27. februar 2024 blev en historisk god dag for naturen i Europa.
Efter flere års forberedelser vedtog EU en lov med bindende mål om at sikre og genoprette mindst 20 procent natur til lands og til vands i samtlige medlemslande inden år 2030. Målet gælder individuelt for landene, og som noget nyt altså også for Danmark.
Det er en kæmpestor nyhed og også en enorm udfordring for Danmark, der ifølge Biodiversitetsrådets seneste årsrapport kun har 1,6 procent godt beskyttet natur på land og 1,9 procent velbeskytte natur til havs.
Det kan lyde som en næsten umulig opgave i et landbrugsland som Danmark, men det er det ikke, og i forhold til både biodiversitet, klima, miljø og landets økonomi giver målet stor mening. 20 procent er ikke højere end, at Danmark kan fastholde sin position som produktivt og innovativt landbrugsland. Det er også nok til, at vi kan vende naturtabet til fremgang og bidrage markant til at oplagre kulstof og bremse CO2-udledningen til gavn for klimaet. Desuden kan det medvirke kraftigt til at reducere de udledninger, der har været med til at ødelægge havet og fiskeriet omkring Danmark.
I de 20 procent landnatur er det ikke bare de vilde planter og dyr, der skal have lov til at leve frit, det er hele økosystemer, som skal sikres og genoprettes med deres naturlige fugtighed, så dræn og afvandingsgrøfter skal sløjfes. Det medfører en højere grundvandsstand og at kilderne vender tilbage, hvilket samfundet vil få stor nytte af, især når kildevand fra højtliggende, genoprettede naturområder bliver rigeligere og strømmer ud over de lavereliggende områder.
Sidst, men ikke mindst, vil den beskyttede og genoprettede natur blive en magnet for befolkning og turister, og dermed også en betragtelig indtægtskilde. Danmark er stormagt i varierede og maleriske kyster, og det er både dér, i ådale, på højdedrag og til havs, vi nu og frem mod 2030 skal beskytte og genoprette natur som aldrig før.
Høje Møn, hvor naturgenopretningen allerede er i gang. Foto: Michael Stoltze.
Kærlighedserklæringer til Danmark har længe været betragtet med skepsis. Mange forbinder fædrelandssange med selvoptagethed og måske den nationalisme, som gang på gang i historiens løb har ført til krige og ulykker. Men ligesom man må elske sig selv for at elske andre, må man elske sin hjemstavn for at elske andre steder.
Kærligheden til ens hjemstavn – det være sig landsby, by, landsdel, land eller verdensdel, er en følelse. Man er jysk, hvis man føler sig jysk og dansk, hvis man føler sig dansk. Det er der mange, der gør. Også mennesker, der ikke er født i Danmark og måske først for ret nylig er kommet til det lille landområde, som på grund af historiens tilfældigheder og udvikling bærer navnet Danmark. Landet, der med sine grænser og sine love giver os, der bor her, nogle fysiske og juridiske rammer. Hvad enten vi vil det eller ej.
Danmark er ikke et landområde med en hjemmehørende ur-stamme af mennesker. Vi er alle kommet hertil i en mere eller mindre fjern fortid. Naturen forandrer sig og flytter sig ligesom mennesker. Klima, landmasser, hav, søer, planter og dyr er i forandring. Og Danmark er opfundet som en nation af mennesker med et sprog og kultur i evig forandring.
Vi skriver sange for at udtrykke vores følelser. En af genrene er fædrelandssange, som vi har mange af. Der er skrevet adskillige og stadig meget brugte sange om Danmark. Oehlenschlägers nationalsang ”Der er et yndigt land”, Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst” eller min og manges favorit, H.C. Andersens ”Danmark, mit fædreland” (1850), også kendt som “I Danmark er jeg født”.
Det er bare sådan, at sangene forældes, fordi vores land, kultur og natur ændrer sig. Og mange mener, at vi ikke har så meget brug for fædrelandssange mere. Men noget i tiden kalder på identitet og fællesskaber på den gode måde, hvor man ikke slår andre i hovedet. Jeg tror, at vi samtidig med, at vi anerkender og dyrker de internationale fælleskaber, ikke skal være bange for at dyrke og hylde fællesskaber på mange andre planer. Herunder det nationale, som det er naturligt at dyrke og hylde for alle, der føler sig danske.
Hver tid sine sange om Danmark, så længe landet findes. Mennesker, kulturen og naturen former det hele. Vi er blevet mange flere, vi er blevet meget rigere og friere. Vi lever længere, og modsat alle dommedagsprofetier, klarer naturen sig, og fuglene er vendt tilbage i massevis, fordi vi vil dem og passer på den stump af kloden, vi bebor. Fuglene, der er så fuglefrie og taler så meget til os. Det er en smuk gerning, som vi kan være stolte af. Fuglene hænger sammen med resten af verden. Ligesom vi.
Mange mennesker er kommer til Danmark og har tager landet til sig uden at være født her. “… kan man kun være dansk, hvis man “i Danmark er født”? Det er sangens største udfordring i det 21. århundrede.”, skrev DR i 2015 i anledning af, at “I Danmark er jeg født” blev kåret som den mest populære af alle danske sange.
Derfor, og fordi Danmark ændrer sig, har jeg skrevet dette forslag til en nutidig version af H.C. Andersens fine kærlighedserklæring til Danmark:
Der er et land
Der er et land med mange hundred øer,
det syner ikke meget på vor Jord.
Men lyset over mark og kyst og søer
fortryller landet i det høje nord.
Det store i det små er større, end man fatter,
så lidenhed er ingen grund til latter.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.
Her taler ravnen ud om hele verden,
mens himlen gnistrer i hans kragedragt.
Fortæller stort og småt fra dagens færden
om landets ve og vel og farvepragt
om tusind fuglekor, der gjalder gennem skoven,
og lærkerne, som kalder ned fra oven.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.
Her svæver ørne over fuglekoret,
og vilde gæs i flok på marken står.
De hvide svaner vugger blidt på noret,
hvad enten det er vinter eller vår.
Og rylen fløjter sødt, hvor bølgen slikker sandet,
og havet flytter sten og former landet.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.
Og under samme sol og himlens skyer
er tusindvis trådt ind af Danmarks port.
Nu ligger huse, haver, gårde, byer
i landet, hvor det mindste sted er stort.
Du milde, grønne land med bakker, dale, fjorde:
Jeg kender dig, dit liv, og hvad du gjorde.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.
Jeg bor i Danmark – et af verdens riger,
det er mit land, det er dertil jeg kom,
hvor korn i bølgegang for vinden viger,
og kæmpehøj og kirke minder om
den tid, der var engang og tiden, som skal komme.
Jeg tror på livet, indtil alt er omme.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.
—
Sangen synges bedst på Sebastians nye melodi, der kan høres her
Midt i en krisetid er den nye Montrealaftale en gave, der er utilstrækkelig, men dog en milepæl. Og vi kan gøre meget i Danmark for at sikre en rig natur
Alle holdt vejret de sidste dage ved COP15 i Montreal, der sluttede kort før jul.
Den levende natur er vores livsgrundlag, og den er i krise, fordi vi mennesker er så mange og bruger så meget. Derfor var verdens lande for 15. gang samlet for at forsøge at nå frem til et mål om, hvordan vil skal passe på Jordens liv. Et rigt og eventyrligt liv, som ikke bare er vores livsgrundlag, men som vi også er en del af, og som vi endnu ikke kender fra ét eneste andet sted i universet.
Forskere har længe argumenteret fagligt overbevisende for, at mindst halvdelen af Jordens arealer bør afsættes til natur, hvis krisen skal stoppes, men politisk sigtede topmødet mod blot at nå en aftale om at sikre 30 procent inden 2030. Alligevel troede de færreste på, at COP15 ville vedtage aftalen. Men det lykkedes under topmødets sidste timer, og selv om det ikke er nok, er det et stort skridt og en historisk milepæl.
EU har allerede bundet sig til at nå det mål, som nu er sat af FN’s medlemslande ved mødet i Montreal. Den globale aftale er nået i enighed, og Danmarks nye miljøminister, Magnus Heunicke (S), skrev i den anledning: ”Naturen er i krise og har brug for akut førstehjælp. Det her giver os noget at arbejde ud fra, og som ny miljøminister får jeg med aftalen nogle redskaber og konkrete mål, som jeg vil bruge maksimalt.”
Midt i krisen, hvor menneskeheden er i fuld gang med at forårsage den sjette masseuddøen, er Montrealaftalen en gave til os alle. Den giver håb. Ud over at alle de arter, vi deler planeten med, har deres egen ret til at eksistere, sikrer livet på Jorden tilsammen hovedparten af alt det, vi mennesker behøver for at overleve: Ilt, føde, rent vand og det uundværlige ozonlag, der beskytter livet på land mod dræbende stråler fra solen.
De politikere, som de næste fire år skal styre vores land, har tidligere accepteret naturødelæggelser til fordel for øget velstand og økonomisk vækst, og deres fremmeste opgave bør nu være at finde ud af, hvordan vi kan fortsætte med at have gode liv og et velfungerende samfund, samtidig med at vi arbejder på højtryk med at genskabe en rig natur.
Heldigvis ser politikerne ud til at forstå alvoren. Ifølge regeringsgrundlaget skal Danmark bidrage til, at EU når sit mål om 30 procent beskyttet natur, hvoraf en tredjedel, altså 10 procent, skal være strengt beskyttet, inden 2030. Da Danmark ifølge Biodiversitetsrådet reelt kun har 2,3 procent beskyttet natur, ligner det en umulig opgave at nå målet på syv år. Men kursen er sat.
Danmark er et kultur- og landbrugsland, men vi skal finde en ny og bedre balance mellem kultur og natur, og vi kan ikke tillade os at gå på kompromis med produktionsinteresser på arealer, som har vital betydning, når det gælder blandt andet at binde CO2, holde på jorden og sikre rent vand.
Hvis vi etablerer ny natur i Danmarks mest højtliggende områder, afbryder dræn og lader naturen passe sig selv, bliver gevinsten i form af rent grundvand, mere kildevand til omgivelserne og kulstofbinding kolossal. Det gør man nu på Midtbornholm, hvor en nationalpark er undervejs, og det samme er det oplagt at gøre for eksempel omkring Rold Skov og omkring Gudenåens og Skjernåens kilder få hundrede meter fra hinanden ved Tinnet Krat i Midtjylland.
Mulighederne er talrige, og der skal lægges planer, handles og skabes nye værdier i de kommende år. Trods kriserne er der håb om lysere tider for naturen og os alle. Godt nytår!
—
Bragt første gang som klumme i Kristeligt Dagblad 29. december 2022
Danmark vil få mere skov i fremtiden. Størstedelen vil blive brugt til skovbrug, men en stigende andel vil blive vild skov i nationalparker og naturreservater uden skovdrift. Her motiv fra den urørte Suserup Skov ved Tystrup Sø på Midtsjælland. Foto: Michael Stoltze.Kildebækken fra Danmarks vandrigeste kilde, Gravlev Kilde. I baggrunden ses Lindenborg Ådal og Rebild Bakker. Ådalen og omgivelser rummer Danmarks eneste bestande af den prægtige fruesko og er oplagte at beskytte og videreudvikle som nationalpark, der kan levere fremragende natur og rent vand. Foto: Michael Stoltze.Enge og overdrev med blomster, sommerfugle, viber og meget andet er forsvundet fra størstedelen af Danmark. Nu er der håb om, at de kommer tilbage. Her ses majgøgeurter og ranunkler på en eng ved Sorø. Foto: Michael Stoltze.Danmark vil fortsat primært være et kulturland, men med de nye mål fra EU og FN’s møde i Montreal vil vi få større områder med vild natur i fremtiden. Her er det den fredede og populære Raabjerg Mile nær Skagen. Foto: Michael Stoltze.
Kejserkåben er en af de mange insekter, der tiltrækkes af tidselblomster. I baggrunden en humlebi. Foto: Michael Stoltze.
Naturen og dens arter er hverken gode eller onde – de er der bare. Men mennesket ser det hele an og klassificerer i forhold til vores interesser. Agertidslen stikker fælt og er træls i køkkenhaven og staudebedet – ja, nærmest forhadt. Men den har andre sider
”Jeg har fjernet de værste tidsler”, kan man sige, når man har luget ud i en uheldig tekst.
Tidslen er billede på det onde. Den er ubehagelig at røre ved og et besværligt ukrudt, der skyder op på rekordtid igen og igen, hvis man er så uheldig at have den i køkkenhaven. Og har man tidsler i græsplænen, stikker de fælt, så hele den bløde og behagelige fornemmelse ved at gå barfodet ryger på gulvet.
Tidslen er omtalt utallige steder i Bibelen og er central i syndefaldsmyten. Ja, den opstod ligefrem, fordi Adam og Eva spiste af træet. I Første Mosebog kapitel tre taler Gud til slangen, Eva og Adam og siger således til Adam: ”Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.”
Kan man elske tidslen? Måske ikke, men man kan tolerere den og åbne blikket for dens gode sider. I fjerde klasse sang vi danske sange fra en ende af i sangtimerne, hvor vores klasselærer Helge Christensen spillede klaver og valgte, hvad vi skulle lære. Én af sangene var Christian Richardts ”En stille, høstlig brusen” fra 1878, hvor tredje vers lyder:
”Og tidseltoppen dunes, som om det var til bomuldshøst, og hasselnødden brunes til alle småfolks lyst. Med blomster får det være, thi nu vil alting bære og række frem til høst!”
Jeg var solgt. Tidselstoppen var blød og venlig og lige så god, som de brunende nødder jeg kendte og elskede. Og siden har jeg i alt altid søgt efter de gode sider ved naturens mange arter, selv om det kan være svært, når man kommer til skovflåten og dræbersneglen.
Agertidslen, Cirsium arvense, som er den plagsomme tidselart i haven, har faktisk også gode sider. Når den blomstrer, dufter den godt og er så rig på nektar og pollen, af den er omsværmet af bier, sommerfugle og andre insekter nat og dag. Det alene er grund nok til, at jeg lader tidslerne være på udvalgte steder, hvor de ikke generer, og så bringer de stor glæde, når kejserkåber, påfugleøjer, biller og bredpander flokkes om dem i højsommeren.
Vil man undgå, at de spreder sig, kan man fjerne de visne knopper inden, der kommer frø, men til ære for Christian Richard og glæde for mig selv lader jeg en del af tidslerne være, så luften kan løfte de dunlette frø. Det sker på varme, stille dage, hvor de sølvhvide hår spreder sig og frøene slipper fæstet i kurven og hånd i hånd letter i små selskaber og blive ført hid og did af lette vindpust.
Sådan var det de varme dage i august, hvor nogle af tidselfrøene forvandt i himlens flimmer.
—
Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 24. august 2022 – læs her
Agertidslens lette frø løftes og spredes af vinden Foto: Michael Stoltze.
Moderne husdyrhold er en særdeles ineffektiv, uetisk og ubæredygtig måde at producere fødevarer på, og ved at reducere kødproduktionen vil vi ikke blot kunne opnå store klimagevinster, men også skabe en rigere natur
Af Mona Klippenberg – historiker, cand.philol. og forfatter og Michael Stoltze – biolog, cand.scient., ph.d. og forfatter
Landbruget var engang vores vigtigste erhverv, men har i dag en forholdsvis beskeden samfundsøkonomisk betydning. Erhvervet er dog stadig meget arealkrævende, og det forarmer og forurener jorden og bidrager til et enormt tab af biodiversitet.
Hvis vi skal løse biodiversitetskrisen og genskabe en del af vores tabte natur, er det derfor nødvendigt at ændre på fødevareproduktionen, og det kan vi gøre ved at producere mindre kød og større mængder plantebaserede fødevarer til menneskeføde, omlægge arealer til økologisk og ekstensiv drift samt en del steder stoppe produktionen helt.
Biodiversitetskrisen skyldes i korte træk, at vi mennesker dækker vores egne behov på bekostning af andre arter. I løbet af de seneste hundrede år er befolkningstallet i Danmark fordoblet, og vi har især efter den anden verdenskrig haft en enorm øgning i forbrug og levestandard, med et tilsvarende tab af natur og biologisk mangfoldighed.
Godt 60 procent af Danmarks totale areal bruges til landbrug. Indtil midten af 1900-tallet blev jorden drevet ekstensivt med græssende dyr, blandingsafgrøder og masser af artsrig natur mellem produktionsarealerne. I dag udnyttes omtrent alle de områder, det er muligt at dyrke, intensivt, og derudover havner sprøjtegifte og næringsstoffer fra landbruget udenfor jordbrugsmarkene, så mange vandløb og naturområder, der formelt er beskyttet gennem lov, EU-direktiver og fredninger, er af dårlig kvalitet.
De fleste vilde, danske planter er i tilbagegang, fordi de udkonkurreres af plantearter, der har fordel af de store næringsmængder, og når der er få arter af hjemmehørende planter, begrænser det mængden af insekter, fugle og andre dyr, som direkte eller indirekte er afhængige af planterne. Næring fra landbruget, deriblandt den, der fordamper fra dyrestalde og gylletanke, påvirker dermed hele næringskæder og økosystemer, så vi får en fattig natur med få og almindelige arter.
Ifølge FN’s naturpanel står vi i fare for at gøre uoprettelig skade på naturen, og vi er ikke blot ved at miste mange arter og økosystemer, men vores eget livsgrundlag er også stærkt truet. Panelet foreslår en række tiltag for at gøre vores brug af naturen mere bæredygtig, blandt andet at stoppe madspild i alle led, synliggøre omkostninger ved forurenende produktion, indføre straf for at forurene og fjerne økonomiske fordele for virksomheder, som forurener.
Husdyrproduktion er specielt belastende. 80 procent af landbrugsarealet, svarende til cirka halvdelen af Danmarks areal, bruges til at dyrke husdyrfoder, og derudover importerer dansk landbrug betydelige mængder soja fra Sydamerika, hvor produktionen bidrager til fordrivelse og drab på urfolk, småbønder og miljøforkæmpere og derudover ødelægger økosystemer, som har betydning for hele verdens klima og biodiversitet.
Der findes forskellige tal for, hvor store arealer kødproduktion kræver i forhold til produktion af plantebaserede fødevarer, og et amerikansk studie viser, at vi kan mætte op til 20 gange flere mennesker ved at dyrke planter til menneskemad fremfor at gå omvejen via husdyr. Tallet afhænger af, hvilken type husdyr der er tale om. Kvægproduktion er mest miljøbelastende.
Produktionen udgør også et etisk problem. En del vil mene, at der gælder nogle andre moralregler, når vi holder dyr til fødevareproduktion, end når vi har ansvar for kæle- og hobbydyr som hunde, katte og heste, men dyr lider jo ikke mindre af, at vi definerer dem som mad og ikke som levende væsner. Grise er af natur intelligente, sociale, redebyggende, renlige og legesyge – skabt til et liv under åben himmel, og vi må holde op med at tro, at haleklipning uden bedøvelse, fikseringsbokse, spaltegulve, metalpigge og fragt af smågrise til Tyskland og Polen for opfedning og slagtning, ikke indebærer store lidelser.
Til trods for, at sammenhængen mellem biodiversitetstabet og det intensive landbrug er godt kendt, nøler vores politikere med tiltag, som kan svække landmændenes økonomi. I oktober 2021 indgik Folketingets partier på nær Alternativet en bred aftale om grøn omstilling af dansk landbrug frem mod 2030, hvor der er afsat adskillige milliarder kroner for at gøre landbruget mere natur- og klimavenlig.
Aftalen er imidlertid blevet kritiseret for blandt andet at ikke gå langt nok i at reducere produktionen af animalske produkter, og den forudsætter teknologi, der endnu ikke findes. Mange reagerer desuden på, at aftalen lægger op til fortsat vækst og investeringer indenfor landbruget, selv om erhvervet i flere år har slidt med lav indtjening og allerede har stor gæld.
I 2016 udkom den for nyligt afdøde amerikanske biolog Edward Wilson med bogen Half Earth, hvor han foreslår at vi, for at redde naturen og sikre den for vores efterkommere, skal tilbageføre halvdelen af Jordens arealer til urørt natur.
Wilson var en meget respekteret forsker, som det er værd at lytte til, og vi bør tænke i samme baner med vores husdyrproduktion. I stedet for at planlægge, hvordan vi kan producere endnu mere kød for at øge den økonomiske vækst, skal vi slet og ret bestemme os for at stoppe naturtabet og genoprette den rige og mangfoldige natur, som engang fandtes. Og det behøver ikke at indebære, at vi alle bliver vegetarer, men at vi for eksempel halverer både produktionen og forbruget af kød og i stedet dyrker planteproteiner, sådan at landbruget kan brødføde lige så mange mennesker som i dag på et langt mindre areal.
Der er efterhånden mange danskere, som har opdaget, at det er muligt at have en sund og velsmagende kost uden eller med mindre kød, og især mange unge vælger plantebasererede fødevarer. Der kommer også stadig flere plantebaserede højproteinprodukter på markedet, blandt andet fra Danish Crown, som vil bruge danske råvarer og ikke importeret soja.
Sverige er allerede langt fremme med plantekost. Mindst 10 procent af svenskerne er vegetarer eller veganere, og derudover er der mange, som bevidst fravælger kød enkelte dage og foretrækker plantebaseret mælk i stedet for komælk. Der er forskellige grunde til, at folk bliver vegetarer, men langt de fleste begrunder det med hensynet til natur, klima, dyrevelfærd og sundhed.
Ved at producere mindre kød vil vi altså kunne frigøre arealer til natur, og vi vil kunne have en mere ekstensiv landbrugsdrift, hvor dyrene i stedet for at tilbringe hele livet i stalde går ude og gennem deres adfærd bidrager til større biologisk mangfoldighed. Der vil desuden ikke længere være behov for de store mængder af pesticider og kunstgødning, og naturforurening knyttet til luftbåren ammoniak vil kunne reduceres radikalt.
Landmanden James Rebanks, som er blevet verdensberømt for sine skildringer af opvækst og dagligliv i det engelske højland, beskriver i sin seneste bog, Livet på landet. En fælles arv, hvordan det moderne industrilandbrug og vores krav om stadig billigere mad ikke blot har ødelagt naturen, men også landmandens økonomi, arbejdsglæde, mentale sundhed og værdighed samt de vigtige fællesskaber, som gjorde livet og det hårde arbejde meningsfyldt.
Rebanks er selv ved at genoprette tabt natur på familiegården, og han oplever det at tilbageføre produktionsarealer til natur og indføre bæredygtige driftsmetoder som både en nødvendighed og en pligt overfor kommende generationer.
Sådan bør også danske politikere og landmænd tænke og handle. Og alle vi andre må blive ’etiske forbrugere’, der fravælger fødevarer, som ødelægger vores fælles Jord.
Høvblege på Møn, hvor adskillige arter nu har deres sidste levested i Danmark. Naturen og dens arter mangler den plads, som vores enorme kødforbrug og foderproduktion har taget fra den. En vigtig vej til mere natur er derfor, at vi nedsætter kødforbruget. (Foto: Michael Stoltze).
For at sikre biodiversitet og vild natur for kommende generationer, er regeringen ved at etablere 15 små nationalparker på statens jord. En af dem skal ligge lige hvor jeg bor, midt på Bornholm
Miljøministeriet har en institution, der hedder Naturstyrelsen. Det har den ikke altid heddet. Faktisk er navnet kun 10 år gammelt. Før da hed det Skov- og Naturstyrelsen, som blev oprettet i 1987 ved sammenlægning af Skovstyrelsen og Fredningsstyrelsen. Naturstyrelsen har altså rødder i både statsskovbrug og fredning, og trods navnet er skovbrug stadig en del af Naturstyrelsens arbejdsfelt. Men navnet sender nye signaler, og selv om natur i princippet er det, vi ikke styrer, er hensynet til den vilde natur og de vilde arter – biodiversiteten – blevet en mere og mere central opgave for Naturstyrelsen. Og i de seneste år har den stadig mere tydelige biodiversitetskrise fået så stor opmærksomhed, at der har rejst sig en folkebevægelse for at passe på og genoprette natur. I hele verden beskytter man vild og storslået natur ved at udlægge nationalparker, der er store områder, hvor naturen får lov til at udfolde sig så frit som muligt. Danmark har siden 2008 etableret fem nationalparker, men i hvert fald tre af dem er ikke nationalparker i international forstand, men snarere landskabsparker. Derfor er regeringen ved at etablere 15 nye såkaldte naturnationalparker, som er små nationalparker med så vild natur, at de lever op til den internationale definition. De kommer alle til at ligge på statsejet jord under Naturstyrelsen. De fem første naturnationalparker er udvalgt, og én af dem kommer til at ligge i Almindingen lige midt på Bornholm. Jeg bliver nabo til nationalparken, som får sin grænse blot 100 meter fra, hvor jeg bor, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er begejstret og glad på den vilde naturs vegne! Beslutningen betyder, at skovbrug og dræning i løbet af de kommende år bliver stopper helt i et område på godt 1200 hektar (12 kvadratkilometer), som derefter stort set bliver overladt til naturens frie spil. De naturligt hjemmehørende arter af træer får lov til at gro og ældes som de vil, og de mange drængrøfter i området bliver fyldt op, så moser, sumpe, søer og naturlige vandløb vender tilbage. Hele området bliver kort sagt vildt og mere vådt, og træerne får lov til at blive så store og gamle, de kan, og til at dø og henfalde naturligt. Beslutningen vil betyde, at hele området vil få langt større biodiversitet og variation og optage en masse CO2 de næste 200-300 år. Det bliver fremtidens ”urskov”, om man vil. Ud over stop for dræning og skovdrift bliver der efter de foreløbige planer, som blev offentliggjort 30. november, udsat europæisk bison og krondyr i området. Dyrene er vigtige, fordi de med deres græsning, bid og forstyrrelse skaber variation og små lysninger, så lyskrævende arter af for eksempel blomsterplanter og sommerfugle får gode livsbetingelser. Bison er i forvejen indført til et lille område på Bornholm, og de får nu seks gange så megen plads og selskab af nye dyr. Krondyret blev udryddet på Bornholm for omkring 250 år siden, men efterkommerne findes endnu i Jægersborg Dyrehaven, og nu er det så planen, at de skal vende hjem til øen og leve sammen med bisonerne i den nye nationalpark. Det bliver vildt, og med denne og de 14 andre nye, statslige naturnationalparker kommer Danmark på verdenskortet med egentlige nationalparker i international forstand. Helt så vildt som Serengeti eller Yellowstone bliver det dog aldrig i et kultur-og landbrugsland som Danmark. De store bison og krondyr på Bornholm kommer til at være bag hegn, da de ellers ville strejfe omkring og forvolde markskader og være til fare for trafikken. Og der kommer ikke til at være store rovdyr. Bestandene af bison og krondyr vil derfor med tiden blive reguleret ved indfangning og eksport eller ved jagt, så der ikke bliver for mange dyr i forhold til fødegrundlaget. Men ellers bliver det helt vildt, og det er sådan set meningen.
Udsigt over den populære Bastemose, der bliver en del af den nye nationalpark på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).
Krondyret skal efter planen tilbage til Bornholm efter 250 års eksil. (Foto: Michael Stoltze).
Den sjældne europæiske bison har allerede en lille delbestand på Bornholm, men nu får den efter planen seks gange mere plads, og der kommer nye dyr til øen. (Foto: Michael Stoltze).
—-
Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 2. december 2021, læsher
BIODIVERSITET – sådan skaber vi en rigere natur handler om biodiversitet og den naturkrise, vi befinder os i. Bogen giver dig 20 konkrete bud på, hvad du kan gøre for at hjælpe naturen. Lær om arternes specielle behov, forunderlige tilpasninger og samspil. Få tips om, hvilke planter, man skal satse på, for at forbedre livsbetingelserne for sommerfugle, vilde bier og andre insekter. Bogen er rigt illustreret og spækket med inspiration til alle, som gerne vil gøre en indsats for, at naturen skal blive smukkere og vildere. Hvis vi alle gør lidt, hvor vi bor, kan vi sammen skabe større mangfoldighed i den danske natur. 272 sider, 285 illustrationer. Indbundet. Lindhardt og Ringhof 2021.
Pris for bogen signeret af forfatterne: kr. 270,00 + kr. 70,00 i pakning og forsendelse.
SOMMERFUGLEHAVE – Hvordan vores haver kan blive gode levesteder for farverige sommerfugle handler om sommerfuglens liv og krise og forklarer på en inspirerende måde, hvordan du men enkle greb kan indrette din have for at tiltrække flest mulige sommerfugle. Der gives blandt andet information om de bedste nektarplanter, om larvernes foderplanter, de forskellige arter udbredelse, flyvetider og overvintring samt om den forunderlige forvandling fra æg til larve, puppe og voksen sommerfugl. Du får også indblik i, hvordan sommerfugle bruges som symboler og optræder i kunst, religion og folketro, og du vil blive kendt med forfatternes egne sommerfuglehaver. Bogen er den første om sommerfuglevenlige haver, der er tilpasset danske arter og forhold, og den egner sig for både erfarne haveejere og begyndere. 232 sider, 248 illustrationer. Indbundet. Gyldendal 2020.
Pris for bogen signeret af forfatterne: kr. 270,00 + kr. 70,00 i pakning og forsendelse.
JULETILBUD (gælder resten af 2021): Begge bøger signeret af forfatterne: kr. 500,00 + kr. 85,00 i pakning og forsendelse.
De signerede bøgerne bestilles ved at skrive til Michael Stoltze på naturogide@gmail.com mærket “Bogbestilling”, hvorefter du modtager svar med oplysninger om pakkenummer og betaling. Leveringstiden er 1-2 hverdage.
Et stort flertal af Københavns befolkning er mod bebyggelsen af Amager Fælled. En af de fredede arter i området er stor vandsalamander. Fra bogen ‘Biodiversitet – sådan skaber vi en rigere natur’, Lindhardt og Ringhof 2021. Foto: Michael Stoltze.
Af Mona Klippenberg og Michael Stoltze. Oprindelig bragt som kronik i Politiken 3. oktober 2021
Til trods for at Danmark gennem internationale aftaler har forpligtet sig til at skabe mere og bedre natur, fortsætter vi med at bruge naturområder til bebyggelse, og i København vælger politikerne at finansiere metrobyggeri ved at ødelægge natur i stedet for som andre storbyer at indføre bompenge.
Dramaet omkring byudvidelsen på det tidligere fredede område på Amager Fælled fortsætter.
Byggerierne er foreløbigt stillet i bero, efter at Amager Fælleds Venner på rekordtid klarede at indsamle de 2 millioner kroner, som Byretten kræver som garanti for at stoppe anlægsarbejdet. Men Københavns Kommune er åbenbart stadig fast besluttet på at omgøre Lærkesletten til boliger, uanset hvor meget indbyggerne protesterer og til trods for, at der i FN og EU, blandt forskere, økonomer og ellers i samfundet bliver stadig mere fokus på biodiversitetskrisen og naturens mange værdier.
Flertallet af kommunens politikere mener, naturområdet skal ofres for at betale for metrobyggeriet, men hvorfor ikke hellere beholde området til biodiversitet, rekreation og fremtidige generationer, og i stedet finansiere metroen ved hjælp af bompenge?
Naturen er den store taber Det, der sker på Amager Fælled er desværre ikke unikt. Økonomiske interesser vinder alt for ofte over natur og biodiversitet. Fra barnsben har vi lært, at økonomisk vækst løser de fleste problemer og er helt nødvendig for at beholde velfærdsstaten, så derfor tager vi med glæde på shopping, når politikerne beder os om at bidrage til at styrke vores lands økonomi.
Vi regner naturgoder som en selvfølge og synes at tro, at naturens ressourcer er utømmelige. Det er de ikke. Væksten har en grænse, som vi er ved at overskride, og hvis vi ikke er i stand til at stoppe vores rovdrift på naturen, kan det gå rigtigt galt.
Mange stemmer på de politikere, som lover dem flest materielle goder: billigere drivstof, lavere afgifter og flere boliger, veje, indkøbscentre og forbrugsgoder – ting, vi har vænnet net os til at se som forudsætninger for et godt liv, men som har vist sig at have katastrofale følger for naturen og den biologiske mangfoldighed.
Dårligst i EU I vores stræben efter stadig højere levestandard har vi været ekstremt dårlige på at tage vare på naturen. Næsten 75 procent af vores landområder bruges i dag til produktion, cirka 14 procent er bebyggelse og infrastruktur og den natur, vi har tilbage, er af dårlig kvalitet – for eksempel har kun 5 procent af naturområderne, der formelt er beskyttet gennem EU’s Habitatdirektiv en gunstig bevaringsstatus, og det samme gælder 43 procent af arterne.
Blandt EU-landene har Danmark med godt 8 procent natur den absolutte bundplacering, hvor gennemsnittet er cirka 17 procent, og enkelte lande har afsat op mod 35 procent af deres arealer til natur. En stor del af de områder, der på papiret er natur, bruges desuden til forskellige produktionsformål, og biologer vurderer, at måske så lidt som 1 procent af vores landarealer rummer natur af rimelig god kvalitet.
Det regeringsudnævnte Wilhjelmudvalg fastslog allerede for 20 år siden i rapporten En rig natur i et rigt samfund, at hovedårsagen til naturens krise er, at naturen har alt for lidt plads, og at naturområderne er for små og fragmenterede. For at løse biodiversitetskrisen skal vi derfor ikke blot tage bedre vare på den natur, vi har, men vi skal også skabe større sammenhæng mellem naturområderne, og vi skal sørge for flere store naturområder, hvor naturen får lov til at udfolde sig på sine egne præmisser.
Sårbare arter En del af naturens arter er ikke særlig kræsne med hensyn til, hvad de æder eller hvilken type jord de vokser i, og de kan klare sig godt selv i byer. Sølvmågen og den brune rotte er dyr, der næppe vil forsvinde med det første, eftersom de er nærmest altædende og kan leve tæt på mennesker. Det vil mælkebøtter og agertidsler nok heller ikke, fordi de trives i den næringsrige jord, som hovedsageligt skyldes vores intensive landbrug og luftbåren ammoniak fra stalde og gylle.
De fleste arter er imidlertid meget specialiserede, og enkelte insekter er så nøje tilpasset, at de er afhængige af én enkelt planteart for at overleve. Mange af vores sommerfugle og bier skal have specifikke planter, og når disse forsvinder, fordi de bliver udkonkurreret af mere næringselskende planter, uddør insekterne også.
Hvis vi lader være med at beskytte naturen og de sårbare arter, bliver den tilbageværende natur mere ensformig. Mange af specialisterne vil uddø, mens de mindre kræsne, generalisterne, bliver dominerende.
