke slåskampe.

Et at de steder, vi skal finde løsninger i 2012, er omkring landbrug og natur. Danmark er et landbrugsland: Landbruget ejer og forvalter 3/4 af det danske landareal, og erhvervet har på godt og ondt enorm indflydelse på Danmarks fremtid og udseende. Derfor bliver arbejdet i den kommende Natur- og Landbrugskommission uhyre vigtigt. Kommissionen bør bane vejen for et helt nyt syn på naturen og landbruget i Danmark og skabe rum for, at mange forskellige typer landbrug – store som små – kan eksistere sammen og samlet set fungere godt i forhold til både natur, miljø og Danmarks økonomi.

Natur- og Landbrugskommissionen skal desuden bane vejen for regeringsgrundlagets visionære Naturplan Danmark og for de længe efterlyste forenklinger og forbedringer af Naturbeskyttelsesloven, Planloven og andre arealerelaterede love. Ja – hvorfor ikke en helt ny og overordnet Arealforvaltningslov?

Det bliver nok at se til i 2012!

Hermed vil jeg sige tak for alt i 2011 og ønske alle masser af gåpåmod, held og lykke i 2012.

Store og spændende udfordringer venter.

Michael Stoltze

Dansk natur lige nu: “Juleroser”

Rose i Nyker, juledag 2011. (Foto: Michael Stoltze).

De mange rosensorter i vores haver er fremavlet til at blomstre rigt og længe med store, farvestrålende blomster. Ligesom hunderoser, æbleroser og andre af deres fine, vilde slægtninge i den danske natur, blomstrer de rigt i forsommeren.

Men i lune efterår uden hård frost fortsætter haveroserne med at blomstre, og i milde vintre bliver de ved langt ind i vinteren.  Ja – det kan sågar ske, at enkelte af årets sidste rosenknopper vælger at stå vinteren igennem og springe ud i marts, hvor blomsten møder forårets friske, nye rosenskud.

I 2011 var efteråret lunt, og den første vintermåned mild. Hidtil har der kun været let nattefrost nogle få gange, og mange steder ved kysterne har der slet ikke været frost. Derfor blomstrer masser af vilde pantearter i utide, og i haverne forsøger roserne sig så godt, de kan. De er lidt medtagne af blæst, fugt og svigtende lys – men alligevel!

Se bare her, hvad haverne i Nyker på Bornholm bød på af rosenflor 1. juledag, 2011! Det er et noget andet syn end i 2010, hvor Bornholm druknede i sne under en tre dage lang snestorm.

Med denne buket af “juleroser” ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår.

Rose i Nyker, juledag 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Rose i Nyker, juledag 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Rose i Nyker, juledag 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Rose i Nyker, juledag 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Rose i Nyker, juledag 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Rose i Nyker, juledag 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Julehilsen fra Dansk Natur 2011

Med dette frodige vinterbillede fra Store Løvklit i Kærgård Plantage i Vestjylland ønsker Dansk Natur alle en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Vinteren er over os, men indtil videre i en grøn og frodig udgave med plusgrader – helt forskellig fra sidste års sne og strenge kulde. I morgen er der så besked derude fra, at det lysner dag for dag. Og med disse temperaturer er der vist kun få uger til de første vintergækker og erantis. De står lige på spring!

Dansk Natur går på juleferie nu, men vender sammen med det tiltagende lys stærkt tilbage fra og med 2. januar 2012 med nyheder, kommentarer og debatoplæg om naturen og miljøet i Danmark.

Med den vigtige Natur- og Landbrugskommission, der skal i gang med arbejdet kort efter nytår og Naturplan Danmark, der skal realiseres, har 2012 alle udsigter til at blive et vigtigt og skelsættende år for Danmark og den dansk natur. Men også et år, hvor der bliver brug for alle goder kræfter i kampen for et smukt og trygt land med en rig natur og et rent miljø.

Husk stadig, at det er jer, der som læsere og kommentatorer er med til at give bloggen indhold og slagkraft. Bloggen har udviklet sig over al forventning i løbet af 2011:  Den 20. december 2010 lå vi på 17.803 unikke besøgende og 148 kommentarer. I dag, præcis et år senere, er vi oppe 68.075 unikke besøgende og 799 kommentarer siden vi gik i luften den 28. april 2010. Det gennemsnitlige aktivitetsniveau er forøget med over 100 % i forhold til 2010. Det er ekstremt flot! Og indsatsen nytter. Bloggen har også i 2011 været med til at bane vejen for et stort antal debatmøder og indslag om natur og miljø i både lokale og landsdækkende medier.

Så – 1000 tak for jeres gode indsats i 2011! Jeg glæder mig allerede til lige så meget eller endnu mere gang i den i 2012.

Hermed ønskes I alle en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Bedste hilsener,

Michael Stoltze

Redaktør af Dansk Natur

DNA i vand sladrer om biodiversitet

DNA-spor i en lille vandprøve kan afsløre, om der findes oddere en sø. (Foto: Jiji Bohdal).

Endnu engang er danske forskere helt i front internationalt med forskning i, hvordan vi kan bruge DNA i alskens detektivarbejde. Denne gang åbner DNA-analyser af ferskvand for helt nye og yderst spændende muligheder for overvågning af naturens tilstand og biodiversitet.

I en pressemeddelelse skriver forskerne blandt andet:

Den banebrydende DNA-forskning ved Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet vender simpelthen op og ned på vores overvågning af naturen. Det viser sig, at et snapseglas søvand indeholder DNA fra hele søens dyreliv. Dermed er en effektiv og billig metode, som kan få stor betydning for at få tjek på naturens mangfoldighed, inden for rækkevidde.

Klodens biodiversitet er i kraftig tilbagegang, og for eksperter verden over er det en næsten uoverkommelig udfordring at redegøre for denne tilbagegang. I dag overvåges truede arter ved hjælp af tidskrævende og kostbare undersøgelser foretaget af eksperter, som skal finde dyrene, hvor de lever – metoder som dybest set ikke har ændret sig i hundrede år.

Men nu har tre forskere fra professor Eske Willerslevs Grundforskningscenter for GeoGenetik (Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet) vist vejen for fremtidens naturovervågning. Det sker med en forsidehistorie i det ansete videnskabelige tidsskrift Molecular Ecology, hvor deres opsigtsvækkende resultater viser, at en ny metode kan bruges til at overvåge truede dyrearter blot ud fra DNA-spor, som dyrene efterlader i vandmiljøet.

Forskningsholdet bag de nye undersøgelser er phd-studerende Philip Francis Thomsen og specialestuderende Jos Kielgast og Lars L. Iversen, som på tværs af fagområder har dokumenteret denne helt nye type naturovervågningsmetode. Ved at undersøge hundrede forskellige søer og vandløb med både eksisterende metoder (biologer i gummistøvler) og den nye DNA-baserede metode, dokumenterer forskerne, at DNA-detektion er effektiv, selv når dyrene er ekstremt fåtallige.

- Vi har påvist, at vores DNA-detektionsmetode virker på en lang række forskellige sjældne dyrearter som lever i ferskvand. De efterlader alle DNA-spor i miljøet, som kan detekteres i meget små vandprøver fra deres levesteder. I vandprøverne har vi fundet DNA fra dyr så forskellige som fra odder til guldsmed, siger Philip Francis Thomsen.

Undersøgelsen viser også, at der er en klar sammenhæng mellem mængden af DNA i miljøet og tætheden af dyr i et bestemt område. Dermed ser det ud til, at den nye DNA-detektionsmetode kan bruges til at estimere bestandsstørrelser. Dette er afgørende i forbindelse med overvågning af sjældne dyr, hvor man ofte ønsker at vide, om bestanden er stor eller lille.

I FN er man enige om at vi skal stoppe tilbagegangen i biodiversiteten, men en forudsætning er, at man kan gøre ordentlig status over arterne. Her vil den nye metode gøre det billigere og hurtigere at finde de steder, hvor de truede arter er og dermed prioritere indsatsen til gavn for naturen både herhjemme og i resten af verden,” siger Jos Kielgast.

De nye opdagelser viser, at DNA-spor findes overalt i vandmiljøet. Forskerne bag undersøgelsen mener, at i princippet kan metoden også bruges i mange andre sammenhænge end i forbindelse med truede dyrearter eller overvågning af biodiversitet. F.eks. vil det være muligt, mener forskerne, at fiskekvoter i fremtiden kan estimeres ud fra DNA-spor frem for fangster.

Læs mere på dette link på videnskab.dk

Link til originalartiklen i Molecular Ecology  Monitoring endangered freshwater biodiversity using environmental DNA

 

Løgfrøen lever skjult og kan være meget svær at finde i naturen. Men spor af DNA i vand kan afsløre, hvor den findes. (Foto: Lars. L. Iversen).

 

 

Den nye metode kan blive en revolution inden for naturovervågning af sjældne arter. F.eks. kan man med metoden påvise, om der er larver af den sjældne og fredede store kærguldsmed i en sø. (Foto: Lars L. Iversen).

Auken har en plan

Miljøminister Ida Auken.

Da regeringen den 7. december udsendte de såkalde EU-naturplaner,  var det uden flere penge til indsatsen. De 1,8 mia. kr., der figurerede i pressemeddelelsen og medierne, var nemlig ikke nye penge, men midler, der i årene 2012-2015 flyttes fra den brede naturbeskyttelsesindsats til særlig prioriterede områder.

Det har fået Kommunernes Landsforening (KL) til at kritisere regeringens EU-naturplaner skarpt. KL frygter, at regeringens planer vil sætte naturbeskyttelsen i bakgear, og at årtiers naturpleje uden for de prioriterede områder vil være spildt.

Det fik miljøminister Ida Auken til at svare  “…det er også vigtigt at understrege, at dette er det første skridt. Vi tager fat på den øvrige natur, når regeringen kommer med sin Naturplan Danmark.”

Det er en  vigtig udmelding. Auken har en plan. Naturplan Danmark er dén nationale plan, som de nuværende regeringspartier har råbt og skreget på i 10 år, da de var i opposition. Ideen til planen stammer helt tilbage fra 2001, da Wilhjelmudvalget kom med sin rapport om den danske naturs tilstand og landbruget bagefter udtalte:

“Rapporten vil blive husket som en milepæl om ti år. Det var med den, vi stoppede op og besluttede os for, at Dalgas-perioden 100 % var overstået. Nu er det andre værdier end blot at dyrke jorden, der skal til for, at vi kan tale om godt landmandsskab. Vi skal også tage vare på naturen.”

Sådan kom det som bekendt ikke til at gå. Men for et par år siden tog Ida Auken sammen med sit parti initiativ til Naturplan Danmark, og det er dét forslag, der nu er adopteret af regeringen og skrevet ind i regeringsgrundlaget (side 31). Det Konservative Folkeparti kom også med en meget lignende plan (Et grønnere og rigere Danmark) i juni, 2011.

Miljøministeren har rent taktisk ikke haft andet valg end at udsende EU-naturplanerne som de lå, og hun har uden tvivl været klar over, at hun ville få kritik for dermed blot at realisere blå bloks planer.

Under alle omstændigheder er det dog godt, at EU-planerne endelig er offentliggjort. Nu kan vi komme videre med naturbeskyttelsen og gå i gang med det centrale: Realiseringen af Naturplan Danmark.

Her har miljøministeren virkelig mulighed for at skrive Danmarkshistorie, fordi planen har fokus på både at genoprette dansk natur og dansk økonomi. Realiseringen af planen kræver fremstrakte hænder mod det landbrug, som er i krise, og som er så afgørende for vores natur, fordi det forvalter 3/4 af Danmarks landareal.

Naturplan Danmark er meget mere end en plan for beskyttese af underlige planter og dyr. Det er en vision, som sætter nogle helt overordnede rammer og mål for, hvor og hvor intensivt vi kan benytte Danmark i fremtiden. Det er en plan, der skal beskytte naturens variation og biodiversitet, sikre at landet udvikler sig smukt og samtidig sikre gode og klare rammer for et produktivt og værdiskabende landbrug.

Efter nytår nedsætter regeringen en hurtigtarbejdende Natur- og Landbrugskommission, hvor miljøministeren og fødevareministeren vil gå i tæt samarbejde. Denne kommission er som skabt til at være fødselshælper for Naturplan Danmark. Samtidig bliver en af  kommissionens vigtigste opgaver at finde de mest farbare og konstruktive veje ud af landbrugets gældskrise.

Det er enorme udfordringer. Men der er ingen tvivl om, at det er rigtigt at tænke sund planlægning og økonomisk genopretning sammen. Kommissionens arbejde skal ideelt bane vejen for intet mindre end et smukt land med en god økonomi.

Et tæt samarbejde mellem Fødevareministeriet og Miljøministeriet og nedsættelse af en Natur- og Landbrugskommission har vide perspektiver. Nu er begge dele en realitet, og det er den bedste nyhed, man kan tænke sig for både natur og landbrug.

Derfor er mine forventninger om nybrud og samling om fælles løsningsmodeller til gavn for Danmark tårnhøje.

Håbet er, at alle parter går konstruktivt og fordomsfrit til værks, og at befolkning,  organisationer, eksperter og politikere – uanset partifarve – engagerer sig i dette vigtige arbejde uden smålig skelen til, hvor i det politisk landskab ideen er født.

Vindmølleterror fra Christiansborg

Jeg holder meget af vindmøller, der er placeret fornuftigt.

Men nu har regeringen mistet besindelsen. I bar iver for at please vindmølleindustrien vil regeringen plastre Danmarks smukkeste landskaber og bedste natur til med kæmpevindmøller. Intet er helligt: Vestkysten, Skagen, Anholt, Læsø, Samsø. Alt er i spil. Det viser en hidtil hemmeligholdt rapport fra miljøministeriet.  Læs her, hvad Danmarks Naturfredningsforening har gravet frem:  Kæmpevindmøller i naturen

Kampen om placeringen af de nye kæmpevindmøller illustrerer, at regeringen er til falds for ussel mammon og fuldstændig ligeglad med provinsen og den danske natur: Ude i Udkantsdanmark bor der jo kun gamle, arbejdsløse og bistandsklienter. Husene forfalder, og der lugter af gylle. Så selv om der er smukke og fredede naturområder, kommer der ingen mennesker. Så kan vi jo lige så godt bygge kæmpevindemøller dér til gavn for Danmarks økonomi.

DR stiller i denne tid skarpt på Udkantsdanmark i serien “Danmark knækker”. En væsentlig grund til, at Danmark bliver delt i et Over- og Underdanmark er den totale mangel på forståelse, regeringen udviser for mennesker, livet og naturen i de danske provinser.

Vindmøllevanviddet fra Christiansborg illustrerer arrogancen i en nøddeskal. Regeringen pisser på provinsen og dømmer Udkantsdanmark ude for lands lov og ret.

Fri os fra rådne bananer

Nu skulle det være ganske vist: Jeg bor i en rådden banan!  Det skriver Jyllandsposten i artiklen Danmark delt i tre rådne bananer. Avisen henviser til en ny analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd, der har stillet skarpt på velfærdsparametrene indkomst, beskæftigelse, uddannelse, sundhed og aldersfordeling. Analysen, som rådet kalder det kommunale velfærdsindeks, viser, at der er lav indkomst, stor arbejdsløshed, lav uddannelse, ringe sundhed og mange gamle i tre store dele af Danmark: Det meste af Nordjylland, Syddanmark fra Tønder over Lolland-Falster-Møn til Bornholm og Vestsjælland.

Det er en udmærket analyse, der viser, hvad de fleste af os allerede anede: At der i disse dele af Danmark er få job, så de unge flytter, og de gamle bor tilbage. Det er fint at få tal på, for så kan man begynde at håndtere problemet med det skæve Danmark.

Der er mange grunde til, at Danmark knækker. Den væsentligste er måske hele italesættelsen og vores billede af livet på landet. Udtryk som “den rådne banan” eller de “tre rådne bananer”, som Jyllandsposten har lanceret, er ikke just smigrende. Og de passer dårligt til de tre nævnte dele af Danmark, der rummer vores bedste og flotteste natur: Skagen, Læsø, Thy, Vadehavet, Sydfyn, Bjergene, Røsnæs og den Sydsjællandske lagunekyst, Lolland-Falster-Møn og Bornholm.

Jeg skal hilse og sige, at der i virkeligheden er rigtig dejligt her ude på landet! Kom selv og se! Det er på tide, at vi begynder at markedsføre den danske natur som noget, der rent faktisk har en værdi. Noget vi kan og skal være rigtig stolte af og tjene penge på ved at give god adgang til herlighederne og skabe gode oplevelsesmuligheder og mange arbejdspladser.

Når nogen f.eks. bruger penge på at istandsætte fyret og etablere et vandrehjem på øen Nordre Rønner nord for Læsø ( TV-avisen 3-5-2010 om Nordre Rønner), er det naturligvis hul i hovedet, at andre i misforstået hensyn til dyrelivet forsøger at lukke adgangen til denne fantastiske natur- og kulturhistoriske plet på Danmarkskortet. Den skal eventyrlystne turister naturligvis have mulighed for at besøge og dermed få en oplevelse for livet. Akkurat som på Christiansø.

Vi skal tale, skrive og handle os væk fra den skæve udvikling i Danmark. Vi skal blandt andet have gang i naturbeskyttelsen, naturoplevelserne, turisme, hoteller, restauranter og et mere forædlet og alsidigt landbrug, skovbrug og fiskeri med alle de arbejdspladser, der hører til.

Vi bør lære vores land bedre at kende og genfinde glæden ved hele Danmark.

Fri os fra rådne bananer.

Er naturen kun for nørder?

I kølvandet på debatten om det skæve Danmark og DR’s tema “Dannark knækker” er Venstre nu barslet med udspillet Danmark i Bedre Balance.

Udspillet er lige så forudsigeligt som Amen i kirken: Færre regler, mere liberalisme og flere fordele for erhvervslivet i Udkantsdanmark.

Modreaktionen fra oppositionen er lige så forudsigelig: Der skal ikke laves om på noget som helst, for det vil gå ud over naturen og miljøet.

SUK….  Jeg vil starte med at konstatere, at det er godt, at der nu bliver stillet skarpt på det skæve Danmark, men at vi er dybt uenige om, hvordan Danmark kommer i bedre balance.

Naturen og poesien i kulturlandskabet – ikke mindst ude i landets yderster afkroge – er et kollosalt aktiv for Danmark.  Men uden et samspil med et sundt erhversliv i yderområderne, bliver naturbekyttelse en tabersag. Beskyttet natur risikerer at bliver noget, der ikke er til for mennesker, men kun for naturens egen skyld  - eller højst for de få nørder. Og hvad glæde har vi så af det?

Hvordan kan man kombinere naturbeskyttelse og erhvervsudvikling? Hvordan kommer Danmark i bedre balance?

Intet nyt fra Tønder

Debatten om Udkantsdanmark raser i kølvandet på DR’s initiativ “Danmark knækker”.

Det kulminerede i går på et “topmøde” mellem ministre, politikere og erhvervsfolk, der blev lukket inde i vandtårnet i Tønder i 24 timer for at finde frem til nogle anbefalinger.

Men læs lige følgende anbefalinger om erhvervsudviklingen:

Vi skal som land blive bedre til at forstå det globale marked og de konsekvenser det har for os. Vi er nødt til at fokusere på højere produktivitet og på bedre konkurrenceevne.

Derfor foreslår vi, at utidssvarende restriktioner for erhvervslivet fjernes, for eksempel for turisme, landbrug og fiskeri, ligesom der skal satses på en langt mere effektiv og hurtig sagsbehandling af ansøgninger om etablering og udvidelse.

Grøn vækst, klimaproblematik og ny teknologi betyder, at der ligger store muligheder for landbrugserhvervet i nye produktionsformer, hvor produktionen i dag hovedsagelig er fødevarer, herunder biogas og bioetanol. Disse nye muligheder skal fremmes.

Innovation og iværksætteri skal styrkes.

Vi foreslår ”SU” til vækstiværksættere, som kan være finansieret af de regionale vækstfora som led i de kommende partnerskabsaftaler. Initiativer af denne art skal bruges til at sparke nyt i gang og er således midlertidige foranstaltninger.

Vi vil undersøge om eksisterende ordninger i højere grad kan fremme væksten i yderområderne. ”Udkantsområdernes” potentiale i oplevelsesøkonomien skal udvikles, og det skal blandt andet ske via helårsoplevelsesturisme, totaloplevelser og oplevelsesfyrtårne.

Vorherrebevares… Der er jo slet ingen nytænkning. Sikken en gang buzzwords. Hvor er naturbeskyttelse, bæredygtig primærproduktion og produktforædling henne?

Holdet i Vandtårnet vil fjerne, hvad de kalder “utidssvarende restriktioner for erhvervslivet, for eksempel for turisme, landbrug og fiskeri, ligesom der skal satses på en langt mere effektiv og hurtig sagsbehandling af ansøgninger om etablering og udvidelse”.

Det er da et knæfald af titan-dimensioner for regeringens og navnlig fødevareministerens vision om svinefabrikker, energipil og billige bulkvarer. Det er altså ikke lige det, vi har brug for i Udkantsdanmark, der allerede er hårdt belastet af et landbrug og fiskeri,  der er umådelig langt fra at være bæredygtigt.

At selv oppositionen (repræsenteret ved Villy Søvndal) kan stå bag denne Venstre-classic-udmelding siger noget om, hvor langt vi er fra en begavet løsning på en bæredygtig politik for udviklingen af hele Danmark.

Så – SUK – intet nyt fra vandtårnet i Tønder. Man kunne lige så godt bare have bedt Løkke holde en af de sædvanlige taler.

Dansk natur lige nu: Kabbeleje

Ind imellem mine debatoplæg vil jeg fra og med i dag af og til lægge billeder fra “Den danske natur lige nu” ind på bloggen.

Engen er nu gyldengul
af tunge kabbelejer

Sådan skrev Jeppe Aakjær i “Nu er dagen fuld af sang”. Og hvad er mere oplagt end at starte med netop kabbelejen? Hermed gjort.

Kabbelejen – mere præcist: engkabbelejen – tilhører ranunkelfamilien. Den adskiller sig fra sine ranunkelslægtninge (smørblomsterne) ved sin saftighed, hurtige og kraftige vækst og store blomster.  En herlig forårsblomst.  Og så vokser den også i kilder, hvor den undertiden kan finde på at springe ud midt om vinteren pga. det relativt lune kildevand.

Biodiesel fra raps ødelægger naturen

Over 1000 kvadratkilometer natur i Danmark er blevet til rapsmarker til biodieselproduktion (Foto: Michael Stoltze)

Se godt på denne gule rapsmark. Den er smuk og dufter af honning. Og den bruges til en dejlig masse sund spiseolie. Tror de fleste.

Men nej. Det er en dieseloliemark. Over 1000 kvadratkilometer af den danske landjord – omkring 80 % af Danmarks rapsmarker – bliver brugt til dyrkning af biodieselolie. Fødevarer nok til at mætte én million mennesker ender på den måde hvert år i tanken som diesel. Rapsmarker giver kun omkring 1000 liter dieselolie pr. hektar. Det er så lidt, at vi skulle dyrke raps på hele Danmarks landbrugsareal for blot at dække det danske behov for diesel. Samtidig viser beregninger, at klimagevisten ved at bruge rapsolie som diesel frem for almindelig diesel er minimal.

For tiden kan man se rapsoliebusser køre rundt på de danske veje og reklamere for rapsbiodiesel, som var det godt for miljøet. Men det er løgn!

Sandheden er, at de flotte gule rapsmarker er tæt forbundet med det værste overgreb i nyere tid på Danmarks natur. Historien har sin parallel i Indonesien, hvor dyrkning af oliepalmer til diesel har smadret oprindelige folks kultur og udryddet nogle af verdens rigeste regnskove. Det er yders alvorlige overgreb på mennesker og natur i klimakampens navn. Og vi plejer at sige, at det kun har kunnet ske, fordi Indonesien er et diktatur.

Men nu er Danmark kommet med på samme vildfarne vogn. Det er en skandale. Dyrkning af raps til dieselolie sker nemlig på bekostning af den danske natur. Arealet med raps til dieselolie svarer ret præcist til de over 1000 kvadratkilometer natur, der efter 2007 er pløjet op i Danmark.

Rapsoliediesel er endnu en en af klimakampens vildveje. Og den vildvej har hidtil kostet Danmark over 1000 kvadratkilometer natur.

Biodiesel fra raps ødelægger Danmarks vilde natur.

Det Grønne Danmark

Kysten ved Glænø på Sydsjælland - en del af Det Grønne Danmark (Foto: Michael Stoltze).

Naturen skal på dagsordenen på en helt anden bevidst måde som et økonomisk aktiv og som basis for udvikling, hvis problemerne i det såkaldte Udkantsdanmark skal løses. Det fordrer, at vi alle bliver bedre til at forstå og respektere forskellene mellem land og by, samt at vi lærer den danske natur og dens kvalitetet meget bedre at kende. Vi skal genvinde stoltheden over landet, naturen og de erhverv, der er direkte afhængige af naturen.

Folk må selv om, hvor de vil bo. Det er ikke et mål i sig selv, at flere skal bo på landet. Men det skal være rart at bo på landet. Derfor skal Danmark udvikle sig i en anden og smukkere retning end den, toppen af landbruget har dikteret i de seneste mange år. Det er tid for landbruget at gå nye veje, så vi om nogle år ikke længere tænker på provinsen som “Udkantsdanmark” og “rådne bananer”, men som en attraktiv del af hele Danmark: “Det Grønne Danmark” i kontrast til byerne.

Lyt til debatten på P1 Formiddag om naturens betydning for Udkantsdanmark, og kom med dine kommentarer her på bloggen. Som baggrund kan du også læse dette tankevækkende debatoplæg fra Mandag Morgen: Danmarks landskabsværdier under hårdt pres

Der er så dejligt ude på landet

(Nedenstående artikel og debatoplæg om Danmark, landbruget, naturen og landskabet har været bragt i Kristeligt Dagblad den 18. maj 2010 på forsiden og side 8. Den kan også læses og kommenteres direkte på Kristeligt Dagblads netavis:  Der er saa dejligt ude paa landet)

Kimen til vores kultur blev lagt, da vi begyndte at dyrke jorden for godt 6000 år siden. Nu skylder vi det trængte landbrug respekt og opmærksomhed, så det kan gå nye og bedre veje til glæde for os alle. Vi er alle bønder, og det skal vi være stolte af

Michael Stoltze biolog og forfatter

Omkring år 1800 var vi ca. en million mennesker i Danmark. I dag nærmer vi os de 6 millioner.

Alligevel bor der ikke flere mennesker på landet nu end for 200 år siden. Vi bor nemlig i byer. Vi søger byens puls, fællesskab og muligheder. Her er alles kamp mod alle, her er liv, og her er det globale udsyn. Mere og mere. Hele verden findes i storbyerne med cafe latte, sushi, tapas, thaimad eller Reef’n Beef’s krokodille som oplevelsesmad.

Menneskestrømmen fra land til by er et globalt fænomen. Siden 2007 har mere end halvdelen af verdens befolkning været byboere, og andelen stiger hurtigt. Nogle vil hævde, at vinderne bor i byen, og taberne bor på landet.

Modsat den intuitive opfattelse er det godt for klodens miljø, at vi rykker sammen i store byer. Energiforsyning, vareforsyning og rensning af spildevand og røg kan gennemføres i storskala og langt mere effektivt i storbyer, end hvis vi boede spredt over det hele. Takket være ny miljøbevidsthed og ny teknologi er verdens storbyer ved at ændre sig fra larmende, stinkende og sundhedsfarlige infernoer til oaser fulde af liv. Så det er intet under, de trækker.

Men hvad så med landet? Hvordan er vores forhold til landet og livet på landet, når vi alle samme efterhånden bor i byer og lever vores daglige liv dér?

Meget tyder på, at der er en bagside af medaljen. Vi har glemt landet, vi har glemt poesien, og vi har glemt, at hele vore kultur startede med, at vi engang begyndte at dyrke jorden. Vi er ikke engang stolte af, at vi alle sammen inderst inde er bønder. Nærmest tværtimod. Og det på trods af, at vi lever af markens afgrøder.

Dansk digtning og den danske sangskat har gennem lange tider kredset om kærligheden til landet, landbruget og naturen med sin intense poetiske hyldest til landets værdier. Digtere fra H.C. Andersen til Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen og Otto Gelsted – alle udtrykker deres glæde over landets herligheder. Mest citeret er uden tvivl H.C Andersens indledning til “Den grimme ælling”: “Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede egyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder.”

I vor tid ironiserer vi ofte over de gamle fremstillinger, og kærlighedserklæringer til landet er blevet sjældne – ja, næsten ikke eksisterende.

Men hvad skal der blive af et land, hvis vi ikke elsker det? Kærligheden starter med en fascination, men den er også en viljesakt.

Her er vi inde ved sagens kerne. Menneskestrømmen fra land til by skal ikke vendes – det er i hvert fald ikke et mål i sig selv. Folk må bosætte sig, hvor de har lyst. Men vi må aldrig glemme, at vi lever af landet. Alting kommer fra naturen og det dyrkede land, og som byboere må vi forstå landet og den natur, vi er en del af. Ellers bliver vores land ikke helt, men delt.

Efter en halv menneskealder i gode København, er jeg er for nylig flyttet på landet på Sydsjælland, og her befinder jeg mig godt. Det er lidt som at komme hjem. Min baggrund er, at jeg er opvokset på landet på Nordbornholm med udsigt over dal, mark og skov og med Ols Kirke som et magisk tårn i det fjerne, hvorfra solen blev ringet ned hver aften. Det slog mig aldrig, at den nok ville gå ned alligevel, hvis klokkeren glemte sin gerning.

Fra mit arbejdsværelse ser jeg i dag ud over markerne ned til Basnæs Nor og Skov, og jeg glæder mig meget over den lynhurtige forvandling af de rå og kolde pløjemarker til glatte og nysåede marker, der nu ligger lyst og tørt i forårssolen og venter på regn, spiring og vækst.

I kraft af kysten, øerne, norene, vildtreservaterne, landsbykirkerne, de mange deltidslandbrug, godserne og godsernes småskove har landskabet her omkring på Sydsjælland bevaret sin romantiske karakter.

Her er fugle i massevis. Flokke af spraglede gravænder flirter på markerne, viberne kaster sig kåde op og ned over strandengene, og harerne hopper lystigt omkring uden anelse om, at deres artsfæller de fleste andre steder i landet har det så dårligt, at haren nu bliver kaldt en sårbar art: Vi kan ikke længere være sikre på, at den vil overleve de næste 100 år i Danmark.

Men Jyllands vælde og Sjælland ynde findes skam endnu. Sjællands ynde er dér lige uden for mine vinduer, og den er vigtig at lægge mærke til. Jeg ejer små tre hektar, som siden årtusindskiftet har været brakmark, og jeg har besluttet, at området skal være natur i al fremtid, selvom brakmarkerne i resten af Danmark er blevet pløjet op. Brakmarken rummer endnu ikke sjældne arter, men området er efterhånden blevet til god natur med masser af harer, rådyr, agerhøns og et mylder af sommerfugle og andre insekter. Og den mægtige rørhøg flakser hver dag på sine lange, brogede vinger lavt over området på jagt efter bytte.

Med de høje jordpriser er det imidlertid dyrt at udlægge områder til natur, og landmændene bliver på ingen opfordret af staten til at gøre det. Tværtimod. På marken uden for mit arbejdsværelse ligger en lille lavning af mosejord, der bliver oversvømmet hver eneste vinter og forår. På grund af EU’s tilskudsregler harver min nabo hvert år området op og sår det til langt hen i juni uden udsigt til udbytte – andet end EU’s hektarstøtte altså. Reglerne siger: ingen opdyrkning – ingen støtte. Så den økonomisk ansvarlige landmand har ikke andet valg end at dyrke området.

Men det er jo vold på Sjællands ynde. I lavningen burde ligge en sø omkranset af enge med kabbelejer, viber og alt det dér, vi skrev sange om engang. Det kunne være så let. Hvis landmanden blev belønnet for at “dyrke natur” sådanne steder, der i vore dage ikke er egnet til landbrug, ville han på en hel anden måde end i dag bidrage til at opretholde og udvikle Danmark som et smukt og varieret land. Og han ville bidrage til at forbedre landbrugets anseelse og image i bredeste forstand.

Her ligger der en kolossal udfordring for de danske politikere og det danske samfund. Landbruget i Danmark er fanget i en fælde af gæld, gyllelugt og mangel på respekt. Der er ikke længere nogen, der jubler over rugen som Jeppe Aakjær. Men det dyrkede land har brug for medhold og sange – ellers mister vi forståelsen og respekten for det. En af de få nyere, jeg kender, er Stings “Fields of Gold”, som ingen har fortolket smukkere end den generte og ubærligt tidligt afdøde Eva Cassidy. Men ellers? Det er, som om vi har glemt, at vores kultur står på skuldrene af landbruget. Hvis man går helt tilbage til begrebets banale rod, er kultur afledt af det latinske ord cultura, der betyder “at dyrke”.

Vel var der en slags kultur, før vi begyndte af dyrke jorden. Vi fremstillede og brugte primitive redskaber af sten og træ, og vi boede i huler og lavede tegninger.

Men det helt store kulturelle kvantespring skete dengang i stenalderen for 6-7000 år siden, da vi begyndte at dyrke jorden.

Man kan uden overdrivelse sige, at vi dermed for alvor flyttede os fra at leve som jægere og samlere omtrent ligesom dyr til at leve som mennesker med den højt udviklede kultur og bevidsthed, der adskiller os fra dyrene.

Siden har Danmark været i landbrugets hænder. Efter indførelsen af landbruget steg befolkningstallet i det område, vi i dag kalder Danmark, hurtigt fra titusinder til hundredtusinder.

Selv uden dræning og gødskning kunne vi brødføde ti gange flere ved at dyrke jorden og holde husdyr end ved jagt og indsamling.

Og Danmark er stadig et landbrugsland. Omkring 75 procent af landets areal er ejet af landbruget, og omkring 62 procent dyrkes hvert år ekstremt intensivt.

Så nu producerer vi mad til 16 millioner mennesker og over 20 millioner slagtesvin. Det sker ikke uden omkostninger for landets natur og miljø. Derfor harcelerer mange ofte over landbruget – ja, visse kritikere ønsker ligefrem dansk landbrug nedlagt. Det er da et synspunkt, men det hænger temmelig dårligt sammen med, at vores rødder er dybt forbundet med den danske muld, og at hele vores kultur startede med landbruget.

Der er altså brug for nye veje. De må begynde på Christiansborg med en erkendelse af det enorme aftryk, landbruget afsætter på Danmarkskortet, og en bevidsthed om den store betydning, landbruget har for vores kultur.

I forhold til vores natur er den største forandring i samfundet og landbruget, at varieret natur ikke længere er et selvfølgeligt biprodukt af vores aktiviteter. Efter indførelse af det rationelle, intensive landbrug er natur blevet en vare, vi bliver nødt til at være bevidst om at levere. I konsekvens heraf har landbruget i Sverige, England og mange andre lande for længst taget naturbeskyttelse til sig som forretningsområde.

Det bør også ske i Danmark. Landmændene er leveringsdygtige, men behandles ikke derefter af hverken politikerne på Christiansborg eller ledelsen af Landbrug & Fødevarer.

Landbrugspolitik er en død sild på Christiansborg, hvor en hjælpepakke og frit løb for megasvinefarme har været det sørgeligt primitive svar på krisen.

Det er hverken fremadrettet for landbruget, naturen eller livet på landet.

For vores politikere ligger der altså stadig et vigtigt, uopdyrket natur- og landbrugspolitisk felt og venter på mere begavede initiativer til gavn for Danmarks fremtid. Initiativer, der kan samle landet om et landbrug, et landskab og en natur, vi alle kan være stolte af.

Landbruget må gå nye veje

Debatten om udviklingen i det såkaldte Udkantsdanmark raser. Hvis udviklingen skal vendes, skal naturbeskyttelse og erhvervsudvikling gå hånd i hånd. Det nytter ikke, at landbruget gør Danmark grimmere, at de vilde planter og dyr forsvinder, og at der lugter fælt af gylle på landet.

Den 27. maj stillede Deadline på DR2 skarpt på landbrugets imageproblemer, herunder erhvervets problemer med at passe på naturen og miljøet samt at sikre en ordentlig dyrevelfærd. Fødevareminister Henrik Høegh var gæst sammen med Michael Stoltze, der mener, at landbrugserhvervet bliver nødt til at gå helt nye veje for at vinde respekt i befolkningen. Kan og vil erhvervet være med til at gøre Danmark smukkere og naturen rigere? Udsendelsen kan ses her. Vælg 27. maj og søg på “Stoltze”.

Forslag til ni nye nationalparker i Danmark

Møns Klint er en af de ni oplagte kandidater til at blive nationalparker i Danmark. Billede fra bogen "Danmarks Nationalparker", der udkom i går.

Danmarks nationalparker udkom på forlaget Lindhard og Ringhof i går. Bogen stiller i billeder og ord skarpt på de fem danske nationalparker, der er vedtaget af regeringen, men indeholder også beskrivelser af og forslag til etablering af ni yderligere nationalparker i Danmark. Det er:

1. Skagens Odde

2. Læsø & Anholt og havet omkring

3. Lille Vildmose

4. Søhøjlandet

5. Det Sydfynske Øhav

6. Stevns Klint

7. Møns Klint

8. Roskilde-Lejre

9. Nordbornholm

Faglitteratur på P1 om Danmarks nationalparker. Karen Secher interviwer Michael Stoltze

Anmeldelse af Danmarks nationalparker i Kristeligt Dagblad

Nationalparker ved bogmessen i Forum

TV2 Go’morgen Danmark 25.5.2010 interviewer Michael Stoltze om Danmarks nationalparker

Michael Stoltze: Danmarks nationalparker. Linghardt og Ringhof. 237 sider. 399,95 kr. Fotos: Bert Wiklund og andre.  Udgivet i samarbejde med Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening.

Naturkanon skal løfte vores almene dannelse

Engelskgræs er med på listen over planter til den danske naturkanon. Naturkanonen skal løfte vores almene dannelse og være indgang til hele naturen. (Foto Michael Stoltze)

De yngre generationers kendskab til naturen er så foruroligende dårligt, at det er svært at mobilisere en bred interesse for at forstå og passe på de værdier, vi mister med ekspresfart i disse år.

Følgende er et uddrag af min artikel “Naturen har brug for en kanon” fra Politiken 24. november 20o7:

Kulturkanonen må have selskab af en naturkanon. Og den er faktisk mere tiltrængt end kulturkanonen. Vi er nemlig blevet en nation af naturanalfabeter, der ikke aner, hvad natur er.

Naturen er vores livsgrundlag, og al kultur har i sidste ende naturen som udgangspunkt. Derfor er det absurd at have en kulturkanon uden en naturkanon som pendant. Natur og kultur er som A og B. Natur er det, der på forunderlig vis har udviklet sig af sig selv siden The Big Bang, mens kultur er alt det, mennesket har skabt.

Desværre ser det ud til, at det almene kendskab til den danske natur for tiden er foruroligende ringe. De fleste yngre danskere kender tilsyneladende ikke kornsortere fra hinanden, de kender ikke en kodriver fra en følfod eller en asp fra et elletræ. En del kender end ikke forskel på eg og bøg. Vi skal ikke alle sammen være biologer – dem er der nok af – men det er en slags åndelig fattigdom ikke at kende til sådanne almindeligheder. Og hvad man ikke kender til, kan man vanskeligt værdsætte.

Der er mindst tre grunde til, at det er gået galt:

For det første har skolen svigtet i tre-fire årtier, hvor naturen i stor stil er blevet smidt ud af klasselokalerne, og eleverne er kommet gradvist mindre ud i naturen. Den sansede tilgang er forsvundet. Det er katastrofalt.

For det andet er fokus i undervisningen blevet rettet mere mod det videnskabelige og abstrakte end mod det basale, der bare handler om at lære verdenen at kende og at kalde ting ved navne, så de får sjæl og værdi. Det har medført, at poesien og magien, som er afgørende for at fastholde vores fornemmelse og interesse for verden, er forsvundet. Poesien og den sansede tilgang til naturen tillægges ringe vægt i videnskab.

For det tredje er læren om naturen i stor udstrækning blevet problematiseret i forhold til miljø. Det har sine gode grunde, men da naturen er grundlag for alt, er det vigtigt, at skolen også beskæftiger sig med naturens betydning for digtning, musik, kunst og religion. Resultatet er, at mange har et snævert natursyn eller ganske enkelt ikke aner, hvad natur er.

Situationen er så slem, at næsten alt, hvad der kan skabe røre og opmærksomhed om naturen og sammenhængen mellem natur og kultur, er positivt. Derfor er en naturkanon en fremragende ide. Den kan også er synliggøre, at Danmark er et smukt land med en rig natur – ikke mindst i kraft af kysterne – samt at mange arbejder på, at naturværdierne bliver bevaret og forøget.

Vi trænger til at få rusket gevaldigt op i vores forhold til naturen, og her forslår de traditionelle debatter, konferencer og lignende slet ikke. Der skal en kanon til. Selvfølgelig. Og den skal være for hele folket.

Den danske naturkanon skal være en appetitvækker og eksempelsamling, som skildrer, hvad natur er, og hvor stort begrebet er. Kanonens indhold skal ikke være noget, man skal kunne lire af, eller et bud på, hvad der er ’nok at vide’. Det er nemlig langt fra nok. Kunsten bliver at vælge de gode og magiske eksempler, som kan inspirere enhver til at spærre øjnene op, værdsætte og gå på opdagelse i den forunderlige verden, vi er en del af.

Naturkanonen må gerne få os til at se på Orions bælte og sværd med et barns forundrede øjne og få os til at genopdage naturen som altings ophav. Kanonen skal få os til at se og sanse naturen som meget andet og mere end videnskab eller noget, der kun er truet.

Jeg forestiller mig, at naturkanonen skal udarbejdes på omtrent samme måde som kulturkanonen. Det vil sige, at regeringen nedsætter kanonudvalg med en lang række eksperter, der skal finde frem til og argumentere for kanonens konkrete indhold. Arbejdet skal resultere i en populær, appetitlig og underholdende bog til alle interesserede borgere i landet, men det må også gerne afføde masser af materiale til undervisning, udstilling og meget andet.

Bogen skal let og ligefremt forklare, hvad natur er, og hvordan natur og kultur hænger sammen.

——-

Siden ovenstående artikel blev bragt nedsatte regeringen faktisk et naturkanonudvalg, der i oktober 2009 barslede med en liste over emner til naturkanonen. Men listen er ikke omsat til den bog, der skal synliggøre arbejdet. Det er på tide, at det sker. Bogen skal løfte vores almene dannelse på naturområdet. Det er yderst tiltrængt, for det hører med til almen dannelse at kende til naturen omkring os. Ikke for dannelsens skyld, men fordi kendskabet til verden gør vores tilværelse rigere og appetitten på livet større.

Det er vigtigt at naturkanonudvalgets arbejde manifesterer sig i form af en fysisk bog. Ellers vil det være spildt.

Naturens kanon får luft under vingerne

Sommerfuglen nældens takvinge er et af de 12 insekter, der er med i den danske naturkanon. I alt er der 216 emner med. Det er meningen, at emnerne skal være øjenåbnere for hele naturens univers, lige fra sommerfugle til træer, sten, skyer, planter, stjernebilleder og fjerne galakser. Nu bliver naturkanonen omsat til undervisningsmateriale for folkeskolen. (Foto: Michael Stoltze)

Nu skal Danmarks naturkanon omsættes til noget brugbart til glæde for alle og gavn for den danske natur. Mange har betragtet naturkanonudspillet med mistro og som politisk spinn. Men nu har Danmarks Naturfredningsforening (DN) taget udspillet til sig. Den store grønne og folkelige organisation går nu i gang med at udarbejde en serie små bøger om naturen omkring os til undervisningsbrug i folkeskolen. Den første bog kommer formentlig til at handle om insekterne. Men mere om dette her på denne blog, når i DN udsender en pressemeddelelse om initiativet om nogle dage.

Det er meget glædeligt, at naturkanonen nu begynder at få luft under vingerne. Oversigt over de udvalgte emner til den danske naturkanon findes her: Danmarks naturkanon

Nattens sværmere

Den smukke perlemåler - en af Danmarks over 2500 arter af sommerfugle. Flertallet er natsværmere, der er aktive om natten. På verdensplan er der indtil nu beskrevet over 200.000 sommerfuglearter, og der opdages hvert år hundredvis af nye arter. (Foto: Michael Stoltze)

I anledning af, at vi har taget hul på sommeren, bringer Kristeligt Dagblad i dag min artikel Nattens sværmere med en masse illustrationer af nattens sommerfugle. God fornøjelse!

Søvndal og Thorning svigter naturen

Vil naturen i Danmark få det bedre efter et regeringsskifte?

Det kan man godt komme i tvivl om.  Ganske vist sidder der yderst kompetente og aktive naturforkæmpere i oppositionen, f. eks. SF’s Ida Auken og Socialdemokraternes Mette Gjerskov og Flemming Møller Mortensen.

Men partilederne fra S og SF har tilsyneladende overhovedet ikke den trængte natur inde på lystavlen. Den siddende regering har givet landbruget lov til at kaste sig frådende over opdyrkning af den danske natur og været fuldstændig passiv omkring sit eget mål om at standse naturens tilbagegang her i 2010. Alligevel er Helle Thorning Schmidt og Villy Søvndal ikke kommet med én eneste politisk markering om, hvad de vil gøre for at passe bedre på naturen, landskabet og biodiversiteten.

Tilsyneladende er begreber som natur og biodiversitet en by i Rusland for de to partiledere. Tvunget af det politiske fokus på vandmiljøet, vil landbruget f.eks. nu (siger de), gerne have gang i bræmmer og våde enge. Det bliver reelt landbrugets åbne gyllerensningsanlæg. OK for vandmiljøet. Men det gavner slet ikke de tusindvis af truede vilde danske plante- og dyrearter, der har mindre og mindre plads og langsomt bliver kvælt i næringsstoffer. Det eneste bræmmerne og de våde enge gavner, er den “nitratnatur”, vi har så rigelig af i forvejen.

På et møde med erhvervsfolk og ministre i Tønder om udfordringerne i “Udkantsdanmark”, stod Villy Søvndal frem sammen med landbruget og erklærede sin støtte til landbrugets vision om at levere masser af biomasse til dansk energiforsyning. For en naturforkæmper er biomasse- og bioenergidagsordenen fra landbruget så hårene rejser sig på hovedet. Landbrugets top ser kun gyllespredning og masseproduktion for sig.  Den hopper SF’s leder så med på. Oppositionen er også hoppet med på placering af megamøller i et af Danmarks smukkeste og mest uberørte landskaber i Thy – et område, der oven i købet er optaget på listen over steder i Danmarks naturkanon.

Jeg kan konstatere, at selv om naturværdierne fosser ud af Danmark, mangler oppositionen naturpolitiske markeringer fra toplederne.

Søvndal og Thorning svigter naturen.

Karen Ellemann’s kanin er en bison

I følge en ny meningsmåling er miljøminister Karen Ellemann blandt de to ministre, der klarer sig dårligst – kun “undergået” af udenrigsminister Lene Espersen. Årsagerne synes bl.a. at være hendes manglende politiske erfaring, hendes svaghed overfor landbrugets tilsidesættelse af miljødelen af “Grøn Vækst” og hendes kludrede håndtering af sagen om testcentret for kæmpevindmøller i Østerild.

Derfor har Karen Ellemann god grund til at trække en kanin op af hatten nu. Og – hokus-pokus - her er den: Slip bisonokser ud i den danske natur! De europæiske bisoner skal slippes løs i Almindingen på Bornholm, hvor de skal skabe lysninger til gavn for plante- og dyrelivet og tiltrække turister. Og det er ikke en gang løgn, læs her: Bisonokser på Bornholm

Forslaget har et fortilfælde. Den var dengang, Svend Auken besluttede, at der skulle indføres bævere i Danmark. Det skete (ifølge velunderrettede kilder) fordi, mange var rasende over, at samme Svend Auken var gået med til at udrydde en flok vildsvin, der havde etableret sig i Lindet Skov i Sønderjylland.

Nu er det så Ellemann, der vil sætte sig et spor i den danske natur af en mere populær slags, end den ravage, hun efterlader i landskabet oppe i Thy. Hendes kanin er ikke mindre spektakulær end bæveren: Bisonen er godt nok en fredelig græsser, men tyrene kan nå en vægt på næsten 1000 kg!

Er det en god ide? I og for sig:  Ja. Mennesket har gennem årtusinder udryddet de store, vilde græsædere, der hører til i naturen, og som er med til at gøre naturen mere varieret. I lange tider holdt vi husdyr på græs uden gødskning, og det gav os plante- og dyrerige enge og blomstrende bakker. Men det er vi holdt op med, for det ikke kan betale sig mere. Husdyrene står på stald, eller også afgræsser de marker, der er voldsomt gødede og derfor ganske uegnede for Danmarks vilde dyr og planter.

Problemet med Ellemann’s bison er ikke, at det er en bison. Problemet er, at det er en kanin. Den skal bortlede opmærksomheden fra en minister i vanskeligheder og et ministerium, der stadig ikke er kommet med den tiltrængte samlede plan for Danmarks natur.

Den danske natur er på deroute, og landbruget buldrer fortsat frem på naturens bekostning. Imens leger miljøministeren med sine velvoksne kaniner.

Så, kære miljøminister: Fint nok med bisoner på Bonholm. Men kun, hvis de indgår som led i den samlede naturplan, som Danmark har haft så hårdt brug for lige siden Wilhjelmudvalget i enighed på tværs af fag og politiske fløje i 2001 udgav sin klokkeklare rapport om, hvad der skal gøres for at sikre en rig natur i Danmark.

Danmarks natur presses voldsomt af biomasse og gylle

Med en uerfaren miljøminister, nedprioritering af natur, evindelige udsættelser af handlingsplaner for naturen og et landbrug, der buldrer frem på naturens bekostning, er presset på Danmarks natur større end nogensinde.

Samtidig fører klimakampen til et pres på naturen, fordi landbrug og skovbrug kræver masser af biomasse til energi. Der er nu seriøse forslag om at dyrke energipil og sprede gylle ud i vore skove! Og på landbrugsjord forsøger landbruget tilsvarende at få lov til at gøde hver en stum jord for at kunne producere mest mulig biomasse.

Fødevareminister Henrik Høegh har lige over for Danmarks Naturfredningsforening meldt ud, at 90.000 ha våd landbrugsjord ved åer og søer skal “tilbage til brakken”. Det sælger han som en naturindsats. Men det er noget sludder: Der er tale om gyllerensninganlæg og biomassedrift. De 90.000 ha bliver kun etableret, hvis landbruget får massiv støtte til det og lov til at gøde endnu mere på de dyrkede marker. De 90.000 ha bræmmer og “våde enge”, vil kun gavne den del at naturen, vi allerede har så rigelig af: Nitratnaturen. Vi får tidsler, brændenælder og masser af myg, mitter og stikkende klæg. Vi får steder, hvor ingen gider komme. Der er et trist, trist bytte for de blomsterrige bakker og enge, der var en gang.

Den gode, mangfoldige natur forsvinder med rasende fart. De højtliggende jorder på bakker og omkring kilder og øvre vandløb, hvor man virkelig har den sjældne og blomsterrige natur, har ingen bevågenhed. Den natur fjerner nemlig ikke gylle, og producerer ikke nok af den eftertragtede biomasse. Og det er dét, der tæller i regeringenes og landbrugets politik.