Naturens mange værdier Når natur ødelægges eller forringes, betyder det ikke blot, at vi mister arter og naturtyper, som vi ifølge internationale aftaler og lovgivning er forpligtet til at beskytte. En rig natur og velfungerende økosystemer påvirker også vores sundhed og trivsel, modvirker klimaforandringer, giver os fødevarer og medicin, rent vand, luften, vi indånder, og utallige mange andre ting.
For et stort antal danskere er nærhed til natur en forudsætning for et velfungerende liv. Vi søger til naturen i sorg og glæde, for at hente energi og inspiration, og når naturen, hvor man bor forsvinder, kan man opleve et stort savn og føle, at man mister noget af sig selv.
Det kan være svært at omsætte naturens værdier til penge, men økonomer og andre forskere har de senere år forsøgt at beregne, hvad naturtabet betyder for os økonomisk. De er kommet frem til, at selv om naturbeskyttelse og naturgenopretning koster, vil vi være langt dårligere tjent med at lade være med at tage vare på naturen, fordi en rig natur har så mange positive virkninger for både enkeltmennesker og samfundet.
Som EU-kommissionen så fint formulerer det: ”Naturen er lige så vigtig for vores mentale og fysiske helbred, som den er for vores samfunds evne til at håndtere globale forandringer, trusler mod sundheden og katastrofer. Vi har brug for naturen i vores liv.”
Bygge på landbrugsjord Over 60 procent af Danmarks areal er landbrug med meget lav naturmæssig værdi på grund af blandt andet næringstilførsel, sprøjtegifte, monokulturer og dræning. Næringstilførsel giver gode vækstbetingelser for enkelte plantearter, som så fortrænger de vilde, danske planter, der er helt nødvendige for dyrelivet og biodiversiteten. Siden det kan tage flere årtier at blive af med overskydende næringsstoffer, vil det fra et samfundsøkonomisk perspektiv være fornuftigt at beskytte de områder, som er forholdsvis næringsfattige og har et rigt dyre- og planteliv, og hellere anvende landbrugsjord til nye byggerier.
De senere år har vi set flere byudviklingsprojekter, hvor man i stedet for at ødelægge natur vælger at bygge på landbrugsjord og tilføre nogle elementer som gør, at områderne med tiden kan udvikle sig til god natur, og disse projekter vil forhåbentligt kunne inspirere og opmuntre til naturvenlig boligbygning over hele Danmark.
Fredninger er hellige Fredning er vores vigtigste redskab til at beskytte sårbare og truede arter og bevare naturområder, der er karakteristiske eller på andre måder værdifulde. Der findes forskellige former for fredninger, men fælles for dem alle er, at de er ment at vare for evigheden, og at kun stærke samfundsmæssige hensyn kan medføre, at fredningen ophæves.
Det Københavns Kommune nu gør, godt hjulpet af folketingspolitikere, der har ophævet de tidligere fredninger, er derfor i et naturfattigt land som Danmark nærmest at betragte som helligbrøde. Det er slemt nok at bygge på natur, endnu slemmere at bygge på EU-beskyttet natur eller natur omfattet af naturbeskyttelsesloven, men at ophæve en fredning kun for at bygge boliger, er uhørt og vidner om manglende forståelse for nutidens måske alvorligste krise.
Gode intensioner Som storby trænger København mere end noget andet sted i Danmark til flere grønne områder, ikke kun for biodiversitetens skyld, men også blandt andet for at kunne håndtere klimakrisen og bedre folkesundheden og indbyggernes adgang til naturen. Kommunen er da også meget bevidst om denne opgave og skriver i sin naturstrategi for perioden 2015-2025, at man vil skabe mere bynatur, styrke naturen på alle kommunens arealer og etablere partnerskaber med blandt andet lokale ildsjæle.
Når kommunen ønsker at fremstå som ”grøn” og naturvenlig, er det desto sværere at forstå, at det politiske flertal vælger at ødelægge et naturområde, som var ment at bevares for altid, hvor der findes beskyttede arter, og som betyder meget for københavneres livskvalitet. For der findes jo andre måder at skaffe penge til metrobyggeriet.
Betalingsring rundt om hovedstaden I stedet for at ødelægge natur for at finansiere metroen, kan vi gøre som andre storbyer, nemlig at indføre bompenge. I vores nordiske nabolande har både Oslo, Gøteborg og Stockholm haft bompenge i mange år, og i Stockholm sagde indbyggerne i 2007 tilmed ja til bompenge i en folkeafstemning.
Selvfølgeligt vil der være mennesker, der vil protestere mod at betale ekstra for at køre bil i København, og måske vil nogen tilmed prøve at kopiere det norske politiske parti ”Folkeaksjonen nei til mer bompenger”, populært kaldet Bompengepartiet, som ved det forrige kommunalvalg i Oslo fik flere stemmer end regeringspartiet Fremskrittspartiet, og som anså sagen mod bompenge som vigtigere end både sundhed, skole, miljø, klima og andre højaktuelle politiske emner.
Men der vil altid være mennesker, der drives mere af egeninteressen end samfundsinteressen, og i Norge og Sverige synes et stort flertal af indbyggerne nu at have godtaget, at dem, der belaster vores fælles miljø, skal være med til at betale for de samfundsmæssige omkostninger, som er forbundet med miljøbelastningerne.
En betalingsring vil også kunne få flere til at rejse kollektivt og således afhjælpe en del af Københavns luftforureningsproblemer. Alternativt kan man indføre afgift i kun de tidsrum, hvor der er mest trafik, ligesom i Stockholm og Gøteborg, og man kan også bestemme, at der skal være en maksimal afgift per bil i døgnet.
Folkelig støtte Forrige gang, danske politikere forsøgte at indføre bomring i København, blev de mødt med massiv modstand. I dag oplever vi derimod en helt anden folkelig opbakning omkring miljøsagen. Mange engagerer sig for at bidrage til at løse biodiversitetskrisen, blandt andet ved at gøre deres haver mere naturvenlige, udføre naturpleje, plante vilde vækster og deltage i forskellige former for borgervidenskabsprojekter. Der vil sandsynligvis nu også være større forståelse for, at krisen kræver fælles indsats, og at vi alle må bidrage, hvor vi kan, blandt andet ved at bevare naturområder i storbyer.
Coronapandemien har tilsyneladende gjort os mere bevidste omkring naturens mange herligheder, og gode naturoplevelser gør, at mange flere ønsker at beskytte naturen. Ligeledes bidrager fjernsynsudsendelser som ”Vilde vidunderlige Danmark” og ”Giv os naturen tilbage” til større naturinteresse, og Miljøministeriets konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune, har sat mange indbyggere i gang med spændende projekter.
Nyt velstandsbegreb Sammen med klimakrisen udgør biodiversitetskrisen sandsynligvis vores tids største politiske udfordringer, og hvis vi skal løse dem, kræver det ikke blot, at vi borgere reducerer vores forbrug af naturødelæggende produkter, og at vi hver især gør en indsats der, hvor vi bor, men også at vores politikere sætter natur øverst på prioriteringslisten.
Heldigvis er der nu stadig flere økonomer, der tænker nyt omkring ressourcebrug og vækst, deriblandt den britiske økonomiprofessor Tim Jackson, som i bogen Velstand uden vækst og senest med Post Growth. Life after Capitalism, argumenterer for, at den økonomiske vækst ødelægger vores planet og truer selve fundamentet for det menneskelige samfund. Jackson mener, vi bør udvikle et nyt velstandsbegreb, som ikke handler om penge eller at kunne købe flest mulige ting, men blandt andet om at leve rige og meningsfulde liv inden for naturens tålegrænse, være fri for fysisk og mental sygdom, opleve værdighed og have muligheder for at deltage i samfundslivet.
Grønne områder og andre mødesteder som parker, biblioteker, museer og lokale markeder vil ifølge Jackson være vigtigere end nogen sinde, når vi skal ændre vores livsstil for at redde naturen, og i en storby som København gælder det derfor om at skabe og bevare så mange grønne pletter som muligt.
Som for eksempel Lærkesletten, der altså for kort tid siden var fredet, er levested for arter, vi som land er forpligtet til at beskytte, og desuden er et dejligt naturområde, som mange københavnere sætter stor pris på og ønsker at give videre til kommende slægter.
Hegn klinger ondt, men de er uundværlige i kampen for både kultur, natur og biodiversitet i et land som Danmark. Og hegn er nødvendige i de fleste danske nationalparker. Læs her hvorfor:
Vi har af gode grunde haft masser af gærder og hegn i Danmark i over 200 år uden, at nogen har løftet et bryn. Men i det seneste år er det blevet problematiseret, at der nok skal være hegn om de 15 nye nationalparker, som regeringen er ved at etablere på statens jord.
Umiddelbart klinger det da også forkert, at der skal være hegn om nationalparker, hvor naturen skal være så vild som muligt. De store dyr skal jo kunne vandre for at være rigtig frie og vilde. De skal også leve i miljøer med ulve, løver, leoparder og andre store rovdyr, der kan rydde dem af vejen, når de bliver for mange eller for svage. Det er relevante indvendinger, og kritikken er berettiget. Skulle vi etablere en virkelig velfungerende nationalpark uden hegn og med plads til naturens vilde processer og dynamik, skulle vi udlægge hele Sjælland eller halvdelen af Jylland til nationalpark og udsætte alle de store dyrearter, vi har udryddet, herunder løven. Det kunne givetvis fungere ganske fint som økosystem, idet vi dog utvivlsomt ville nedskyde eller indfange de dyr, der formastede sig til at bevæge sig uden for nationalparken. Det er jo ikke morsomt med hverken en ko i køkkenhaven eller en løve på legepladsen.
Men Danmark er et tæt befolket og intensivt opdyrket land, og det er totalt urealistisk at etablere en så stor nationalpark med vild natur, så vi må levere noget andet som bidrag til klodens kamp for af bevare biodiversiteten og den vilde natur for eftertiden: Vi kan etablere en masse små nationalparker, og det er vi i fuld gang med nu. Regeringen har besluttet, at der skal etableres 15 af disse nationalparker. De vil tilsammen formentlig komme til at dække et sted mellem 0,5 og 1,0 % af Danmark landareal, hvilket er meget lidt i forhold til andre lande.
I de nye nationalparker skal naturen være så vild, som muligt, men da områderne er så små (typisk mellem 10 og 30 kvadratkilometer), vil de ikke fungere uden hegn. De store planteædere ville simpelthen stikke af og søge føde ude på markerne og dermed ikke påvirke den vilde natur på den naturlige måde, der er afgørende for, at områderne bliver varierede og artsrige. De ville også skabe problemer på marker og veje og i haver og byer. Alt dette er grund til, at man stadig har hegn omkring for eksempel de europæiske bisoner på Bornholm, på trods af et oprindeligt ønske om, at den sjældne dyreart skulle leve frit som vild art på hele øens 588 kvadratkilometer.
Hegn om de danske nationalparker tjener to formål: De skal dels sikre, at de store dyr ikke render rundt overalt og skaber problemer i vores kulturlandskaber, og dels sikre, at de påvirker naturen tilpas meget i nationalparkerne. Strengt taget er det kulturlandskaberne, man beskytter med hegn, men da kulturlandskaberne fylder det meste af Danmark, oplever vi det som om, det er naturen, der bliver sat hegn om. Når dyr er begrænset af hegn, gælder dyrevelfærdsloven. Det er vores ansvar, at de har adgang til vand og tilstrækkeligt egnet føde, og de må under ingen omstændigheder sultes. Og da der næppe kommer store rovdyr i danske nationalparker, som er for små til, at en god balance mellem store planteædere og store rovdyr vil kunne fungere, må vi mennesker påtage os at regulere bestandene, inden de bliver for store i forhold til fødegrundlaget.
Helt vildt bliver det aldrig i Danmark – og for den sags skyld heller ikke andre steder Jorden. For det er overalt mennesket, der hersker og bestemmer, hvor den beskyttede natur – nationalparkerne – skal være. Men at etablere nationalparker er det bedste, vi kan gøre – med eller uden hegn.
Det var meningen, at den europæiske bison skulle leve frit på hele Bornholm, men det kommer næppe til at ske. Til gengæld får arten nok mere plads end de nuværende 200 hektar, når der bliver etableret en nationalpark midt på øen. (Foto: Michael Stoltze).
Der er mange drømme om vild natur i Danmark, men absolut vild natur får vi indtil videre ikke i kulturlandet Danmark.
Vi står i en biodiversitetskrise, som vi skal løse ved at give naturen plads, så alt det levende, vi deler Jorden med, overlever sammen med os selv.
Det skal vi også i Danmark, og det er en udfordring i et land, der er så kulturpræget. Vild natur findes ikke, for vi har endevendt næsten hver eneste kvadratmeter, opdyrket, drænet, ryddet skov, udryddet besværlige dyrearter, plantet, bygget, anlagt og forurenet. Men vi har da noget, der ligner vild natur, og vi har i over 100 år forsøgt at beskytte resterne af det mest vilde og varierede, så godt, vi kunne med lovgivning, fredning og naturpleje.
Naturpleje? Ja – du læste rigtigt, men smag lige på ordet ’naturpleje’. Naturen er blevet en syg patient, som skal plejes, og den logik har vi levet med i mindst de sidste 50 år i Danmark: Vi plejer naturen.
I den senere tid er der kommet en modreaktionen til dette syn på den danske natur: Vi skal sætte naturen fri og lade være med at blande os, for naturen kan selv. Naturen skal have plads til at udfolde sig frit på egne præmisser, den skal være vild og selvforvaltende – så skal biodiversiteten med alle økosystemer, arter og hele den genetiske variation nok indfinde sig. Det er en smuk tanke, der er indlysende rigtig i den ideelle verden. Med til virkelig vild natur i Danmark hører for eksempel store planteædere, store rovdyr, oversvømmelser og brande, men vi har for længst udryddet de store dyr og bekæmper oversvømmelser og brande. Skal vi have en fornuftig balance mellem store planteædere og rovdyr som ulve og løver (ja – de hører formentlig naturligt til i Danmark), skal vi udlægge hele Sjælland eller halvdelen af Jylland til urørt nationalpark for at komme op på en størrelse, der nogenlunde fungerer. Det siger sig selv, at det nok vil møde en anelse modstand…
Derfor er absolut vild natur en illusion i Danmark. Imidlertid går vi andre veje, så vi får noget, der ligner, så godt det kan lade sig gøre i vores kulturland, og nu skal der blandt andet etableres 15 nationalparker og udlægges mere urørt skov, så vi kommer op 75.000 ha skov, der passer sig selv. De 15 nye områder, der teknisk kaldes for ’naturnationalparker’, bliver ret små og kommer næppe til at udgøre mere end højst 1 % af Danmarks landareal.
Naturen i de nye nationalparker skal være vild og så fri, så de naturlige processer kan finde sted så vidt, det er muligt. Det er en smuk og rigtig tanke, og man kan helt sikkert komme et pænt stykke ad vejen. Træerne får lov til af vokse sig gamle, dø og henfalde, den naturlige vandstand bliver genoprettet ved at lukke dræn og fylde grøfter op, og store, planteædende dyr blive sat ud. Der eksperimenteres for øjeblikket med europæisk bison, elg, krondyr, okser og heste på mange lokaliteter i hele landet, hvor dyrene går ude hele året uden at blive fodret, og erfaringerne fra Danmark og udlandet, hvor man overalt er begyndt at gøre det samme, skal bruges til indretning af de nye nationalparker.
Det er alt sammen godt, og det vil sikkert give os en vildere og rigere natur og bidrage til at bremse biodiversitetskrisen, fordi blomster og sommerfugle og meget af alt det andet, der er truet, vender tilbage. Men hegn er nødvendige for at sikre, at de store planteædere udøver deres nøglefunktioner i områderne og ikke vader ud og gør skade i kulturlandskabet. Og vi kommer ikke til at indføre ulve og løver i nationalparkerne, fordi de er alt, alt for små til det. I stedet må mennesket agere rovdyr og fjerne de store planteædere, når de bliver for mange, og naturpleje vil der også være brug for en del steder i nationalparkerne for blandt andet at sikre adgang, udsigter og fortidsminder.
Det bliver uden tvivl godt – rigtig godt. Men absolut vildt bliver det indtil videre ikke.
Der er startet en sand folkebevægelse for flere sommerfugle i Danmark.
Tendensen har været der i nogle år, men i løbet af 2020 er interessen
for sommerfugle nærmest eksploderet. Grønne organisationer kappes om
at gøre noget for dagsommerfuglene, som er blandt de mest følsomme og
truede insekter. Bestandene er svundet ind gennem årtiet, og en stor
del af Danmarks arter er enten uddøde eller blevet sjældne. Så der er
brug for handling.
Nu har Haveselskabet og de danske kommuner også kastet sig ind i
kampen for at skabe gode leversteder for dagsommerfugle, og Hjørring
Kommune har ligefrem lanceret begrebet “Naturkommunen”. Det blev
landskendt i DR’s TV-serie “Giv os naturen tilbage” med Frank
Eriksen – bedre kendt som “Bonderøven”.
Sommerfugle, natur og biodiversitet er rykket højere op på dagsordenen
i erhvervsliv, kommuner og på Christiansborg. Og over hele landet er
private haveejere, foreninger og lokalsamfund i gang med at gøre haver
og fællesarealer mere sommerfuglevenlige, og det virker og giver store
glæder. Det er overraskende let, blot man overholde fem
grundprincipper:
4. Brug gerne sten i haver og på høje og skråninger
5. Fjern ikke organisk materiale fra haven, men brug det til
kvashegn, høstakke eller kompost. Så får man skjulesteder til
dyrelivet og næring til køkkenhaven.
Dagsommerfugle kaldes ofte “poesi på vinger”, fordi de er så smukke og specialiserede skabninger, og så holder de ligesom mennesker af
sol, varme, læ og blomster. Derfor åbner de bedre end så meget andet
døren til naturen, som man kan læse i dette interview: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/sommerfugle-er-naturens-doermaend
Vil man lære mere, kan jeg anbefale, at man melder sig ind i Facebookgruppen https://m.facebook.com/groups/sommerfuglehaver/
og henvise til bogen “Sommerfuglehave” af Mona Klippenberg, Michael
Stoltze og Susan Trolle, Gyldendal, 2020.
SOMMERFUGLEHAVE – Hvordan vores haver kan blive gode levesteder for farverige sommerfugle Er den første bog på dansk om sommerfuglehaver og hvordan man indretter dem. Masser af baggrundsviden, råd og eksempler og mange illustrationer og nyttige oversigter. Der er for tiden en sand folkebevægelse for mere natur til sommerfugle i Danmark.
Den almindelige blåfugl er blevet ikon for den igangværende folkebevægelse for flere sommerfugle.
Danmarks mindste frø er lysende grøn og klatrer behændigt omkring i træer og buske. Den er trods størrelsen udstyret med den kraftigste stemme, og i september kan man tale med den på solrige dage
Da jeg var ung, genlød de stille, lune majnætter af korsang.
Det var løvfrøerne, der var forsamlet for at parre sig og lægge æg i de lavvandede damme og småsøer. Lyden kom især fra et vandhul ved gården Munkegård, som lå halvanden kilometer væk. Vores forældre tog os sidst i 1960’erne med derhen kort efter solnedgang, men da vi nærmede os stedet og satte os på nogle sten ved bredden, tav frøerne. Vi kunne dog ane noget bevæge sig i tusmørket ude mellem vandfladens mylder af hvide vandranunkler. Det var løvfrøerne, og vi blev bedt om at sidde musestille.
Efter to minutter lød det første kvæk. Det var åbenbart dirigenten, der gav signal, for i løbet af kort tid trådte flere og flere af sangerne til, så lyden til sidst smeltede sammen til et næsten øredøvende kor af kvækkende frøer.
I løbet af 1970’erne forsvandt lyden af løvfrøer. De små padder var ikke beskyttet, og deres levestedet blev ét for ét forurenet eller fyldt op. Andre frøer var heller ikke fredet, og også de blev sjældnere. Folk på landet bemærkede det og gjorde oprør, for de ville have frøerne tilbage. På initiativ af især organisationen Natur og Ungdom malede den populære tegner og TV-vært Claus Bering en ikonisk plakat med en frø og en talebobbel, hvori der stod: “Mit vandhold er væk – jeg forstår ikke et kvæk!”
Det var klokkeklar tale, og det blev faktisk startskud på en voksende omsorg for naturens mangfoldighed. Der er blevet gjort en masse siden sidst i 1980’erne, hvor løvfrøen på 40 år var forsvundet fra ikke mindre end 97 ud af 100 levesteder og altså tæt på at uddø i Danmark. Missionen lykkedes, og ved oprensning og genetablering af vandhuller blev tilbagegangen vendt til en markant fremgang, så nu kvækker løvfrøerne igen højt og lystigt i dele af det sydlige og østlige Danmark. Den fine frø er navnlig talrig i det sydøstlige Jylland, på Sydsjælland og Bornholm.
Løvfrøen hører til løvfrøfamilien, som sammen med den nærtstående familie afrikanske løvfrøer er karakteristiske ved at have spraglede farver og små sugekopper på tåspidserne. Derfor kan de suge sig fast og både klatre i træer og buske og på helt glatter overflader. Den danske løvfrø, Hyla arborea, har sit latinske navn netop efter denne evne. Arborea betyder “trælevende”.
De små, voksne frøer holder kun til i dammene i yngletiden fra sidst april til først i juni, hvor hannerne kvækker efter solrige dage, når vandet er lunet godt op. De kvækker både for at lokke hunner og andre hanner til vandet.
Nær min kæreste Monas have, Balkalund på landet syd for Nexø på Bornholm, har naboen anlagt en lille sø, hvor løvfrøerne er rykket ind og gav den helt store koncert i maj i år sammen med havens nattergal. I de seneste uger har vi hørt dem kvække spagfærdigt, men ret højt, fra havens buske på solrige eftermiddage. De ynder især at sidde i hindbær- og brombærbuske, hvor de er nærmest umulige at opdage. Men man kan bruge et lille trick: Lyden er let at efterligne, så hvis man gnægger nasalt ligesom en and – “æ, æ, æ…” – vil frøen ofte svare, så man kan lokalisere den og måske afsløre dens hvileplads.
Det lykkedes trods mange og lange samtaler med de små frøer ikke for os at opdage én eneste i havens grønne buske. Men så kom tordenvejret til hjælp efter en steghed august uden en dråbe regn. Døren til haven stod åben ud til det frodige, lune skybrud, og pludselig råbte Mona begejstret: “Se!” Og sandelig: Det var løvfrøen, som var søgt ind i havestuen og klatrede omkring på rudens inderside i al sig strålende, grønne pragt.
Da jeg ville fange den for at sætte den ud, sprang den over i en orkidé, hvor den klatrede behændigt rundt til ære for os, hvorefter jeg fik den over i min hule hånd og satte den ud i tropenattens regn.
Regnen kom med liv, og den lille, lysegrønne frø kom med lykke den aften.
(Bragt første gang Kristeligt Dagblad 10. september 2020.)
—
Lyt til løvfrøen her – jeg gnækker, og løvfrøerne svarer og kvækker!
Løvfrøen på ruden i havestuen. (Foto: Michael Stoltze).
Løvfrøen i orkideer. (Foto: Michael Stoltze).
Løvfrøen på vej til friheden. (Foto: Michael Stoltze).
Løvfrøen tilbage i det fri. (Foto: Michael Stoltze).
Børn, unge og gamle. Danskerne søger som sjældent før ud i forårets friske luft under den epidemi, der har ramt os. Vandreture i naturen hitter. De er gratis og giver velvære, glæde og ro til tanker og samtaler.
Danmark, verden og den måde, vi opfører os på, er blevet forandret. Den nye coronavirus har spredt sig. Pludselig skal vi holde os hjemme fra arbejdspladsen og skolen, vi må ikke gå i biografen, teatret, til koncerter eller fodboldkampe, ikke bruge cafeer og restauranter og i det hele taget ikke forsamles eller komme tæt på hinanden på grund af risiko for smitte. Vi isolerer os og er kun fysisk sammen med vore allernærmeste.
Alle er påvirkede af begivenhederne og tvunget til at ændre adfærd i et omfang, de færreste nok havde forestillet sig, inden sygdommen kom til landet. Ingen rejser, ingen arrangementer med mere end 10 deltagere og helst ingen gæster og besøg ud over det absolut nødvendige.
Hvad gør man så? Man tager ud i naturen! Der er heldigvis ikke udgangsforbud, og naturen er der og byder sig til i hele landet – oven i købet iklædt sin forårsdragt tidligere end nogensinde på grund af den vinter, der slet ikke har været her i år. Mirabellerne har blomstret snehvidt i en måned, og den blå anemone rimede undtagelsesvist ikke på marts og kvarts, men viste sit første stænk af himlens tone allerede først i februar.
Små parkeringspladser ude på landet ved skove, søer, åer, strande og fortidsminder er pludselig fulde af biler, og stierne er befolket af mennesker på tur alene eller i små grupper, som vandrer i hensynsfuld afstand fra hinanden. Man går, tænker og taler, og man ser og indtager naturen og foråret med alle sanser. Vi mødes ude i landskaberne under vårens mirakel og opdager, at vi sagtens kan hilse og tale med fremmede på afstand, og at det gør godt, fordi vi er fælles om krisen og fælles om naturen.
Gåturen uden mål og med er en lise for krop og sjæl. I 1847 skrev Søren Kierkegaard disse kendte ord i et brev til sin svagelige svigerinde, Henriette Kierkegaard: “Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den.”
Børn, unge, voksne, ældre og gamle – alle bruger naturen nu, hvor sportshaller, træningscentre og alle andre steder, hvor mange mennesker mødes, er lukket. Nu er den rummelige natur den store og sikre mødeplads, og stierne bliver trådt flade som aldrig set før.
Der er så meget at mærke, se og sanse, der er så meget at lære, og i år er der ingen, som forsømmer foråret. Anemonetæppet er allerede rullet ud, lærkerne hænger jublende på himlen over markerne, stæren pifter og sprutter af energi i morgensolen, og droslen gentager sine storslåede strofer fra skovens højeste træer.
Viber, lærker, stære og de store, trompeterende traner har for længst indtaget landet, og nu følger andre arter af trækfugle efter i en lind strøm. Den hvide vipstjært er lige på trapperne og piler snart omkring og vinker med sin hale på gårdspladser og veje. Først i april kommer gransangeren med sin karakteristiske tjif-tjaf-sang. Den er én af de første sangfugle, der flyver til os fra Sydeuropa og Nordafrika. Siden følger berømte sangere efter, blandt andet løvsangere og nattergale, som har tilbragt vinterhalvåret blandt giraffer og akacietræer nær Ækvator på savannen i Afrika. Intet i trækfuglenes verden slår dog havternen, som ankommer til Danmark midt i april. Den elegante, langhalede fugl med de slanke vinger og skingre skrig yngler ved de fleste stenede kyster og er Danmarks almindeligste terne. Men om efteråret stikker den af mod syd og slår hvert år fuglenes rekord i træk ved at flyve til Antarktis, hvor den tilbringer vinteren. Når man først har lært den at kende, er den som en kær hilsen fra den store verden. Den bringer så stor lykke, at jeg måtte sætte den på vers:
Havternen
Jeg kløver luften med mit bryst langs Danmarks forårslune kyst ved hav og fjord og stene. I rejselyst en stille dag med lutter raske vingeslag henover strandens scene.
Jeg finder vej fra pol til pol fra Jordens bund til Nordens sol og Danmarks lyse sale. Jeg flyver ganske tæt forbi med sænket næb og skingre skrig og hvid parabelhale.
Jeg jager på den blanke fjord som sendt fra selve Moder Jord på englehvide vinger. Jeg tror, jeg står din skæbne bi og gør dig frank og fuglefri som lykkeoverbringer.
I insekternes verden er mødet med de første dagsommerfugle i foråret blandt de mest glædelige begivenheder i naturen. Den lysende gule citronsommerfugl vækker altid begejstring, når man ser den, og oplevelsen bliver endnu større, når man ved, at den har siddet bomstille i skjul i tæt løv hele vinteren i det fri og tålt streng frost. Siden, når mælkebøtterne blomstrer for alvor, kryber de orangevingede hanner af aurora frem af pupperne. Pludselig flakser de omkring alle vegne i jagt på de hvide hunner, som klækker nogle dage senere. De sarte sjæle er ren poesi.
Sådan er det med den vilde natur: Jo mere vi ved, ser og sanser, des mere rører den os. Det gælder også alt det, man kan samle og spise eller smage på i naturen. Flere og flere har genopdaget lykken ved at samle spiselige urter, hvoraf mange heldigvis er så almindelige, at der er nok til alle.
Naturen er kulturens fundament og bringer glæde. God tur!
Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 26. marts 2020.
Forårshøst af spiselige urter i april: Rabarber, blege mælkebøtter, humleskud, nælder, skvalderkål og skovløg. (Foto: Michael Stoltze).8
Vandrere i Nationalpark Mols Bjerge i Jylland. Folk i alle aldre søger ud i naturen under krisen. (Foto: Michael Stoltze)
De oprette kobjælder er et flot skue, når de blomstrer i april. De er ved at vende tilbage i Nationalpark Mols Bjerge og bliver måske snart lige så talrige som her i Brösarp bakker i Skåne. (Foto: Michael Stoltze).
Anemonetæppet har rullet sig ud, og der er hvide anemoner nok til alle. (Foto: Michael Stoltze).
Havterner over Holsteinborg Nor ved Skælskør. (Foto: Michael Stoltze).
Citronsommerfuglen er en forårsbebuder, man altid bliver glad for at møde. Her luner den sig i skovbunden. (Foto: Michael Stoltze).
Ikke kun bogstaveligt her på vore breddegrader, hvor det lige så langsomt lysner dag for dag, når Solen hæver sig fra sit skjul, men tilsyneladende også for både verdens og Danmarks natur.
Der er adskillige positive tegn. 20’erne kan blive naturens årti.
For det første: Biodiversitet og biodiversitetskrise er blevet talt op folkeligt og politisk, så nu ved næsten alle, hvad det betyder og at det handler om at tage vare på verdens levende mangfoldighed, som vi selv er en del af og deler udviklingshistorie og DNA med. Det er vore medskabninger, der er i krise.
For det andet: Det blive mere og mere klart, at klimakrisen med den truende globale opvarmning og biodiversitetskrisen med den truende forarmelse af Jordens liv skal løses sammen: Mere vild natur med plads til livets mangfoldighed trækker CO2 ud af atmosfæren og er med til at modvirke klimakrisen, mens verden er i færd med den svære og langsommelige proces med at gøre sig fri af de problematiske fossile energikilder.
For det tredje: 50 år efter første månelanding og årtiers fantasterier om ekstraterrestriske civilisationer retter flere og flere blikket mod vores blå planet og dens enestående rige liv. Det skal vi værdsætte og værne om. For selvom videnskaben nu har fastslået eksistensen af jordlignende planeter med sandsynlighed for liv andre steder i vores galakse, ligger de så langt væk, at den eneste glæde, vi vil få af engang at afsløre liv derude, er bevidstheden om, at det med sikkerhed er der. I kølvandet på blandt andet den erkendelse er der for tiden en international nyorientering mod vores hjemstavnsplanet: Vi er ved at genopdage Jordens liv.
På hjemmefronten ser 2020 også ud til at blive et banebrydende år for naturen.
Op til valget i juni 2019 lovede Socialdemokratiet, at de blandt andet ville arbejde for, at arealet med urørt skov i Danmark kommer op på 75.000 ha (ca. seks gange mere end det nuværende areal), og at der bliver etableret 15 nye vilde naturparker.*
I det såkaldte “forståelsespapir” (aftalen ”Retfærdig retning for Danmark” mellem indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i juni 2019), der afløste det traditionelle regeringsgrundlag, står (citat):
“Skabe større biodiversitet og mere skov. Der er brug for mere urørt skov og flere sammenhængende naturområder, hvor naturen får plads til at udbrede sig på mere naturlige præmisser end i dag. En biodiversitetspakke skal give biodiversiteten bedre vilkår i Danmark. Planen skal indeholde klare målsætninger for, hvor meget af Danmarks areal, der skal disponeres til natur som naturzoner (inkl. urørt skov og naturnationalparker), samt konkrete initiativer, der skal sikre, at målsætningerne nås.”
Og i regeringens lovprogram står (citat):
“Ændring af lov om naturbeskyttelse (Styrket beskyttelse af naturområder) (Feb II) Lovforslaget har til formål at styrke beskyttelsen af naturområder og levesteder for vilde dyr og planter til gavn for den biologiske mangfoldighed i Danmark, f.eks. ved at indføre et forbud mod sprøjtning og gødskning af arealer, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Lovforslaget er en opfølgning på forståelsespapiret ”Retfærdig retning for Danmark” mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten fra juni 2019.”
Danmark fik med solid støtte fra næsten hele Folketinget en bindende klimaaftale, “klimaloven” om 70 % reduktion af Danmarks udledning af klimagasser i 2030 i forhold til 1990-niveauet, og Danmarks Naturfredningsforening (DN), klimatænketanken Concito og flere andre foreslog en tilsvarende “biodiversitetslov”. Concito indså, at klimakrisen og biodiversitetskrisen skal løses sammen. De skal de nemlig!
DN har med sin nye dialogsøgende linje fået en vældig fremgang i medlemstal og synlighed og har fået Landbrug og Fødevares opbakning til udtagning af 100.000 ha lavtliggende landbrugsjord til natur.
Efter mange års fravær og et hav at opfordringer, satser DR1 nu med flere TV-serier, blandt andet den storslåede “Vilde, vidunderlige Danmark”, på fjernsyn om dansk natur for hele familien i den bedste sendetid. Og DN lægger i 2020 særlig vægt på at sprede kendskab til naturen og biodiversiteten og skabe begejstring. Vi skal ud og genopdage den pragtfulde natur, vi trods alt har, passe på den og give den mere plads.
Kort sagt: 2020 tegner til at blive et naturens år for fuld musik i Danmark. En god begyndelse på 20’erne.
Godt nytår!
* Må tolkes som i realiteten 15 nationalparker med vild natur
Høvblege på Møn. En lille oase og et sidste levested for mange arter i et land, hvor biodiversiteten rasler tilbage, fordi den vilde natur mangler plads. (Foto: Michael Stoltze).
KRONIK
Aftalen om en klimalov giver håb i en tid, hvor klodens klima er på katastrofekurs. Men naturen er også på katastrofekurs. Biodiversiteten svinder hastigt, og 20 års små, uforpligtende forsøg på at bremse tabet har ikke virket. Derfor bør Danmark også have en bindende lov for naturen
Vi er midt i en klimakrise.
Atmosfærens indhold af CO2 stiger nærmest lodret. Frem til 1960 var den menneskeskabte stigning 12,5 % i forhold til det naturlige indhold. Nu er den 45,7 % over, og heraf er de 13,5 % lagt til alene siden år 2000. Udledningerne bare stiger og stiger, målingerne taler deres entydige sprog, og temperaturstigningerne peger mod katastrofen. Det er så tydeligt, at Danmark er begynde at rykke. Med aftalen om en bindende klimalov er der tændt et håb. Nu skal det samme bare ske globalt også.
Vi er også midt i en naturkrise – en biodiversitetskrise. Den vilde natur får mindre og mindre plads. Artsrige skove bliver ryddet til marker og plantager, de isolerede rester plages af brande, og hundredtusindvis af arter er i overhængende fare for at uddø fra Jordens overflade, fordi mennesket efterstræber dem eller fortrænger deres levesteder.
Den omfattende forureningsbekæmpelse siden 1970’ernes 1980’ernes alvorlige udledninger viser, at menneskeheden kan løse selv meget vanskelige miljøkriser med succes. Kampen mod spredning af skadelige giftstoffer og unaturligt høje mængder af næringsstoffer i naturen har givet verden et renere og sundere miljø. Kampen fortsætter, og vejen frem har hele tiden været erkendelse, viden, ny teknologi, politik, målsætning, lovgivning og internationalt samarbejde.
Nu banker klimakrisen og naturkrisen på. De to nye kriser må løses ved en intensiv, international indsats efter samme model som den gamle miljøkrise. De kan løses, men vil kun blive løst, hvis der kommer bred politisk erkendelse af krisernes karakter og betydning for vores fremtid, en international konsensus om, at de skal løses, og: Handlingsplaner med bindende mål.
Vi skal have styr på miljø og klima, men man kan sagtens få et rent miljø og et stabilt klima uden at tage hånd om naturen. Derfor har naturen også brug for handling med bindende mål.
Livet og biodiversiteten på Jorden er noget ganske enestående, som vi er så heldige at være en del af og have fælles udviklingshistorie med. Alle Jordens arter er vore medskabninger. Biodiversitetens nytte ligger ikke nødvendigvis i den klassiske brugsnytte, men i selve dens eksistens. Naturens levende mangfoldighed er tilsammen Jordens store mirakel, som giver vores tilværelse perspektiv og mening.
Vores aktuelle problem er blandt andet, at vi er blevet otte milliarder mennesker på Jorden, og at vi nok når op på 10-11 milliarder, før tallet stagnerer eller begynder at falde. Det er voldsomt, men det er en langt svagere befolkningseksplosion end den, man forventede for nogle få årtier siden.
Heldigvis kan klima- og naturkrisen løses sammen, og kriserne skal løses koordineret. Klimaindsatsen må ikke gå ud over biodiversiteten, men tværtimod så vidt muligt understøtte den.
Det burde ikke være særlig svært. Udlægningen af områder til helhjertet, vild natur, der får lov til at blive skov eller mose ved naturlig tilgroning, er nemlig noget af det mest effektive, man kan gøre i forhold til både klima og biodiversitet, mens vi omstiller verden til en mere bæredygtig energiforsyning fra vedvarende kilder.
Danmark er på grund af sin gode jord og sit milde klima det mest opdyrkede land i Europa, og nationalt lider vores plante- og dyreliv gevaldigt af simpel mangel på plads til at udfolde sig frit. Mens rådyr, gæs og alle de arter, der kan leve af næringsrige grønne marker, har det fint og er i fremgang i Danmark, fordi de ikke jages så meget mere, er hovedparten af vore arter i tilbagegang. De trives nemlig kun under naturligt næringsfattige forhold. Det gælder omkring halvdelen af vore dagsommerfuglearter og cirka halvdelen af vore vilde plantearter.
Marker til fødevareproduktion må i det 21. århundrede være højtydende for at mætte alle munde uden at stjæle al plads fra den vilde natur. Derfor vil dyrkede marker uanset metode næppe nogensinde blive forenelige med beskyttelse af Jordens biodiversitet. Her skal der store, udyrkede arealer til.
Det er afgørende, at vi både passer godt på eksisterende naturværdier og genskaber flere ved at udlægge matrikel for matrikel til vild natur. I dag er det groft vurderet kun omkring 2 % af Danmarks areal, der er disponeret helhjertet til vild natur. Det er milevidt fra det internationale mål på mindst 17 % natur, som Danmark har tilsluttet sig at arbejde for sammen med verdens øvrige FN-lande.
Der er to vigtige veje at gå mod målet:
For det første skal vi passe godt på de naturområder, vi har, og lade dem udvikle sig frit uden andre indgreb end helårsgræsning uden fodring og måske fjernelse af invasive arter.
For det andet skal vi genoprette natur ved at tage dårlig landbrugsjord på både lavbund og højbund ud af drift og lade naturen råde under indflydelse af store, vilde planteædere året rundt.
Analyser viser groft, at arealet kan findes ved at tage den ringeste sjettedel af det nu dyrkede landbrugsareal ud af drift og overlade det til naturen. Dette, kombineret med udlæg af mere urørt skov og en ny naturbeskyttelseslov, der beskytter områder som vild natur på matriklen, vil kunne bringe Danmark i mål med naturbeskyttelsen over en årrække. Det vil samtidig tælle yderst positivt i Danmarks CO2-regnskab, da naturområderne hvert år og de næste mange hundrede år vil binde og lagre meget store mængder kulstof i ved og jord.
Når der, som nu, kun er vild natur på omkring 2 % af landets areal, vil en stor del af Danmarks arter efterhånden uddø, hvis de ikke får langt mere plads med gode levevilkår. Mere plads til naturen er helt afgørende.
I 1999 kom OECD (den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling) med sin første sønderlemmende kritik af Danmarks naturbeskyttelse. Regeringen fulgte i 2001 op på kritikken med rapporten ”En rig natur i et rigt samfund” (også kaldet ”Wilhjelmrapporten” efter den tidligere industriminister Nils Wilhjelm, som stod i spidsen for arbejdet). Rapporten var resultatet af den hidtil grundigste udredning om naturens tilstand i Danmark. Udredningen belyste præcist og med omfattende dokumentation en lang række danske problemer med at sikre naturens mangfoldighed. Og rapporten kom med fyldige anbefalinger om, hvordan problemerne kunne løses. Det var hensigten, at den skulle være et bredt politisk fundament for en god og virksom naturpolitik i Danmark. Wilhjelmrapporten skulle være startskuddet på en ny æra, hvor tilbagegangen i naturens mangfoldighed blev standset eller endog vendt til fremgang. Dansk Landbrug, der havde været meget aktive i forhandlingerne, blev i sidste ende tilfreds med udredningen, og udtalte i en pressemeddelelse: “Rapporten vil blive husket som en milepæl om ti år. Det var med den, vi stoppede op og besluttede os for, at Dalgas-perioden 100% var overstået. Nu er det andre værdier end blot at dyrke jorden, der skal til for, at vi kan tale om godt landmandsskab. Vi skal også tage vare på naturen.”
Men efter regeringsskiftet i efteråret 2001, blev rapporten lagt i skrivebordsskuffen.
Siden er intet afgørende sket. OECD kom med samme eller endnu hårdere kritik af Danmarks naturindsats i 2007 og 2019, og trods forskellige naturplaner og højtidelige løfter fra skiftende regeringer om at standse naturens tilbagegang først i 2010 og siden i 2020, er der reelt næsten intet sket. Danmark døjer stadig med en elendig naturbeskyttelseslovgivning og uforpligtende mål, som erfaringsmæssigt ikke fører til resultater.
Nu varsler regeringer en ny natur- og biodiversitetsplan til efteråret 2020, og miljøminister Lea Wermelin har forinden skrevet, at der ikke er blevet gjort nok i mange år, og at naturkrisen er hendes førsteprioritet.
Det er godt. Men indsatsen må ikke ryge på gulvet igen.
Derfor er det åbenlyst: Danmarks natur behøver en stærk og effektiv lov med bindende mål for naturen – en biodiversitetslov.
Dansk Natur appellerer derfor til regeringen om at vedtage en biodiversitetslov samt genetablere Naturrådet, som blev nedlagt i 2002, og give det samme rolle i forhold til biodiversitetsloven, som den, Klimarådet har fået i forhold til klimaloven.
Klimakrisen og naturkrisen skal løses sammen, og arbejdet må koordineres tæt. Derfor skal klimaloven og biodiversitetsloven danne par og virke fælles for en bæredygtig fremtid væk fra klodens katastrofekurs.
Det er nødvendigt, enkelt og oplagt.
En lang række arter opretholder med det yderste af neglene deres sidste bastion i Danmark på Høvblege på Møn. (Foto: Michael Stoltze).
Sortplettet blåfugl har levet mange steder i Danmark, men findes nu kun på Høvblege på Møn. (Foto: Jens Stolt).
Forskere fra Aarhus Universitet har som led i den løbende vurdering af EU-landenes naturbeskyttelse undersøgt naturens status i Danmark og konkluderet, at det aldrig har set mere dystert ud, end nu: 95 % af naturtyperne og 57 % af arterne er i ugunstig status. Læs rapporten her.
Det kalder på handling, og mon ikke tiden er inde til ny lovgivning?
Danmark har nemlig dels en elendig naturbeskyttelseslov og dels en elendig nationalparklov, hvor ingen af lovene beskytter den vilde natur. Naturbeskyttelsesloven rummer således intet forbud mod sprøjtning, gødskning og dræning af naturområder, og Nationalparkloven kan omfatte alt fra vild natur til intensivt landbrug, byer, industriområder, veje og villakvarterer. Det er set med faglige og internationale briller dybt mærkværdigt.
Det også problematisk, at naturbeskyttelsesloven ikke omfatter den mest udbredte vilde naturtype i Danmark, skov, og at arealer kun er vejledende registreret og ikke beskyttet permanent. Ethvert areal kan vokse ind og ud af beskyttelsen. Det er uholdbart i forhold til både beskyttelse og retssikkerhed, og det betyder, at landmænd meget forståeligt forsøger at undgå, at udyrkede arealer bliver til god natur, da de så kan blive omfattet af lovbeskyttelse uden erstatning.
Der er altså brug for ny lovgivning, der reelt beskytter vild natur, så tilbagegangen i Danmarks biodiversitet bliver standset. En sådan ny lovgivning vil også tælle positivt og vægtigt i Danmarks klimaregnskab.
Og tiden er gunstig nu. Vi har lige haft et valg, hvor den grønne dagsorden stod øverst i begge blokke. De unge har enorm fokus på klima og bæredygtighed, biodiversitet og naturvenlig havedrift har folkelig medvind som aldrig før, og Danmarks Naturfredningsforening har fået en ny, slagkraftig præsident, som prioriterer natur og biodiversitet øverst.
Så grundlaget er godt, og der er intet at rafle om:
Danmark skal have ny og bedre naturbeskyttelseslovgivning nu.
Natur og biodiversitet har folkelig medvind, og mange vil gerne gøre en personlig indsats. For eksempel ved at gøre haven giftfri og naturvenlig. (Foto: Michael Stoltze).
Urørt, udrænet natur med et bredt regime af store planteædende nøglearter i tilpas antal året rundt findes næsten ikke i Danmark. Her den urørte Suserup Skov, hvor der dog mangler store planteædere. (Foto: Michael Stoltze).
Artsrige overdrev som Høvblege på Møn er næsten forsvundet i Danmark. De er ikke beskyttet af nuværende lov. Mange græsses alt for hårdt om sommeren og for svagt om vinteren, fordi husdyrene bliver fodret i de kolde måneder. (Foto: Michael Stoltze).
Gode, artsrige enge, som denne med djævelsbid og engperlemorsommerfugle, er blevet sjældne i Danmark. (Foto: Michael Stoltze).
Vi kan vente mange hundrede millioner flotte, indfødte tidselsommerfugle i Danmark hen på sommeren. (Foto: Michael Stoltze).
Den mest almindelige sommerfugl i verden, tidselsommerfuglen, flygter hvert år mod nord fra brændende sommerhede og tørke. I år er den fløjet til os i kolossale mængder
Da varmen endelig kom efter en kold første halvdel af maj, fulgte der en sommerfugl med.
Det var tidselsommerfuglen, som ankom diskret i millionvis.
Arten er vist ikke så kendt i Danmark. Det er en skam, for tidselsommerfuglen er i sandhed enestående. Den findes over næsten hele Jorden og er den mest udbredte af alle sommerfugle.
Den måler fem-syv centimeter i vingefang og yngler året rundt, men tåler ikke frost – hverken som æg, larve, puppe eller voksen. Alligevel er den fundet i hele Europa helt op til Nordkap i Norge. Ja, selv på Grønland er den set mange gange. Og det er den eneste dagsommerfugl, der er registreret på Svalbard blot omkring 1500 kilometer fra Nordpolen.
Hemmeligheden bag historien er sommerfuglens utrolige evne til at migrere. Den er Europas svar på den Nordamerikas store, orange monark. I vintermånederne holder tidselsommerfuglene til i landene omkring Sahara, hvor de flyver hele vinteren og yngler ved at lægge æg på forskellige lave urter. Her kan larven være meget talrig og undertiden et problem i marker og haver. Hver hun lægger omkring 500 æg.
Hen på foråret sætter det imidlertid ind med stegende hede og tørke i tidselsommerfuglens vinterkvarter. Alt visner ned og blomsterne forsvinder. Derfor flygter sommerfuglene mod nord – først til Middelhavslandene og siden videre til Nordeuropa. De kan når som regel Danmark i maj, når vinden er varm og i syd eller sydøst. Mængden svinger fra år til år, og nogle år er der næsten ingen. Men har der været godt med regn omkring Sahara, og kommer der varm vind sydfra i maj, kan de komme til Danmark i ustyrlige mængder.
Ved ankomsten efter rejsen på mange tusinde kilometer er de slidte og blege, og da de desuden flyver hurtigt og rastløst omkring, lægger man ikke så meget mærke til dem, selv om de trækker nær jorden. I år har mange dog bemærket tidselsommerfuglene, for de har invaderet Danmark i tal, der ikke er set siden 2013. Og nu drøner de rundt og lægger æg på kurveplanter, slangehoved, katost, ærteplanter, brændenælder og meget andet overalt i den frodige danske juninatur. Andre er bare på gennemrejse på vej til Nordskandinavien.
Modsat de mange dagsommerfugle, der er truede, fordi de er specialiserede i bestemte planter, der er fåtallige i vores hårdt udnyttede landskab, er tidselsommerfuglen talrig, fordi dens larver kan æder alle mulige markplanter.
Æggene bliver til lange brogede og tornede larver, som lever enkeltvis og ret skjult, fordi de ofte spinder blade sammen med fin silke. Så man ser ikke meget til tidselsommerfuglens larver.
Først i juli bliver larverne til elegante, lyse pupper, som også er godt skjult. Men de er der, og her i 2019 vil der være flere end i mange år. Der er udsigt til et mylder af friske, flotte, indfødte tidselsommerugle fra midt i juli og resten af sommeren. Sommerfuglebuske, hjortetrøst, anisisop og andre gode nektarplanter bliver levende af the painted lady, som den hedder på engelsk.
De nyklækkede tidselsommerfugle er strålende med deres lyse okkerorange grundfarve og vingespidser, der er broget i sort og hvidt, og i gennemfaldende lys bliver midten af forvingen lysende rød.
På latin hedder tidselsommerfugl Cynthia cardui. Cardui betyder ”tidslens”, mens Cynthia er et tilnavn for jagtgudinden Artemis. Zeus havde nemlig elskerinden Leto på øen Delos i Det Græske Øhav og avlede Apollo og Artemis med hende. Så den smukke, omkringfarende sommerfugl har jagtgudinden i sig. Man kan næsten se det!
Sidst på sommeren og først på efteråret flygter tidselsommerfuglene igen, denne gang fra kulden. De flyver sydpå – først til Middelhavslandene, hvor de ofte yngler, og derpå videre til Nordafrika.
Indtil da: God sommer i Danmark, og tænk på Zeus og jagtgudinden, når tidselsommerfuglen kommer farende.
Sanglærke. En prik på himlen over et smukt bondeland på Sydsjælland. (Foto: Michael Stoltze).
Lærkens sang i foråret og glæden over den er lige selvfølgelig for mig som at trække vejret, spise eller drikke.
Jeg kunne godt lide, da den var Danmarks nationalfugl. Det lærte jeg i skolen, og jeg er sikker på, at H. C. Andersen ville have foretrukket den jublende lærke frem for den store, stumme svane, som Poul Thomsen og danskerne valgte i 1984 og sendte sanglærken ud i glemslen.
Børn og unge kender ikke lærken, skønt de synger “Jeg ved en lærkerede”. Det har jeg det svært med, men jeg kan i og for sig godt forstå det.
Lærken synger ikke længere på grund af mennesket, men på trods. Bondelandet har mistet en stor del af den poesi, digterne skrev om engang. Effektivitet, gylletåger, industribygninger og stalde med dyr, hvor kun deres stinkende blanding af ekskrementer og urin ser dagens lys, hersker. Under sådanne forhold har ingen Aakjær lyst til at skrive “Rugens Sange”. Og de få lærker, der er tilbage, overhører de fleste eller kører forbi.
De magiske markfugle – lærker, viber og agerhøns – har det hårdt. Bevares – de er her endnu, men kun som kuede rester af bondelandets sjæl.
I april 1963 gik jeg ad skolevejen til Sct. Ols Kirkeskole i Olsker på en stille og solrig dag. Vi mødte i første klasse klokken 11.00, så det var op ad formiddagen. Der var følfod i grøftekanten og lærkerne lettede overalt og fyldte himlen med sang. Den var så talrig og selvfølgelig, at vi bare glædede os, men egentlig ikke tænkte nærmere over, hvilken usædvanlig fugl, lærken er.
“Skylark”, siger de på engelsk. Og sangen er den mest inciterende, påfaldende og vedvarende i den danske fugleverden: Een lang jubelsang, mens den stiger så højt op i himlen, at den forsvinder i flimmeret, og kun lyden bliver tilbage. Inden den tager fat på sangen og forsvinder op i det blå, flagrer den lydløst og lavt over landskabet på bløde flagermusvinger.
Her den så. Påskesøndag i sol – lærken, som ethvert barn bør kende, og som burde være Danmarks nationalfugl.
Jeg ved godt, vi ikke skal vende tilbage til fortiden. Men lad os kæmpe for en fremtid med mere plads til poesien på landet. Det er der musik i.
Kejserkåbe. En højt specialiseret sommerfugl. Den biver aldrig og har aldrig været en nøgleart. Og hvis den forsvandt, ville økosystemet næsten ikke ændre sig. Men arten vækker glæde hos mange mennesker – også selv om den ikke kan bruges til noget direkte nyttigt. (Foto: Michael Stoltze).
Mangfoldigheden af liv – biodiversiteten – er mindst fem gange i Jordens historie blevet ramt af global masseuddøen, hvor mere end halvdelen af alle arter forsvandt på kort tid.
Livet klarede sig gennem alle fem kriser. Den sidste krise skyldtes en kæmpemeteor, der ramte Yucatanhalvøen for 65 millioner år siden. Nedslaget formørkede atmosfæren, udløste global vinter og sendte monstertsunamier ind over land og helt op i bjerghøjde på hele Jorden. Det blev dødsstødet for de fleste arter, blandt andet for de store dinosaurer. Men pattedyrene klarede sig og udviklede sig i mange retninger til et utal af arter efter katastrofen. En af arterne blev til Homo sapiens – mennesket.
Nu har mennesket erobret Jorden, og vi har fået evne til at herske over alt liv. Og vi er blevet så mange, at vi er begyndt at fortrænge mangfoldigheden. Den 6. masseuddøen er begyndt. For første gang i Jordens historie er vi på vej mod en biodiversitetskrise, som skyldes én art: Mennesket.
Efter erkendelsen af biodiversitetskrisen og den forventede masseuddøen (der formentlig er startet) er Jordens situation blevet sammenlignet med et flyvende fly, hvor skruerne falder ud én for én. Enhver indser, at det kun går, lige indtil den afgørende skrue falder ud, så flyveren styrter ned. Og alle dør. Det er et let forståeligt billede på et truende økologisk kollaps.
Problemet er bare, at billedet ikke passer på biodiversitetskrisen. Krisen ender ikke i et kollaps. Et meget bedre billede er et palads med alverdens liv i haven og alverdens kunst i salene. Når arterne forsvinder, er det et snigende tab. Paladsets have bliver mere og mere fattigt og kedelig, og kunsten mister sin naturlige inspirationskilde – virkeligheden.
Køer græsser på Skejten og skaber artsrig åben natur. De stammer fra uroksen. De er samme art og har samme funktion. Den vilde urokse var en nøgleart i naturen. Men vi har udryddet den for 400 år siden. Det har forandret skovstrukturen og -naturen i Europa. Men vi kan få skovnaturens struktur og natur igen, hvis vi lader køer leve frit som vilde. Der er oplagte nyttegrunde og økosystemgrunde til at bevare uroksen (i dag: tamkoen). (Foto: Michael Stoltze).
Ud over fortællingen om det truende økologiske kollaps, hævdes det tit, at alle arter er nyttige for mennesket. Det er en sandhed med modifikationer. Alle arter påvirker mere eller mindre sine omgivelser. Og forskere antager, at artsrige økosystemer i teorien er mere robuste overfor ydre påvirkninger end artsfattige økosystemer. Artsrige systemer har så at sige et større arsenal af handlemuligheder for tilpasning når de udsættes for voldsomme påvirkninger udefra.
Selv den mest diskrete og sjældne snudebille kan i teorien også bære rundt på et mirakuløst gen eller naturstof, som vi kan bruge i vores kamp mod kræft eller andre dødelige sygdomme. Sandsynligheden er mikroskopisk, men den eksisterer på samme måde, som den usandsynligt lille sandsynlighed for, at blyanten i min højre hånd vil falde opad, hvis jeg slipper den.
Visse arter har eller har haft enorm betydning for Jordens økosystemer og for stofcirkulation, stoflagring, stoffrigørelse og geologi. De kaldes nøglearter. I kultiden var padderokker, bregner og ulvefod nøglearter. De var kæmpestore og formede gennem millioner af år tørvedannende sumpskove. De samlede CO2, og tørven blev til nutidens stenkul i undergrunden. Det var vigtigt, men for ingenting at regne i forhold til den varme Kridttids kalkalger, der bandt CO2 i langt større omfang som kalk (calciumkarbonat). Næsten al Jordens kulstof er bundet i de op til flere hundrede meter tykke lag af kalksten i undergrunden.
Ved siden af nøglearterne eksisterer millioner af sjældnere og mindre betydningsfulde arter af den simpel grund, at de kan eksistere og har haft held til at udvikle sig og overleve. Hver og en har et større eller mindre potentiale til at blive nøgleart, men langt de fleste er så specialiserede, at muligheden nærmer sig 0.
Forskere har undersøgt et hav af tænkelige sammenhænge i naturens økosystemer, og det viser sig, at de fleste arter kan undværes uden større konsekvenser for livets eller menneskehedens beståen på Jorden. Det er ikke særlig overraskende, da der helt naturligt uddør mange arter hvert eneste år.
Er der så overhovedet gode generelle argumenter for at forsvare livets mangfoldighed på Jorden? Ja! Der er de etiske og æstetiske argumenter tilbage. Jorden bliver kedelig, når mangfoldigheden skrumper. Vi er levende natur, og vi deler udviklingshistorie med alle andre levende organismer på Jorden. De er vore medskabninger, og vi kender stadig kun liv fra vores egen planet. Så ud over, at naturens mangfoldighed er hele kulturens og kunstens fundament og inspirationskilde, har vi har etisk pligt til at passe på alle arter.
Selv om vi løser forureningskrisen og klimakrisen, løser vi ikke nødvendigvis biodiversitetskrisen. Den adskiller sig fra de to andre kriser ved at kræve plads til vild natur.
Summet op er argumenterne for biodiversiteten således, at mangfoldigheden giver maksimalt robuste økosystemer, sikrer arter med potentiel nytteværdi for mennesker, og sidst og ikke mindst beriger menneskelivet på planeten.
De etiske og æstetiske argumenter for Jordens levende mangfoldighed står ikke alene. Men de er et særkende og helt afgørende i kampen for at løse biodiversitetskrisen. Det vil næppe lykkes uden.
Opdateret 1. oktober 2021.
Vibe. En elsket fugl og et symbol på forår og kærlighed. Men uden særlig betydning for økosystemernes funktion. Der er primært etiske og æstetiske grunde til at passe på viben. (Foto: Michael Stoltze).
Dyndpadderokker. I vor tid nok verdens smukkeste padderokke, men uden særlig betydning i økosystemerne. For 290-365 millioner år siden i kultiden var padderokker nøglearter, der trak kul ud af atmosfæren. (Foto: Michael Stoltze).
Læs mere i vores bog Biodiversitet, der er udkommet hos Lindhardt og Ringhof 10. august 2021.
Francisco Sánchez-Bayo, University of Sydney, Australia, og Kris Wyckhuys, China Academy of Agricultural Sciences in Beijing, China, har analyseret en 73 studier over insekterne hyppighed på Jorden og offentliggjort analysen i en artikel i tidsskriftet Biological Conservation.
I en artikel i The Guardian udtaler Francisco Sánchez-Bayo: “If insect species losses cannot be halted, this will have catastrophic consequences for both the planet’s ecosystems and for the survival of mankind. Intensive agriculture is the main driver of the declines, particularly the heavy use of pesticides. Urbanisation and climate change are also significant factors.”
Politiken skriver blandt andet:
“Når man taler om truede dyrearter, tænker de fleste på næsehorn, gorillaer eller andre store pattedyr. Men de små dyr, insekterne, er i store problemer — forskere frygter ligefrem, at de vil nærme sig en total udryddelse indenfor årtier. Og det vil skabe uoverskuelige problemer for os. … Et nyt forskningsstudie omtalt i viser, at mere end 40 procent af alle insektarter på verdensplan oplever et fald i bestanden, og at en tredjedel af alle insektarter er decideret truede. Blandt de mest truede insektarter på verdensplan er vårfluer, sommerfugle, biller og bier. Det samlede antal insekter i verden falder med 2,5 procent om året. Forskerne bag studiet advarer om, at insekter vil nærme sig en total udryddelse inden for årtier, hvis udviklingen fortsætter. Det vil ikke kun være fatalt for insekterne, men kan få store konsekvenser for dyr, planter og mennesker, fordi insekter spiller en vigtig rolle for hele økosystemet.”
—–
Den dokumenterede tilbagegang er alarmerende og kalder på handling. Den kalder på, at vi afsætter plads til naturen og dens mangfoldighed på Jorden. Vi kan ikke på nogen måde være bekendt at efterlade i jordklode til vore efterkommere, som er fattigere på liv end den, vi overtog.
Når det er slået fast, har analysen og artiklen i The Guadian desværre medført et sandt hysteri i medier, sociale medier og blandt helt almindelige mennesker uden særligt indblik i insekter, biodiversitet og økosystemer og menneskehedens afhængighed af dem. Dommedagsbasunerne gjalder. Hysteriet er udløst af den udbredte (usande) myte om, at “enhver art har afgørende betydning for økosystemernes og menneskehedens beståen” og en higen efter dommedag og udskamning af Homo sapiens som den store synder.
Men økosystemerne er ikke ved at kollapse, og menneskeheden er ikke ved at gå under. Formentlig har over 99 % af alle arter på jorden hverken nogen særlig betydning for menneskers fysiske overlevelse eller for økosystemernes funktion. Naturen er robust og tilpasningsdygtig, og så længe der er fotosyntese og nedbrydning, vil der være liv og velfungerende økologiske kredsløb med det nuværende klima på Jorden. Enhver kan lave et overbevisende forsøg ved at lukke planter og dyr og fem liter vand inde i en ti liter vinballon og stille den i et lyst vindue. Så vil der opstå et stabilt økosystem.
Sommerfuglene er et godt eksempel. Vi elsker dem. Jeg elsker dem og vil ikke undvære dem. Jeg har brugt mit halve liv på at studere dem. Men ikke én eneste af Jordens omkring 20.000 kendte arter af dagsommerfugle betyder noget for menneskehedens fysiske overlevelse, og ikke én eneste af dem betyder noget videre for økosystemernes funktion.
Sommerfuglene er her, fordi de, ligesom vi, har været heldige og har udviklet sig og overlevet. De er vore medskabninger, og vi har et fælles ophav tilbage i tidernes morgen. Præcis det kan man også sige om f.eks. verdens 25.000 arter af orkideer og et hav af andre vidunderlige skabninger.
Sådan er det med størstedelen af insekterne. Kun nogle få hundrede af de over én million hidtil beskrevne arter gør direkte nytte. Langt flere gør skade. Og endnu flere (resten) gør hverken nytte eller skade.
Vi er snart 8 milliarder mennesker på Jorden. Det er langt ud over Jordens naturlige bæreevne. Vi ville slet ikke kunne være så mange, hvis vi fortsat var jægere og samlere. Så vi dyrker jorden og holder husdyr. Og for at brødføde os selv har vi fortrængt de vilde dyr og planter. Biomassen af store, vilde landpattedyr (altså tamdyr og mennesket fraregnet) er i dag globalt under 10 % af, hvad den var for 200 år siden. Og insekterne følger tendensen. Det er ikke spor overraskende. Insekter æder nemlig vore afgrøder, så vi sprøjter dem væk på markerne. Massivt. For at få mad nok til os selv og vores husdyr.
Manglen på insekter fører til færre insektædende dyr og til ændringer i økosystemerne. Men den fører hverken til økosystemkollaps eller problemer for menneskets overlevelse.
Problemet med tilbagegangen er ikke, at økosystemerne eller menneskeheden kollapser. Problemet er alene, at Jorden bliver uendelig kedelig og ensformig, hvis udviklingen fortsætter uden, at vi tager ansvar for arterne og kæmper for, at der bliver plads til dem også, og ikke bare os selv og de få arter, vi rent fysisk og økosystemfunktionelt har brug for.
Jorden er overbefolket, og vi bliver nødt leve bæredygtigt og på længere sigt bliver færre, hvis Jordens fest af forskelligartet liv skal fortsætte.
Ikke fordi, den er nødvendig for vores overlevelse, men fordi den er en fest.
Lad os kæmpe for at festen kan fortsætte og overlade havene, søerne, vandløbene og mindst halvdelen af landjordens areal af forskellige økosystemer til den vilde natur og dens overdådighed af arter. Det er vores ansvar, og det kan godt lad sig gøre.
Lige siden den første dag, jeg kan huske noget fra, har mødet med den vilde natur været det, der har vakt min største glæde.
Jeg er født og opvokset på landet i sprækkedalen Kampeløkke Ådal på Nordbornholm. Dalen er fire kilometer lang og strækker sig fra Blåholtsgård nær Allinge til landskabet nordøst for Danmarks højest beliggende kirke, Ruts Kirke.
Mine forældre mødte hinanden på Kunstakademiet i København og besluttede som mange kunstnere dengang at flytte på landet for at gøre karriere. Naturen er det fundamentale grundstof for kunst og kultur, og derfor fandt de huset i dalen. De flyttede dertil i 1954 – året før jeg blev født.
Stedet blev rammen om deres liv de næste 57 år og rammen om de første 20 år af mit liv. Og deres valg af bosted var min bedste dåbsgave.
Det var eventyrlige omgivelser med vejrdrama for fuld musik. Mod vest rejste dalsiden sig stejlt, og der var skov, lyng, enebær, klipper og vældige vandreblokke spredt i landskabet ovenfor huset. Stenene, som istiden havde efterladt i de klipperige højdedrag dér, var så rigelige, gigantiske og særprægede, at de talte til fantasien, og vi gav de største navne som Elefantstenen, Kæmpestenen, Rutsjestenen og Tvillingestenene. Der var små, gamle stenbrud, og et sted med runde, isskurede klipper, hvorfra der var en vidunderlig udsigt mod øst, og den høje og smukke rundkirke Ols Kirke tonede frem på sin bakke i det fjerne mod sydøst. I dalbunden var Kampløkke Å fuld af mærkelige vanddyr. Bag havegærdet var der en livlig, brusende skovbæk, der tørrede ud om sommeren. Og en kilometer mod sydvest i skoven lå en stor, ren og idyllisk skovsø, Hestehaven, hvor vi lærte at ro og fiske. I den brede dalsænkning og på sletten øst for dalen var der marker og enge, og der var kun få kilometer til klippekysterne, Slotslyngen, Hammershus og Hammerknuden.
Om vinteren lå huset eksponeret for den kolde vind, da dalen åbnede sig som en stor tragt mod nordøst. Så vi havde mange, gevaldige snestorme, hvor sneen lagde sig i bjerge mellem asketræerne på dalens østskråninger, og huset druknede i driver. Men om sommeren var den store have i skovbrynet med sten, kilder og klipper et rent paradis, hvor morgensolen bagte, og der var læ for vestenvinden.
Her lærte jeg nærmest alt om naturen. Jeg gik på opdagelse næsten hver dag og havde uendelig glæde ved at finde dyr og planter af enhver slags. Og mine forældre, venner og lærere i skolen hjalp mig ustandseligt med at sætte navn på det, jeg fandt. Det var af stor betydning. Når de fik navn, blev medskabningerne sjælevenner for resten af livet.
Siden førte min nysgerrighed, som jeg delte med mine forældre, til, at jeg fik kontakt til Bornholms legendariske naturhistoriker, lektor Arne Larsen. Larsen var meget gammel, led af sklerose og gik med krykker gennem haven. Men han lyste af begejstring og venlighed. Og da han så en sjælden plante i haven, slap han krykkerne og faldt. Vi blev forskrækkede, men hans kone var rolig og sagde, at sådan gjorde han altid, når han ville se naturen nærmere an i jordhøjde. Det var et kontrolleret fald, og nu sad han glad i græsset og så tilfreds på min mors lille, fine ensian. Lidt efter hjalp hans kone ham op. Larsen skrev meget og godt. Blandt andet en næsten poetisk bog om Læsåen, som på Sydbornholm gennemløber en geologisk tidsserie af lag på over 1500 millioner år. Både fortidens trilobitter og nutidens rimter og bæklampretter myldrede lyslevende ud af bogens sider. Jeg sled den bog i laser og drømte om at finde forsteningen af den perfekte Paradoxides – den store trilobit, der prydede bogens forside.
Siden fik jeg andre lærermestre: Grete Juul-Nielsen i Rønne vidste en masse om botanik, vores læge Carsten Kromann var sommerfuglesamler og åbnede porten til natsværmernes univers, og siden blev cikadespecialisten, brevdueavleren og den begejstrede naturhistoriker Lars Trolle mit store idol.