Landbruget får endnu en gang lov til at sætte dagsordenen for regeringens naturpolitik.

For regeringen og landbruget er naturbeskyttelse en by i Rusland.

Det er sørgeligt og en skandale, hvad der sker for øjeblikket.

Dansk natur lige nu: Engkarse med aurora-æg

Engkarsen med det lille appelsinfarvede æg fra aurora. (Foto: Michael Stoltze)

På ordentlige enge, der ikke er gødsket ihjel til ligegyldige fodermarker,  er der et væld af blomster: engnellikerod,  mynte, trævlekrone, gøgeurt, kragefod, kabbeleje, kærtidsel, engblomme, troldurt, engkarse og mange, mange andre.

Den lysviolette engkarse, der blomstrer nu, virker som en magnet på aurora-sommerfuglene. Dens frugtskulper er nemlig ideel føde for den slanke, blågrønne auroralarve, der æder sig stor i løbet af bare tre uger her i juni.

Man kan tydeligt se, om der har været en aurora-hun på besøg på engkarsen. Den lægger nemlig et strålende appelsinfarvet æg, der er ca. 1/2 mm bredt og 1 1/2 mm højt. På en fin lille eng i skovbrynet hos mine forældre på Nordbornholm var der aurora-æg på næsten alle engkarseplanterne.

Den slags enge er desværre sjældne i vore dage.

Dansk natur lige nu: Tornet salat

Tornet salat er en nyinvandret plante i Danmark. Den kendes på sine stive torne på bladribberne og på de smukke bladnerver, der ses tydeligt, fordi plantens blade drejer sig i lodret position, så de gennemlyses fra siden. På latin hedder planten Lactuca serriola. "Lactuca" betyder salat, og "serriola" betyder "sav-lignende". Det kan man godt forstå, når man ser bladene!

Planten tornet salat har fra Sydeuropa spredt sg over store dele af verden. I nyere tid er den også indvandret i Danmark. Den vokser især på byggepladser og ved veje i byer, men også på brakmarker, langs motorveje og som ukrudt i mange haver.  Den kan blive over en meter høj. I 1997 blev natsværmeren gulplettet ugle (også kaldet tornet salat ugle) fundet for første gang i Danmark. Dens larve lever på tornet salat. Uglen blev først opdaget i København, men siden er den fundet i mange andre byer landet over.

Dansk natur lige nu: Blodplet

Blodplet er ca. 4 centimeter i vingefang. Den farvestrålende sommerfugl lever som larve på den giftige engbrandbæger. Planten har bredt sig meget de senere år, så det har blodpletten også. Og så strejfer den en del omkring i landskabet. (Foto: Michael Stoltze)

I dag dukkede der en dugfrisk blodplet (Tyria jacobaeae) op i min have!  Herligt dyr. Den var tydeligvis på vandring og stak af, før jeg nåede at fotografere den. Så billedet er et trickfoto af en dødt eksemplar fra en samling (sorry…).

Blodplet er blevet mere almindelig i Danmark de seneste år. Dens tigerstribede larve kan findes på engbrandbæger i august. Den kan ikke forveksles men noget andet.

Ellemann afviser plan for naturen

Nu har miljøminister Karen Ellemann afvist at komme med den plan for Danmarks natur og biodiversitet, som alle eksperter har efterlyst i årevis: I går udtalte hun til Altinget bl.a.:

Hvorfor laver vi ikke en plan på glittet papir, hvor der står biodiversitet? Jeg er mere optaget af, at vi har programmer, der giver handling, og hvor der er sat penge af.

Jeg synes, at handlingsplanen allerede er der med alle de initiativer, som vi har taget, og dem, som er på vej. Det er mærkeligt for mig at høre, at der ikke er en målrettet indsats. Der er i høj grad en målrettet indsats.

Miljøministeren henviste til regeringens og Dansk Folkepartis aftale om Grøn Vækst, hvor der fra 2010 til 2015 er afsat 4,5 milliarder kroner til naturindsatsens, samt 2 milliarder til vandindsatsen. Grøn Vækst vil blandt andet føre til 75.000 hektar ny natur – hvor af de 50.000 hektar udgøres af randzonerne, som skulle have været etableret tidligere. Hun sagde videre:

Grøn Vækst vil betyde en firedobling af den årlige etablering af ny natur, så naturen får mere plads.

Grøn Vækst skaber mere sammenhængende natur. Der er helt konkrete og finansierede naturinitiativer på et langt højere niveau end tidligere.

Det er den ypperster vrøvl, jeg længe har hørt, og det vidner om en total mangel på forståelse for, hvad naturbeskyttelse er. Landbrugets massive udvidelser på den vilde naturs bekostning kompenseres altså ikke med hovedløs udlæg af nitratrige bræmmer og våde enge til gyllerensning. Vi får kun mere af den lavkvalitetsnatur, vi har så rigeligt af i forvejen.

Grøn Vækst er dødsstødet for højkvalitetsnaturen, der er alvorlig krise.

Det er dybt sørgeligt at regeringen har trukket Karen Ellemann ind i manegen og fået hende til at sige, at Grøn Vækst er en plan for naturen. Vel er den ej.

Grøn Vækst er en plan for landbruget. Den er blevet pure afvist af samtlige eksperter som redningsplan for Danmarks natur. Men regeringen er holdt op med at lytte til eksperter. Den følger alene sine egne ideer – dvs. landbrugets ideer og erhvervsinteresser. Det er sørgeligt, at vores nye miljøminister er hoppet med på den vogn og nu prøver at bilde os ind, at Grøn Vækst løser problemerne.

Miljøministeriet tillader gylle i skoven

Dansk Skovforening spurgte tidligere på året miljøministeriet, om man må dyrke energipil og sprede gylle i fredskov.  Det har ministeriet svaret ja til. Skov- og Naturstyrelsen skriver i et notat af 10. marts 2010, at de opfatter dyrkning af energipil

som stævningsdrift, og at energipil derfor kan dyrkes uden dispensation på op til 10% af det samlede fredskovspligtige areal.

Energipilen bruger mange næringsstoffer, og derfor skriver Skov- og Naturstyrelsen videre i notatet:

Det er Skov- og Naturstyrelsens vurdering, at et gødningsbehov næppe kan afvises på dårligere boniteter samt “efter nogle omdrifter” på bedre boniteter. Udbringning af gylle kan derfor være erstatningsgødning for fjernede næringsstoffer, og derfor ikke i strid med skovlovens bestemmelser.

Notatet betyder, at miljøministeriet nu de facto har givet grønt lys for dyrkning af energipil og spredning af gylle i vore fredskove. Det er intet mindre end en katastrofe for skovenes natur og biodiversitet. Det var ikke lige det, der var meningen med at revidere skovloven i 2004, hvor der af hensyn til skovenes biodiversitet blev åbnet for at drive op til 10 % af skoven med stævningsdrift eller skovgræsning.

Miljøministeriets notat blev behandlet på et møde i Skovrådet den 17.  juni. Rådet måtte konkludere, at skovloven faktisk ikke kan forhindre dyrkning af energipil og gyllespredning.

Det er fuldstændig forrykt. Det er kun en ting at sige til det: Skovloven må justeres, så det bliver forbudt at hælde gylle i vores skove.

Velkommen til Naturstyrelsen

I går besluttede Miljøministeriet, at By- og Landskabsstyrelsen fra 1. januar 2011 lægges sammen med Skov- og Naturstyrelsen til en samlet styrelse under navnet Naturstyrelsen. Direktør i den nye styrelse bliver Niels Christensen – den nuværende direktør for By- og Landskabsstyrelsen.

Det er en god beslutning, der forhåbentlig på sigt kan bane vejen for en bedre natur- og landskabsforvaltning i Danmark.

Opsplitningen af Skov- og Naturstyrelsen i 2007 i henh. Skov- og Naturstyrelsen og By- og Landskabsstyrelsen var en brøler, der skabte stor forvirring om opgavernes placering.

Det er løst nu med oprettelsen af Naturstyrelsen. Det er godt, at Skov- og Naturstyrelsen er blevet til slet og ret Naturstyrelsen, for skov er også natur (endda den altdominerende naturtype i Danmark!)

Imidlertid burde den ny styrelse have haft et bredere navn for at signalere, at den især beskæftiger sig med samspillet mellem mennesker og natur.

Naturstyrelsen er kort og mundret. Men Natur- og Landskabsstyrelsen havde været et rigtigere og mere præcist navn for den nye enhed. Den nye styrelses navn bør derfor genovervejes, inden styrelsen træder i funktion 1. januar 2011.

Dansk natur lige nu: Kærtidsler på engen

En rigtig eng med orkideer, ranunkler, trævlekrone og ikke mindst violette kærtidsler, der afslører den fine eng på lang afstand. (Foto: Michael Stoltze)

Floraen på langt de fleste danske enge er blevet smadret af gylle og anden gødning, så engene i dag bare fremstår som et mere eller mindre tilgroet grønt og dødsygt morads af brændenælder, burrer og agertidsler. Ikke ligefrem noget med “Det summer af sol over engen”!

Men her og der er stadig enkelte dejlige enge, der ikke er groet til i pilekrat eller dræbt af gylleplagen. F.eks. denne eng ved landevejen mod Skælskør sydvest for Sorø. Her er ranunkler og orkideer i massevis. Og for kendere afslører de elegante, mørkviolette skud af kærtidsler på lang afstand, at her ligger en herlig eng med mange blomsterarter. Kærtidslerne blomstrer fra omkring Sankt Hans og langt hen i juli, hvor de ofte tiltrækker myriader af sommerfugle.

Se – det er en rigtig eng, og ikke en af de 50.000 ha triste gyllerensningsenge, som regeringen er ved at udlægge som såkaldt “ny natur” sammen med det danske landbrug.

Den grønne ørken breder sig

Grønt i grønt. Blomsterne er væk. Sommerfuglene er væk. Agerhønsene er væk. I store dele af landet er der ikke længere fristeder for den vilde natur. Der er ikke en ærlig eng eller en blomstrende bakke tilbage. Alt er opdyrket. (Foto: Michael Stoltze).

“Den grønne ørken” lyder som et paradox. Men store dele af verdens mest intensivt opdyrkede land, Danmark, er en slags ørken. Her er nemlig ingen blomster, ingen sommerfugle, ingen viber og ingen agerhøns. Den vilde natur ligge højst tilbage som små pletter af brændenælde- og myggeinficerede nitratkrat, eller som ulækre, halvindtørrede vandhuller, der presses fra alle sider af mishandlede og væltede træer, opfyld med markjord og marksten eller gyllegødede bræmmer af fodermajs til udsatte fasaner.

Efter brakmarkernes død og hundredvis af ødelæggelser af beskyttet natur er blomsterne de seneste år forsvundet fra store dele af Danmarks landbrugsland. Selv grøftekanterne er gødet til ukendelighed, så der nu kun vokser dødssyg draphavre, tidsler, brændenælder og giftig pastinak. Regeringen har bedyret, at naturen ikke må gå tilbage, og at naturen skal genoprettes der, hvor den er blevet ødelagt. Med det er tomme ord. Den er ingen handling og ingen plan. Derfor er virkeligheden er en ganske anden. Den grønne ørken breder sig og er efterhånden enerådende i store dele af Danmark. Her er ingen plads til blomstrende bakker eller enge. Her er kun plads til svinemad og ensformighed.

Kunne vi ikke bare enkelte steder lade pletter ligge udyrket og ugødet hen til blomster, sommerfugle, harer, agehøns, viber, bekkasiner og alt det, vi skrev sange om engang?

Er det rimeligt, at størstedelen af det danske landskab udvikler sig så ensformigt og kedsommeligt, at ingen påskønner det mere?

Dansk natur lige nu: Den frække stær

Det er et dårligt år for kirsebær. Og det er tørt. Den kombination betyder, at de få kirsebærtræer, som trods alt bærer lidt, bliver hjemsøgt af stære, der har svært ved at finde orme i den knastørre jord.

Jeg har et stort træ med sødkirsebær i haven. Tidligt i går morges plukkede jeg en lille skål fuldmodne, dybrøde bær, og tænkte, at jeg kunne plukke flere senere. Men ak, så kom stærene. De kom, de åd, de sked, de skreg og de fløj. Øv. I Danmark plejer vi at lovprise stæren. Men i Frankrig hader de stæren – dvs. de elsker den også – stegt, altså!

Mit eget forhold til stæren et slags had-/kærlighedsforhold. Så nu har jeg skrevet en alternativ sang til Harald Bergstedts “Hør den lille stær”:

Hør den frække stær (Dr. Jekyll og Mr. Hyde)

Hør den frække stær, den er, åh, så forbandet.
Den har fundet frem til de søde kirsebær.
Den har tusind venner, og nu er de landet
lige midt i haven – de kender, hvor de er.

De har hverken sang eller skønhed og ynde.
Væk er deres farver, de før var stolte af.
Hvor er mon de fløjtende stære, så kønne?
Nu kan de kun skrige den hele lange dag.

Åh, de hakker ud, hakken ud efter frugten.
Bærrene er borte, og nu er festen slut.
Så må løvet lide af gødningelugten,
for de slutter af med en lille, hvid salut.

Øv, nu er der én, der har skidt på min skjorte.
Jeg må passe på under træet, hvor jeg står.
Vips, så er den lettet, og nu er den borte.
Den har sikkert glemt, hvor jeg priste den i vår.

Tænk, den lille stær, der var, åh, så fornøjet…
Den var selve livet, der jublede og sang.
Den er helt forvandlet, og nu er den fløjet.
Mon den vender hjem, li’ så glad den var engang?

Michael Stoltze

Stubberup Huse, den 20. juli 2010

(Frit efter Harald Bergstedt)

Dansk natur lige nu: Klamme klæger

Portræt af almindelig klæg. (Foto: Michael Stoltze)

“Adr… her er bremser!”, hører jeg tit folk sige på lumre sommerdage, hvor store, dovne fluer sætter sig på huden og stikker smertefuldt. Fluerne kan være modbydelige og så plagsomme, at man bliver nødt til at fortrække indendøre.

Det er imidlertid ikke bremser, der er tale om, for bremser stikker ikke, men lægger æg på forskelige pattedyr, hvor larverne lever som parasitter (det er en anden og mere alvorlig sag…)

De store, stikkende fluer er klæger, og de er klamme! Klægerne er en masse forskellige store fluearter, der som larver lever i dynd og fugtig jord. De voksne klæger udmærker sig ved at stikke og have enorme, sammensatte øjne i brogede farver. Heldigvis sidder de stille og dovne på huden i deres blodrus, og så er de nemme at klaske. Men plagsomme – det er de. Her er billeder af de fire hovedtyper af klæger, som kan gøre livet surt på lune dage:

Almindelig klæg - en af flere lignende arter. Ca. 2 cm lang med påfaldende grønne øjne. Sløv og stikker ikke så ofte. (Foto: Michael Stoltze)

Regnklægen har gråmelerede vinger og er godt én cm lang. Den er tit meget talrig og stikker ivrigt, når man sveder. Grim, klam og hamrende irriterende. (Foto: Michael Stoltze).

Heldigvis er regnklægen sløv og let at klaske, når den suger blod. (Foto: Michael Stoltze).

Guldklægen har brogede vinger i sort og hvidt og grønne øjne. Den er infamt blodtørstig og stikker smertefuldt. Almindelig og ca. 1,5 cm lang. (Foto: Michael Stoltze).

Guldklægen drikker hurtigt meget blod. Denne er klasket efter 10 sekunder. (Foto: Michael Stoltze).

Okseklægen er skræmmende stor og en af Danmarks største fluer med en længde på over tre cm. Den stikker modbydeligt, men ikke så smertefuldt, som man kunne frygte ud fra dens størrelse og dramatiske brummen. (Foto: Michael Stoltze).

Okseklægen i profil. (Foto: Michael Stoltze)

Dansk natur lige nu: Gammaugler

De grå gammaugler svirrer uroligt i lavendlerne for tiden. Den kendes på forvingens sølvskinnende mærke, der ligner det græske bogstav gamma. Gammauglerne har svært ved at overvintre i Danmark, men kommer trækkede til os fra Sydeuropa hvert år. Om sommeren yngler de flittigt. Derfor er der masser af gammaugler nu - både indfødte og indvandrere fra syd. (Foto: Michael Stoltze).

Hvis man har lavendler, en sommerfuglebusk eller andre nektarrige blomster i haven, kan man for tiden opleve et sandt mylder af grå natsværmere, der svirrer uroligt i blomsterne om dagen.

Det er gammaugler, der nat og dag har travlt med at hente nektar fra blomsterne med deres trådfine snabler. Gammauglen er den talrigeste af de såkaldte metalugler, der rummer mange arter af natsværmere med metalskinnende tegninger på forvingerne.

I år har det varme og tørre vejr i Sydøsteuropa sat ekstra skub i gammauglerne, der er kommet til Danmark i stort tal.

Dansk natur lige nu: Løvgræshopperne synger

Den store grønne løvgræshoppe synger nu mange steder på landet, hvor der er høj vegetation. Det er kun hannerne, der synger. Hunnen kendes på sin markante læggebrod, der ligner et sværd i forlængelse af bagkroppen. Denne hun sad i en buket blomster fra haven. (Foto: Michael Stoltze).

I slutningen af juli begynder hannerne af den store grønne løvgræshoppe at synge intenst i det meste af Danmark. De fem-seks centimeter lange græshopper sidder godt skjult i høj vegetation, hvor de kan synge nat og dag. Men deres sitrende sang lyder navnlig sidst på eftermiddagen og hen mod solnedgang. En løvgræshoppe synger ved at gnide forvingerne hurtigt mod hinanden, så nogle nogle små kitintappe på den ene vinge stryges over vingeribben på den anden vinge med en sådan kraft, at vingehinden vibrerer og udsender stærk lyd – ganske som en højtaler. Her i august synger græshopperne som gjaldt det livet – og det gør det også, hvis man er græshoppe. Sangen lokker hunnerne til parring, så livet kan gå videre.

Der er mange arter af løvgræshopper. De kan altid kendes på deres lange, piskelignende følehorn i modsætning til markgræshopper, der har korte, tykke følehorn. Og så er mange løvgræshopper rovdyr i modsætning til de planteædende markgræshopper (heriblandt hører de frygtede vandregræshopper, der æder alt grønt på deres vej).

Den store grønne løvgræshoppes sang er så højfrekvent (over 10.000 svingninger i sekundet), at de fleste mennesker som ældre mister evnen til at høre dem. Stor grøn løvgræshoppe er en af de 12 insektarter, der er udvalgt til Danmarks naturkanon (se Danmarks naturkanon – stor grøn løvgræshoppe).

I Vejle Ådal og enkelte andre steder i Øst- og Sydjylland og på Vestfyn kan man høre en endnu kraftigere og mere gnækkende græshoppesang. Det er den mere buttede og kortvingede syngende løvgræshoppe. Den er almindelig i blandt andet Tyskland, hvor man kan høre den synge alle steder fra skove og krat langs vejene, når man kører med nedrullede vinduer – selv hvis man kører stærkt på motorvejene. Her er en optagelse med billeder og lyd af den syngende løvgræshoppe.

Vortebider. Bagkroppens sværdformede læggebrod afslører, at det er en hun. (Foto: Michael Stoltze)

På tørre og varme steder, især i klitter og på heder, lever vortebideren – en anden stor løvgræshoppe. Den kendes fra den store grønne løvgræshoppe på sin kraftigere krop og sine kortere vinger, der har små, firkantede, sorte pletter. Vortebideren bider fra sig med sine stærke kæber, hvis man klemmer den, men gør ikke noget, hvis man bare tager den forsigtigt op og lader den kravle rundt på hånden. Det er en myte, at den kan bide en vorte af. Vortebideren gemmer sig i lave planter, hvorfra den piler væk som en lille mus, når den bliver forstyrret. Dens sang er en svag tjirpen, som man kun kan høre 5-10 meter væk. Her er en fin optagelse i billeder af lyd af en syngende vortebider.

Så er der helt anderledes gang i cikadegræshoppen. Denne lille løvgræshoppe synger vedvarende og sitrende som en cikade. Her er et fint billede og en lydprøve på cikadegræshoppens sang. Jeg bliver hvert år kontaktet af folk, der mener, at de har hørt sangcikader i Danmark. Men det har altid været cikadegræshoppen, der har været på spil. Græshoppen, der er under 2 centimeter lang, er varmekrævende, men breder sig mod nord på grund af klimaforandringerne. Så den findes nu mange steder i det sydlige Danmark. Den er især talrig på Lolland-Falster, hvor man for eksempel ikke kan undgå at lægge mærke til dens sang på diget ved Bøtø.

Syngende cikadegræshoppe fotograferet ved Tågense på Lolland. Den kendes på sin vedholdende, cikadelignende sang og på den lyse rand på brystets "saddel". (Foto: Michael Stoltze).

Dansk natur lige nu: Sommerens sidste skrig

Mursejlere over Kastellet i København. Mursejlerens jublende skrig har lydt over byen hele sommeren, men i disse dage stikker de hurtige flyvere afsted sydpå til tropisk Afrika. Om kort til er deres lyd af sommer over byen væk. (Foto: Michael Stoltze).

De elegante mursejlere, der jager gennem luften med op til 100 kilometer i timen, elsker byer, som de opfatter som klippelandskaber. Under byens tage, i hulninger og sprækker bygger de deres små reder af fjer og fint græs, som de kitter sammen med deres klæbrige spyt.

Mursejleren lever af insekter, som den fanger i luften med vidt opspærret gab. Den jager ofte i mange hundrede meters højde, og den kan tilbringe hele natten og faktisk også sove kortvarigt, mens den sejler af sted deroppe.

Mursejleren er en rigtig sommer-fugl. Den kommer til os fra tropisk Afrika i maj, og vender tilbage til troperne igen med sit afkom i august. Dens jublende skrig understreger byens sommerstemning. Men det er snart slut. Der er allerede færre mursejlere nu, og om få dage lyder sommerens sidste skrig over byen.

Jeg vil gerne vide mere om, hvor længe mursejlerne bliver i Danmark. Så hvis du ser og hører mursejlere i de kommende dage, så send en besked her på bloggen med oplysninger om sted og antal.

Mursejlerungerne har ikke altid held med at få luft under vingerne, når de forlader rederne. Denne blev fundet noget forkommen ved et hus i Sverige. (Foto: Michael Stoltze).

Mursejleren "støvsuger" himlen for småinsekter med sit enorme gab. (Foto: Michael Stoltze).

Ellemann lader naturen sejle

Efter snart ti års laden stå til overfor den danske naturs accelererende tilbagegang, udtaler miljøminister Karen Ellemann nu i et interview til Altinget, at hun vil gøre biodiversitet til en folkesag.

Samtidig har hun afvist at komme med en plan for naturbeskyttelse (se (Ellemann afviser plan for naturen), selv om naturen i Danmark er syg. Det er absurd. Behandlingen af en syg patient kræver ekspertise og en plan.

Der er ikke noget galt i folkelighed. Det er bare ikke den medicin, der skal til. Regeringen havde lovet at standse naturens tilbagegang her i 2010. Det nåede regeringen ikke – tværtimod – og kom derfor med et nyt mål: 2020. “Det er fint”, udtaler Ellemann til Altinget. Vel er det ej. Det er slapt.

Karen Ellemann sætter sin lid til, at Grøn Vækst, EU’s habitatdirektiv og tjek af forvaltningen af naturbeskytteslovens beskyttede arealer (de såkaldte § 3-områder), vil løse problemerne. Men det er kun den siddende regering og landbruget, der hævder det. Samtlige eksperter, der faktisk ved noget om naturen, udtaler, at regeringens handlinger er utilstrækkelige.

Bortset fra de relativt få arter af planter og dyr, der elsker næringsstoffer og fede kornmarker, tordner vores biodiversitet tilbage. Det sker, fordi regeringen ikke lytter til eksperter og ikke vil komme med en plan for Danmarks natur.

Ellemann mener ikke, vi skal have en fin plan i et ringbind. Det siger hun uden tvivl, fordi en fin (virksom!) plan for Danmarks natur vil karambolere med den plan (Grøn Vækst), regeringen har vedtaget for det danske landbrug.

Regeringen bliver simpelthen nødt til at lancere den naturplan, som eksperter har efterlyst i årevis. Og hvis regeringen vil have en folkelig debat om naturen, kunne Ellemann starte med at skubbe gang i projekt Danmarks Naturkanon. Projektet skulle have være et folkeligt dannelsesprojekt omkring vores natur, men er blevet syltet i en skuffe i miljøministeriet.

Karen Ellemanns udmelding er et slag i luften og en ansvarsforflygtigelse, der kun passer sig for en svag minister, der ikke magter at gøre noget afgørende for Danmarks natur. Som naturens minister bør Ellemann vise ansvarlighed og handlekraft og lytte til de eksperter, som Anders Fogh og navnlig Lars Løkke har lagt på is.

Danmark har brug for en ordentlig og virksom plan for naturen.  Debat mellem Miljøminister Karen Ellemann og Michael Stoltze i DR P1 Klima og Miljø her: Vi skal brænde for biodiversiteten

Dansk natur lige nu: Karljohan’er

Det myldrer med karljohan'er i skoven nu. Her er en flok små lækre eksemplarer. (Foto: Michael Stoltze).

Efter en varm juli og en våd august er der fyret op til en fantastisk svampesæson. Lige nu bugner skovene med karljohansvampe, så vi sjældent har set noget lignende.

Karljohan – også kaldet den spiselige rørhat – er den bedste af de mange arter af rørhatte og en af de mest almindelige. Den kendes på, at hatten ligner en brun overkrydder, at stokken er tyk og lysebrun med lyse nettegninger, at rørene under hatten er cremehvide som ung og siden gulgrønne, og at kødet forbliver hvidt efter gennemskæring. Når man samler svampen, skal man passe på ikke et medtage karljohanlignene svampe med rosafarvede rør. Det er nemlig galderørhatte , der smager rædselsfuldt bittert og kan ødelægge en hel svamperet, hvis der blot kommer et enkelt stykke i gryden.

En god karljohanhøst! (Foto: Michael Stoltze).

I år er der karljohan’er i massevis. Jeg har aldrig set så mange. Og det er bare med at komme ud og samle forråd. De små er de bedste, men store, faste eksemplarer uden orm er også fremragende. De kan fryses friske, steges let i smør og fryses, eller (og det er det allerbedste) skæres i skiver, tørres og gemmes i tætte glas, når de er knastørre og sprøde som chips efter en uges tid.

Store og faste karljohan'er. (Foto: Michael Stoltze)

Tykke karljohan'er. (Foto: Michael Stoltze).

Karljohan’en er opkaldt efter den svenske konge Karl XIV Johan (1763-1844), der var vild med svampen. De er også højt skattede i andre lande, ikke mindst i Italien, hvor man især anvender dem tørret til pastaretten “pasta ai funghi porcini”. Porcini betyder en lille gris.

Skivet og hængt til tørring. (Foto: Michael Stoltze).

Tørret og lette som chips. (Foto: Michael Stoltze).

Og eventyret fortsætter... Her er udbyttet af en times karljohan-jagt 1. september 2010. (Foto: Michael Stoltze).

Landbrugets frække drenge provokerer med ny forening

Bæredygtigt Landbrug er en ny forening af landmænd, der har fået nok af regler og miljøkrav. Foreningens udtalelser og hidtidige ageren giver indtryk af en flok frække drenge, der er ude på provokationer og øretæver. Alene foreningens navn er en provokation. De vil ikke bæredygtighed, som begrebet er defineret internationalt, men kæmper for friheden til at producere præcis, som de har lyst til. Læs f.eks. følgende udtalelse fra foreningens direktør, Vagn Lundsteen:

Vi mener simpelthen ikke, at kvælstof er en forurening. Vi er faktisk der, hvor der er for lidt kvælstof i vores jord. Jo mindre kvælstof, jo mindre liv. Som det er nu, udpiner vi jorden og efterlader den ringere til vores efterkommere. Det er ikke bæredygtighed.

Ja – der skal kvælstof, fosfor og meget andet til intensiv landbrugspruduktion.

Nej – for naturens mangfoldighed er for megen kvælstofnæring ikke liv. Det er død!

Plantetilgængeligt kvælstof (nitrat, ammoniak mm.), er en forudsætning for liv. Men i for store mængder dræber det hovedparten af den vilde natur omkring os. Danmarks vilde natur er på vej til at blive et ensartet, myggebefængt morads af tidsler og brændenælder med masser af rådyr og fede gæs. Så, kære venner og frække drenge i landbruget: Hold på kvælstofnæringen! Landbrugets udledning af disse næringsstoffer er stadig et af de største problemer for vores vilde natur – til lands og til vands.

Dansk Natur lige nu: Sommer i Karlstrup Kalkgrav

Karlstrup Kalkgrav 5-9-2010. (Foto: Michael Stoltze).

Mange har sikkert  bemærket et kalkværk og en tykmavet kalkovn, der står lige ud til Køge Bugt Motorvejen ved afkørsel 30 i Karlstrup. Firmaet bag hedder Weber (ligesom den forkætrede kuglegrill, som enhver parcelhushavemand i dag nærmest er tvangsindlagt til at anskaffe sig for at afstive sit køn…)

Nå. I går kørte jeg så fra ved afkørsel 30 for af se nærmere på den gamle kalkgrav, som jeg tit har set som en turkisblå perle under mig ved indflyningen til København.

Kalkbrydningen stoppede i 1975, og siden har staten  (Skov og Naturstyrelsen) sørget for god adgang til den klare sø i bunden af graven, hvor vandstanden holdes tilpas lav ved pumpning (Skov- og Naturstyrelsens folder om Karlstrup Kalkgrav mm.)

Bare 500 meter fra motorvejen er der en parkeringsplads i den unge skov, hvorfra der kun er 100 meter at gå hen til kanten af kalkgraven.

Hold da helt op for et Paradis! Vandet er krystalklart med et smukt turkisblåt skær, der skyldes et fint svæv af kalkpartikler. Og kalkvæggene med de hvide lag af limsten og flint står ti meter høje og lysende omkring hele herligheden.

Havtorn med de aromatiske og vitaminrige, ferskenfarvede bær vokser mange steder i Karlstrup Kalkgrav. (Foto: Michael Stoltze).

Naturens urter, buske og træer har indfundet sig, men stier og blottede flader levner stadig så store dele af graven åben, at lyset er overvældende. Stierne fører hele vejen rundt om søen, og der er mange afstikkere, så der altid er steder, hvor man kan slå sig ned i fred og ro. Da jeg var der, skinnede solen, og trods en iskold nat mellem lørdag og søndag, lå eftermiddagstempereturen omkring de 20 grader. Så der var børn, der badede i det stille, rene vand. Andre steder var fluefiskere i gang med at lokke udsatte ørreder på krogen, og atter andre steder var familier på jagt efter forsteninger.

Det hele er et resultat af råstofindvinding. Det er en godt set udnyttelse af et ar i landskabet, som nu er blevet noget nær et Paradis i samspil med naturen.

Sikke en sommeridyl!

Ørred på krogen og familie på fossiljagt (i baggrunden) i Karlstrup Kalkgrav 5-9-2010. (Foto: Michael Stoltze).

Fluefiskere og badende i Karlstrup Kalkgrav 5-9-2010. (Foto: Michael Stoltze).

Dansk natur lige nu: Admiraler i blommerne

Nedfaldne, smattede viktoriablommer er guf for admiraler. (Foto: Michael Stoltze).

Admiralen i uden for enhver tvivl en af de mest elegante af alle sommerfugle – fløjlssort med rødorange bånd og snehvide dekorationer på vingerne.

De strålende, nyforvandlede admiraler kommer frem fra pupperne fra sidst i juli og langt hen på efteråret. Med kors og bånd og stjerner på bærer den sit admiral-navn med rette. På latin hedder den Vanessa atalanta. Det betyder “den strålende Atalanta”. I den græske mytologi var Atalanta den modige og underskønne kvinde, som sårede det det Calydoniske vildsvin (se side 3).

Lige nu flokkes de strålende admiraler ikke mindst om nedfaldsblommer, hvor de suger den søde og ofte gærede blommesaft i sig. De får uden tvivl en lille skid på, men dog ikke mere, end at de jævnligt flyver væk fra blommerne for at solbade på sten og lignende med udslåede vinger. Og blomsterne glemmer de heller ikke helt.

Mellem drikkeriet i blommerne soler admiralerne sig - f.eks. på havestolene. (Foto: Michael Stoltze).

Admiralen kan normal ikke overvintre i Danmark. Derfor flyver en del sydpå til landene omkring Middelhavet, hvor de tit flyver om vinteren, hvorefter de eller deres efterkommere drager nordpå i april-juli. Admiralerne kan flyve fra Italien til Danmark på blot en uge. I Danmark lægger de æg på brændenælder, hvor larverne vokser op og forpupper sig mellem nældeblade, som larven spinder sammen med silke. Derfor ser man sjældent noget til admiralens larver og pupper. Men de er der, og lige nu myldrer admiralerne frem som strålende juveler, der smykker blomster og nedfaldsblommer i haverne.

Gå selv ud og se efter!

Admiral på nøkketunge (Ligularia). (Foto: Michael Stoltze).

Dansk natur lige nu: Indigorørhat

Indigorørhattens rør skifter farve til stålblå, når man pirker til dem med en lille pind. (Foto Michael Stoltze).

De danske skove myldrer med rørhatte i år. En af de ret almindelige er punktstokket indigorørhat.

Svampens hat er mørkebrun på oversiden og har orange-rustrøde rør på undersiden, mens stokken er broget i gul, orange, rød og brun. Når man skærer den farverige svamp over, bliver det citrongule kød næsten øjeblikkeligt blåt eller blågrønt, og hvis man pirker til de rustrøde rør på hattens underside, antager de lynhurtigt en dyb, sortblå farve. Derfor kan man “skrive” på hattens underside med en hvilken som helst spids genstand, f.eks. en lille pind.

Indigorørhatten er trods sine psykedeliske farver og “giftige” udseende en god spisesvamp. Der er næsten aldrig “orm” i indigorørhatte, og kødet er noget fastere end hos karljohan. Farverne forsvinder, når man tørrer eller steger svampen.

Indigorørhatten har taget farve 5 sekunder efter gennemskæring. (Foto Michael Stoltze).

Slå med le og tryl blomsterne frem!

Medlemmer af Danmarks Naturfredningsforening i Slagelse svinger leerne ved et arrangement på Tårnborg Borgbanke ved Korsør den 12. septenber 2010. På den måde får de blomsterfloret frem. (Foto: Jan Pedersen).

Det lyder som en selvmodsigelse, men når man slår med le, får man det vilde danske blomsterflor til at myldre frem! Efter bare to-tre år dukker gul snerre, knopurt, kællingetand, blæresmælde, blåhat, blåklokke og mange andre herligheder op i stort tal.

Det er grunden til, at leslåning er ved at få en renæssance i Danmark. Med lidt øvelse er det let, sjovt og sundt at slå med le, og så er det en stor tilfredsstillelse at se naturen springe ud i et overdådigt blomsterhav efter ganske få års slåning.

De fleste skrænter og bakker er i dag slemt belastede af næringssstoffer, og det betyder, at der næsten kun vokser stride græsser, brændenælder og tidsler. Hvis man slår denne vegetation af og fjerner det afslåede materiale, bliver området igen mere næringsfattigt, og så begynder alle de sjændnere og mere farvestrålende blomster at dukke op. Og med dem følger et mylder af sommerfugle, bier og andre insekter.

Derfor: Slå med le! Så gør du naturen smukkere og rigere. Læs mere på Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside.

Hør også Miljøreportagen på DR P1 fra 13. september 2010: Leen skaffer liv til nye planter

Gul snerre og knopurt dukker op, når det stride græs og tidslerne slås af med le og fjernes. (Foto: Michael Stoltze).

Støt kommunernes indsats for naturen

Landets 98 kommuner har siden 2007 haft ansvaret for at passe på Danmarks naturværdier. Men de mangler ressourcerne. (Foto: Michael Stoltze).

Da amterne blev nedlagt den 1. januar 2007 overgik ansvaret for at passe på Danmarks natur til kommunerne.

Mange har frygtet, at kommunerne ville lade hensyn til erhvervsliv og andre forhold overskygge hensynet til naturen. Flere grønne organisationer og dele af oppositionen har mere eller mindre tydeligt givet udtryk for, at naturbeskyttelsen burde flyttes væk fra kommunerne igen og lægges over til regionerne.

I forrige uge holdt kommunernes naturmedarbejdere årsmøde i Svendborg med temaet: Hvordan kan vi administrere og forvalte naturen bedre? Jeg havde fornøjelsen af at være ordstyrer og over to dage lytte til repræsentanter fra kommunernes naturafdelinger over hele landet.

Og det var sandelig tankevækkende! Sikke en viden og sikke et engagement! Jeg skal lige love for, at der bliver knoklet for at passe på vores fælles naturværdier. Der sidder både unge og garvede folk med solid viden og erfaring fra amternes tid rundt omkring i kommunerne.

Samtidig er det soleklart, at kommunerne i den grad mangler ressourcer til at passe på vores natur. Nogle steder er midlerne så små, medarbejderne så få, og kommunerne så store, at naturbeskyttelsen reelt sejler.  Andre steder, især i mindre og folkerige kommuner, går det godt nok. Der er store forskelle fra kommune til kommune.

Men den samlede konklusion er, at kommunerne mangler støtte til deres nye rolle som dem, der skal passe på og udvikle Danmarks natur.  Som dåbsgave fra regeringen fik kommunerne i 2007 til opgave at standse naturens tilbagegang senest i 2010 (“2010-målet”). Det havde regeringen nemlig lovet EU.

På en konference på Christiansborg den 15. maj 2007 udtalte Kommunernes Landsforening imidlertid:

Hvad angår 2010-målene kan kommunerne med de nuværende redskaber og ressourcer ikke påtage sig ansvaret for at nå målene. Det bliver særdeles svært at standse tilbagegangen i biologisk mangfoldighed de næste par år.

Udtalelsen burde have fået alle røde lamper til at lyse og alle op af stolen. Men både politikere og medier var relativt tavse. Så der kom ikke flere ressourcer til kommunerne.

Nu ligger ansvaret for naturbeskyttelsen hos landets 98 kommuner. Og der ligger den godt, for naturens og landskabernes herligheder er en central del af enhver kommunes identitet. En rig og brugbar natur er nummer ét i markedsføring af kommunerne – bare gå ind og se på et tilfældigt udpluk af kommunernes hjemmesider!

Derfor er det vigtig, at vi glemmer al snak om, at naturbeskyttelsen ikke skal ligge i kommunerne. Det skal den (med lovgivningen og staten som garant, naturligvis) – tæt på borgerne, tæt på virkeligheden og som en del af kommunernes opbygning af identitet og tiltrækningskraft.

Vi skal investere i naturbeskyttelse. Det er en god forretning og det klæder landet. Kommunerne har kompetancerne og knalddygtige og engagerede medarbejdere.

Derfor skal vi støtte kommunerne med anstændige ressourcer til naturbeskyttelse. Ressourcerne findes, hvis regeringen blot tager sig sammen til at udnytte en del af landbrugsstøtten direkte til naturbeskyttelsesformål, sådan som EU faktisk giver mulighed for.

Miljøminister Karen Ellemann startede sit nye job i regeringen med at erkende, at 2010-målet ikke kunne nås, og hun udsatte det derfor til 2020.

Uden en massiv indsats risikerer det nye mål at bliver til atter en gang varm luft.

Første skridt i den rigtige retning må være en massiv støtte til kommunernes indsats for hele Danmarks natur – økonomisk og moralsk.

Dansk natur lige nu: Stor trompetsvamp

En herlig flok sorte trompetsvampe i mos. (Foto: Michael Stoltze).

Varmen og regnen har fået svampene til at florere som sjældent set i Danmark.

Lige nu er den store, sorte trompetsvamp på vej frem på god lerbund med gammel bøgeskov. Den vokser i store knipper, hvorfra de op til 10 centimeter høje tragtformede “trompeter” strækker sig i vejret. Totentrompeten kalder tyskerne svampen med det dystre udseende. Det skal man nu ikke lade sig skræmme af, for den sorte trompetsvamp er en fortræffelig spisesvamp.

Man skal plukke dem, når de har nået en størrelse på omkring 5-6 centimeter og er begyndt at sætte sorte sporer (smitter af på fingrene…). På det tidspunkt dufter de mest intenst – som en blanding af kantareller og trøfler. De indsamlede “trompeter” renses for snavs og bænkebidere (som elsker at skjule sig og skide i “trompeternes” indre!).

Når svampene er renset kan de evt. skylles i koldt vand (det ødelægger efter min erfaring ikke smagen, selv om mange hævder det), hvorefter de lægges til tørre i solen eller tørres i en varmtluftsovn ved 50-60 grader (ikke varmere – så bliver de ødelagt!) i 3-4 timer.

Når trompetsvampene er helt tørre og sprøde kan de gemmes i tætte glas, hvor de kan holde sig i årevis. Knust og udblødt i en halv time i lunkent vand er de klar til at blive brugt til pastaretter, saucer osv. De smager aldeles vidunderligt.

Man kan også bruge svampene friske, men min erfaring er, at de smager meget bedre og af meget mere, når de har været gennem en tørring.

Trompetsvampene er fremme nu, men hvis der ikke kommer tidlig frost, og det er tilpas vådt i vejret, bliver de ved med at dukke op gennem hele oktober og nogle år endda ind i november.

God jagt og velbekomme!

Tørrede trompetsvampe klar til at gemme eller til brug i køkkenet med det samme. (Foto: Michael Stoltze).

Dansk natur lige nu: Fede edderkopper

De fede korsedderkopper, som ses overalt lige nu, er hunner, der skal nå at lægge æg inden de dør sidst på året. (Foto: Michael Stoltze).

Lige nu er der fede korsedderkopper overalt i naturen. Korseddekoppen er uden sammenligning den mest velkendte edderkop i Danmark. Og så er den blevet kåret til “årets edderkop” i Europa 2010! Bare læs her! Desuden er korsedderkoppen et af de smådyr, der er med i Danmarks Naturkanon.

Hvorfor er edderkopperne så fede netop nu? Jo, det er hunnerne, der er tykke. De har ædt sig en pukkel til i sommerens og sensommerens insekter, og måske har de også ædt deres mager, der ikke er meget andet bevendt, når de først har udført deres ægteskabelige pligter (godt man ikke er edderkop…).

Resultatet er velnærede korsedderkoppehunner, der er fulde af æg. Inden vinteren lægger de æghobe. Og så dør de. Men æggene overvintrer og klækker som bittesmå nye edderkopper til foråret.

Korsedderkoppens “kors” på bagkroppen er ikke et signal om, at den er farlig. Dens gift er harmløs for os, og dens giftkroge er så svage, at de ikke kan gennembore almindelig hud.

I øvrigt ligner de hvide tegninger på bagkroppen mere et smukt diadem end et kors. Se selv efter! På engelsk kaldes den da også diadem spider, og på latin hedder den Araneus diadematus.

Dansk natur lige nu: Septembermyg

Vand og varme i sensommeren har resulteret i masser af myg i september i år. (Foto: Michael Stoltze).

Efter masser af regn og lunhed i august strutter september frodigt og blomsterrigt. Gode solskinsdage er for tiden som sommerens renæssance.

Imidlertid er der en slange i Paradiset:  Stikmyg – masser af stikmyg! Og hvorfor nu det? Forklaringen er, at stikmyggene (og dem er der omkring 30 forskellige arter af i Danmark) havde det fint og var talrige i den fugtige forsommer. Forsommermyggene lagde æghobe overalt i pytter og fugtige lavninger, men senere blev sommeren varm og tør, så vandsamlingerne tørrede ud, og myggenes æg klækkede ikke. De lå bare i millionvis og ventede på vand. Og det fik de så til overflod fra sidst i juli og gennem hele august.

Da det så tilmed har været ret lunt, udviklede myggelarverne sig lynhurtigt og blev til pupper, hvorfra stikmyggene nu myldrer frem.

Derfor er “septembermyggene” i år mindst ligeså talrige og plagsomme som myggene var  i maj. Og hvis der ikke kommer kulde og nattefrost, kan de holde ved og stikke indtil langt hen i oktober. Desværre…

Regeringen med i skandaløs palmeolieindustri

Regeringens planer om at støtte United Plantations i Malaysia med 20 millioner kroner som “klimaaflad” er kommet i søgelyset, efter at Politiken har afsløret, at plantagearbejderne i palmeolieindustrien bliver forgiftet af sprøjtemidler (artikel i Politiken 14-9-2010).

Det er en alvorlig sag. Men der er også en anden grund til, at støtten under ingen omstændigheder bør udbetales: Dyrkningen af oliepalmer gavner ikke klimaet! Tværtimod: Størstedelen af olien bruges til biodiesel. Det er madvarer, der bruges til de rige landes dieselbiler, og samtidig sker dyrkningen på bekostning af nogle af verdens mest artsrige regnskove. Når skovene fældes frigøres enorme mængder CO2 – langt mere end den CO2 man kan spare verden for ved at bruge biodiesel fra palmeolie (se blandt andet artikel fra Information). Og når regnskovene ryddes, forsvinder eksistensgrundlaget for oprindelige folk, og jorden skyller ud i floderne og ud i havet, så fiskeriet og koralrevene bliver skadet.

Palmeolieindustrien er en beskidt affære, der er blevet endnu mere beskidt efter, at plantageindustriens folk af åbenlyse privatøkomiske grunde i årevis har kørt palmeolien i stilling som et natur- og miljøvenligt alternativ til almindelig dieselolie (hvilket er lodret løgn). Det førte til protester mod palmeolieindustrien for nogle år siden, da det begyndte at gå op for blandt andet tyske forbrugere, at de kørte på dybt skadelig biodiesel.

Men den internationale palmeolielobby kører videre, og deres “eksperter” har påvirket den danske regering, som nu er ved at hoppe i med begge ben. Hvis det sker, bliver Danmark en del af skandalen. Statens støtte til United Plantations er ikke i orden, bare fordi den uforsvarlige brug af sprøjtegift bliver stoppet.

Hvis regeringen havde lyttet til og forstået uvildige eksperters advarsler, ville den aldrig have indladt sig på et samarbejde med palmeolieindustrien. Nu er regeringen på gale veje.

I stedet burde den danske regering satse på at genetablere nogle af de tropeskove, der er blevet fældet. Det er der miljø-, natur- og klimagevinster i. Og det ville være i tråd med anbefalingerne fra COP15 i København.

Dansk natur lige nu: Broget skørhat

En flot broget skørhat - "duebrystet" - lige til gryden! (Foto: Michael Stoltze).

Skørhattene omfatter et stort antal smukke og farverige svampe. Mange af dem smager mildt og er gode spisesvampe, mens andre smager brændende skarpt og er uspiselige eller endda let giftige.

En ef de gode skørhattet til køkkenet er broget skørhat. Hattens overside er farvet som et changerende duebryst, og med lidt øvelse er den let at kende. Desværre er sneglene også vilde med svampen. Så selv om den er meget almindelig, kan det være svært at finde nogle, der er lige så flotte som den på billedet.

Hvis man samler broget skørhat til spisebrug må man endelig ikke forveksle den med grøn fluesvamp, der er dødeligt giftig. Fluesvampen har ring på stokken og har en grønlig hat, der mangler duebryst-farverne.

Klokkerne ringer for naturen

Onsdag den 22. septemper er det planlagt, at kirkekokker overalt i verden skal ringe for at slå alarm over Jordens tab af plante- og dyrearter.

I forbindelse med klimatopmødet i København blev der planlagt en lignende klokkeringning for at markere kampen mod global opvarmning. Men den blev forpurret pga. de mange politiske forviklinger i klimadebatten og af kritik af sammenblanding af religion og politik.

Derfor bliver det interesant af følge slagets gang denne gang. Klokkeringningen skal gøre mennesker over hele Jorden opmærksom på livet på den enestående klode, vi bebor, og at vi skal påskønne og beskytte de værdier, udviklingen har frembragt siden “The Big Bang”. Ogaven har været på den globale dagsorden siden verdenstopmødet i Rio om miljø i 1992. Alligevel er det ikke lykkedes at bremse verdens tab af natur.

Nu er klokkeringningen så sat i scene som en global alarm. Den er koordineret med, at FN holder møde om Jordens biodiversitet.

I Danmark er det planen, at kirkeklokkerne skal ringe onsdag den 22. september kl. 15.00.

Læs mere i pressemeddelelse fra Convention of Biological Diversity (CBD).

Jeg håber, at både kirken og befolkningen vil bakke op om begivenheden.

Dansk natur lige nu: Tranebær

De vilde danske tranebær er modne nu. Tranebærplanterne vokser som et fint væv henover mosernes tuer af tørvemos. De små bær kan holde sig faste og friske i mosset hele efteråret og langt ind i vinteren. (Foto: Michael Stoltze).

De fleste kender nok tranebær fra supermarkedet, hvor man kan købe dem friske som lette, mørkerøde bær i poser eller tørrede som syrligt “slik” og drys til salater.

Butikkernes tranebær stammer fra Nordamerika, hvor de bliver indsamlet i naturen eller dyrket. Tranebærfarmerne udnytter bærrenes flydeevne ved høsten: De oversvømmer markerne og masserer planterne med maskiner, så de lette bær løsner sig. Bærrene stiger op til vandoverfladen som enorme plamager, hvorfra de kan skummes, pakkes og sælges. Den amerikanske tranebærhøst er et fabelagtigt farveorgie, som man kan se her!

Men de velsmagende tranebær vokser skam også vildt i Danmark. De findes i næringsfattige hedemoser og højmoser, hvor de vokser som fint væv henover tørvemosset.  I juni er de spinkle planter fulde af lyserøde blomster, der sætter kuglerunde, ovale eller dråbeformede frugter, som modner i mosset på deres trådfine stilke her i september.

De danske tranebær er mindre end de amerikanske, men smager mindst lige så godt, og bruges på samme måde.

DI svigter Danmark på den grønne bane

Under overskriften “Udviklingshjælp til Danmark” barslede Dansk Industri i går med 100 forslag til, hvordan vi kan sikre vækst i Danmark og dermed modvirke alvorlige velstandsforringelser i de kommende årtier.

DI maler et dystert billede af fremtiden, men mener, at der er håb, hvis vi handler nu. Står det til DI, er det helt centralt, at vi:

1. Gradvist afskaffer efterlønnen

2. Afvikler topskatten

3. Sænker selskabsskatten

4. Udvikler en bedre infrastruktur

5. Får en ambitiøs forskningsmålsætning

6. Nedbringer de offentlige udgifter.

Det kan DI have ret i. Men når man pløjer sig gennem DI’s 100 forslag til, hvad Danmark skal gøre for at undgå at ende i fattigsumpen, er der ikke et ord om det grønne. Mange husker sikker, hvordan Fogh i 2008 begejstret talte om “grøn vækst” og “grøn revolution” som sit nye politiske projekt. Men så kaldte NATO, og vi finder måske aldrig ud af, om Fogh virkelig mente, hvad han sagde.

Imidlertid er verdens miljøhistorie fuld af eksempler på, at grønne investeringer ikke bare er fornuftige, men også er en rigtig god forretning – ikke mindst for de nationer, der går forrest. Heriblandt Danmark.

Det har DI ikke opdaget. DI’s vækstudspil er ekstremt svagt på den grønne bane: Blandt de 23 centrale forslag nævner DI kun ét (halv)grønt område: Styrkelse af klima- og energiteknologi. Her vil DI forøge statens støttepulje fra 100 til 400 millioner kr. årligt.

Ellers er DI’s forslag kulsort på det grønne område. DI tror ikke på grøn vækst. F.eks. rummer forslagene ikke et ord om investeringer i natur og landskaber. Jeg tror, at store dele af industrien stadig har en stereotyp opfattelse af naturbeskyttelse som et antivækstprojekt. Det er forkert, forkvaklet og gammedags.

Det er på tide, at DI begynder at se på grøn politik som sund og nødvendig velværdspolitik. Grøn politik er afgørende for Danmarks fremtid.

Men DI svigter Danmark på den grønne bane.

Danmark skal have flere og bedre nationalparker

Siden 2008 har Danmark haft nationalparker. Det mest bemærkelsesværdige ved de fem nationalparker, som Folketinget har vedtaget, er imidlertid dem, der mangler. For eksempel Møns Klint og omgivelser, der burde være topkandidat og ikon for det nye begreb: Danske nationalparker. (Foto: Michael Stoltze fra bogen "Danmarks nationalparker").

Om kort tid åbner Nationalpark Vadehavet . Dermed får Danmark sin tredje og største nationalpark på hele 1500 kvadratkilometer. Sammem med den tyske del af Vadehavet bliver det en nationalpark i verdensklasse!

Danmark har allerede to nationalparker: Nationalpark Thy, som blev åbnet af statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2008, og Nationalpark Mols Bjerge, der blev åbnet af Dronning Margrethe i 2009. Og i løbet af de næste par år åbner Nationalpark Skjern Å og Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Mange har slet ikke opdaget, at Danmark har fået nationalparker. Andre har rynket på næsen over initiativet, fordi den danske nationalparklov er så åben, at vi kan gøre næsten hvad som helst til nationalparker.  I Nationalpark Mols Bjerge er Ebeltoft By f.eks. kommet med ind i nationalparken. Det er naturligvis noget pjat. Globalt er etablering af nationalparker simpelthen den måde, man beskytter og markedsfører naturværdier på, og så kan det ikke nytte, at vi gør noget helt andet i Danmark.

Men den danske nationalparklov kan sagtens bruges godt, så vi får flere og bedre nationalparker i Danmark. Vi har masser af natur med store kvaliteter og store udviklingsmuligheder. Her er det oplagt at etablere og investere i nationalparker for at forbedre naturen, turismen og markedsføringen af Danmark. Ikke mindst i de smukke provinser, der alt for ofte omtales nedladende som “Udkantsdanmark”.

De fem nationalparker, der er politisk vedtaget i Danmark, forbigår mange oplagte topkandidater. For eksempel Møns Klint, Skagens Gren og omgivelser, Læsø-Anholt og havet deromkring, Lille Vildmose, Søhøjlandet og omgivelser, Det Sydfynske Øhav, Roskilde Fjord og omgivelser, Stevns Klint og Nordbornholm.

Nationalparkerne kan få os til at rette blikket mere på vore hjemelige naturværdier og få turister fra nær og fjern til at få øje på flere af Danmarks kvaliteter. Ikke mindst den enestående og varierede danske kyst, der med sine godt 7500 km er lige så lang som Italiens samlede kystlinie. Samtidig kan nationalparkerne  være med til at beskytte og udvikle naturens skønhed og mangfoldighed i Danmark.

Derfor skal Danmark skal have flere og bedre nationalparker! Hør P1′s udsendelse Flere nationalparker? fra DR 26-9-2010, læs bogen Danmarks nationalparker og deltag i debatten her på bloggen!

God fornøjelse!

Dansk natur lige nu: Havtorn

Havtorn med de delikate og kernesunde, gyldne bær på skråning i Karlstrup Kalkgrav. (Foto: Michael Stoltze).

Ved kyster, på klitter, klinter, skråninger og stenede og lerede vejdæmninger ser man tit en lyst sølvgrågrøn, tornet busk, der er spækket med små, gyldne bær.

Det er havtorn, som har været i Danmark lige siden sidste istid. Busken er mester i at erobre rå, stenet og muldfattig jord. Dens rødder er nemlig besat med bakterieknolde (engang kaldet “strålesvampe” – men det er bakterier), der kan omdanne frit kvælstof til kvælstofforbindelser, som busken kan optage og bruge, når den skal danne aminosyrer og protein. Det er én af forklaringerne på, at havtornen kan gro så ydmyge steder, og at plantens bær indeholder et utal af sunde næringsstoffer og vitaminer.

De gyldne bær, der ligner bittesmå ferskner, er pivsure, men har en fantastisk aroma.

De saftspændte bær eksploderer nemt, hvis man plukker dem de bare fingre, og planten stikker fælt med sine torne, hvis møre spidser let brækker af og skjuler sig i huden. Så det er bedst at plukke de modne bær med en gaffel. Bærrene kan bruges på mange måder i køkkenet, og de føjer sig smukt ind i den nye dille med at bruge ingredienser fra den nordiske natur i gastronomien. I “Kogebog for fattigrøve” har forfatteren Rolf Lund en fin opskrift på havtornmarmelade.

God fornøjelse…

I klimakampens hede: Hjernedød biomasseproduktion truer verdens natur

Hjernedød biomasseproduktion, f.eks. i form af energiraps, fortrænger naturen. (Foto: Michael Stoltze).

Regeringens klimakommission har lige fremlagt deres længe ventede rapport om, hvordan vi kan bære os ad med at omstille Danmark til et samfund, der er uafhængigt af fossile brændstoffer. Man kan læse kommisssionens rapport her.

Det er en spændende rapport. Men det er også en rapport med indbyggede faldgruber. En af faldgruberne er satsningen på biomasse som energikilde. Biomasse er allerede (hvad mange ikke ved) vores største vedvarende energikilde. En hel del biomasseudnyttelse er glimrende og sund – f.eks. affaldsforbrændingen. Men i klimakampens hede er der i Danmark og globalt opstået en alarmerende usund form for optimering af biomasseproduktionen, der går voldsomt ud over verdens naturværdier. Det sker i form af f.eks. dyrkning af raps, sukkerrør, olieopalmer og indførte træarter med høj tilvækst og ingen biodiversitet (f.eks. contortafyr og sitkagran i Sverige, eukalyptus i Afrika osv.).

Udviklingen truer både fødevaresikkerheden og naturens mangfoldighed. Det skal der tages højde for i såvel den danske som den internationale klimastrategi. Den må ikke være løsrevet fra FNs globale dagsorden om at bremse Jordens tab af biodiversitet.

Regeringen løber fra kvælstofplan

En af de få positive tiltag i regeringens projekt “Grøn Vækst” var en betragtelig reduktion i udledning af skadelige kvælstofforbindelser. Regeringen lovede så sent som i februar 2010 at reducere landbrugets samlede udledning med 19.000 tons kvælstof inden 2015. En reduktion fra 71.000 tons (2008) til 52.000 tons – i alt ca. 27 %. Læs mere her.

Efter et massivt pres fra landbruget og Venstre er regeringen imidlertid løbet fra sine løfter i Grøn Vækst. Reduktionen bliver kun på 9.000 tons. Miljøminister Karen Ellemann (V) har indtil det sidste kæmpet for reduktionen på de 19.000 tons, men hun og miljøministeriet tabte kampen til slut, som man kan høre i dette indslag fra P1′s Orientering 29. september 2010.

Med regeringens reducerede mål for udledning af kvælstof vil det belastede vandmiljø i Danmark fortsat lide. Det er skidt for naturen, fiskene og fiskerne, og samtidig vil Danmark med stor sandsynlighed få en sag på halsen for ikke at leve op til EUs miljømål.

Man må glæde sig over, at kvælstofudledningen trods alt ikke stiger. Men de hedengangne Vandmiljøplaners ørkenvandring fortsætter i Grøn Vækst.

Dansk natur lige nu: Oktobersommerfugle

Det hvide C soler sig på en havestol, men forstyrres af en hveps. Sommerfuglen har navn efter en hvid C-lignende tegning på bagvingeundersiden. De fligede vinger kamuflerer sommerfuglen, så den er næsten umulig at se, når den overvintrer mellem visne blade. Den overvintrer i det fri og kan tåle hård frost. Det hvide C var før sjælden, men er blevet ret almindelig i Danmark i de senere år. (Foto: Michael Stoltze).

Når solen skinner og temperaturen stiger til over ca. 15 grader midt på dagen i oktober, kan man pludselig få er herlig fornemmelse af sommer. Og på steder med læ kan der så være masser af sommerfugle, der har travlt med at sole sig, fouragere eller lægge æg inden vinteren: Oktobersommerfugle.

Der er to slags oktobersommerfugle:

1: Dem, der overvintrer som voksne sommerfugle.

2: Dem, der flyver i 3. eller 4. generation, og så skal nå at lægge æg inden, de dør sidst på året.

Til første gruppe hører f.eks. admiral, nældens takvinge, dagpåfugleøje, citronsommerfugl og det hvide C.

Til anden gruppe hører f.eks.  kålsommerfugle, storplettet perlemorsommerfugl, vejrandøje og lille ildfugl.

Her er billeder af nogle af arterne. Gå selv ud og find dem!

Den flotte admiral kan være talrig i oktober, hvor den ofte soler sig på varme sten og stammer. Mange admiraler flyver sydpå for at overvintre i Middelhavslandene, men en del forsøger også at overvintre som voksne i Danmark, og det kan de i meget milde vintre. Admiralen er den eneste sommerfugl, der er set frit flyvende i Danmark i alle årets måneder. (Foto: Michael Stoltze).

Den storplettede perlemorsommerfugl flyver i tre generationer i Danmark fra forår til efterår. De sidste ses i oktober, hvor de har travlt med at lægge æg på markernes vilde stedmoderblomster. (Foto: Michael Stoltze).

Den lille kålsommerfugl flyver ligesom de to andre arter af kålsommerfugle (stor og grønåret kålsommerfugl) i mange generationer i Danmark. På solrige, lune steder med læ kan den være ret talrig i oktober, hvor den suger nektar på knopurt og andre sene blomster. (Foto: Michael Stoltze).

Nældens takvinge - der er Danmarks nationalsommerfugl - kan ses i haverne langt ind i oktober, hvor den bl.a. tiltrækkes af sankthansurt. Den overvintrer siden indendørs i kolde rum, hvor den går i dvale. Den vågner først op til dåd i det tidlige forår, hvor sommerfuglene parrer sig og lægger æg på nælder. (Foto: Michael Stoltze).

Yderligere læsning:

Michael Stoltze, 1996: Danske dagsommerfugle. Gyldendal. 383 sider.

Michael Stoltze, 2003:  Gyldendals guide til danske sommerfugle. Gyldendal. 164 sider.

Dansk natur lige nu: Sølvpoppellys

Sølvpoppellys ved Sorø. (Foto: Michael Stoltze).

Når man færdes i det danske landskab på solrige og blæsende dage i oktober, kan man mange steder få øje på træer, der ser ud som om, de har helt hvide blade.

Det er sølvpopler, der bærer lange skud med store blade, som har en tæt pels af sølvskinnende hår på undersiden. Vinden løfter og samler de hvide bladundersider, så de vender ud mod omverdenen. Det forklarer sølvpoplernes lys over landet i den lavtstående sol.

Sølvpoplen stammer fra Syd- og Mellemeuropa,  hvorfra den blev indført til Danmark i slutningen af 1700-tallet.

Som en kuriositet er en fin, lille natsommerfugl fulgt med sølvpoplen til Danmark. Det er sølvpoppeldværgen, der selv er farvet som et sølvpoppelblad og lever af sølvpoppelblade som larve.

I efterårsvinden vender sølvpoplen de hvide bladundersider ud mod verden. (Foto: Michael Stoltze).

Nationalparker skal sætte gang i dansk naturbeskyttelse

Vadehavet bliver indviet som nationalpark lørdag den 16. oktober. Området er enormt produktivt og spisekammer for millioner af vandfugle. Blandt andet disse bramgæs, der raster på Mandø. (Foto: Michael Stoltze).

Så er det sikkert og vist: Nationalpark Vadehavet bliver indviet af prins Joakim og miljøminister Karen Ellemann lørdag den 16. oktober.

Dermed åbner Danmarks tredje og største nationalpark med et areal på i alt næsten 1500 kvadratkilometer. Det er mere end de øvrige danske nationalparkers samlede areal.

Etablering af nationalparker i Danmark er sket med opbakning fra såvel folketingets partier (alle, bortset fra Enhedslisten) som grønne organisationer. Men den danske nationalparklov er under beskydning for at være for rummelig, og flere grønne organisationer kritiserer de danske nationalparker for at lægge for lille vægt på naturen og for stor vægt på kultur og erhvervsliv.

Det er blandt andet faldet mange for brystet, at der gælder fuldstændig samme regler for arealanvendelse indenfor nationalparkernes grænser som udenfor.

Det kan også synes besynderligt. Men der er en forklaring på galskaben: Skærpede regler inden for grænserne ville udløse krav om erstatning, og de penge har staten ikke nu og her. Derfor er nationalparkerne i første omgang kun rammer om områder, hvor man agter at gøre en særlig indsats for at beskytte, genoprette og markedsføre naturværdierne.

Udviklingen af nationalparkerne lægges i faste rammer af nationalparkloven og de individuelle bekendtgørelser, der følger hver enkelt nationalpark. Hvordan og hvor flot, naturen vil udvikle sig i nationalparkerne, afhænger af planer og pengepung. Naturbeskyttelse koster nemlig penge. Eller rettere: Naturbeskyttelse kræver investeringer.

Den danske nationalparklov er så rummelig, at nationalparker i Danmark kan indeholde al slags natur og kultur – selv svinefarme, byer og intensivt drevne plantager!  Det sidste er naturligvis noget pjat, for nationalparkbegrebet er internationalt dedikeret til sikring af naturværdier og naturoplevelser (turisme mm.).

På trods af den rummelige og kritiserede danske nationalparklov, fremgår det imidlertid af de hidtidige nationalparkbekendtgørelser, at Danmarks nationalparker er til for at sikre natur og naturoplevelser.

Derfor bør vi trods startvanskeligheder begynde at se mere positivt på nationalparkerne. Forudsætningen for de grønne organisationers støtte til etablering af danske nationalparker var, at de kunne bane vejen for en national plan for Danmarks natur. Det skal de, og det kan de!

Nationalparkerne åbner nu én for én. Herefter vil det blive klart for enhver, at god naturbeskyttelse og -benyttelse kræver investeringer. Naturbeskyttelse skal være et forretningsområde – lokalt, regionalt og nationalt.

Nationalparkerne skal være med til at åbne vores øjne for den danske naturs kvaliteter og bane vejen for, at vi får en finansieret national plan for Danmarks natur.

Der skal gang i naturbeskyttelsen i Danmark – i og uden for nationalparkerne.

Yderligere oplysninger:

Michael Stoltze, 2010: Danmarks nationalparker. Lindhardt og Ringhof. 236 sider.

Natursyn på DR P1: Danmark skal have flere nationalparker

Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen: Nationalparker i Danmark

Man kan opleve sæler på tæt hold masser af steder i Vadehavet. (Foto: Michael Stoltze).

Det er blevet meget populært at indsamle den indførte stillehavsøsters, der har bredt sig voldsomt i Vadehavet. (Foto: Michael Stoltze).

Dansk natur lige nu: Præstepik

Almindelig stinksvamp og hekseæg. (Foto: Michael Stoltze).

Ja – undskyld – men “præstepik” er altså det folkelige navn for den almindelige stinksvamp, der pryder skovbunden og udsender sin grimme lugt for tiden.

Når man er på skovtur, mærker man ofte den karakteristiske, gylleagtige stank af svampen bestemte steder langs stierne. Og hvis man søger, kan man med en smule held finde synderen. Den står og stitter skamløst i skovbunden med sin gråbrune, slimede top, der tit er dækket af fluer.

Svampens facon overlader ikke meget til fantasien, og på latin hedder den da også Phallus impudicus, som betyder “den skamløse fallos”.  Biologer kalder den almindelig stinksvamp, men i folkemulde har den nu længe heddet præstepik. De magtfulde præster har altid været udsat for folkevid og drillerier  - tænk blot på de irriterende “præstelus” (burresnerrenes frø, der sætter sig i tøjet), eller de talrige “præstebiller” (små, orange biller, der tilsyneladende ikke bestiller andet i tilværelsen end at parre sig).

Stinksvampen starter sin tilværelse som en bævrende kugle – et såkaldt “hekseæg” – der er fyldt med gelé, og en spire til svampens skaft og hoved. Skaftet og hovedet bryder pludseligt frem af hekseægget og kan strække sig til fuld længde i løbet af nogle få timer. Herefter bliver hovedets brune slim flydende og ildelugtende, så fluerne flokkes på det. Slimet indeholder millionvis af svampesporer, som fluerne får på fødderne. På den måde bliver stinksvampene spredt vidt omkring.

Stinksvamp med fluer. (Foto: Michael Stoltze).

Bevar biodiversiteten

Verdens biodiversitet er vores garant for et rigt og frit liv. Derfor er det en moralsk pligt at bevare verdens mangfoldighed af arter - også umiddelbart unyttige skabninger som disse insekter. (Foto: Michael Stoltze).

Verden er helt overordnet ramt af tre globale, menneskeskabte miljøkriser:

Forureningskrisen, klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Biodiversitetskrisen handler om, at Jordens mangfoldighed af liv forsvinder med accelererende fart. Menneskets aktiviteter får naturens mangfoldighed til at skrumpe. Vi står nu overfor en masseuddøen af arter.

Mens forureningskrisen bliver håndteret med succes, og klimakrisen er ved at blive det, er håndteringen af biodiversitetskrisen – der måske er den alvorligste af dem alle – kun i sin spæde vorden.

Det er grunden til, at verdens miljøministre samles den 18.-28. oktober i Nagoya i Japan til det 10. internationale møde om beskyttelse af Jordens biodiversitet – COP10. Fra Danmark deltager miljøminister Karen Ellemann.

Jordens biodiversitet er grundlaget for vores liv – derfor skal vi passe på den. Det gælder også den del af biodiversiteten, der ikke umiddelbart er nyttig for os. Vi kender endnu ikke til liv andre steder i Universet, så vi ved ikke, hvor enestående livet på Jorden er. Der er imidlertid al mulig grund til at betragte biodiversiteten som enestående og som vores garant for et rigt og frit liv på vores klode. For os selv og vore efterkommere, er vi derfor moralsk forpligtet til at standse tilbagegangen i Jordens biodiversitet.

Indtil i år har det globale mål været at bremse tabet af biologisk mangfoldighed. Det er en svag målsætning, og intet tyder på, at målet har haft nævneværdig betydning. Naturens mangfoldighed rasler tværtimod tilbage.

Derfor bør deltagerne på mødet i Nagoya tage initiativ til at sætte et nyt internationalt mål om at standse tabet af biologisk mangfoldighed senest i 2020.

Dansk natur lige nu: Spovefløjt

 

Store regnspover fløjter højt og melodisk over markerne ved Holsteinborg Nor. (Foto: Michael Stoltze).

 

I morgen åbner Nationalpark Vadehavet. En af de mange fugle, man med garanti kan se og høre, er den store regnspove eller storspoven, som den også kaldes.

Den store regnspove er Danmarks største vadefugl. Den kendes på sit enorme nedadkrummede næb, der let kan ses, når fuglen flyver. Den flotte fugl har været udryddet i Danmark, men er nu fredet både herhjemme og i vore nabolande. Nu er der en bestand på 300-400 ynglepar i Danmark, hvor fuglen yngler i store moser og på strandenge og heder – f.eks. på Græsholm og i Nationalpark Thy. Bestanden er gået meget frem i vore nabolande, så her i træktiden raster 20-30.000 ved de danske kyster. Når de flyver over landskabet i flokke, udstøder de kraftige, melodiske fløjt, der i stille  vejr kan høres på over én kilometers afstand.

Nationalpark Vadehavet – en afgørende brik i dansk naturbeskyttelse

 

Udsigt over Vadehavet ved lavvande fra vestkysten af Mandø 16. oktober 2010. Området er nu en del af Nationalpark Vadehavet - Danmarks største nationalpark. (Foto: Michael Stoltze).

 

Det var bidende koldt, men solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da prins Joakim indviede Nationalpark Vadehavet i går, lørdag den 16. oktober, ved en folkefest i Ribe.

Og ude i den ca. 1500 kvadratkilometer store nationalpark var turister fra nær og fjern på opdagelse i det mærkelige og storslåede tidevandslandskab, der er et af de mest fuglerige steder i verden. For at se på fugle og sæler eller samle østers.

Nu skal der så udarbejdes en nationalparkplan, som skal sikre og udvikle områdets natur og turisme. Vadehavet skal i endnu højere grad ind på lystavlen nationalt og internationalt. Det var en vigtig pointe i både miljøminister Karen Ellemanns og prins Joakims tale ved åbningen.

Som formand for nationalparkbestyrelsen har ministeren udpeget Bent Poulsen fra Nymindegab. Han er venstremand, landmand og en erfaren politiker.

Nu vil der så sikkert som amen i kirken komme en stribe reaktioner mod denne udpegning, alene fordi formanden er fra Venstre og landmand.

Imidlertid er beskyttelsen af natur- og landskabsværdier en central samfundsopgave, der bør være løftet langt over snævre parti- og erhvervspolitiske interesser og fløjkrige. Kampen for at bevare og udvikle vore naturværdier er en fælles sag. Den bør ikke stækkes af fordomme og politiske fløjkampe.

Så – kære venner:  Indvielsen af Nationalpark Vadehavet er en betydningsfuld begivenhed i dansk naturpolitik. Båret af fordomsfri opbakning og entusiasme bør åbningen af nationalparken blive en vigtig brik og et vendepunkt for beskyttelsen af Danmarks naturværdier.

Farvel til blomsterne

Blåhat og gul snerre. For 40 år siden prydede de og mange andre blomster bakker og grøftekanter overalt. Nu vokser der næsten kun tidsler, brændenælder, dødssyg draphavre og giftig pastinak. (Foto: Michael Stoltze).

Den vilde danske flora forsvinder mellem hænderne på os. Den er ved at gå til i glemsel. Vi kender ikke længere til blomsterne, vi lærer intet om dem i skolen og er tilsyneladende ligeglade med de forandringer, der gradvist har nedbrudt den danske naturs variation og poesi.

Det er hovedbudskaberne i mit seneste essay, Farvel til blomsterne, som du kan læse og kommentere her på bloggen eller på Kristeligt Dagblads netudgave her.

Jeg savner i den grad en national plan, der kan genoprette den danske natur mangfoldighed.

God “fornøjelse” med læsningen – kommentarer modtages med kyshånd!

FN-aftale betyder, at Danmark skal udarbejde en plan for naturen

Det globale møde i Nagoya i Japan om bevaring af verdens natur er slut. Og det er endt med en aftale, der giver grund til optimisme. Miljøministeriet skriver:

Natten til lørdag i Nagoya, Japan, lykkedes det miljøministre fra over 100 lande at nå til enighed om en ny international aftale om at beskytte jordens biologiske mangfoldighed. Aftalen indeholder både en række mål og delmål for at beskytte biodiversiteten, en tilvejebringelse af flere penge til beskyttelse af biodiversitet samt en ny juridiske bindende protokol mod biopirateri.

Aftalen består af tre hovedelementer:
1) En juridisk bindende aftale der skal stoppe biopirateri
2) Køreplan for den fremtidige globale indsats for biodiversiteten
3) En aftale om de ressourcer der skal gå til indsatsen

Hovedelementerne indeholder følgende tiltag:

ABS protokol mod biopirateri
• Udover det overordnede ambitionsniveau og de konkrete målsætninger er der enighed om en juridisk bindende aftale, der skal afskaffe biopirateri. En såkaldt ABS aftale (”Access and Benefit Sharing) om adgang til og udbyttedeling ved anvendelse af genetiske ressourcer.
• Aftalen sikrer, at de virksomheder (typisk vesteuropæiske), der i fremtiden vil hente genetisk materiale til deres forskning og produktion i andre lande (særligt Afrika har mange ressourcer) – først skal lave en aftale med landet om, at de må hente det ud af landet. Og ligeså væsentligt – at de skal aftale, at landet skal have del i det overskud, virksomheden får ud af at bruge det genetiske materiale.

Køreplan for den fremtidige globale indsats
• Ambitionsniveauet for den fremtidige globale indsats for biodiversiteten er styrket.
• Tidligere har målet været, at vi reducerer tabet af arter signifikant i 2010. Det nye mål indebærer, at vi skal have iværksat effektive og hurtige handlinger med henblik på helt at stoppe tilbagegangen i biodiversiteten, og således at økosystemerne allerede i 2020 er levedygtige.
• For yderligere at sikre en fokuseret indsat, er der også vedtaget en række konkrete målsætninger. De i alt 20 mål skal sikre at landene i 2020 har reduceret presset på biodiversiteten og genoprettet økosystemerne. Målene er langt mere operationelle og målbare end målene i den gamle strategiske plan.
• Delmålene retter sig mod de områder og sektorer i samfundet, der udgør den største trussel for biodiversiteten – nemlig landbrug, fiskeri og skovbrug. Og der er opsat målsætninger for de ydelser, som samfundet får fra naturen – for eksempel rent drikkevand.
• For eksempel er det aftalt, at alt fiskeri i verden skal være bæredygtigt i 2020, så overfiskning undgås. Og der skal være planer for genopretning af de fiskebestande, der er truet på grund af overfiskning.
• Der er enighed om at øge det samlede areal af naturbeskyttede områder i verden. Inden 2020 skal mindst 17 % af verdens landareal og 10 % af oceanerne være udpegede til beskyttede områder.

Finansiering
• Som led i COP10 aftalen er landene blevet enige om at forøge ressourcerne til biodiversiteten substantielt frem mod 2020.
• Der er aftalt en proces, der over de næste to år skal sikre det fornødne overblik og viden. Og om to år på den næste COP11 i Indien, skal landene lave mere konkrete aftaler om ressourcerne. Der tales her om ressourcer i bred forstand – både fra offentlige og private kilder.

Det er en god aftale, fordi målet nu er at standse tabet af biodiversitet helt i 2020, og fordi der nu er konkrete mål på, hvor stor en del af landnaturen og havnaturen, der som minimum skal være beskyttet i 2020.

Tilbage står at definere, hvad det vil sige, at områder er beskyttede, og i hvilket omfang de må udnyttes af mennesker (turisme, jagt, indsamling osv.).

Desuden mangler pengene stadig. Uden finansiering er FN-aftalen ikke meget værd. Naturbeskyttelse koster penge – eller rettere: Bevaring af verdens mangfoldighed af natur kræver investeringer. Den næste store udfordring bliver at skaffe midlerne og tænke naturbeskyttelse ind i nationale politikker som en del af den bæredygtige udvikling.

EU har uden held forsøg at køre et solo-løb i verden med et mål om at standse naturens tilbagegang i EU-landene her inden 2010. Det lykkedes ikke, fordi finansieringen manglede. Nu er det hele verden, der skal prøve at nå målet inden 2020. 

Efter FN-aftalen er Danmark nødt til at gøre op med sin fodslæbende politik på naturområdet. Den danske natur er blandt den mest forarmede i EU, og det går fortsat ned ad bakke. Vi har i snart 10 år ventet forgæves på en nationale plan for Danmarks natur. Eksperter og grønne organisationer har efterlyst den igen og igen.

Nu skal planen og en fornuftig finansiering på bordet.

Dansk natur lige nu: Frostmålere

Et par hanner af den store frostmåler har sat sig på den kalkede væg ved hoveddørslampen 2. november. Hunnerne er helt vingeløse og kravler omkring i buske og træer, hvor de lægger æg. (Foto: Michael Stoltze).

I juni sker det ofte, at store skovområder bliver næsten helt afløvet af nogle ca. tre centimeter lange gul- og brunstribede larver. Så er det den store frostmåler, der er på spil. Natsværmeren bærer det latinske artsnavn defoliaria, som betyder “afløveren”. Og det er den vitterligt, så træerne bliver sat tilbage i vækst og må skyde forfra i juli.

Først i disse dage, hvor skoven falmer og vinteren står for døren, kommer de voksne frostmålere frem af pupperne. De brogede hanner, der er ekstremt variable i farven, flyver overalt, mens hunnen af den store frostmåler er helt vingeløs. Den er lyst æggegul med sorte pletter og kravler som en underlig, skælklædt skabning omkring på stammer og grene, hvor den udsender dufte, som lokker frostmålerhannen til. Efter parringen lægger den så æg på træerne og dør. Og ved løvspring kryber de små larver ud af æggene og begynder at guffe blade i sig.

Den store frostmåler er meget almindelig og talrig i hele Danmark. Den flyver fra sidst i oktober til ind i december sammen med flere andre natsværmerarter. Derfor er der føde til blandt andet skimmelflagermusen, som man for øjeblikket kan høre på stille steder i København og andre byer. Det er den eneste danske flagermus, man kan høre i flugten, hvor den udsender nogle mærkelige, høje tikkelyde, der er vanskelige at retningsbestemme.

Alvorlige problemer med naturbeskyttelsen i Danmark

Denne blomsterbakke på Møn er i gode hænder, da den er statsejet og fredet. Men den beskyttede natur er langt fra så beskyttet, som den burde være. DMU vurderer nu blandt andet, at 2-5,5 % af de naturbeskyttede områder er forsvundet siden 1995. (Foto: Michael Stoltze).

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har netop offentliggjort de foreløbige resultater af en stor stikprøveundersøgelse over, hvordan det står til med den beskyttede natur i Danmark. Det er enge, overdrev, heder, klitter, moser, vandløb og søer, hvis tilstand ifølge naturbeskyttelseslovens § 3 ikke må ændres. Derfor kaldes de beskyttede naturområder for “§ 3-arealer” af myndigheder og fagfolk.

DMU’s undersøgelse viser, at der er alvorlige problemer med naturbeskyttelsen i Danmark. Siden 1995 er mellem 2 og 5,5 % af den registerede, beskyttede natur simpelthen forsvundet. Den er dyrket op eller blevet bebygget. Dertil komme store arealer, der ikke er blevet registreret, selv om loven foreskriver det. Det drejer sig om 8-15 % af det på papiret beskyttede areal.

DMU offentliggør den færdige rapport til december. Men allerede nu er det soleklart, at der er alvorlige problemer med naturbeskyttelsen i Danmark, og miljøministeren har da også erkendt, at beskyttelsen skal være bedre.

Svaret på problemerne kan ikke være andet end en ny og effektiv naturbeskyttelseslov. Den nuværende lov beskytter bestemte naturtyper, men har ingen krav om fastsættelse af mål og pleje af de omfattede arealer. Og udpegningerne er hverken bindende eller arealfaste. Områder han vokse ind og ud af beskyttelsen. Det er noget rod. Loven bør ændres, så beskyttet natur er beskyttet natur i al fremtid – eller i det mindste indtil myndighederne giver en officiel dispensation til at ophæve beskyttelsen.

Vi skal have en arealfast beskyttelse af naturen – a la de regler, der gælder for fredskov i dag. Så kan alle (og ikke mindst lodsejerne) regne med, hvad der er beskyttet. Og så skal beskyttet natur klart defineres som arealer, hvor man ikke må gøde, sprøjte, dræne eller bygge.

DMU’s undersøgelse bekræfter, hvad eksperter har formodet længe. Den kalder på handling. Ud over en ny naturbeskyttelseslov er det flere midler til registrering, overvågning og ikke mindst pleje at vores natur.

Midlerne til handling ligger i fødevareministeriet i form af landbrugsstøtten. Der venter derfor miljøministeriet og ikke mindst fødevareministeriet en stor opgave med at løse problemerne.

Landbruget skal ud af skurkerollen

Vækst og miljøhensyn – hånd i hånd

Rolleskift i landbruget: Fra nutidens skurke til fremtidens helte.

Landbrug & Fødevarer har bedt mig præsentere et bud på, hvordan landbrug, vækst og miljøhensyn kan gå hånd i hånd i fremtiden.

En god fremtid kræver nytænkning, erkendelser af egne fejl, opgør med fordomme og parathed til rolleskift i erhvervet. Lovovertrædelser og gentagne sager om f.eks. mishandling af svin skader erhvervets omdømme. Dansk landbrug har – berettiget eller uberettiget – en skurkerolle i nutiden. Sådan er det, men sådan skal det naturligvis ikke være fremover. Landbruget skal have nye roller og ny identitet. Erhvervet skal flytte sig fra skurkerollen til helterollen.

Det er bydende nødvendigt for erhvervet at gå nye veje, så Danmark bliver bredt anerkendt som foregangsland inden for landbrug og fødevarer. Kan det lade sig gøre?

Ja! De følgende 20 minutten præsenterer jeg mit bedste bud på hvordan.

Vejen til bred anerkendelse og succes for dansk landbrug kræver et langt, sejt træk – herunder at gøre den udskældte danske svineproduktion stueren. Men det er ikke kun et surt træk. Det er også opdyrkning af nye, spændende forretningsområder. Og det ved jeg, I er parate til. Det er erhvervets fremtid og anseelse, der står på spil.

1. Baggrund

Fra naturens hånd er Danmark velegnet til landbrug. Jorden og klimaet er til det, og de fleste danskere holder af det åbne landskab, som landbruget har frembragt. Vores første nationale identitet, der blev født i Guldalderen (1800-1850), er dybt forbundet med det åbne landbrugsland, som digtere og kunstnere beskrev, besang og malede.

I dag er over 4/5 af os byboer. Og selv om vores kultur har dybe rødder i landbruget, identificerer vi os ikke rigtig som en nation, der står på skuldrene af landbruget. Befolkningen opfatter i dag landbruget som et beskidt, ildelugtende og industrialiseret erhverv, der har mistet fordums charme, og hvor dyrene lider i staldene. Befolkningen er usikker overfor moderne produktionsmetoder.

Skyttegravskrig

På denne baggrund, og ekstra næret af den aktuelle økonomiske krise, har der udviklet sig en fastlåst skyttegravskrig mellem landbrug og miljøforkæmpere. Og beskyldningerne fyger mellem fronterne. Miljøforkæmperne beskylder landbruget for at ødelægge miljøet, naturen, landskaberne og dyrevelfærden, og de mest rabiate mener, at vi skal holde helt op med at drive landbrug i Danmark. Modsat beskylder landbruget miljøforkæmperne og alle grønne initiativer for at ødelægge landbrugserhvervet.

Skyttegravskrigen er fin nok til at markere fronterne. Men når det gælder landbrugets og Danmarks fremtid, skal vi op af skyttegravene, bekæmpe fordommene, lytte til hinanden og se fremad frem for at skændes om, hvordan virkeligheden er. Hvor vil vi hen med landbruget? Hvordan skal landbrug, miljø, natur og landskab spille sammen i fremtiden? Hvordan skal Danmark se ud?

Danmark er et landbrugsland

Landbruget ejer i dag omkring 75 % af den danske landjord, idet erhvervet foruden dyrket mark ejer en stor del af Danmarks skove og åbne naturområder. Så – uanset hvor mange eller få, der er beskæftiget i landbrugs- og fødevarebranchen, er Danmark et landbrugsland.

Danmarks udseende er gennem årtusinder blevet formet af landbruget. Landbrugets indtog for ca. 6000 år siden var et kvantespring for vores kultur. Befolkningstallet er siden blevet 100-doblet på grund af landbruget. Danmark driver i dag et af verdens mest moderne og højproduktive landbrug, der leverer mad nok til 16 millioner mennesker.

På vej mod bæredygtighed

Prisen for det højproduktive landbrug er forurening, fortrængning af natur, landskabsødelæggelser og problemer med gyllelugt og dyrevelfærd. Problemerne blev først for alvor erkendt af politikerne for omkring 25 år siden.

Udfordringen har siden været at gøre det danske landbrug bæredygtigt. Den proces er i gang. Forureningen er blevet mindre, men der er stadig store problemer med lugt og dyrevelfærd, naturområder bliver stadig fortrængt, og naturen og landskabet mister stadig kvalitet.

2. Landbrug, vækst og miljøhensyn – hånd i hånd. Hvordan?

Politik handler om at kæmpe for de værdier, der er afgørende for en rig og tryg fremtid. Et rent miljø og en rig natur er en af de basale fælles værdier, der er afgørende for en rig fremtid. Landbruget sørger for det mest basale af alt, fødevareproduktionen, men i for høj grad på miljøets bekostning. Derfor er visionen om landbrug, vækst og miljøhensyn i balance central.

Hvordan kan landbrug, vækst og miljøhensyn udvikle sig hånd i hånd?

For det første: Det er vigtigt at forstå vækst som økonomiske vækst – dvs. værdiforøgelse af produkter og ikke nødvendigvis forøgelse af kvantitet.

For det andet: Hvordan ønsker vi, Danmark skal se ud? Efter marginaljordsredegørelsen traf folketinget i 1989 en beslutning om at fordoble det danske skovareal over en trægeneration, dvs. 80-100 år. Beslutningen står stadig ved magt. Dvs., at skove skal dække ca. 25 % af Danmarks areal senest i 2089. Men ellers er der ingen klare visioner.

Historisk enighed: Vi skal investere i naturen

I 2008 deltog miljøministeren, fødevareministeren, Dansk Landbrug og Københavns Universitet i en konference under overskriften ”Mod en ny fremtid for Danmarks natur”, hvor parterne nåede til historisk enighed om, at vi skal investere i naturen.  Siden er der dog stort set ikke sket noget.

En plan for Danmark

Der er brug for visioner og planer for Danmarks udvikling. Ikke blot for skov, men for hele landet. Min vision er en Danmarksplan med langsigtede mål om, at:

5 % af Danmark inden 2040 skal være vild natur (nationalparker og andre mindre områder, hvor naturen får lov til at råde uden, eller næsten uden menneskers indblanding). Målet med disse områder er oplevelser og turisme.

35 % af Danmark inden 2040 skal være ekstensivt udnyttede kulturlandskaber med skov, enge, strandenge, overdrev, heder, klitter, moser osv. Målet med disse områder er oplevelser og turisme, rekreation, vedproduktion og anden biomasseproduktion (uden brug af gødning og pesticider), drikkevandproduktion, ekstensivt landbrug (græsning, høslæt m.v. uden brug af gødning og pesticider), jagt, fiskeri osv.

60 % af Danmark inden 2040 skal være intensivt udnyttede kulturlandskaber med byer, infrastruktur og landbrug, således at ca. 10 % af Danmarks areal bliver byer og infrastruktur, mens ca. 50 % bliver landbrug. Disse arealer drives intensivt og gerne på en måde, så produktionen bliver endnu mere værdiskabende end i dag. Forudsætningen er høj dyrevelfærd og anvendelse af ren teknologi (Clean Tech), så omgivelserne ikke tager skade. Målet med disse områder er effektiv, konkurrencedygtig og bæredygtig produktion. En produktion, der skal sikre vækst og velfærd.

Samlet kan denne Danmarksplan være med til at udvikle Danmark som et vækst- og udviklingslaboratorium og som foregangsland for, hvordan landbrug, vækst og miljøhensyn kan gå hånd i hånd.

Forudsætninger og finansiering

Realisering af Danmarksplanen forudsætter, et landbruget påtager sig nye roller i samfundet. Erhvervet skal lære at opfatte miljøkrav, høj dyrevelfærd og ren teknologi som motor for udvikling og vækst, og tage naturbeskyttelse og landskabspleje til sig som nye, spændende forretningsområder. Rig natur og smukke landskaber er ikke mere noget, der bare opstår. Det er noget vi planlægger og investerer i. Den udvikling kan og bør dansk landbrug få del i.

Realiseringen af planen forudsætter endvidere, at landbrugs- og fødevaresektoren sammen med politikerne radikalt retænker landbrugsstøttens funktion. Midlerne skal fremover ikke gives som støtte, men som kontant betaling til landbruget for at levere ydelser, som samfundet efterspørger.

De omkring 8 milliarder kroner, som danske skatteydere pt. poster i landbruget i form af landbrugsstøtte, bør i løbet af en kort årrække ommøbleres til to ligeværdige finansielle mekanismer:

1. Én pulje til forskning og udvikling i bæredygtig produktion.

2. Én pulje til natur- og landskabsforvaltning.

Jeg forestiller mig dels, at midlerne fortsat går til landbruget, dels at det nuværende omfang af midler fastholdes eller endog forøges.

3. Fra nutidens skurke til fremtidens helte. Seks anbefalinger.

Det danske landbrug er vant til omvæltninger. Det er i stand til hurtige forandringer, når det gælder den traditionelle fødevareproduktion, hvor små marginaler ofte er udslagsgivende for landmandens valg.

Imidlertid har landbruget ikke været i stand til at forbedre sit image. Generelt ser danskerne stadig nutidens landbrug i skurkerollen. Sådan skal det ikke være. Landbruget image skal forbedres drastisk. Erhvervet skål gå fra at være nutidens skurke til at blive fremtidens helte.

Vejen til vækst og respekt

Når jeg ser erhvervet udefra, er der masser af handlemuligheder, som landbruget ikke udnytter. Vejen til vækst og respekt om landbruget kræver, at erhvervet bidrager til en god samfundsudvikling i Danmark. Det gælder økonomi, miljø, klima, natur, landskab og dyrevelfærd.

Mange miljøforkæmpere ser landbruget som fjende nummer ét, og anser landbrugsstøtten som en komplet urimelig støtte for at overholde landets miljølove. Ud fra princippet forureneren betaler mener de, at landbruget skal reguleres hårdt og ikke have en krone i støtte. Og de ser ingen muligheder i, at landbruget påtager sig rollen som natur- og landskabsforvalter. Men både miljøforkæmpere og landbrug bør demontere fordommene og se fremad.

Forudsætningen for at komme videre er at I er med til at overbevise miljøforkæmperne om, at landbruget vil og kan skabe bæredygtig udvikling.

I den daglige drift

I den daglige landbrugsdrift er det f.eks. afgørende, at I overholder de lovbestemmelser, der er om f.eks. dyrevelfærd, to-meter dyrkningsfri bræmmer omkring vandløb og fortidsminder eller om overdækning af gyllebeholdere. Landbruget skal også afstå fra opdyrkning, dræning samt gødskning eller pesticidanvendelse på arealer, der er omfattet af naturbeskyttelsesloven. Der er desværre tusindvis af lovovertrædelser på disse punkter, og det fremmer ikke tilliden til landbruget som natur- og landskabsforvalter. Den nye dille med at så brede bræmmer af majs til udsatte skydefugle (og vilde rotter…) omkring naturområder er også et kedeligt signal. Det ville være meget bedre at udlægge sådanne arealer til natur.

Som landmænd og organisationer skal I i det hele taget rydde brådne kar af vejen og være meget opmærksomme på erhvervets image og adfærd.

Dernæst er det afgørende, at landbrugets organisationer fra medlemsniveau til erhvervets toppolitikere begynder at køre landbruget synligt i stilling som en aktiv og positiv medspiller i miljø-, natur- og landskabspolitikken.

Konkret bør I lave natur- og landskabsplaner for jeres ejendomme – også selv om de i første omgang må lægges i skrivebordsskuffen, fordi der ikke er økonomi i at realisere dem lige nu. Tro mig – det kommer der i fremtiden!

Grøn Vækst

Grøn Vækst, som Anders Fogh Rasmussen kørte i stilling kort før, han forlod Danmark, er en ny og mere vækstorienteret betegnelse for de principper for bæredygtig udvikling, som verden har søgt at følge efter det globale topmøde om miljø og udvikling i Rio i 1992.

Det var rigtig spændende at deltage i landbrugets offentlige debatmøder i 2008 og 2009, Dansk Landbrug 2022. Møderne handlede især om, hvordan erhvervet overlever den benhårde internationale konkurrence, men miljø-, natur- og landskabsbeskyttelse fyldte også en del i debatterne.

Der går en lige linje fra Dansk Landbrug 2022 til regeringens udspil Grøn Vækst. Grøn Vækst rummede mange rigtige visioner, men indeholdt allerede i sin oprindelige form langt fra tilstrækkelige virkemidler til at sikre det mål, den danske regering sammen med de øvrige EU-lande fastsatte i 2001: At standse naturens tilbagegang senest i 2010.

I februar 2010 erkendte miljøministeren, at regeringens mål ikke kunne nås. Nu er det udsat til 2020. I april indgik regeringen og Dansk Folkeparti aftale om Grøn Vækst 2.0, der – grundet den økonomiske krise – slækkede det oprindelige udspils miljøambitioner og styrkede de økonomiske rammevilkår for erhvervet.

Mit budskab til jer i dag er helt klart: Aftalen Grøn Vækst 2.0 er utilstrækkelig. Den er dårlig for både miljøet, erhvervet og Danmarks fremtid. Og den nødvendige omlægning af landbrugsstøtten til finansiering af Grøn Vækst er ikke sket. Grøn Vækst 2.0 fastholder erhvervet i en prügelknabelrolle som dem, der får milliarder i offentlig støtte for at producere på betydelig mere lempelige miljøvilkår end den øvrige industri. Så Grøn Vækst 2.0 har – desværre – ført til en oprustning af skyttegravskrigen mellem landbruget og miljøforkæmperne.

Langsigtet bæredygtighed: Seks centrale anbefalinger

Dansk Landbrug har kun en god fremtid for sig, hvis erhvervet tænker i virkelig langsigtet, bæredygtig udvikling og ikke i de kortsigtede panikløsninger, som Grøn Vækst 2.0 er udtryk for.

Jeg har derfor seks centrale anbefalinger til jer. De er ment som en håndsrækning til erhvervet og som initiativer, der kan skabe vækst og – ikke mindst – det spændende, bæredygtige og multifunktionelle landbrug, vi alle kan være stolte af.

1. Demonter fordommene

Fordommene om landbrug og miljøforkæmpere står i kø på begge sider af fronten.  Fremdrift og forandringer starter med tillidsopbygning. Som ejer af 75 % af landet har landbruget en nøglerolle, når det gælder Danmarks fremtid. Miljøforkæmperne skyder sig selv i fødderne ved ikke tro på landbrugserhvervets grønne udvikling som en del af løsningen. Landbruget skyder sig selv i fødderne ved at betragte miljø- og naturhensyn som begrænsninger frem for muligheder og nye forretningsområder. Både landbruget og miljøforkæmperne bør demontere deres fordomme og se fremad. Virkemidlerne er: Flere offentlige dialog- og debatmøder mellem landbrug, turistorganisationer, andre erhverv, grønne organisationer og myndigheder. Flere debatter om landbrug og Danmarks fremtid i centrale medier.

2. Gør naturbeskyttelse og landskabspleje til et forretningsområde

Samfundet efterspørger varieret natur og smukke landskaber. Samtidig er naturen (navnlig de danske kyster) nummer ét, når man spørger turister, hvorfor de kommer til Danmark. Landbruget har formet Danmark gennem årtusinder, men ikke bevidst. Det har ændret sig med øget grad af planlægning. Der er ingen tvivl om, at planlægning vil komme til at spille en endnu større rolle i fremtiden. Hermed er der åbnet for en ny rolle for landbruget som målrettet natur- og landskabsforvalter. Den rolle bør dansk landbrug for alvor tage til sig og gøre til et forretningsområde. Samfundet vil snart begynde at investere mere i natur. Beløb i størrelsesordenen på 3-5000 kr. årligt pr. ha som betaling for naturpleje og naturgenopretning, der kan sikre biodiversitet, rekreative muligheder og rent drikkevand, kan snart blive standard. Det er ikke ”støtte”, men betaling for en ydelse. Virkemidlerne er: Omlægning af landbrugsstøtten til natur- og landskabspleje.

3. Tag højtliggende jorder ud af intensiv dyrkning

Grøn Vækst har hovedfokus på vandmiljø og fjernelse kvælstof. Det betyder udlæg af bræmmer og våde enge langs vandløb og søer. Det er godt for vandet og naturen i vandløb, søer og havet omkring Danmark. Men Grøn Vækst gavner ikke miljø og natur på land. Her vil vi blot få mere af det, vi allerede har meget af: Nitratplanter (tidsler, brændenælder osv.) og nitratdyr (rådyr, gæs osv.). Samtidig vil bræmmer og våde enge med deres morads af nitratplanter, myg og klæger, ikke blive spor attraktive for befolkning og turister. Derfor er det vigtigt, at landbruget – mod betaling, naturligvis – begynder at tage højtliggende arealer ud af intensiv drift. Her er det nemlig muligt at skabe attraktive naturarealer af stor værdi for biodiversitet, rekreation, turisme og drikkevandsforsyning. Virkemidlerne er: Omlægning af landbrugsstøtten til natur- og landskabspleje.

4. Kombiner biomasseproduktion med natur- og landskabspleje

Landbrug vil og kan levere biomasse til energiformål. Biomasseoptimering, dvs. målrettet dyrkning og gødskning med henblik på høj produktion af biomasse, er imidlertid skadeligt for miljøet og naturens mangfoldighed. Derfor bør biomasseproduktionen begrænses til affald fra det intensive landbrug og biomasse, som fjernes som led natur- og landskabspleje. Det er f.eks. biomasse fra grøftekanter, brakarealer, enge, overdrev, heder, krat og skov, hvor biomassefjernelsen er en fordel, fordi den bidrager til at fjerne nogle af de næringsstoffer, som næsten overalt i Danmark truer disse områders naturværdier. På den måde kan klimavenlig biomasseproduktion kombineres med natur- og landskabspleje. Virkemidlerne er: Omlægning af landbrugsstøtten til natur- og landskabspleje.

5. Styrk miljøteknologi og dyrevelfærd som forretningsområde.

For al industri er anvendelse af ren teknologi (Clean Tech) en nødvendighed for at overholde miljøkrav og samtidig en konkurrenceparameter, der kan anvendes i markedsføring. Miljøkravene har på den måde faktisk været med til at fremme danske industriers konkurrenceevne og styrke dansk eksport af avanceret miljøteknologi. Landbrugserhvervet er pga. det kolossale arealforbrug og dyrehold anderledes stillet end andre erhverv. Men miljølovgivning og -regulering er kommet for at blive. Det er ikke fjenden, men tværtimod en nødvendighed for en bæredygtig udvikling i et verdenssamfund, hvor vi bliver stadig flere og forbruger stadig mere. Derfor skal dansk landbrug styrke forskning, udvikling og markedsføring af miljøteknologi og dyrevelfærd og styrke udnyttelsen af ren teknologi som baggrund for markedsføring af produkter. Virkemidlerne er: Omlægning af landbrugsstøtten til forskning og udvikling indenfor ren teknologi og bæredygtig udvikling.

6. Støt bedre og enklere regler

Love og bekendtgørelser indenfor landbrug og miljø har udviklet er blevet ekstremt omfattende og komplicerede. Det gavner hverken erhverv, miljø, natur eller skatteydernes pengepung. Vi mangler f.eks. enkle og klare regler om beskyttet natur. I dag kan arealer vokse ind og ud af beskyttelsen. Det er naturligvis noget rod. Reglerne bør ændres således, at de beskyttede naturområder ligger fast, og således at der er klokkeklare regler for udlægning af nye beskyttede naturområder eller skov. Tilsvarende er der behov for langt mere klare og enkle regler for, hvad landbruget må og ikke må på såvel dyrkede arealer som beskyttede naturområder. Virkemidlerne er: Samlet indspil fra landbrug og grønne organisationer til politikerne med anbefalinger til regelforenklinger (især landbrugslovene, naturbeskyttelsesloven, skovloven og tilhørende bekendtgørelser).

——

Ovenstående tale af Michael Stoltze, konsulentfirmaet Natur og Idé, blev holdt som oplæg til debat ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde med ca. 1000 deltagere i Herning, 11. november 2010.

Regler om landbrugsstøtte ødelægger naturen

Lavning ved Stubberup på Sydsjælland 20. november 2010. Området burde året rundt være et fint vådområde med en rig natur. Men tåbelige regler for landbrugsstøtte betyder, at stedet hvert år bliver drænet og tilsået med korn, selv om det ikke giver noget udbytte. (Foto: Michael Stoltze).