I dag har mit liv som biolog, forsker og naturforkæmper ført mig frem til min nuværende rolle som fuldtids forfatter og formidler. Fortællingen er krumtappen i det hele. Fortællingen med alle midler er opgaven – hverken mere eller mindre, og fortællingernes kilde er uudtømmelig, fordi emnerne er så vide, og fordi måderne at fortælle på ingen ende har.
Jeg er overbevist om, at glæden ved naturen er medfødt. Når vi er nyfødte, er det mors varme og bryst, der er den livgivende glæde, og siden er det hele den nære verden, som vi ganske naturligt indtager med alle sanser. Man fristes til at omskrive Bibelens ord til: “…den, der ikke modtager naturen ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i den”.
Vi mærker verden med alle sanser, og det gør os glade – eller skræmmer os, så vi kan passe på. Det er sådan set uhyre banalt. Og nogen gange er det godt, at forskningen kan eftervise selv det mest basale i verden. For eksempel, at vi har det godt, når alle vores sanser bombarderes med behagelige påvirkninger. Sådan er det jo, og sådan har det altid været – også blandt små børn, for hvem det er ren fryd at trampe i vandpytter, træde is itu, vælte rundt i efterårets blade, plukke skovjordbær eller sende en mariehøne op imod himlen. Børneforskeren Kim Rasmussen fra RUC stak som led i et projekt en flok børnehavebørn i Roskilde kameraer i hånden og bad dem fotografere det, der gjorde dem mest glade. Og sandelig: Det var blomster, buske, træer og dyr – naturen og alt det grønne, de tog billeder af.
Naturglæde er den lykkefølelse, der rammer os, når vi indtager naturen med alle sanser og nærmest glemmer os selv. Ubevidst tror jeg, det er lykken ved at høre til på Jorden og høre sammen med alle vore medskabninger, vi intuitivt oplever. Naturglæden er i sin urform lige så berusende som forelskelsen. Den hører bestemt ikke kun til barndommen, det er bare i den tidlige barndom, den er usvækket, ukrukket og altid oprigtig. Og hvis man er heldig og gør sig umage, varer den ved og gør tilværelsen rig fra start til slut.
Vi er født med stærke sanser, og de er allerstærkest og former os, når vi er ganske små og verden er ny og forunderlig. Skovjordbærrene findes, mariehønen findes, bladene findes, alt muligt findes og gør os glade når vi ser, hører, føler, lugter og smager det, og kalder det ved navn.
Som fortæller oplever jeg gang på gang, at mennesker i alle aldre bliver grebet af de sanselige småting, hvad enten det er syn, lyde, lugt, smag eller noget føleligt, og især bliver lykkelige og bevæget over det, der bringer erindringer frem om den tidligste barndom. Vi bliver løftet af at genopleve de flygtige strejf af sanseindtryk, der har lejret sig et sted dybt inde i den første bevidsthed, vi bærer med os.
Der ligger i tiden et konstant budskab om, at viden og videnskab bærer og udvikler. Det er godt. Men det er den umiddelbare glæde, forundringen og fantasien, der gør verden uendelig stor og fortryllende. Den fantasi, der altid blomstrer i et barnesind, og som man kan vælge at lade blomstre og gro videre hele livet.
Det er sanserne, der tænder det hele. De er medfødte, og vi har fået dem for at bruge dem.
—
Bragt første gang i Naturvejlederforeningens blad Naturvejleder 2018 nr. 4, der kan hentes frit her
Kejserkåbehan på kærtidsel. (Foto: Michael Stoltze).
Kejserkåben er en guddommelig skønhed i skoven.
Det er den største af de 11 arter af perlemorsommerfugle, der er fundet Danmark.
Med et vingefang på 7 centimeter er der i hele Europa kun én, der overgår den lidt i størrelse: Den kraftige kardinal (Pandoriana pandora), som er almindelig i landene omkring Middelhavet.
Kejsekåbehun i agertidsel i haven på Koldekilde i Almindingen på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).
Kejserkåben er fuld af overraskelser. Den har en af sommerfugleverdenens smukkeste parringsdanse, og hunnen optræder i en eventyrlig, grønskinnende variant. Flyvvetiden er højsommeren, når det er varmest – som regel fra først i juli til først i august. Efter en markant tilbagegang i det 20. århundrede glæder den os for tiden ved at brede sig og blive mere talrig igen i store dele af Danmark. Her kan man se de flotte, orange sommerfugle i skove, hvor de især flokkes om brombærblomster og kærtidsler. Her er en fin kejserkåbehan, der søger nektar på brombærblomster i “Sommerfugledalen” lidt sydøst for Hammerfyret på Bornholm. Dér plejer at være rigtig mange kejserkåber, hvide admiraler, blåhaler og andre fine sommerfugle i juli.
Kejserkåbens parringsdans finder sted i skovlysninger på stille, varme og solrige dage. Den er fortryllende. Den friske, ubefrugtede hun starter ballet ved at krydse ind over lysningen i lavt tempo i lige flugt i mellem en og to meters højde. Her bliver hun hurtigt opdaget af en han, som flyver hen til hende og efter hende, mens hun fortsætter med at flyve frem og tilbage i lysningen som en billardkugle, der bliver ved med at returnere fra banderne. Kort efter flyver han ned under hende bagfra og derefter stejlt op foran hende, hvorefter han staller i luften og sitrer voldsomt med vingerne i det øjeblik, hun passerer forbi under ham. Derefter daler han ned bag hende, flyver frem under hende, stiger stejlt op, staller, sitrer, daler ned, flyver frem, stiger stejlt op, staller osv. igen og igen. Denne luftballet, hvor han cykler rundt om hende, mens hun flyver lige ud frem og tilbage gennem lysningen, kan stå på i mange minutter og undertiden helt op til en time i træk. Det er almindeligt at se, og i gode skove med mange kejsekåber og mange lysninger, kan hver eneste lysning være besat af de kejserlige balletdansere på de rigtige dage.
Under dansen afgiver hannen et afrodisiakum (elskovsmiddel), som er afgørende for hans ægteskabelige succes. Stoffet findes i de sorte, penselformede skæl, duftskæl, som man ser som hårede striber på hans forvinger. De sidder ret løst, og når han sitrer med vingerne over hunnen i parringsflugten, daler de duftende skæl ned på hende. Det påvirker hende til sidst, så hun flyver op i løvhanget på et træ og lader sig besvangre af sin bejler. Parringen kan tage flere timer, og undertiden søger det sammenkoblede par til blomster under akten. Det er hannen, der bærer hunnen i flugten; men det er hårdt, og han flyver kun korte strækninger med hende.
Kejserkåber i parringsdans over vej. (Foto: Michael Stoltze).
Efter parringen lægger hunnen æg på steder med mange vilde violer. Æggene lægges ikke direkte på planterne, men mest på træstammer og grene. Hvis man står stille i skoven et sted med æglæggende kejserkåber, tager de ofte fejl og lægger æg på menneskers tøj – bukseben eller frakker. Her er der en kejserkåbe, der lægger på min sweater.
Kejserkåben og dens liv var inspiration til “Som en sommerfugl”, som jeg skrev Kyndelmisse 2019:
SOM EN SOMMERFUGL
En ganske spinkel spire i et æg,
en simpel lille larve spærret inde,
brød ud igennem æggeskallens væg
en sommerdag i sol og varme vinde.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.
Nu ser jeg larven på den lune jord
hvor blomster vælder frem i solens stråler,
et barn af universets perlemor,
violer er det eneste, den tåler.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.
Jeg tror, den drømmer om en silkedragt
betalt af bløde blade fra violen,
og om at være med til sidste akt
klædt ud som brud i sommerfuglekjolen.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.
Som mæt og voksen skifter larven sind,
bereder sig til næste store handling.
Den klæder sig i puppens stive skind.
Jeg tænker mig, den håber på forvandling.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.
Befriet fra den trange puppehud
er tiden til at blæse på fornuften.
Jeg ser de fire vinger flyve ud
til krig og kamp og kærlighed i luften.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.
Copyright: Michael Stoltze, 2019
Hør og se sangen opført af Ad Hoc Koret her. Her er noderne:
Noder til “Som en sommerfugl”.
Skråning med bar jord og mange vilde violer. Fint levested for kejserkåbelarver. (Foto: Michael Stoltze).
Ægget, der er gult og omkring én mm i diameter, klækker efter et par uger. Larven æder sin æggeskal, men intet andet, før den spinder et lille silkelagen, som den sætter sig til overvintring på. Om foråret kravler den spæde larve, der blot er to mm lang, ned til skovbunden, hvor den finder og æder violplanter med glubende appetit. Larven er brungylden og tornet og bliver cirka fem centimeter lang. Den er meget svær at finde. Den er udvokset i juni, hvorefter den forpupper sig i vegetationen og bliver til en strålende ny kejsekåbe efter to-tre uger som puppe.
Hunnen mangler striber på forvingerne og er ikke så stærkt orange som hannen – mere okkerorange med store, sorte pletter. Men derudover findes en fåtallig og meget påfaldende farvevariant af hunnen: Den mørke, grønne kejserkåbe. Den ser gråsort ud i flugten, men når den sætter sig, kan man se hvor speciel og smuk, den er: Sortgrå med lys strågul bundfarve og et vidunderligt, mørkegrønt metalskær. I de fleste bestande tilhører omkring 10 % af kejserkåbehunnerne denne grønne form.
Kejserkåber. Hun øverst og han nederst. (Foto: Michael Stoltze).
Kejserkåber i parring. De er glade for at sidde på hånden, hvor de drikker salt sved med deres snabler.(Foto: Michael Stoltze).
Kejserkåbeæg på sweater. De er omkring én mm i diameter. (Foto: Michael Stoltze).
Grøn kejserkåbe fra “Sommerfugledalen” på Hammerknuden. (Foto: Michael Stoltze).
Kejserkåber elsker lindeblomster. (Foto: Michael Stoltze).
Kejserkåbe. Forfra på brombærblomst. (Foto: Michael Stoltze).
Kort efter nytår for 10 år siden døde digteren Inger Christensen.
For digtningen var hun næsten, hvad Bach var for tonekunsten. Hvor Bach virtuost byggede sine katedraler af klange ud fra matematikken i musikken, mestrede Inger Christensen at bygge paladser af poesi op af ordenes natur og naturens ord. Det gjorde hun nærmest mirakuløst, da hun barslede med “Sommerfugledalen” i 1991. Det monumentale digt blev det nærmeste, hun kom et folkeligt gennembrud.
Sommerfugledalen handler om hele eksistensen, som hun berører og behandler og løfter op med sommerfuglenes liv, natur og navne som grundstof. Jeg fik digtet med blødt, violet omsalg fra Brøndums Forlag som gave af mine forældre, dengang min bog om danske dagsommerfugle udkom. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg siden har læst det. Men jeg ved, jeg kommer til at læse det igen og igen så længe, jeg kan. Det folder sig ud og knytter alting sammen. Hver gang på en nye måde.
Kort efter Inger Christensens død fik jeg en sælsom hilsen fra hende. Det blev iskoldt vintervejr, og vi besøgte nogle venner på landet på Sydsjælland. Det var en smuk, vindstille dag med sne og solskin og hård frost. Vi gik over en stubmark. Jorden var stenhård af frosten under det tynde lag sne, og efter et par hundrede meter kom vi hen til en stor, lukket jættestue. Vi var forberedte og havde en lygte med, og vi var næppe kommet indenfor, før vi hørte en hvislende, hvæsende lyd flere steder oppe fra de store sten i loftet.
Det var påfugleøjer. De sad der i snesevis og ventede på foråret, og de havde ikke regnet med at få besøg midt i det hele. Men nu kom vi trampende, og de reagerede på vores bevægelser, ånde og lyset. Selv om de var kolde, tog de ligesom tilløb og slog pludselig vingerne helt ud og åbenbarede deres store, farvestrålende øjenpletter i et splitsekund. Og hver gang, de gjorde det, udsendte de den hviskende, hvæsende lyd.
Biologer har undersøgt adfærden og fundet ud af, at insektædere som flagermus og spidsmus, for hvem en fed påfugleøje kunne være et solidt vintermåltid, bliver skæmt af lyden. Den fremkommer ved, at sommerfuglen gnider vingerne mod hinanden, så en masse stive hår på bagvingerne anslår forvingernes membraner, der virker som højtalere. Hvislelyden virker også på mennesker. Jeg hørte den engang, da jeg stak hånden ind i en hult træ. Instinktivt trak jeg armen til mig.
Mens de fleste sommerfugle kun lever et par uger som voksne, hører påfugleøjen med til en lille eksklusiv gruppe, der kan leve i næsten et helt år. I vinterhalvåret går den i dvale i huler, uopvarmede rum, hule træer eller brændestabler.
Om foråret lægger den æg på brændenælder – den vigtigste plante for dagsommerfugle i Danmark. Admiral, nældens takvinge, nældesommerfugl og det hvide C er også brændenældespisere som larver. Så hvis man holder af sommerfugle (hvem gør ikke det?), er det godt at have brændenælder i haven på steder, de ikke generer.
Linné gav den det latinske navn Papilio io. Slægtsnavnet Papilio angiver blot, at der er tale om en sommerfugl, mens io hentyder til Io, der var den jordiske datter af kong Inachus af Argos i Grækenland. Prinsessen var en af Zeus’ elskerinder. Men da Zeus kone Hera opdagede det, forvandlede hun Io til en kvie, som blev bevogtet af det mangeøjede uhyre, Argus, som skulle holde Zeus væk. Først da Zeus med hjælp fra Hermes fik dræbt Argus, blev Io befriet. Siden blev hun forvandlet til menneske igen og fødte både en søn og en datter med Zeus.
Det er myter og fortællinger, og ingen ved, om Io virkelig fandtes engang i Argos.
Men påfugleøjen findes. Den sidder stille vinterens hule. Og den hvisker og ser dig an fra sommerfuglevingen, hvis du vover dig for nær.
Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 10. januar 2019 under overskriften “Påfugleøjen sidder stille i vinterens hule”
Påfugleøje i vinterdvale. (Foto: Michael Stoltze).
Påfugleøjen blev forstyrret i en brændestak, slog vingerne ud og førte forvingerne fremad over de stivhårede bagvinger, så der fremkom et lille hvæs. (Foto: Michael Stoltze).
Øjet på forvingen. Sommerfuglenes mønstre er dannet af små skæl, der ligner mosaikker. Skællene er i virkeligheden omdannede hår. (Foto: Michael Stoltze).
DTU’s forskningscenter på Lindholm lukker og bliver gjort helt smittefri i 2019.
Derefter skal øen ifølge Finansloven for 2019 indrettes til udrejsecenter for ca. 100 udviste tidligere kriminelle m.m. Det koster ca. 3/4 milliard kr. over fire år. Beslutningen bliver kraftigt kritiseret på grund af prisen og den utilslørede symbolpolitik, der ligger i at anbringe de uønskede personer på den svært tilgængelige krematorieø, hvor der har været forsket i farlige og smitsomme husdyrsygdomme.
Så her er et alternativt forslag: Spar halvdelen af pengene og brug resten til dels at løse det jyske udrejsecenters plads- og sikkerhedsproblemer og dels at gøre Lindholm til natureservat. Lad naturen råde, og lad dyr og planter rykke ind. Indret eventuelt et fugletårn i nærheden af øen, som sejlende kan besøge for at se nærmere på Lindholms forandring og den vilde naturs indtog. Denne grønne løsning vil kunne blive et hit. Og øen vil blive et symbol på frihed. Fra dårlig til god symbolik.
Udsendelser og nyheder i alle medier strømmer over med råd om bæredygtig livsstil, genbrug, cirkulær økonomi, vegetarisme, klimavenlighed og grøn omstilling. Hver dag. Det er voldsomt. Og mange vil gerne gøre noget for at løse de to meget store nye problemer, som vi og resten af verden står overfor i forureningskrisens kølvand: Klimakrisen og biodiversitetskrisen.
Mens den klassiske forureningskrise (spildevand og røg og ukritisk brug af farlige kemikalier i industrien) fra sidste halvdel af det 20. århundrede stort set er afværget ved en massiv, international indsats, er vi kun lige begyndt at håndtere de to nye kriser.
Mange er rådvilde, bange eller pessimister. Ligesom dengang i 1960’erne, hvor rovfuglene døde, Carson chokerede verden med “Silent Spring”, døde fisk vendte de hvide buge i vejret i åerne, og syreregnen begyndte.
Min generation voksede op i en tid, hvor forureningens kulsorte, truende skyer tårnede sig uhyggeligt op i horisonten. Det var faretruende. Men lig på bordet førte til handling. Landene oprettede miljøministerier. Spildevand og røg blev renset. Der blev indført smart miljøteknologi. Farlige stoffer blev forbudt. Der kom lovgivning og regler. Der blev indgået internationale og globale miljøaftaler. Den norske statsminister Gro Harlem Brundtland førte bæredygtighedsprincipperne i mål i FN i 1987. Og en enig verden besluttede efter topmødet i Rio i 1992, at al udvikling skal bygge på principperne om bæredygtighedens tre ben – hensynet til miljø, økonomi og sociale forhold. Vores velfærd, tryghed og frihed nu og i fremtiden er betinget af en god balance mellem principperne.
Der er konstant nogen, der misbruger bæredygtighedsprincipperne. De forstår dem dårligt eller misbruger dem bevidst og skaber uro og ubalance ved at lægge hovedvægt eller al vægt på enten økonomi, miljø eller det sociale.
De angreb skal man nedkæmpe. Bæredygtighedsprincipperne er det nødvendige grundlag for, at vi kan gå en nogenlunde tryg fremtid i møde. De er også forudsætning for, at vi kan håndtere de to nye, globale kriser.
Vi ved faktisk, hvad vi skal gøre for at løse kriserne, og vi har redskaberne. Men omstillingerne er dyre og langsommelige, og der er mange faldgruber. Vi træffer let uheldige valg på baggrund af populisme og myter i stedet for konkret viden.
Der er for eksempel ikke belæg for, at køb af økologiske fødevarer er bedre for klima og natur end køb af ikke økologiske fødevarer. Genbrug af plast er et andet eksempel. Det er symbolpolitik, der er ret ligegyldig i det store regnskab. Det er klart vigtig at få stoppet spredning af svært nedbrydelig plast i naturen. Men det er kun omkring én procent af olien, der bruges til plast, og moderne plast kan uden forureningsproblemer brændes, så den giver god energi i kraftvarmeværker. Det giver naturligvis et lille bidrag til den samlede udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Selv hvis al plast blev brændt, ville udledningen af CO2 fra plast dog være under én procent af CO2-udledningen fra fossile brændstoffer, og den forsvinder, når bioplast tager over. Bioplast er lavet af biomasse og kan fremstilles CO2-neutralt. Teknologien er udviklet.
Det vigtigste er, at vi satser på produktion, genbrug og affaldshåndtering efter bæredygtige principper. Og her er der masser af ny viden og teknologi, som kan løse kriserne.
Effektiv fødevareproduktion på de dyrkede arealer, CO2 neutral cementfremstilling, en halvering af det globale antal af flyrejser, en halvering af det globale kødforbrug, en forøgelse af den globale vedmasse med et par promille årligt og fortsat omstilling til vedvarende energikilder er nogle af de centrale handlinger, der kan løse både klimakrisen og biodiversitetskrisen. Hvis vi effektiviserer jordbruget og samlet indtager halvdelen af den mængde kød, vi globalt indtager i dag, vil Jorden kunne brødføde 10-11 milliarder menneske på et dyrket areal, der er mindst 30 % mindre end det, der dyrkes i dag. Det giver mere plads til skov og vild natur – den plads, der er nødvendig for, at biodiversiteten – alle vore levende medskabninger på Jorden – kan klare sig. Og mere skov og vild natur binder CO2.
Der er nok at tage fat på, og vi ved, at det kan lade sig gøre. Vores fremtid kan blive tryg og god og rig og fri, hvis vi træffer de rigtige valg. Det er grundlæggende, hvad al politik handler om.
Indtil videre er der bare ikke sket noget afgørende for at løse de to kriser. Den globale udledning af CO2 fra fossile brændstoffer forventes i 2018 at stige med 2,7 % i forhold til i 2017 til det højeste niveau nogensinde. Og Jordens areal med vild natur og plads til biodiversiteten rasler stadig ned. Navnlig i troperne, hvor de mest artsrige økosystemer findes.
Det ser kort sagt sort ud. Er der slet ikke håb?
Jo. Vi har løsningerne, og nu begynder de unge generationer – dem, der for alvor risikerer at få kriserne ind på livet, hvis der ikke handles – at træde i karaktér. I USA trodser de unge Trump og de gamle, der ikke har forstået et klap af de kriser, der truer vores velfærd. De har sat skub i bevægelsen “Green New Deal”. Bevægelsen er for alvor ved at få tag i de unge. Den er en spire med potentiale til at blive et stort og livskraftigt træ.
Efter Anders Fogh Rasmussens angreb på miljøpolitikken i almindelighed og på Svend Auken i særdeleshed i 2001, skiftede han kulør og begyndte til manges overraskelse at tale om “grøn revolution” efter besøget hos Georg Bush i 2006. Men det var mest snak. Revolution er et dårligt ord, når det er nye grønne aftaler og en lang, stabil og tryghedsskabende grøn politik, der skal til.
Senest 18. juni 2019, skal der være folketingsvalg i Danmark
Som sagerne står nu, har ingen partier en overordnet grøn profil. Ingen! Jeg savner et parti med en langsigtet, bæredygtig og sammenhængende vision for Danmark. Et parti, der tager ansvar og for alvor forsøger at løse de to miljøkriser.
Hvorfor er ingen partier grønne? Hvorfor griber for eksempel Socialdemokraterne eller Det Konservative Folkeparti ikke den dagsorden? Eller Venstre for den sags skyld?
Tågen samler sig til byger af dråber i træerne. (Foto: Michael Stoltze).
I den engelsktalende verden findes udtrykket “occult precipitation”.
Udtrykket dækker over det fænomen, at det regner eller sner under træerne, men ikke i åbne områder. Det lyder mærkeligt, men er slet ikke så mystisk, som ordet okkult antyder.
Den skjulte nedbør falder i tæt tåge, hvor de mikroskopiske tågedråber sætter sig på grene og blade, hvor de løber sammen til dråber. Dråberne bliver til sidst så store og tunge, at de slipper og falder mod jorden. Det regner under træerne.
I frostvej bliver tågen til rimtåge, hvor tågedråberne er underafkølet, så de bliver til rim i samme øjeblik, de støder ind i grene, blade eller andet. Rimen kan undertiden vokse meget hurtigt og blive så tung, at den begynder at drysse mod jorden. Det sner under træerne
Det er det, der på engelsk hedder “occult precipitation”, og som på dansk kan kaldes skjult nedbør.
Skjult nedbør har stor betydning i bakker og bjerge, der når op i skyerne – især på øer i havet, hvor skyernes basis tit ligger lavt. Særlig velkendt er forholdene på De Kanariske Øer og Madeira. På De Kanariske Øer findes ligefrem en art fyrretræ, der har specialiseret sig i at frembringe skjult regn. Den kanariske fyr har meget lange nåle, som er supergode til at fange tågedråber. Så gode, at træerne ikke bare vander sig selv, men også bidrager til at fylde vandløbene til gavn for kunstvandingen i det intensive gartneri ved kysten. Læs mere her om skjult nedbør.
Betydningen af fænomenet i Danmark er dårligt undersøgt, men navnlig i højtliggende skove på øer og nær kysten falder der tit store mængder skjult nedbør. På Bornholm ligger de højeste dele af Almindingen i vinterhalvåret meget ofte oppe i skyerne, da skybasis i reglen ligger i omkring 110 meters højde. Når man kører fra Rønne til Almindingen, kommer man tit op i skyerne. Ved Jomfrubjerget midt i Almindingen kan man tit høre den skjulte regn falde tungt fra træerne. Her kan du se og høre en video med skjult nedbør.
På vej op i skyerne i Almindingen. (Foto: Michael Stoltze).
Udsigt fra Jomfrubjerget over Åremyr i Almindingen på Bornholm. Skoven er indhyldet i skyer, og der falder skjult regn gra træerne. (Foto: Michael Stoltze).
Der står en ravn i vinduet i driftsbygningen her, hvor jeg bor i Almindingen.
Den ser venlig ud. Den store, sorte fugl har stået så længe på sin plads, at den har mistet lidt af sin mørke værdighed på den side, der vender mod lyset. Den er bleget. Alligevel er den med sit blik, næb og stride næsehår stadig lige så aristokratisk og udtryksfuld, som det hører sig til for en ravn.
Ravnen i vinduet er ikke en hvilken som helst udstoppet fugl. Den var engang Bornholms eneste ravn. Den var mageløs og holdt i flere år til i Almindingen. Min ven Finn Hansen, “Faulafinn”, skrev 12. oktober 1967 i sin dagbog: “16.15-17.15, vest, halvskyet, 16 grader, diset. Bastemose: Dompap: 1. Vindrosler: 5. Grønsisken: 35. Ravn: 1 (fløj mod natkvarter). St. tornskade: 1 syngende. Ænder sp.: 2).”
Faulafinn var nok den sidste, der så ravnen i live. Fem dage senere ramte en forrygende orkan Bornholm. Almindingen blev raseret, træer i titusindvis knækkede og blev revet op med rode, og de lå dagen efter og spærrede vejene gennem skoven. Skovfoged Karl Hansen og hans folk på Koldekilde knoklede fra morgen til aften, og på et tidspunkt kom to skovarbejdere til vejene ved ledvogterhuset Ravnebrohus i den nordvestlige del skoven. Det var her, Almindingens kragefugle inklusive den enlige ravn plejede at samle sig for at overnatte. Og her fandt de den så. Ravnen. Stendød under et træ. Dræbt af orkanen.
De to skovarbejdere vidste, hvad de havde med at gøre, og bragte den store, sagnomspundne fugl til skovfogeden på Koldekilde. Han sørgede for, at den blev udstoppet, og siden har den haft sin faste plads i vinduet i Jagtstuen.
Rygtet om ravnens død spredte sig hurtigt og blev kendt på øen. Det var svært ikke at se symbolikken. Stormen krævede et dødsoffer, da en landmand blev ramt af det flyvende tag fra gårdens stuehus. Flere gårde blev jævnet med jorden, og næsten ingen gårde slap uden skader.
I vore dage er ravnen fredet, og ingen vover at gøre dem fortræd. Derfor yngler der i dag mere end 50 par ravne alene i Almindingen og over 200 par på Bornholm. Men for 50 år siden var her ingen. De havde været betragtet som skadelige ulykkesfugle og var blevet skudt væk. Der var kun enkelte par tilbage i Danmark i 1960’erne. De holdt mest til i Sønderjylland. Først da forfølgelsen stoppede i løbet af 1970’erne, begyndte ravnene at brede sig. Og nu yngler der nok omkring 2.000 par ravne spredt i hele Danmark. Bornholm er et af de steder, der er flest, og man ser og hører dem ofte, når man færdes i øens skove.
Med deres flugt over skoven og klipperne – ofte parvis – fremkalder de billeder af fortid og dem, der var engang. Deres årvågenhed fuldender sammen med deres dybe, hæse “grok-grok-grok”, sære snakken i træerne og kulsorte farve billedet af en magisk dødsfugl. De kan noget, de ravne. I den nordiske mytologi havde Odin ravnene Hugin og Munin, som hver dag fløj ud og registrerede alt, hvad der skete i verden, og rapporterede tilbage. Og før Dannebrog havde vi en ravn på flaget.
Den gamle ravn fra stormen kan ikke så meget andet end at minde om det drama, der ramte Bornholm i 1967. Den levende ravn kan en masse. Den inspirerede Edgar Allan Poe til det verdenskendte digt “The Raven”, hvor en ravn ved døren i natten forstærker sorgens blanding af kærlighed og vemod hos fortælleren, som har mistet sin elskede – Lenore.
Døden er uigenkaldelig. Den er et vilkår, understreger ravnen, når den sort som natten flyver rundt om dagen som levende bevis på, at intet eksisterer uden dets modsætning.
Offeret fra stormen står i sit dødsrige i vinduet og holder øje med livet derude. Den var været vidne til, at Almindingen har rejst sig igen efter stormen og er blevet et eldorado for ravne.
Den gamle fugl har grund til at se tilfreds ud.
—-
Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 15. november 2018.
Skovfoged Karl Hansen (t.v.) og skovrider Bent Engberg beser skaderne i Almindingen efter orkanen 17. oktober 1967. (Foto: Vagn Hansen).
Ravnen i vinduet på Koldekilde. (Foto: Michael Stoltze).
Det er en følge af regeringens aftale fra 2016 om at opdatere den danske naturkanon.
Danmarks første naturkanon blev offentliggjort af regeringen i 2009. Den indeholder 216 eksempler på natur, som eksperter i 2009 anså for væsentlige at kende til som en del af den almene dannelse. Den var tænkt som en pendant til Danmarks Kulturkanon, der blev offentliggjort i 2006. Danmarks Kulturkanon indeholder 237 eksempler på kultur, som eksperter i 2006 anså for væsentlige at kende til som en del af den almene dannelse.
Danmarks Naturkanon fra 2009 rummede 24 store, sammenhængende, danske naturområder og 192 andre eksempler på, hvad dansk natur er: Alger, lav og mos, fisk, fortidens natur, fugle, insekter, krybdyr og padder, landskabsformer, naturtyper, pattedyr, smådyr, steder, sten, svampe, træer og buske, undergrund, urter samt vejr- og himmelfænomener. Man kan læse om de i alt 216 eksempler på natur og begrundelser for valgene i 2009 her.
Den 20. november 2018 offentliggjorde regeringen “Danmarks nye Naturkanon” – her kaldet Danmarks Naturkanon fra 2018 for at undgå forvirring.
Danmarks Naturkanon fra 2018 er helt anderledes end Danmarks Naturkanon fra 2009. Den nye naturkanon består blot af 15 smukke steder i Danmark. Man kan læse om i stederne i Miljøstyrelsen under overskriften Danmarks Naturkanon.
De 15 smukke steder i Danmarks Naturkanon fra 2018 er udvalgt for at lokke flere mennesker ud at se noget af den mest betagende og værdifulde natur i Danmark. Der er valgt tre steder i hver af Danmarks fem regioner.
Den første naturkanon var svær at overskue og huske, og den blev aldrig folkeeje. Den er derfor historie nu. Men den har affødt et ganske omfattende undervisningsmateriale, der fortsat bruges meget. Materialet er tilgængeligt i Miljøstyrelsen under overskriften Danmarks Natur.
Danmark Naturkanon fra 2018 er let at overskue og ret let at huske:
Nordjylland:
1. Lille Vildmose
2. Skagen og Råbjerg Mile
3. Fosdalen og Svinkløv
Midtjylland:
4. Vind Hede og Stråsø Plantage
5. Jernhatten og Mols Bjerge
6. Gudenåens og Skjernåens kilder
Syddanmark:
7. Svanninge Bakker og Bjerge
8. Trelde Næs og Trelde Skov
9. Mandø og Vadehavet
Danmarks Naturkanon blev første gang offentliggjort af regeringen den 9. oktober 2009. Den indeholder 216 emner og er en pendant til Danmarks Kulturkanon, der blev offentliggjort i 2006 og indeholder 237 emner.
Danmarks Naturkanon fra 2009 rummer en række eksempler på natur og naturfænomener, som det er væsentligt at kende til som en del af den almene dannelse.
Man kan læse om kanonens 24 store, sammenhængende, danske naturområder og 192 andre eksempler på natur samt kanonudvalgets begrundelser for valgene her.
Den 20. november 2018 har regeringen offentliggjort “Danmarks nye Naturkanon”, som blot består af 15 smukke steder i Danmark. Man kan læse om stederne her.
Miljøstyrelsen valgte først at lancere de 15 smukke steder som “Danmarks Naturkanon” uden henvisning til den oprindelige naturkanon fra 2009. Det var besynderligt. Derfor bringer Dansk Natur denne indgang til Danmarks Naturkanon fra 2009 her. Miljøstyrelsen rettede dagen efter deres hjemmeside om Den nye Naturkanon, så den henviser til Naturkanonen fra 2009, og Miljøstyrelsen skrev, at naturkanonen fra 2009 er Danmarks Naturkanon. Den 23. november skrev Miljøstyrelsen imidlertid:
“Danmarks naturkanon er den nye. Men det forhindre jo ikke at et sted som Nationalpark Thy kan bryste sig af at have været med i den fra 2009. På samme måde som der jo har været flere fodboldlandshold.”
De 15 smukke steder i “Danmarks nye Naturkanon” er velvalgte, men kan på ingen måde leve op til at være en pendant til Danmarks Kulturkanon fra 2006.
Danmarks Naturkanon fra 2018 skal ifølge Miljøstyrelsen lokke flere ud i naturen.
Alt har sin tid, og på et tidspunkt begynder forfaldet. De uhyggelige
og grimme forandringer – ja, alt det, der er ubehageligt og strider
mod det gode. Med vores fornuft ved vi nok, at forfaldet er en
nødvendig del af naturens gang. Men det minder os om døden.
I haven kæmper vi for det lille paradis med vækst, blomstring,
frugtsætning og alt det smukke og gode hele året, hvis det var muligt.
Det er det ikke i det danske klima, hvor forfaldet og døden rammer
haven med usvigelig sikkerhed i vinterhalvåret. Så accepterer vi det
nødtvungent, fordi vi ved, at paradisdrømmen genopstår, når foråret
kommer.
Vi har møjsommeligt frembragt kultur ved at lave naturen om og skabe
noget, som gør os tryggere i tilværelsen. Vi har skabt huse og veje og
dyrkede marker og ordnede forhold, som passer os bedre end den vilde
natur. Når naturen overtager kulturen, kalder vi det forfald. Forfald
er antikultur. Forfald gør os utrygge.
Vi flygter fra forfaldet. I byer med mange forladte huse, falder
huspriserne, og jo flere tomme og sammenstyrtende huse, der er i byen,
jo hurtigere accelererer fraflytningen. Det er en ond cirkel, der skal
brydes, hvis byen skal bestå. Kampen for det skønne og trygge er basal
i al kultur. Det er indlysende nødvendigt at holde den ukontrollerede
nedbrydning på afstand.
I den vilde natur er det anderledes. Forfaldet er en integreret del af
helheden og intimt forbundet med fødsel, spiring og vækst. Naturskove
er fulde af døende og døde træer i alle tænkelige stadier af
nedbrydning. Sådan skal og må det være i naturens store kredsløb. Men
forfaldet i naturskoven støder vores øjne, der er vænnet til synet af
ryddelige kulturskove uden døende og døde træer.