Se godt på dette billede. Søen opstår hvert vinterhalvår på dette sted – og undertiden i regnrige somre. Det gør den, fordi der efter landskabets natur skal ligge et vådområde her. Men arealet er registreret som landbrugsjord, og det kan kun opretholde sin status og få støtten på ca. 2400 kr. pr. ha, hvis landmanden prøver at opdyrke det. Så det gør han naturligvis. Og det har han gjort hvert eneste år de sidste ti år. Han har haft en masse besvær med at prøve at få vandet væk og så arealet til med korn hen i juni. Han har aldrig fået noget korn ud af anstrengelserne. Men han har fået sin støtte.

Studenterhuen behøver ikke ligefrem at stramme for, at man kan se, hvor tåbelige reglerne for landbrugsstøtte er. Det her er jo støtte til naturødelæggelser!

Landbruget taler efterhånden meget om, at erhvervet skal til at have en tydelig rolle som natur- og landskabsforvalter. Det kan det kun få, hvis reglerne om landbrugsstøtte bliver ændret radikalt, så man fremover får betaling for at passe på naturen i steder for støtte til at ødelægge den. Natur- og landskabsforvaltning skal være et forretningsområde.

Landbrugsstøtten er netop nu sat til debat, fordi EU skal nå at reformere ordningen inden næste femårige støtteperiode (2014-2018) begynder. Forud for den nuværende femårige støtteperiode (2009-2013) løb landbruget med alle pengene til traditionel produktionsstøtte, uden at EUs borgene og politikere nåede at opfatte, hvordan erhvervet ragede næsten 40% af EUs samlede budget til sig. Det må ikke ske igen! De enorme beløb, der alene i Danmark udgør omkring 8 milliarder kr., skal ikke bare ligge på landbrugets tag-selv-bord.

Det er skatteydernes betroede midler, og der skal stilles betingelser. For eksempel betingelser om, at pengene fremover skal gå til konkret betaling for levering af ydelser til gavn for almenvellet. Dvs. f.eks. betaling for naturbeskyttelse og landskabspleje. Det er der sød fremtidsmusik i – for alle borgere og for landbruget. Hvis landbruget altså vil!

Den nuværende landbrugsstøtte, der har karakter af produktionsstøtte eller socialhjælp, bør til gengæld lægges i graven. Det samme bør ske med miljøbetinget støtte, for miljøhensyn skal i landbruget (ligesom i anden industri) reguleres gennem internationale standarder og et “forureneren-betaler-princip”.

Jeg vil med disse ord gerne opfordre alle, der kerer sig om naturen og landskabet i Danmark, til at gå ind i kampen for, at reglerne for udbetaling af landbrugsstøtte bliver ændret mankant, så vores penge (!) fremover bliver brugt til at betale landmænd for at gøre noget godt for naturen og landskabet.

Dansk natur lige nu: Vedbend i risikozonen

Vedbend på vej op ad en død elm. (Foto: Michael Stoltze).

Hvis det bliver isvinter, går den vintergrønne vedbend en farlig tid i møde.

Vedbenden kan under gunstige forhold blive over 100 år gammel og udvikle grundstammer så tykke som lår. I mange hegn og skove vokser den som spinkle planter på jorden uden at blomstre. Men hvis den finder et godt klatretræ med lys om foden, kryber den til vejrs. Den kan vokse op til en meter opad om året, idet den klamrer sig fast til stammer og grene med nogle små, brune hæfterødder, der ligner benene på et tusindben.

For nogle år siden, da elmesygen havde dræbt de fleste elmetræer, blev de døde træer overalt erobret af vedbend. Under de udgåede træer trængte lyset pludselig ned til jordoverfladen, der samtidig blev gødet med barkflager og ekskrementer fra fugle, der rastede i de nøgne træer. Derfor står de døde elmetræer nu helt dækket af vedbend mange steder. Lige indtil træerne rådner væk og falder sammen.

Vedbenden har erobret de døde elmetræer. (Foto: Michael Stoltze).

Men der er også mange store vedbend på gamle træer, gamle mure og f.eks. på klippevægge på Bornholm. Især ved kysterne.

Det er der en særlig grund til. Vedbenden tåler nemlig ikke meget hård frost, og derfor dør den ofte eller fryser tilbage inde i landet, hvor temperaturen ikke holdes oppe af det lune hav. Og i isvintre, hvor vandets lunende effekt forsvinder ved kysterne, fordi isen lægger låg på havet, sker det, at næsten alle vedbend i Danmark dør. Det skete bl.a. i 1940′ernes hårde vintre.

Vinteren 2010-2011 har tilsyneladende tænkt sig at lægge hårdt ud her sidst i november. Så vedbenden er i risikozonen.

Yderligere læsning:

Michael Stoltze, 2007: Dansk natur. 349 sider. Gyldendal.

Der er mange gamle vedbend på Nordbornholm. Østersøen holder normalt temperaturen ved de bornholmske kyster oppe, så her dør vedbenden kun en de strengeste isvintre. (Foto: Michael Stoltze).

Sæt landbrugsstøtten op!

EU arbejder med femårige regelsæt for udbetaling af landbrugsstøtte. Om tre år udløber den nuværende plan (2009-2013), og så skal vi have nye regler for 2014-2018. Derfor er landbrugsstøtten til debat.

Danmark og EU er netop gået i gang med de indledende krumspring omkring indretningen af landbrugsstøtten, der æder ca. 40 % af EU’s budget. I Danmark betaler vi som skatteydere ca. 8. mia. kr. til landbruget – om året.

Centralt i EU er der megen tale om at ændre støtten, så den kommer væk fra den internationalt konkurrenceforvridende (og miljøskadelig) produktionsstøtte og over til betaling for landbrugets ydelser til samfundet (almenvellet). Dvs. natur- og landskabsbeskyttelse samt forskning i og udvikling af bæredygtig produktion.

Desværre stritter det traditionelle landbrug stærkt imod, og sidste gang, EU’s landbrugsstøtteregler skulle ændres, lykkedes det den europæiske landbrugslobby at gafle alle pengene til sig til fortsat produktionsstøtte.

Det må ikke ske igen! Danmark og resten af EU har en dagsorden, der går ud på at sikre naturens og landskabets mangfoldighed. Det er et enormt investeringsområde, som landbruget kan og bør være med til.

Det kriseramte og forgældede landbrug kan (ikke mindst i Danmark) komme op af hængedyndet, hvis det udvider sin horisont og tager langt mere aktiv del i at passe på naturen og landskaberne. Hvis landbruget vælger at gå den vej, er det en dum idé at reducere landbrugsstøtten. Så bør vi tværtimod sætte landbrugsstøtten op.

Anmeldelse af fuglefelthåndbogen af Lars Gejl

Revolutionerende dansk bog for fuglebisser og andre

Det var  med en vis frygt jeg åbnede kuverten fra Gyldendal med den nye fuglefelthåndbog fra forlaget.

Ikke på grund af forfatteren og fuglefotografen Lars Gejl, for han har for længst vist, at han kan sin metier til fingerspidserne. Men fordi der udkommer så mange fuglebøger, at de næsten står i vejen for hinanden på trods af deres individuelle kvaliteter.

Men frygten blev afløst af glæde over denne rent danske produktion med billeder af så fremragende kvalitet og skarphed, at man tror, det er løgn. Jeg har skrevet det før i  anmeldelsen af “Fuglefri”, der kom sidste år: Den digitale fototeknik har revolutioneret fuglefotografiet.

Ornitologerne går simpelthen forrest med den nyeste teknik og deres entusiasme. Rigtige fuglebisser er parat til at sælge deres bedstemor for det nyeste og bedste udstyr, hvis det bare kan bringe dem tættere på fuglene. Vennerne, familien og navnlig bedstemoren kan måske synes, det er for galt; men belønningen for alle os andre er disse forrygende billeder af fugle, som vi aldrig har set dem før.

Fuglefelthåndbogen introducerer læsereren – nybegynderen som den garvede ornitolog - til alle de mere eller mindre nørdede termer, rigtige fuglebisser skal kunne for at begå sig. Termerne er uden tvivl praktiske og nyttige, men de er undertiden også for meget for personer, der som flest bare godt kan lide at se på fuglene og blive fortrolige med deres mangfoldighed og navne.

Alle bogens fine og præcise artsbeskrivelser starter med en kort karakteristik af fuglen. Det er en super idé. Men det, vi andre ville kalde karakteristik eller fremtoning hedder i bogen JIZZ. Hvad betydet det? Det er forklaret i indledningen som en forkortelse for General Impression of Size and Shape. En søgning på nettet gav henvisninger til noget ganske andet, som jeg skal forskåne mine læsere for. Men helt ærligt…

Bortset fra denne i mine øjne brandærgelige og påtrængende fuglebisseterm (der bør oversættes til ordentligt dansk i næste udgave!) , er bogen ikke mindre end fremragende. På grund af de suveræne billeder, de præcise beskrivelser og CD’en med fuglestemmer bagest, er det en bog, jeg glæder mig til at bruge som fuglefelthåndborg i mange, mange år fremover.

Lars Gejl, 2010: Fugle-felthåndbogen. 424 sider. Fotos af John Larsen, Helge Sørensen, Lars Gejl m.fl. Gyldendal. kr. 299,95 (vejl.)

Dansk natur lige nu: Halsskov Odde i sne

Klinterne ved Halsskov Odde kan ses fra Storebæltsbroen. 28. november 2010. (Foto: Michael Stoltze).

Danmark bliver hele tiden gnavet ned af havet, og nedbrydningen af vores land bliver ikke mindre, efterhånden som havet stiger pga. klimaændringerne.

Havets angreb på Danmarks 7500 kilometer lange kyst frembringer fantastiske klinter af alle aldre, størrelser og farver.

Når man kører på Storebæltsbroen fra Sjællandssiden, ser man klinterne ved Halsskov Odde på højre hånd. Lige nu iklædt vinterens hvide dragt.

Bioenergiplan lammer naturen

Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen, har skitseret en plan for landbrugets satsning på bioenergi.

Med denne plan prøver landbruget at smutte udenom deres pligt til at give en del af de store naturarealer, som erhvervet har pløjet op i løbet af de sidste tre år, tilbage til naturen. Regeringen har nemlig lovet, at naturen skal genoprettes efter de massive skader. Men nu skal arealerne altså bruges til massiv dyrkning af pil og andre energiafgrøder.

For naturen og klimaet er det en elendig plan. Klimaeet vil have meget bedre af, at landbruget planter blandet løvskov, der gennem opvæksten i over 100 år vil binde enorme mængder af CO2 hvert år og give masser af tømmer og vedvarenede energi i form at træ. Desuden vil skovene sikre drikkevand, blive af stor rekreativ betydning og af stor betydning for den biologiske mangfoldighed. Almindelig blandet skov er langt bedre end energipil.

Samtidig modarbejder landbruget med sit udspil fuldstændig Danmarks mål om at standse tilbagegangen for naturen inden 2020. Forklaringen er blandt andet, at der ikke er penge i naturbeskyttelse. Landbrugsstøtten går til de forkerte formål: Landmænd bliver nemlig betalt for at ødelægge natur for at producere korn – selv på arealer, der ikke er egnet til korndyrkning! Til gengæld får landbruget ingen penge for at passe på deres naturarealer. Det burde da være omvendt. De regler skriger til himlem, og skal naturligvis ændres ad politisk vej, så det kan betale sig for landbruget at passe på naturen.

Bioenergiplanen viser, at landbrugets top slet ikke har forstået, hvordan erhvervet kan være medspiller i kampen for at løse biodiversitetskrisen.

Planen er intet mindre end katastrofal for Danmarks natur.

Norges genistreg i Cancun

Nordmændene løber lige nu med overskrifterne ved klimatopmødet i Cancun i Mexico. Med deres forslag om at bruge store ressourcer på at stoppe fældningen af verden tropiske regnskove har vore nordiske naboer grebet til en af de mest oplagte og lavthængende frugter i kampen mod global opvarmning.

Ved at stoppe fældningen af de tropiske skove vil man med ét hug løse 20 % af problemet med udledning af drivhusgasser. Det er bare med at komme i gang. Og Norge er i gang.

Det kan virke paradoksalt, at Norge går forrest, for landet er storproducent af olie og har tjent styrtende med penge på at sælge det fossile brændstof, der har ført til den aktuelle klimakrise. Nogen har derfor kaldt Norge dobbeltmoralsk. Men den slags domme er tilbageskuende og destruktive.

Nu gælder det om at være fremadskuende og konstruktiv.

Frøet til Norges udspil blev faktisk lagt under de ellers så nedslående klimaforhandlinger i København sidste år, hvor bevaring og etablering af skov også kom højt op på dagsordenen. Norges udspil i Cancun er befriende og rigtigt. Og hvis det bliver suppleret med globale aftaler om at genrejse nogle af de skove, som er forsvundet, vil man i løbet af en kort årrække ad den vej kunne løse 30-40% af klimaproblemet. Det er der virkelig perspektiver i. Også Danmark bør yde sit lille bidrag ved at støtte regnskovsbevaring og rejse mere skov Danmark. Danmark bør i det mindste forsøge at nå regeringens nationale mål om en takt på omkring 4000 ha ny skov om året (og energipil er ikke skov!).

COP16 i Cancun giver håb for klimaet, verdens skove og deres natur.

Cirkus randzoner runder 20 år

Store dele af dansk landbrug er desværre slet ikke er oppe på beatet, når det gælder erhvervets fremtidige samspil med naturen, landskabet og det omgivende samfund. Frem for det indædte forsvar for at dyrke enhver kvadratmeter intensivt, bør landbruget begynde at lytte og gøre naturbeskyttelse til et forretningsområde.

Det igangværende cirkus med at udlægge randzoner omkring søer og vandløb har faktisk stået på nu over 20 år! Forslagene til udlægning af randzoner (se høring om lov om randzoner) er desværre fortsat meget firkantede og problematiske. Og landbrugserhvervet kæmper igen voldsomt imod (se bl.a. randzoner uden effekt).

Nogle steder er det godt for naturen at tage lavbundsområder ud af drift. Andre steder giver det begrænsede gevinster for naturen. For at sikre en rig natur så jeg langt hellere, at der på et godt, fagligt grundlag blev indført naturzoner, hvor landmanden fik penge for at drive arealerne som natur uden eller kun med begrænsede indskrænkninger i harmoniarealet. Dét ville være godt for såvel naturen som erhvervet.

Indsatsen skal naturligvis finansieres ved omlægning af den milliardstøtte, vi alle sammen betaler til landbruget via skatten. De penge skal bruges målrettet på natur og landskab.

Landbruget tryner Ellemann – igen

Miljøminister Karen Ellemann synes, at vi skal overholde lovene og følge EU’s direktiver. Det synes landbrugets politikere ikke. Derfor tager de nu for 117. gang føregreb på ministeren. Landbruget vil nemlig ikke følge miljøreglerne i husdyrloven, selv om der er masse af penge i landbrugsstøtten til at kompensere de landbrug, der måtte bliver ramt (læs:  Landbrugspolitikere vil bremse husdyrloven).

Og lur mig, om det ikke endnu en gang vil lykkes politikerne på Christiansborg at tryne Ellemann og sno sig uden om loven.

Miljøministeren står uendelig svagt, fordi hun er ny på posten og ikke har en samlet plan for Danmarks natur. Hendes indsats for naturen og miljøet bliver af den grund til spredt fægtning, hvor hun taber til landbruget – hver gang.

Erhvervsmastodonten Landbrug & Fødevarer kører sammen med en klike af traditionelt tænkende landbrugspolitikere på Christiansborg et åbenlyst stormløb mod den nye og usikre miljøminister.

Det er et yderst betænkeligt angreb mod landets natur- og miljølovgivning.

Høegh vil bruge landbrugsstøtten på naturen

En ny meningsundersøgelse viser, at 53 %af danskerne vil af med landbrugsstøtten, mens kun 21 % vil beholde den. 26 % har ikke taget stilling. Se mere her.

Fødevareminister Henrik Høegh synes dog ikke, at vi skal afskaffe støtten, men udtaler, at den bør lægges om, så den i højere grad kommer borgerne til gavn – f.eks.  til naturpleje, klima og miljø. Det med naturbeskyttelse er jeg meget enig med ham i, fordi det koster landbruget en masse penge at udlægge og pleje natur og landskaber til gavn for os alle. Det skal vi naturligvis betale for som borgere, så dér har landbrugsstøtte en berettigelse. Overholdelse af miljøregler efter de internationale direktiver må landbruget derimod selv må betale for – på linje med al anden industri.

Nu mangler vi bare, at Landbrug & Fødevarer vågner op og begynder at interessere sig for, hvad der rører sig ude i samfundet.

Julehilsen fra Dansk Natur

Dansk Natur ønsker alle Glædelig Jul og Godt Nytår. (Foto: Michael Stoltze).

Kære læsere, abonnenter og engagerede meddebattører på bloggen Dansk Natur!

Vinteren er over os med sne og frost. Men i morgen er der besked derude fra, at det lysner dag for dag. Dansk Natur går på juleferie nu, men vender sammen med det tiltagende lys stærkt tilbage fra og med 4. januar 2011 med nyheder, kommentarer og debatoplæg om naturen og miljøet i Danmark.

Husk, at det et jer, der som læsere og kommentatorer er med til at give bloggen indhold og slagkraft. Siden vi gik i luften den 28. april 2010, har bloggen haft 17.803 unikke besøgende, og I har skrevet tilsammen 148 kommentarer. Det er virkelig flot! Og indsatsen nytter. Bloggen har været med til at bane vejen for et stort antal debatmøder og indslag om natur og miljø i både lokale og landsdækkende medier.

Så – 1000 tak for jeres gode indsats i 2010! Jeg glæder mig allerede til lige så meget gang i den i 2011.

Hermed ønskes I alle en rigtig Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Bedste hilsener,

Michael Stoltze

Redaktør af Dansk Natur

Dansk Natur ønsker alle Glædelig Jul og Godt Nytår. (Foto: Michael Stoltze).

Naturen og økonomien skal genoprettes i 2011

Rimtåge og minus 14 grader ved vintersolhverv den 21. december 2010 ved Dalmose på Sydsjælland. Nu går det mod lysere tider. I 2011 er der valg i Danmark. Valget bliver afgørende for, om det også begynder at gå mod lysere tider for Danmarks natur. (Foto: Michael Stoltze).

Kære læsere og meddebattører.

Først og fremmest: Rigtig godt nytår!

Senest til november skal der være valg i Danmark. Valget kommer til at handle om økonomi. Og det er der god grund til, for Danmark har ikke ordentlig styr på økonomien. Det skal vi have – ganske som i en privat husholdning.

Det økonomiske tema, som blev slået klart an med Lars Løkke Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts duel 2. januar, har fået mange til et dømme natur- og miljøpolitik ude af fokus ved det kommende valg.

Det er en risiko. Men naturen bør og kan blive en vindersag i spillet om at sikre Danmarks velfærd. Det kræver, at vi tænker os godt om og gør grøn og bæredygtig udvikling til en integreret del af den økonomiske redningsplan for Danmark. Anders Fogh Rasmussen var på vej i den retning, da han kort før sit exit i dansk politik slog tonen an til en “grøn revolution”. En vej, som hans arvtager dog hidtil har forsømt at følge.

Nu skal vi vælge vejen. Efter valget kan og bør regeringen – uanset farve – vælge en vision for Danmark, hvor beskyttelse og udvikling af natur og landskab bliver et mere interessant forretningsområde for erhvervslivet.

Vi skal sikre en sund balance mellem benyttelse og beskyttelse af vores land. Det land, vi videregiver til vore børn og børnebørn, skal være mindst lige så rigt og varieret som det land, vi overtog fra vore forældre. Vi er blevet gode til at producere og forbruge. Vi har fået en høj velfærd, og vi er heldigvis blevet bedre til at passe på miljøet. Men naturens mangfoldighed er fortsat på retur. Der er ingen national plan for Danmarks natur og landskab, og vi investerer alt for lidt i naturbeskyttelse. De nye nationalparker, der bør fremstå som Danmarks ypperste natur, er underfinansierede. Og danske landmænd får gennemgående ingen penge for at passe på naturen, men masser af penge for at opdyrke arealer, der slet ikke er egnede til dyrkning. Det er synd og skam, og det bidrager til en grim udvikling i Danmark.

Det kan vi ikke være bekendt. Beskyttelse af natur- og landskabsværdier koster penge. Men det er en god og nødvendig investering i Danmarks fremtid. Beskyttelse og udvikling af natur- og landskabsværdier er nemlig mere end nogensinde i vores hænder.

Det er vores ansvar at handle nu. Udviklingen styres af penge og visioner. Visionær politik bør integrere beskyttelse og genopretning af Danmarks natur med genopretning af Danmarks økonomi.

Naturen og økonomien skal genoprettes i 2011.

Det er vores valg!

Miljøet vinder – naturen taber

Kampen mod udledning af sprøjtegift og andre skadelige stoffer er let at forstå og let at sætte tal på. Men kampen for naturens rigdomme er svær at forstå og svær at sætte tal på. Derfor vinder miljøet, mens naturen taber. Sommerfuglene er f.eks. i voldsom tilbagegang. Perlemorrandøjen (billedet) er én af de arter, der for nylig er uddød i Danmark uden, at det har givet anledning til overskrifter. (Foto: Michael Stoltze).

Det har længe været god latin at sige, at miljøpolitik og naturpolitik er to sider af samme sag.

Det passer bare ikke!

Naturpolitik handler om at sikre den enestående variation og rigdom, som naturen har frembragt siden The Big Bang.

Miljøpolitik handler om at sikre, at vi ikke udleder stoffer, der skader vores sundhed og den natur, vi prøver at passe på.

Naturpolitikken er derfor nytteløs uden miljøpolitikken som følgesvend.

Til gengæld behøver miljøpolitikken ikke naturpolitikken som følgesvend. Vi kan sagtens sikre et rent miljø samtidig med, at vi udnytter kloden så intensivt og effektivt, at naturens variation og rigdomme forsvinder.

Vi har ikke et naturministerium og en naturminister. Vi har et miljøministerium og en miljøminister, som har naturbeskyttelse som en bibeskæftigelse.  Det er en væsentlig årsag til, naturpolitikken er svag, uambitiøs og ueffektiv, mens miljøpolitikken er stærk, ambitiøs og effektiv. Det betyder, at miljøet vinder, mens naturen taber.

Hvis jeg skulle bestemme, fik vi oprettet et natur- og miljøministerium med en natur- og miljøminister. Det ville udsende de rigtige signaler og styrke kampen for at bevare naturens rigdomme.

Forening blæser til kamp mod miljø- og naturgenopretning

Landbrugets nye protestforening med det misvisende navn Bæredygtigt Landbrug, ser miljøreguleringen af landbruget som roden til alt ondt. De anklager nu reglerne for at være årsag til landbrugets enorme gæld på 350 mia. kroner.

Under overskriften “Jeg var her, da landbruget kollapsede“ kører protestforeningen for øjeblikket en massiv kampagne i medierne for at råbe politikerene op. Bæredygtigt Landbrug vil have lov til at producere frit. De vil bekæmpe miljø- og naturgenopretning med næb og klør. Og initiativet bakkes op af formanden for mastodontorganisationen Fødevarer og Landbrug. Det kan man læse i dette presseklip fra Landbrugsavisen.

Man må sandelig sige, at protestforeningen taler rent ud af posen!  Det er på sin vis befriende. Uanset, at jeg er rygende uening i foreningens vision (den er helt ude i hampen!), ser jeg deres kamp som udtryk for en ægte desparation.

Nu ser jeg frem til modreaktioner og en skarp og konstruktiv offentlig debat om, hvor vi vil hen med landbruget og det danske landskab.

Landbrugets situation og enorme gæld vedkommer os alle. Regningen ender nemlig i sidste ende på skatteydernes bord, hvis det ender med, at masser af landbrug går konkurs.

PS (tilføjet 7. januar 2011):

Bæredygtig Landbrug har 7. januar 2011 en helsides annonce i Berlingske Tidende på side 3 (så kan det ikke placeres mere synligt!) med følgende budskab (citat):

“Kære danskere og politikere på Christiansborg

Farvel du danske muld
Vi kommer til at savne dig

I Danmark har vi dyrket landbrug i årtusinder. Og med stor succes: Vi har skaffet mad på bordet, vi har skabt arbejdspladser og store eksportindtægter til Danmark. Men nu er det slut!

Indførslen af stadig flere regler, afgifter og begrænsninger, betyder at danske landmænd ikke længere kan konkurrere med naboerne i Sverige, Polen, Tyskland, England og Holland.

Tuen, der vælter læsset, er indførelsen af nye lovindgreb, kaldet “Grøn Vækst”, som vil lægge et areal på to en halv gange Bornholm øde og lægge kraftige begrænsninger på resten af landbrugslandet Danmark.

Konsekvensen er til at tage og føle på: Vi landmænd står på mål for ca. 180.000 arbejdspladser og skylder kreditorerne 350 milliarder kroner. Konkurserne er begyndt. Afviklingen af verdens mest miljørigtige landbrug er startet.

Statsministeren vil øge væksten og skabe arbejdspladser.
Det vil vi gerne hjælpe Statsministeren med.

- Vi er klar til dialog, mens vi stadig kan!”

 

Dansk natur lige nu: Isskruninger

Isskruning ved Glænø 5-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Efter den kolde december er der en del is i de indre danske farvande.

Når vinden sætter de tunge ismasser i drift, støder flagerne mod kysterne, hvor de brækker i stykker og tårner sig op i mange meter høje isskruninger. Når isskosserne ligger sådan hulter til bulter, trænger det kortbølgede lys gennem isen, så alle hulheder lyser op i forskellige nuancer af blåt.

Det kan se vældig flot ud. Gå selv ud og se!

Billedene her er fra sydkysten af Glænø ved Skælskør.

Isskruninger ved Glænø 10-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Isskruninger ved Glænø 10-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Isskruninger ved Glænø 10-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Isskruninger ved Glænø 10-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Isskruninger ved Glænø 10-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Isskruninger ved Glænø 10-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Isskruninger ved Glænø 10-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Isskruninger ved Glænø 10-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Isskruninger ved Glænø 10-1-2011. (Foto: Michael Stoltze).

Milliarder på landbrugets tag-selv-bord

Nu skal vi til det igen:  EU skal se på sin største enkelte budgetpost, landbrugsstøtten, der sluger næsten 40 % af EU’s samlede budget.

De overordnede rammer for EU’s forslag til reform af landbrugsstøtten 2014-2018 blev fremsat i november 2010, og landbruget er allerede i fuld gang med at lægge deres egne planer for, hvordan pengene skal bruges. Sidste gang endte de mange penge nemlig på landbrugets tag-selv-bord.  Og meget tyder på, at det vil ske igen!

Danske skatteydere betaler 8-9 milliarder kroner årligt til det danske landbrug. Hver eneste danske borger, fra spædbarn til olding, betaler hvert år over skatten således omkring 1.500 kr. i støtte til landbruget. En familie med to børn betaler ca. 6000 kr. i landbrugsstøtte. Hvad får vi ud af det? Er landbrugsstøtten sund for samfundet?

Det satte EU’s medlemslande sig sidste gang sammen for at vurdere i 2008 ved det såkaldte sundhedstjek. Den 20. november 2008 faldt “lægernes” dom, der kort kan sammenfattes: “Landbrugsstøtten er usund, men vi laver ikke noget videre om de næste fem år.”

Den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og grønne organisationer i Danmark havde knyttet grønne forhåbninger til sundhedstjekket, der skulle have frigjort nogle af de mange milliarder til bl.a. naturbeskyttelse. Men efter sundhedstjekket var patienten lige så syg som før. Nu i 2011 er landbrugsstøtten derfor stadig lige protektionistisk og skadelig for natur og miljø.

Hvorfor? Landbruget siger officielt, at det gerne vil være fri for at være ”på støtten”. EU har centralt meldt ud, at landbrugsstøtten skal nedtrappes og/eller lægges om fra erhvervsstøtte til investeringer i projekter, der gavner almenvellet og udviklingen i landdistrikterne – f.eks. naturbeskyttelse. Således sagde EU’s tidligere landbrugskommissær, danske Mariann Fischer Boel, i efteråret 2007: ”Jeg er overbevist om, at landbrugspolitikken vil ændre sig mere, og ser man på støtten, så går den kun en vej. Der bliver i fremtiden mindre egentlig landbrugsstøtte og i stedet flere penge til landdistriktsudvikling og til særlige formål. Eksempelvis miljø.”

(Jeg er i tvivl om, hvad hun mener med “miljø” – det bør betyde “natur og landskab”, for miljøregulering (forureningsbekæmpelse), er for alle andre erhver end landbruget noget, erhvervene selv betaler for, for at leve op til internationale miljøkrav. Sådan bør det også være for landbruget fremover).

Resultatet af sundhedstjekket i 2008 burde på denne baggrund være en slem skuffelse for regeringen, landbruget og ikke mindst de grønne organisationer og miljøeksperter, der længe havde fremhævet landbrugsstøttens skadelige indflydelse på miljøet og naturen.

Resultatet af sundhedstjekket i 2008 var nemlig:

1. At den obligatoriske stigning i landdistriktsmidlerne fra at udgøre 10 % af landbrugsstøtten (5 % + 100 % national medfinansiering) frem til om med år 2013 år kommer til at stige med 62,5 % (= 5 % ekstra af den samlede landbrugsstøtte + 25 % national medfinansiering) mod de 160 % (= 8 % ekstra af den samlede landbrugsstøtte + 100 % national medfinansiering), som regeringen havde lagt op til.

2. At muligheden for frivillig hjemtagning af ekstra midler blev reduceret fra før 20 % til nu kun 10 % af landbrugsstøtten.

Konklusion: Det maksimale beløb, som regeringen ad denne vej efter EU’s regler kan skaffe til “Grøn vækst” mm. svarede før sundhedstjekket til 30 % af den samlede landbrugsstøtte. Efter sundhedstjekket er det faldet til 26,25 %.

Dertil kommer, at Dansk Landbrug efter sudhedstjekket promte meldte ud, at regeringen ikke skulle bryde sig om at hjemtage de ekstra 10 % af landbrugsstøtten til andre formål. Et råd, som regeringen vanen tro valgte at følge blindt!

Resultatet af sundhedstjekket i 2008 strittede i en helt forkert retning og kan kun forklares som en følge af en stærk, europæisk landbrugslobby. Og den danske reaktion på resultatet kan kun forklares med en stærk, dansk landbrugslobby, der sammen med regeringen spillede et dobbeltspil overfor den danske offentlighed. Landbruget ville alligevel gerne have borgernes mange dejlige skattekoner for sig selv. Og det skete så med den danske regerings billigelse.

Alt i alt blev det pauvre resultat af sundhedstjekket ringere muligheder for ommøblering af landbrugsstøtten på trods af en gradvis stigning på 62,5 % i landdistriktsmidlerne, så beløbet i 2013 kommer op på omkring én milliard. kr. årligt. Disse midler skal gå til alt mellem himmel og jord, bl.a. støtte til økologisk jordbrug. Men hvorfor skal landbrugserhvervet overhovedet have betaling for at tage miljøhensyn? Det er der ikke andre erhverv, der får. Økologisk landbrug skal fremmes gennem miljølovgivning, der gør det fordelagtigt at drive økologisk jordbrug. Vel ikke gennem støtte? Støtte er usund og gammeldags planøkonomi.

Derimod er der god ræson i at betale for natur. Udtagning af områder til vild natur koster naturligvis penge. Og på grund af jordpriserne og den almene ret til at udnytte ubeskyttet landbrugsjord til intensivt landbrug, koster det penge at udtage og drive jord med ekstensiv, naturvenlig græsning eller høslæt, hvor man ikke må gøde, sprøjte eller dræne arealerne. En sådan drift er desuden nødvendig for at opretholde hovedparten af Danmarks heder, enge, overdrev og lignende åbne landskaber, der er opstået i mødet mellem mennesket og den vilde natur. Det koster også penge.

Indretningen af landbrugsstøtten og det økonomiske resultat af sundhedstjekket i 2008 er uigennemskuelig matematik for de fleste. Alligevel undrer det mig, at ingen politikere eller f.eks. Danmarks Naturfredningsforening så kritisk på sundhedstjekket, især da den daværende fødevareminister, Eva Kjer Hansen, udlagde resultatet i jubeloptimistiske meldinger om, at der nu var masser af penge til regeringens store projekt “Grøn vækst”.

For vel var der ej. Danmark kunne ikke leve op til EU’s direktiver om naturbeskyttelse samt de nationale mål om dels at standse tilbagegangen i den biologiske mangfoldigheden senest i 2010 og dels fordoble skovarealet i løbet af perioden 1989-2089. Midlerne fra sundhedstjekket forslog overhovedet ikke.

Derfor måtte regeringen i 2010 udsætte sine mål og sænke ambitionerne.

Naturindsatsen alene vil de næste mange årtier formentlig kræve investeringer på omkring tre milliarder kr. årligt. Og da den enlige milliard fra sundhedstjekket skal gå at et hav af andre ting, er der slet ikke penge nok fra den kasse.

Nu er processen så i gang igen: Landbrugsstøtten er til debat. Fra og med 2014 skal støtten lægges om. Trods krise har regeringen dækket op til landbruget med over 8 milliarder af skatteydernes penge. På tag-selv-bordet ligger over 500.000 kr. pr. fuldtidslandmand!

Landbruget er i fuld gang med at forberede sig til ædegildet. Sidste gang snorksov den danske befolkning, politikerne og de grønne organisationer, så landbruget kom af sted med at tage alle pengene uden betingelser.

Det må ikke ske igen. Landbruget rolle i Danmark skal debatteres og afklares. Det er vigtigt for Danmarks økonomi og fremtid.

Traktordemo i Bramming skaber debat

Protestforeningen Bæredygtigt Landbrug har fået nok af regler, afgifter og politiske indgreb overfor landbruget. Med helsides annoncer og demonstrationer prøver de at få sat fokus på landbrugets vilkår i Danmark.

Trods ydest vanskelige forhold og en gæld på hele 350 milliarder kr. (dansk landbrug er verdens mest forgældede), er landbruget og dets rolle i samfundet nemlig slet ikke på den politiske dagsorden. Det kan simpelthen ikke være rigtigt!

Derfor er det godt, at Bæredygting Landbrug nu går på barrikaderne! Endelig er der nogen, der forstår at kommunikere klart. Det er nødvendigt.

I går, lørdag den 15. januar, blev statsminister Lars Løkke Rasmussen mødt af vrede landmænd på traktorer. De protesterede over de 10-meter bræmmer, de ifølge projekt “Grøn Vækst” nu skal udlægge langs alle vandløb.

Det er en yderst interessant debat og kamp om anvendelsen den danske jord, der hermed bliver blæst i gang. Jeg håber, det kan blive begyndelsen på at få landbruget og dets rolle i samfundet skubbet lige så højt op på den politiske dagsorden, som det bør være. Det handler om Danmarks økonomi og fremtid.

Landbruget er ingen bagatel. Det et vedrører os alle.

Landbrugets gak-gak regler

Omkring 80 af de kun 117 millioner kr., der var afsat til landbrugets direkte naturpleje i “Grøn vækst”, bliver nu sendt tilbage til EU. Det kan man læse i denne artikel i Altinget.

Landmændene gider simpelthen ikke bruge pengene. Reglerne for betalingen for naturplejen er nemlig fuldstændig håbløse og kortsigtede.

Skylden kan kun placeres et sted: Hos Fødevareministeriet, der har forsømt at lave gode og enkle regler for landbruget som naturforvaltere.

I stedet har de produceret tonsvis at gak-gak regler, der skader både landbruget, naturen og de danske skatteydere. Gak-gak reglerne gavner kun landbrugets og fødevareministeriets bureaukrater og konsulenter, der på den måde fodrer sig selv med skatteydernes midler. Det er faktisk tyveri ved højlys dag.

Jeg er forarget!

Landbruget bliver tema i valgkampen

Landbrugets fremtid og rolle i samfundet skal på den politiske dagsorden. Landbruget skal gå nye veje. (Foto: Michael Stoltze).

Landbrugets protestforening, Bæredygtigt Landbrug, får nu massiv opbakning fra Liberal Alliance. LA vil mange af de samme ting som BL.  Det fremgår af denne artikel i Landbrugsavisen,  hvor Anders Samuelsen udtaler sig.

LA’s  udspil vil sikkert som amen i kirken udløse et ramaskrig blandt miljø- og naturforkæmpere og landbrugets traditionelle kritikere. Men det kommer der bare ikke andet end bøvl og ballade ud af.

Vi har – død og pine! – brug for, at landbruget går nye veje og at landbrugets fremtid og rolle i samfundet for alvor kommer på den politiske dagsorden. Landbruget selv formår det ikke. Landbrugets revsere formår det ikke. Landbrug & Fødevarer formår det ikke…

Men Liberal Alliance og Bæredygtigt Landbrug har gang i noget, der kommer ud over rampen.

Tak for det!

Gå – eller bliv fed og syg

Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den.

Sådan skrev Søren Kierkegaard i 1847 i et brev til sin svagelige svigerinde, Henriette Kierkegaard.

Og mon ikke ordene har aktualitet i dag!  En ny undersøgelse viser nemlig, at vi er ramt af en nærmest eksplosiv fedmeepidemi: På bare fire år er andelen af moderat eller svært overvægtige danskere steget fra 49 til 58 %.

Stigningen er helt vild! Den skyldes ikke bare, at vi guffer for meget i os, men også, at vi rører os alt, alt for lidt. Mens vi sidder i bilen eller foran fjensynet og computeren, svulmer vi op og bliver fede, grimme og syge. Så syge, at vi dør for tidligt. Eksperterne forudser, at fedmeepidemien snart vil få den gennemsnitlige levealder til at falde igen.

Fedmeepidemien er mærkelig nok direkte proportional med antallet af enorme fitnesscentre, der ligger som fabrikslignende kasser ved snart sagt enhver indfaldsvej til større byer i Danmark.

Det er jo absurd! Alle undersøgelser viser, at vi skal røre os mere, og at det bedste, man kan gøre, er at gå ture. Helst hver dag. Det er gratis, og så er vores yndige land og natur fuld af muligheder.

Så:  Sluk for computeren og gå i stedet ud i naturen!  Så bliver du klogere, slankere, smukkere og sundere.

Du kan læse mere om at gå her: At gå en tur er lyst til livet

Du kan også deltage i denne debat på NetDoktor om overvægt Gå, hvis du er klog

Liberal Alliance og landbruget

Han ser intenst og bedende på os med venlige øjne, der er lige så lyseblå som overskriften på dagens helsides annonce fra Liberal Alliance i Berlingske Tidende. Overskriften er:

“Dansk landbrug er i dyb krise. Vi kan miste 250.000 arbejdspladser.”

Liberal Alliance har med Anders Samuelsen i front sandelig styr på kommunikationen! Og nu vil de altså have landbruget på den politiske dagsorden.

Tak! Det er der virkelig brug for. Selv om Danmark er et landbrugsland, er der ikke andre partier, der tager landbrug og landbrugspolitik alvorligt. Ikke engang Venstre, som ellers traditionelt var landbrugets parti.

I annoncen deler Liberal Alliance næsten ordret sine bekymringer for erhvervet med landbrugets protestbevægelse Bæredygtigt Landbrug, som partiet har et tæt samarbejde med.

Modsat Bæredygtigt Landbrug har Liberal Alliance dog ingen forslag til løsninger på krisen. Anders Samuelsen skriver til sidst i annoncen:

“Jeg vil derfor gerne opfordre hele Folketinget til at sætte diskussionen om landbrugets fremtid på agendaen. Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Men jeg ved, vi skylder hinanden at tage situationen alvorligt og påbegynde en konstruktiv dialog om, hvordan vi undgår en nedsmeltning og en byge af konkurser, der gør den nuværende krise både dybere og længere!”

Gid der kommer gang i debatten! Landbruget har virkelig brug for at gå nye veje, som må beredes ved politiske initiativer og ændrede rammevilkår.

Men der er én spiller, som de politiske partier bliver nødt til at se meget kritisk på: Det er mastodontorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F). De er ikke til konstruktiv dialog. De er slet ikke til dialog. L&F benægter eksistensen af landbrugets krise. L&F har lige bevilget 60 millioner kr. til at at iscenesætte sin egen lyserøde imagekampagne, og L&F nægter i det hele taget at forholde sig til kritik og løsningsvisioner fra det omgivende samfund. L&F er blevet så stor og selvfed, at organisationen skader erhvervet og skaber internt splid.

Imens håber jeg, at Folketinget vågner op og opdager, at landbruget, der sidder på 3/4 af Danmarks areal, faktisk er vigtigt for økonomi, beskæftigelse, velfærd, miljø, natur og landskab.

Landbruget vedkommer os alle, og det bør blive et centralt tema i valgkampen.

Dansk natur lige nu: Silkeballoner i kælderen

Grotteedderkoppens ægspind i kælderen på Nordbornholm. (Foto: Michael Stoltze).

På trods af frost og sne er der liv i mine forældres kælder på Nordbornholm. For tiden kan man se disse to-tre centimeter store, smukke silkeballonder hænge i loftet. Det er ægspind af grotteedderkopper. De findes mest på Bornholm, hvor de lever i klippehuler (f.eks. i den underjordiske gang  Sorte Gryde ved Helligdomsklipperne, men også i f.eks. fangekælderen på Hammershus). I resten af Danmark er de vist nok sjældne. Men de lever f.eks. i gangene på Stevnsfortet, der er åbnet for publikum som Koldkrigsmuseum.

Den voksne grotteedderkop ligner en stor og langbenet korsedderkop. Læs mere om den på Fugle og Natur her.

Det politiske kompas og naturen

Vi ynder at tale om opgøret mellem rød og blå blok i dansk politik. Men det er en grov forenkling.

Min bror, Martin Stoltze, der bor i Skåne og ser dansk politik med friske og skarpe øjne fra sidelinjen, har udtænkt dette politiske kompas med fire farver, rød-blå & sort-grøn:

Martins politiske kompas. (© Martin Stoltze).

Det synes jeg er mega-interessant!

Prøv at placere de forskellige partier. Prøv at placere dig selv. Prøv at placere de forskellige ideologier. Prøv at placere forskellige politikområder. Prøv at placere naturpolitik! Spændende ikke?

Tak, Martin!

Red Allindelille Fredskov!

Allindelille Fredskov på Midtsjælland er bl.a. berømt for sine sjældne orkideer og et et overdådigt flor af blå anemoner. (Foto: Michael Stoltze).

Siden 1561 har Københavns Universitet ejet den ca. 60 hektar store Allindelille Fredskov på Midtsjælland. Skoven vokser på en kalkflage og har en ganske særlig jordbund med et meget rigt plante- og dyreliv.

Her har den berømte flueblomst sit eneste danske voksested, og den mærkelige, blege og glasagtige orkidé,  knælæbe (som kun blomstrer med mange års mellemrum og ellers vokser underjordisk) er sidst set i Danmark her. Dertil kommer masser af andre sjældne arter og et overdådigt blomsterflor af bl.a. blå anemoner, der stortrives i kalken.

Men universitetet skal spare, og har ikke råd til at drive skoven. Så nu er den sat til salg!

På et netop afholdt og meget velbesøgt biodiversitetssymposium i Århus sagde miljøminister Karen Ellemann, at bevaring af biodiversitet er den vigtigte opgave på hendes bord – overhovedet!

Staten har via Miljøministeriets Skov- og Naturstyrelse (fra 2011: Naturstyrelse) de sidste 20-30 år udviklet sig til at blive landets største og vigtigste naturforvalter. Modsat private skove, er næsten alle statens naturarealer åbne for hele den danske befolkning døgnet rundt og året rundt. Også uden for de trådte stier. Og man må samle bær og svampe og plukke blomster, som man lyster (bortset fra dem, der er fredet (f.eks. orkideerne) naturligvis).

Ifølge en fredningskendelse fra 1953, må man dog ikke plukke eller opgrave planter og ikke færdes uden for stierne i Allindelille Fredskov. Pga. de mange sjældne plantearter er der ræson i forbudet mod plukning og opgravning af planter. Ellers bør den gammeldags fredning revideres med nye regler om adgang og ordentlige bestemmelser om naturpleje. For skoven var en åben kulturskov, og den har mistet mange af sine værdier på grund af manglende pleje (drift).

Men hvorfor overlade det offentligt ejede naturklenodie Allindelille Fredskov til en uvis fremtid i private hænder? Det spørger alle om!

Derfor har Danmarks Naturfredningsforening i et brev til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og miljøminister Karen Ellemann anmodet om, at salget trækkes tilbage og at skoven overlades til miljøministeriet.

Jeg håber virkelig, de to ministre indser fejltagelsen. Hvis ikke, vil jeg opfordre politikere, andre interesseorganisationer og interesserede borgere til at gøre, hvad der står i deres magt for at redde Allindelille Fredskov.

En privat fond med naturbeskyttelse som formål kunne også slå til; men det vil være en nødløsning at bruge de relativt sparsomme fondsmidler på den slags.

Staten skal selvfølgelig ikke sælge ud af sin (læs: den danske befolknings) mest værdifulde natur!

Dansk natur lige nu: Spæde forårstegn

Den er godt nok lille - men den er der! Havens første vintergæk. (Foto: Michael Stoltze).

Selv om to af de tre vintermåneder er gået, er vi egentlig kun halvvejs gennem vinteren rent meteorologisk, altså, når vi når februar. Måneden er nemlig statistisk lige så kold som januar.

Men Solen står højere på himlen og luner sydvendte skråninger, sten, stammer eller mørkt bindingsværk så kraftigt op, at overfladetemperaturen let når 10-20 grader eller mere.

De betyder, og at der kan komme vækst i planter og spirer på milde og solrige dage. Vi får de første spæde forårstegn. I dag var den her så: Den første vintergæk i haven! Den er godt nok lille – men den er der.

Og den driver gæk!  For den er jo ikke et rigtigt forårstegn. Vinteren kan når som vende tilbage de næste par  måneder.

Landmændene er vrede med god grund

Der er ballade i landbruget!

Gælden er enorm, landmændene føler sig tynget af regler, udskældt af borgerne og overset af politikerne. Samtidig er der intern splittelse og oprør i mastodontorganisationen Landbrug og Fødevarer.

Landmændene er vrede og går nu på gaden med og uden traktorer. I dag går det løs med traktordemonstration og et stort protestmøde på Bygholm Landbrugsskole.

Landmændene er især sure på regeringens projekt “Grøn Vækst” og på Landbrug og Fødevarer, som de mener har været med til at få “Grøn Vækst” igennem. De mener, at projektet ikke er ordentligt finansieret, og at det vil ødelægge store dele af dansk landbrug.  Og protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug kører en kampagne, hvor de kritiserer fagligheden bag “Grøn Vækst” voldsomt.

Man kan mene meget om balladen og synspunkterne.

Men én ting er sikkert: Landbruget er ramt af et uigennemskueligt og voldsomt regeltyranni, og politikerne har alt for længe været tordnende ligeglade med erhvervet.

Regeltyranniet og politikernes laden stå til overfor det vigtige landbrugserhverv, der ejer næsten 3/4 af vores land, er til enorm skade for Danmark. Politikernes svigt skader konkurrenceevnen, skatteyderne, miljøet, naturen og landskabet rigtig, rigtig meget.

Kun konsulenterne og embedsmændene i Fødevareministeriet bliver fede – på skatteydernes regning.

Derfor kan jeg godt forstå, at landmændene er vrede.

Landbrugets fremtid og rolle i samfundet skal højt op på den politiske dagsorden.

Det vedrører Danmarks økonomi, sammenhængskraft, miljø, natur og landskab.

Vandløbsbræmmer er en misforståelse

Der udspiller sig for tiden et drama om de såkaldte 10 meter vandløbsbræmmer, som er den “natur-gevinst”,  bl.a. Danmarks Naturfredningsforening holder stædigt fast i som en del af regeringens projekt “Grøn Vækst”.

Lige siden Lene Espersen med stort besvær og forsinkelse fødte “Grøn Vækst” i april  2009, har regeringen og ledelsen af Landbrug & Fødevarer bedyret, at de nye 10 meter bræmmer var mur- og nagelfaste. Men landmændene er rasende over bræmmerne, som de ikke mener er finansieret. Og nu har Danmarks Miljøundersøgerser (DMU) offentliggjort en faglig rapport om, at bræmmerne ikke løser en væsentlig del af den miljøopgave, de var tiltænkt.

Så nu bliver 10 meter bræmmerne taget op til revision. Det har affødt en skarp reaktion fra Danmarks Naturfredningsforening og endnu mere debat om landbrug, miljø og natur.

Men helt ærligt: Robotagtige udlægninger af 10 meter brede bræmmer er også en underlig firkantet idé, og jeg har aldrig brudt mig om, at Danmarks største og vigtigste grønne forening er gift med bræmmeplanen.

Bræmmerne er en misforståelse af rang! Vi har allerede ved lov 2 meter bræmmer omkring vandløb og søer, så disse rent fysisk ikke bliver ødelagt af nærgående plove.  Det er muligt, at 2 meter er for lidt. Men at udvide til 10 meter sådan generelt er da sindsygt!

Sagen er, at naturen i Danmark mangler plads – masser af plads! – til at udfolde sig smukt og mangfoldigt. Det viser alle undersøgelser, bl.a. en ny rapport fra DMU. Og den plads skal naturligvis findes på en begavet måde, så vi virkelig får god natur for pengene!

Naturens sjældenheder og truede underværker af arter skriger ikke på gyllebelastede bræmmer. Nej – de skriger på tørre, næringsfattige og blomsterrige bakker på højtliggende arealer, næringsfattige enge, der ikke modtager gyllevand fra markerne og urørte skove og moser. Dét mangler vi! Og så mangler vi for alt i verden en plan for Danmarks natur.

10 meter bræmmerne er ikke en plan for Danmarks natur. Det noget makværk.

Derfor har jeg det godt med, at bræmmene bliver tager op til debat. Vi skal ikke have robotagtige bræmmer. I stedet skal vi have en målrettet og finansieret naturplan, som beskytter og udlægger natur lige præsis dér, hvor vi får de største gevinster for biodiversitet og landskab.

Ud over vore politiske mål (som vi skal finde ud af, hvad er!) er det landskabet, der skal være retningsgivende for beskyttelse og udlægning af naturområder. Omkring nogle vandløb og søer bør der udlægges store engarealer på hundredvis af hektar og op til flere hundrede meters bredde. Andre steder er bræmmer på 2 meter nok.

Og aller vigtigst: Hvis vi vil bevare og genoprette naturen, skal vi væk fra den nuværende grumsede naturpolitik, som er et stedmoderligt appendix på mijøpolitikken.

Vi skal have en klar, national naturpolitik, der virkelig handler om natur og landskab.

Ellemann i frit fald

Efter først at have kæmpet bravt for at nå regeringens mål for reduktion af landbrugets forurening af naturen gav miljøminister Karen Ellemann sig sidste år overfor fødevareministerens og sine partifællers ønske om et lavere ambitionsniveau i “Grøn Vækst”.

Nu har hun gjort det igen. Denne gang vil hun udskyde regeringens miljømål for landbruget til år 2027.  Det er helt ufatteligt galt og uden tvivl i strid med EU’s miljøkrav, der gælder for alle lande. Hvis Danmark ikke makker ret, vil vi (som andre lande, der ikke overholder de internationale miljøstandarder) få en EU-sag på halsen.