Intellektuelt er det let nok at begribe forfaldets nødvendighed i
naturen. Uden død og nedbrydning ville alle de stoffer, der er
nødvendige for livets opretholdelse, hurtig bliver bundet i alt det
levende. Formering og vækst ville gå i stå uden nedbrydningen som
følgesvend ligesom køkkenhaven går i stå uden komposten. Danmark får
stadig mere natur, der passer og udvikler sig selv, blandt andet
naturskov, som med årene får en naturlig balance mellem opbygning og
nedbrydning. Den vilde natur er og bliver kontrasten til kulturen,
hvor vi bekæmper det synlige forfald.
Vi er selv natur og en del af det store kredsløb. Vi hører sammen med
alt andet liv på Jorden, og deler skæbne alle andre arter på planeten.
Døden er et grundvilkår. Den henter alle før eller siden, men vore
medskabninger adskiller sig hver og én fra os ved ikke være beviste om
egen eksistens og forgængelighed. De lever så længe, de nu gør, og dør
med værdighed. Altid. Selv i en naturskov, hvor over 90 % af
småfuglenes unger dør, før de selv får unger.
Forfald og død er fuld af grimme og uhyggelige billeder. Det kan være
meget skræmmende. Men den værdige død, hvor naturen gør, hvad naturen
altid ender med at gøre, rummer både ro og rigtighed. Min far døde i
en alder af 92 af en genstridig lungeinfektion, hvor medicinen kun
trak pinslerne ud. Da lægerne og vi til sidst besluttede at stoppe
behandlingen, var det en befrielse. Naturen var nådig, og feberen
førte ham roligt og stille ind i den sidste søvn. Og roen gjorde
sorgen både større og lettere.
Forfald og død kan have sin egen æstetik. Det kan endda rumme stor
skønhed. Sådan er det med løvfaldet, der giver indlysende mening. Det
er let at se det hele som en hensigtsmæssig forandring frem for et
skæbnesvangert farvel. Efteråret er forberedelse på genvækst. De spæde
forlæg til bøgens lysegrønne forårsløv dannes inde i knopperne
allerede i oktober og november, hvor bøgens blade bliver gyldne og
falder af. Og det samme er tilfældet hos andre træer og buske og mange
urter. Den blå anemone har stedsegrønne blade og bruger sommerens og
efterårets fugt og lys til at opbygge en fed, violetgrøn spire midt i
sit bladroset. Godt beskyttet Inde i den solide spire er næste års
blomsterknopper og blade klar allerede i oktober. Men de véd godt, at
de først skal spire frem og folde sig ud, når skovbunden bliver tør og
lun i marts og april.
Inden træerne smider bladende, trækker de vigtige mineraler ind i
veddet. Den grønne klorofyl gør ikke så stor gavn længere, fordi lyset
er svagt. Klorofylet bliver nedbrudt, den grønne farve forsvinder, og
nedbrydningsprodukterne bliver optaget af træet. Når den grønne farve
forsvinder, træder andre farver, som har været “overdøvet” af
klorofylgrønt, frem som løvfaldsfarver i et hav af gule, gyldne og
røde nuancer. Samtidig bliver bladenes immunforsvar svækket, så løvet
bliver angrebet og nedbrudt af svampe og bakterier.
Farveskiftet kan sætte tidligt ind, hvis der er udbredt og hyppig
nattefrost i september og oktober. Så varer de glødende efterårsfarver
længe, men selv i de sjældne år, hvor der slet ikke er frost i
september og oktober, gløder skovene i en fest af farver omkring 1.
november. Det vigende lys har samme effekt som frosten. Farverne
bliver lige så intense i milde efterår uden frost, de varer bare ikke
så længe. Løvet falder fra kronernes toppe, hvor vinden hærger mest,
sidst i oktober, mens blade i underskoven kan hænge helt hen mod
december. Løvet lyser allermest, når solen bryder frem på stille,
disede dage efter fugtigt vejr. Så er løvet fuldt og prægtigt foldet
ud.
Når efteråret sætter i med sit store forfald og kulden komme krybende,
kan det være svært at forstå videnskabens fundamentale grundsætninger
om, at hverken energi eller stof kan forsvinde. Men stof og energi er
der for evigt.
Alting forandrer sig, men intet forsvinder.
Kom! Se hvor gylden bøgen står
Kom! Se, hvor gylden bøgen står
og lyser næsten som i vår
med flammeskær i solen.
Nu fejer blæsten over land
henover bøgeskovens brand,
og løsner sommerkjolen.
Da kaster bøgen al sin pragt
for vintermørkets overmagt
af vinde i november.
Det gyldne løv har stakket frist
og falder fra den sorte kvist,
før året når december.
Men sommertidens sidste glød
kan flyve roligt mod sin død
på klare, kolde dage.
For bøgen knoppes på sin rod,
mens vestenvinden kæmper mod
det blad, der blev tilbage.
Ja, sådan slutter årets ring,
hvor ingenting er ingenting,
og alting er forandring.
Det lille blad, hvad end det vil,
må dø, men altid være til
på livets lange vandring.
Som gave, før du bliver muld,
er verden af det pure guld
dit dyrebare eje.
Skøn på det liv, du er forundt
igennem tiden året rundt,
og mærk dig dine veje.
Benved har intenst røde blade midt i oktober. (Foto: Michael Stoltze).
Skoven gløder i orange, rødt og gult og gyldent i oktober.
Og især på kalkrig morænejord i skovbryn og hegn eller på græssede marker, ser man tit et lille træ med røde blade. Det er virkelig rødt – blodrødt.
Det er benved med det umulige latinske navn Euonymus europaeus. Træet har navn efter det benhårde, hvide ved, der undertiden bruges af trædrejere. De unge grenskud er grønne og specielle ved at være firkantede i tværsnit. Og så er frugterne yderst mærkelige og smukke.
De er rosa med skær af blåt, og de ligner firkantede hatte. Hver frugt indeholder som regel fire hvide frø, der hver er omgivet af en appelsinorange kappe. Når frugterne er modne i oktober, smutter de
fedtede frø ud og åbenbarer deres strålende orange dragt mellem alt det røde, idet de ofte bliver hængende i frugtskallen i deres navlestrenge.
Frø, frugter, blade og hele træet er giftigt for mennesker, men tilsyneladende ikke for rådyr og fugle.
Det er et virkelig smukt lille træ, som er let at dyrke i haver, hvor det tåler at blive beskåret. Det hører til benvedfamilien, som rummer over 1300 overvejende tropiske og subtropiske arter. En af dem er den euforiserende kath, som tygges i stor stil i Afrika og arabiske lande.
Benved bruges i Danmark mest som prydtræ. Og den er virkelig en pryd – både i den vilde natur og i haven, når den står blodrød og behængt med sine lysende røde frugter i efteråret.
Benved-frugt. (Foto: Michael Stoltze).
Benved med frugter. De orange frø er på vej ud. (Foto: Michael Stoltze).
Den almindelige blåfugl findes i hele Danmark. Selv om arten er gået voldsomt tilbage de sidste 100 år, er den tit talrig på steder med rødkløver, lucerne, kællingetand, humlesneglebælg, harekløver og andre ærteblomstrede planter, som den lever på i larvestadiet.
De voksne sommerfugle er blot 25-33 mm i vingefang. Hannen er strålende lyseblå med smal sort vingekant, mens hunnen er brun med orange kantpletter og mere eller mindre udbredt blå bestøvning. Hunnerne varierer utroligt meget fra næsten helt brune til helt blå.
Begge køn har sirlige prikmønstre på vingeundersiderne. Om aftenem sætter de sig i små selskaber i højt græs for at sove. Og her vågner de og tørrer de duggede vinger om morgenen. Når vingerne er ved at være tørre, sætter de sig med hovederne nedad og vingerne åbnet mod solstrålerne. Så ligner de små blå blomster i græsset. Derefter flyver de som “flyvende blomster” ud i verden for at drikke nektar, parre sig og lægge æg.
En voksen blåfugl lever kun én til to uger. Til gengæld kommer der hele tiden nye individer, når de tre årlige generationer afløser hinanden fra først i maj til først i oktober. Æg fra de sidste blåfugle bliver til små larver inden vinteren. De overvintrer ved jordoverfladen i værtsplanterne, som de luner sig i og æder sig fede i marts og april, hvorefter de forpupper sig og kommer frem som strålende, nye blåfugle lige efter løvspringet.
Almindelig blåfugl rykker næsten med garanti ind i haven, hvis man ikke bruger gift og har et område, hvor man ikke gøder og græsset får lov til at blive højt. Plant eller så eventuelt lidt kællingetand, rødkløvee eller lucerne – så der er egnet føde til larverne.
Og jeg skal hilse og sige, at det er en stor og farverig nydelse at iagttage de små almindelige medskabningers liv i sin have. Den oplevelse er det mig en glæde at dele. Så her er 52 billeder fra blåfuglenes liv i min have. Et billede til hver uge, om man vil.
Almindelig knopurt er en smuk, nem og god nektarplante for sommerfugle. (Foto: Michael Stoltze).
Vil du vil have flere sommerfugle i haven? Det er faktisk slet ikke så svært.
Her er en kort indføring i, hvordan man kan få mange sommerfugle i haven. En have med et mylder af sommerfugle er tættere på det Paradis, de fleste drømmer om, at en dejlig have skal være.
Gennem tiden er sommerfugle mange steder på Jorden blevet opfattet som flyvende blomster eller sjæle. Men selv hvis man blot anser dem for smukke insekter, løfter de flagrende sommerfugle altid havens poesi.
Dagsommerfuglene hører blandt de vilde arter, der har det sværest i Danmarks natur. Ligesom mennesker holder de af sol, lys, varme, læ og blomster. Derudover skal de have et stort udvalg af vilde plantearter på steder med (som regel) næringsfattige forhold, hvor de kan lægge æg og vokse op som larver.
Danmark har ifølge internationale aftaler pligt til at passe på naturens mangfoldighed og standse tilbagegangen. Udfordringen er blandt andet at bevare og skabe nye levesteder for sommerfuglene. Det sker ved dels at passe på de gode levesteder, vi har tilbage, og dels at genskabe nye levesteder ved at udpine overgødskede arealer.
Her kan haveejere i høj grad være med ved at indrette sommerfuglevenlige haver. Enhver haveejer kan få flere sommerfugle i haven, uanset om haven er lille, stor eller en hel park. Det er slet ikke så svært, og det er en stor fornøjelse, når det lykkes.
NEKTARPLANTER OG VÆRTSPLANTER
Hvis man vil have mange sommerfugle i haven, skal man dels tænke på de voksne sommerfugles nektarplanter og dels på larvernes værtsplanter.
Nektarplanter er de plantearter, som tiltrækker mange sommerfugle, men som sjældent eller slet ikke er værtsplanter for larverne. Værtsplanter er de plantearter, som sommerfuglenes larver lever på. Mange traditionelle haveplanter er gode nektarplanter, for eksempel lavendel, isop og – naturligvis – sommerfuglebusk. Men mange smukke plantearter fra den vilde, danske planteverden og også fremragende nektarplanter, for eksempel blåhat, merian og almindelig knopurt. Se listen nedenfor!
Værtsplanter er derimod næsten udelukkende vilde danske plantearter. Så hvis man også vil have sommerfuglene til at yngle i sin have, skal man sikre, at der vokser værtsplanter i tilstrækkelige mængder under de forhold, som hver enkelt sommerfugleart kræver. De fleste sommerfuglearter kræver masser af sol og varme i larvestadiet, og derfor skal værtsplanterne helst stå solrigt og lunt. Det er en stor fordel for de fleste sommerfuglelarver, at der er bar jord eller sten, hvor Solen rigtig kan bage i nærheden af værtsplanterne. Se listen nedenfor!
ALLE HAVEEJERE KAN FÅ FLERE SOMMERFUGLE
Med enkle midler er det muligt at øge antallet af sommerfugle betragteligt i enhver have. Alle haveejere kan få gode resultater. I små haver får man mest ud af at tænke i nektarplanter, lys og læ. I større haver og parker med god plads får man mest ud af at tænke i nektarplanter, lys, læ og delområder med næringsfattige forhold og en kombination af egnede nektarplanter og værtsplanter, så sommerfuglene kan yngle.
En grundforudsætning for succes er naturligvis, at man ikke bruger pesticider. I delområder af haven, som er udlagt til yngleområder, må man heller ikke bruge nogen former for gødning – hverken kunstgødning, staldgødning eller kompost.
Brug plantelisterne nedenfor!
Du kan desuden melde dig ind i den åbne Facebookgruppe SOMMERFUGLEHAVER, hvor du kan stille spørgsmål og dele erfaringer.
Og 28. maj 2020 udkom bogen “Sommerfuglehave” af Michael Stoltze, Mona Klippenberg og Susan Trolle på Gyldendal. Bogen er indbundet på 232 side og indeholder alt, hvad man behøver for at kunne indrette en have som et paradis for både mennesker og sommerfugle.
Rigtig god fornøjelse!
Michael Stoltze
DE BEDSTE NEKTARPLANTER
Alle er fremragende, men de allerbedste er mærket med *
*Almindelig knopurt
*Anisisop
Bakkenellike
Bjergmynte
*Blåhat
Blåmunke
*Brombær
Engkarse
Farvegåseurt
* Frøkenhat
Hedelyng
*Hjortetrøst
Hvid fredløs
Hvid okseøje
*Høstborst
*Isop
Kattehale
* Katteurt
*Lavendel
Liguster
Lucerne
*Lægeoksetunge
*Lægealant
Løgkarse
Mandstro (flere arter)
*Merian
Musevikke
Mynte (flere arter)
Nøkketunge (flere arter)
*Purpursolhat
Rosenmærke
Sankthansurt (flere arter)
* Skabiose (flere arter)
*Skælhoved
*Sommerfuglebusk
Tidselkugle (flere arter)
Tidsler (flere arter)
Timian (flere arter)
Tjærenellike
*Tusindstråle
DE VIGTIGSTE VÆRTSPLANTER
Almindelig røn: sortåret hvidvinge
Almindelig syre: ildfugle (flere arter)
Brændenælde: nældens takvinge, dagpåfugleøje, admiral, tidselsommerfugl, det hvide C, nældesommerfugl
SOMMERFUGLEHAVE – Hvordan vores haver kan blive gode levesteder for farverige sommerfugle Den første bog på dansk om sommerfuglehaver og hvordan man indretter dem. Masser af baggrundsviden, råd og eksempler og mange illustrationer og nyttige oversigter.
Nyforvandlede citronsommerfugle. Larven æder kun blade af tørstetræ, som sommerfuglen lægger æg på i april-maj.
Skovblåfuglen, der lægger æg på vedbend. (Foto: Michael Stoltze).
Admiraler (og hvide C’er) soler sig på stenhøj. (Foto: Michael Stoltze).
Dyndpadderokker i lav sol, modlys og skygge i baggrunden. Der er ikke manipuleret med lys og farver. Det hele er naturligt. De ser sådan ud. (Foto: Michael Stoltze).
Dyndpadderokken er en af verdens blot 16 arter af padderokker. Hele 9 arter findes i Danmark. Padderokker havde deres storhedstid i kultiden for omkring 350 millioner år siden. Da kunne de blive over 30 meter høje træer. Den mest farvestrålende nulevende art er uden tvivl dyndpadderokken. Den er halvgennemskinnelig og stråler i mange farver i sirlige mønstre i foråret omkring 1. maj. Fotoserien “Lys fra kultiden” er optaget i lav sol og modlys i Almindingen på Bornholm, hvor dyndpadderokkerne er særlig store og flotte.
Billederne kan købes i højkvalitetsprint i sorte trærammer med hvid passepartout. Priser med ramme:
Print ca. 20×30 cm: 1.200,00 kr.
Print ca. 30×45 cm: 2.000,00 kr.
Print ca. 40×60 cm: 3.000,00 kr.
Print ca. 50×75 cm: 4.000,00 kr.
Andre størrelser og priser efter aftale.
Billederne sælges i 10 nummererede og signerede eksemplarer. Rabat ved køb af serier efter eget valg af tre eller flere fotos.
Bestilling på naturogide@gmail.com, Segenvej 39, 3720 Aakirkeby, telefon 61220391
“Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark?” spurgte Jyllandposten for nylig i denne leder.
Lederskribenten skriver blandt andet:
“Tilbage til naturen, råbte naturfilosoffen Jean-Jacques Rousseau for snart længe siden. Det må også være det, der driver fortalerne for, at ulven med vold og magt skal tilbage til den danske natur.
Det er en af den slags beslutninger, hvor man stilfærdigt spørger sig selv, hvad meningen mon er. Hvad skal vi egentlig med ulve i den danske natur, spurgte også pens. statsskovrider Morten Elbæk-Jørgensen i kronikken forleden. Han kommer formentlig til at vente længe på svar.
Ulven har været fraværende fra den danske natur meget længe, fordi den er farlig for dyr og mennesker. I århundreder blev den bekæmpet. Christian IV skrev endda ulven ind i en lov. Den sidste danske ulv menes skudt i 1813 uden for Skive. Men nu er den tilbage, fordi Naturstyrelsen under Miljøministeriet i København har fundet, at det var en god idé. Det giver i sig selv skyts til debatten om, at der ofte er for langt mellem dem, der træffer beslutningerne bag de trygge skriveborde, og dem, det går ud over i den anden ende.”
Lederen er fuld af fejl. Jean-Jacques Rousseau ønskede for eksempel ikke mennesket “tilbage til naturen”. Tværtimod. Hans grundbetragtning var en himmelhenrykt begejstring over menneskets evne til at træde ud af naturens mørke, som han udtrykte det. Og Naturstyrelsen har ingen aktier i, at ulven er vendt tilbage til Danmark. Det er EU, der har pålagt medlemslandene inklusive Danmark at frede ulven. Derfor har den bredt sig.
Men Jyllandpostens spørgsmål om, hvad vi skal med ulven, er godt og centralt i forhold til nutidens stigende folkelige og politiske fokus på samspillet mellem natur og kultur.
Som følge af Jordens stigende befolkningstal og eksploderende forbrug mister den vilde natur plads globalt. Vi står derfor midt i begyndelsen på det, der er blevet kaldt den sjette masseuddøen: Vore medskabninger på Jorden forsvinder i et accelererende tempo. Og hvis vi ikke gør noget, bliver livet på vores planet fattigere og vores tilværelse som mennesker kedeligere.
Derfor har der siden verdenstopmødet i Rio i 1992 været en global bevægelse i gang for at standse den menneskeskabte sjette masseuddøen. Bevægelsen er en del af de tre grundprincipper for al udvikling: Balance mellem hensyn til miljø, økonomi og sociale forhold. Det kaldes bæredygtig udvikling, og de grundprincipper har Danmark og stort set alle verdens lande tilsluttet sig.
Det betyder ikke “tilbage til naturen”. Det ville være menneskehedens undergang. Vi har som eneste art på kloden evnen til at herske over Jordens liv. Det er et stort ansvar, og ligesom ved vores beherskelse af ilden et ansvar, vi kan bruge til både godt og ondt. I sidste ende er det vores herskerevne, som kan og skal redde os ud af den accelererende biodiversitetskrise – den sjette masseuddøen. Vi skal påskynde, at vi er mennesker med handleevner, som ingen andre dyr på Jorden har.
Vi har som mennesker gennem årtusinder skabt trygge steder på Jorden for os selv. Vi har udryddet farlige dyr og besværlig dyr, opdyrket jorden og taget husdyr. På den måde, og sidenhen med videnskab og ny teknologi, har vi fået lange, gode og trygge liv. Vi har aldrig haft det bedre materielt og sundhedsmæssigt, og vi lever i gennemsnit dobbelt så længe nu som for 100 år siden.
Mennesket har fordrevet eller helt udryddet et hav af store, besværlige dyr. Ulven var en af de plagsomme skabninger, vi fordrev i det meste Europa, og Danmark blev ulvefrit, da en ulv blev skudt ved Skive i 1813, og var det i 199 år frem, til Thy-ulven dukkede op i 2012.
Da ulven blev skudt i Skive, var der rabies og de fleste husdyr gik frit omkring med hyrder. Derfor var ulven frygtet og meget problematisk. Og rabiate ulve (ulve med hundegalskab) har været som sindbillede på varulve og djævelen og uden tvivl været med til at skabe de stærke fortællinger om den onde ulv, som litteraturen er så fuld af.
Nu skriver vi 2018. Og vi har fået et helt andet syn på naturen. Folkeligt og politisk. Vi er ramt af en slags kollektiv dårlig samvittighed efter 1970’ernes og 80’ernes forureningskriser, som vi nu heldigvis er ved at have løst. Siden er menneskeskabte klimaforandringer og biodiversitetsfaldet kommet til som nye kriser.
Det er et globalt FN-mål, at tilbagegangen i den vilde natur skal standes. Det gælder også for de besværlige og farlige arter, og det kan lade sig gøre i dag, fordi vil har velstand, arealplanlægning og andre metoder til at undgå, at tilstedeværelsen af de vilde dyr giver uoverstigelige konsekvenser. Vi er blevet utrolig gode til at lave regler og planer. Derfor ser vi i hele Europa, at de store dyr vender tilbage. Det er massivt. I Danmark er det rådyr, krondyr, gæs (mange arter), svaner, skarver, ørne, hejrer, traner, ravne, bæver (dog introduceret), sjakal og sæler, og vildsvinet banker også på.
Og så altså ulven. Det næststørste landrovdyr i Europa. Den er kommer her, fordi den er fredet i modsætning til før, hvor den var fredløs. Næsten alle lande i Europa lever i dag med større eller mindre bestande af ulv. I Danmark viser en undersøgelse, at omkring 2/3 af befolkningen er positive overfor ulv i Danmark, og der er ikke nogen markant forskel på indstillingen fra by til land.
Danmark har en grundig, officiel ulveplan og regler for håndtering af eventuelle angreb, så man i modsætning til skader forvoldt af andre dyr, kan få erstatning for tab af husdyr til ulve. Samtidig vil bestanden af ulv i Danmark – ligesom i Sverige og Norge – blive reguleret til et lavt tal, så arten opretholder sin skyhed, relative ufarlighed for mennesker og kun forvolder begrænset skade.
Tilbage til spørgsmålet “Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark?”. Svaret er såre enkelt: Fordi et flertal i befolkningen ønsker det i dag, og fordi det store rovdyr gør naturen og Danmark mere storslået og eventyrlig. Naturens vingefang bliver forøget markant af vore store, besværlige medskabninger. Ofte gør de ingen særlig nytte, men tit er det unyttige det mest nødvendige. Hvem vil undvære løver, tigre, elefanter, leoparder eller giraffer? Ulven i Europa er med i det selskab.
Ulvens ankomst med al det besvær, den giver, er en glimrende anledning til, at vi danskere vågner op og tænker over vores forhold til naturen. Vi lever i en ny tid, hvor der kan være plads til vildskab som kontrast til alt det tamme. Naturen er ikke bare noget godt, men noget stort og vildt og vidunderligt og farligt og noget, vi er en del af.
Det handler om at komme fremad og finde den bæredygtige balance, hvor vi kan glæde os over vildskaben, ulven og alle de andre medskabninger i naturen samtidig med, at vi udvikler vores kultur.
Danmark har fået ulve og er blevet et større land.
Blå anemone i marts ved Jons Kapel syd for Vang på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).
Den 4. januar 1944 blev Kaj Munk brutalt myrdet af tyskerne og smidt i en vejkant ved Silkeborg. Munks frygtløse og klare tale mod den tyske besættelsesmagt og åbenlyse støtte til den danske modstandskamp kostede ham livet. Og hele Danmark var i chok.
Året før havde Munk skrevet sit uden sammenligning mest folkekære digt Den blå anemone, som Egil Harder satte melodi til i 1945 (læs digtet og hør). Jeg kan ikke se en blå anemone i det tidlige forår uden synge med på Kaj Munks fine hyldest til blomsten. Selvom de blå anemoner sjældent springer ud allerede den første dag i marts, er måneden anemonetid. Jeg har altid holdt meget af digterpræstens sanselige sang, der står som en lysende sjæl og lovprisning af naturen efter hans brutale død.
Alle os, som mere eller mindre åbenlyst lytter til Giro 413, har bemærket, hvordan sangen med usvigelig sikkerhed hitter som nr. 1 i programmet hvert eneste forår. Munks tekster er ofte omdiskuterede, fordi de tit balancerer på grænsen mellem det geniale og banale. Men med anemonesangen er jeg i hvert fald ikke i tvivl om dommen: Den er et mesterværk. Den er simpelthen en genistreg, og det er imponerende, hvad digteren har formået at få koncentreret af fortællinger i de 46 korte linjer.
Alligevel kom “Den blå anemone” først med i 18. udgave af Højskolesangbogen i 2006, og jeg tænker tit på, hvorfor i alverden det skete så sent for en så fin sang. Måske var der gået så megen Giro 413, folkelighed og sentimentalitet i anemonesangen, at det skyggede for versenes store fortælling.
I min barndom på Nordbornholm voksede de blå anemoner i tusindvis i skovbunden på dalskråningen, som rejste sig mod vest fra haven omkring huset i Kampeløkke Ådal. Det var sådan en fin, østvendt skråning, som blev brugt til lidt skovbrug og lidt græsning med tøjrede geder og får og måske en kvie.
Lige så længe jeg kan huske tilbage, var det en lille triumf af de allerstørste, når vi i det tidlige forår opdagede, at den første blå anemoneknop var brudt frem. Når tiden nærmere sig, kunne jeg ikke lade være med at søge efter det lille forårstegn. Jeg tror ikke, jeg tænkte videre over symbolikken i det hele det var bare en naturlig trang. Og lykken var stor over den første, bristede knop.
Den blå anemone er en forunderlig urt med sin helt specielle egenart. De trelappede, buttede blade har givet planten det latinske navn Anemone hepatica. Hepatica er afledt af det græske ord hepar, som betyder lever, og navnet hentyder til bladformen, der kan minde om formen på leverlapper.
Fra gammel tid har den blå anemone derfor været brugt som medicin mod leversygdomme. Lægerne mente nemlig, at Gud i sin visdom havde hjulpet os mennesker ved at indlægge små symboler i planterne som tegn, dengang han skabte verden.
For anemonen knytter der sig en anden vigtig historie til de læderagtige, trelappede blade. De er meget holdbare og stedsegrønne. De kan fungere i over et år, og selvom de kan se lidt hærgede og plettede ud efter vinteren, forfalder de først helt, når de nye, sarte blade er brudt frem efter blomstringen. Hvorfor nu det?
Jo andre anemoner har kraftige, underjordiske rødder, der er fyldt med næring. Det har den blå anemone ikke. Den har kun en buket svage trævlerødder, der lige akkurat holder den fast i jorden. Men den har sine vintergrønne blade, og de er geniale. Når forårssolen skinner på bladene, behøver den blå anemone ingen underjordisk madpakke for at få energi. Det klarer de gamle blade, som bliver til effektive energifabrikker, så snart solen rejser sig i februar og marts og sætter gang i fotosyntesen.
Hen i april taber de blå anemoneblomster deres sidste kronblade, hvorefter et lysegrønt mylder af fine og friske, randhårede blade vokser frem. Mellem bladene strækker blomsterstilkene sig og bøjer sig mod jorden, mens frøene modner for enden mellem små, grønne bladsvøb. De små frø har et lille olielegeme ved siden af kimen.
Man kunne tro, at det var næring til den lille spire, men det er ikke olielegemets primære funktion. For anemonen er det nemlig meget vigtigt at få spredt sine frø, og her er olielegemet genialt: Myrerne er vilde med den næringsrige olie, så de griber frøene med deres kæber og slæber dem vidt omkring i skovbunden, før de æder olien. Den lille kim er de ligeglade med, men nu har den blå anemone opnået det vigtige: at blive spredt.
Hvis man flytter en blå anemone ind i haven og passer den ved at luge omkring den, bliver den som regel kraftig, og den får masser af blomster næsten uanset jordbunden. Derfor gik det også godt for den anemone, som Kaj Munk hentede fra Lollands fede ler til Vedersø Præstegård, hvor jorden var sandet og kalkfattig.
Sådan er det ikke ude i den vilde natur. Her trives de blå anemoner kun, hvor der er kalkbund eller fed, kalkholdig muld, så derfor er der stort set ingen blå anemoner i Vestjylland. På steder med masser af kalk, for eksempel i Klinteskoven på Møn eller i Allindelille Fredskov på Sjælland, vokser de blå anemoner til gengæld i millionvis.
De er også talrige i krat og skov på stabile, kalkrige havskrænter, og så har de nogle steder et sjovt voksested, som er skabt af vore forfædre for mange tusinde år siden: Køkkenmøddinger! Den først beskrevne køkkenmødding i verden en cirka én hektar stor dynge af østersskaller, strandsnegleskaller og andre levn i Mejlgård Skov på Norddjursland, er således et fint voksested for blå anemoner. De trives der alene på grund af den kalk, som stenalderfolket efterlod.
Det kan godt være, at den fine blå blomst og forårsbebuder er lille. Men for mig er den noget af det største, vi har. Den vokser stadig og blomstrer i hobetal, hvor jeg voksede op på Nordbornholm. Jeg har én derfra i min have her på Sydsjælland. Og lige nu står den i det fineste flor på min tvillingebror Jacobs gravsted på Frederiksberg gamle kirkegård.
Så er der håb. Trods alt.
——-
Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 22. marts 2012.
Ikoniske Møns Klint og omgivelser er ikke blevet nationalpark, skønt den er den mest oplagte. Til gengæld er en masse kornmarker, plantager, byer og sommerhusområder blevet nationalpark. (Foto: Michael Stoltze).
Danmarks nationalparker lever ikke op til international standard. Store dele er falsk varebetegnelse. Grænserne bør justeres, indholdet bør forbedres og loven om nationalparker bør revideres.
Af Michael Stoltze
Biolog, ph.d. og forfatter til bogen “Danmarks nationalparker”
På verdensplan er oprettelse af nationalparker den vigtigste måde at beskytte natur på. Nationalparker skal sørge for, at planter og dyr som findes naturligt i de forskellige lande, sikres gode leveforhold, at der tages vare på variationen og mangfoldigheden i geologi, naturtyper og landskabstyper, og værne om særegne, sårede og truede arter, økosystemer og miljøer.
Parkerne angives normalt med grønt på de nationale landkort. Det er beskyttelse og markedsføring af landenes smukkeste, vildeste og mest storslåede natur. Der er tit omfattende turisme og store indtægter knyttet til nationalparkerne. Nogle nationalparker ligger dog så afsides, at turismen er ubetydelig.
Den første nationalpark i verden var Yellowstone, der så dagens lys i USA i 1872. Nu er der over 3100 nationalparker spredt over hele kloden.
Hvad er en nationalpark? Der er ingen bindende internationale krav til, hvordan nationalparker skal indrettes, men de fleste lande læner sig i dag op ad Den Internationale Organisation For Naturbeskyttelse (IUCN), som har defineret nationalparker således:
”Store, naturlige eller næsten naturlige områder reserveret til økologiske processer i stor skala. Områderne har i kraft af deres karakteristiske arter og økosystemer fundamental miljømæssig, kulturel, spirituel, videnskabelig, uddannelsesmæssig, rekreativ og turistmæssig betydning.”
Nationalparker bliver oprettet, drevet og beskyttet af staten. Lovgivningen varierer fra land til land. I Sverige, der som første land i Europa oprettede ni nationalparker allerede i 1909, skal områderne være ejet af staten, og naturen skal, bortset fra eventuelle turistfaciliteter, ligge urørt hen. Norge har oprettet nationalparker siden 1962 og har nu 44, heraf syv på Svalbard. De omfatter overvejende vild natur, men uden krav om statseje. Andre europæiske lande har lignende regler om, at naturen i nationalparker skal være vild eller kun må udnyttes så ekstensivt, at det ikke går ud over de naturlige økosystemer og vilde arter. Ofte er der også særlige regler for færdsel i nationalparkerne.
Storbritanniens nationalparker skiller sig markant ud, fordi lovgivningen tillader, at både byer og store, opdyrkede landskaber kan være med. Derfor lever hovedparten af de britiske nationalparker ikke op til IUCNs definition.
Ved siden af nationalparkbegrebet opererer de fleste lande med nationalt definerede naturparker eller regionalparker. Det er områder med både natur, landbrug, byer og rekreation, men hvor naturen spiller hovedrollen. Danmark fik en mærkningsordning for naturparker i 2013, og har siden oprettet syv med Naturpark Lillebælt på 370 kvadratkilometer som den største. Dertil kommer, at tre internationale beskyttelseskategorier, Verdensarv, Geopark og Biosfæreområder, nu også bliver anvendt i Danmark.
Nationalparkernes indtog i Danmark
Danmark var længe om at indføre nationalparker. Siden 1960’erne blev der fra politisk hold gjort flere forsøg på at indføre terminologien, men det strandede på modstand fra Danmarks Naturfredningsforening (DN), der frygtede en ringere beskyttelse af naturen uden for nationalparkerne.
I 1999 kritiserede OECD Danmark for ikke at have nationalparker, og en national politisk bestilt udredning (Wilhjelmudvalgets rapport “En rig natur i et rigt samfund”) anbefalede i 2001 igen nationalparker. Nu var den generelle beskyttelse af naturen blevet så god, at DN bakkede op. En medvirkende årsag var desuden en beskæmmende beskrivelse i rejseguiden fra Lonely Planet, hvor der stod, at der ikke var naturværdier at komme efter i Danmark. Det var både noget vrøvl og en provokation, men illustrerede betydningen af varebetegnelsen “nationalpark” i markedsføringen af et land.
Efter nogle års forberedelser, udredninger og pilotprojekter, vedtog Folketinget nationalparkloven i 2007. Politisk blev det i første omgang aftalt at etablere fem nationalparker. Nationalpark Thy blev indviet i 2008, Nationalpark Mols Bjerge i 2009, Nationalpark Vadehavet i 2010, Nationalpark Skjoldungernes Land på Sjælland i 2015 og Nationalpark Kongernes Nordsjælland bliver indviet i 2018.
Nationalparkloven i Danmark stiller ingen krav om ejerskab eller omfanget af vild natur. Og mens andre lande lægger vægt på, at brugen af nationalparkerne ikke må ske på bekostning af vilde arter og økosystemer, nøjes man i Danmark med, at udviklingen i parkerne skal ske ”med respekt for beskyttelsesinteresserne”. Formålet med de danske nationalparker er, ifølge lovteksten, at:
1) skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning,
2) bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed,
3) sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen,
4) bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier,
5) bevare og synliggøre de kulturhistoriske værdier og mangfoldigheden i kulturlandskabet,
6) understøtte forskning og undervisning i områdernes værdier,
7) fremme befolkningens muligheder for at bruge og opleve naturen og landskabet,
8) styrke formidlingen af viden om områdernes værdier og udvikling,
9) understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne og
10) styrke bevidstheden om områdernes værdier gennem inddragelse af befolkningen i nationalparkers etablering og udvikling.
Loven indeholder bestemmelser om nedsættelse af en nationalparkfond, en bestyrelse og et råd, og at bestyrelsen skal udarbejde en nationalparkplan, der revideres hvert 6. år. Men ellers gælder præcis samme regler for arealdrift i og udenfor nationalparken.
De fem danske nationalparker Nationalpark Thy var med sine udstrakte vildmarker et godt sted at begynde i 2008. Den var nærmest grydeklar som nationalpark fra starten.
Ved indvielsen af Nationalpark Mols Bjerge holdt dronningen en smuk tale om det, som efter hendes opfattelse karakteriserer Danmark: Samspillet mellem natur og kultur. Over halvdelen af nationalparken er intensivt drevne landbrugsarealer og plantager, og Ebeltoft By inklusive supermarkeder og benzinstationer er med.
Åbningen af Nationalpark Vadehavet foregik en iskold oktoberdag. Parken blev til med stor lokal opbakning og er med sine fuglerige vadeflader langt den største danske nationalpark. Indvielsen foregik dog i udkanten af Ribe langt fra fuglemylderet, og der var mest fokus på markedsføring af lokale pølser.
Nationalpark Skjoldungernes Land indeholder mange skove, kyster og fjordområder i parken og store kulturhistoriske værdier. Omkring to tredjedel af parkens landareal er intensivt dyrket land eller byer.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland hænger ikke sammen geografisk. Den indeholder mange plantager, skove og naturområder, men også byer, sommerhusområder, landbrugsarealer og industriområder.
Kritik Med de fem nationalparker er Danmark nu på papiret med på den internationale vogn med beskyttelse og markedsføring af nationens ypperste natur. På markedsføringssiden Visit Denmark kan man læse, at Danmarks nationalparker er ”unspoilt natural playgrounds” og vores lands ”most beautiful natural places”. Det lyder dejligt og lokkende, men passer det? Skal vi være tilfredse med den danske nationalparkpolitik?
Den første velmente og højt kvalificerede kritik kom fra tidligere industriminister Nils Wilhjelm (K), der sad som formand for det udvalg, der anbefalede regeringen at etablere nationalparker. Jeg havde på bestilling fra Friluftsrådet skrevet “Danmarks nationalparker”, og da bogen udkom i foråret 2010, tog Wilhjelm ordet ved receptionen på forlaget. Venligt, bestemt, alvorligt og på grænsen til det grædefærdige konstaterede han, at de nationalparker, som han og mange andre kæmpede så hårdt for og anbefalede, var ved at udvikle sig til rene tivoliparker, hvor naturværdier kom i anden række. Champagnen holdt et øjeblik op med at boble, og alle fik noget med hjem at tænke over. Siden er kritikken af nationalparkloven og nationalparkerne taget til, og mange toneangivende naturforkæmpere har nærmest vendt nationalparkerne ryggen.
DN og andre grønne organisationer var utilfredse med nationalparkloven, og da præsidenten i DN luftede sin frustration over loven og krævede restriktioner overfor lodsejerne, gik nationalparkarbejdet næsten i stå. Skjern Å blev droppet, og Kongernes Nordsjælland blev forsinket i seks år.
Idehistoriker og forfatter Rune Engelbreth Larsen lancerede i afmagt over de danske nationalparker begrebet “naturnationalparker” og rejste riget rundt for at afklare, hvor de kunne ligge. Det blev i 2017 til bogen “Vildere vidder i dansk natur” med forslag til 35 parker på i alt omkring 1000 kvadratkilometer.
Kritikken er berettiget Forløbet omkring tilblivelsen af nationalparkloven, oprettelsen af parkerne og deres afgrænsning og drift har fået mange til at kalde nationalparkerne for ligegyldige, papirparker, tivoliparker, turistparker, landbrugsparker eller det, der er værre.
Den hårde kritik af de danske nationalparker er bemærkelsesværdig. Og med udnævnelsen af den femte og sidste, Kongernes Nordsjælland, er der anledning til at gøre status. Er kritikken berettiget? Lad mig knytte nogle kommentarer til de fem nationalparker.
Nationalpark Thy lever i det store og hele op til, hvad man forstår ved en nationalpark internationalt.
Det gør nationalpark Mols Bjerge ikke, selv om dele af parken er enestående. Jeg tror, de fleste ville få en lang næse i udlandet, hvis de opdagede en nationalpark, der mest var industrielt landbrug.
Nationalpark Vadehavet lever for størstedelen op til den internationale standard, fordi den omfatter de enorme tidevandsflader, som er spisekammer for Vadehavets millioner af rastende vandfugle. Men parken indeholder også landområder med så intensivt landbrug, at ikke en vibeunge kan få et ben til jorden.
Nationalpark Skjoldungernes Land er bestemt et pragtfuldt og beskyttelsesværdigt område med storslået natur og kultur. Men det indeholder så store intensivt dyrkede arealer, at Naturpark eller UNESCO biosfæreområde havde været mere rigtige betegnelser.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland ligner et drys hakket persille henover landskabet. Alene geografien må vække undren. Der er bestemt storslået, rig natur, men det er besynderligt, at for eksempel sommerhuskvarteret ved Hornbæk og Ålsgårde By er med.
Engelbreth Larsens ønsker mere vild natur – det er en rimelig kritik. Betegnelsen ”naturnationalparker” er dog nok ikke til brug i praksis. Nationalparkbegrebet borger internationalt for naturbeskyttelse i højeste klasse kombineret med stor skønhed og turisme. Det er godt nok. Begrebet skal bare bruges rigtigt i Danmark.
Det har tilsyneladende været afgørende, at de danske nationalparker skulle være store og billige med meget vide rammer for indholdet. Dermed er de kommet på kant med international standard og den almindelige opfattelse af, hvad en nationalpark er. Flere af parkerne er tæt på pinlige. Hvad kan man gøre for at komme på ret spor?
Fire forslag
Den danske nationalparklov lægger stor vægt på landskabsformer og kultur. Det kan være godt nok, men åbner en ladeport for nationalparker, der kan indeholde hvad som helst fra svinefarme til storbyer. Mit første forslag er derfor:
Gennemfør en revision af loven nu, hvor den er fyldt 10 år.
Vi har prægtig, vild natur med enestående historie mange steder i landet, så vi kan sagtens oprette nationalparker, der fra dag ét vil blive taget alvorligt og anerkendt i ind- og udland. Og vi kan udvikle mere vild natur af høj international klasse. Danmark er et lille land, og vores nationalparker behøver heller ikke at være store – IUCN har foreslået 1000 hektar (10 kvadratkilometer) som mindstemål. Det er nok, at de er storslåede med høj fortælleværdi. Det er absurd, at Møns Klint ikke blev den første ikoniske nationalpark i landet. Tænk, hvad den kunne have gjort for naturen og Danmark! Der er andre steder: Stevns Klint (selvom klinten nu er blevet UNESCO Verdensarv) med det verdensberømte vidnesbyrd om Jordens 5. masseuddøen. Der er Skagens Gren og Råbjerg Mile. Der er Nordbornholm og Ertholmene. Der er Læsø og Anholt og lave stenøer og besynderlige boblerev. Og der er masser af inspiration i Rune Engelbreths nye bog og i Danmarks Nationalparker, der foreslår ni nye parker. Mit andet forslag er således:
Opret flere nationalparker, der lever op til IUCNs definition.
Arbejdet med de fem første nationalparker i Danmark er ikke spildt. Tusindvis af dygtige menneske har brugt kolossale kræfter på at få nationalparkerne på Danmarkskortet. Det arbejde skal fortsætte. Nationalparkerne skal være Danmarks ypperste natur – noget vi kan være stolte af få anerkendelse for ude i verden. Mit tredje forslag er:
Tag malplacerede områder i de allerede oprettede nationalparker ud eller behold dem under forudsætning af naturgenopretning.
Danmarks natur er trængt, og der er brug for omfattende naturgenopretning, hvis tabet af natur og biodiversitet skal vendes til fremgang. Så mit fjerde forslag er:
Genopret områder, der kan indlemmes i nationalparkerne, så de bliver mere sammenhængende og får større kvalitet.
Konklusion Danmarks natur har pletvis meget høj kvalitet og stor variation, som nationalparker kan være med til at beskytte og udvikle til gavn for landet. Forudsætningen er, at de eksisterende nationalparker bliver justeret, og at nationalparkloven bliver ændret, så hovedfokus bliver den vilde natur, og så alle både etablerede og nye nationalparker bliver rigtige, internationalt respekterede nationalparker.
——-
Bragt som kronik i Politiken 2. marts 2018. Copyright Politiken og Michael Stoltze.
Tre skarver på Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).
Min far stammer fra Skørping i Nordjylland, hvor han blev født i 1922.
Han har fortalt mig meget om naturen i Jylland for snart 100 år siden. Han lærte mig, at en “rigtig” sommerfugl i Skørping var en svalehale. Først når den store art med de eksotiske sorte og gule vinger med haler fløj over engen ved Rold Skov, var det virkelig sommer. Og dér, i Skørping, ved den krystalklare Madum Sø, kilderne, Lindenborg Å, Rebild Bakker og Rold Skov, grundlagde han sin livslange opmærksomhed omkring alt det, der rører sig i det fri.
Siden flyttede familien til Lundby på Sydsjælland, da min farfar fik arbejde på jernbanestationen. Det var nye tider med ny natur, og her hørte min far om den forjættende skarv. Den store, sorte ålekrage, som var lige så forhadt, som den var sjælden dengang i Danmark. Fuglen havde sin sorte fjerdragt og opførsel imod sig. Den mindede om døden. Det kan være godt for livet at blive mindet om vores dødelighed. Men alligevel blev skarven forfulgt som både ulykkesfugl og skadelig skabning. Min far vidste, at den trods sin status som fredløs i landet holdt til på den lille, ubeboede Ormø i det lavvandede nor ud for godset Holsteinborg. Så en søndag hoppede han på cyklen og kørte de 35 kilometer til noret for at se fabeldyret. Det lykkedes, og verden var lidt bedre, større og vildere, da han kørte hjem igen mod Lundby med vestenvinden i ryggen.
Tilfældet ville, at jeg i 2010 bosatte mig nogle år netop ved Holsteinborg. Der, hvor konseilspræsident grev Holstein-Holsteinborgs nevø, Ludvig Holstein, blev inspireret til sangen “Det lysner over Agres Felt”, hvor “Det sortner over Storebælt med sol på kirkegavle”. Fra gavlvinduet i mit arbejdsværelse kunne jeg se hen over noret, hvor skarvernes ø, Ormø, lå i det fjerne som en delvis hvidkalket hvælving i horisonten, malet af fuglenes ekskrementer.
Skarven er en lang og slank fugl. Når man holder en nyskudt skarv i næbbet, så kroppens tre kilo tynger og trækker halsen helt ud, måler fuglen næsten én meter fra næb- til halespids. Man ser, at fuglen ikke bare er sort, men har smukke, skinnende bronzebrune fjer med sorte kanter. Og hovedet er et grådigt underværk med det lange næb med dræberkrog for enden, flaskegrønne øgleøjne, hvide kinder og orange, nedadvendte mundvige. Gabet er kolossalt, og man kan fornemme dens nære slægtskab med pelikanen. En fiskesluger af Guds nåde og udrustet med enorme årefødder, der er lige så effektive i vand, som de er monstrøse på land. Skarven kan bruge sin lange hals akrobatisk som en slange, strække den som et nysgerrigt periskop og begrave den fuldstændigt i de lune kropsfjer, så fuglen ser helt halsløs ud. Halen er kort og stiv og bruges som støtte på land og ror i vand.
I vandet er der næsten ikke den sprække, hvor skarven ikke kan nå ind og hive fisk frem med sit lange, smalle næb. Den sluger fiskene hele, og de bliver til næring og energi og i sidste ende en lind grød af fiskelugtende, hvide ekskrementer, som skarven med løftet hale leverer i rå mængder i stærke, ætsende stråler. Således udrustet kan fuglene indrette pæne hjem, når de slår sig ned i en skov for at yngle. Træerne går simpelthen ud og bliver prægtige, hvidkalkede domiciler, hvor der er flot udsigt og let adgang til og fra grene og reder for de gåsestore fugle. Kolonierne kan huse alt fra et par håndfulde til flere tusinde par. Og her lever skarverne det meste af året, lægger deres smudsighvide æg i marts-april og fodrer unger op i rederne i maj-juni.
I stednavne kendes skarven blandt andet fra den nu hedengangne Skarreklit (oprindelig Skarringklinth), der stod som en markant limstenssøjle i havet ud for Bulbjerg i Nordvestjylland. Søjlen, der styrtede om i 1978, havde navn efter de skarver, der engang holdt til dér.
I mytologien er skarven kendt fra det norske folkeeventyr om sagnøen Utrøst ved Lofoten. Utrøst er ligesom det sunkne Atlantis umådeligt rigt og normalt ikke synligt. Men flittige og fromme fiskere på havet kan i tilfælde af yderste havsnød komme dertil og opleve stedets overflod, møde storbonden og få forsyninger med sig i ubegrænsede mængder. Storbonden på Utrøst har tre sønner, men de tåler kun at se mennesker og verden, når de har forvandlet sig til skarver. Sådan strejfer de omkring i skikkelse af tre skarver, og sådan får bonden alt at vide om, hvad der rører sig i verden uden for Utrøst. Den yderste kommune på Lofoten bærer navnet Røst og har de tre skarver i sit byvåben.
Skarvens historie er voldsom i Danmark. På grund af sin evne som fiskefanger, sin påfaldende latrinære opførsel og ilde lugt og blev fuglen lagt for had. Fæl fugl har mange navne, og den er døbt ålekragen, søravnen, vandravnen, strandravnen eller slet og ret fiskeren. Gennem det 19. århundrede havde den mange og store kolonier i Danmark, som med sine fiskerige lavvandede kyster er som skabt til skarver. Men fra 1904 til 1927 betalte staten betydelige skydepræmier, idet jægerne fik en krone for hver højre skarvfod, de afleverede. En krone var mange penge dengang. Jagten fortsatte frem til 1980, og i hele denne periode var der næsten ingen ynglende skarver i Danmark. I min barndom på Bornholm i 1960’erne kendte jeg den kun fra bøgerne som en stor eksotisk eventyrfugl, jeg drømte om at se engang.
Efter totalfredningen i 1980 gik skarvbestanden markant frem i Danmark indtil den stabiliserede sig på omkring 40.000 par fordelt i hele landet. Men det var ikke uden sværdslag. En af de første større kolonier blomstrede op på Ormø, hvor der hurtigt opstod et dilemma. Den 28 hektar store ø var nemlig kendt som hjemsted for en sjælden rest af Danmarks lindeskov fra den varme Stenalder for 6-7000 år siden. Nu mente greven på godset, at hans lindebevoksede klenodie af en urskovsø var ved at blive skidt ihjel af skarver. Og Naturfredningsrådet gav ham ret, så staten gav ham dispensation til at skyde skarver på øen. Det blev forsidestof i aviserne, da aktivister organiserede en sørgemarch med døde skarver og dybe dødstrommer gennem gaderne i Københavns centrum og ind til Fredningsstyrelsens kontorer i Amaliegade, hvor de overdøvede gardens daglige vagtskifte mod Amalienborg Slotsplads.
Skarven sætter stadig sindene i kog. Hvis man løber tør for samtaleemner, kan man ved ethvert større selskab være sikker på en lang og ilter debat, hvis man bringer skarven på banen. Skarverne er i dag en karakterfugl ved de danske kyster og søer, og både erhvervsfiskere og lystfiskere giver jævnligt udtryk for bekymring over fuglenes indhug i fiskebestanden. I hårde vintre kan skarverne pludselig flokkes om åbne vandløb, hvor de guffer i sig af fine fisk som ørred og stalling, og i områder med bundgarnsfiskeri kan de sorte fiskere sidde på hver en pæl.
Der er muligheder for regulering af skarvbestanden, men der er ikke en egentlig jagttid, selv om skarven kan spises og navnlig som ungfugl smager udmærket. Det er muligt, at der kommer en jagttid, men siden midt i 1990’erne har naturen selv fundet en løsning: Havørne! Efter at have været skudt væk eller forgiftet i næsten hele det 20. århundrede er de store, stærke havørne vendt tilbage til Danmark. Det er gået hurtigt, og bestanden nærmer sig nu 100 ynglepar. Mange af parrene har slået sig ned i eller ved skarvkolonier, og det virker. Da havørnene etablerede sig på Ormø svandt bestanden ind fra over 4.000 ynglepar til under 1000 i løbet af få år. Ørnene er for øen, hvad leoparderne er for savannen. Skoven, der var svedet af skarvernes hvide gødning, blev grønnere. Og det bedste af det hele: De gamle lindetræer er begyndt at skyde op igen. Både greve, lindetilbedere, lindesværmere, skarvvenner, ørneelskere og urskovdrømmere kan være tilfredse.
Min barndoms ø, Bornholm, hvor jeg bor nu, er også for længst erobret af skarver. De har vældige velkomstkomiteer på molerne i Rønne, hvor de ophøjet tager imod mængder af turister og andre rejsende, og de har indtaget fuglefjeldene nord og syd for Hammershus, hvor de kalker klipperne hvide sammen med et hav af sølvmåger og hundredvis af Nordens wannabe-pingviner, alke og lomvier. Skarverne yngler nu i tusindvis i mosen Hundsemyr ved Balka syd for Nexø. Uden for yngletiden kan man gå rundt om mosen ad små stier og komme ganske tæt på de store fugle, der fører højlydte, indviklede samtaler og har skærmydsler overalt i træerne.
Det er skoggerlatter fra skarven. Fuglenes livsbekræftende memento mori.
——–
Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 26. februar 2018.
Havørnene på Ormø har bragt skarven til fald. (Foto: Michael Stoltze).
Skarver på Vigelsø. (Foto: Michael Stoltze).
“Ålekragerne sidder som dystre symboler på bundgarnspælene. De har vinteren i selve udseendet”, skrev forfatteren Ole Vinding. (Foto: Michael Stoltze).
De tre skarver fra Utrøst. Kommunens Røst’ byvåben.
Skarverne har kommandoen på Lyseklippen ved Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).
Carl von Linné var ikke i tvivl, da han skulle tildele den beundringsværdige admiral et latinsk navn. Sommerfuglen var en af de mange arter, der var med i den verdensberømte svenskers store og banebrydende udgave af værket “Systema natura” i 1758. Det var i det år, han indførte de videnskabelige, latinske dobbeltnavne, som alverdens levende skabninger får tildelt, når de bliver opdaget og beskrevet. En praksis, der har gået sin sejrsgang lige siden.
Før 1758 kalde Linné og svenskerne den flotte sommerfugl ammiralis, et navn der var afledt af latin ammirabilis, der betyder den beundringsværdige. På dansk kalder vi den admiral, og med sin fløjlssorte dragt med røde bånd og hvide stjerner, passer navnet fortrinligt. Også selv om ordet admiral stammer fra det arabisk amir al-bahr, der betyder “havets hersker”.
Admiralen udstråler en sjælden styrke og skønhed i sensommer og efteråret, hvor den kan flyve talrigt indtil langt ind i oktober. Ja – faktisk er admiralen den eneste danske dagsommerfugl, som uprovokeret er set flyve frit omkring ude i Danmarks natur i alle året 12 måneder.
Linné, grundlæggeren af den biologiske klassifikation og den latinske navngivnings fader, var klassisk dannet og belæst. Og i hans hoved hang naturen, skabelsen og de gamle fortællinger med myterne fra antikken tæt sammen. Han så både skønhed, poesi og myter i de farvestrålende, flagrende sommerfugle, som han klassificerede (ret uvidenskabeligt) efter rang fra de trojanske riddere, græske riddere, heliconerne, de hvide grækere, de brogede grækere, nymferne, almuen og barbarerne. Admiralen regnede han til nymferne sammen med velkendte arter som dagpåfugleøje, nældens takvinge og den smukke sørgekåbe. Og de arter er faktisk ret tæt beslægtet.
Admiral i nælder. (Foto: Michael Stoltze).
Linné forsøgte at bruge latinske navne, der beskrev noget karakteristisk ved arterne. Nældens takvinge kaldte han således for Papilio urticae. Det betyder “nældens sommerfugl”, og det passer jo fint med, at larverne lever på nælder. Men andre gange så han andet og mere i sommerfuglene end deres konkrete udseende og biologi. Sådan var det med admiralen. Han havde blik for dens strålende styrke og skønhed og ledte i de gamle myter efter en passende skikkelse, han kunne opkalde sommerfugen efter.
Valget faldt på Atalanta, som Linné kendte fra de græske myter. Atalanta var en guddommelig smuk, stærk og atletisk kvinde. Hun var vokset op i den vilde natur hos en bjørnefamilie i bjergene, og derfra havde hun mod og styrke. Atalanta var beundret og fik heltindestatus under kampen mod det uhyrlige calydoniske vildsvin. Vildsvinet var et frygteligt monster, som jagtgudinden Artemis havde sluppet løs som straf for, at kong Oineus havde gemt at nævne hende ved den årlige offerfest. Uhyret spredte død og ødelagde huse og marker, indtil Atalanta som den førte sårede vildsvinet så alvorligt, at det mistede sin kraft og siden blev dræbt.
Atalanta var som en drøm og blev tilbedt næsten som myternes skønne Helena. Hun var jomfru og uopnåelig, fordi kunne løbe fra alle mænd og kun ville have en mand, der kunne besejre hende i løb. Hun afviste ikke bejlere, men de skulle løbe om kap med hende først, og prisen for at tabe til hende var livet. Mange mistede livet. Men en dag forsøgte Hippomenes sig. Han havde forinden søgt råd hos Afrodite. Det var klogt. Frugtbarhedsgudinden gav Hippomenes tre gyldne æbler, som hun bad ham kaste under kapløbet med Atalanta. Det gjorde han uvidende om, at Atalanta ikke kunne modstå æblerne og hver gang standsede for at samle dem op. Det forsinkede hende, så den stærke Hippomenes vandt løbet og kunne gifte sig med skønheden.
Linné anbragte admiralen i slægten Papilio, som bare betyder sommerfugl. Siden er Papilio reserveret til en stor gruppe af de flotte svalehaler, mens resten af sommerfuglene er blevet anbragt i andre slægter. Den danske naturforsker Johan Christian Fabricius, som var elev af Linné, navngav over 10.000 arter af insekter og anbragte admiralen i dens nuværende slægt, Vanessa. Artsnavnet alalanta blev bevaret. Den smukke sommerfugl skiftede navn fra Papilio atalanta, der betyder “sommerfuglen Atalanta” til Vanessa atalanta, der betydet “den strålende Atalanta”.
Admiralen kommer lige så sikkert som nattergalen og de andre sangfugle trækkende til Danmark hvert forår i maj-juni. Antallet veksler meget fra år til år, men den er aldrig sjælden, og visse år er den en af de almindeligste sommerfugle i sensommeren og efteråret i Danmark. Forårets admiraler kommer til os helt fra Middelhavslandene, hvor de flyver og yngler om vinteren. De er stærke og kan klare turen fra Italien til Danmark på omkring en uge. De flyver mod nord i millioner, men enkeltvis og ikke i flokke som mange fugle. De kan flyve dag og nat, og undervejs bliver de lidt slidt og matte i farverne, så man ikke lægger så meget mærke til dem, når de når frem.
Admirallarvens “telt” af nældeblade. (Foto: Michael Stoltze).
Vel fremme i Danmark lægger de æg på brændenælder alle steder. De anbringer de små, runde æg enkeltvis på friske skud, og hver hun kan lægge op til 1000 æg. Efter 14 dage kryber larven ud af ægget og begynde at æde sig stor i nældeblade. Af bladene konstruerer den et lille “telt”, som den skjuler sig i og til sidst forpupper sig i. Man kan let finde dem, fordi larven har for vane at gnave brændenældeskuddet halvt over, så det bøjer sig. Sidst i juli og gennem august og september kryber nye, strålende admiraler frem fra pupperne i nælderne. De har brug for energi og søger ivrigt til blomster, gæret saft fra blødende træer og nedfaldsfrugt. De har smag for sukker og alkohol, og i frugthaver kan man undertiden se dem forsamlet i hundredvis.
Admirallarve. (Foto: Michael Stoltze).
Om efteråret trækker en stor del af de danskfødte admiraler mod syd til Middelhavslandene, hvor de flyver talrigt om vinteren. Men en del bliver og forsøger at klare sig gennem den danske vinter, hvor de sætter sig i skjul i tæt vedbend og lignende steder, når det er koldt. De overlever kun i de mildeste vintre. Modsat nældens takvinge og dagpåfugleøje går admiraler aldrig i rigtig dvale. De fouragerer, hver gang det er mildt og solrigt.
Admiral på hånd. (Foto: Michael Stoltze).
Admiralen er i sandhed en smuk, stærk og bemærkelsesværdig sommerfugl. Hun lever til fulde op til sit navn, og det er svært ikke at blive forelsket i hende:
Den strålende Atalanta.
Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 25. september 2017.
Hvid fredløs i haven tiltrækker mange admiraler. (Foto: Michael Stoltze).
Admiral, der var med til pærehøsten. (Foto: Michael Stoltze).
Admiraler tiltrækkes stærkt af gærende nedfaldsfrugt og for eksempel overmodne brombær. (Foto: Michael Stoltze).
Admiraler soler sig på stamme. (Foto: Michael Stoltze).
Admiraler (og hvide C’er) soler sig på stenhøj. (Foto: Michael Stoltze).
Forvingeunderside af admiral. Vingen kom dalende ned fra himlen efter, at en svale havde snuppet og ædt admiralen i luften. (Foto: Michael Stoltze).
Små børn indtager fornøjet naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).
Nogle gange er det godt, at forskningen kan eftervise selv det mest basale i verden. For eksempel, at vi har det godt, når alle vores sanser bombarderes med behagelige påvirkninger.
Sådan er det, og sådan har det altid været – også blandt små børn, for hvem det er ren fryd at trampe i vandpytter, træde is itu, vælte rundt i efterårets blade, plukke skovjordbær eller sende en mariehøne op imod himlen.
Nu har en forsker stukket en flok børnehavebørn i Roskilde kameraer i hånden og bedt dem fotografere det, der gjorde dem mest glade. Og sandelig: Det var blomster, buske, træer og dyr – naturen og alt det grønne, de tog billeder af. Læs mere om studiet her.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at naturglæden er medfødt. Naturglæde er den lykkefølelse, der rammer os, når vi indtager naturen med alle sanser og nærmest glemmer os selv. Ubevidst tror jeg, det er lykken ved at høre til på Jorden og høre sammen med alle vore medskabninger, vi intuitivt oplever. Naturglæden er i sin urform lige så berusende som forelskelsen. Den hører bestemt ikke kun til barndommen, det er bare i den tidlige barndom, den er usvækket, ukrukket og altid oprigtig. Og hvis man er heldig, varer den ved og gør livet rigt fra start til slut.
Vi er født med stærke sanser, og de er allerstærkest og former os for livet, når vi er ganske små og verden er ny og forunderlig. Skovjordbærrene findes, mariehønen findes, bladene findes, alt muligt findes og gør os glade når vi ser, hører, føler, lugter og smager det og kalder det ved navn.
“Flyv op imod himlen og bed om dejligt vejr”. Mariehønen gør børn glade. (Foto: Michael Stoltze).
Skovjordbær bringer ro og lykke. (Foto: Michael Stoltze).
Bøgeløber fra Koldekilde i Almindingen på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).
Bøgeløberen (Carabus intricatus) – lokalt for nylig døbt “den blå bornholmer” på Bornholm – er med en længde på op til 38 mm den næststørste danske løbebille, kun overgået af den op til 45 mm lange læderløber (Carabus coriaceus), der ikke er fundet på Bornholm. Både den voksne bøgeløber og larven, som er to år om sin udvikling, lever især af skalløse snegle på fugtige, mosrige steder i skov. Den voksne bille kan blive flere år gammel – måske over fem år. Den kan ikke flyve.
Den blå farve, der skyldes lysets brydning i kitinen, varierer i styrke fra individ til individ. Farven kan have et strejf af violet, men det er den rene ultramarinblå farve (efter halvædelstenen lapis lazuli), der gør billen enestående blandt Danmarks 331 arter af løbebiller.
Om vinteren overvintrer den især under løs bark eller tykt mos, hvor den indretter sig en lille hule. Den er ikke specielt knyttet til bøg, men snarere til fugtig skov og slugter med masser af dødt ved på skovbunden. Arten er vidt udbredt i Syd- og Mellemeuropa, men sjælden mod nord. Den mangler i Norge og findes kun få steder i det sydligste Sverige. I Danmark er den kun fundet som sjældenhed enkelte steder i Jylland og så på Bornholm, hvor den er ret almindelig. Den findes især i gammel løvskov med mange døde træer, og lever nok i næsten alle Bornholms skovbevoksede sprækkedale. I hvert fald er det lykkedes mig at finde den nærmest alle steder, hvor jeg har ledt. Øster Borregårds Skov, Ekkodalen, Christianshøj, Bobbeå, Døndalen og Gråmyr er gode lokaliteter for den flotte bille.
Hvis man finder den og tager den op i hånden, skal man være klar over, at den stinker fælt. Det gør de fleste løbebiller, men bøgeløberen har en særlig ubehagelig lugt, der bliver hængende i huden længe efter, man har rørt den.
Bøgeløberen er et klenodie blandt Bornholms insekter. Tilnavnet “den blå bornholmer” blev foreslået i 2017 af Trine Tulin fra Svendborg efter, at Naturstyrelsen havde offentliggjort et billede af billen. Så nu kalder mange den det.
Vedbend på vej op i død elm. (Foto: Michael Stoltze).
Ask, eg, bøg og de fleste andre løvtræer står normalt nøgne om vinteren.
Men i skove og hegn – især på øer og nær kysten – er træerne tit hyldet i mørke frakker. Det er den stedsegrønne vedbend, der bruger træerne som klatrestativer.
Det fik jeg for alvor at se for par år siden, hvor jeg besøgte Blåskinsdalen på Nordbornholm. Jeg havde ikke været der siden 1970’erne, og jeg fik nærmest et chok: Dalen var før dækket af en tæt skov af elme- og asketræer, men nu var de næsten alle døde. Man gik under åben himmel ad den lille sti, hvor døde stammer lå på kryds og tværs. Det lignede Ragnarok. Så bemærkede jeg, hvordan livet rejste sig igen i form af frodigt grønt. Overalt. Dalen var blevet vedbendens rige.
Vedbend i asketræer. (Foto: Michael Stoltze).
Midt i vinteren er der forår over vedbendens tætte, grønne løv, der kan nå højt til vejrs. Stammerne på gamle vedbendplanter kan blive lårtykke med skud, der kravler 25 meter op i træerne, hvor dens løv kan se næsten sort ud mod den lave vintersol. Vedplanter, der bliver meget lange og hænger på andre planter, sten eller klipper for at nå i vejret, kaldes for lianer. I troperne findes kæmpelianer, der i sjældne tilfælde kan blive op mod én kilometer lange. I Danmark har vi kun få lianer, for eksempel kaprifolium, den nyindvandrede almindelig skovranke og vedbend, der er den største. Navnet vedbend betyder “vedbånd” eller “den, der bøjer sig om træer”.
I mytologien er vedbenden blandt andet kendt fra Dionysos (den græske gud for vin, vegetation og lystighed), der ofte afbildes med en krone af vedbendblade. Planten symboliserede livslyst, og grækerne gav skud af vedbend til brudepar. Siden hen i den kristne tid blev vedbenden symbol på sammenhold og trofasthed og evig kærlighed på grund af vedbendplanternes udtalte evne til at vokse sammen med hinanden. Den blev et alvorsfuldt symbol på, at alt er forbundet. Også kærlighed, liv og død.
En af de berømte fortællinger er myten om Tristan og Isolde. Da de elskende i det gamle kærlighedsdrama dør, beordrer kongen, der skulle have haft Isolde, at de to ikke må begraves sammen, men et stykke fra hinden. Siden voksede vedbenden trodsigt frem på de to grave, krøb over jorden, mødte hinanden og blev forenet.
Vedbend kaldes også for efeu, og forskerne har givet den vilde danske vedbend det latinske navn Hedera helix. Da hedera er det gamle latinske ord for vedbend og helix betyder en, der snor, kan det latinske navn oversættes til “den vedbend, der snor sig”.
I virkeligheden snor vedbenden sig ikke så meget, selv om den er en ægte lian. Den behøver ikke sno sig, for den har et mylder af små hæfterødder på sine skud, som på den måde kan klynge sig til underlaget. På de klatrende skud er hæfterøddernes eneste funktion at holde skuddet så tæt og fast til underlaget, at det ikke blæser ned i den første storm. Set på klos hold ser skuddene ud som om, de har en masse små ben – nærmest som tusindben.
Således udstyret skyder vedbenden til vejrs med en hastighed på en til to meter om året, hvis der er gode vækstbetingelser. I lange tider kan vedbend vegetere i skovbunden som et lavt, spinkelt, fjedrende væv af skud på kryds og tværs. Der er et virvar at skud, og da skuddene ofte vokser sammen, når de mødes, er det ikke til at sige, hvor den ene plante begynder og en ny tager over. Der er bare et mylder af brogede vedbendblade, og ingen planter blomstrer. Blomstring kræver energi, og det er der ikke i skovbunden, hvor lyset om sommeren rummer under 1 % af den kraft, der rammer kronerne med lyset fra oven. Det er så beskedent lys, at vedbenden ikke bare indstiller al blomstring. Den tror simpelthen ikke på egne evner og vover ikke at klatre op i træerne. De mismodige vedbendplanter kryber uden om de stammer, der byder sig til som støtter på deres vej.
Men modet kan vækkes. Hvis et løvtræ bliver så sygt, at det ikke sætter blade og dør på roden, passerer lyset pludselig ned til skovbunden i store doser. Det er signal fra oven, og vedbenden vågner op til dåd. Nu skal det være! Den enes død er den andens brød, og med stor iver og ukuelig tro på lykken, slår vedbenden armene om det livløse træ og begynder opstigningen. Det skal gå stærkt, for et dødt træ er dømt til forfald og opløsning. Og når træet vælter, tager det sin grønne afløser med i faldet. Vedbendens verden bryder sammen, for uden støtte i livet klare den sig dårligt. Elme og ege er de bedste støtter, da deres døde kroppe er stærke og standhaftige og kan stå oprejste i årtier.
Vedbenden bruger også levende træer. Især i hegn og skovbryn og skove på skrænter og andre steder, hvor træerne ikke står så tæt, kan de levende træer i stor stil være pakket ind i vedbendens kåber.