Hvad pokket foregår der i ministerens hoved? Hendes seneste udmelding er den største af de mange kovendinger i hendes politiske liv og den hidtil dummeste udmelding, jeg har set.

Skyldes det, at hun vil please landbruget, som hun skal til ekstarordinært delegeretmøde med 2. marts sammen med erhvervets egen stærke minister, Henrik Høegh? Det ser sådan ud!

I så fald er det godt nok svagt!  Som miljøminister har Karen Ellemann pligt til at arbejde for et bæredygtigt landbrug, der tager medansvar overfor miljø og natur. Nu lægger hun sig fladt ned, fordi fødevareministeren er stærk og sidder solidt på en meget større del af statskassens pengetank.

Øv! Ellemann har sagt mange gode ting om natur, miljø og biodiversitet, og det er rigtig ærgerligt og synd, at disse gode ord ikke bliver til handling. Men hun er svag, så hendes flotte ord bliver ved ordene.

Efter dagens udmelding er Ellemann desværre i frit fald som miljøminister.

PS.: Naturbeskyttelse.dk har lagt den rapport, som ministeren bruger som argument for beslutningen, på hjemmesiden. Læs her og døm selv!

Tilmeld besked om nye blogs fra Dansk Natur via Twitter

Vor tids opdagelsesrejsende

Den danske psykolog Michael Fibiger har netop modtaget en fornem pris fra Linnean Society i London.

Han får den store hæder og udmærkelse for sit bidrag til videnskaben som amatør- sommerfuglespecialist.

Gennem hele sit liv har Michael Fibiger med stor lidenskab gravet sig ned i den europæiske verden af natsværmerguppen “ugler” (familien Noctuidae), som han er tæt på at afslutte et 12 bind stort værk om. Og så har han sammen med vennen Morten Top-Jensen for nylig skrevet den populære bog Danmarks Sommerfugle med beskrivelser og fotografier af ikke mindre end 1012 sommerfugelarter optaget i den danske natur. Bogen er en gave til enhver, der interesserer sig for den danske natur!

Michael Fibiger har opdaget og beskrevet et hav af nye arter. Han er (sammen med mange hundrede andre amatører, der lidenskabeligt er optaget af at udforske verden) én af vor tids opadagelsesrejsende.

Du kan høre mere om Michael Fibiger og om amatørenes betydning for videnskab og biodiversitet i dette indslag fra P1 morgen ca. 50:50 inde programmet.

Dansk natur lige nu: Blomsterknopper i silkepels

Gæslinger ved Stubberup 14. februar 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Trods iskold vind og vintervejr sker der lidt i de nøgne træer ude i landskabet.

Hos piletræerne svulmer blomsterknopperne op på milde dage i løbet af vinteren, og lige nu kaster selje-pilens silkeskinnende “gæslinger” de kastanjebrune knopskæl af sig.

“Gæslingerne” er rakler af pilens hanblomster. Under den sølvhvide silkepels sidder lige nu på hver “gæsling” et par hundrede små blomsterknopper, der venter på varmen og lyset i april. Så strækker de tynde støvtråde sig, så de gule støvknapper pludselig svæver let som flere hundrede små drabanter omkring “gæslingen”.

Når pilen blomstrer i april tiltrækker raklerne et hav af bier, sommerfugle og natsværmere.

DN har medvind på motorvejene

Danmarks Naturfredningsforening (DN) foreslår at placere store vindmøller langs motorveje, hvor ingen alligevel gider bo på grund af larmen, frem for i naturskønne omgivelser.

Forslaget er blevet sædeles godt modtaget af både regering, opposition og vindmølleindustri.

Motorvejene er i forvejen skraldespand for meget af det, der støjer eller som mange synes ødelægger landskaberne: Store højspændingsmaster, lagerbygninger, industriområder, motorbaner, skydebaner osv.  Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og give los for masser af vindmøller?

DN’s udsspil er imidlertid ikke helt uproblematisk. Vil vindmølleforkæmperen DN, som ellers længe har kæmpet mod motorveje og byspredning langs motorveje, nu kæmpe for flere motorveje med tilhørende vindmøller og industriområder? Hvad med den del af de eksisterende motorvejstrækninger, hvor smukke landskaber er af stor betydning for køreoplevelsen og -glæden? Er vind overhovedet en fornuftig vedvarende energikilde? Er det en fejl, at Danmark ignorerer solenergi, der stormer frem i udlandet som fremtidens energikilde?

Uanset hvad, er DN’s udspil dog et sundt bidrag til den store diskussion om Danmarks fremtid. Vi mangler en overordnet vision og en plan for Danmarks natur og landskab.

Hvordan synes du, Danmark skal se ud i fremtiden?

Udkantsdanmark rykker ind på Christiansborg

Landdistrikternes Fællesråd har taget initiativ til en offentlig debat om Danmarks landdistrikter. Debatten finder sted på den første Landdistrikternes Dag i Folketingets Fællessal på Christiansborg, tirsdag d. 1. marts 2011 – kl. 09:30 til 15:45

Program for dagen kan hentes og tilmelding til den spændende debat kan ske ved at klikke på Landdistrikternes dag på Landdistrikternes Fællesråds hjemmeside

Har du tid og lyst til at præge dabatten og måske påvirke udviklingen i Danmarks provinser, så tilmeld dig snarest. Sidste frist er 22. februar, men der er kun få pladser tilbage. Arrangementet er gratis! Dagen er et godt initiativ til en vigtig debat om fællesskab og hele Danmarks fremtid.

Dansk natur lige nu: Blankis, bobler og skidensne

Tør og iskold østenvind kombineret med let snefald har fået det åbne danske landskab til at skifte karakter.

Efter mildt vejr med afsmeltning, søle og masser af smeltevandssøer i landskabet er det hele tørret ud og stivnet i den kolde, tørre vind. Isen er tyk og blank med et mylder af maleriske bobler. Og snedriverne ligger som sært vredne skulpturer i grøfter, hegn og gærder.

Jorden er føget med, så det er skidensne, hvor formerne træder tydeligt frem. Og fygejorden i sneen suger de stadig mere magtfulde solstråler til sig og får driverne til at smelte på solsiden – trods frosten i luften.

Her er en lille billedkavalkade fra Sydsjælland.

Beskidt sne, Glænø, 21. februar 2011. (Foto: Michael Stoltze).

 

Sneen smelter på solsiden, Ørslev, 21. februar 2011. (Foto: Michael Stoltze).

 

Bobbel i is, Stubberup, 21. februar 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Bobler i is, Stubberup, 21. februar 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Blankis og vindmøller ved Ting Jellinge, 21. februar 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Dansk Natur’s blog runder 25.000

Kære læser og medblogger.

Dansk Natur’s blog har i dag netop rundet besøgende nummer 25.000 siden bloggen gik i luften den 28. april 2010.

Tak for din interesse og dit engagerede medspil. Det er yderst værdifuldt og med til at skærpe interessen for vores land og forbedre beskyttelsen og udviklingen af naturen og landskabet i Danmark.

Antallet af besøgende og abonnenter har været i konstant vækst siden starten, og bloggen giver i stigende grad anledning til medieindslag i radio og tv.

Det tog kun 10 måneder at nå de 25.000. Det har været rigtig sjovt og fornøjeligt. Tak fordi du har været med til at give projektet en så vellykket fødsel! Nu glæder jeg mig til opvæksten og det videre medspil fra jer alle sammen.

Husk, at du kan abonnere på bloggen, at du altid meget gerne må linke til den, hvor du kan, og at du er meget velkommen til at komme med ideer til emner og forbedringer af bloggen.  

De bedste hilsener,

Michael Stoltze

Blogredaktør

Regeringen har glemt Solen

Regeringen har i dag præsenteret en ambitiøs strategi for Danmarks overgang til et samfund, der er uafhængigt af fossile brændstoffer – Energistrategi 2050.

Oppositionen har som led i den fuldstændig forudsigelige fløjkrig mellem blå og rød blok, omgående rakket strategien ned for at være for uambitiøs. Den kritik er politik, når den er værst, og den kan ikke bruges til en dyt.

Derimod er der faglige og visionsmæssige problemer i strategien:  Vind og biomasse (herunder biogas) fylder næsten alt. Det er også en del af løsningen. Men hvor pokker er solenergien bevet af?

Solstrålerne er den primære vedvarende energikilde, vi har. Men denne energikilde udnytter vi næsten ikke i Danmark, hvor energipolitikken er voldsomt farvet af ensidige vindmølleforkæmpere fra venstrefløjen og Danmarks Naturfredningsforening samt (de seneste år) industrilandbruget, der har enorme forventninger til biomasse som et nyt forretningseventyr.

Vind og biomasse er naturligvis en del af løsningen. Men møllerne er nogle enorme, dyre, larmende og landskabsødelæggende klumpe-dumper. Og landbrugets vildt overdrevne forventninger til sig selv som biomasseleverandør og forsøg på biomasseoptimering i klimakampens hellige navn er ved at fortrænge værdifuld natur og skabe nye miljøproblemer.

Alene ved at udnytte eksisterende kunstige overflader kan udnyttelse af solenergi tilvejebringe en stor del af den vedvarende energi, Danmark har brug for i fremtiden. Det fremgår slet ikke et regeringens udspil.

Regeringen har glemt Solen. Derfor er udspillet en ommer!

Landbrug og natur til debat på Christiansborg 16. marts

Efter mange ord, opsigtsvækkende helsidesannoncer, møder og demonstrationer har protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug taget initiativ til et bredt, offentligt debatmøde om landbrugets fremtid og rolle i Danmark i forhold til naturen. Du kan se programmet og tilmelde dig nedenfor.

Debatten på Christiansborg er noget helt nyt og spændende. Jeg har efterlyst en sådan bred debat om landbrug og natur i over 10 år. Nu kommer den endelig – og oven i købet op til et vigtigt folketingsvalg!

Debatten finder sted:

Onsdag den 16. marts kl. 13.00-16.00 i Fællessalen på Christiansborg

Program:

Kl. 13.00: Indlæg ved:

• Karen Ellemann, Miljøminister, Venstre
• Michael Stoltze, Natur og Idé, forfatter
• Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti
• Mette Gjerskov, Socialdemokraterne
• Mette Bock, Liberal Alliance
• Tage Leegaard, Det Konservative Folkeparti
• Vagn Lundsteen, Bæredygtigt Landbrug

kl. 14.30    Kaffepause
kl. 15.00    Paneldiskussion m. spørgsmål fra salen
kl. 16.00    Afslutning

Mødeleder: Niels Krause-Kjær

Mødet sigter målrettet på at belyse og debattere landbrugets rolle som natur- og landskabsforvalter. Hvordan ser vi på landbruget? Hvilken vej skal landbruget gå? Hvor hårdt skal Danmark udnyttes? Hvordan ønsker vi egentlig, at Danmark skal se ud i fremtiden?

Fronterne er trukket hårdt op, men alle involverede parter opfordres forud for debatten til at viske tavlen ren til en fordomsfri debat med fokus på løsninger til gavn for landbruget, naturen og Danmark.

Der er med andre ord lagt op til at en uhyre spændende og væsentlig debat om Danmarks  fremtid.

Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her.

Dansk natur lige nu: Sultne svaner på rapsmarkerne

Svaner i begyndelsen af februar, da der stadig var en del at æde på rapsmarkerne ved Holsteinborg. (Foto: Michael Stoltze).

Det er ikke sjovt at være svane i slutningen af en hård vinter. Fedtreserverne er i bund, og ålegræsset på det lave vand er ædt eller utilgængeligt pga. isdække.

Derfor søger svaner i tusindtal føde på markerne. Især rapsmarker, der har næringsrige skud. Hvis det bliver mildt, vil planterne gro og redde en masse svaner fra sultedøden; men hvis det fortsætter med kulde og sne, vil mange svaner dø af sult.

Det er en tragedie for svanerne, men en del af naturens barske gang. Heldigvis er svanebestanden tusindtallig i vore dage, fordi svanerne er blevet fredet. Så de er kommet på fode siden 1925, hvor der kun var tre (3!) par ynglende svaner i Danmark!

Svanebestanden bliver reduceret i sådan en hård vinter, men vil fortsat være stor til sommer.

Nu er der næsten intet at finde på rapsmarkerne. (Foto: Michael Stoltze).

Svanerne er svage, og man kan komme helt tæt på de sultne fugle nu. (Foto: Michael Stoltze).

Økologer bør slagte hellige køer

Vi kender alle sammen det lille, frække røde Ø-mærke, og vi køber gerne de Ø-mærkede varer, hvis prisen bare ikke ligger for meget over de ikke Ø-mærkede varer.

Hvis du køber Ø-mærkede varer, køber du sundt, støtter landbrug, hvor dyrene trives, hvor der ikke bruges gift, og hvor naturen har det godt. Hvis du køber Ø-mærkede produkter, er du god. Og hvis du er velhavende, kan du betale en hel vild overpris for øko-entrecoten og føle dig rigtig god – selv om du fyrer tonsvis af CO2 af, når du  kører i firehjulstrækker, holder skiferien på New Zealand og tager hele familen med på dykkerferie i Australien og trekking i Tibet.

OK – nu ved jeg godt, at jeg har pisset en masse mennesker af og har bevæget mig ind i et hajfyldt farvand af religionskrige. Men det økologiske landbrug rummer en masse myter og holdninger, som det er værd at se nærmere på. Det kan nemlig godt være, at det økologiske landbrug skal til at se på bæredygtighed i mere bred forstand og slagte nogle hellige køer.

Det bedste ved det økologiske landbrug er efter min mening, at man ikke må bruge miljøfremmede sprøjtemidler. Det øvrige landbrug sprøjter overalt med miljøfremmede stoffer, og det giver en voldsom negativ effekt på det vilde plante- og dyreliv på markerne og i de umiddelbare omgivelser. Det er sådan set det, der er meningen – på markerne altså. Dansk lovgivning i dag er dog indrettet sådan, at sprøjtemidlerne ikke må gå i grundvandet. De skal nedbrydes – ellers skal de tages ud af brug.

Økologerne må gerne bruge visse naturlige giftstoffer som bekæmpelsesmidler med samme mål som det øvrige landbrug: At komme af med skadelige organismer på markerne. De naturlige giftstoffer er tit let nedbrydelige, men de kan også være meget giftige, og enkelte kan gå i grundvandet.

Så er der kunstgødning. Her er der problemer! Kunstgødning er ikke naturfremmede stoffer (det er kun den koncentrerede form, der er naturfremmed). Men økologerne må ikke bruge kunstgødning – kun staldgødning. Et naturareal giver imidlertid kun en begrænset mængde staldgødning, som kun rækker til at dyrke en lille procentdel af markerne intensivt. Derfor tillader reglerne, at økologiske brug må tilføre op til 25 % staldgødning fra landbrug, der bruger kunstgødning. Økologiske landbrug bliver på den måde “boostet” af de ikke-økologiske brug. Det er en form for snylteri.

Endelige er udbyttet på de økologiske brug, som det drives med de gældende regler, typisk omkring 40 % lavere end de ikke-økologiske brug. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det kan let betyde, at landbruget bliver nødt til at fortrænge flere vilde naturområder, hvis al landbrug skal være økologisk på den måde, vi forstår begrebet i dag.

Hvor vil jeg hen med alt dette?

Jo – jeg synes, at hovedudfordringen til et bedre samfund med et godt landbrug i balance med en rig natur og et rent miljø er, at vi gør landbruget som helhed mere og mere bæredygtigt. Og det vil ikke nødvendigvis sige økologisk landbrug, som vi kender det i dag. Landbruget skal udvikle sig. Det kan godt være, at kunstgødning i en ikke svidende form skal tillades i fremtidens “økologiske” landbrug. Og det kan godt være, at landbrugets brug af giftstoffer (både økologernes og ikke-økologernes giftstoffer) skal tages op til revision.

Jeg ved godt, at jeg rører ved noget næmest helligt her, men religion har nu aldrig været min kop te, og jeg savner en skarp, faglig, fordomsfri og ureligiøs debat om emnet.

Det, jeg ønsker, er en sund og bæredygtig udvikling med plads til en rig natur.

Danmark skal have ny naturbeskyttelseslov

Danmarks natur har siden 1992 været beskyttet efter loven på følgende måde:

Danske naturtyper som heder, overdrev, moser, enge, strandenge samt søer og vandhuller er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. De beskyttede områder, de såkaldte § 3-områder, blev første gang kortlagt i midten af 1990’erne af amterne, der før kommunalreformen i 2007 havde ansvaret for naturbeskyttelsen. Denne opgave ligger nu hos kommunerne. Hvis et naturareal lever op til naturbeskyttelseslovens bestemmelser, er det beskyttet mod tilstandsændringer som eksempelvis opdyrkning og bebyggelse, uanset om naturområdet er registreret eller ej. Den vejledende registrering af den beskyttede natur, der er offentlig tilgængelig på Danmarks Miljøportal, tjener til at give myndigheder, lodsejere og offentlighed et overblik over hvilke arealer, der kan være omfattet af beskyttelsen.

Er du forvirret?  Så kan jeg godt forstå det!

Ovenstående tekst – som er korrekt – er hentet fra Danmarks Miljøundersøgelsers (DMU’s) nyhedsbrev 1. marts 2011 i anledning af offentliggørelsen af resultaterne af DMU’s stikprøveundersøgelse af den beskyttede naturs status i Danmark. Nyhedsbrevet og rapporten kan hentes her.

Undersøgelsen viser, at der fra 1995 til 2008 er forsvundet mellem 9.200 og 19.500 ha registreret, beskyttet natur i Danmark. Desuden viser undersøgelsen, at der er mellem 27.000 og 41.000 ha overset beskyttet natur i Danmark, og der er kommet et sted mellem 5.000 til 15.000 ha nyudviklet natur til fra 1995 til 2008.

Som man ser, er der store usikkerheder om arealstørrelserne.

Rapporten illustrerer, at naturbeskyttelsesloven ikke dur. Der er ikke ordentlig styr på, hvor de beskyttede arealer ligger, områderne kan vokse ind og ud af beskyttelsen, der er ingen pligt til at fastsætte mål for arealerne og ingen plejepligt.

Derfor skal Danmark have en ny naturbeskyttelseslov. Det foreslog de grønne organisationer Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Verdensnaturfonden og Friluftsrådet allerede i 2003 i publikationen Naturens Grundlov. Siden er der bare intet sket!

DMU’s rapport er et vink med en vognstang om, at Danmark skal gå i gang med at skrive naturbeskyttelsesloven om nu! For fremtiden skal ingen være tvivl om, hvor de beskyttede arealer ligger, og hvordan de er beskyttet. Og der skal være helt faste og enkle regler for dispensation fra beskyttelsen og optagelse af nye arealer under naturbeskyttelsesloven.

Dansk natur går på TV

DR1 TV har torsdag den 3. marts kl . 18.00 premiere på programmet Bidt af naturen.

DR har fundet en scoop af en vært: Morten D.D. Hansen, som dagligt slår sine folder som museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Århus og vidende og sprudlende naturformidler ved Molslaboratoriet på Djursland – ikke så langt fra Søren Ryge og Frank fra ”Bonderøven”. De kan et eller andet med natur, mennesker og TV på den egn!

Nogen vil sikkert kende Morten DD fra P1 morgen, hvor han henført og medrivende jævnligt underholder lytterne med fortællinger om alt mellem himmel og jord og om underlige skabninger, som næsten ingen kender.

Med sin to meter høje pondus, udstyret med kikkert, lup, fotoapparat, indsamlingsglas og alt, hvad der hører til en rigtig engangeret naturnørd, er Morten DD altid klar til at indtage naturen omkring sig. Det gør han, og som eminent fortæller og ordekvilibrist deler han gavmildt ud af sin viden og begejstring.

Se selv og døm selv hver torsdag kl. 18.00-18.30! Jeg vil æde min hat og sommerfuglesamling, hvis vi ikke fra nu af får de længe tiltrængte underholdende naturudsendelser af 1. klasse på landsdækkende TV. Og jeg spår, at vi om kort tid har en hele Danmarks Morten DD blandt den danske naturs fremmeste og vigtigste ambassadører.

Du kan læse mere om programment her.

Hvis du er på Faceboook, vil jeg kraftigt anbefale dig at bakke Danmarks natur og TV om Danmarks natur op ved at klikke “synes godt om” her.

Ud over skolen er godt og underholdende TV uden tvivl den vigtigste vej til at styrke den almindelige indsigt og forståelse for naturen omkring os. Derfor er det suverænt, at DR1 TV går i luften med det ugentlige program om Danmarks natur.

Rigtig god fornøjelse!

TV-anmeldelse: Bidt af naturen på DR1

Efter mange års forsømmelser har Danmark nu endelig fået et landsdækkede ugentligt TV-program om den danske natur.

Programmet Bidt af naturen sendes på DR1 TV torsdage kl 18.00-18.30. Det havde premiere den 3. marts. Der er planlagt 12 afsnit gennem foråret og 12 afsnit gennem efteråret. Forår og efterår er der altså dømt dansk natur og underholdning for hele familien i fjernsynet hver torsdag kl. 18.00.

Programmet er kommet til verden i det skjulte helt uden de reklamer og fanfarer, der ledsager tidens trend indenfor andre underholningsprogrammer som X-faktor, Hvem vil være millionær eller Vild med dans. Måske skyldes det, at TV famler sig frem og ikke rigtig tror på, at naturen har nogen underholdningsværdi.

Men skide være med det. Hatten af for, at DR TV nu forsøger sig, og om nogen tid skal Danmarks befolkning nok opdage, at udsendelsen findes. Efter premieren tror jeg nemlig, at der er dømt succes á la Bonderøven!

Som programvært har DR valgt den i bredere kredse hidtil ret ukendte biolog og “overnørd” Morten D.D. Hansen. Det er et godt valg! I snævre kredse (naturfreaks og P1-lyttere) er Morten DD nemlig allerede kendt og beundret for sin viden, vid og eminente fortællekunst.

I debutudsendelsen fortalte Morten DD om livet i og omkring sin barndoms bæk, Højen Bæk ved Vejle, der er et af Danmarks reneste og mest hurtigstrømmende vandløb. Med begejstring og gavmild fortælleglæde tog Morden DD os med ned i skovbundens muld og liv til bittesmå og giftige mos-skorpioner, hoppende springhaler og stinkende snegle-ådselsbiller. Og uden besvær fik vi forklaringen på, at regnormene elsker askens og ellens blade, der falder grønne til jorden i modsætning til egen, der først smider bladene, når de er tørre og tømt for alt, hvad der er værd at gumle i for en regnorm.

Og så gik vi naturligvis i vandet med Morten DD, der med støvlerne sparkede smådyr løs af bækkens sten og grus, mens han holdt en almindelig køkkensigte i strømmen bagved. Vupti  – så endte bækkens mylder af smådyr i sigten, og – vupti – op med dyrene i en hvid bakke med klart vand for at se nærmere på kræene. Jo – dér var den: Den sjældne, flade døgnfluelarve, der ser ud som om, den er blevet kørt over af en damptromle, og som klynger sit flade legeme og tallerkenlignende hoved til stenene i den stærke strøm. Lille – javel – men noget af et fabeldyr, som i hele Danmark kun findes her i Højen Bæk. Så nu kender vi den flade døgnflue, som nørden naturligvis også hilste på med dens latinske kaldenavn.

Men der var meget mere. Morten DD havde engageret en autoriseret el-fisker, som  satte strøm til bækken, så ørrederne blev lammet. Så flyder de op til overfladen, hvor de kan samles op én for én med net. Det blev hurtigt til en masse små, smukke fisk, der snart kom til sig selv igen. Og som var det kamæleoner, skiftede de til en lysere farve efter et kort ophold i den hvide bakke. Jeg vidste godt nok ikke, at ørreder kunne skifte kulør så hurtigt!

Morten DD sluttede sin første udsendelse af helt oppe ved en af kilderne til Højen Bæk. Her tog han en nævestor sten op fra kilden og fortalte, at de små, ovale “knopper” på stenen var huse bygget af en lille kildevårflue. De findes kun i det reneste kildevand. Så frem med drikkekruset – ahhh! Når man kender til naturen, ved man også, hvor vandet er godt at drikke.

Udsendelsen ramte en fin balance mellem det begejstrede, oplysende og underholdende. Det er super TV-formidling og underholdning for hele familien. Hvis de kommende udsendelser fortsætter i samme stil, bør Bidt af naturen hurtigt få et kæmpe seertal. Værten vil blive hele Danmarks Morten DD, og bedst af alt: Den danske natur i hele sin bredde vil begynde at få noget mere af den folkelige opmærksomhed, vi har savnet i så mange år.

Bravo! Jeg glæder mig allerede til næste udsendelse.

Debutudsendelsen kan ses her.

Du kan skrive kommentarer til udsendelsens vært her.

Dansk natur lige nu: Sex i hasselbusken

Hasselrakler - hasselbuskens hanblomster. (Foto: Michael Stoltze).

Nu blomstrer de første hasselbuske. De gule rakler strækker sig og begynder at hænge slappe og dinglende på grenen – parat til at sende skyer af blomsterstøv ud i vinden. For de fleste er det et dejligt forårstegn. For andre er det kedeligt, fordi det vasler pollensæsonens start og problemer med allergi.

Raklerne er hanblomster. Hunblomsterne, som til alle småfolks lyst bliver til herlige nødder senere på året, er godt skjult i knopperne. De afslører kun lige akkurat deres tilstedeværelse i form af en lille rød dusk af støvfangere, der rager ud af knoppens spids – parat til at modtage støv fra raklerne.

Hasselbuskens kønsliv er i gang!

Hasselbuskens godt skjulte hunblomster. (Foto: Michael Stoltze).

Landbrugets og naturens store chance

Onsdag en 16. marts har protestbevægelsen Bæredygtig Landbrug arrangeret et politisk debatmøde på Christiansborg om landbrugets og naturens fremtid i Danmark.

For landbruget og naturen tegner det til at blive et de mest skelsættende møder i mange år. I anledning af debatten onsdag eftermiddag har græsrødder i landbrugserhvervet organiseret et stort rykind af traktorer fra hele landet i København. Græsrødderne kalder det ikke en demonstration, men et reklamefremstød for landbruget. De vil gerne vise, at landbruget findes og er en del af Danmark og Danmarks fremtid.

Bæredygtigt Landbrag har længe provokeret mange med kontroversielle udmeldinger i dagspressen. Men med mødet på Christiansborg og de nyeste meldinger fra Bæredygtigt Landbrug om, at den ringeste landbrugsjord skal ud af produktion, tegner der sig en spændende åbning for udviklingen mod en bedre fremtid for Danmarks landbrug og natur.

På onsdag har Bæredygtigt Landbrug en mulighed for at vise, om de kun er en protestbevægelse eller er i stand til at bidrage til at skabe gode forandringer til gavn for Danmark.

Debatten den 16. marts og derefter bliver virkelig spændende. Det er landbrugets og naturens store chance.

Mere om mødet og den efterfølgende debat vil blive offentliggjort her på bloggen den 16. marts kl. 13.00 og derefter.

Dansk natur lige nu: De første følfod

Følfoden blomstrer fra sidst i marts. (Foto: Michael Stoltze).

Når forårsvarmen endelig sætter ind og luner grøftekanterne hen i marts, dukker der pludselig nogle små, gule blomster op.

Det er kurveblomsten følfod, der står og lyser op med sine 1o-krone-store, solgule silkeknapper. Og først i april står de med ét i store flokke i lerede grøftekanter og på skrænter.

Følfodens naturlige voksested er lerede kystskrænter med skred. Her er planten mester i at vokse på trods af de evindelige forstyrrelser, som planten kun til en vis grad bremser med sit vidt forgrenede rodnet.

Blomsterne kommer frem i bundter længe før bladene, der først begynder at folde sig ud sidst på foråret og vokser sig store i løbet af sommeren. Følfodens blade minder om bladene af hestehov (“tordenskræppe”), som følfoden er i familie med.

Følfodens blade om sommeren på en leret kystskrænt. (Foto: Michael Stoltze).

Fælles om Danmarks fremtid

- en appel og et bud på en samlet udviklingsplan for Danmarks landbrug og natur

Michael Stoltze’s tale som indledning til det politiske debatmøde på Christiansborg onsdag den 16. marts 2011 om landbrugets og naturens fremtid (se og hør alle taler og den efterfølgende politiske debat på tv her):

God eftermiddag.  Kære alle sammen.

Jeg er født i 1955 og vokset op i en dejlig dal på landet på Nordbornholm.

I forsommeren 1966, da jeg var 10 år, hakkede jeg roer for en smule saftevand og en 25-øre rækken hos vores nabo, der var husmand. Han havde ingen traktor. Han havde en hest. Vi skulle være meget omhyggelige i roerne, for den lille roemark var hans stolthed. Og hvert år fik han en præmie for sin fine mark.

Det er nærmest ufatteligt, hvad der er sket siden. I dag har landbruget en muskelkraft, så det næsten kan endevende Danmark på en eftermiddag. Det giver muligheder  – og det fordrer et stort ansvar.

I dag bor jeg atter på landet nær Holsteinborg på Sydsjælland. Her er al Sjællands ynde, og jeg glæder mig over landbruget, naturen og årets gang.

Men der er et par ting, der undrer mig: Hvorfor skal det lugte så grimt om foråret, og hvorfor skal enhver kvadratmeter dyrkes? Dagligt ser jeg over på en lavning, som min gode nabo siden 2001 har forsøgt at dyrke, skønt den er umulig at holde tør. Først i juni er den så tør, at han kan så. Men han har aldrig høstet et gram korn. Han sår kun, fordi det er en betingelse for at få landbrugsstøtte.

Sådan er reglerne: Selv om det tager landmandens tid og ikke giver udbytte, får han støtte til at ødelægge et dejligt stykke natur, der kunne være til glæde for både jægere og os alle sammen. Og det sker titusindvis af steder i Danmark. Studenterhuen behøver ikke ligefrem at stramme, for at man kan se, hvor tåbelige reglerne er!

Vi er nu samlet til en politisk debat om Danmarks fremtid.

Hvad er det for et Danmark, vi ønsker? Hvad skal vi leve af i fremtiden? Hvordan skal vi leve? Og hvordan skal Danmark se ud? Det er nogle af de centrale spørgsmål, der trænger sig på.

Pladsen er trang og økonomien anstrengt i Danmark. Derfor rider de forskellige aktører deres kæpheste og strides som aldrig før. Debat er godt, men skyttegravskrig er stilstand eller det, der er værre. Derfor har jeg en appel til alle:

Glem striden om antallet af beskæftigede og om indtjening i landbrugs- og fødevareerhvervene!

Glem striden for og imod økologi!

Glem striden om store eller små landbrug!

Glem i det hele taget religionskrigene. De har ingen vindere – kun tabere.

Visk tavlen ren, se fremad og deltag fordomsfrit i debatten og den kamp om værdier og penge, der afgør Danmarks fremtid.

De sidste otte års værdikamp er desværre blevet til en dem og os fejde, der præger samfundet: Økologer mod ikke-økologer. Små landbrug mod store landbrug. Naturorganisationer mod landbruget. Konsekvensen er mistillid og manglende sammenhold.

Ingen ønsker et samfund, der er gennemsyret af mistillid, kontrol og disrespekt. Derfor skal vi skal have værdikampen op på sporet igen. Vi skal af med dem og os fejden. Fremover hedder det os og os. Verden består af fællesskaber – lokalt, regionalt, nationalt og international. De kan, og de skal fungere som fællesskaber – side om side og som fællesskaber i fællesskaber.

Danmark er et landbrugsland. Det bør vi være stolte af. Vores kultur er udsprunget af naturen og de mennesker, der for godt 6.000 år siden begyndte at dyrke jorden og holde husdyr. Danmark er stadig et landbrugsland. Landmænd ejer omkring ¾ af Danmark og dyrker omkring 60 % af Danmarks landareal.

Naturforkæmpere begår en stor fejl ved at bagatellisere landbrugets rolle i Danmark. Samtidig begår landbruget en stor fejl ved at skære alle naturforkæmpere over en kam som fjender af landbruget.

Udgangspunktet for dagens debat bør være en vision om et fællesskab. Trods uenighed er vi fælles om at forme fremtiden. Fælles skal vi frem til et landbrug, en natur og et landskab, der svinger sammen, og som vi er stolte af.

Derfor har jeg to centrale budskaber:

1. En appel til den danske befolkning i almindelighed og til miljøorganisationer i særdeleshed: Husk, at landbruget er en del af det danske fællesskab.

2. En appel til landbruget i almindelighed og til toppen af organisationen Landbrug & Fødevarer i særdeleshed: Lyt til samfundet, og husk, at landbruget ligesom alle andre erhverv skal være bæredygtigt. Selv om landbruget formelt ejer ¾ af Danmark, skal hele samfundet sætte dagsordenen for landets fremtid. Danmark er vores land.

Min vision er et smukkere og rigere land. Et Danmark præget af en ydmyg national stolthed og bevidsthed. Et land karakteriseret af fællesskab med tillid og respekt mellem mennesker.

Vejen hertil kræver fordomsfrihed og nytænkning uden angst for fællesskabet og det nationale. Jeg anser den nationale selvbevidsthed for en styrke, så længe den ikke udarter til nationalisme, der bliver brugt til at slå andre i hovedet med.

Jeg synes, vi skal prøve at blive enige om en Danmarksplan, hvor bæredygtig udvikling er grundforudsætning. De globale bæredygtighedsprincipper fra 1987 står stærkere nu end nogensinde. Uden dem ville vi stå i skidt til halsen. Og industrien stortrives på bæredygtighedens tre ben: Det miljømæssige, sociale og økonomiske.

Men landbruget halter bagefter. Protestbevægelsen Bæredygtig Landbrug har ét af bæredygtighedens ben – det økonomiske – men må styrke de to andre for at leve op til sit navn, som i vide kredse regnes som en provokation.

I den videre proces er det afgørende, at landbruget, grønne organisationer og samfundet står sammen om at støtte mindst tre ting:

1. Princippet om bæredygtig udvikling. Det betyder blandt andet, at landbruget i lige konkurrence med andre lande skal leve op til de internationale miljøstandarder.

2. Princippet om, at miljøkrav er internationale produktionsvilkår, der ikke kompenseres økonomisk. Det er forureneren, der betaler.

3. Et mål om, at landbrugets lugtforurening øjeblikkeligt skal nedbringes. Det kan ikke accepteres, at landbrugets lugt ødelægger forårsstemningen, afholder folk fra at bo og opholde sig på landet og skræmmer turister væk.

Danmarks fremtid skal være bæredygtig. Vi må ikke sætte grundlæggende værdier over styr. Vi kan ikke tillade os at udlede stoffer, der utilsigtet skader vore omgivelser. Og vi kan ikke tillade os at sætte fælles værdier, herunder naturens og landskabets mangfoldighed, over styr. Vi har en moralsk pligt til at give værdierne videre til vore efterkommere.

Danmarks natur er i dag 100 % i vore hænder. Derfor må vi lægge planer og investere i natur. Jeg ønsker et Danmark, hvor vi planlægger ud fra klare mål om hvordan og hvor hårdt, vi vil udnytte landet. Jeg foreslår, at vi vedtager en national udviklingsplan, hvor:

5 % af Danmark målsættes som vild natur, der bare passer sig selv, at

35 % af Danmark målsættes som ekstensivt udnyttet natur, hvor vi ikke bygger, dræner, sprøjter eller gøder (men gerne har græsning, skovdrift osv.), og at

60 % af Danmark målsættes som intensivt udnyttet natur, dvs. byer, veje, anlæg og ikke mindst intensivt landbrug.

Målet er realistisk, det vil klæde Danmark, og vi bør kunne nå det over en kort årrække, som vi må drøfte længden af.

Planen indebærer, at landbruget skal tage omkring 1/6 af landbrugsjorden (ca. 4500 km²) ud af intensiv produktion. Det drejer sig især om alle de arealer, som allerede i dag er uegnede til dyrkning, fordi de er for tørre, for skrånende, for stenede eller for våde. Fremover skal landbruget belønnes med penge – mange penge – for at genoprette og bevare ekstensivt udnyttet eller vild natur. I dag bliver landbruget som sagt belønnet med mange penge for at ødelægge og opdyrke natur.

Med denne plan vil Danmark blive smukkere. Naturen og landskabet vil blive rigere, turismen vil begynde at blomstre igen, og vi vil blive meget gladere for at bo og rejse omkring hvor som helst i vores eget land.

Og endelig: Landbruget vil kunne udfolde sig effektivt og sundt under gode og frie rammer på en måde, vi alle kan være stolte af.

Planen er ikke dyr. Tværtimod. Vi har ikke råd til andet, end at gå den vej. Det vil være til gavn for Danmark, naturen og landbruget, som vil skifte rolle fra nutidens skurke til fremtidens helte.

Tegn på gennembrud i dansk naturpolitik

Det politiske debatmøde på Christiansborg 16. marts om natur og landbrug blev et særdeles interessant “kick-off” møde. Se alle taler og den politisk debat på tv her. Det lykkedes at samle de stridende parter til en konstruktiv dialog, der nu er snublende nær på at bane vejen for to store gennembrud for Danmarks natur og landbrug:

at 1/6 af landbrugjorden, ca 450.000 ha, skal tages ud af drift, og

at Grøn Vækst skal af bordet og erstattes af noget mere begavet.

Den indledende tale lagde op til fælles løsninger og foreslog blandt andet, at ca. 1/6 af landbrugsjorden (ca. 450.000 ha) tages ud af intensiv drift. Denne størrelsesorden og mekanikken bag forandringen, er der blevet arbejdet med de sidste par år, og landbruget er tydeligvis ved at være parat til handling. Bæredygtigt Landbrug (BL) vil bruge 1.800 millioner kr. af landbrugsstøtten årligt til direkte naturbeskyttelse. BL vil gå med til at sælge 10.000 ha landbrugsjord årligt til staten de kommende år (opkøbes for eksisterende landbrugsstøttemidler, så det vil ikke koste samfundet en krone!). Dertil kommer forslag om regelændringer, der vil betyde, at landmænd kan få støtte til at forvalte store arealer med uegnet landbrugsjord som natur, i stedet for (som i dag) støtte til pligtopdyrkning.

Planloven, naturbeskyttelsesloven, miljøloven. landbrugslovene osv. skal naturligvis stadig gælde for hele landet, men der er i udpræget grad brug for lov- og regelændringer og forenklinger til gavn for både naturen, miljøet, landskabet, landbruget og skatteydernes pengepung.

Meget tyder altså på, at et gennembrud i den fastgroede danske naturpolitik er inden for rækkevidde. Det bliver pændende at følge den videre politiske debat!

Læs Michael Stoltzes oplæg her

Læs om BL’s forslag her

Dansk natur lige nu: Tranerne er over os

Tranetræk. (Foto: Michael Stoltze).

De store dyrearter vender tilbage! Det er et af de mest markante fænomener i den danske og europæiske natur.

Det gælder også tranerne. De stolte fugle, der trompeterer højlydt over landskaberne, har efterhånden fundet ud af, at vi har fredet dem, og at vore dyrkede marker er fulde af mad. Derfor er de blevet flere og flere. Hvert forår og efterår trækker titusindvis af traner over Danmark, og den danske ynglebestand er i nærmest eksplosiv vækst. Sidste år ynglede omkring 130 tranepar i Danmark, og sandsynligvis når vi op på omkring 200 par danske traner i løbet af 2-3 år.

Tranerne er bemærkelsesværdige – blandt andet på grund af deres størrelse, lyd over landskabet og elegante danse på rastepladserne. For nylig udkom (samtidigt på dansk, svensk og tysk) en utrolig fin bog - Tranedans – af den eminente danske tegner Carl Christian Tofte, der har bosat sig ved Pulken i Skåne lidt syd for Kristianstad. Dér raster nu omkring 4000 traner hvert år i ugerne omkring 1. april.

Lige nu er det tranetid og tranevejr – så tag ud, hør og lyt!

Billederne her er optaget ved Pulken og det enestående naturområde Vattenriket ved Kristianstad den 28. marts 2011. Men de kunne også være optaget i Danmark, hvor tranerne har bredt sig og efterhånden yngler i moser over det meste af landet.

Du kan se en film om tranerne her. Optagelserne er fra den berømte Hornborgasjö, der ligger meget længere oppe i Sverige, men sceneriet er omtrent det samme som ved Pulken.

Trompeterende trane. (Foto: Michael Stoltze).

Når tranerne lægger an til landing dingler de lange, tynde ben akavet under de to meter brede vingefang. (Foto: Michael Stoltze).

Tranerne ankommer til Danmark og trækker over landet sidst i marts og først i april. (Foto: Michael Stoltze).

Traner raster på mark med spildmajs. (Foto: Michael Stoltze).

Dansk natur lige nu: Vårem

Våremmen danser sin stille vals over de mørke marker. Den opstår på rolige og varme dage med høj luftfugtighed, men ses ikke hvert år. (Foto: Michael Stoltze).

Med udgangen af marts har Solen fået stor magt og varmer jordoverfladen voldsomt op midt på dagen.

Så kan det ske, at de nøgne marker pludselig begynder at “dampe”: Det ser ud, som om der trækker let røg af mulden, når små tågetunger danser roligt og lydløst over den bare jord.

Det er våremmen – et af de smukkeste forårstegn i den danske natur. Fænomenet skyldes, at vandet damper af den våde jord, der bliver lunet godt op af Solens energirige stråler. Men når den usynlige vanddamp møder den køligere og fugtmættede luft over markerne, fortætter vanddampen til mikroskopiske tågedråber – vårem!

Under min barndoms ture med skolebussen gennem det kuperede landskab omkring Ols Kirke på Nordbornholm så jeg ofte våremmen trække over markerne om foråret. I sin sansemættede, lille bog Dansk vejr (1953) skriver Martin A. Hansen:

“I marts i år på en tur til Jylland så jeg klagen trække af jorden, som det kaldes på Sjælland. Da jeg på vej mod vest havde passeret Ringsted, begyndte markerne at dampe. Angen blev tættere og tættere. Den var helt hvid, som røg af fugtigt kvas. Det så ud, som var der ild under pløjelaget. Denne røg iler og iler, er ikke sen og koldblodet som almindelig tåge, mere stakåndet, dufter råt af jorden. Klagen får man ikke at se hvert år. Der er på een gang noget intimt og mægtigt ved den, som burde i grunden menneskeøjne ikke se dette mysterium, naturens beredelse. Vinteren drives ud af jordlaget af guddommelige kræfter.”

Våremmens vals over markerne akkompagneres med usvigelig sikkerhed af lærketriller fra himlen og inciterende stæresang fra træernes toppe.

Se – dét er forår og tegn på, at jorden er beredt.

Våremmen ledsages af lærkesang fra himlen. (Foto: Michael Stoltze).

En sjettedel af Danmarks landbrugsjord ud af drift

På fredag udløber høringsfristen for regeringens såkaldte vand- og naturplaner. Men planerne er slet ikke ambitiøse nok i forhold til EU-landenes mål om at standse tabet af natur senest i år 2020.

Egentlig skulle dette mål have været nået i 2010, men i stedet accelerede tabet af natur i Danmark op til 2010. Så miljøminister Karen Ellemann besluttede kort efter sin tiltræden i 2010 at udsætte målet til 2020.

Med vand- og naturplanerne er naturbeskyttelsen endnu en gang skudt over i det uambitiøse og ufinansierede hjørne, hvor indsatsen bliver udvandet og trukket i langdrag. Ministeren har bebudet en handlingsplan for biodiversitet inden sommeren 2011, men hun vil stadig ikke komme med en samlet national plan for Danmarks natur. Den plan, som grønne organisationer og alle eksperter i naturbeskyttelse har efterlyst gang på gang siden 2001. Den var dengang, regeringen barslede med med den politisk bredt funderede Wilhjelmrapport, som også Dansk Landbrug (nu Landbrug & Fødevarer) bakkede op.

Det tankevækkende er, at naturforkæmpere og landbruget nu sammen peger på, hvad der skal gøres: Vi skal ændre reglerne for landbrugsstøtten, så det kan betale sig for landbruget at passe på naturen, og vi skal bruge en væsentlig del af landbrugsstøtten til opkøb af arealer til natur. Det kom frem på det politiske debatmøde 16. marts 2011 på Christiansborg om naturens og landbrugets fremtid i Danmark. Se debatten på TV her.

Parterne er meget tæt på enighed om, at omkring 1/6 af landbrugsjorden – ca. 450.000 ha (4.500 kvadratkilometer) – skal ud af intensiv drift. Se mere her. Arealerne skal bruges til både skov og lysåben, blomsterrig natur på såvel tørre som våde arealer. Det vil gavne naturens mangfoldighed, turisme, rekreation, grundvand, klima, landbrug og skovbrug. Det er arealer, som er dårlige at dyrke og arealer med stort naturpotentiale, der skal ud af intensiv landbrugsdrift. Det kan ske frivilligt alene gennem ændringer af regler og ændringer af de økonomiske rammevilkår for landbruget, så det bliver attraktivt at drive arealer som natur eller at frasælge arealer til naturformål.

Den vej er der langt mere musik i for både naturen og landbruget end det nuværende tovtrækkeri om bræmmer, våde enge og frilæggelse af vandløb, hvor finansieringen halter, og fokus alene er på den ringeste våde natur og dens funktion som rensningsanlæg for landbrugets overskudsnæring.

Må vi bede om en ordentlig og finansieret national plan for Danmarks natur.

Koks i Danmarks nationalparker

Møns Klint - måske den mest oplagte danske nationalparkkandidat. Men den er skrinlagt indtil videre. (Foto: Michael Stoltze).

Danmark har indviet tre nationalparker: Nationalpark Thy (2008),  Nationalpark Mols Bjerge (2009) og Nationalpark Vadehavet (2010). Og efter planen åbner Nationalpark Skjern Å i 2011 og Nationalpark Kongernes Nordsjælland i 2012.

Meningen med nationalparker er naturbeskyttelse og markedsføring af storslået natur i skøn forening.

Danmark fik en lov om nationalparker i 2007. Den er indrettet sådan, at danske nationalparker kan tjene et hvilket som helst formål, der har med natur og kultur at gøre. Det er i princippet alt.  Hvis vi vil lave en nationalpark for danske svinefabrikker eller forstadskvarterer, kan vi (i princippet) gøre det i Danmark. Og blive godt og grundigt til grin. For ude i verden er etablering af nationalparker simpelthen den måde, man normalt beskytter og markedsfører den vilde naturs mest storslåede herligheder på. Så kan det ikke nytte, hvis Danmark gør noget helt andet.

Det skal vi ikke, og det behøver vi heller ikke. Vi kan sagtens lave rigtige og fremragende nationalparker i Danmark på baggrund af den gældende nationalparklov. Det kræver blot, at vi afsætter pengene til det – og gør det.

Som planlægningsinstrument er den danske nationalparklov faktisk ikke så tosset. Den er indrettet, som den er, fordi Danmark er et meget intensivt udnyttet kulturland – næsten uden vildmark.  Når en nationalpark i Danmark er afgrænset og vedtaget af regeringen efter en lang, faglig, folkelig og politisk proces, sker der i princippet ikke andet end en indvielse og en nedsættelse af en bestyrelse, der skal udvikle området. Ellers gælder der præcis samme regler for udnyttelse af arealer indenfor og udenfor nationalparkens grænse. Der sker ingen indskrænkninger i ejendomsretten, når et område bliver til nationalpark.

Den regel har bl.a. den politiske top i Danmarks Naturfredningsforening set sig gal på. Så gal, at foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen,  for nylig i Fyns Amtsavis hævdede, at “det er en misforståelse, hvis nogen tror, at alt kan fortsætte som hidtil, når et område bliver til nationalpark”.

Den udmelding har sammen med den manglende finansiering af nationalparker stukket en kæp i hjulet på nationalparkprocessen i Danmark. Lodsejerne frygter (trods lovens jura), at etablering af nationalparker automatisk betyder indskrænkninger i ejendomsretten. Derfor går arbejdet meget trægt. Det hjælper heller ikke, at regeringen trods utallige, kraftige opfordringer fra eksperter og grønne organisationer ikke vil ud med en overordnet plan for Danmarks natur.

Arbejdet med nationalparker – og naturbeskyttelse i det hele taget – kommer først for alvor igang igen, når politikere og grønne organisationer erkender, at naturbeskyttelse kræver store investeringer, og at man ikke kan gribe grundlæggende ind i den private ejendomsret uden at betale erstatning.

Der er interviews og debat om nationalparker her: De danske nationalparker – naturbevarelse eller politisk prestige?

Læs om bogen “Danmarks Nationalparker” her.

Læs om den nye FN-aftale fra 2010 og Danmarks pligt til at udarbejde en national plan for naturen her

Hør DR P1′s Natursyn med debat om Danmarks Nationalparker her.

Hvor er de borgerlige i naturpolitikken?

Naturen er vores fundament. Engang var det en borgelig dyd at passe på Danmark. Men hvor er de borgerlige i naturpolitikken i dag? Der er brug for en plan for Danmarks natur og landskab. (Foto: Gitte Kjærbøl).

Har venstrefløjen patent på naturbeskyttelse? Og er det sundt?  Nedenstående kommentar er bragt i dag i Berlingske Tidende (den borgerlige natur), men kan nu også læses og kommenteres her på bloggen:

————-

Den borgerlige natur

Beskyttelse og udvikling af naturen og landskabet er afgørende for Danmarks økonomi, velfærd og fremtid. Hvor er de borgerlige?

Af Michael Stoltze, ph.d. og forfatter

Vi stod sammen og var glade, da lille, rødhårede Holger blev væk og fundet igen i god behold. Heldigvis.

Men ellers strides vi bravt. Det er så som så med fællesskabet i en tid med krisestemning og panderynker. Hvad skal der blive af lille Danmark i den store, stygge verden. Vi sakker agterud overfor vore nabolande og frygter samme skæbne som Grækenland, Portugal og de andre lande, der er tæt på bankerot.

Hvad skal vi leve af? Hvordan skal vi leve? Hvad er det for et Danmark, vi ønsker? Og hvordan former vi fremtiden? Det er i grunden, hvad politik handler om.

Om kort tid er der valg. Fronterne er hårdt trukket op mellem blå og rød blok, og valgtrommerne har længe buldret så højt, at det i urimelig grad har generet det politiske arbejde i Folketinget. I stedet kappes blokkene om at komme med det mest troværdige bud på en tryg fremtidsvision for landet.

Det er kampen om værdier og penge, der former Danmarks fremtid.

Det fysiske Danmark – landet og de tilhørende havområder – er vores fundament. Det er den natur, vores kultur bygger på. Det er det land, vi lovpriser og synger gamle sange som. Et land, vi skal passe godt på og udvikle på en smuk måde.

I gamle dage var det en borgerlig dyd at passe på Danmark. Det var så stærk en dyd, at den virkede kvalmende og fik kulturpersonligheder på barrikaderne. Skal Danmark henkoges skrev en harmdirrende Poul Henningsen i en kronik i 1934. PH hadede de konservative dyder, men elskede nutiden og udviklingen.

Efter Lene Espersens lykkelige farvel som formand for Det Konservative Folkeparti pegede Lars Barfoed på de gamle, konservative værdier som vejen frem for det svækkede parti. Dvs.: Gud, konge og fædreland.

Det tror jeg er klogt. Men kun, hvis Gud, konge og fædreland bliver omdefineret og  Det Konservative Folkeparti begynder at spille mere på den folkelighed, som partiets navn stadig signalerer. Det er der gode muligheder for:

Gud: Vi er ikke særlig religiøse, og vi tror ikke rigtig på Gud; men vi elsker kirkerne, Gud og de kristne budskaber som magisk ramme om livets store begivenheder fra fødsel til død.