Undervejs på klatreturen klamrer vedbenden sig tæt til barken, kiler sig ind i sprækker, opad og opad går det med et mylder af sideskud, så snart den mærker, at den er oppe i lyset. Ved en bestemt lysstyrke sker der et mirakel. Lyset forvandler planten, så den begynder at udsende skud med en anden slags blade. De smukke, spydformede og brogede blade bliver afløst af mere ordinære, tilspidsede og ensfarvede grønne blade. Og vækstformen bliver busket. Ikke noget med at krybe. Mismodigheden er forsvundet som dug for solen, og nu skal livet leves i lyset og blæsten. Efter forvandlingen er vedbenden klar til at blomstre og sætte frugt.
Vedbendens blomster er små og gulgrønne. De sidder i diskrete buketter af halvkugleformede skærme omgivet af de blanke blade i vedbendens buskede blomsterskud. Hvad de ikke har i farvepragt har de i honningmængde. Og da den ordinære blomstring er så sen som september til november (senere end nogen anden dansk blomsterplante), flokkes efterårets admiraler, bier og andre insekter om vedbenden. I begyndelsen af oktober er den en sand insektmagnet.
I august, hvor blomsterknopperne er synlige, omsværmes vedbenden af en af Danmarks allersmukkeste sommerfugle – hunnen af den lille, lyse skovblåfugl. Den sarte blåfugl lægger æg på mange forskellige vedplanter. Dens larver er kræsne og vil kun æde næringsrige blomsterknopper og unge frugtanlæg. Det ved de æglæggende hunner, så de flakser omkring vedbenden fra skærm til skærm, sætter sig kortvarigt, krummer bagkroppen og presser et lille, hvidt, makronformet æg ud. Det har lim på overfladen og klæber omgående godt fast på en stilk eller knop i skærmen. Når den lille larver bryder ud af skallen efter et par uger, er der serveret et udsøgt, næringsrigt måltid. Laven guffer løs og bliver på forbavsende kort tid voksen og forvandler sig til en puppe, der overvintrer dybt inde i vedbendens tætte løv. Når pupperne revner om foråret, kravler de nyforvandlede hunner frem på bladene, hvor de dufter forførende. Så på steder med mange vedbend ser man tit lyseblå hanner af skovblåfugle flyve søgende omkring løvet i april-maj. De er på damejagt.
Skovblåfuglen, der lægger æg på vedbend. (Foto: Michael Stoltze).
Vedbendplanter på træer, sten, klipper og huse kan bliver over hundrede år gamle. Med tiden udvikler de et omfangsrigt løv og en kage af stammer og skud i et overskueligt fletværk. Det bliver alt i alt til et fremragende gemmested og redested for småfugle. Og nogle fugle æder også vedbendens sorte bær, der modner om vinteren. Man skal ikke gå dem i bedene, for bærrene er giftige for mennesker.
Vedbendbær. (Foto: Michael Stoltze).
Vedbendens løv yder vinteren igennem god beskyttelse mod vind og vand, og det har vist sig, at den flotte admiral som voksen sommerfugl kan klare sig gennem en mild dansk vinter ved begrave sig dybt i en vedbend. Admiralen er ellers en træksommerfugl, der hvert år kommer fra Sydeuropa til Danmark for at yngle, hvorefter afkommet flyver sydpå igen, for de kan normalt ikke overleve den danske vinter. Men nogle bliver altså og klarer sig i den grønne vedbend. Den må minde sommerfuglene om middelhavsklimaet.
Vedbenden selv er også kuldefølsom. Den klarer sig bedst nær kysten, hvor det lune havvand holder streng frost væk. Men hvis det for alvor bliver isvinter, og isen lægger låg på havet, forsvinder de formildende omstændigheder. Så kan vinteren slå store vedbend ihjel i hele landet. Isvintrene i 1940’erne dræbte størstedelen af Danmarks gamle vedbend.
Vedbenden er en ener i dansk botanik. Med sin opadstræbende adfærd, sommergrønhed året rundt og novemberblomster er den ukuelig. Den snylter ikke på andre, men støtter sig kærligt til verden for nå op i lyset og leve i fred.
Det er vidunderligt, at den findes.
——–
Bragt som essay i Kristeligt Dagblad 15. januar 2018
Den tyske naturforsker Alfred Wegener (1880-1930) var tæt knyttet til Danmark. Han lærte sig dansk og deltog på flere ekspeditioner til Grønland, blandt andet den skæbnesvangre Danmarksekspedition (1906-1908), der kostede lederen Ludvig Mylius-Erichsens, Jørgen Brønlund og Niels Peter Høgh Hagen livet. Wegener vendte hjem i april 1907 – før ulykken.
Tilbage i Tyskland arbejde Wegener videre med iagttagelser over kontinenternes form og blev mere og mere overbevist om, at de måtte have hængt sammen engang. I 1912 fremsatte han sin dristige teori om landmassernes langsomme vandring på Jorden – kontinentaldriften. Hans teori blev afvist af andre forskere, der ikke mente, at der var kræfter med tilstrækkelig styrke til at flytte Jordens kontinenter. 18 år senere, i november 1930, omkom Wegener på Grønland under voldsom kulde umiddelbart efter sin 50 års fødselsdag.
Først 36 år senere blev hans teori alment accepteret, og i dag ved forskerne med sikkerhed, hvordan og hvorfor kontinenterne vandrer, hvordan de har vandret og hvordan de med stor sandsynlighed vil vandre i fremtiden. Wegener havde ret, og hans opdagelse har fuldstændig revolutioneret videnskabens forståelse af Jordens udvikling og livets udvikling på Jorden.
Vores planet er som et tyndskallet, kuglerundt æg med et mylder af revner. Nogle steder glider skallerne langsomt fra hinanden, og dér vælder lava frem fra Jordens indre. Andre steder støder skalstykkerne mod hinanden, så der opstår bjerge – for eksempel Andesbjergene og Himalaya.
Forundring
Wegener havde evnen til at se og forundres over verden. Han iagttog også dannelse af is og rim, og her så han et fænomen, der undrede ham meget: Håris eller på tysk: Haareis. Håris er snehvide og meget tynde ishår, som ligner vat eller hvidt skæg. Det findes på døde grene af løvtræer – især ege- og bøgegrene, der ligger i skovbunden.
Wegener tegnede, hvad han så og bemærkede, at hårisen altid voksede frem på barkløse grene eller på veddet under barken, så barken blev løftet eller skubbet helt af som følge af isdannelserne. Han iagttog også, at veddet, som hårisen sad på, altid var dækket af et væv af tynde svampetråde (mycelium). Derfor mente han, at fænomenet på en eller anden måde måtte skyldes svampens indvirkning på krystaldannelsen. Alt det offentliggjorde han i en videnskabelig artikel i 1918. Men ligesom med hans teori om kontinentaldrift, blev hans tanker ikke almindeligt anerkendt. Emnet og Wegeners iagttagelser havnede i krydsfeltet mellem fysik, kemi og biologi. Det er måske en af forklaringerne på, at hans ideer tilsyneladende ikke rigtig blev forstået af forskerne i samtiden. Først 90 år efter viste nye undersøgelser af fænomenet, at Wegener havde fat i det rigtige.
Nisseskæg
På dansk kaldes håris også for nisseskæg. Det ligner vitterligt snehvidt skæg, og som nisseskæg er det i de senere år blevet mere og mere kendt, fordi billeder af fænomenet nu bliver delt vidt og bredt på hjemmesider og sociale medier.
Nisseskægget opstår i vinterhalvåret, når det sætter ind med nattefrost efter længere perioder med vådt og mildt vejr. Hvis det er let frost hele natten, kan der vokse meget langt, snehvidt isskæg på over 10 centimeter frem fra døde grene og stammer i skoven – især hvor det døde ved ligger på skovbunden. I ældre ege- og bøgeskove er der særlig tit nisseskæg, når vejret er til det, mens det er sjældent eller slet ikke forekommer i andre skove. Det hvide skæg lyser op på lang afstand, når der ellers ikke er sne eller rim af betydning. På de rigtige dage i de mest egnede skove kan man tit se hundredvis af hvide skæg på en lille vandretur gennem skoven. Ofte på grene, der er delvist dækket af visne blade.
Skægget består af ishår med en tykkelse på blot omkring 1/50 mm. Så selv med 1000 ishår per kvadratcentimeter vil nisseskægget bestå af mere end 99,5 % luft. Det er 20 gange mere luftigt end nyfalden sne. For nogle år siden genopstod interessen for nisseskæg, og nu er fænomenet blevet nøje undersøgt af forskere fra Schweiz og Tyskland.
Hemmeligheden er smuk bævrehinde
Den schweiziske forsker Gerhart Wagner efterviste i 2008, hvad Wegener havde forudsagt ud fra sine iagttagelser: At svampe var en forudsætning for dannelsen af nisseskæg. Wagner samlede svampeinficerede grene, som dannede nisseskæg, hver gang de blev udsat for frost efter de var blevet gennemvandet. Men hvis han dyppede grenene i varmt vand eller behandlede det med svampedræbende midler, opstod nisseskægget ikke, når grenen bagefter blev udsat for frost. Den levende svamp måtte være en forudsætning.
Ved Institut für Angewandte Physik på universitetet i Bern i Schweiz undersøgte fysikeren Christian Mätzler siden, hvordan istrådene opstår på baggrund af forekomsten af svampe. Hans eksperimenter viste, at ved nul grader fryser det yderste vand på træet, det som er i kontakt med luften, mens det nedenunder, i kontakt med træet, forbliver flydende. Det skaber en slags sandwich mellem is, vand og træ. Langsomt vil isen vokse og tage form efter mønsteret på træets overflade. Men hvis træet har svamp i overfladen, vil isen tage form herefter. “Der vil opstå lige meget is på et stykke træ med eller uden svamp, men uden svamp vil isen tage form som en slags skorpe. Svampen gør isen i stand til at forme sig som tynde hår med en diameter på omkring 0,01 millimeter. Og den kan holde denne form i flere timer ved temperaturer omkring 0 grader,” sagde Christian Mätzler til European Union for Geosciences.
I 2012, 2013 og 2014 indsamlede den tyske biolog Gisela Preuss grene med nisseskæg i skovene nær Brachbach i det vestlige Tyskland. Da hun analyserede prøverne, fandt hun 11 forskellige svampearter i grenene. Men der var én bestemt svamp, som gik igen i samtlige prøver.
“Exidiopsis effusa havde koloniseret alt vores træ med nisseskæg, og i mere end halvdelen af prøverne, var det den eneste art, der var til stede,” skrev hun i en pressemeddelelse fra European Union for Geosciences. Svampens danske navn er smuk bævrehinde, og det er altså den, der er hemmeligheden bag det besynderlige isskæg.
Kemiske analyser af smeltet skæg
Den tyske kemiker Diana Hofmann fra Tyskland analyserede det smeltede vand fra nisseskægget. Det viste sig at indeholde en del lignin og garvesyre, der er stoffer, som opstår efter svampes nedbrydning af træet. Den kemiske og fysiske overflade på ved, der er dækket af tråde af smuk bævrehinde, er på en eller anden måde, der stadig ikke er helt klarlagt, årsag til fremvæksten af de hårfine iskrystaltråde, når vand af forskellige fysiske årsager trænger ud af træet. Der er formentlig involveret et stof, måske lignin, som modvirker, at de fine krystaltråde vokser sammen. Trådene formes tilsyneladende af grenenes marvstråler, der er tynde, radiære kanaler fra marven til vækstlaget lige under barken. Uanset, hvad den rigtige forklaring er, har forskerne fastslået, at det fine lag af svampetråde fra smuk bævrehinde er nisseskæggets nødvendige spirebund, når det kolde eller underafkølede vand trænger ud af grenen. Når der er 99,5 % luft i isdannelserne, kan ganske lidt vand blive til et ordentligt, hvidt “fuldskæg”, når det fryser. Der bliver kun en teskefuld vand tilbage, når “julemandens skæg” smelter.
Den afgørende svampeart ser ud til at være ret almindeligt udbredt i Danmark – i hvert fald i ældre løvskove i Østjylland og på Øerne og Bornholm. Så på de rigtige morgener med nattefrost efter milde, våde dage, kan man få det mærkelige fænomen, der forundrede Alfred Wegener, at se mange steder i landet.
God jagt på nissernes skæg.
——
Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 2. januar 2018
Wegener tegnet af Acton Friis 1907
Et “mustache”. (Foto: Michael Stoltze).
Gren med nisseskæg og smuk bævrehinde, der ses som et skummemælkeblåt skær på veddet. (Foto: Michael Stoltze).
Knækket, barkløs gren med håris og marvstråler, der sammen med svampetråde på grenens overflade er vigtige for dannelse af de fine istråde. (Foto: Michael Stoltze).
Tynd gren med nisseskæg lige før, det smelter i morgensolen. (Foto: Michael Stoltze).
Nisseskægget har løftet den døde bark i nattens løb. (Foto: Michael Stoltze).
Erhvervet har siden sin spæde begyndelse i Mellemøsten for mere end 10.000 år siden haft til formål at producere fødevarer og skabe tryghed, sikkerhed og glæde for mennesker. Fjenden har hele tiden været den vilde natur – rovdyr, ukrudt, skadedyr, svampe, bakterier, virus.
Nyttesynet ligger dybt i erhvervets DNA. Derfor er det vanskeligt og på sin vis et paradoks, når landbruget begynder at bruge kræfter på naturbeskyttelse. Men siden 1987 (Brundtland) og navnlig siden topmødet i Rio i 1992, har FN’s bæredygtighedsprincipper vundet global udbredelse og anerkendelse. Al udvikling på Jorden skal af hensyn til menneskehedens overlevelse og velfærd ske bæredygtigt. Det vil sige i den bedst mulige balance mellem hensyn til miljø, økonomi og sociale forhold. De tre ben. Bæredygtighedsprincippernes sejrsgang på kloden er en skelsættende begivenhed i menneskehedens seneste historie. Principperne skal fastholdes og balancere på de tre ben, så læsset ikke vælter. Principperne må ikke gradbøjes i retning af hverken miljø, økonomi eller sociale forhold. Balancen er det, der bærer verden fremad i en sund udvikling.
På den baggrund giver det mening, at det moderne landbrugserhverv engagerer sig i naturbeskyttelse.
Miljøbeskyttelse har længe været et vilkår og krav i erhvervet (landbruget må ikke udlede forurenende stoffer i så store mængder, at det skader omgivelserne (natur, biodiversitet, drikkevand, fiskeri). Men naturbeskyttelse (= at give plads til vild natur) er et relativt nyt felt i landbruget. Der er primært tale om såkaldt naturpleje (græsning af enge, overdrev og heder) og etablering af vandhuller. Og på det seneste har såkaldte vildtstriber, insektvolde og lærkepletter vundet indpas.
Indsatsen er bedre end ingenting, og en del af naturplejen er fin – især hvor dyrene går ude hele året uden tilskudsfodring af noget art.
Målet med naturbeskyttelse er at give plads og levemuligheder for naturens vilde arter og mangfoldighed. Det er ikke nytte i landbrugsmæssig forstand. Den vilde natur er ikke nyttig i klassisk forstand. Den er mentalt nyttig, fordi den findes i form af medskabninger og mednatur, som vi kan spejle os i og blive inspireret af på vores klode. En løve, en citronsommerfugl eller en klokkeblomst er ikke nyttig i landbruget – løven er endda farlig og skadelig. Mere end 99 procent af vore medskabninger er ikke nyttige i forhold til landbruget, og rent økologisk kunne de godt undværes på vores planet.
Når landbruget udlægger vildtstriber med honningurt, solsikke, majs, blodkløver og andre planter, der ikke hører naturligt hjemme i Danmark, gavner det ikke den vilde natur. Planterne huser nærmest ingen biodiversitet her i landet, og de gavner stort set kun almindelige og indførte arter som fasaner og honningbier. Det er helt tydeligt, at nyttesynet har været styrende: Vildtstriber skal giver flere fasaner, agerhøns og rådyr til jagten og mere honning til den importerede honningbi – et husdyr, som er en potentiel problemart i vilde økosystemer.
Der er altså noget galt. Men det er ikke mærkeligt, og det er ikke så galt, at det ikke kan laves om. Vejen dertil er, at landbruget (og DN) begynder at lytte til de konstruktive natur- og biodiversitetsforkæmpere, der ved noget om natur og naturbeskyttelse, og som faktisk er landbruget som sådan venligt stemt. Dialog. Og her er tænketanken Frej et muligt springbræt til en fornyelse, der kan gavne både landbrugserhvervet og naturen.
Landbrugsnyttesynet skal pakkes HELT væk i naturbeskyttelsen, hvis landbrugserhvervet skal have virkelig succes på de arealer, hvor landbruget vælger naturbeskyttelse som målet. Fremover skal det handle om at udtage arealer (f.eks. markskel og bakketoppe), hvor de vilde danske arter får plads og ro til at boltre sig. Arealer, hvor man kan lægge sten og grenbunker og jord og bare lade det være. Så kommer urter og buske og træer og vilde bier og sommerfugle og sangfugle og rovfugle af sig selv. Og nytte i form af læ og mulighed for lidt brændehugst, honninghøst og jagt kommer såmænd også. Som sidegevinst altså. Det er nemlig ikke tømmer, honning, jagt, kødproduktion eller noget helt femte, der er målet med naturbeskyttelse. Målet er vild natur og vilde arter.
Det vil være fantastisk, hvis landbruget begynder at gå den vej.
Næsehornsbille i flugt. Danmarks tungeste bille. Den lever i kompostbunker og især i savværkernes bunker af savsmuld. (Foto: Michael Stoltze).
Den britiske forsker J.B.S. Haldane (1892-1964) blev en gang spurgt om, hvad han ud fra sit kendskab til skaberværket kunne sige om Gud.
Efter en længere betænkningstid svarede Haldane: “Han var ualmindelig glad for biller”.
Anekdoten har den sandhed i sig, at billerne er uhyre talrige på Jorden, og at ingen anden dyreorden når op i nærheden af, hvad billerne kan præstere af arter. Der er hidtil beskrevet og navngivet omkring 400.000 arter af biller. Godt en tredjedel af alle kendte insekter og omkring en fjerdedel af alle kende dyrearter er biller. I den danske natur er der fundet omkring 4.000 arter af biller.
Billernes succes hænger sammen med deres enkle og solide konstruktion og evne til at tilpasse sig alle mulige levesteder. Der er specielle arter af biller knyttet til de fleste arter af levende træer, buske og urter, og mange arter lever i svampe, dødt træ, ekskrementer eller ådsler. Der er vandkalve og andre biller i ferskvand, og der er biller, der (desværre) som larver er i stand til æde sig gennem gammelt tørt og solidt tømmer. Billerne findes overalt på Jorden bortset fra i havet og på polerne. Deres hårde, stærke og smidige skal af kitin gør dem modstandsdygtige i alle miljøer. Mange biller udskiller giftige og ildelugtende kemikalier, når de bliver forstyrret, og mange biller har udviklet en evne til at tåle at æde giftige planter.
Der lever over 300 arter af løbebiller i Danmark. Bøgeløberen er en af de største, smukkeste og sjældneste. Den stinker frygteligt, hvis man pirker til den. (Foto: Michael Stoltze).
Tørrede plasterbiller (spanske fluer), der har været brugt meget i medicinen – blandt andet af H.C. Andersen. Billernes helbredende effekt eller mulige effekt på potensen er mere end tvivlsom. Men de er meget giftige og fremkalder blærer på huden. Spanske fluer er meget sjældne i Danmark. De almindelige oliebiller er nært beslægtet og indeholder de samme giftstoffer. (Tegning: Michael Stoltze).
Hvis men ser godt efter i sommerens blåhat, kan man se denne strålende bille med smækre lår. Den tyklårede solbille hedder den. Den er kun en centimeter lang. (Foto: Michael Stoltze).
Kitinskallen udgør et ydre skelet, som er fæste for kraftige muskler. Billernes ben, antenner og kæber er ofte særdeles stærke – både hos de voksne biller og deres larver. Det betyder, at de kan færdes alle steder, og at mange arter er i stand til at gnave sig ind træ. De fleste biller kan flyve. De har fire vinger. Men det er kun de gennemsigtige og sammenfoldelige bagvinger, der bruges til flugt. Forvingerne er omdannet til hårde dækvinger, der beskytter de sarte og tynde bagvinger. Lige inden billen letter – og under flugten – holder billen forvingerne højt løftet. Ellers ville billen ikke kunne folde sine flyvevinger ud og bruge dem.
Den juvelstrålende guldbasse æder pollen og nektar på merian. Den lægger dækvingerne ned i flugten. Guldbasser er meget almindelige. (Foto: Michael Stoltze).
Enkelte biller har dog et hak i dækvingen, så de kan lægge dækvingerne ned, mens de flyver. Sådan er det hos guldbassen, som flyver hurtigt og minder om en metalskinnende humlebi i flugten. Dens flyvevinger er smalle ved basis, der passer perfekt i dækvingernes hak i siden. Så guldbassen kan lukke dækvingerne helt tæt om kroppen i flugten.
Mariehønen på vej mod himlen. (Foto: Michael Stoltze).
Mariehønen er et af de mest populære dyr blandt børn. Der er omkring 50 arter af mariehøns i Danmark og flere tusinde arter på verdensplan. Men den ”rigtige” mariehøne er den syvplettede mariehøne. Den lille, kortbenede bille ligner en folkevogn og bevæger sig næsten altid opad, hvis man lader den kravle sin hånd. Hvis man vender fingrene mod himlen, vil mariehønen kravle lidt uroligt frem og tilbage, når den når en fingerspids, hvorefter den sætter sig til ro, løfter dækvingerne, folder flyvevingerne ud og letter. Så er det, vi ønsker, at den flyver op i mod himlen og beder om dejligt vejr.
Mariehønen og dens larve lever af bladlus, og visse år kan der være kolossale mængder af mariehøns. Så kommer de flyvende til os i flokke på mange milliarder fra landene syd og sydøst for Danmark. Det kan være ganske voldsomt, når det sker. Den lille, venlige bille, man normalt bliver så glad over at møde enkeltvist i haven, optræder nu i ubehagelige horder, der kan få strandgæster til at fortrække, fordi de orangerøde biller napper i huden, når de drikker sved, og udskiller et ildelugtende, gult stof. Mariehøns smager grimt, og deres stærke farver er til for at advare fugle og andre dyr om, at de ikke er værd at æde.
Biller findes i alle tænkelige farver og former og i størrelser fra mindre end 1/3 mm (et lille punktum) til tropiske kæmpebiller med en vægt på op til 100 gram og l8 centimeters længde. De 400.000 arter af biller klassificeres i omkring 170 familier, hvoraf snudebillefamilien er den største med hidtil omkring 70.000 beskrevne arter. Det er flere end samtlige arter af kendte hvirveldyr (fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr) på Jorden. I Danmarks natur lever omkring 450 arter af snudebiller. De fleste er små, men på vandreklitten Råbjerg Mile ved Skagen, ser man ofte de op til halvanden centimeter lange fyrresnudebiller trave hvileløst omkring i sandet, hvor de sætter karakteristiske spor. Sanddyngerne, de kravler på, har begravet deres fyrretræer, så snudebillerne er en slags flygtninge. En anden snudebille er den ærtestore nøddesnudebille, der er næsten kuglerund med en meget lang, tynd og buet “snude”. “Snuden” er i virkeligheden hovedet, der er forlænget, så de små, stærke kæber sidder for enden. Med kæberne rasper den et lille hul på den umodne nød, hvorefter den lægger et æg i hullet. De angrebne nødder kan derefter kendes på de små brune prikker ved basis. Der er “orm” i nødden, og det hele ender med, at den fede, flødefarvede snudebillelarve gnaver et cirkelrundt hul i skallen, klemmer sig ud og finder et sted mellem vissent løv for at forpuppe sig.
Ørkenvandring. Fyrresnudebille på Råbjerg Mile. (Foto: Michael Stoltze).
Billerne er allestedsnærværende. Nogle er flotte, nogle er vidunderlige som levende juveler, mange er brune og sorte eller grå som natten. Nogle gør skade og nogle gør nytte i forhold til menneskets interesser. Langt de fleste har ingen særlig betydning for mennesker ud over, at de gør verden mangfoldig og eventyrlig. De er her, fordi de har været heldige og har været i stand til at klare sig og formere sig og udvikle sig gennem millioner af år. De er produktet af den langtrukne og yderst komplicerede kemiske proces, man kalder liv og evolution. De er her, fordi de lige som mennesket er heldigere end de over 99 % af Jordens arter, som gennem tiden har levet, men ikke overlevet på vores planet. De er vore levende medskabninger.
Min far Paul Stoltzes tegning af eghjorten fra Olsker. Han troede, det var en bøghjort. Men det var en af de sidste oprindelige eghjorte i Danmark.
Eghjorten er en af de mest magiske biller i verden. Hannen bærer et par vældige, grenede kæber, der ligner gevirer. Med “geviret” kan den blive op til 10 cm lang. Hunnen ser mere ordinær ud og bliver kun omkring fem centimeter lang. Som larve lever den på varme steder i jorden, hvor den æder dødt træ og først bliver voksen og forpupper sig i en stor kokon efter tre til fem år. Langt ind i det 19. århundrede fandtes kæmpebillen mange steder i Danmark, hvor den nød godt af det hårdt græssede guldalderlandskab med ældgamle, halvt levende og halvt døde, krogede ege- og bøgetræer, der stod spredt og solbagt i landskabet. Men Danmark er nordgrænsen for den varmekrævende art. Og i løbet af det 19. og 20. århundrede blev skovene tætte og så kolde i skovbunden, at eghjorten forsvandt. Den overlevede på Æbelø, ved Vejle Fjord og på Borholm frem til midt i det 20. århundrede. I mit fødeår, 1955, tegnede min far en eghjort, som min moster fandt i dalen ved Olsker på Bornholm. Det var en hun. Mange år senere talte jeg med en mand, der som ung sidst i 1950’erne havde fundet hanner af eghjorte, der sugede saft fra knækkede kirsebærgrene nær hans hjem vest for Olsker. Han havde haft et par af giganterne med hjem i køkkenet i husholdningstændstikæsker. Han anede dengang ikke, at det var nogle af de sidste eghjorte i Danmark.
Den store bille appellerer til fantasien. I 1505 udførte Albrecth Dürer en akvarel af en eghjort. Den har hævet hovedet i en positur, så det virker større, og så “geviret” favner bredt ud mod den lysende verden.
I 2013 vurderede eksperter, at den fredede Dyrehave nord for København var egnet som levested for eghjorte. Og da den tunge bille er meget dårlig til at sprede sig, blev den importeret fra udlandet og sat ud – både som voksen og som larver i forskellige stadier. Fabeldyret er tilbage i Danmark og ved at etablere en bestand i Dyrehaven, hvor den forhåbentligt kan opleves i pænt tal i juni-juli om nogle år.
Albrecth Dürers eghjort fra 1505.
Oldenborrer, gåsebiller, liljebiller og de små glimmerbøsser kan gøre skade på afgrøder og være plagsomme. Men langt de fleste biller bringer glæde. De farvestrålende og elegante træbukke. De hurtige, glatte og ovale vandkalve. De skinnende bladbiller. De stærke, blåskinnende skarnbasser. De venlige og prikkede mariehøns. Og løbebillerne, som lugter ubehageligt, men ofte er smykket med strålende metalfarver og sirlig ornamentik på forkrop og dækvinger.
Hvis man leder og bruger øjnene, opdager man billernes mangfoldighed og skønhed. De er en gave. En gave, jeg også er ualmindelig glad for.
Den brede vandkalv er verdens største vandkalv. Den fredede bille findes kun ganske få steder i Danmark, og næsten ingen kender den. Men i 2003 kom den på et dansk frimærke, der blev meget populært. (Foto: Michael Stoltze).
Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 17. november 2017 .
Grusvejen til Saltunavej 12. (Foto: Michael Stoltze).
Ejendommen Saltunavej 12 ligger på landet på Bornholm mellem Østermarie og Saltuna. Stedet er omgivet af dyrkede marker og ligget højt i landskabet, så der er et smukt udsyn over Østersøens blå mod nordøst. Fra den asfalterede Saltunavej fører en stenet grusvej frem til det sted, som Sue og Lars Trolle købte i 1973. Da jeg svingede ind på grusvejen var jeg lidt i tvivl, for da jeg kom her i 1970’erne var stedet let genkendeligt på ladens karakterfulde, sekskantede gavl. Nu er træerne blevet høje, så man kun med god vilje aner bygningerne i alt det grønne. Men vejen derhen lover godt. Det er sløret sol og lummervarmt, og i begge sider af vejen bugner rabatten af klokker og knopurt og blåhat og røllike. Og ikke mindst hele gule bølgehave af Jomfru Marias sengehalm – den gule snerre med den forførende, søde duft af sommer. En kålsommerfugl flagrer lavt og ubeslutsomt over venstre hjulspor og søger op mod himlen og op i den lette østenvind, som midlertidigt har ført lidt varme til øen. Mit ærinde er at besøge Sue for tale med hende om livet, døden og naturen.
Sue i haven. (Foto: Michael Stoltze).
Sue er født Susan Lindsey Jane Russell i Tanzania i 1949 som den yngste af tre døtre. Faderen var journalist og moderen sygeplejerske og jordemor. De udvandrede uafhængigt af hinanden til Tanzania, hvor de mødte hinanden i hovedstaden, Dar es Salaam. De første år boede Sue hos forældrene i Tanzania, hvor hun blandt andet oplevede deres bekymring over den dramatiske Mau-Mau opstand og briternes brutale fremfærd overfor de sorte oprørere i Østafrika. Først i 1960’eren begyndte Sue i kostskole i England, hvor hun i de ferier, hvor hun ikke rejste hjem til Tanzania, til stor inspiration boede hos sin natur- og botanikyndige familie i the Cotswolds lige udenfor byen Cheltenham nær Oxford i Sydengland. Faderen i Tanzania elskede bøger, og forældrene havde to boghandler, en i Arusha og en i Moshi. Efter endt skolegang tog Sue til sine forældre i Moshi i Tanzania og til Israel for at arbejde i en Kibbutz. Tilbage i Tanzania traf hun under en tur med Moshi Bjergklub til vulkanen Mount Meru en smuk, dansk mand med en levende begejstring for natur. Det var Lars, og med ham kunne hun dele sin interesse for botanik og naturen i det hele taget. Lars var lærer og underviste på en pigeskole i Macheme på Kilimanjaro. Han boede langt oppe ad bjergskråningerne på den eventyrlige vulkan med vilde bjergregnskove, lyde af aber, træfrøer og turakofugle og med trælyng, kæmpelobelier og sølvskinnende kæmpebrandbæger på alpine heder i over 4000 meters højde. Omgivelserne af vild natur kunne ikke være mere magiske for det nyforelskede par. Det var en intens og eventyrlig start deres liv sammen. Livet på bjerget med ture til Serengeti, Ngorongoro og Lake Manyara og Mount Meru var en god begyndelse. Eventyret forsatte under nye himmelstrøg, da de i 1972 rykkede til Bornholm, hvor Lars havde fået arbejde som lærer på Østermarie Skole. De boede først i en lærerbolig, men allerede året efter købte de skoleinspektørens nedlagte husmandssted, Saltunavej 12, hvor Sue nu har boet i 44 år. Det var et primitivt sted uden indlagt vand. Gårdens pumpe findes og virker endnu, men sammen fik de sat skik på huset og efterhånden også installeret moderne bekvemmeligheder. Grunden var lille og omgivet af rig landbrugsjord, så det var en kamp med den daværende landbrugskommission at få lov til at tilkøbe mere jord til noget så nytteløst som have og natur. Men det lykkedes, og de fik forvandlet stedet til et paradis af have og blomstereng og krat og skov.
Fra lysthuset er der kik til blomsterengen og udsigt over Østersøen. (Foto: Michael Stoltze).
Ejendommen blev rammen om et liv med have og natur. Sue dyrkede sin interesse for botanik og have, og Lars dyrkede sin interesse for den vilde natur og navnlig insekter, hvor han blev Danmarks førende specialist i cikader og skrev videnskabelige artikler og populære bøger om natur. Datteren Astrid kom til i 1982 og i 1986 fik Sue og Lars sønnen Halfdan. Astrid bor i dag med manden Martin nær Ringsted, mens Halfdan bor med kæresten Cille i København. Astrid og Martin har børnene Augusta på 10 og Olaf på syv år. Lars vidste besked med naturen. Han var en afholdt turleder, og blandt bornholmere fik han med god grund stjernestatus på grund af et utal af udsendelser i lokalradio og TV om stort og småt i naturen. Han var en blændende og rolig fortæller, som glad og begejstret delte ud af sin viden. Lars var en smuk mand, smilende og altid med en god fortælling om naturen på læben. Han anerkendte og fortalte også med levende begejstring anekdoter om alle de andre naturhistorikere han kendte og beundrede. Sidst i 1980’erne begyndte Sue at opformere sjældne og usædvanlige haveplanter til salg. To dage ugentligt sælger hun sine planter på torvet i Svaneke, og det har hun nu gjort i 28 år – de senere år med god hjælp fra en medarbejder. “Haven er ret vild og tilgroet, men kom bare alligevel”, siger Sue med en blanding af undskyldning og stolthed, da jeg træffer aftale om besøget. Som god haveromantiker bestemmer Sue over haven samtidig med, at hun lader haven bestemme mest muligt selv. “Men lige nu bestemmer haven lidt rigeligt”, siger hun med et smil, da jeg balancerer bakken med skoldhed te, småkager og tærte ad små stier ud til et lille havebord midt blomsterhavet. Undervejs standser vi ved et overdækket fuglefoderbræt, som en humle har erobret. Humlebladene skjuler en solsort, der ruger fast i reden, som den har valgt at placere lige dér på brættet, hvor den blev fodret i vinters. Fuglen ser os værdigt an fra sit leje og viger ikke en millimeter, selv om vi står blot en halv meter fra reden. “Jeg nænner ikke at klippe og beskære, når fuglene yngler”, sige Sue. Hun ved, at alt det vilde godt for fuglene. “Jeg lægger stor vægt på, at blomsterne er gode for sommerfugle og vilde bier, så det summer af liv”, fortæller Sue ude i blomstermarken. Hun taler et smukt dansk med klar diktion og en charmerende accent, som trods de 44 år i Danmark ikke efterlader tvivl om hendes engelske herkomst. Vi sætter ved bordet ude i haven. Skydækket letter, solen varmer, sommerfuglene flokkes om merian, og årets første store grønne løvgræshopper synger insisterende i blomsterengen. “Børnene er lidt bekymret for mig – om jeg kan magte at drive det. Men jeg trives og elsker det her sted, og skal nok bæres ud herfra”, svarer Sue, da jeg spørger, hvor længe hun vil blive boende på adressen. For 14 år siden blev Lars syg af kræft. Han kom under behandling med både transplantation og medicin, og i næsten et år fra 2005-2006 var han tilsyneladende kræftfri og fri af behandling. Han begyndte at gå korte ture omkring huset, og overvejede endda at genoptage produktionen af de populære naturudsendelser. Men trætheden var for stor, og sygdommen kom tilbage. I vinteren 2006-2007 tog sygdommen til. De sidste 14 dage var familien tæt samlet om ham på Rigshospitalet. Sue boede der og var ved hans side den 22. maj 2007, da han trak vejret for sidste gang. “Han var ikke ved bevidsthed til sidst. Han var rolig og holdt bare med ét op med at trække vejret. Det var fredeligt. Bagefter ønskede jeg at blive hos ham i værelset natten over. Det ville for mig have givet god mening i afskeden og sorgen. Men det var mod reglerne. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan”, fortæller Sue, som synes at mange fremmede kulturer har et mere naturligt og værdigt forhold til døden og den døde, end vi har i Danmark. Sue valgte at blive boende i huset på Saltunavej, hvorfra hun stadig driver sin forretning med at opformere og sælge haveplanter. Lars tegnede og malede og fremstillede knive og mange ting til huset inspireret efter naturen. Hans arbejdsplads, hvor han elskede at sidde med sine bøger og mikroskoper og afsløre smålivets skønhed og hemmeligheder, er der endnu. Og en stor lygtebærercikade fra Afrika titter frem fra hylden over opslagstavlen med nogle af hans tegninger af små, farvestrålende cikader. “Jeg holder meget af, at hans ånd er her. Det giver mig ro, og jeg føler, jeg har et godt og rigt liv her på trods af tabet. Jeg lever og ånder for børnene, svigerbørnene, børnebørnene og stedet her, og har en god bekendtskabskreds takket være blandt andet min planteforretning. Jeg har ikke følt behov for at få en kæreste og føler mig ikke alene”, svarer Sue, da jeg spørger. Hendes øjne og mildhed viser, at hun hviler i sig selv og er hudløst ærlig. Det er sådan, det er.