Konge: Vi elsker kongehuset og vores dronning ikke mindst.

Fædreland: Vi elsker i hvert fald Danmark så meget, at vi siger tillykke med dannebrog. Og som lille nation er vi tit pinligt selvoptaget og optaget af at ville være verdens bedste til alt.

Det borgerlige Danmark må passe på den type af konservatisme, der fremprovokerede den kulturradikale bevægelse så kraftigt, at den i perioder dominerede parnasset med frelsthedens tunnelsyn.

Alligevel er Poul Henningsen god at få forstand af. PH blev ofte misforstået af sin samtid, blandt andet af Danmarks Naturfredningsforenings formand gennem 40 år, Erich Struckmann. Struckmann forstod aldrig, hvor meget PH elskede livet, udviklingen, fremskridtet, naturen og – mest af alt – naturligheden. PH sagde aldrig Naturen, det billige skidt (det var Otto Gelsteds ironiske opfindelse).

Paradoksalt nok kan den borgerlige blok bruge PH’s livssyn som afsæt for et tiltrængt  borgerligt nybrud. Vi skal kende og passe på landets værdier, men vi skal også udvikle dem, så Danmark bliver et bedre land. Vi skal dyrke livet og fremskridtet. Vi skal efter bedste evne forsøge at forme fremtiden uagtet, at det smukke ved fremtiden er, at vi ikke kender den.

Danmark er et landbrugsland, og det bør vi være stolte af. Vores kultur er udsprunget af naturen og de mennesker, der for godt 6.000 år siden begyndte at dyrke jorden og holde husdyr. Danmark er stadig et landbrugsland. Landmænd ejer ¾ af Danmark og dyrker godt 60 % af landet.

Danmarks fremtid skal være bæredygtig. Vi kan ikke tillade os at udlede stoffer, der utilsigtet skader vore omgivelser. Og vi kan ikke tillade os at sætte fælles værdier, herunder naturens og landskabets mangfoldighed, over styr. Vi har en moralsk pligt til at give grundlæggende værdier videre til vore efterkommere.

Danmarks natur er i dag 100 % i vore hænder. Derfor må vi lægge planer og investere i natur. Jeg ønsker et Danmark med klare mål om, hvor hårdt vi kan udnytte landet. Jeg mener, at vi bør vedtage en national udviklingsplan, hvor:

5 % af Danmark målsættes som vild natur, der bare passer sig selv, at

35 % af Danmark målsættes som ekstensivt udnyttet natur, hvor vi ikke bygger, dræner, sprøjter eller gøder (men gerne har græsning, skovdrift osv.), og at

60 % af Danmark målsættes som intensivt udnyttet natur, dvs. byer, veje, anlæg og ikke mindst intensivt landbrug.

Målet er realistisk, det vil klæde Danmark, og vi kan nå det over en kort årrække.

Planen indebærer, at landbruget skal tage omkring 1/6 af landbrugsjorden (ca. 450.000 ha) ud af intensiv produktion. Det drejer sig især om alle de arealer, som er uegnede til dyrkning, fordi de er for tørre, for skrånende, for stenede eller for våde. Fremover skal landbruget belønnes for at genoprette og bevare ekstensivt udnyttet eller vild natur. I dag bliver landmænd belønnet for at ødelægge natur.

Planen vil gavne Danmark. Naturen og landskabet vil blive rigere og smukkere, turismen vil blomstre op, og vi vil blive meget gladere for at bo og rejse omkring hvor som helst i vores eget land.

Og endelig: Landbruget vil kunne udfolde sig effektivt og sundt under gode og frie rammer på en måde, vi alle kan være stolte af.

Venstrefløjens natur er mere stat, flere regler og mere tvang. Politikken er ambitiøs, men peger ikke nødvendigvis mod et godt samfund. Danmarks natur har fundamental betydning for os alle. Det er usundt, hvis venstrefløjen tager patent på en naturbeskyttelse, der risikerer at sætte samfundet i stå. Klog naturbeskyttelse sætter ikke samfundet i stå. Det bidrager til en tryggere, rigere og smukkere fremtid.

For de borgerlige ligger naturen som et uopdyrket politikfelt med enorme muligheder – ikke mindst for Det Konservative Folkeparti, der hungrer efter fornyelse.

Dansk natur lige nu: Pilerakler

Pilen blomstrer og tiltrækker bier. (Foto: Michael Stoltze).

Lige nu står piletræerne i fuldt flor og er gule af pollen.  Selve blomsterne er uanselige, men støvtrådene er lange og bærer gule støvknapper, der svæver som drabanter omkring raklerne.

Det er navnlig den store seljepil, der gør sig bemærket, fordi de blomstrende rakler kan være så store som æg. Raklerne er fulde af honning, så de tiltrækker masser af bier og sommerfugle. Og om natten er træerne et mylder af natsværmere.

Piletræer indfinder sig helt af sig selv på fugtige steder, hvis man blot lader arealerne ligge ubenyttet hen. Og det er ikke nogen dårlig idé, for pilekrat og pileskove er ynglesteder for nattergale og mange andre fugle, og især gamle piletræer er værter for smukke sommerfugle, natsværmere og andre insekter.

Piletræernes bark indeholder pilesyre eller salicylsyre (opkaldt efter pilens latinske navn Salix). Pilesyre modvirker hovedpine, og det er beslægtet med det stof, der i dag findes i mange hovedpinepiller (acetylsalicylsyre).

Pilerakler. (Foto: Michael Stoltze).

Både rød og blå blok svigter naturen

Vores folkevalgte politikere har gennemgående ingen forståelse for, hvad det vil sige at passe på natur og landskab – og da slet ikke partilederne, der hidtil ikke har markeret sig med et eneste ord om emnet. Hvor er Lars Løkke? Hvor er Lars Barfoed? Hvor er Pia Kjærsgaard? Hvor er Anders Samuelsen? Hvor er Helle Thorning-Schmidt? Hvor er Villy Søvndal? Hvor er Margrethe Vestager? Hvor er Per Ørum Jørgensen)? Hvor er Enhedslisten?

Ingen af partilederne ytrer sig om natur, selv om Danmark ifølge en FN-aftale fra 2010 har pligt til at bevare sine naturværdier, og ifølge en EU-aftale har pligt til at standse naturens tilbagegang senest i 2020.

Mange politikere tror, at naturbeskyttelse kan klares ved en ambitiøs miljø- og klimapolitik, og venstrefløjen tror, at naturens rigdomme kan reddes ved at tvangsøkologisere dansk landbrug. Det er det rene vås!

Vores naturværdier kræver god plads for at bestå. Og så må naturområder ikke bebygges, drænes, gødes, sprøjtes eller i det hele taget forurenes med miljøfremmede stoffer. Vi har en moralsk pligt til at give naturens og landskabets mangfoldighed videre til vore efterkommere. Det er grundlæggende samfundsværdier og en del af den bæredygtige udvikling, som også Danmark er forpligter til at følge efter internationale aftaler.

Vore politikere forstår gennemgående ikke, hvad naturbeskyttelse går ud på. Og i blå blok tror de fleste tilsyneladende, at naturbeskyttelse er en venstreorienteret gebet, der vil bombe samfundet tilbage til stenalderen. Den 16. april 2011 skrev tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard f.eks. harmdirrende (læs indlægget her), at SF vil forbyde gødskning og sprøjtning i § 3-områder. §-3 områder er Danmarks beskyttede naturarealer ifølge Damarks gældende naturbeskyttelseslov. Men loven forbyder ikke gødskning og sprøjtning.  Man må gerne dræne, gøde eller sprøjte vores beskyttede natur, hvis det har været hidtidig praksis, hedder det i loven. Men da man stort set ingen steder har registreret “hidtidig praksis” op til loven trådte i kraft (i 1992), er loven håbløs.

Tina Nedergaards bemærkning er altså helt ude i hampen. Selvfølgelig skal det ikke være tilladt at dræne, gøde og sprøjte i beskyttede naturområder!

Til gengæld er SF’s ide om at omlægge alt landbrug til økologi og lukke alle grise ud absurd. Det vil være en katastofe for både naturen, miljøet og landbruget. Økologisk landbrug er en glimrenede driftform. Men det er ikke en måde at beskytte natur på, og med de gældende regler for økologisk drift, er driftformen afhængig af gødning fra konventionel drift for at blive nogenlunde produktiv. Økologisk drift er derfor ikke bæredugtig landbrugsdrift i den form, vi kender det i dag. Det giver for ringe udbytte i forhold til, hvor mange munde, vi skal mætte.

Konklusionen er, at hverken blå eller rød blok har en ordentlig naturpolitik. Der er i den grad brug for en visionær natur- og landbrugspolitik, der skaber plads til naturen og bæredygtighed i dansk landbrug. Læs mere i oplægget her.

Noma sætter krydderi på tilværelsen

Noma insisterer på at hente ingredienser i den vilde natur. Noma har bl.a. lært mig at spise humleskud. Jeg anede ikke, de kunne spises. Men de smager himmelsk, og de myldrer frem ude i hegnet her sidst i april. (Foto: Michael Stoltze).

Da Noma sidste år blev kåret som verdens bedste restaurant, var det ikke kun en hyldest til det nyskabende spisesteds kulinariske kvalitet og opfindsomhed. Det var også en hyldest til naturen, som rummer så mange muligheder for at finde og bruge ingredienser til fryd for ganen.

Nu har Noma gjort det igen! De er for 2. år i træk blevet kåret som verdens bedste restaurant. Noma og restaurantens insisteren på nordisk mad og den nordisk natur bærer frugt, og kåringen for anden gang viser, at Nomas idé ikke er en døgnflue.

Nomas opskrift er, at vi skal huske, at al vores mad stammer fra naturen, og at vi skal bruge og udforske mulighederne i det, vi kan finde derude i den vilde natur. Det er ved at blive en sand dille, og det er godt! I går så jeg Jamie Oliver på madopdagelse i Stockholm. I Sverige, som vi altid har grinet (rent kulinarisk) af her i Danmark på grund af deres surstöming, søde brød og tørre kanelbullar… Men hold da op! Jamie Oliver entrerede essensen af den svenske madkultur, så selv en blind kunne gnide øjnene åbne og erkende, at de så sandelig kan noget i det store land på den anden side af Øresund. Ikke mindst på grund af den natur, de har så rigelig af.

Noma står for “nordisk mad”, så det er altså også Sverige. Men hvad med Nomas idé? Vil den holde? Holder det dér med, at vi skal hente vores mad fra den vilde natur?

Ja og nej! Ja  - ingredienser fra den vilde natur er fantastiske i ethvert køkken på grund af både smag og fortælling. Og nej – den vilde natur rummer overhovedet ikke mad nok til, at menneskeheden kan leve af den i dag som samlere og jægere. Det må man ikke tro. Skulle vi det, kunne vi formentlig højst være omkring en milliard mennesker på Jorden. Vi er som bekendt omkring syv gange så mange, så mindst seks milliarder af os ville dø af sult.

Med dette “lille men” i erindring, vil jeg ønske Noma er stort tillykke med kåringen og takke for restaurantens, René Redzepis, Claus Mayers og alle de andre gode menneskers eminente evne til at sætte fokus på naturen som det største og vigtigste krydderi i tilværelsen.

Hyldest til Danmarks Naturfredningsforening

En animeret anemone

En animeret anemone,
en balstyrisk baldakinspinder,
en cirkumpolar citronsommerfugl,
en desillusioneret desmerurt,
en eminent eremit,
en forfjamsket fløjfisk og
en gudbenådet guldblomme.

En hedengangen hedeskratte,
en isotopinficeret islom,
en jordnær jordbærkløver,
en knæhøj kalkkarse,
en løjerlig løgfrø,
en melankolsk mellemflagspætte og
en nedbøjet næbfrø.

En ordentlig odinshane,
en perpleks perlemorsommerfugl,
en quasarlysende quercus,
en rørstrømsk rørdrum,
en snøftende snæbel,
en tænksom tinksmed og
en udspillet urfugl.

En vindskæv vindelsnegl,
en xylografisk xerofyt,
en ypperlig yggdrasil,
en zenbuddhistisk zinnobersvamp,
en ækvilibristisk æskulapsnog,
en øretæveindbydende øresundshønsetarm og
en åbenbar ålebrosme.

Michael Stoltze, Stubberup, 21. april 2011.

—–

Den 21. april 2011 fyldte Danmarks Naturfredningsforening (DN) 100 år.

Naturen er kulturens egentlige fundament.  Derfor er ovenstående digt – en alfabetisk flig af naturens store bog – min lykønskning til DN. Det er en hyldest til livet omkring os med tak til Danmarks Naturfredningsforening for 100 års tro tjeneste for dansk natur.

DN blev især dannet for at sikre befolkningen fri adgang til Danmarks kyster, men siden er beskyttelse og fredning af natur og landskaber i bred forstand blevet foreningens adelsmærke. Uden DNs indsats og mange fredninger ville Danmarks natur have været meget fattigere. Foreningen har haft stor indflydelse på Danmarkskortet.

Danmarks natur- og landskabsværdier er i nutiden under konstant pres, fordi vi er så mange, og fordi vi udnytter landet så intensivt. Derfor er det vigtigt, at DN forsvarer de naturværdier, vi har, og kæmper for at udvikle naturen og landskabet til et rigt og mangfoldigt aktiv for kommende generationer.

Tillykke til DN med de 100 år og ikke mindst tillykke til DNs mange aktive, som landet over gør en kæmpemæssig indsats for den danske natur.

En konstruktiv og resultatorienteret DN er vigtig for Danmarks fremtid. God vind de næste 100 år!

Dansk natur lige nu: Mælkebøttetid

Mælkebøtter. (Foto: Michael Stoltze).

Det er smukt, når marker og grøftekanter står gule af mælkebøtteblomster.

I virkeligheden er det dog et tegn på forurening. Arealerne er så forurenet af gødning, at de fleste vilde, danske  plantearter ikke kan klare sig. De er for længst kvalt af mælkebøtter, tidsler, brændenælder eller andre arter, der både tåler og stortrives, hvorder er masser af gødning i jorden. Det er de såkaldte nitrat-planter.

Gæs på mark med mælkebøtter. Det ser flot ud, men de mange mælkebøtter er tegn på, at marken er gødet og artsfattig. (Foto: Michael Stoltze).

På en ugødet eng eller bakkeskrænt er mælkebøtterne få og små. Til gengæld kan der være flere hundrede planterarter sådanne steder, mens der kun trives 15-20 arter i de områder, der for tiden er gule af mælkebøtter.

Grønne mælkebøtteblade er meget bitre, men hvis man dækker unge mælkebøtteskud af med sort plast, bliver de blege og milde i smagen – omtrent ligesom julesalat. Det er nemt at lave fin og velsmagende salat på den måde. Især i Sydeuropa spiser man masser af spæde mælkebøtter.

Blegede mælkebøtteskud smager fortræffeligt. (Foto: Michael Stoltze).

Når mælkebøtterne blomstrer mest intenst, flyver den smukke aurora talrigt. Hannen er uhyre let at kende på de orange vingespidser, mens hunnen ligner en almindelig kålsommerfugl. Som larve lever aurora især på engkarse. Derfor trives sommerfuglen godt på enge, der ikke gødes. Her kvæler mælkebøtterne nemlig ikke engkarseplanterne.

Ugødet eng med lysviolet engkarse. Her er der få mælkebøtter og mange aurora. (Foto: Michael Stoltze).

Aurora-han på mælkebøtteblomst. Som larver lever den på bl.a. engkarse. (Foto. Michael Stoltze).

Problembarnet hedder Landbrug og Fødevarer

Organisationen Landbrug & Fødevarer sidder solidt på de 8.000 millioner kr. vi hvert år som skatteydere betaler til intensiv landbrugsdrift. Organisationen vil ikke afgive en krone til naturbeskyttelse. (Foto: Michael Stoltze).

Socialdemokraternes miljøordfører Mette Gjerskov har fremlagt en plan for, hvordan en del af landbrugsstøtten kan bruges til naturbeskyttelse.

S vil ifølge Radioavisen (hør udsendelsen 27. april kl. 8.00) årligt bruge 500 millioner kr. (af de ca. 8.000 millioner kr., vi som skatteydere betaler til landbruget hvert år) specifikt til naturbeskyttelse. Det er stadig landbruget, det skal have pengene, men nu for at “producere” natur – ikke for at producere fødevarer.

Det er glimrende, at S kommer på banen. Men de er alt for uambitiøse. Landbrugets nye protestbevægelse, Bæredygtigt Landbrug, der har vældig vind i sejlene for tiden, har lige foreslået, at man tager 1.800 millioner kroner årligt af landbrugsstøtten og bruger disse penge til målrettet naturbeskyttelse (læs om forslaget her). Så er det underligt, at S spiller så svagt ud. De 1.800 millioner kr. er meget tættere på det, der er nødvendigt for at sikre Danmarks natur, og det kan rent faktisk lade sig gøre. Danmark kan nemlig nationalt disponere over godt 25 % af landbrugsstøtten direkte til naturbeskyttelse (helt præcis 26,25 % – læs hvordan her). Det er bare med at komme i gang til gavn for både naturen og dansk landbrug!

Desværre har mastodontorganisationen Landbrug & Fødevarer endnu en gang sat sig massivt til modværge mod enhvert forsøg på  ommøblering af landbrugsstøtten til andre formål end ren erhvervsstøtte.  Det er forbløffende konservativt og dumt i en situation, hvor både samfundet og egne rækker inden for landbrugserhvervet forventer og arbejder konstruktivt for, at landbruget går nye og mere frugtbare veje.

Danmark har akut behov for at gøre en indsats for landets natur og landskab. Stopklodsen er ikke danske landmænd, men en total obstruktion fra oganisationen Landbrug og Fødevarer.

Hvad bilder de sig egentlig ind i den organisation? Landbrug & Fødevarer er et problembarn, der skader Danmark.

Dansk natur lige nu: Skøjteløb på havedammen

Skøjteløber. (Foto: Michael Stoltze).

Hvis man har have, kan jeg stærkt anbefale at anlægge en lille havedam med åkander og andre vandplanter – men helst uden fisk. Den behøver ikke at være mere end 4-5 kvadratmeter og 20-30 centimeter dyb.

Når dammen er anlagt, myldrer frøer, salamandre, guldsmede, vandkalve og mange andre dyr til. For børn og voksne er en af de største glæder i haven at følge udviklingen i havedammens dyreliv gennem året. Min yngste søn  og hans venner bruger timer dér med fiskenet og syltetøjsglas. Og jeg bruger mange timer med kameraet.

Nu er vinterens is afløst af blankt vand og åkander på vej. De kønne grønne frøer har indtaget deres domæne og plumper i vandet fra solsiden, når man nærmer sig dammen.

Guldsmedene er endnu ikke på vingerne; men på vandoverfladen er der et mylder af skabninger, der kan gå på vandet!

Det er først og fremmest skøjteløbere, der springer raskt omkring, som om vandhinden var et gulv for badutspringere. Skøjteløberens to bageste par lemmer er meget stærke, og danner i hvile et perfekt kors af fire lige lange ben. Derfor er skøjteløberen altid parat til at springe afsted. De forreste ben er korte og velegnede til at fastholde de små forulykkede insekter, som skøjteløberen lever af. Den “rydder op” på vandoverfladen ved at finde og udsuge småinsekterne for næring med sin tynde snabel. Skøjteløberen er nemlig en næbmund (i slægt med tæger, cikader og bladlus), og alle næbmunde har stive, stikkende snabler.

Sammen med skøjteløberen lever en anden lille næbmund. Det er den fine skrædder. Den lille “skøjteprinsesse” med det aparte “fedtmulehoved” spadserer elegant omkring på vandoverfladen på sine hårtynde ben. Af og til skøjter den rundt og lader sig føre hid og did af små vindpust. Skrædderen lever også af forulykkede smådyr på vandhinden, men har specialiseret sig i at æde endnu mindre dyr end skøjteløberen. Så skøjteløberne og skrædderne har fordelt vandoverfladens spisekammer mellem sig.

Skrædder. (Foto: Michael Stoltze).

Dansk natur lige nu: Hægen dufter i hegn og krat

Hægen dufter og blomstrer overdådigt. (Foto: Michael Stoltze).

Alle kender de blomstrende kirsebærtræer, og de fleste kender også mirabel og slåen, der blomstrer snehvidt i landskabet om foråret.

Men lige nu blomstrer et andet mellemstort træ i hegn, krat og skov i store dele Danmark. Det er den duftende hæg, der kan blive et op til omkring 10 meter højt træ.

Hægen formerer sig let som ingenting med rodskud, især på fugtig jordbund. Sådanne steder kan man uden besvær hive små rodskud op og plante dem ind i god muld i sin have. Så får man på forbavsende kort tid store, blomstrende træer.

Skovbryn med blomstrende hæg. (Foto: Michael Stoltze).

Hægen er i slægt med kirsebær, slåen, blomme og mirabel, og hægens små, sorte frugter kan spises, hvis man vil. De er dog noget bedske og ikke så søde som kirsebær.

Hæg er naturligt hjemmehørende i Danmark, hvor den indvandrede kort efter sidste istid for mindst 10.000 år siden. Den tåler kolde vintre og findes i Skandinavien helt op til Ishavet.

I sandede områder vokser mange steder en anden art af hæg, der stammer fra Nordamerika. Det er glansbladet hæg, som er blevet et besværligt ukrudt på mange jyske heder, hvor man prøver at bekæmpe den.

I haven bliver hægen høj og flot på ganske få år. (Foto: Michael Stoltze).

Dansen om biodiversiteten

Høvblege på Møn - en af biodiversitetens alt for få bastioner. (Foto: Michael Stoltze).

Miljøminister Karen Ellemann vil have en folkelig debat om biodiversitet og kom i går med regeringens debatoplæg.

Ministerens oplæg er et udmærket resumé af den naturpolitik, vi allerede kender. Den naturpolitik, som samtlige eksperter har underkendt som ganske utilstrækkelig, hvis vi skal standse naturens tilbagegang.

Eksperterne efterlyser en samlet, national naturplan, pleje og genopretning af natur på både højbund og lavbund, revidering af naturbeskyttelsesloven, så loven kommer til at omfatte både lysåbne arealer og skov og sådan, at det fremover bliver forbudt at gøde, sprøjte, dræne eller bebygge beskyttede arealer (med mindre, der af ganske særlige grunde er givet en dispensation). Desuden anbefaler eksperterne udlæg af mindst 10 % af de danske skove til urørt skov (naturskov). I dag er under 2% af skovarealet udlagt som urørt skov.

Ministerens oplæg rummer intet nyt under solen. Det glædelige er, at det kun er et oplæg, og at ministeren inviterer til debat. Det ærgerlige er, at regeringen igen-igen udskyder de handlinger, naturen har brug for.

Jeg håber, at oplægget vil blive mødt med krav om, at regeringen dropper Grøn Vækst (det er noget makværk) og i stedet kommer med en ordentlig og finansieret national plan for Danmarks natur. Danmarks Naturfredningsforening har i en glimrende pressemeddelelse oplyst, at foreningen vil komme med deres eget bud på en plan til sommer. Det er godt og nødvendigt.

Jeg håber, at andre grønne organisationer, politikere, fagfolk, erhverv og naturligvis helt almindelige borgere, der bare kerer sig om Danmarks fremtid, vil byde ind med masser af gode ideer.

EU-strategi om natur giver Ellemann forklaringsproblem

Miljøminister Karen Ellemann har gennem snart et år sagt, at bevaring af naturens biologiske mangfoldighed – biodiversiteten – var den vigtigste sag overhovedet på hendes bord. Og at regeringen ville fremsætte en plan for bevaring af Danmarks biodiversitet inden sommeren 2011.

Mandag den 2. maj udsatte Ellemann imidlertid arbejdet til efteråret. Begrundelsen var, at EU’s overordnede strategi endnu ikke var på plads. Så i stedet udsendte hun et resumé af regeringens kendte naturpolitik ledsaget af en opfordring til en folkelig debat hen over sommeren 2011 (læs mere her).

Men allerede tirsdag den 3. maj (dagen efter Ellemanns udsættelse) kom  EU’s strategi!

Det virker ærlig talt påfaldende. Ellemann vidste naturligvis godt, at EU’s strategi kom dagen efter. Dermed falder ministerens væsentligste grund for at udsætte arbejdet med den danske biodiversitetsstrategi til jorden.

EU’s strategi, der kan læses her, indeholder seks overordnede rammer for, hvordan EUs lande skal gennemføre arbejdet med at bevare naturens biologiske mangfoldighed:

1: fuldstændigt at gennemføre gældende naturbeskyttelseslovgivning og netværket af naturreservater for at sikre gennemgribende forbedringer af de forskellige naturtypers og arters bevaringsstatus

2: at forbedre og genetablere økosystemer og økosystemfunktioner i det omfang, det er muligt,navnlig ved øget anvendelse af grøn infrastruktur

3: at sørge for et bæredygtigt landbrug og skovbrug

4: at beskytte EU’s fiskebestande

5:  at bekæmpe invasive arter, der i stigende grad er med til at forårsage tab af biodiversitet i EU

6: at øge EU’s bidrag til en samordnet global aktion for at afværge tab af biodiversitet.

Med disse rammer på plads, er der ingen undskyldning for, at Danmark udsætter arbejdet. Sagen efterlader Ellemann med et forklaringsproblem.

Naturzoner skaber forvirring

Der er udmærkede takter i Socialdemokraternes nye naturpolitiske udspil (kan hentes her). Men forslaget om naturzoner skaber betydelig og unødig forvirring. Er skov ikke natur? Og skal eksisterende naturbeskyttede arealer (såkaldte § 3-arealer) ikke ind under naturzonen? Jeg er skeptisk… Jeg så langt hellere (som jeg har agiteret for længe – læs her) en planlængning efter udnyttelsesgrad med følgende nationale mål for Danmarks landareal:

5 % helt vild natur (urørte naturreservater/nationalparker)

35% ektensivt udnyttet natur (skove og åbne naturområder, hvor man kan have ektensiv drift, men ikke gøder, sprøjter, dræner eller bygger)

60 % intensivt udnyttet natur (byer, anlæg og intensivt landbrug)

De anførte arealprocenter er i god overensstemmelse med Danmarks officielle mål om at forøge naturarealet og fordoble skovarealet i forhold til 1989 i løbet af 80-100 år.

De to første arealkategorier bør forvaltes under en ny naturbeskyttelseslov, som selvfølgelig også skal omfatte skov.

Efter 2020-forlig: Grøn valgkamp, tak!

2020-planen om nogle af grundvilkårene i dansk økonomi ser nu endelig ud til at lande efter usædvanlige og dramatiske forhandlinger.

Hvad så? Hvad bliver temaerne i den kommende valgkamp?

Der er ingen tvivl om, at Danmarks økonomi bliver hovedoverskriften. Men valg handler altid bredt om fremtiden. Hvad er det for en fremtid, vi ønsker? Hvordan ønsker vi, Danmark skal udvikle sig?

Spørger man danskerne om det grønne, er svaret meget entydigt: Alle ønsker, at vi passer godt på naturen. Landbruget, der forvalter 3/4 af Danmarks landareal, har også (på papiret) flotte ambitioner for naturen og landskabet i Danmark. Og flere af de politiske partier er begyndt at røre på sig med naturpolitiske udspil.

Men der findes ingen samlet, national plan for, hvor vi skal hen med Danmarks natur og landskab. Regeringen vil have den danske befolkning til at debattere det, men har for 117. gang udskudt sit eget bud på en plan til efteråret. Den udsættelse kan vise sig at blive fatal for regeringen,  der siden den kom til magten i 2001 netop har været kritiseret for at have alt for lave grønne ambitioner. Anders Fogh Rasmussens afskedssalut i dansk politik var netop en erkendelse af, at nedprioriteringen på det grønne område var regeringens største fejltagelse. Derfor opfordrede han til nytænkning og til ikke mindre end en ”grøn revolution” i dansk politik.

Den opfordring er ikke blevet hørt, og det er skidt for Danmarks fremtid. Derfor vil blå blok gøre klogt i at spille ind med et solidt grønt oplæg nu (læs mere her).

I den kommende valgkamp er der brug for, at borgerlige kræfter – ikke mindst Det Konservative Folkeparti – bringer det grønne og naturpolitiske område i spil som en aktiv del af at sikre en sund økonomi og en god fremtid for Danmark.

Grøn valgkamp, tak!

Det er sund fornuft.

Dansk natur lige nu: Askesygen hærger

Asken er livets træ, Yggdrasil, i den nordiske mytologi. Nu er det ramt af en dødelig sygdom. (Foto: Michael Stoltze).

Syg ask og rask ask. (Foto: Michael Stoltze).

Døde og døende aske i Allindelille Fredskov. De fleste af skovens aske er ramt. (Foto: Michael Stoltze).

For få år siden døde praktisk talt alle store elmetræer i Danmark på grund af en svampesygdom. Sygdommen skånede de små elmetræer. Derfor er der stadig masser af elm, som kan vokse op til nye store træer, når elmesygen slipper sit tag i landet.

Nu har en anden og måske langt mere alvorlig sygdom ramt et af vore store skovtræer. Det er askesygen (asketoptørre), der hærger. Sygdommen er ny og forårsages af en svamp, der blev beskrevet af forskere så sent som i 2006 (læs mere her). Nu angriber svampen asketræerne over alt, så de svækkes og dør. Mange af træerne er helt døde, mens andre har mange visne grene og ser skabede ud. En del asketræer sætter spredte skud og kommer sig måske igen. Men det ser skidt ud for asken, og selv små træer bliver angrebet. Meget tyder på, at de fleste asketræer i Danmark vil dø.

Døde asketræer. (Foto: Michael Stoltze).

Asken er ikke et hvilket som helst træ. Det er livets træ, Yggdrasil, i den nordiske mytologi. Veddet er lyst, smidigt, stærkt og yderst værdifuldt, og i naturen er askeskov frodig med en artsrig skovbund af urter som lungeurt, gul anemone, firblad og orkideer som tyndakset gøgeurt, skovgøgelilje og ægblædet fliglæbe. Botanikere taler om askevæld, fordi asketræer gerne vokser omkring kildevæld.

Asken har i århundreder været et højt skattet træ, så ved huse og gårde på landet, i parker og på kirkegårde står der masser af store og smukke aske. Det er umådeligt trist, hvis de dør. Der er ingen kur mod sygdommen. Der er tegn på, at nogen af asketræerne er modstandsdygtige (læs her), men ingen ved endnu, om og hvor mange af træerne, der virkelig er modstandsdygtige. Seniorrådgiver Iben M. Thomsen fra Forskningscentret for Skov og Landskab ved Københavns Universitet har samlet den seneste viden om askesygen (asketoptørre). Og her er en god svensk hjemmeside om askesygen.

Som man kan læse, er der stor bekymring for det smukke træs fremtid. Alle sætter lid til modstanddygtige træer, men vi kan ikke gøre andet end at krydse fingre for asken.

Du kan læse mere om asken og askesygen i dette essay fra 2009 i Kristeligt Dagblad.

Orkideen tyndakset gøgeurt er ofte talrig i askeskov. (Foto: Michael Stoltze).

Den fine firblad, som vokser i askeskov. (Foto: Michael Stoltze).

Naturen som en god forretning

Landbruget kan vinde bred respekt, hvis det for alvor tager rollen som natur- og landskabsforvalter til sig

Blomsterbakken Høvblege på Møn er så artsrig og farverig, at man føler sig hensat til et sted i Provence. Sådanne steder er blevet så sjældne i Danmark, at de næsten er glemt. (Foto: Michael Stoltze).

Danske landbrug bliver større, mere specialiserede, effektive og produktive og beskæftiger færre mennesker.

Men uanset hvor mange eller få, der direkte er beskæftiget i landbruget, er det en kendsgerning, at landmænd fortsat ejer omkring 3/4 af Danmarks landjord. Foruden de godt 60 % af  landet, som er i intensiv landbrugsdrift, ejer landmænd en stor del af Danmarks skove og åbne naturarealer.

Derfor er landbruget Danmarks vigtigste natur- og landskabsforvalter. Det er et enormt ansvar, som vedrører hele nationens velfærd og fremtid. Set med traditionelle landbrugsbriller er vild natur og ekstensivt udnyttede arealer, hvor man ikke dræner, gøder eller sprøjter, ret uinteressante og i hvert fald underskudsgivende områder. Det traditionelle formål med landbrug er at producere mest mulig mad på arealerne. Og gammeldags, ekstensiv drift giver i dag slet ikke afkast nok til at forrente investeringer på 150-250.000 kr. pr hektar.

Naturen som forretning

Målrettet natur- og landskabsbeskyttelse er en ny beskæftigelse for landbruget. Den er opstået, fordi landbruget er blevet så højeffektivt, at naturens mangfoldighed er trængt alvorligt tilbage. Men naturbeskyttelse er en elendig forretning i Danmark. Efter gældende regler belønner vi landmænd med landbrugsstøtte for at opdyrke arealer, der egentlig er uegnede til dyrkning, fordi de er for tørre, for skrånende, for stenede eller for våde. Så titusindvis af steder i Danmark får landmænd støtte til at ødelægge natur, der kunne være til glæde for både jægere og os alle sammen. Mange af arealerne giver ringe eller intet udbyttet.

Så tåbelige regler skal naturligvis laves om. Landbruget og politikerne i Danmark bør gå nye veje og gøre natur til et godt forretningsområde for landbruget. Det har man allerede gjort i England, Sverige og Tyskland. Der er skandaløst, at det ikke sker i Danmark – det land i Europa, der har allermest brug for en aktiv indsats for at beskytte og udvikle naturen.

Blomsterflor og sommerfugle mangler i det intensivt dyrkede agerland. (Foto:: Michael Stoltze).

Bæredygtig udvikling

Danmark har forpligtet sig internationalt til bæredygtig udvikling. Det betyder blandt andet, at landbruget i lige konkurrence med andre lande skal leve op til internationale miljøstandarder. Miljøkravene er internationale produktionsvilkår. De er ikke konkurrenceforvidende, og de skal ikke kompenseres for økonomisk. Det er forureneren, der betaler.

Bæredygtig udvikling indebærer, at vi må ikke sætte grundlæggende værdier over styr. Vi kan f.eks. ikke tillade os at udlede stoffer, der utilsigtet skader omgivelserne. Og vi kan ikke tillade os at sætte fælles værdier, herunder naturens og landskabets mangfoldighed, over styr. Vi har moralsk pligt til at give værdierne videre til vore efterkommere.

Naturen er i menneskehænder

I naturen er mennesket enestående, fordi vi som art er bevidst om vores egen eksistens og handler derefter. Vi kan bestemme over livet på Jorden. Vores evne til at herske over Jorden bliver tit mistolket i retning af, at vi skal udrydde den onde (unyttige) og fremme den gode (nyttige) natur. Vi kan og bør imidlertid vende vores enestående evner til noget positivt. Uanset, om vi synes om det, er naturens skæbne nu i menneskets hænder. Vi må forstå naturen som altomfattende – noget, der både er godt og ondt, nyttigt og unyttigt. Først når man forstår denne dobbelthed, forstår man, hvad natur og naturbeskyttelse er.

Danmark er et landbrugsland. Det bør vi være stolte af. Vores kultur er udsprunget af naturen og de mennesker, der for godt 6.000 år siden begyndte at dyrke jorden og holde husdyr. Danmark er stadig et landbrugsland. Det bør Danmark blive ved med at være, for vores land er velegnet til landbrug. Det er ukonstruktivt, når naturforkæmpere prøver at bagatellisere landbrugets rolle i Danmark. Samtidig er det ukonstruktivt, når landbruget betragter alle naturforkæmpere som fjender af landbrug.

Selv med et intensivt landbrug, har vi sagtens plads til en rig og varieret natur i Danmark.

National udviklingsplan

Når Danmarks natur er i vore hænder, må vi lægge planer og investere i naturen. Det gør man efterhånden i alverdens lande, og det bør vi også gøre i Danmark. Vi bør planlægge hvordan og hvor hårdt, vi vil udnytte landet. Min vision er en national udviklingsplan, hvor:

5 % af Danmark målsættes som vild natur, der passer sig selv,

35 % af Danmark målsættes som ekstensivt udnyttet natur, hvor vi ikke bygger, dræner, sprøjter eller gøder (men gerne har græsning, skovdrift osv.), og

60 % af Danmark målsættes som intensivt udnyttet natur, dvs. byer, veje, anlæg og intensivt landbrug.

Planen indebærer, at landbruget skal tage omkring 1/6 af landbrugsjorden (ca. 450.000 ha) ud af intensiv drift. Det drejer sig om arealer, som ligger højt i landskabet, bynære arealer, vandindvindingsområder og ikke mindst arealer, der som nævnt er uegnede til dyrkning.

Fremover skal landbruget belønnes (med landbrugsstøtte) for at genoprette og bevare ekstensivt udnyttet eller vild natur, og ikke (som i dag) for at ødelægge natur.

Jeg ser gerne, at landbruget bliver fremtidens helt store natur- og landskabsforvalter i Danmark. Det kræver at landbruget vil, og at natur- og landskabsforvaltning bliver et godt forretningsområdet for landbruget. Det kræver nye regler og ommøblering af landbrugsstøtten til nye formål. Nationalt kan det faktisk lade sig gøre at bruge godt ¼ af den nuværende landbrugsstøtte direkte til natur- og landskabsbeskyttelse. Det er omkring 2 milliarder kroner årligt. Med de penge vil vi kunne komme rigtig langt og på få år opnå et langt bedre samspil mellem landbruget, naturen og landskabet i Danmark. Det vil betyde, at det intensivt dyrkede areal vil falde fra ca. 60 % til ca. 50 % af Danmarks landareal. Men det kan ske stort set uden, at landbrugsproduktionen falder. Det er nemlig overvejende de uegnede jorder, der bliver taget ud af drift.

Med den skitserede udviklingsplan vil Danmark blive smukkere. Naturen og landskabet vil blive rigere, turismen vil begynde at blomstre igen, og vi vil blive meget gladere for at bo og rejse omkring hvor som helst i vores eget land. Og endelig: Landbruget vil kunne udfolde sig effektivt og sundt under bedre og mere frie rammer på en måde, vi alle kan være stolte af.

Planen er ikke dyr. Tværtimod. Vi har ikke råd til andet, end at gå den vej. Det vil være til gavn for Danmark, naturen og landbruget.

Høslæt uden dræning, gødskning eller sprøjtning er forudsætning for denne blomsterrige orkidé-eng ved Sorø. (Foto: Michael Stoltze).

Ovenstående artikel har være bragt første gang i gang  tidsskriftet Agrologisk, maj, 2011.

Landbruget traf det sikre valg

Landbruget har for kort tid siden valgt ny formand. Det blev som ventet den tidligere viceformand (og fungerende formand) Niels Jørgen Pedersen. Læs mere her.

Med valget af den 46-årige mælkeproducent fra Thy har organisationen Landbrug & Fødevarer (L&F) truffet det sikre valg. Det betyder, at organisationen vil fortsætte deres egen klare strategi og målrettede kommunikation om “Den nye fortælling”, som er det slogan, erhvervet prøver at udvikle sig på og vinde større og bredere anerkendelse på i samfundet.

Der er ingen tvivi om, at L&F med Niels Jørgen Pedersen har fået en dygtig og sympatisk formand. L&F traf det traditionelle valg i en tid med intern uro i organisationen og store finansielle problemer i erhvervet. Det kan give bagslag. Den interne strid kan nemlig nemt forsætte. Niels Jørgen Pedersens modkandidat, Martin Merrild, som var mere positiv overfor protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug, fik nemlig også et godt valg med 181 stemmer mod Niels Jørgens Pedersens 261.

Udfordringen og opgaven for Niels Jørgen Pedersen bliver derfor, at han lytter til relevant kritik og handler klogt derefter, hvad enten kritikken kommer internt fra organisationen eller fra det omgivende samfund.

L&F har i mange år været alt for dårlig til at indrette sig efter den konstruktive kritik fra det omgivende samfund. Den største tjeneste, den nyvalgte formand kan gøre for erhvervet, er derfor at se fremad og forholde sig åbent og konstruktivt til samfundets ønsker og handle derefter. Organisationens glittede strategier et kun gode for erhvervet og udviklingen, så længe samfundet støtter vejen.

DN-præsidenten sidder solidt i skyttegraven

Siden 2006 har Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, været bannerfører for en linje, der har placeret foreningen solidt i en skyttegrav over for landbruget.

Da landbruget ejer 3/4 af det danske landareal inklusiv hovedparten af vor beskyttede natur, betyder den agressive linje (hvor DNs præsident ikke regner landbruget for en mulig medspiller i naturbeskyttelsen), at Danmarks Naturfredningsforening (DN) samtidig skyder Danmarks største og vigtigste natur- og landskabsforvalter fra sig. Præsidentens stil betyder, at DN nu har mere travlt med at kæmpe mod landbruget end at kæmpe for naturen og få landbruget med ind i denne kamp for en rig natur.

Det er mere end ærgerligt. DNs ædle og gode formål er at passe på og udvikle Danmarks naturværdier. Det formål kan 99 % af alle danskere inklusiv langt de fleste landmænd uden tvivl støtte op om. Men den stejle kurs, som DNs præsident står for, betyder, at DN har mere end svært ved at opnå resultater for naturen. Foreningen taber medlemmer og har ingen udsigt til at vinde den værdikamp, som præsidenten gerne vil vinde for naturen. Hun har malet sig selv og sin forening op i et hjørne. Det er synd for Danmarks største og vigtigste grønne forening, der ellers har gjort det flot i 100 år. Og det er især synd for den danske natur, som foreningen ifølge sit formål skal tage hånd om til glæde for os alle sammen.

I stedet for at gå nye konstruktive veje, der giver gode resultater for Danmarks natur, sidder DN nu solidt i sin skyttegrav og kæmper i en nytteløs krig. Se bl.a. indslag i TV2 Lorry her.

Af hensyn til den danske naturs og DNs fremtid bør foreningens præsident skifte stil. Hvis det ikke sker, er der risiko for, at både DN og den danske natur sygner endnu mere hen.

Nu lyser asken over land

Livets træ i den nordiske mytologi, asken, lider af askesyge (se  her). Men det smukke træ, der lyser op i landskabet ved sommerens start, kæmper en sej kamp mod sygdommen, og de fleste træer vil forhåbentlig overleve. 

Nu lyser asken over land

Mel.: Septembers himmel er så blå

1.
Nu lyser asken over land
fra skovens friske kilder.
Der driver frø af løvetand
på luft, som sjæl formilder.
Nu dufter tjørn fra hegn og krat,
hvor nattergalens klukken
fortryller junis sommernat
som svar på gøgens kukken.

2.
Nu bryder byggens aks påny
med silkeskær i vinden.
Og brisen blæser fra sin sky
og stryger tæt om kinden.
Så er det godt at søge læ
og mærke nældeduften
bag grønne skove, hegn og træ,
hvor solen luner luften.

3.
Nu leger der en sommerfugl
så yndefuldt og stille.
Og viben flyver kåd mod muld,
mens lærken slår sin trille.
Og børn går over sø og land
i græs på bare fødder.
Nu strømmer kildens klare vand
om askens rene rødder.

4.
Hvem hviler der ved træets fod
med ten og tråd i hænde?
Vi husker, hvad vi efterlod,
men hvem kan fremtid kende?
Nu smiler juni ren og skær
med tusind farvetoner,
og landet ligger i sommervejr
med lys i askens kroner.

Valgkampen er gået agurk

Agurketiden er startet i Danmark... (Foto: Michael Stoltze).

Det kan godt være, at grønne danske agurker er frikendt for farlige bakterier. Til gengæld er den danske valgkamp ved at gå agurk. Og det kan hele samfundet blive syg af! I snart to år har kulsorte skyer trukket sig sammen frem mod folketingsvalget 2011. Det ser ud til at blive et valg mellem pest eller kolera:

Pesten: Den siddende regering, der er korrumperet af DFs sorte nationalisme.

Koleraen: Thornings og Søvndals cirkus, der består af buldrende tomme tønder.

“Sandheden er krigens første offer”, siges det. Det gælder også dansk blokpolitik, der har udviklet sig til en magtkamp uden rodforbindelse til fornuft og faktuel viden. Det kommer der altså ikke ordentlige drømme og sunde fremtidsvisioner for Danmark ud af!

Valget ligner allerede en katastrofe for Danmark – uanset, om blå eller rød blok vinder. Det er ikke godt for Danmarks fremtid.

Gid der var en tredje vej…

Dansk natur lige nu: Blodpletter og blåfugle i massevis

Blåfugle. Hanner i kamp om territorium. (Foto: Michael Stoltze)

Den farvestrålende sommerfugl blodplet har bredt sig og er efterhånden ret almindelig i det meste af Danmark. Den strejfer vidt omkring, og lige nu ser man den tit flyve stille omkring i solen mellem højt græs, hvor den jævnligt hviler sig på strå. Når den flyver, lyser den op i græsset pga. sine postkasserøde bagvinger. Du kan læse mere her.

I denne tid er det også højsæson for 1. generation af almindelig blåfugl. De herlige små, blå sommerfugle holder af steder med kællingetand og andre ærteplanter (som larven lever på), rå jord og masser af sol og læ. Foråret 2011 har været solrigt og rigtig godt for arten. Så der er mange blåfugle i år. De strålende blå hanner har territorier, som de forsvarer indtil der kommer en parringsvillig hun forbi. Hvis der kommer en anden han ind i territoriet, bliver der kamp, der som regel ender med, at den indtrængende han flygter.

Blåfuge i parring. Det er hunnen til venstre. (Foto: Michael Stoltze).

På gode steder ser man tit blåfugle i parring. Bagefter lægger hunnen æg på kællingetand, harekløver mm. Her vokser larverne hurtigt op, forpupper sig og bliver til masser af nye blåfugle i en 2. generation, der flyver i juli-august.

Danmark kludrer i nationalparkerne

Det er udmærket, at Skjern Å og omgivelser skal være nationalpark. Men Danmark kludrer så meget i arbejdet med at etablere nationalparker, at vi risikerer at blive til grin i udlandet. (Foto: Michael Stoltze).

Internationalt har begrebet nationalparker en dobbeltrolle: De skal dels reklamere for landenes flotteste naturværdier, dels sikre, at de bliver bevaret.

Nationalparker er simpelthen den måde, man globalt markedsfører og beskytter den vilde natur på.

Danmark kom først med på vognen, da statsminister Anders Fogh Rasmussen åbnede vores første nationalpark i Thy i 2008. Nationalpark Thy var oplagt og nærmest “grydeklar”. Den er fin og lever stort set op til, hvad man internationalt forventer af en nationalpark. Og da området allerede havde kvaliteterne, kostede det ikke en bondegård at gøre det til nationalpark. Det kostede stort set kun skilte og lidt penge til administration og markedsføring. Fint nok.

Men med åbningnen af Nationalpark Mols Bjerge i 2009, Nationalpark Vadehavet i 2010 og planerne om at åbne Nationalpark Skjern Å i år og Nationalpark Kongernes Nordsjælland i 2012, er etableringen af nationalparker i Danmark begyndt at gå i kludder.

Regeringen vil bare klippe snore over og afsætter ingen penge til udvikling af nationalparkerne.  Da de nye og kommende nationalparkområder omfatter store og intensivt dyrkede landbrugsarealer, der skal udvikles til mere vild natur, hvis de valgte områder skal give mening som nationalparker, skal der mange penge på bordet.

I  Nationalpark Skjern Å er ca. en tredjedel af det areal, der er udpeget til at blive nationalpark, intensivt landbrug. Hvis dette areal på lang sigt skal vedblive at være nationalpark, skal det intensive landbrug afvikles. Det behøver ikke at ske lige med det samme, men der skal være en plan for afviklingen, og staten skal have penge parat til at indgå forvaltningsaftaler med ejerne eller til at købe landbrug op, efterhånden som ejerne får lyst til at sælge. For det er pengene og lysten, der skal drive udviklingen af nationalparkerne frem. Tvang dur ikke. Det viser al erfaring.

Lige nu er forhandlingerne om de kommende nationalparker havnet i et dødvande, fordi pengene mangler. Landbruget vånder sig og vil ikke være med til noget. Og Danmarks Naturfredningsforening og andre grønne organisationer klager – med rette – over, at nationalparkerne mere tegner til at blive udstillingsvinduer for dansk landbrug end for dansk natur.

Måske var det bedre at nøjes med at udpege de allerede egnede arealer til nationalparker, og så siden prøve at genoprette tilstødende arealer til vild natur, når pengene og den politiske og folkelige vilje er der.

Og så er det nogle åbenlyse kandidater, der slet ikke er med billedet. Hvad med f.eks. med Skagens Gren? Hvad med Møns Klint? Hvad med Stevns Klint?  Eablering af nationalparker handler ikke bare om at beskytte og genskabe mere natur. Det handler også om at opbygge en national bevidsthed om vores naturværdier på den gode måde.

Sidste års mærkelig halvhjertede indvielse af Nationalpark Vadehavet en iskold oktoberdag i Ribe illustrerede meget godt den matte og uambitiøse stemning omkring regeringens nationalparkprojekt.

Det er det rent til grin, at Danmark er så dårlig til bruge nationalparksbegrebet til at markedsføre og udvikle landets mest storslåede natur. Danmark kludrer simpelhen i nationalparkerne. Der skal nye boller på suppen, hvis nationalparkerne skal blive noget værd for landet.

Litteratur og link

Michael Stoltze, 2010. “Danmarks Nationalparker”. Lindhard og Ringhof. Læs mere her.

Læs mere om Danmarks nationalparker her.

Dansk natur lige nu: Hyldeblomst og æblerose

Æblerose og hyld blomstrer på samme tid omkring Sankt Hans. (Foto: Michael Stoltze).

Nu blomstrer hyld og vildroser i hegn og krat. Det er de sidste blomstrende buske i landskabet, og normalt står de i først i fuldt flor omkring Sankt Hans. I år er de tidligere i gang på grund af det varme forår.

Der er mange arter af vildroser, som er ret svære at kende fra hinanden. De har alle smukke, enkle blomster med fem kronblade og et mylder af fine støvbærere. Men æblerosen kan kendes på, at bladene på undersiden har fine rødbrune kirtelhår, som afgiver en kraftig æbleduft, når man nulrer bladene mellem fingrene.

Æblerosens blade har rødbrune kirtelhår på undersiden og dufter kraftigt af æbler, når man nulrer dem. (Foto: Michael Stoltze).

Hylden lyser op med sine store, duftende, cremehvide blomsterskærme overalt i landskabet. Hyldetræerne holder af at gro, hvor der er rigeligt med næring i jorden, og derfor dukker den tit op i haver, der er godt gødet. Den kan ligefrem være et slags ukrudt. I granhegn i områder med store marker og svinefarme er der tit masser af hyld under granerne. Det skyldes, at nåletræerne “fejer” kvælstofnæring ud af den ammoniakforurenede luft.

I sangen Danmark nu blunder den lyse nat fra 1914 skriver Thøger Larsen at hyldene dufter i stuen ind.  Det gør de netop, for de dufter fint, når man sover for åbent vindue på landet omkring Sankt Hans.  Men hvis man tager skærmene ind i en vase, bliver duften intens og ubehagelig som om katten havde sat sig i et hjørne.

Den gode hyldeduft kan imidlertid  omsættes til den populære hyldedrik, der er uhyre let at fremstille. Man skal bruge:  

20 pæne og nyudsprungne skærme hyldeblomster 
1 stor økologisk citron i skiver
1 kg sukker 
20 gram citronsyre 
1 liter kogende vand

Ryst førs skærmene godt ude, så eventuelle smådyr falder af, og tjek også, at der ikke er bladlus på skærmene (men skyl dem ikke, for så fjerner man noget af smagen).