Arbejdspladsen, hvor Lars studerede insekter og skrev bøger. (Foto: Michael Stoltze).
Det er også hårdt. Sue er på ingen måde mystiker, men hun ser og fornemmer naturens liv og død, skønhed og gru. Og måske først og fremmest poesi. Hun ser symboler overalt i naturen og har oplevet, hvor tæt den største skønhed og den dybeste sorg er forbundet. “Efter den varmeste vinter i mands minde stod jeg en dag i maj i stuen og så ud i haven mod øst, hvor jeg anede en lys violblå i farve højt i krattet mod himlen. Jeg gik udenfor, og tænk – det var kejsertræet, der for første gang stod klædt i et væld af store blå blomster. Det var… 22. maj 2008, på årsdagen”, siger Sue, “og siden har træet blomstret hvert eneste år”. For første gang i vores samtale kommer tårerne frem, også mine, men Sue sunder sig og slår fast: “Det var vel bare tilfældet, men et smukt tilfælde. Og verden er, hvad vi gør den til. Det træ er helligt nu!”. Kejsertræet giver særlig mening i forhold til Sue og Lars, fordi dets store blomster har samme fine, blå farve som de blomstrende Jacarandatræer i den by i Afrika, hvor de traf hinanden.
Kejsertræet. (Foto: Michael Stoltze
Mens vi sunder os, ser vi ud over blomsterhavet, hvor græsrandøjer, grønårede kålsommerfugle og nyforvandlede takvinger boltrer sig, og jeg får øje på noget grønt 10 meter væk i en af de fede blomsterstande på en sommerfuglebusk. En moskusbuk? Desværre, ved nærmere eftersyn viser det sig blot at være et grønt blad. Men haven er omgivet af mange piletræer, som den prægtige moskusbuk kan leve i, så Sue beslutter at læse om billen og se efter den på havens hjortetrøst og andre blomster. Sue er morgenmenneske og står gerne op mellem klokken fem og seks. Der er altid mange planter at se til og meget at gøre i haven. Børnene kommer ofte til Bornholm, især om sommeren. I den store snestorm i 2010-11 måtte hun lide den tort at holde jul alene, da alt var lammet og Halfdan strandede i Rønne. Men oftere tager hun over til børnene på Sjælland. Halfdan er arkitekt hos Henning Larsen og Cille er med stor succes med til at drive en specialbutik i kaktus. Astrid og Martin bor med børnene i et bofællesskab under Lille Svendstrup Gods. Astrid er PhD-studerende ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og Martin er viceforstander på et AOF sprogcenter.
Hoveddøren. (Foto: Michael Stoltze).
“I april 2007 fik Lars at vide, at Astrid ventede sig. Han var meget syg på det tidspunkt, men han forstod det, og det var en af de få gange, han græd. Af glæde og bevægelse, men siden har jeg tænkt, at det også var af sorg. Han vidste godt, han ikke ville opleve at se sit barnebarn”, fortalte Sue og tørrede øjnene for anden gang i løbet af vores samtale. Vi vender os igen mod haven og fuglene. I de første år var der et godt udsyn over markerne, og påskelørdag i 1979 kaldte Lars insisterende på Sue. Det var stortrappen, en af verdens største flyvende fugle, som at uransaglige grunde havde valgt at lægge vejen forbi Saltunavej. I dag er træer og buske vokset godt i højden på grunden, og der er mange flere småfugle end før. Men udsynet er ikke så godt mere. Et par hundrede meter væk, bag pilene, flyver en ravn lavt over landskabet og udstøder sit hæse “grok-grok-grok”. Der var ingen ravne på Bornholm, da Sue og Lars kom til øen. Nu er de vendt tilbage. Lars kommer ikke tilbage. Nevermore. Blomsterhavet er overvældende, og haven summer af liv og er ligeglad. Ligesom hornuglen, der en sen og stille sommeraften uforklarligt fulgte Sue ganske tæt under hendes vandring frem mod huset. Roligt og lydløst drog uglen med hende. Som et lys i mørket bare et par meter væk var det, som om den ville fortælle noget. Inden jeg kørte fra stedet så jeg kejsertræet. Det bugnede af store, grønne frøkapsler efter forårets blå blomstring.
Sue har de smukkeste hortensia. (Foto: Michael Stoltze).
Blomsterne i gården er mandshøje. (Foto: Michael Stoltze).
Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 28. august, 2017
I 1813 blev den sidste indfødte ulv i Danmark skudt.
Det skete natten mellem den 20. og 21. og juni ved Estvadgård i nærheden af Skive. Jægeren viste nogenlunde, hvor den store, enlige han-ulv holdt til og brugte et dødt føl som lokkemad. Tålmodigt sad han i skjul med geværet i nærheden af føllet i fem lyse nætter. Den femte nat kom ulven, og jægeren tog sigte og dræbte den.
Legemet af den sidste ulv i Danmark blev transporteret ind til retten i Holstebro, hvor jægeren fik en kontant belønning for sin dåd. Og som markering af sejren blev det store skind af dyret hængt op udenfor byens rådstue. Med datidens natursyn var Danmark dermed en samfundsfjende kvit. Hyrderne på heden behøvede ikke længere frygte ulven, der dengang blev opfattet som et bæst med diabolske og onde hensigter.
Nu er der indfødte ulve igen i Danmark: Der er hørt, set, fotograferet og filmet ulvehvalpe. De er set et sted syd for Holstebro. Ved skæbnens ironi i nøjagtig samme del af landet, hvor jægeren for 204 år siden sad vagt ved føllet og ventede på at aflive den sidste ulv i Danmark. Naturstyrelsen i Vestjylland har længe haft en formodning om et ulvepar i området og satte automatiske fotofælder op. Først i juli 2017 afslørede de med sikkerhed tre ulveunger. Og samtidig filmede en jæger et større antal ulveunger i området. Han mener med sikkerhed at have set i alt otte hvalpe.
Efter omkring 200 år uden indfødte ulve, er Danmark atter ulveland. Det store rovdyr, der jager i flok og kan nedlægge krondyr og det, der er større, er vendt tilbage.
Den første sikre ulv i Danmark siden 1813 blev set og fotograferet i hjertet af Nationalpark Thy. Det var den 14. oktober 2012. Den var syg og blev fundet død på heden den 19. november. Næste danske ulv blev set og fotograferet af en familie fra et køkkenvindue i et hus nær byen Lem ved Ringkøbing Fjord den 26. december 2012. Og i årene efter blev flere forskellige ulve set i Jylland. De første var strejfende han-ulve, men i 2017 blev den første hun-ulv påvist med sikkerhed. Og nu er de første indfødte danske ulve altså et realitet.
Ulven føder sine små hvalpe i skjul under store træer eller i huler i jorden, under trærødder, klipper og store sten. Kuldet består af mellem én og 11 hvalpe, der er blinde de første 10 dage. Ved fødslen vejer hvalpene under et halvt kilo. Efter et år er de voksne og vejer mellem 30 og 80 kilo. De største er hanner. De bliver som regel kønsmodne efter to år og lever omkring 10 år i naturen. I virkeligheden er det en tilsnigelse at sige, at ulven er kommet til Danmark igen, for tamhunden har ulven som stamfader. “Menneskets bedste ven” er biologisk set en ulv. De kan krydses med vilde ulve og få fuldt fertilt afkom.
Få dyr i verden er indspundet mere i myter end ulven. På godt og ondt. Der er myten om den gode og kloge ulv, som opfostrer Remus og Romulus, der dier hos ulvemoderen og grundlægger Rom. Og der er Kiplings historie om den vilde dreng, Mowgli, som vokser op med ulveunger hos en vild ulvefamilie i den indiske jungle. Og så er der den uhyggelige ulv i Peter og Ulven, fortællinger om Rødhætte og ulven og alle de grusomme historier om ulveflokke som omringer og forfølger ryttere eller hestevogne eller kaner. Læs blot fremstillingerne i Brehms “Dyrenes Liv” eller i Selma Lägerlöfs “Gösta Berlings Saga”.
Ulven er stigmatiseret som djævelen selv. Det hele har utvivlsomt rod i faktiske tilfælde af rabiesramte ulve. Ulve med rabies (rabiate ulve – heraf ordet “rabiat”) kan som følge af den uhyggelige, dødelige sygdom miste besindelsen og med fråde om munden slå sig på at angribe mennesker. Ellers er ulve bange for mennesker og stikker af, når man møder dem.
Hvad nu? Ulvens genindvandring og etablering i Danmark rusker gevaldigt op i vores natursyn. Der er ulveelskere og ulvehadere. Debatten har rumsteret længe. Efter at ulve med danske dåbsattester er en realitet, vil ulvedebatten blusse op til nye højder, som det er tilfældet nabolande som Sverige og Tyskland. Ulven er et stærkt toprovdyr. Den lever især af pattedyr i alle størrelse. Dens vigtigste kost er hjortearter som rådyr, krondyr, dådyr og rensdyr, men den tager også gerne får, geder og svin, og ulve i flok kan nedlægge både køer og heste.
Ulven er helt naturligt kommet til Danmark ved egen kraft, og modsat tidligere, hvor der var præmie på dens skind, er ulven nu en fredet dyreart, som det er strafbart at forfølge i EU-landene. Kun efter grundig dokumentation kan man i Danmark i visse tilfælde få tilladelse til at skyde en ulv, der har slået sig på at tage husdyr. I Sverige har man politisk fastsat hvor mange ulve, der må være i landet. Statens tilladelser til ulvejagt i Sverige er anledning til en til tider meget følelsesladet debat.
I Danmark har ulvenes ynglesucces allerede udløst første bølge af synspunkter for og imod ulven. Det vil fortsætte men nye bølger. Ulven er landet og Danmark er et ulveland. Den kan leve her, og ulvene kan blive mange med tiden, for de kan formere sig hurtigt. Hvor mange ulve, vi skal og vil leve med i Danmark, er ikke afklaret.
Det er vildskaben, der banker på Danmarks dør, og vi har lukket den ind. Det er sket med vilje, fordi vi som mennesker har giver naturen lov til det. Hvor vidt det skal gå og hvor vildt, det skal være i kulturlandet Danmark, vil tiden vise.
——-
Bragt første gang som essay af Michael Stoltze i Kristeligt Dagblad 5. juli 2017.
Så længe, jeg kan huske tilbage, har naturen fortryllet mig.
Det var mit held at vokse op i en umådelig rig natur på Nordbornholm, og det var mit store privilegium at have forældre, som vidste noget om natur og altid hjalp mig med at sætte navne på de planter og dyr, jeg fandt. Når de fik navn, fik de ånd.
I skolen supplerede gode lærere med viden om vind og vejr og dyr og planter derude. Min klasselærer fra og med 4. klasse, Helge Christensen, var vores lærer i dansk, sang og biologi. Han var skrap og delte eftersidninger ud med rund hånd. Jeg var meget genert og stille i skolen. En dag formastede jeg mig dog til at snakke til min sidemand, mens vi to og to var på vej ind i klasselokalet efter at have ventet på Christensen udenfor. Det gav en note i den sorte bog, og efter timen blev jeg kaldt op til katederet. “Snakker du også derhjemme?”, spurgte Christensen, hvilket jeg som følge af almindelig forundring og mangel på situationsfornemmelse promte svarede “ja” til. For det skete da, at jeg sagde noget derhjemme. Hvorpå jeg fik min første og eneste eftersidning for næsvis opførsel.
Børnene er intenst optaget af en mursejlerunge, som var faldet ned og ikke kunne få luft under vingerne. Den blev kastet mod himlen, hvor den fandt sin frihed og fløj væk. Uforglemmeligt. (Foto: Michael Stoltze).
Siden fik Christensen og jeg dog en god kemi. Han lærte os om blomsternes intime kønsliv med støvknapper, støvfang, grifler og frø og smukke klæder (blomsterkroner) og nektar som lokkemad. Vi skulle tegne det hele for hinanden på tavlen og i vores arbejdshæfter, og det var uforglemmeligt. I biologitimerne tog han os tit med ud i landskabet omkring skolen, hvor der var marker og grøftekanter og skove og bække med et mylder af blomster. Han lærte os de vigtigste arter som blåhat, blæresmælde og forglemmigej at kende, og morede sig med at udfordre mig ved at spørge om navne, på de planter, han ikke lige kendte selv. Jeg synes, det var pinligt at sige noget, men fik dog fremstammet navne som marktusindgylden eller hampagtig hanekro, som stod i markskellene og skiltede med frække blomster i æggegult og violet. Den kendte han ikke, men han tog planten med tilbage til skolen og fandt ud af, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt. Han glemte ikke at rose, og siden spurgte han mig om plantenavne hver gang, vi var ude på tur.
Mine forældre og Christensen var en uvurderlig hjælp. Men den største glæde var Marie. Marie var datter af keramiker Karin Christensen og billedhugger Ole Christensen, som boede på en bakke omkranset af marker og skov til alle sider. Marie og jeg fandt sammen om at udforske naturen på alle leder og kanter, og vi havde stjernestunder med hinanden i mange år. Vi var ikke ret gamle, før vi listede rundt omkring Karins og Oles hus med net og syltetøjsglas for at fange alle de dyr, vi kunne overmande, finde sneglehuse, knogler og sjove sten. Og vi samlede bær og nødder og svampe og plukkede blomster af så mange slags, vi kunne finde.
Vi var vel fire og syv år, da vi begyndte at indtage naturen i hæmningsløse doser. Vi var hinandens tætte selskab i mange år, og uden at vi rigtig forstod det dér med kærester, talte vi af og til flygtigt om, at vi nok engang skulle være mand og kone. Det var ikke så vigtig. Det vigtige var naturen.
Kald det kærlighed eller naturglæde. For os var det en sanselighed og sorgløshed, som gjorde os nærmest lykkelige. Den var at ligne med lykken over sidste skoledag inden sommerferien, der dengang i grundskolen åbnede sig som en uendelighed af berusende frihed. Jeg var hvert år i juni sikker på, at sommerferien aldrig ville slutte.
Marie og jeg fandt de mest utrolige ting. Vores mest elskede sted var et lille vandhul i klipperne ved den vej, der førte op til huset. Det var let at komme til med vores net, og det myldrede med liv i vandet. Der var tilpas med vandplanter, og vandhullet var så dybt, at det aldrig tørrede helt ud om sommeren. Det var her, jeg erfarede, at de hurtige rygsvømmere med sølvskinnede ryg (som altså vender nedad, da de svømmer på ryggen) stikker smertefuldt. Jeg havde taget en rygsvømmer op i hænderne, hvor den ihærdigt sprang omkring med sine stærke svømmeben for at undslippe. Lige indtil den lagde sig til rette mellem to fingre og tilføjede mig et resolut stik, som fik mig til at kaste rygsvømmeren fra mig med et hyl.
Og det var her, Marie imponerede mig ved at fange to “kongesalamandre”. De var dobbelt så store som de almindelige salamandre. Og hannernes haler havde vidunderlige sølvstriber i hele deres længde. Vi fandt også salamandrenes larver, der var lyserøde med udstående, vingelignende gæller bag hovederne. Der var noget engleagtigt over de sarte dyr, der havde de fineste små fingre og tæer.
Børn indtager fordomsfrit naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).
Senere i folkeskolen blev det sådan lidt pinligt at lege med piger, så til min ærgrelse blev turene med Marie sjældnere. I stedet blev jeg optaget af at fiske sammen med min tvillingebror Jacob og vores kammerat Anders, som var succesfuld geddefisker og mestrede kunsten at fange bækørreder med de bare næver.
Lige inden afslutningen af 7. klasse arrangerede vore lærere en telttur til en lejrplads et sted i Rutsker Plantage. Det var juni og lyse nætter. Nattergalene sang, og i søerne kvækkede de store grønne frøer på livet løs. Vi havde bål, vi havde soveposer, og det hele var så stemningsfuldt og hyggeligt, mens flagermuserne flaksede lydløst frem og tilbage i skovbrynet og over de små søer. Men køligheden kom med den lyse nat, og vi rykkede ind i teltene med lygter. Lærerne tog rundt til os og sagde, at vi skulle sove, men det var alt for spændende. I mit telt fortalte vi spøgelseshistorier og legede “sandhed og konsekvens” så langt ud på natten, at ingen slap for at kysse. Det var min kysse-debut, og det var både vigtigt og mærkværdigt, som det er i den alder. Hun hed Dorete og hun var sød, men jeg var frygtelig genert og slet ikke parat til det med piger endnu.
Man bliver stærkt påvirket af at indtage naturen med alle sanser. Man kan blive så opslugt, at man i åndeløs spænding glemmer tid og sted. Man tilegner sig verden, og det er godt, når dyr og planter får navne og sjæl om bliver fortrolige medskabninger. De bliver en del af os, og vi bliver en del af dem. Det hele er natur og det hele hænger sammen.
De to blåfugle sad i vegetationen, da vi plukkede blåbær. Skønhederne lever kun et par uger. Deres korte liv handler udelukkende om parring og æglægning. (Foto: Michael Stoltze).
Naturen er fundamentet for al kultur. Og i kærligheden er naturen den ursuppe, det hele gror af. I kønslivet er mennesket ikke grundlæggende anderledes end andre dyr. Menneskets seksuelle attributter, erogene indretning og vedvarende parringstid i voksenalderen gør os dog påfaldende aktive, måske fordi vi er nøgne og kan udveksle kropsvarme med hinanden langt hurtigere og lettere end vores hårede slægtningen.
Kærligheden er en stærk følelse, som kan beruse os. Vi kan være forelsket i forelskelsen, og vi kan blive forblændet og fysisk påvirket på et utal af måder. “En krop kan reagere på en anden krop med en sollignende varme”, skriver den svenske digter Ann Jäderlund for eksempel. Smukt. Jeg tror, de fleste kender fornemmelsen.
Lykken over naturen og vores medskabninger er også en stærk følelse, som fysisk kan påvirke mennesker meget. Naturglæden er tæt forbundet med lykken ved at kende, elske og sanse mennesker.
Som art skiller mennesket sig ud ved at have mange kulturelt betinget ritualer omkring kærlighed og samliv. Mennesket hylder kærligheden og dens væsen. Den ideelle kærlighed er betingelsesløs og ukompliceret. Men stærke følelser er forbundet. Det er svært at følges ad, der er så kort fra kærlighed til had. Den største lykke er momentvis og altid truet. Derfor er håndteringen af kærligheden og forholdet mellem mand og kvinde centralt og omdiskuteret i alle religioner.
I kristendommen findes de mest berømte og brugte ord om kærligheden i Paulus’ første brev til korinterne, hvor han blandt andet skriver:
“Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, saa at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.”
“Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt.”
“Saa blive da Tro, Haab, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.”
Mennesket er som art enestående ved at være bevidst om kærligheden og ved at leve med at søge kærligheden og ånden. En søgen, ser aldrig slutter, for der gives ingen formel på kærlighed og ånd.
Fysikeren og metafysikeren Hans Christian Ørsted (1777-1851) brugte hele sit liv på en meget bevidst søgen efter formlen på ånd. Hans insisterende søgen gjorde ham allerede fra barnsben af til en alvorsmand, og han fandt naturligvis aldrig den formel, der ikke findes. Til gengæld gjorde den konstante søgen Ørsted til en af de personer, der har haft størst betydning i videnskab og filosofi. Hvis man er i tvivl, vil jeg anbefale at læse Dan Ch. Christensens fremragende biografi “Naturens tankelæser” (2009, 1209 sider i to bind) om Ørsted.
Ørsteds tanker kredsede konstant om naturen, naturkræfterne og sammenhængen mellem det hele. Han skriver om dette og forholdet til Gud i sit “testamente”, Aanden i Naturen, som udkom kort før hans død. På baggrund af sin indsigt i naturen advarer Ørsted i værket om en fast forestilling om Gud og udtrykker det forsigtigt således: “Vi ser Guds tanker i hans værker, og skulle ved hjælp af vor viden om disse danne vor forestilling om ham.” Ørsted var snublende nær på Darwins tanker om evolution blot 10 år før udgivelsen af Arternes oprindelse.
Sådan er det med naturen. Og sådan er det med kærligheden. Det hele hænger guddommeligt sammen.
——-
Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad Sankthansaftensdag, 23. juni 2017
En strålende, nyforvandlet han af isblåfugl soler sig med hovedet nedad og vingerne vendt mod solen. (Foto: Michael Stoltze).
I løbet af juni dukker et smukt par op på gode, blomsterrige enge: Enge med trævlekrone, fløjlsgræs, ranunkel, mynte, mjødurt, orkideer, blåviolet musevikke og høje syreplanter med røde toppe, der svajer i vinden.
Det smukke par er violetrandet ildfugl(Lycaena hippothoe) og isblåfugl(Polyommatus amanda). De dukker op med skinnende metalfarver som ild og vand på engen næsten på samme tid af året. Og som nyforvandlede stråler de om kap i solen, som var det en skønhedskonkurrence.
Morgen og sen eftermiddag og aften, hvor solen står lavt, har de to sommerfugle for vane at sætte sig i vegetationen med hovederne nedad og vingerne vendt som paraboler mod sollyset. Sådan stråler de langt væk som små juveler i de blomstrende enge.
Både ildfugle og blåfugle tilhører blåfuglefamilien, der desuden omfatter busksommerfugle (blåhale, guldhale og flere andre arter). Larverne ligner bænkebidere og har meget stærk og sej hud. De udskiller søde stoffer og dufte, der tiltrækker myrer, og myrerne beskytter larverne mod blandt andet snyltehvepse. Larven af den violetrandede ildfugl lever på almindelig syre (Rumex acetosa), mens larven af isblåfugl lever på musevikke (Vicia cracca). De overvintrer som små larver.
Både isblåfugl og violetrandet ildfugl er gået meget tilbage i Danmark i takt med, at gode, blomsterrige enge er forsvundet på grund af dræning, gødskning og overgræsning. Navnlig violetrandet ildfugl er blevet en sjældenhed, og den er næsten forsvundet fra Øerne.
Opskriften på at få de fine sommerfugle tilbage er: Hæv vandstanden til det naturlige, stop al gødskning, sprøjtning og tilskudsfodring, og sørg for let kreaturgræsning hele året eller let sensommergræsning (efter 1. august) – gerne blot på halvdelen af engen, så halvdelene afgræsses hvert andet år på skift.
Underside af isblåfugl. (Foto: Michael Stoltze).
Violetrandet ildfugl – han. (Foto: Michael Stoltze).
Violetrandet ildfugl i aftensolen. (Foto: Michael Stoltze).
Violetrandet ildfugl – hun. (Foto: Michael Stoltze).
Den rødøjede vandnymfe elsker åkandeblade og andre blade, der flyder på vandet. Her lægger den an til landing. (Foto: Michael Stoltze).
Guldsmede er andet end de fine kunstnere, som fremstiller dyrebare smykke af ædle metaller og kostelige sten.
Det er også en orden af store, elegante og farvestrålende insekter, hvis larver lever som glubske rovdyr i ferskvand.
De færreste ved, at der fundet 60 arter af guldsmede i Danmark, og at der de senere år er kommet flere nye, prægtige arter til os sydfra på grund af klimaforandringerne.
Det er ikke let at få øjenkontakt med en stor guldsmed, som har over 10.000 øjne på hver side af hovedet. Men det er også godt nok at være iagttager. Jo mere man ser, og jo mere man ved om guldsmede, jo mere rører de hjertet.
En nyforvandlet og sårbar bleg vandnymfe. Nymfehuden anes til venstre. (Foto: Michael Stoltze).
Min betagelse af guldsmede startede vist nok den dag, min far kom for at vise os børn noget i en tændstikæske. Han åbnede æsken og tog med yderste forsigtighed en vægtløs og skrøbelig tør ham af en stor guldsmedelarve op i sin hånd. Han forklarede, at han havde fundet den klynget til et siv i kanten af “Isbjørnegrotten” (et lille, nedlagt stenbrud med en ren sø, som vi badede i) og fortalte, hvordan den store guldsmed var krøbet ud af sin larvehud og nu fløj omkring i skoven på jagt efter insekter i luften. Det tørre, florlette hudhylster var ladt tilbage som en raslende hilsen fra guldsmedens larvetid. Åndeløse af spænding vovede vi næsten ikke at trække vejret, før huden forsigtigt var lagt ned på vattet i æsken igen. Æsken med det lille klenodie fik bagefter en hædersplads på chatolhylden i stuen.
Nymfehud af en smaragdlibel. (Foto: Michael Stoltze).
Smaragdlibellen står stille over vandet. Den er meget almindelig. (Foto: Michael Stoltze).
Guldsmede har eksisteret på Jorden i over 300 millioner år siden Kultiden – længe før der var blomsterplanter og dinosaurer. De er primitive insekter med ufuldstændig forvandling. Det vil sige, at de ikke har et puppestadium. Larverne er ikke rigtige larver, men såkaldte nymfer. Larvernes (nymfernes) kroppe og ben ligner de voksne insekters en del, men de har ikke de voksne guldsmedes flotte farver, og vingerne er blot små, stumpede anlæg på forkroppen. De ville også være vældig upraktiske at slæbe rundt på under vandet.
Guldsmede tilbringe det meste af deres liv som sådanne nymfe-larver i vand. De er brune og lumske rovdyr, der ligger på lur eller lister omkring på tynde ben i jagt efter smådyr. På undersiden af hovedet har guldsmedelarver et enestående langt, sammenfoldet læbeapparat, som for enden er udstyret med et par sylespidse gribekroge. Hvis et smådyr, en lille haletudse eller en lille fisk komme inden for rækkevidde, skyder guldsmedelarven lynhurtigt sit fangstapparat med vidtspredte gribekroge frem mod offeret. Hvis guldsmedelarven rammer, sidder byttet uhjælpeligt i saksen og bliver trukket ind under hovedet og fortæret.
Guldsmedelarvernes levetid varierer. De fleste lever et lille års tid i vand, men nogle er to eller flere år om deres udvikling. De første guldsmede dukker op i maj, og hen i juni kan der være et sandt mylder af de fine insekter ved rene ferske vande. Ved rene skovsøer med rig vækst af vandplanter er der særlig mange guldsmede, som patruljerer i luften og sidder i vegetationen alle steder. Nogle af de store guldsmede, de elegante mosaikguldsmede, kan flyve meget sent på året. De kan flyve diskret rundt i skovlysninger helt til skoven gulner sidst i oktober.
Der er to slags guldsmede: Ægte guldsmede, som er store, kraftige og hurtige, og vandnymfer, der er spinkle med fine, nåletynde kroppe, og som flyver roligt omkring ved ferske vande på lette, svirrende vinger.
De ægte guldsmede flyver hurtig og langt omkring, og nogle af arterne foretager træk over flere hundrede kilometer.
Ved rene damme er der tit et mylder af forskellige arter af vandnymfer, som jager småinsekter, parrer sig og lægger æg i vandet. De er bestemt umagen værd at lægge mærke til. De fleste arter er smukt blå, men der er også røde og metalgrønne vandnymfer. Og ved vandløb holder de store metalskinnende blå pragtvandnymfer til.
Flagermusvandnymfen lægger æg. Hannen har stadig fat i hunnens nakke. Der er mange lignende blå vandnymfer. (Foto: Michael Stoltze).
Guldsmedenes kærlighedsliv er yderst specielt og meget smukt. Forrest på undersiden af bagkroppen har hannen et sædgemme, som han lader op ved at krumme bagkropsspidsen (hvor kønsorganerne sidder) og “masturbere” mod sædgemmet, så det bliver “ladt” med sæd. Når hannen har ladt sin “sædpistol” opsøger han en hun, som han griber i nakken med nogle kroge på bagkropsspidsen. Sådan kan parret være koblet sammen i op til et par dage. Efter sammenkoblingen bøjer hunnen sin bagkrop op mod hannens sædgemme for at blive befrugtet. På den måde danner parret et “parringshjerte”. Ved damme med mange vandnymfer ser man tit parringshjerter (også kaldet “parringshjul”). De sammenkoblede guldsmede kan flyve af sted sammen. Vandnymferne flyver som regel to og to efter hinanden – hannen forrest og hunnen bagefter (såkaldt “tandemflugt”), mens de ægte guldsmede gerne flyver, mens de er koblet sammen som parringshjul. Det er hårdt for dem, så de flyver kort, lavt og ikke så langt i den situation.
Parringshjul – parringshjerte. (Foto: Michael Stoltze).
Et klenodie. Den sjældne spidsplettede libel i parring ved Susåens bred nær Herlufholm. (Foto: Michael Stoltze).
De ægte guldsmede deles traditionelt i de store mosaikguldsmede, de mindre libeller og smaragdlibeller, flodguldsmede og kongeguldsmede. Vandnymferne kan groft deles i pragtvandnymfer og andre vandnymfer.
For nogle år siden begyndte den flotte og varmekrævende kejserguldsmed at yngle i Danmark. Det er den største og kraftigste guldsmed i Europa, og i varme, lavvandede søer i den sydlige del af Danmark er det mange steder en af de almindeligste store guldsmede nu. Bagkroppen er flot blå med en mørk rygstribe og hovedet er meget kraftigt. Så kraftigt, at man skal passe på, hvas man har den i hænderne. Kejseren kan bide, så blodet flyder!
Kejserguldsmedens lidt mindre slægtninge, mosaikguldsmedene, er der mange arter af. De er utrolig smukke og bærer deres navn med rette. I skovlysninger og langs skovbryn kan det på gode sommerdage og langt hen på efteråret myldre med mosaikguldsmede, der jager i lufter. Guldsmeden griber og æder sommerfugle og andre insekter i luften med sine seks lange, tornede ben. Jeg har tit oplevet fire, sarte sommerfuglevinger dale ned i kølvandet på en jagende guldsmed.
Den nyindvandrede kejserguldsmed. Europas største guldsmed. (Foto: Michael Stoltze).
Hovedet af en håret mosaikguldsmed. Hvert af de store sammensatte øjne rummer over 10.000 enkeltøjne. (Foto: Michael Stoltze).
Ved småsøer flokkes mange arter af libeller. De er blå, røde, gule og sorte, og de fine dyr sætter sig tit i vegetationen eller på jorden. De skinnende grønne smaragdlibeller er mere hvileløse og de rene luftakrobater. De flyver lavt over vandet og står med mellemrum bumstille i luften på svirrende vinger et sekund eller to.
Pragtvandnymferne hører til de allersmukkeste insekter. De er bredvingede og større end andre vandnymfer med vingefang op til syv centimeter. Der er to arter: Én med helt stålblå vinger, og én med stålblå bånd på vingerne. Den blåvingede pragtvandnymfe lever i rene, planterige småbække, mens med den blåbåndede pragtvandnymfe lever i store, rene, planterige åer. Her sidder de flotte vandnymfer på fremtrædende pladser i vegetationen, danser eller har territoriekampe, så de glimter som blå juveler i luften. Det er kun hannerne, der har de flotte farver. Hunnerne er diskret grønlige med svagt tonede vinger.
Han af den blåvingede pragtvandnymfe, som lever i små, rene bække og åer. (Foto: Michael Stoltze).
Blåbåndet pragtvandnymfe i luften over Susåen. Den leder ved store, rene åer. (Foto: Michael Stoltze).
De danske guldsmede er ved at blive skrevet i mandtal. I årene 2014-2017 indberetter eksperter og glade amatører frivilligt fund af guldsmede til Atlasprojekt Danmarks Guldsmede (www.guldsmedeatlas.dk). De har inddelt Danmark i godt 600 kvadrater på 10×10 km, og i hvert kvadrat undersøger man, hvor mange guldsmedearter, der findes. Det er Naturhistorisk Museum og hjemmesiden Fugle og Natur, der står bag projektet. Det skal vise, hvordan det står til med guldsmedene og naturen i søer og vandløb. Her er en aktuel oversigt og Danmarks guldsmede http://allearter.dk/artsgrupper/dyr/insekter-mfl/guldsmede/ (opdateres løbende), og her er en rigtig flot hjemmeside: http://danske-guldsmede.dk/index.php.
Når guldsmedeprojektet er slut, bliver resultaterne offentliggjort som en populær bog om de prægtige dyr. Den bog glæder jeg mig godt nok til! Interessen for guldsmede stiger med stormskridt. Alle arter har danske navne og er fotogene. Med nye, billige digitale kameraer af høj kvalitet er guldsmedene elskede motiver, der bliver delt i enormt omfang på sociale medier.
Flere og flere har opdaget, hvordan en guldsmed kan vække lykke som et levende smykke. Mit hjerte skælver i hvert fald tit af guldsmedeglæde.
Velkommen til guldsmedenes verden!
Der er tit trængsel ved de gode æglægningssteder. (Foto: Michael Stoltze).
———–
Ovenstående artikel er første gang bragt som essay i Kristeligt Dagblad den 15. maj 2017.
Kærlighedserklæringer til Danmark har længe været betragtet med skepsis.
Dansk Natur 