Kom derefter skærme, sukker, citronskiver og citronsyre i en krukke, hæld det kogende vand over, rør rundt med en ske, til sukkeret er opløst, og tilsæt evt. en kapselfuld atamon for at undgå mug i hyldedrikken.

Derefter dækkes krukken med et låg og og stilles køligt i tre dage. Så skal saften sies – og hyldeblomstkoncentratet er klar til at blive brugt og kan gemmes på flasker. Det skal fortyndes 4-8 gange efter smag og behag.

Hyldene dufter i stuen ind... (Foto: Michael Stoltze).

Konservative maler valget grønt

Nu vil Det Konservative Folkeparti have bedre naturbeskyttelse og mere natur i Danmark. Lars Barfoed har løftet sløret for en ny konservativ naturplan, der peger på at bruge en væsentlig del af landbrugsstøtten direkte til naturbeskyttelse. Læs mere  her.

[Opdatering 16.6.2011: Her er så ordlyden af de Konservatives naturplan]

Udspillet er interessant, fordi det bryder med VKO-blokkens hidtidige alt for blodfattige initiativer i tilknytning til projekt “Grøn Vækst”.  De Konservatives udspil er blevet godt modtaget af oppositionen, men er omgående blevet sablet ned af Venstre og af Landbrug & Fødevares nye formand, Niels Jørgen Pedersen. Det var forventet.

Men med de Konservatives udspil tegner der sig et folketingsflertal om en ny og mere aktiv naturpolitik i Danmark. Det er der brug for. Det er også interessant, at K vil have deres udspil skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag. Dermed er der lagt op til, at kampen for en bedre natur i Danmark kan blive et tema i den kommende valgkamp. De Konservative prøver at male valget grønt.

Det bliver spændende, om de Konservatives udspil kan bryde med Venstres og VKO-blokkens hidtidige naturpolitik, der siden 2001 til stor skade for Danmark har været direkte dikteret af Axelborg.

—

Læs også kommentaren Den borgelige natur.

132000 ha ødelagt natur forpligter

132000 ha (1320 kvadratkilometer) dansk natur blev pløjet op på bare tre år fra 2008 til 2010 efter ophævelsen af EUs tvungne brakordning. Det skriver Fødevareministeriet i en ny rapport. Tabet af natur svarer til et areal som Bornholm, Langeland, Als og Læsø tilsammen, skriver Politiken i dag (læs artiklen her).

Regeringen lovede i 2008, at ophævelsen af brakken ikke måtte gå ud over naturen. Men oppløjningerne og det store tab af naturværdier er ikke siden blevet kompenseret ved udlæg af nye områder til natur.

Opgørelsen viser, at der er akut brug for en national plan for Danmarks natur. En plan, der kan og bør finansieres af en væsentlig del af de ca. 7,5 mia. kroner, vi som skatteydere hvert år betaler i landbrugsstøtte. Danmark har nemlig mulighed for at vælge den vej og betale landmænd (eller andre) for at pleje og genoprette natur for landbrugsstøttemidler. Men hidtil har regeringen blokeret. Nu er muligheden for handling til gavn for den sårede, danske natur imidlertid pludselig blevet reel: Det Konservative Folkeparti kom i går (efter ti års passivitet!) endelig med et visionært bud på en naturplan, som der med stor sandsynlighed kan samles et flertal for i folketinget.

Nu håber og tror jeg på, at bare en lille del af den kommende valgkamp kommer til at handle om, hvad det rent fysisk egentlig er for et Danmark, vi vil videregive til vore efterkommere.

DF skader Danmark med løgne om naturudspil

Birthe Rønns angreb på Pia Kjærsgaard for at være udansk (læs her) kan og bør også rettes mod DFs miljøordfører, Jørn Dohrmann.

Dorhmann benytter enhver lejlighed til at fordreje sandheden og stigmatisere forkæmpere for danske naturværdier som venstreorienterede økoflippere, der er modstandere af erhversliv og fremskridt. Han tramper i den grad på danske værdier. Han er lige så udansk som sin partileder.

Da Det Konservative Folkeparti endelig kom med deres Naturplan i sidste uge med krav om, at deres plan for at beskytte danske naturværdier skulle skrives ind i et evt. kommende regeringsgrundlag, skummede DF og Dohrmann over af raseri i en pressemeddelelse:

“Det forslag er helt skørt. Landbruget er i knæ. Vi har lige lavet en aftale om forbedrede lånevilkår for landbruget med regeringen, og nu kommer selv samme regering og siger, at de vil tage ti procent af landbrugsstøtten og bruge på økologi. Det kan vi simpelthen ikke advare nok imod.”

“Forestillingen om at økologisk produktion nødvendigvis skulle være bedre end anden produktion er der ikke hold i. Vi har lige set, at VTEC-bakterien menes at stamme fra en økologisk bedrift, og der er ikke dokumentation for, at det er sundere at spise økologiske varer end konventionelt dyrkede fødevarer. Tanken om at økologi bare skal udbredes uanset om forbrugerne ønsker det eller ej er udtryk for en ideologisk holdning, som Dansk Folkeparti ikke deler”.

“Dansk Folkeparti nægter at deltage i den omgang kollektiv stokkeprygl, som landbruget er udsat for i disse dage fra alle sider af det politiske spektrum. Landbruget er et agtværdigt erhverv, og det vil være helt forkert at fjerne grundlaget for mange landmænd ved at tage deres EU-støtte og støtte økologisk produktion. Det vil også forværre dansk landbrugs konkurrenceevne i forhold til udlandet – og det er slet ikke det vi har brug for”.

Alt dette er fordrejelser og løgne, som DF og Dohrmann finder på i forsøg på at stigmatisere dem, der kerer sig og danske værdier, som modstandere af fremskridtet. K’s udspil handler nemlig overhovedet ikke om at tage penge fra landbruget eller om at støtte økologi. På naturområdet er DF lige så løgnagtig, som når partiet opdigter horder af rumænske forbryderbander og bruger disse påstande til at indføre den grænsekontrol, som nu har sendt Danmark i krise.

Jeg håber, at rigtig, rigtig mange bakker Birthe Rønn Hornbeck op og indstiller brillerne på, hvor udansk og landskadelig DFs fordrejede retorik og politik faktisk er – også for Danmarks natur.

DF skader danske værdier, vores omdømme i udlandet og dansk økonomi.

Ellemann i mindretal i Tøndermarsken

Miljøminister Karen Ellemann (V) mener, at intensiv rævejagt er løsningen på at få fuglene tilbage i den skandaleramte Tøndermarsk, hvor ynglefuglene er forsvundet, og staten har spildt ca. 80 millioner kroner på kompensationer til landmænd for at tage ligegyldige, midlertidige miljøhensyn. Men ministerens plan er helt hen i vejret (læs her) i forhold til Tøndermarsken, der er en del af Nationalpark Vadehavet. Problemet for fuglene i Tøndermarsken er det intensive landbrug, og det skal afvikles. Det mener de Konservative nu også ifølge den naturplan, de vil have skrevet ind i et evt. kommende regeringsgrundlag. Ved offenliggørelsen af planen i sidste uge udtalte partiformand Lars Barfoed (citat fra Berlingske Tidende 15.6.2011):

“Vi mener ikke, der skal være intensivt landbrug i vores naturparker. Vi skal adskille de ting, og vi skal øge naturområderne i Danmark. (…) F.eks. har der været meget konflikt omkring naturparken ved Skjern Å, hvor der er intensiv landbrugsproduktion. Hvor man siger, at det mere er et udstillingsvindue for landbruget end for naturen. Der må vi enten have omlagt den intensive brug til ekstensiv brug eller få nedlagt landbrug”.

Her er regeringepartneren K altså i samklang med oppositionen. Ellemann er i mindretal i  skandalesagen om forvaltningen af Tøndermarsken!

Dansk natur lige nu: Regn og mulebløde skovhindbær

Skovhindbær. Bærrene kommer på sidste års skud. De dør efter frugtsætningen, men de nye skud, der vil blomstre og bære frugt næste år, er allerede vokset op. (Foto: Michael Stoltze).

I større skovrydninger og -lysninger er det så godt som sikkert, at der efter to-tre år dukker tætte krat af vilde skovhindbærbuske op.

Ofte tørrer de små hindbær ind, så de ikke er værd at samle og spise. Men i regnfulde somre svulmer de op og bliver hængende i lang tid som delikate og saftspændte bær.

Fine, aromatisk skovhindbær. (Foto: Michael Stoltze).

I år har det været regnrigt, så lige nu er der masser af mulebløde skovhindbær i de danske skove. I de offentlige skove må man gå overalt. Og her er det en smal sag for en familie at samle en en stor skål skovhindbær. På gode steder kan en familie med et par halvstore børn let samle et kilo på et kvarters tid.

Spis dem friske, som de er, eller med med fløde og sukker. Og så kan man naturligvis bruge dem til

skovhindbærsyltetøj:

1 kg hindbær
600 g sukker

eller (hvis man har blåbær) klassikeren dronningesyltetøj:

1 kg hindbær
1/2 kg blåbær
1 kg sukker

Koges i ca. 5 minutter og kommes kogende på skoldhede glas.

Velbekomme! (Foto: Michael Stoltze).

Østerild: Fæld skoven og drop møllerne

Kæmpevindmøllerne vil kunne ses langvejs fra. Blandt andet her fra Nationalpark Thy, der er én af Danmarks meget få vildmarker. (Foto: Michael Stoltze).

Den tilspidsede sag om opstilling af kæmpevindmøller i Østerild råber på fornuft.

Sagen er, rent fagligt, at Østerild Klitplantage i sig selv er et fremmedelement af indførte nåletræer, der er blevet plantet på bekostning af en værdifuld, naturligt åben klithede.

Mange andre steder langs den jyske vestkyst er vi i disse år (med penge fra EU’s LIFE-fond) i gang med at rydde klitplantager for at genskabe den oprindelige klithede. Det behøver vi ikke gøre overalt, men i forhold til naturens værdi og mangfoldighed (biodiversiteten), er det fornuftigt at fælde Østerild Klitplantage.

Det forkerte i Østerild er ikke skovfældningen, da skoven bliver erstattet af et dobbelt så stort skovareal andre og mere naturlige steder for skov. Den genskabte klithedenatur vil også være ret ligeglad med de kæmpemæssige møller. Men det vil mennesker ikke. Møllerne vil larme og dominere visuelt i det enorme område, som foruden Østerild Klitplantage omfatter Nationalpark Thy og Vejlerne.

Det er forkert og respektløst at stille kæmpevindmøllerne op i et de eneste danske områder, der har karakter af vildmark. Derfor er den éneste rigtige løsning på sagen at fælde skoven og droppe møllerne. De bør stå på havet eller f.eks. et stort område med industrilandbrug.

Dansk natur lige nu: Ordensbånd

Blåt ordensbånd på død elmestamme. Vingefanget er op til 10 centimeter. (Foto: Michael Stoltze).

Natten er fuld af sværmere. Alene i Danmark er der fundet over 2.400 arter af natsværmere (læs mere her). Nu i sensommeren er nogle af de største og flotteste natsværmere på vingerne. Det er ordensbåndene. Ordensbånd har kamuflagetegnede forvinger, der ligner bark, mens bagvingerne har stærke røde, gule eller blå farver. Der er fundet 10 arter af ordensbånd i Danmark, men de seks er yderst sjældne, og kun to er almindelige. De to almindelige arter er rødt ordenbånd med et vingefang på op til otte centimeter og blåt ordensbånd med et vingefang på op til 10 centimeter.

Når ordensbåndene hviler sig på træstammer er de fantastisk godt kamufleret, fordi bagvingerne er skjult. Men hvis man skæmmer dem, lyser de farvede bagvinger op, og så ser man dem tit i minutterne efter, at de store natsværmere har sat sig igen.

Rødt ordensbånd. Vingefanget er op til otte centimeter. (Foto: Michael Stoltze).

Ordensbåndene kommer tit til lys om natten, og så sker det, at de sætter sig til hvile dagen efter på hvide væge, hvor de er nemme at opdage på grund af deres betydelige størrelse og mørke farver.

Larven af det blå ordensbånd lever især på poppel, mens larven af det røde ordensbånd lever på både poppel og pil.

Rødt ordensbånd i hvile på bark. (Foto: Michael Stoltze).

Valget – har Danmark for lidt national stolthed?

Det er vigtigt for Danmarks fremtid, at vi kender og værdsætter vores nationale identitet og værdier. Har Danmark for lidt national stolthed?

Af Michael Stoltze

Danmark går til valg om kort tid.

Mange tror, at Danmarks fremtid afgøres af, om blå eller rød blok vinder. Det tror jeg ikke.

Ser vi tilbage på dansk politik gennem de seneste mange år, har den været gennemsyret af kortsigtet velfærdspolitik og reaktiv symbolpolitik. Godt hjulpet af medierne lader politikere i begge blokke sig i udpræget grad styre af ulykkesstatistikker, tilfældig bandekriminalitet, kamphunde, burkaer og så videre. Selvfølgelig skal politikere reagere på, hvad der sker i samfundet. Men de kortsigtede, reaktive markeringer i politik kan nemt fjerne fokus fra de store visioner og den langsigtede kamp for grundlæggende værdier og et bedre land. Det er usundt at fedte rundt i snæver symbolpolitik og magtkampe mellem rød og blå blok.

Samtidig med, at vi som danskere kan gå pinligt i selvsving over at ville være verdens bedste til det hele og søge bekræftelse i omverdenen, er vi paradoksalt nok en nation af notoriske brokkehoveder med en udpræget angst for at udtrykke national stolthed. Det er min påstand, at Danmark trænger til at vågne op, løfte blikket og se mange, mange år frem i tiden. Det er vigtigt for os alle, at vi forsvarer grundlæggende værdier og kæmper for langsigtede visioner til gavn for landet.Efter min opfattelse har vi som nation alle mulige grunde til at finde stoltheden og optimismen frem. Uden langsigtede visioner og en ukuelig tro på, at fremtiden kan blive lysere og bedre, vil det næppe gå os godt.Lige nu og her er det vigtigt med begavede initiativer, der kan sikre Danmark en god økonomi og høj beskæftigelse i en globaliseret verden, hvor blandt andet lønninger bliver et stadig væsentligere konkurrenceparameter.Økonomi og beskæftigelse bliver naturligvis centrale temaer i valgkampen. Det skal de være, men det ville være befriende, hvis valget også kom til at handle om de større visioner for landet. Danmark står over for en lang række udfordringer, som skal håndteres sådan, at samfundet ikke bare klarer sig igennem, men helst bliver endnu bedre.Mens problemstillinger som indvandring og økonomi har konstant politisk bevågenhed, er der store og vigtige emner, der næsten intet fylder. Det er galt. Der er især tre markante udviklingstendenser, vi har brug for at debattere grundigt og håndtere: affolkningen af landdistrikterne, udnyttelsen af Danmarks arealer og vores forhold til globaliseringen.

I fremtiden vil næsten alle mennesker bo i store byer. Det er i hvert fald en meget markant udvikling, som finder sted på hele Jorden: Vi søger de store byers fællesskab, anonymitet og muligheder. I forhold til tidligere er moderne storbyer rene og velfungerende med lav kriminalitet. Modsat på landet kan storbyens miljøproblemer løses rationelt med moderne storskalateknologi. Hvis man bor i en storby, belaster man som regel miljøet langt mindre, end hvis man bor på landet, samtidig med at man har meget mindre udgifter til at løse miljøproblemerne.

Alt i alt er der altså mange grunde til, at vi samles i storbymiljøer. I de senere år er byplanlæggere og arkitekter i Danmark (og resten af verden) blevet meget bevidste om betydningen af grønne områder og natur i byer. Byboere har brug for grønne omgivelser i hverdagen. Vi trives dårligt, hvis vi ikke har lys og luft, træer, buske, blomster og fugle omkring os.

Naturen rykker i en eller anden forstand ind i storbyerne og bliver en del af det, vi forventer af en god by. Træer, altaner, grønne tagterrasser, søer, vandløb, parker og haver i alle størrelser og udformninger er en hel nødvendig del af en moderne storby. Og byernes grønne områder er som aldrig før populære for folk i alle aldre. Tænk bare på livet i for eksempel Kongens Have i København.

Affolkningen fra landdistrikterne giver problemer for Danmarks yderområder. En stor del af landet er blevet til det lidet flatterende begreb Udkantsdanmark, hvor folk flytter væk, skoler og forretninger lukker, og huse i stigende grad står tomme og forfalder. Så det bliver mindre og mindre attraktivt at bo dér. Det er en ond spiral.

Problemerne er meget reelle. Men det er urimeligt, at dele af vores lille land af den grund bliver til Danmarks bagside. Vi bør have en vision for landdistrikterne, så de på trods af fraflytningen bliver en attraktiv, anerkendt og smuk del vores land. I erkendelse af, at vi rykker sammen i storbyer, må vi revurdere landdistrikternes funktion i fremtiden. Landet kan to vigtige ting: levere råstoffer og naturoplevelser. Som byboere er vi fuldstændig afhængige af, at landet forsyner byerne med fødevarer, træ og alle mulige andre råstoffer. Samtidig er naturen og landskaberne uden for byerne en afgørende del af Danmarks identitet og en rekreativ ressource med et enormt potentiale for turisme og fritidsaktiviteter.

Vi kan køre gennem Danmark på få timer, så man skulle synes, at Danmark er et alt for lille land til at have udkanter. Vi bør have en vision om et helt land, hvor by og land hænger godt sammen. Det er vigtigt, at vi ikke bare kender de danske provinser, men også er med til at påskønne, forsvare og udvikle provinsernes kvaliteter.

Enhver egn har sin historie og kultur, som det er værd at kende til og være stolt af. Og vi skal tage vare på landdistrikterne, så alle, der vælger at bosætte sig og leve på landet, får det fulde udbytte af landlivets muligheder.

Vandringen fra land til by er et globalt fænomen, og jeg tvivler på, at vandringen nogen sinde vil vende. Måske er det heller ikke ønskeligt, for både miljømæssigt, socialt og økonomisk er det mest bæredygtigt, at vi bor i storbyer. Den vigtigste kamp for provinsen er ikke kampen mod affolkningen, men kampen for æstetik, variation og en god udvikling i landskaberne. Der skal være dejligt ude på landet, og der skal være smukt. Også selvom der næsten ikke bor nogen mennesker mere, og selvom der er bliver flere og flere meget store og specialiserede landbrug.

Øget planlægning og målrettet naturgenopretning kan være med til at gøre landet smukkere. I lavninger kan man genskabe søer og vandløb, og på højdedrag kan man med fordel anlægge skov omgivet af blomstrende skråninger mod de forskellige verdenshjørner. Både rekreativt og biologisk er det den bedste strategi, fordi vi på den måde skaber stor skønhed i landskabet, gode muligheder for udsyn og læ og naturområder, der ikke belastes af overskudsnæring fra de dyrkede marker.

Det er en udbredt opfattelse, at verden står over for meget store problemer med at skaffe fødevarer nok til at brødføde Jordens befolkning, som ifølge de seneste prognoser vil stige fra cirka 7 milliarder mennesker i dag til cirka 9 milliarder i 2050.

Men det er en myte. Der er langt færre, der sulter i dag end for 30 år siden, og i en mere stabil og demokratisk verden med lidt bedre styr på oplagring af fødevarerne ville vi allerede med de arealer, vi dyrker i dag, rigeligt kunne producere mad nok til 9 milliarder mennesker. Vi producerer faktisk så store mængder fødevarer i dag, at vi globalt bruger mad (blandt andet majs, sukker, korn, raps og palmeolie) til omkring 1 milliard mennesker til biobrændstof. Og samtidig opretholder vi en ressourcekrævende kødproduktion, der er langt større, end vi ernæringsmæssigt har brug for. Hvis mennesker i hele verden i gennemsnit spiste blot 20 procent mindre kød, ville vi med ét slag kunne frigøre fødevarer nok til at mætte yderligere 2-3 milliarder munde. Dertil kommer, at en stor del (formentlig over 30 procent) af den mad, vi producerer, bliver smidt ud eller ødelagt af skadedyr, svampe, mikroorganismer eller fugt som følge af uhensigtsmæssig oplagring og transport.

Danmark er velegnet til landbrug. Men når landbruget hævder, at vi er nødt til at dyrke mere og mere på stadig større arealer for at være med til at brødføde verden, er det altså ikke korrekt. Danmark er og bliver et landbrugsland, men i kampen om, hvordan Danmark skal bruges og se ud, har landbruget sat sig urimeligt tungt på arealerne.

I virkeligheden behøver vi ikke denne intense kamp om arealerne. Der er faktisk plads nok til både vild natur, skovbrug, landbrug og byer – alt det, der er med til at gøre Danmark dejligt og attraktivt. I stedet for at slås om arealerne bør vi i Danmark begynde at planlægge ud fra klare mål om, hvordan og hvor hårdt vi vil udnytte landet. Jeg foreslår, at vi i Danmark planlægger efter en langsigtet, national udviklingsplan, hvor:

– 5 procent af Danmark målsættes som vild natur, der bare passer sig selv, at

– 35 procent af Danmark målsættes som ekstensivt udnyttet natur, hvor vi ikke bygger, dræner, sprøjter eller gøder (men gerne har græsning, skovdrift osv.), og at

– 60 procent af Danmark målsættes som intensivt udnyttet natur, det vil sige byer, veje, anlæg og ikke mindst intensivt landbrug.

Det ville være en god sigtelinje for et relativt tæt befolket kulturland som Danmark.

Det har aldrig i verdenshistorien været nemmere og hurtigere at kommunikere mellem mennesker over hele Jorden, og det har aldrig være lettere og billigere at rejse omkring og bosætte sig i fremmede lande. Verdens folkeslag bliver blandet, og de store millionbyer, som menneskeheden holder mere og mere af at bo i, er uden undtagelse multietniske. Og storbyerne vil blive endnu større og endnu mere multietniske fremover.

Udviklingen mod mere og mere multietniske samfund bekymrer mange. Historien er fuld af blodige kultursammenstød mellem folkeslag og religioner. Stort set ingen folk og religioner kan sige sig fri for at have udført grusomme handlinger gennem historien, og religiøs eller ideologisk undertrykkelse forekommer stadig i stort omfang verden over. Undertrykkelse med rod i middelalderlige verdensopfattelser eller simpel magtudøvelse baseret på korruption, propaganda og rå vold.

Globaliseringen har imidlertid gødet jorden for Det Arabiske Forår, hvor befolkningerne med livet som indsats nu kæmper for deres frihed. Andre steder har friheden fortsat trange kår, og der er stadig lukkede eller lovløse lande, hvor befolkningen lider ubegribeligt, men hvor verdenssamfundet ikke magter at gribe ind – for eksempel Nordkorea.

Alligevel er den globale udvikling positiv. Viden og nye erkendelser har banet vejen for fremskridt og været med til at frigøre os af middelalderens mørke og grusomheder.

Kriminaliteten i verdens storbyer falder, og verden som sådan bliver mere og mere fredelig. Jerntæppet er væk, den kolde krig er slut, og verden er ikke mere umiddelbart truet af en Tredje Verdenskrig.

Efter Murens fald forudså mange et nyt trusselsbillede og en ny global spænding mellem den vestlige og den arabiske verden. Spændingen blev øget efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Men efter Det Arabiske Forår og Osama bin Ladens død er trusselsbilledet fra den arabiske verden og de fundamentalistiske muslimer blevet svækket.

Det er tankevækkende, at den grusomme massakre i Norge den 22. juli 2011 blev udført af en person, der identificerede sig som en kristen korsridder. En uhyggelig handling udført af en person, der helt sikkert har kendt til vor historie, men ikke forstået historiens udvikling ud af middelalderens mørke.

Det er nærliggende at frygte tab af national identitet som følge af globaliseringen. Men man kan sagtens være konstruktivt national i en globaliseret verden. Efter massakren i Norge var det tydeligt, at nordmændene midt i sorgen samlede sig om et nationalt fællesskab, der er karakteriseret ved at række ud mod verden med budskaber om mere åbenhed og mere demokrati. Her er ingen angst for det nationale, men en stolthed over landet og fællesskabet.

Reaktionerne i Norge viser, hvordan den nationale selvbevidsthed kan være en kolossal styrke for et land. Den må bare aldrig udarte til nationalisme, der bliver brugt til at slå andre i hovedet med.

Danmark har tydeligvis brug for at kende sig selv bedre. Vi har brug for mere dannelse, mere national stolthed, store og langsigtede visioner for landet og en solid tro på, at fremtiden nok skal blive god for det lille land i den store verden.

Ovenstående artikel er skrevet til Kristeligt Dagblad, hvor den har været bragt  25. august 2011 under overskriften “Valget og den nationale stolthed”.  Abonnenter på Kristeligt Dagblad kan også læse og kommentere artiklen på avisens hjemmeside her

Vækstpanik og kortsyn præger valgkampen

Hvad er det for et Danmark, vi ønsker? Hvordan skal vores land se ud om 10, 20 eller 50 år? Hvad skal vi leve af i fremtiden? Hvordan og hvor hårdt vil vi udnytte det danske landareal og de danske farvande? Hvordan ønsker vi, at Danmark udvikler sig?

Forleden talte jeg med præsidenten for Taiwan National Trust, professor JuJu Chin-Shou Wang. Han gæster for øjeblikket landet som led i et stort forskningsprojekt, der skal sætte fokus på sammenhængen mellem udvikling og lykke.

Wang lyttede med stor interesse på min fortælling om valget, det danske demokrati og vores frihed til at blande os i den politiske debat. Samtidig var han forundret over, at vi, der har så stor velfærd, frihed og relativ lighed, ensidigt er gået i vækstpanik i valgkampen. Hvorfor har vi ikke mere fokus på udvikling og på, hvordan vi fastholder og udvikler vores velvære og lykke?

Der er grænser for vækst. Det siger sig selv. Men der er ikke grænser for udvikling. Ethvert samfund vil og skal udvikle sig, og et land bør udvikle sig i en retning, så befolkningen bliver mere lykkelig.

Her havde Wang en interessant fortælling: I Taiwan arbejder de ud fra, at naturens mangfoldighed omkring os, vores kendskab til naturen og vores oplevelser og sansning af naturen er det vigtigste grundlag for vores lykke. Synspunktet er så veletableret i Taiwan, at alle elever i landets skoler får intensiv undervisning i kendskab til vilde planter og dyr ude i naturen, deltager i praktisk naturbeskyttelsesarbejde og naturpleje, lærer at klatre i træer, lærer at gå alene på opdagelse i naturen og lærer at holde have.

Alt dette, hævder Wang, giver en fornemmelse for verden og en indsigt, der er vigtig for vores liv og lykkefølelse.

Det giver i høj grad mening. Vi trives ikke uden grønt og mangfoldighed omkring os. Poesien og magien omkring os – hele den ånd, som vi søger allermest, når vi er bevæget af følelser, findes i den natur, der bare er.

Naturen, det billige skidt som Otte Gelsted med tvetydig ironisk distance skrev i 1934, er afgørende og grundlaget for alt.

Desværre handler den aktuelle valgkamp om vækst, vækst og vækst. Det er panik og kortsyn. Hvorfor handler valget ikke om udvikling? Danmark er et landbrugsland, og 3/4 af Danmark er ejet af landbruget. Samtidig har Danmark en natur og et landskab, vi både skal passe godt på og huske at være stolte af. Det glemmer vi bare.  Vi har ingen udviklingsplan for Danmark. Vi har ikke engang en rigtig debat om, hvad vi ønsker for Danmark. Jeg mener, vi skal have en samlet udviklingsplan for Danmark, hvor en plan for landbrug og natur er den centrale grundpille.

Den politiske debat er lige nu styret af angsten for recession og besættelsen af vækst for enhver pris.

Det er panik og kortsyn. Hvad med lidt fokus på udvikling? Hvad med lidt fokus på, hvor vi vil hen med Danmark på lang sigt?

Konservative sikrer grønt flertal efter valget

Selv om grøn politik ikke fylder noget i valgkampen, vil natur- og miljøpolitik med stor sikkerhed blive styrket efter valget 15. september. (Foto: Michael Stoltze).

Valgkampens vigtigste politiske markering er uden sammenligning “forlovelsen” mellem de to partiledere fra de Radikale og de Konservative, Margrethe Vestager og Lars Barfoed.

Uanset om rød eller blå blok sejrer på torsdag, betyder alliancen mellem R og K et brud med ti års blokpolitik og et endeligt farvel til DF’s altoverskyggende dominans i dansk politik. Hvad der ikke kunne lade sig gøre for blandt andre Connie Hedegaard som nyudnævnt miljøminister, vil nu uden tvivl lykkes nu for den nye R-K-alliance. Alliancen er modig, og de to partier at sat hele deres prestige ind på projektet. Hvis de svigter efter valget vil de miste al den respekt og troværdighed, de har vundet.

Midt i en valgkamp, som medierne har iscenesat som et X-faktor show, forsøger R+K at bringe fornuft, fællesskab og ordentlighed ind i dansk politik.

Det gælder også i grøn politik. Her har de fleste glemt, at Det Konservative Folkeparti den 16. juni 2011 barslede med et nyt og markant naturpolitisk udspil. K nærmede sig allerede dengang så tydeligt rød blok på dette felt, at DF følte sig svigtet og reagerede påfaldende skarpt mod K’s visioner (læs blandt andet kommentarerne her og her.

Nu i valgkampen fastholder Det Konservative Folkeparti sin naturpolitiske vision på trods af uenighed med dele af Venstre. Den grønne alliance mellem K og rød blok betyder, at valget med så godt som 100 % sikkerhed vil bane vejen for en mere anstændig grøn politik, der tager hånd om Danmarks naturværdier.

Selv om miljø og natur næsten intet fylder i valgkampen, kan valget med andre ord gå hen og give tiltrængte fornyelser og forbedringer inden for dette væsentlige politikområde.

Dansk natur lige nu: Guldsmede i efteråret

Den store blå mosaikguldsmed flyver nu og langt hen i oktober. Den hviler sig tit i vegetationen, hvor man kan komme til at se den på tæt hold - bare man bevæger sig langsomt hen mod den. Vingefanget er op til 11 centimeter. (Foto: Michael Stoltze).

De fleste forbinder nok de elegante guldsmede med sommer, sol og varme.  Men nogle arter flyver langt hen på efteråret trods tiltagende blæst og faldende temperaturer.

En af de største og smukkeste er den store blå mosaikguldsmed, som flyver i stort tal langs skovbryn, i skovlysninger og i haver, hvor den jager insekter i luften langt ind i oktober. De store insekter flyver diskret, hurtigt og legende let omkring på deres glasklare vinger. Som regel er de nærmest lydløse. Men på steder med mange mosaikguldsmede hører man tit lyden af insekternes raslende vinger. Lyden skyldes enten territoriekampe mellem hanner, parring eller optakt til parring.

Den blå mosaikguldsmed har et vingefang på op til 11 centimeter. Mange steder flyver den lignende, men noget mindre og knapt så farvestrålende efterårsmosaikguldsmed, som man kan se et fint billede af her (fra det fremragende websted om dansk natur Fugle og Natur). Efterårsmosaikguldsmeden er ikke så territoriehævdende og ses derfor tit jage sammen i småflokke. Den kan flyve helt til omkring 1. november.

Guldsmedenes parring er meget aparte: Før parringen krummer hannen sin lange krop voldsomt og “masturberer” bagkropsspidsen (hvor kønsorganet sidder) mod et lille hylster på undersiden af bagkroppens forreste led. Herved bliver det lille hylster ladet med sæd. Så er hannen klar til at jagte en hun. Når han har opsporet en uparret hun, griber han hende i nakken med et par kroge på bagkropsspidsen. Når parret er koblet sammen, bøjer hunnen sin bagkropsspids ind mod hannens sædgemme. De to guldsmede danner et øjeblik en hjerteformet figur, det såkaldte parringshjul, og sådan bliver hunnen befrugtet. Parret kan være sammenkoblet i flere timer og danne parringshjul mange gange. Og de flyver tit, mens, de er sammenkoblet. Det kaldes for tandemflugt. Naturfotografen Alf Blume har tilbudt at dele sine billeder af guldsmede i parring med os. Tak for det. Her er et enkelt billede af hedelibeller i tandemflugt. Flere af Alf Blumes billeder kan ses her.

Hedelibeller i tandemflugt. (Foto: Alf Blume).

Efter parringen lægger den blå mosaikguldsmed æg, som den borer ind i visne vandplanter eller afsætter i fugtigt mos ved vandhuller. Æggene overvintrer og bliver til guldsmedelarver om foråret. De er to-tre år om at vokse op og forvandle sig til voksne guldsmede. Efterårsmosaikguldsmedens larver er derimod kun omkring tre måneder om at vokse op. Begge arter trives fint i ganske små havedamme på bare nogle få kvadratmeter.

Når de store guldsmede ikke er optaget af parring eller æglægning, bruger de tiden på at forsvare deres territorier eller på jagt. Med deres lange, tornede ben griber de insekter i luften. De æder også insekterne mens de flyver, så man kan tit se sommerfuglevinger eller andre insektvinger drysse ned gennem luften på steder med mange guldsmede, der fouragerer i luften. Ind i mellem hviler guldsmedene sig kortvarigt i vegetationen. Så kan man komme til at se nærmere på de smukke dyr – blot man nærmer sig dem forsigtigt uden pludselige bevægelser.

En guldsmed kan bevæge sine fire store vinger individuelt. Det er hemmeligheden bag dens imponerende evne til at flyve hurtigt og præcist og af og til stå helt stille i luften som en helikopter.

Litteratur:

Ole Fogh Nielsen, 1998: De danske guldsmede. Danmarks Dyreliv bind 8. 280 side. Apollo Books.

Rigtig god valgdag

Hvilken vej vælger Danmark at gå? (Foto: Michael Stoltze).

 

I morgen går det løs. Vi skal vælge hvilken vej, Danmark skal bevæge sig ad. Selv om valgkampen ikke har handlet om naturen, vil valgresultatet kunne blive af stor betydning for den naturpolitik, der afgør, om Danmark bliver et smukt og attraktivt land i fremtiden. Det er vigtigt for vores trivsel og velfærd.

Dansk Natur ønsker hermed alle læsere og meddebattører en god valgdag og et rigtig godt valg, og vender tilbage med en kommentar så snart valgresultatet foreligger.

Farvel til blokpolitik og goddag til grøn politik

Margrethe Vestager valgte at pege på Helle Thorning-Schmidt som kommende statsminister. Til gængæld sidder de Radikale nu med den afgørende indflydelse i dansk politik. (Foto: DR TV2)

Danskerne har stemt, og valgresultatet fortæller med tydelige signaler, at vores folkestyre er sundt og velfungerende.

Jeg har ikke før oplevet befolkningen så engageret i dansk politik. Den høje stemmeprocent er ét udtryk for det. Et andet udtryk er, at R blev næsten fordoblet og S og SF fik en påfaldende sløj tilslutning. Det viser dels, at befolkningen som helhed ønskede at slippe af med den blå blokpolitik med Pia Kjærsgaard som rorgænger, dels, at befolkningen som helhed ikke føler sig overbevist om Helle Thorning-Schmidts egnethed som statsminister.

Rød blok har kun flertal, hvis de Radikale regnes med. Men de Radikale er ikke røde. De er violette og har med et kanonvalg indtaget den centrale rolle som brobygger i dansk politik.

Det kan godt være, at Margrethe Vestager ikke bliver statsminister. Til gengæld sidder hun nu med magten i sine hænder. Der hviler et kæmpestort ansvar på de Radikales skuldre. Det bliver en krævende udfordring. Men det er befriende, at den danske befolkning har stemt blokpolitikken ud i kulden.

For natur- og miljøpolitikken kan valgresultatet kun betyde bedre tider. Også på dette felt kan de Radikale få stor indflydelse. S, SF og Ø har en ambitiøs miljøpolitik, men partierne er centralistiske og rykker meget i retning mere bureaukrati, regler og tvang, som ikke gavner demokrati og erhvervsliv. Derfor er det godt, at de tre partier ikke har et samlet flertal, og at de Radikale kan holde dem i ørerne, bygge bro til partierne til højre og sige fra, hvis S, SF og Ø kører for langt ud ad tangenten, så vi får en sund, grøn politik.

Det bliver mildets talt udfordrende for R, og det vil også kræve stor smidighed og dygtighed fra Helle Thorning-Schmidt, som skal lære opnå resultater med skiftende flertal i en regering, der ikke har en stabil blok. Dansk politik bliver noget helt nyt fra nu af.

Men det står fast, at Margrethe Vestager vandt magten og blev valgets dronning. Valget blev et farvel til blokpolitik og et goddag til grøn politik.

Vil regeringsskiftet gavne naturen?

Der er brug for en stærk naturpolitik for at beskytte og udvikle landskab, natur og biodiversitet i Danmark. Her overdrevet Høvblege på Møn. (foto: Michael Stoltze).

Ved systemskiftet i 2001 spillede opgøret med den forrige regerings stærke og centralistiske miljøpolitik en markant rolle.

Anders Fogh Rasmussen gjorde i sejrsrusen op med smagsdommere, råd og nævn. Han slagtede Naturrådet (som havde eksisteret som regeringens rådgivende organ på naturområdet siden 1917) og satte Bjørn Lomborg ind i stedet.

Kritikerne og ikke mindst den nu afdøde Svend Auken (tidligere miljøminister og detroniserede statsministerkandidat) fik det glatte lag på Venstres landsmøde i 2003, hvor Fogh udtalte de berømte ord:

Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. Den eneste, der har fået det ringere, er nok Svend Auken

Siden indså Fogh, at han havde fejlet i miljøpolitikken, og kort inden sit farvel introducerede han begrebet grøn vækst - og talte endda om grøn revolution. Han nåede kun at så frøet inden jobbet kaldte i Nato. Siden spirede og udviklede grøn vækst sig desværre til et misfoster under Lars Løkke og Lene Espersen, som var formand for regeringens udvalg for projektet. Grøn vækst er siden blevet kritiseret sønder og sammen fra alle faglige kanter for at være til skade for både miljø, natur, landbrug og økonomi.

Nu har vælgerne talt. Helle Thorning-Schmidt bliver leder af en ny mindretalsregering, som bliver baseret på S-SF-R eller måske blot S-R på grund af SFs svage valgresultat.

Hvad vil det betyde for naturen?

Mens der ikke er udsigt til afgørende fornyelser i den økonomiske politik og skattepolitikken, fordi R står fast på aftalerne med blå blok, fremhæver de fleste kommentatorer grøn politik som et område, hvor R og partierne til venstre står sammen.

Der er altså ingen tvivl om, at valget er en sejr til grøn politik. Ser man på udmeldingerne fra S, SF og Ø er det imidlertid tydeligt, at grøn politik (lidt forenklet udtrykt) er lig med kampen mod klimaforandringer og (måske) for økologi.

Partilederne i rød blok har ikke på noget tidspunkt keret sig om landskab, natur og biodiversitet. Problemet er, at naturbeskyttelse – at “passe på Danmark” –  er en ret så borgelig (konservativ) dyd, som de moderne borgelige desværre har glemt, og den røde fløj ikke rigtig forstår sig på. Naturbeskyttelsen er så at sige politisk hjemløs.

Vi vil nok se en regering med et stærk miljøpolitik. Flere vindmøller, flere biogasanlæg, mere økologi, flere regler og mere tvang overfor landbruget. Men hvad med naturpolitikken? Det er svært at forestille sig, at Enhedslisten med deres marxistisk-revolutionære grundlag vil kunne finde holdbare løsninger sammen med de Konservative, som nu har bebudet at ville opruste på naturpolitikken. Da K imidlertid fik et katastrofalt dårligt valg, kan S-R-SF ikke danne flertal med K uden om Enhedslisten. Og skulle S-R-SF-Ø samle 92 mandater sammen om en mere ambitiøs naturpolitik (altså uden Ks støtte), vil landvindingerne nemt kunne rulles tilbage ved næste valg.

Derfor er det et spørgsmål, hvor meget regeringsskiftet egentlig vil gavne naturen.

Landbrugskommission kommer på svær opgave

Nu får vi en landbrugskommission. Den får en yderst vigtig og vanskelig opgave. (Foto: Michael Stoltze).

Den nye regering vil som en af sine første handlinger nedsætte en hurtigtarbejdende landbrugskommission, som skal kulegrave det kriseramte danske landbrug.

Der er en fremragende idé. Udgangspunktet for den blog, du læser i dette øjeblik, er netop problemerne på landet. I første debatoplæg fra 28. april 2010 skrev jeg:

Jeg er for nylig flyttet på landet. Det er dejligt, og her er yndigt. Men der er blevet forfærdelig langt mellem enge og blomstrende bakker, og lige nu, hvor lærkene stiger til vejrs, solen for alvor begynder at varme, og alting spirer og gror, kommer det store antiklimaks: Gylletiden. Landet lugter af lort. Slet og ret.

Naturens deroute og den udbredte stank på landet er vold på Danmarks sjæl og poesi. Det er et overgreb på vores fælles værdier og alt det, vi skrev sange om engang. Og som vi stadig synger om, skønt det ikke er. Den udvikling er en af grundene til, at Danmark knækker over i to dele: Et Underdanmark på landet og Overdanmark i byerne.

Det er noget skidt for landet. Uanset hvor vi vælger at bosætte os og leve, skal Danmark være helt og ikke delt. Det skal være lige så attraktivt og respektabelt at bo på landet som at bo i byerne. For folk i alle aldre.

Derfor skal vi have poesien og mulighederne tilbage i det danske landskab. Landbruget skal på banen som dem, der passer på og udvikler naturen og landskabet. Det skal være et forretningsområde for landbruget. Sådan er det blevet i vore nabolande. Men ikke i Danmark. Hos os lugter landet bare af lort, og mange steder bliver der grimmere og grimmere. Det er en hjernedød udvikling, der knækker Danmark og skader landets omdømme.

Det skal der gøres noget ved. Jeg mener, at landbruget og politikerne på Christiansborg er nødt til at gå helt nye veje og blandt andet vedtage en storstilet plan for Danmarks natur og landets udvikling. Hvor skal vi tage fat og hvordan?

Sådan var ordene dengang i april, 2010. Siden er der absolut intet sket på Borgen. Men nu er der håb. Landbrugskommissionen bør få et bredt kommissiorium, så politikerne ser på alle aspekter af, at Danmark er et landbrugsland. Dvs. landbrugets økonomi, rolle og betydning for miljø, natur, bosætning og nationale image. Kommissionen skal altså ikke blot arbejde snævert med landbrug, men med landbruget i relation til udviklingen i landdistrikterne – ja, hele Danmarks udvikling.

Desværre har enkelte fundamentalistiske miljø- og naturforkæmpere på forhånd dødsdømt landbrugskommissionen, alene fordi den er blevet til med opbakning fra protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug.  Så går man godt nok i små sko!

Heldigvis går vore politikere ikke i små sko. De slår til, når der er muligheder for handling. R+S+SF+EL var omgående parat med et politisk flertal, så nu bliver landbrugskommissionen altså nedsat. Landbrugets økonomi, rolle og betydning for det danske samfund skal kulegraves, og der skal findes løsninger. Det har været påkrævet længe. Det kan kun blive et plus for erhvervet, naturen, miljøet, danskerne, livet på landet og Danmarks fremtid.

Landbrugskommissionen kommer på en kolossal og yderst vanskelig opgave.

Dansk natur lige nu: Sommerens blomstrende renæssance

"Sommer og sol - og duft af kaprifol". I september er det omvendt. Så er det kaprifolium (betyder gedeblad) der blomstrer 2. gang og dufter uforligneligt af sommer. (Foto: Michael Stoltze).

Efter en våd og lun sommer er vegetationen bare vokset og vokset. Alt er frodigt og grønt. Og da frosten endnu ikke har hærget, betyder det, at planterne har så gode kræfter, at blomsterne får en renæssance. Som var det forår eller sommer folder de sig i stor stil ud påny.

Med udsigt til sol, svag vind og op til godt 20 graders varme er der her op mod 1. oktober lagt op til flere dage med noget, der minder om sommer. Og blomster er der masser af lige nu – også en hel del, der normalt hører forsommeren og højsommeren til.

Så det er bare med at komme ud og nyde det. Her er et lille udvalg af blomster fra sommerens renæssance. God fornøjelse!

Den snehvide klitrose kan finde på at blomstre i september side om side med sit purpursorte hyben. (Foto: Michael Stoltze).

En nyudsprungen nældebladet klokke 28. september. (Foto: Michael Stoltze).

Blåklokkerne bliver ved, til frosten kommer. (Foto: Michael Stoltze).

Moskuskatosten tror, det er højsommer og står brud som en hawaiblomst i miniature. (Foto: Michael Stoltze).

Den citrongule hårede høgeurt sørger for sommerstemning i solen på lune, sandede skråninger. (Foto: Michael Stoltze).

Torskemund blomstrer altid sent på året. (Foto: Michael Stoltze).

Hov - tyttebærblomster i september! (Foto: Michael Stoltze).

Den blå bjergknopurt i haven blomstrer flittigt igen og dufter sødt af blommer. (Foto: Michael Stoltze).

Lavendlerne blomstrer ufortrødent videre som var det juni i Provene. (Foto: Michael Stoltze).

Pokker har taget ved den store singrøn, der har vokset metervidt og nu er begyndt at blomstre. (Foto: Michael Stoltze).

Rødkløveren er sej. Den giver først op, når der har været nattefrost i flere omgange. (Foto: Michael Stoltze).

Ødelagte afgrøder skyldes fejlslagen landbrugsstøtte

Her burde ligge en eng, for der er ikke høstet et gram korn de sidste 10 år. Men arealet bliver forsøgt opdyrket hvert år på grund af reglerne om landbrugsstøtte. (Foto: Michael Stoltze).

Den våde sommer har ført til omfattende oversvømmelser af dyrkede marker. Mange steder er kornet gået tabt, og nogle landmænd har lidt store økonomiske tab.

Efter oversvømmelserne har mange haft travlt med at bebrejde landbruget, at de har opdyrket de lavtliggende jorder, som i virkeligheden er uegnede til dyrkning.

Men “skylden” skal ikke placeres blandt de praktiserende landmænd. De lavtliggende områder bliver nemlig kun opdyrket, fordi landbrugsstøtten er skrubforkert indrettet. Som landmand får man penge for at opdyrke de lavtliggende jorder – selv når de er uegnede til dyrkning. Landmænd, der ikke dyrker deres lavtliggende landbrugsjorder, bliver efter de gældende regler “straffet” økonomisk.

Reglerne for udbetaling af landbrugsstøtten til lavtliggende arealer bør altså ændres, så støtten ikke udbetales til opdyrkning, men til forvaltning af disse områder som enge og anden natur, der tåler oversvømmelser og kan beskytte vandmiljøet.

Når det ikke er sket for længst, skyldes det regeringens passivitet gennem årtier samt at ledelsen af organisationen Landbrug og Fødevarer (som har haft stor politisk indflydelse på Christiansborg) konsekvent har afvist alle tanker om at ændre støttereglerne.

Nu må de regler laves om. Af hensyn til vandmiljøet, naturen  - og landbruget.

Græsenergi fra grøftekanter er et columbusæg

Grøftekanternes planter er fulde af energi. Og hvis man slår og fjerner vegetationen, bliver blomsterfloret meget rigere efter nogle år. (Foto: Michael Stoltze).

 

I Stege på Møn er kommunen begyndt at indsamle grøftekanternes græs og tørre det for at bruge det som brændsel i kraftvarmeværker.

Grøftekanternes vegetation slås i stor stil af hensyn til udsyn og trafiksikkerhed og for at undgå drivedannelser om vinteren. Frem til omkring 1960 brugte man som regel græsset til foderhø. Men i de sidste årtier har man bare slået vegetationen i stykker med en såkaldt slagleklippere, der efterlader en grøn grød af knuste plantedele i grøfterne. Det har to ærgerlige konsekvenser: 1: Vegatationen bruges ikke til noget nyttigt. 2: De knuste plantedele gøder jorden, så grøftekanternes rige blomsterflor bliver fortrængt af brændenælder, tidsler, pastinak, draphavre og andre næringselskende arter.

Men nu har klimakrisen fået os til at se os om efter nye, CO2-neutrale energikilder. Træ, halm og affald bruge allerede i ret stort omfang. Men vegetationen fra f.eks. grøftekanter bruges ikke. Og det skal vi til nu! Erfaringerne fra Stege er nemlig, at græs herfra er en meget billig energikilde. At høste, tørre og indsamle græs svarenede til energien i 1000 liter olie koster under det halve af, hvad de 1000 liter olie ville koste.

Samtidig fører fjernelse af den afslåede vegetation til, at grøftekanternes tidligere blomsterflor af klokkeblomster, gul snerre, blåhat, knopurt, blæresmælde, tjærenelliker og meget andet vender tilbage sammen med et hav af sommerfugle. Og det er vigtigt: Grøftekanterne udgør i dag næsten halvdelen af det åbne græsland (overdrev), vi har i Danmark.

Overdrevene er Danmarks blomstrende bakker, som der var mange af, og som vi skev sange om en gang. I dag er det landets mest truede naturtype. Derfor er projektet på Møn interessant. At bruge græs fra grøftekanter er faktisk noget af et columbusæg. Hør mere om erfaringerne fra Møn her.

Læs også farvel til blomsterne.

Dansk natur lige nu: Højtrykspassage og rekordvarme

Der var ingen vind, luften nåede 23 og vandet 18 grader her ved Glænø Strand 1. oktober 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Omstændigderne for en varmerekord for oktober kunne simpelthen ikke være bedre:

1. Et kanon-højtryk havde lagt sig over Danmark og gav blikstille vejr. Så der var ingen kolde vinde fra havet inde i landet.

2. Det var 1. oktober, så Solen havde maksimal højde og maksimal indstråling for måneden.

3. Højtrykkets centrum lå en anelse øst for Danmark. Og da luftmasserne strømmer rundt om højtryk med uret, var der varm, sydlig luft højt over landet. Så temperaturen steg brat, så snart Solen havde brændt nattens tågebanker og drivende dug af.

Derfor kom temperaturen flere steder inde i landet op over 25  grader – dvs. en ægte meteorologisk sommerdag. Det er ikke registreret før i Danmark i oktober. Og i Store Jyndevad i Sønderjylland målte DMI 26,9 grader som maksimum.  Det er ny varmerekord for oktober. Den er ikke mindre end 2,8 grader over den tidligere rekord på 24,1 grader i 1978 (i øvrigt også målt i Store Jyndevad).

Blikstille morgen over Holsteinborg Nor 1. oktober 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Det var perfekt vejr til smut 1. oktober 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Spindelvæv hænger stille og tunge af dug om morgenen 1. oktober 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Sommerfugle soler sig 1. oktober 2011. (Foto: Michael Stoltze).

Roserne blomstrer som sjældent set 1. oktober 2011, (Foto: Michael Stoltze).

Ida Auken kan skrive miljøhistorie

Med den 33-årige SF’er Ida Auken ved roret som miljøminister er der håb om, at natur og miljø atter kommer højt op på den politiske dagsorden.

Ida Auken har vist gode og begavede takter i tiden som oppositionspolitiker. Hun er en midtsøgende nytænker, som ikke hænger fast i gamle og fastgroede dogmer. Og hun vil hellere se resultater end at tage æren for dem.

Derfor er hun et klogt valg som miljøminister. Der bliver store udfordringer for den unge minister, som er nybagt mor og niece til Svend Auken.

En af Ida Aukens vigtigste opgaver bliver at vinde landbrugets tillid og udvikle et tæt samarbejde med klimaminister Martin Lidegaard (R) og navnlig fødevareminister Mette Gjerskov (S), som reelt bliver den minister, der får størst indflydelse på, hvordan vi benytter landet Danmark.

En særlig udfordring for den nye miljøminister bliver at få opblødt den lammende skyttegravskrig, der meget længe har stået stille mellem landbrug og naturforkæmpere.

Ida Auken må (i samarbejde med Mette Gjerskov og det nye ministerium for By, Bolig og Landdistrikter med Carsten Hansen (S) som minister) vise, at hun vil landbruget noget godt. Hun må vise, at hun forstår Danmark som et landbrugsland. Og Auken må vise, at landbrugets vej er at omstille sig til et bæredygtigt, innovativt og effektivt erhverv, der kan tjene penge og samtidig forstår og evner at tage ansvar for såvel produktion af sunde fødevarer og energi som et rent miljø og en rig natur.

Ida Auken bør derfor engagere sig stærkt i arbejdet i den landbrugskommission, som regeringen har bebudet at nedsætte.

En anden stor udfordring for den nye minister bliver at forhandle en national plan for Danmarks natur og landskab hjem – og sikre en langsigtet finansieringsmekanisme. Her burde hun være godt klædt på. SF har nemlig selv lanceret Naturplan Danmark med mange af de vigtige elementer, og hendes allierede i regeringen har lignende tanker. Desuden kom Det Konservative Folkeparti den 16. juni 2011 med naturplanen “Et Grønnere og rigere Danmark”, som rummer meget af det, de nye regeringspartier vil på naturområdet.

En tredje udfording for Ida Auken bliver at forene natur- og landskabsbeskyttelse med en politik for landets udnyttelse, der samtidig tilgodeser klimaet – dvs. et tæt samarbejde med den nye klimaminister, Martin Lidegaard.

Der er altså nok at tage fat på for den nye miljøminister, som skal lære at være hele Danmarks miljøminister og slibe de skarpe oppositionskanter af sig. Mange af hendes opgaver er vanskelige. Men det bliver rigtig spændende. Og lykkes det, kan Ida Auken skrive miljøhistorie.

Grønt regeringsgrundlag med indbyggede farer

Det nye regeringsgrundlag er grønt, grønt, grønt.

Paradoksalt nok ser det ud til, at Anders Fogh Rasmussens sidste politiske drømme om grøn revolution nu bliver ført ud i virkeligheden. Ikke af VK, som ikke kendte deres besøgelsestid, men af R-S-SF med støtte fra Ø (og sikkert også K).

Det grønne træder frem mange steder i regeringsgrundlaget, og der indgår et samlet afsnit om miljø på ikke mindre end otte af regeringsgrundlagets 70 tekstsider.

Klima, energi og trafik fylder meget. Naturen fylder kun 2/3 side. Her står (hele teksten):

“NATUREN – GRØN VELFÆRD FOR ALLE 

Sikring og udvikling af en varieret og mangfoldig natur, der er tilgængelig og til glæde for alle i både hverdag og ferier, er og bør være en central del af Danmarks værdi- og velfærdspolitik.

Alene af den grund vil regeringen give en ambitiøs naturpolitik høj prioritet.

Arter som agerhøne og hare der er tidligere var karakteristiske for det danske agerland er i dag på listen over udsatte arter. Storken kan ikke finde tilstrækkelig med føde til at yngle i Danmark. Det er håndgribelige tegn på at den intensive landbrugspraksis fylder alt for meget i det danske landskab. 

Undersøgelser viser, at Danmarks natur generelt mangler plads og er for lidt sammenhængende. Der er brug for at  gøre naturen og den biologiske mangfoldighed mere robust over for blandt andet klimaændringer. Det vil samtidig gøre naturen mere attraktiv for friluftsliv, turisme og daglig rekreation. 

På trods af enkelte positive tendenser udvikler Danmarks natur sig samlet set desværre klart negativt.

Regeringen vil derfor fremlægge en Naturplan Danmark, der vil have til hensigt:

• at sikre, at naturens mangfoldighed, variation og skønhed bevares og udvikles på en måde, der er bæredygtig og til gavn for velfærden og menneskers trivsel i Danmark,

• at der skabes mere natur og etableres mere skov – også bynært

• at sikre Danmark som et varieret, spændende og attraktivt land med en rig natur med sammenhængende naturområder og et rent miljø, også til havs

• at medvirke til at gøre Danmarks natur mere robust over for følgerne af de klimaændringer, der synes uundgåelige,  

• at bidrage til at reducere Danmarks klimaforurening og 

•  som tager udgangspunkt i EU og FN beslutninger og love om havmiljø, vandmiljø, naturbeskyttelse og biodiversitet. 

Regeringen vil udnytte mulighederne for at bruge en del af landbrugsstøtten fra EU til naturformål, herunder også økologi.”

Her er bestemt gode takter. Men det er meget lidt konkret, og regeringen lider tilsyneladende at den vildfarelse, at omlægning til økologi vil redde Danmarks natur (sådan som bl.a. Danmark Naturfredningsforenings præsident har argumenteret for). Økologisk produktion redder imidlertid på ingen måde dansk natur – og behøver i øvrigt ikke støtte.  Økologisk drift skal nok vokse frem af sig selv som en væsentlig del af udviklingen hen mod et generelt bæredygtigt, sundt og varieret landbrug.

Til gengæld er det glædeligt, at regeringen vil realisere Naturplan Danmark - et visionært udspil, der oprindeligt er fremlagt af SF, og som også har de Konservatives bevågenhed nu. Og det er glædeligt, at den bebudede landbrugskommission ikke bare bliver en landbrugskommission, men en natur- og landbrugskommission. De to ting hænger nemlig sammen!

Alt i alt et meget grønt regeringsgrundlag, som kan blive et stort plus for Danmarks natur, biodiversitet og landskab. Men der er altså indbyggede farer. God natur kræver betydelige og målrettede investeringer i naturpleje og opkøb af arealer – herunder ikke kun lavbundsarealer, men også højtliggende arealer, der tit er dyre. Denne uhyre vigtige målrettede indsats er ikke garanteret med regeringsgrundlaget. Regeringen risikerer at spilde en masse penge på støtte til økologi og gennemføre en for uambitiøs omlægning af landbrugsstøtten. Derfor er det vigtigt, at regeringen lytter til landets fremmeste eksperter i naturbeskyttelse, når de nye planer skal føres ud i livet.

Gjerskov skal passe på med sparekniven

Danmarks nye fødevareminister, Mette Gjerskov (S), har som en af sine første signaler sagt, at regeringen vil skære i landbrugsstøtten.

I lyset af den udskældte støtte, der hvert år koster danske skatteydere omkring otte milliarder kroner, er udtalelsen forståelig. Men er det klogt at skære i støtten?

Danmarks landbrug er i knæ, og vejen frem er nytænkning og forandringer i erhvervet, så det for alvor bliver bæredygtigt. Dvs.: Landbruget skal bringes til at fungere økonomisk, miljømæssigt og socialt. Det synspunkt ved jeg, at Mette Gjerskov deler.

Økonomisk bæredygtighed betyder, at landbrug fremover skal kunne tjene penge og ikke være “på støtten”.  Vi skal altså af med landbrugsstøtten som socialbistand. Til gengæld skal vi betale landbruget for de nye ydelser, som erhvervet kan og bør levere til samfundet: Natur og landskab. Det er vigtige fælles goder til velfærdsamfundet. Men det er dyre goder, som landbruget kun kan levere mod betaling. Derfor skal landbrugsstøtten ikke skæres ned. Den skal lægges om, så vi som skatteydere får noget reelt for pengene (en rig natur og et smukt og varieret landskab) og ikke blot højere jordpriser. I fremtiden skal pengene bruges til opkøb af arealer til naturformål og til betaling for landskabspleje. Støtte til økologi er derimod spild af penge. For det første er økologisk drift ikke vejen til at beskytte Danmarks natur. For den andet vil lovgivning om miljø og bæredygtighed i sig selv fremme økologisk drift. Og for det tredje efterspørger forbrugerne i stigende grad økologiske produkter og er trods krisen parate til at betale en vis merpris. Så økologisk drift skal nok udvikle sig som en væsentlig del af fremtidens bæredygtige fødevareproduktion.

Mette Gjerskov bør altså passe på med sparekniven. Der er hårdt brug for pengene til landbrugets nye opgaver som natur- og landskabsforvalter. Og så må fødevareministeren tage grundigt fat i landbrugets og fødevareindustriens hovedorganisation, Landbrug og Fødevarer, der hidtil har været fuldstændig afvisende overfor forandringer i anvendelsen af landbrugssøtten.

Det skal være slut nu. Når en organisation som Bæredygtigt Landbrug har så megen vind i sejlene, skyldes det Landbrug og Fødevares konservatisme og stiltiende accept af en eksponentielt voksende regeljungle. Der er alt for mange og for uhensigtsmæssige regler, og der er alt for lidt nytænkning. Det er til skade for landbrug, natur, landskab og miljø. Det er til skade for Danmark. Og Bæredygtigt Landbrug vil fortsætte deres oprør og fremmarch lige indtil politikerne og Landbrug & Fødevarer sadler om.

Hør mere om dette og meget andet om landbrug, natur og landskab i lyset af regeringsskiftet i programmet Klima og Miljø på DR P1 mandag den 10. oktober kl. 14.03-14.45 (genudsendes tirsdag den 11. oktober kl 05.03-05.45 og lørdag den 15. oktober kl. 07.18-08.00).

Dansk natur lige nu: Fuglene trækker væk

Nu flyver fugle frit mod syd

1.

Nu flyver fugle frit mod syd
med spovefløjt og tranelyd
fra høje himmelveje,
mens gæs i rækker trækker bort,
og stære maler solen sort
i luftballetters lege.

2.

De korte dage er på vej,
så folk og fæ må ruste sig
mod sneen og mod frosten.
Nu kommer årets huletid,
og musen må mod juletid
betænke vinterkosten.

3.

Åh, var jeg fugl, så fløj jeg væk
med spover og med tranetræk,
men jeg må blive inde
og ruste mig, som var jeg mus,
og bygge hule i mit hus
mod bitterkolde vinde.

4.

Så kom da bare, vintervejr!
Så længe jeg har varme tæer
og sul til sultne ganer,
er frost den rene poesi
og sneens tæppe hvid magi,
der smelter, før vi aner.

Michael Stoltze, 6. oktober 2011 

Langelands sorte seværdighed

Sort egern. (Foto: Lene Lorentzen).

 

De oprindelige, danske egern var sorte, men nu er de næsten fortrængt af indførte røde egern. Derfor bliver nogle af de sidste sorte egern, som lever blandt de røde egern på Fyn, indfanget og sat ud på Langeland, hvor der ikke er egern mere. Langeland bliver de sorte egerns fristed. Dér kan leve i fred for de røde. Og i fremtiden vil de uden tvivl blive en attraktion for øen.

Se mere på dette videoklip.

To milliarder årligt til naturen – og landbruget

Ca 2,1 mia. kr. årligt af den danske landbrugsstøtte skal gå til miljø, siger EU. Pengene bør bruges målrettet til naturbeskyttelse og landskabspleje, så vi kan opretholde og genskabe natur som f.eks. her på Møn. (Foto: Michael Stoltze).

Så er der lagt i ovnen til endnu en hed debat om landbrug og landbrugsstøtte. EU-kommissionen foreslår, at 30 % af den direkte støtte skal gå til miljø. Samtidig bliver den samlede støtte til Danmark skåret en smule ned fra de nuværede 7,3 mia. kr. årligt til 7,1 mia. kr. årligt i 2014-2017 og 6,9 mia. kr. årligt i 2018-2020. Danske landmænd vil dog stadig modtage flere penge pr. hektar end gennemsnittet i de gamle vesteuropæiske EU-lande.

30 % af syv mia. kr. er  2,1 mia. kr. Det er altså en pæn sjat penge hvert år til miljø.

Efter EU’s oplæg og regeringsskiftet er der ikke længere nogen tvivl: Landbruget kan ikke som hidtil helt selv disponere over landbrugsstøtten.  Landbruget i Danmark må gå nye veje. Spørgsmålet er: Hvilke?

For at besvare det, er det nødvendigt at ridse nogle grundforudsætninger op:

1. Miljøhensyn er i vor tid en grundforudsætning for al udvikling. Udviklingen skal være bæredygtig. Miljø reguleres generelt af internationale aftaler og direktiver og den nationale lovgivning, de afføder. Miljøhensyn i produktion og miljømærkning er nødvendig for moderne markedsføring. Man skal producere bæredygtigt, og med den stigende internationalisering af miljøstandarder, er den konkurrenceforvridende effekt af miljøkrav ved at forsvinde. Derfor er og bør miljøhensyn ikke være noget, man betaler virksomheder for at tage. Heller ikke landbruget.

2. Naturbeskyttelse og landskabspleje koster mange penge, og det er ikke en del af traditionel landbrugsdrift. Hvis landbruget skal varetage denne rolle og levere varen (natur og landskaber), kræver det betaling for varen, fordi den ikke har en direkte omsættelig markedsværdi for landmanden.

Faren ved udspillet fra EU er, at pengene, dvs. de 2,1 mia. kr. årligt i Danmark, bliver brugt til f.eks. økologi, midlertidig brak og lignende frem for målrettet naturbeskyttelse og landskabspleje. Det ville være spild af penge.

Ud fra første grundforudsætning, er det være soleklart, at der ikke skal betales penge til landbruget for at overholde gældende miljøkrav. Sådanne “forureneren betales-principper” forekommer ingen andre steder i erhvervslivet. Dér er det “forureneren-betaler-princippet”, som gælder.

Hvad skal de 2,1 mia. kr. så gå til? Jo – det oplagte er at anvende pengene til målrettet naturbeskyttelse og landskabspleje. Her er et kæmpestort behov på grund af de store natur- og landskabsværdier, vi har mistet. Behov, som fremgår af den Naturplan Danmark, som er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Genopretning af disse naturværdier samt sikring og vedligeholdelse af eksisterende natur- og landskabsværdier er vigtig. Natur- og landskabsværdier er en yderst efterspurgt vare.  Så her, og kun her, er der handlemuligheder for de landmænd, der kan og vil levere varen.

Landbruget er traditionelt fødevare- og foderproducent, og sådan vil det også være i fremtiden. Men biomasse til energi samt natur og landskaber er ved at bliver nye, efterspurgte varer, som landbruget også kan levere. Naturbeskyttelse og landskabspleje er goder til glæde for almenvellet, og det er goder, som koster penge at levere. Derfor er der her, vi skal bruge de 2,1, mia kroner årligt. Det er ikke støtte, men kontant afregning for levering af en vare. En vare, som er til glæde for alle, og som rent forretningsmæssigt er til glæde for de landmænd, der kan og vil være med.

Hør også denne udsendelse fra DR’s  Klima og Miljø 10.10.2011, hvor en landmand fortæller om at være naturforvalter.

Dansk natur lige nu: Æblehøst

Æblehøst. (Foto: Michael Stoltze).

Æblehavens år

Beruset af et blomsterflor
i æblehavens kroner
har tusind bier summekor
af sværmeriske toner.

Bestøvet blidt af biers flid
i æblehavens varme
har silkeklaser sommertid
i svøb af løvets arme.

Besvangret, svulmende af saft
i æblehavens vælde
har frugter sødme, liv og kraft
blandt bynkefrø og nælde.

Bestyrket trods en vinters kår
i æblehavens kulde
har grene knopper klar til vår,
mens laderne er fulde.

Michael Stoltze, Stubberup, 18. oktober 2011

 

Æbleblomster. (Foto: Michael Stoltze).

 

Danmark har ondt i folkekarakteren

Danmark er i modvind. (Foto: Michael Stoltze).

Kriser er ikke blot farlige i sig selv, men også fordi de kan vække ubehagelige og enøjede tilbøjligheder i os. Det kan medføre store tragedier, som vi så f.eks. så det med nazismen. Kriser fremmer ekstremisme.

Når krisen kradser, er det letteste i verden at rejse sig fra fordommenes parkeringsplads og hyle op om, at det hele er de andres skyld. Krisestemningen og katastroferne bliver pustet op, når vi strides i stedet for at holde sammen og finde fornuftige veje.

Men vi strides bravt, og selv om politikerne knokler hårdt og dygtigt for at løse landets problemer, angriber befolkningen nu selve det demokratiske fundament for vores samfund: Folketinget. Løbende undersøgelser viser, at tilliden til polititikerne og deres rådgivere er styrtdykket de seneste år, og den er ikke blevet rettet op efter valget 15. september 2011. Det viser en ny undersøgelse fra Radius Kommmunikation, som udspurgte 1000 danskere i alderen 18-65 år i perioden 22.9.-3.10. 2011. Politikere og deres rådgivere ligger sammen med journalister dybt nede på bunden.

Hvis det så kun var dét. Men: Når vi som danskere er luddovne og så forkælede, at vi ikke gider tage de beskidte job, har vendt landet og landbruget (der sidder på 75 % af Danmarks jord) ryggen, og har en naiv selvforståelse om, at vi nok skal klare os på den globale scene i på grund af vores kvikke hjerner (som vi mest beskæftiger med at se X-factor eller Vild med dans),  ja – så har vi et problem, der vil noget.

Danmark har ondt i folkekarakteren.

—

(Folkekarakteren er hverken en entydig eller uforanderlig størrelse. Læs her, hvad Georg Brandes skrev for 110 år siden:  Hvad er dansk folkekarakter).

Som man råber i skoven

Protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug har fået Gallup til at gennemføre en undersøgelse over danskernes forhold til landbruget.

Der er egentlig en god idé. Men ligesom med så mange andre undersøgelser, der har oprindelse i interesseorganisationer, er det uhyre begrænset, hvad man kan tillade sig at konkludere.

Det grundlæggende problem er, at spørgsmål, der er formuleret af en interessent med en bestemt holdning, ofte er stærkt tendentiøse og manipulerende (for ikke at sige: naive). Og som man råber i skoven, får man svar. Bæredygtigt Landbrug, der lægger deres undersøgelse åbent frem her, er ingen undtagelse. Prøv lige at se spørgsmålene!

F.eks. spørges der til, hvad der er politikernes vigtigste opgaver, når de lovgiver om landbruget, og her er én af svarmulighederne  ”At beskytte miljøet, uanset hvad det koster”.  De fleste ved deres fulde fem vil enten svare nej eller nægte at svare på et så ledende spørgsmål.

Jeg mener ikke, at Bæredygtigt Landbrugs undersøgelse kan bruges til noget som helst. Døm selv!

Wonders of the world: The Tanzanian plastic string tree

The Tanzanian plastic string tree, Psychotria megalopus. Specimen from Kigogo Forest, Tanzania, October 5th, 1984. (Drawing: Michael Stoltze, 1986. Copyright: www.naturogide.dk).

Believe it or not: This rare tree species (up to 12 feet tall) is real!

The Tanzanian plastic string tree (Psychotria megalopus) is found only in three small montane forests in Tanzania – Kigogo, Uluguru and Mahenge. The flower buds are “rappelling” using stems looking like plastic string from top to ground where the plant flower, is pollinatet and set fruits (small red berries).

The small tree belong to plant family Rubiaceae.  It is related to Coffea.

The strange tree was discovered and described as late as 1975 by the British botanist Bernard Verdcourt.

Dansk natur lige nu: De sidste admiraler

Admiralen flyver stadig her sidst i oktober. De fleste trækker sydpå, men nogle forsøger at overvintre mellem f.eks. vedbendblade i det fri i Danmark. Det lykkes i de mildeste vintre. Den strålende smukke sommerfugl går aldrig for alvor i dvale, men kan finde på at flyve på milde vinterdage, hvor den finder næring i form af nedfaldsfrugt. Det er den eneste sommerfugl, der er set flyvende i det fri i Danmark i alle årets 12 måneder.

Alle fotos: Michael Stoltze.

Syv milliarder – er Jorden overbefolket?

I disse dage runder Jordens samlede befolkningstal svimlende syv milliarder mennesker. Om tre uger vil der være godt 5 millioner flere. Hver tredje uge forøges menneskemængden på Jorden med, hvad der svarer til hele Danmarks befolkning!

Hver gang et større miljøproblem bliver taget op til debat, kan man derfor roligt regne med, at der før eller siden er en debattør, der fremhæver, at problemet kun skyldes, at Jorden er overbefolket, og at befolkningstallet vokser.

Det er den nemme påstand, der er svær at argumentere imod. For Jordens folketal er enormt og i markant vækst. Alene i min levetid er menneskemængden mere end fordoblet (fra 2,8 milliarder i 1955 til 7,0 milliarder nu). Samtidig er velstanden generelt steget betydeligt. Så vores forbrug af ressourcer er vokset forholdsvis langt mere end befolkningstallet. Forbruget er nærmest eksploderet i de seneste år, hvor folkerige lande som f.eks. Kina er kommet godt med på banen i den globale forbrugsfest.

Jorden har hidtil kun holdt nogenlunde til denne dramatiske udvikling, fordi vi som helhed opfører os rimeligt intelligent og konstant arbejder for en bæredygtig udvikling, så vi ikke bliver kvalt i vores eget skidt eller lider under et ændret klima.

Love og bestemmelser, der regulerer vores adfærd og omgang med Jordens ressourcer, bliver mere og mere nødvendige for menneskeheden, hvis vi skal klare os fremover. Det var det, den norske statsminister Gro Harlem Brundtland slog fast som formand for FN’s kommission for bæredygtig udvikling i 1987, hvor der i rapporten Vor fælles fremtid (Brundtland-rapporten) står: En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare. Og da alverdens statsledere siden mødtes på topmødet i Rio de Janeiro i 1992 blev konklusionen: Udviklingen i verden skal være bæredygtig.

Men hvad så? Kan befolkningstallets dramatiske stigning overhovedet forenes med en bæredygtig udvikling? Det er ikke enkelt at svare på. Man kan sige, at FN’s nyeste nedjusterede prognoser om, at Jordens befolkningstal vil nå ca. 9,2 milliarder mennesker i 2050 ikke er vildt skræmmende, hvis vi konstant indhøster og bruger ny viden intelligent og udvikler vores adfærd, så Jorden kan klare det. Prisen herfor er flere love og bestemmelser. Nogen vil sige: Mindre frihed.

Men udfordringen med at håndtere miljøproblemerne i en verden med stigende befolkningstal og velstand er kolosssal. Derfor bør verden debattere og måske revurdere den dominerende indstilling til befolkningstilvæksten: Som individer, samfund og nationer frygter vi i almindelighed nedgang i folketallet. Vi – og ikke mindst politikerne – tror intuitivt, at et faldende folketal gør os svagere. Det behøver ikke at være tilfældet. Hvis et faldende folketal giver os større råderum og mere frihed, kan det tværtimod gøre os stærkere. Faldende folketal betyder ikke nødvendigvis: Tilbage til stenalderen. Det kan lige så godt betyde: Udvikling mod nye og bedre tider.

Det hele er et spørgsmål om vores syn på udvikling og vækst. En verden uden udvikling er død. Men udvikling er ikke det samme som vækst. Udvikling kan fortsætte i det uendelige. Det kan vækst ikke.

Og én ting sikker: Jordens befolkningstal kan ikke blive ved med at vokse.

Hvis du vil følge udviklingen i Jordens befolkningstal løbende, kan du gøre det her. Tælleren når syv milliarder den 31. oktober 2011 (det er naturligvis ikke det virkelige tal, men et godt gæt).

Ingen grænser for vækst

Romklubbens skelsættende rapport fra 1972: Grænser for vækst.

I 1962 udkom miljøforkæmpernes første globale bestseller, Carson’s  Silent spring.  I 1972 udgav Romklubben rapporten Grænser for vækst (originaltitel: Limits to growth).

Efter de glade tressere med enorm økonomisk og materiel fremgang i den vestlige verden og enorm befolkningstilvækst på Jorden, beskrev Grænser for vækst, hvordan verdens vækst var en dødsrute. Vi var på vej mod undergangen. Alle begyndte at tale om verdens endeligt. Dommedagen kom på mode.

Grænser for vækst var et markant og nødvendigt wake-up-call. Men efterfølgende har buzz-ordet være bæredygtig udvikling, og efter verdenstopmødet i Rio i 1992 har alverdens lande principielt tilsluttet sig grundprincipperne om bæredygtig udvikling.

Nu står den del af verden, som indså vækstens problemer i 1970′erne, i en økonomisk krise, hvor alle råber løsningen i kor: Vækst!

Det lyder som et paradoks. Har vi ikke lært af historien? Har vi ikke lært, at der er grænser for vækst?

Jo, det tror jeg faktisk, vi har. Men ordet vækst er dobbelttydigt: Der er materiel vækst og økonomisk vækst (værditilvækst).

Materiel og økonomisk vækst er ikke det samme. Overdreven materiel vækst kan føre til, at vi anskaffer os så mange ting og goder, at vi slet ikke har tid til at glæde os over dem og bruge dem. Dermed mister tingene deres faktiske værdi, så vi kan ende med, at den stigende materielle vækst giver en negativ værditilvækst.

Flere og flere store virksomheder og vækstfilosoffer har nu fokus rettet mod vækst i velfærd og lykke frem for materiel vækst i den del af verden, der allerede har de grundlæggende materielle behov dækket så rigeligt ind.

Betragtet på den måde giver krisens kampråb om vækst god mening.

Så er der faktisk ingen grænser for vækst.

Dansk natur lige nu: Gyldne bøge

Bøge i Charlottenlund. (Foto: Michael Stoltze).

Kom! Se, hvor gylden bøgen står

1.
Kom! Se, hvor gylden bøgen står
og lyser næsten som i vår,
når kronen slipper løvet.
Nu fejer blæsten over land
henover bøgeskovens brand
og sender blad mod støvet.

2.
Når skoven dufter mildt af muld,
og bøgen er det pure guld,
så går det mod november,
hvor grønne blade på en kvist,
har endnu kun en stakket frist:
De falder før december.

Michael Stoltze, Stubberup, 28. oktober 2011

 

Inger Christensen og sommerfuglene

Admiral på hvid fredløs. (Foto: Michael Stoltze).

“Der opstår sådan en forunderlig frihed, når pennen er bastet og bundet”. Sådan siger Susanna Sommer, når hun karakteriserer digteren Inger Christensen (1935-2009), som skrev sine digte efter meget strenge og systematiske regler. Man kan ikke andet end at blive grebet af Inger Christensens univers, når man hører hende og dykker ned i hendes tekster. I dag er hun et af mine allerstørste forbilleder.

Inger Christensten var længe kendt og elsket af eliten. Hendes mere folkelige gennembrud kom i 1991 med udgivelsen af sonetkransen Sommerfugledalen, der siden var med til bringe hende stærkt i søgelyset som kandidat til nobelprisen i litteratur. En pris, hun dog ikke nåede at få.

Kort efter Inger Christensens død den 2. januar 2009 havde jeg den store glæde at medvirke i programmet Stedsans på DR P1 sammen med Susanna Sommer.  I dette program om sommerfuglene og Inger Christensen kan du mellem fortællingerne om sommerfuglenes liv høre Inger Christensen læse alle sonetterne fra Sommerfugledalen op med sin karakteristiske, magisk messende stemme.

Hør også denne fine udsendelse, hvor professor Erik A. Nielsen fortæller smukt og levende om Sommerfugle i litteratur og symbolik

God fornøjelse!

Bliver Ida Auken naturens minister?

Miljøminister Ida Auken (SF).

“Beskyttelse af biodiversitet er den vigtigste sag på mit bord – overhovedet.”

Sådan sagde tidligere miljøminister Karen Ellemann (V). Hun havde hjertet på rette sted, og personligt er jeg ikke i tvivl om, at hun mente, hvad hun sagde.

Imidlertid kæmpede Ellemann med en lav status, få penge og en række vanskelige sager, som hun gik til med så usikker hånd, at hun endte med at blive både mediernes og befolkningens ynglingsoffer. Opbakningen omkring hende fra V og K var beskeden, og DF støttede hende slet ikke.

Den danske natur er klemt og har brug for en stærk miljøminister. Jeg tror, at Karen Ellemann var naturens minister. Men hun var ikke stærk.

Nu er Ida Auken (SF) miljøminister. Efternavnet forpligter, men Ida Auken har selvstændigt vist rigtig gode takter som en dygtig, skarpsindig og ikke-ærekær oppositionspolitiker. Hun står blandt andet bag den Naturplan Danmark, som både EL, S, R og K i det store og hele har adopteret, og som nu er skevet ind i regeringsgrundlaget.

Derfor har jeg store forventninger til vores nye miljøminister. Bliver hun naturens minister?

I hendes første måned som minister er hun ikke rigtig kommet med nogle klare udmeldinger om den danske natur. I betragtning af regeringens grønne profil har hun været påfaldende usynlig. Jeg tror og håber, det skyldes, at hun har travlt med at lære ministeriet at kende og finde ud af, hvad det vil sige at være minister. Men nogle udmeldinger er det dog blevet til. De handler ikke om natur, men om miljø, klima og stoffer, som måske er hormonforstyrrende – dvs. emner, som primært er under klimaministerens og sundhedsministerens ressort.

Naturen, landskabet og biodiversiteten ligger imidlertid entydigt under miljøministerens centrale ressort. Her skal Ida Auken hæve sig over det mulige problem, at hun er SF’er.

Klassisk natur- og landskabsbeskyttelse har gennem historien primært været en borgerlig dyd. Derfor bør ministeren bide mærke i, at de Konservative som led i deres forsøg på at komme ud af deres aktuelle krise, forsøger at gøre en aktiv naturpolitik til én af deres mærkesager.

Ida Auken har måske også det mentale problem, at SF fik et katastrofalt dårligt valg, efterfølgende er gået yderligere tilbage i meningsmålingerne og i det hele taget kæmper voldsomt med troværdigheden.

Alt dette bør dog ikke skygge for, at Ida Auken springer ud som en stærk minister for naturen.

Det håber jeg, hun gør.

Naturen, musikken og mordet på P1

DR P1 laver enestående radio.

Hør f.eks. Erik A. Nielsen fortælle om Nye tider i Mennesker og tro

Hør f.eks. Jon Kaldans og Morten Breiters smukke 1. afsnit af serien Italia terra est

Eller hør Iver Grams utrolige fortælling om marskens gæs og Vadehavets østers

Det er radio med hjerte, viden, vid, natur og musik. Det er radio med tid og ånd. Det er radio, man bliver grebet af og klog af. Det er radio i verdensklasse og radio, vi kan være stolte af som et lille land i en stor og fantastisk verden.

Men fra og med morgen, den 1. november 2011, står P1′s programmer tilsyneladende på mord og lemlæstelse: “Klima og Miljø” forsvinder. “Vita” forsvinder. “Mennesker og Tro” bliver sat på halv tid og flyttet (til onsdag!). “Kulturnyt” bliver sat på halv tid og flyttet. For blot at nævne noget.

Naturligvis er moderniseringer og ændringer på sin plads. Men det her virker åndløst. Det ligner mord på den gode tid og den rige fortælling. Det virker som leflen for det hurtige og aktuelle, som alle andre leverer.

Det er synd for danskerne. Det er synd for Danmark. Jeg synes, det er en skandale. Hvad synes du?

Skriv din kommetar her på denne blog. Og del gerne bloggen med dine FB-venner og andre kontakter.

Alle kommentarer på bloggen vil blive videresendt til DR.

Hvad er – natur?

Suserup Skov på Midtsjælland er vild natur. Men hvad mener vi egentlig, når vi siger "Natur"? (Foto: Michael Stoltze).

Ordet natur bliver i dag gennemgående brugt som et meget ensidigt værdiladet ord. Som et ord, der er spækket med positive værdier.

Men den opfattelse er faktisk et problem. Opfattelsen bestyder, at vi tit taler alvorligt forbi hinanden, når vi diskuterer natur og naturbevaring i relation til kultur. Der er store problemer med forståelsen af naturbegrebet. Vi har tilsyneladende svært ved at forstå, at naturen er meget mere og noget meget større end blot noget positivt. Naturen er alt.

Udsendelsen Hvad er natur?, som du kan høre her, handler om, hvad naturbegrebet egentlig er, hvorfor det er vigtigt at forstå begrebet, hvorfor det er vigtigt at passe på naturens mangfoldighed, og hvordan vi kan gøre det. Udsendelsen blev sendt første gang på Apropos DR P1 i september, 2009. Mikkel Krause er vært.

Hør udsendelsen – og skriv meget gerne dine kommentarer her på bloggen.

God fornøjelse!

Dansk natur lige nu: Løvfald og bellis

Kirsebærblade og bellis i november. (Foto: Michael Stoltze).

Tankevækkende møde i november

1.
Det er så tankevækkende,
når haven bag ved hækkene,
går liv og død i møde.
Nu lyser bellis hvid og skær
imellem løv fra kirsebær
med dødens aftenrøde.

2.
At vække tanken med et ord
er større end de fleste tror,
for tanken skaber livet.
Mod hovedbrud og tankesvigt
er dette tankevækkerdigt
til Gud og hvermand givet.

Michael Stoltze, Stubberup,  6. november 2001

Nationalparker i dyb krise

Nationalpark Skjern Å skulle have været indviet af dronningen den 25. juni 2011. Men det blev aflyst i sidste sekund, og nu er det slet ikke sikkert, at nationalparken bliver til noget. (Foto: Michael Stoltze).

Fint skulle det være:  Nationalpark Skjern Å skulle indvies, og dronningen var hidkaldt og på plads til stor folkefest den 25. juni 2011.

Men bare to uger forinden blev hele det store hurlumhej aflyst. Der var nemlig ballade i baglandet. Og siden er der intet sket på grund af valgkamp og regeringsskiftet. Nu har borgmestrene i området forståeligt nok bedt om et møde med miljøminister Ida Auken om sagen. Efternavnet Auken bør naturligvis ikke være hende til last; men i Vestjylland har de ikke glemt Ida’s morbror, Svend Auken, som de på egnen anså som en centralistisk tromle. Derfor kan det blive meget op ad bakke for miljøministeren, som må starte med at overbevise parterne om, at hun ikke er en ny Svend.

I Nordsjælland er der også bøvl.  De seks borgmestre, som er berørt af etableringen af Nationalpark Kongernes Nordsjælland, er ved at miste tålmodigheden. Arbejdet er gået i stå, og nu vil borgmestrene have en afklaring. De har bedt om foretræde for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

Det startede ellers så flot med indvielsen af Nationalpark Thy i 2008 og Nationalpark Mols Bjerge i 2009. Men indvielsen af Nationalpark Vadehavet en iskold oktoberdag i 2010 var allerede en mærkværdig halvhjertet affære, og nu er der tegn i sol og måne på, at de to sidste nationalparker måske slet ikke bliver til noget.

Krisen har været under opsejling længe. Den forrige regering ville gerne klippe snore over til danske nationalparker, men ikke finansiere dem. Derfor mødte regeringen kritik fra både lodsejere, eksperter og grønne organisationer.

Hvad den nye regering vil med nationalparkerne er der vist ingen, der ved. Men man kan frygte, at den vil forsøge at gennemføre (de ønskværdige) større ambitioner med tvang og ekspropriationer. I så fald vil det helt sikkert blive dødsstødet for flere nationalparker i Danmark. Tvang skaber for alvor modstand og oprør. Det dur ikke.

Nationalparkerne i Danmark skal i stedet bæres igennem og etableres på gode og ambitiøse visioner, god planlægning, frivillighed og masser af midler til opkøb, naturforvaltning og sund markedsføring. Hvis regeringen begynder at gå den vej, vil nationalpark Skjern Å og Nationalpark Kongernes Nordsjælland snart kunne indvies med succes. Og hvem ved: Måske kan nogle af de mest oplagte nationalparkkandidater, der helt urimeligt blev tilsidesat i første hug, komme i spil igen.

Læs også: Danmark kludrer i nationalparkerne

og: Koks i Danmarks nationalparker

Ord er taknemmelige

De danske regler for udbetaling af landbrugsstøtte tvinger landmanden til at opdyrke denne lavning. Ét af titusindvis af steder, hvor tåbelige regler er til skade for landbrug, natur, landskab og Danmarks økonomi. (Foto: Michael Stoltze).

Som en markering af 100-års jubilæet for Danmarks Naturfredningsforening (DN) og 10-året for udgivelsen af Wilhjelmudvalgets rapport om naturbeskyttelse En rig natur i et rigt samfund, afholdt DN’s studenterafdelinger i går konferencen Wilhjelm+10 i København.

Konferencen havde fokus på fremtidens natur, og DN havde bedt en række aktører komme med henholdsvis visioner og konkrete eksempler til inspiration.

På konferencens første session kom direktør i Landbrug og Fødevares afdeling for Miljø og Energi, Niels Peter Nørring, med et indlæg om alt det, landbruget gerne vil gøre: Udføre landskabspleje, udtage landbrugsjord til beskyttet natur og i det hele taget arbejde for, at landbruget får en dobbeltrolle som både fødevareproducent og naturforvalter ved at opstille klare mål for de ca. 75 % af Danmarks landareal, som landbruget ejer. Og naturligvis vil landbruget overholde gældende miljø- og naturbeskyttelseslove.

Det var et fint oplæg, som jeg nærmest kunne tilslutte mig 100 %.

Men da vi kom til debatten om eftermiddagen, konstaterede Niels Peter Nørring tørt: ”Der er ingen penge.”

Landbrugets vision er nok så smuk, men den forbliver et luftkastel, så længe Landbrug og Fødevarer skal bestemme. Ord er taknemmelige, og det har længe været tydeligt, at problembarnet hedder Landbrug og Fødevarer. Læs også: Milliarder på landbrugets tag-selv-bord.

Miljø reguleres af miljølovgivningen, som (i store træk) er baseret på internationale direktiver og knæsatte principper om bæredygtig produktion. Derfor bør miljøreguleringen ikke være konkurrenceforvridende, og derfor bør den være erstatningsfri.

Men målrettet natur- og landskabsbeskyttelse med krav om ekstensiv drift eller direkte udtagning af arealer til vild natur er indgreb i (ofte dyrt) tilkøbt råderet over arealer. Så det koster en hulens masse penge. De penge skal landbruget naturligvis have for at afstå jord eller ekstensivere driften. Det kan være gennem direkte statslige opkøb eller som engangsbetaling for, at driften af et areal bliver ekstensiveret samtidig med, at arealet bliver indlemmet under naturbeskyttelseslovens bestemmelser.

Som gældende regler og praksis er nu, har Niels Peter Nørring sådan set ret i, at der ikke er nogen penge. Men pengene er der, hvis regler og praksis bliver lavet en lille smule om. Det har Landbrug og Fødevarer bare haft held og dygtighed til at forhindre i årevis.

Det har selvfølgelig ingen rimelighed, at en privat organisation i den grad skalter og valter med samfundets betroede midler. Som skatteydere betaler vi hvert år samlet ca. 8 milliarder kroner til landbruget.

Politisk har regeringen netop meldt ud, at støtten til landbruget skal fortsætte, og at man (inspireret af landene i EU syd for Norden) vil kæmpe for flest mulige landbrugsstøttemidler til Danmark fra EU’s budget.

Den melding er jeg faktisk glad for, hvis den bare kobles sammen med den omlægning af støtten, som EU-kommissionen har arbejdet for i årevis:  Væk fra traditionel erhvervs- og produktionsstøtte og over til betaling for ydelser, som gavner almenvellet – herunder natur- og landskabsbekyttelse.

Det er en farbar vej, og her er det faktisk muligt at finde mange penge indenfor den eksisterende pulje. Nationalt kan Danmark bruge omkring 2 milliarder kroner (svarende til godt 25 % af den samlede danske landbrugsstøtte) målrettet til natur- og landskabsbeskyttelse.

Pengene skal stadig gå til landbruget, som altså ikke får en krone mindre (men nu måske mere som følge af den nye linje, regeringen har lagt!). Beslutningen om anvendelsen af landbrugsstøtten skal naturligvis tages af Folketinget og ikke, som det hidtil har været tilfældet, de facto af Landbrug og Fødevarer.

Hvis regering og Folketing træder i karakter og handler, kan Niels Peter Nørrings taknemmelige ord forvandle sig fra et luftkastel til en virkelighed til gavn for både landbrug, natur, landskab og – ikke mindst – dansk økonomi.

Miljøministeriet: Naturpleje prioriteres ikke af den nye regering

Regeringen har stoppet et stort projekt, som skulle analysere økomomi og perspektiver ved naturpleje som driftgren i dansk landbrug. Beslutningen vækker stor forundring og tvivl om omkring regringens reelle natur- og landbrugspolitiske ambitioner. (Foto: Michael Stoltze).

Med den konservative politiker Tage Leegaard som primus motor sikrede den tidligere regering 10 millioner kr. til finansiering af projektet Naturpleje som driftgren. Projektet var et udsædvanligt og perspektivrigt samarbejde mellem naturforkæmpere og landbruget. Det skulle kaste lys over landbrugets rolle og forretningsmæssige muligheder som natur- og landskabsforvalter i fremtidens Danmark. En grøn og bæredygtig vision.

Nu har projektet fået dødsstødet af den nye regering. Miljøministeriet skriver således i et brev af 21. november 2011:

Ophør af projektet ”Naturpleje som driftsgren”

Som det fremgår af regeringsgrundlaget (side otte) er udfordringerne i dansk økonomi betydelige. Der er derfor behov for at omprioritere de eksisterede midler i Miljøministeriet – herunder bl.a. indsatser fra en aftale indgået af den tidligere regering og Dansk Folkeparti – så midlerne kan målrettes mod de indsatser, der prioriteres af den nye regering, herunder klimatilpasning m.v.

Det har bl.a. den betydning at projektet ”Naturpleje som driftgren” – hvor til der blev afsat midler på Finansloven i 2011 – ophører og midlerne omprioriteres og anvendes til andre formål.

Aktiviteterne under ”Naturpleje som driftgren” indstilles i medfør heraf.

Det er meget muligt, at projektet skulle justeres og tilpasses den nye regering. Men med en uhyre vigtig Natur- og Landbrugskommission og en National Naturplan (Naturplan Danmark) i støbeskeen, er det intet mindre end en fadæse, at regeringen har slagtet Naturpleje som driftgren, som skulle have leveret yderst vigtige bidrag til at kvalificere den kommende naturbeskyttelsesindsats i Danmark.

I opgøret med blå blok er regeringen måske bare kommet til at smide et sundt barn ud med badevandet. Eller er det sket bevidst, bare fordi barnet et født i blå blok? I så fald er det under al kritik og et signal om, at regeringen har mere travlt med at være rød end at være grøn.

Samtidig skriver miljøministeriet jo, at projektet ikke passer ind under de “indsatser, der prioriteres af den nye regering”.

Det er jeg meget, meget forundret og bekymret over og må spørge:

Hvad er regeringens virkelige natur- og landbrugspolitiske visioner?

Naturstyrelsen er ikke en haveforening

Jeg var en af dem, der var rigtig glad for beslutningen om, at Skov- og Naturstyrelsen pr. 1. januar 2011 skulle skifte navn, for det gamle navn antydede, at skov ikke er natur. Hvad det naturligvis er.

Men som jeg skrev i sommeren 2010, er jeg er ikke begejstret for styrelsens nye navn: Naturstyrelsen.

Selv om alt strengt taget er natur, udsender navnet nemlig for snævre og forkerte signaler. Styrelsen er nu på vej til at blive en styrelse for ene og alene de ca. 5 % af Danmarks landareal, som staten ejer.

Her gør Naturstyrelsen det glimrende. Men styrelsen skal ikke være en haveforening! Vi mangler en styrelse med et navn, som tydeligt signalerer, at den har med planlægning og landskab at gøre i hele Danmark. Her dur navnet Naturstyrelsen ikke. Der er med al respekt for megen naturnørd og grøn naturvejleder over navnet. Det er godt, men bare ikke godt nok.

Derfor bør Naturstyrelsen snarest skifte navn til Natur- og Landskabsstyrelsen. Så skulle den være hjemme.

Ideen er hermed giver videre til miljøministeren.

Regeringen har (igen) glemt Solen

Regeringen har (igen) glemt Solen i deres energiplan "Vores energi". (Foto: Michael Stoltze).

 

Den 24. februar 2011 præsenterede den forrige regering deres strategi for Danmarks overgang til et samfund, der er uafhængigt af fossile brændstoffer – Energistrategi 2050.

Som led i den forudsigelige fløjkrig mellem blå og rød blok, rakkede oppositionen  omgående strategien ned for at være for uambitiøs.

Nu er oppositionen kommet til fadet og har fremlagt deres egen strategi. Det er de ikke sluppet meget bedre fra.

Der var faglige og visionsmæssige problemer i Energistrategi 2050:  Vind og biomasse (herunder biogas) fyldte næsten alt. Det er også en del af løsningen. Men solenergien var blevet blevet væk.

Solstrålerne er den primære vedvarende energikilde, vi har. Men denne energikilde udnytter vi næsten ikke i Danmark, hvor energipolitikken er voldsomt farvet af ensidige vindmølleforkæmpere fra venstrefløjen samt (de seneste år) industrilandbruget, der har enorme forventninger til biomasse som et nyt forretningseventyr.

Vind og biomasse er naturligvis en del af løsningen. Men møllerne er nogle enorme, dyre, larmende og landskabsødelæggende klumpe-dumper. Og landbrugets vildt overdrevne forventninger til sig selv som biomasseleverandør og forsøg på biomasseoptimering i klimakampens hellige navn er ved at fortrænge værdifuld natur og skabe nye miljøproblemer.

Alene ved at udnytte eksisterende kunstige overflader kan udnyttelse af solenergi tilvejebringe en stor del af den vedvarende energi, Danmark har brug for i fremtiden. Det fremgår slet ikke af den nye regerings udspil, Vores energi.

Regeringen har (igen!) glemt Solen. Derfor er udspillet (igen!) en ommer.

EU-naturplaner sikrer ikke dansk natur

Ormø, Holsteinborg Nor og hele Glænø ved Skælskør er omfattet af regeringens EU-naturplaner. Men det er 2/3 af de danske naturområder ikke, og de er ilde stedt. (Foto: Michael Stoltze).

Efter mange års tovtrækkeri offentliggør regeringen i dag de EU-naturplaner, som Danmark har pligt til at gennemføre ifølge EU’s direktiver. Det er godt.

Imidlertid omfatter EU-naturplanerne kun 1/3 af den natur, som på papiret er beskyttet i Danmark. Det er noget rigtig skidt. For i praksis er det nu endt med, at der stort set ikke længere bruges kræfter på at sikre de 2/3 af den danske natur, som ligger udenfor EU’s såkaldte Natura 2000 områder (områder, som vi af EU er forpligtet til at passe på – ellers kan vi blive straffet af EU-domstolen).

Den nationale lovbeskyttelse er dårlig. Arealer uden for Natura 2000 områderne er faktisk ikke sikret. De kan vokse ud af beskyttelsen eller bruges til f.eks. intensiv juletræsproduktion – helt lovligt.

Derfor sikrer regeringens naturplanerne ikke dansk natur. Hvis vi skal standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed (og det har vi som nation erklæret, at vi vil inden år 2020), er der brug for lovrevisioner og en samlet plan for beskyttelse og genopretning af den danske natur. Opgaven ligger og venter, og det har den gjort i de over ti år, der er gået, siden Wilhjelm-udvalget kom deres rapport med anbefalinger i sommeren 2001.

Arbejdet ligger naturligt i den kommende Natur- og Landbrugskommisssion, hvor udformningen af Naturplan Danmark (regeringsgrundlaget, side 31) bør blive en central opgave.

Vandplaner: Panik før EU-formandskab

Lindenborg Å. (Foto: Ole Arkhøj).

EU’s vandrammedirektiv går kort fortalt ud på, at det vand, som strømmer af landet skal være af så god kvalitet, at det ikke er sundhedsskadeligt og ikke skader vandmiljøets økosystemer.

Det er et flot direktiv med en nødvendig ambition oven på et uendeligt trist kapitel i Europas miljøhistorie med omfattende og alvorlig forurening af vandmiljøet.

Vandmiljøplanerne i Danmark er den fortsatte kamp for et renere vandmiljø. På spildevandssiden har indsatsen været en kæmpe succes, i hvert fald i industrien og i byerne, hvor spildevandsrensningen nu er så god, at man ofte kan bade i havnevand.

Landbrugets tab af problematiske næringsstoffer er også reduceret, med  slet ikke nok i forhold til målene. Det kunne være sket for længst, men problemet har i årevis været, at der ikke var penge til udtagning af arealer til de våde enge, der skulle fungere som en slags åbne rensningsanlæg for næringsrigt markvand. Planerne har gang på gang lagt op til enorm frivillig udtagning af lavbundsjord til disse våde enge, som kan omskabe for rigelige mængder plantetilgængelige kvælstofforbindelser til uskadeligt, frit kvælstof.

Men da der ikke fulgte penge med, havde stort set ingen landmænd lyst til at udlægge våde enge frivilligt. Det siger sig selv.

Det har fået DN til at erklære frivilligheden krig, mens landbruget har råbt på penge.

Nu er regeringen så kommet med deres reviderede vandplaner

Planen er reelt en videreførsel af blå bloks politik, dog på et lidt lavere ambitionsniveau. Det er regeringen ikke stolt af, men Danmark har en EU-dom for ikke at have gjort nok for vandmiljøet i tide hængende over hovedet, og det ville se meget dårligt ud, hvis Danmark ikke havde nået at sende sine planer af sted til EU, inden vi overtager formandskabet 1. januar 2012.

Regeringen varsler dog nye og strammere vandmiljøplaner senere. Men den melding har vi hørt så mange før, at den er svært at tage alvoligt, med mindre der følger rigtig mange penge med (f.eks. ved en omlægning af landbrugssøtten) til udtagning af lavbundsjorder til våde enge.

Det er godt, at vandplanerne nu endelig ser ud til at komme af sted til EU. Men det er tydeligvis panik før EU-formandskabet, og ambitionsniveauet er lavt.

Mediehysteri om personsager dræber politik

Både medier og befolkning har et enormt ansvar for den politik, der bliver ført i Danmark. Den politik, der skal skabe en ny og god fremtid. Den politik, der med visioner, kloge initiativer, samarbejde og fællesskab skal lede os ud af den nuværede krise og skabe et trygt og smukt land.

Men for øjeblikket fylder en næsten uendelig række af personsager så meget i mediebilledet, at den fremadrettede politik ligger i ruiner, eller allerhøjst rejser sig til nytteløse ideologiske slagsmål mellem rød og blå blok.

Hvornår får vi politik med solide visioner, der peger fremad for Danmark? Jeg er fuldstændig ligeglad med, om Helle Thorning og hendes mand måske har snydt i skat. Eller om Ole Sohn engang har rendt rundt med millioner fra Moskva, dengang dét var moderne. Fortæl dog åbent historierne om, hvordan det var, og lad os så komme videre. De mange personsager, som medierne bruger alt krudtet på, fordi de har stor underholdningsværdi og sælger lukningstruede aviser og blade, skygger for det nødvendige politiske håndværk.

Det gælder også natur- og miljøpolitikken. Medierne belyser ikke substansen i natur- og miljøpolitikken i forhold til Danmarks fremtid. Det bliver højst til skænderier i ankelhøjde.

Anstændigvis er der dog enkelte medier, som er bekymrede over udviklingen, og her vil jeg undtagelsesvist uddele en stor ros til Politiken for at have bragt artiklen Den politiske journalistik har mistet sit moralske kompas.

Personsager i politik dyrkes for øjeblikket langt, langt ud over, hvad der er sundt for samfundet. Det er (måske) et krisetegn. Men det er tid til selvransagelse i de brede danske medier.